Da Vilmer Blev Anholdt 3nji

Denne bog er dedikeret til:

Ann-Sofie, Max og Vilmer

Tillykke! og Tak for lån af det fine navn

Tidligere udgivelser:

En Mærkelig December (2011)

Den Kan Byttes (2011)

Julen Til Salg - Alt Skal Væk (2012)

Emma & Månen (2013)

Felix Er En Baby (2012)

Sludder (2013)

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Kapitel 2. Kapitel 3. Kapitel 4. Kapitel 5. Kapitel 6. Kapitel 7. Kapitel 8. Kapitel 9.

1.

Det var tidligt om morgenen. Solen var stået op. Fuglene var stået op. Vilmer var næsten stået op. Kun næsten. Han lå under dynen og drømte sig langt væk. Væk til steder hvor man ikke behøvede at stå op. Til steder hvor man aldrig behøvede, at gøre hvad de voksne sagde. Dejlige steder. Fredelige steder. ’Er du rar at stå op nu? Du skal være i skole om en time’ Vilmers mor lød lidt irriteret. Ikke lige så irriteret som hun kunne blive, men hun var godt på vej. Vilmer løftede armene over dynen. Det var første skridt. Snart ville han åbne øjnene og ikke lang tid efter, ville han svinge benene ud af sengen. Han skulle bare lige sove to minutter mere. ’Vilmer! Det er sidste advarsel. Stå op! Nu!’ Nu var den ved at være der. Mor var ved at være irriteret sådan rigtigt. Så meget at Vilmers far ville høre om det, når han engang kom hjem. Hvis altså ikke Vilmer stod op. Lige nu! Vilmer kravlede forsigtigt ud af sengen. Han havde nær sat den ene fod ned på en sportsvogn, som han havde parkeret lidt for tæt på sengen. Han elskede ting der kunne køre stærkt. Han elskede fart, spænding og alle de ting der var en lille smule farlige. Han var lidt ligesom sin far på det punkt. Vilmers far var nemlig politimand. Han var med sikkerhed en rigtig god politimand, for alle dem, der arbejdede sammen med hans far, klappede ham altid på skulderen og sagde ting som ”godt gået” og den slags. ’Vilmer. Nu gider jeg ikke me…’ Mor stoppede midt i sin sætning, da hun så, at Vilmer allerede var oppe og på vej i tøjet. Han havde allerede shorts på. Han havde også fået sokkerne på. Den ene sok var godt nok på vrangen, men det var vel lige meget? ’Hvis du skal have morgenmad, så skal du altså skynde dig. Du skal køre om ti minutter’ sagde mor. Hun stod nu foran ham, og rodede i hans hår. Hun påstod,

at det var fordi hans hår altid var lidt uglet. Vilmer havde hendes mistænkt for, at hun bare gerne ville have, at han var en lille dreng, der bare slet ikke kunne undvære sin mor. Han var ni år gammel. Han kunne SAGTENS undvære sin mor. ’Lad nu være, mor. Mit hår er altså helt fint’ sukkede Vilmer. Han prøvede, at skubbe mors hånd væk, men hun skulle lige rode i det lidt mere. 'Jaja. Få nu bare en trøje på' sagde mor. Hun pegede på sit ur, som om at det kunne gøre for, at Vilmer ikke havde tøj på endnu. Han rystede på hovedet. Mor gjorde mærkelige ting. Vilmer tog sin fodboldtrøje på. Det var en hvid AGF trøje og der stod Vilmer på ryggen. Der stod også nummer ni, selv om Vilmer allerhelst ville have haft nummer syv. Nu ved jeg godt, hvad du tænker. Du tænker, at du kender Barcelona, Real Madrid, Bayern München, Brøndby og FCK, men at du aldrig har hørt om en fodboldklub, der hedder AGF. Det er der ikke mange der har. Da Vilmers far var dreng, var AGF en god fodboldklub. De spillede sammen men de bedste hold i Danmark, men det gør de ikke længere. Vilmer var da også blevet skuffet, da hans far havde givet ham trøjen. Han ville hellere have haft noget i blåt og gult, men den hvide trøje gjorde Vilmers far så glad. Han havde stolt klappet Vilmer på ryggen. Flere gange faktisk. Han havde fortalt historier fra gamle dage, da han havde set AGF vinde en fodboldkamp. Vilmer troede på ham, men trøjen sagde ham ikke så meget. De andre drenge i skolen, havde da også drillet Vilmer i starten. Nu var de holdt op. Det med fodboldtrøjer skiftede hele tiden. Lige nu var det dem, der havde løver på trøjen, der blev drillet allermest. Det kunne Vilmer godt lide. Vilmer fandt sin skoletaske frem. Han havde ønsket sig en sej skoletaske. Det havde han ikke fået. Han havde fået sig en fornuftig taske, for den skulle holde i mange år. Sådan var det bare for drenge som Vilmer, når ens far var fra Jylland. Med en far, der var fra Jylland, holdt med AGF og var politimand var det et sandt mirakel, at Vilmer overhovedet havde venner. Det havde han heldigvis. En af dem stod og ventede på vejen, da Vilmer kom ned af trappen. ’Nej, Vilmer! Har nu den tabertrøje på igen?' spurgte Markus, der stod med både sin egen og Vilmers cykel. Han havde ventet i flere minutter, men det var han vant til. Vilmer var ALTID sent på den. ’Det må du ikke kalde den. Så begynder de andre bare igen' sagde Vilmer. Han

hoppede op på cyklen og snart var de to drenge på vej i skole.

2.

Vilmer så slet ikke, at hans mor vinkede til ham fra vinduet. Hun sukkede. Hendes søn var ikke til at styre på en tønde land. Hun skulle på arbejde, men ville lige vente på Vilmers far, der snart kom hjem fra sit natarbejde. Han var heller ikke til at styre på en tønde land. Hun smilede for sig selv, da låsen i hoveddøren gik op. Snart efter stod Vilmers far i stuen. Han så træt ud. Det havde nok været en hård nattevagt. Han hostede også. Det havde han gjort meget længe, men han var mindst lige så stædig som Vilmer, så han havde ikke været til lægen endnu. Det var endda selv om, at både Vilmer og hans mor havde plaget Vilmers far om at gå til lægen, for når han hostede kunne ingen sove, høre fjernsynet, læse en bog eller noget som helst andet. Så kunne de kun høre Vilmers far hoste. ’Nu må du ALTSÅ snart gå til lægen' sukkede Vilmers mor. ’Det skal jeg nok' svarede Vilmers far, selv om han havde sagt det samme mindst hundrede gange før. Han skyndte sig at skifte emne, så det ikke længere handlede om hans hoste. ’Stod Vilmer op, da du bad ham om det?' spurgte Vilmers far. Han havde en alvorlig mine. En mine der betød, at han var meget bestemt og seriøs. ’Nej, det gik ikke så godt med det' svarede Vilmers mor. Hun var på vej ud af døren. Hun arbejdede i et stort bageri, hvor hun sørgede for, at alt brød og alle kager blev helt perfekte. Det var hun ret god til, for alle kunderne i bageriet elskede brødet og kagerne. ’Jeg tror, at jeg må lære ham en lektie' sagde Vilmers far. Han lød stadig meget alvorlig og bestemt. Det var ikke en måde, som han normalt talte på, men han gad ikke Vilmers dovenskab om morgenen meget længere. ’Er det virkelig nødvendigt?' spurgte Vilmers mor. Hun vidste godt, at Vilmers far havde en plan, men hun brød sig ikke rigtig om planen. Vilmers far grinede.

Han elskede planen. Det var nemlig en rigtig god plan.

3.

’Skal vi lige finde vores pladser? Det her er jo ikke et abebur’ kaldte Astrid. Hun var en dygtig lærer, men det var børnene ligeglade med. De larmede bare. De råbte bare. De løb bare rundt. De var aber i et bur. ’Så sætter vi os ned’ prøvede Astrid igen. Hun var også en sød lærer, så hun blev næsten aldrig sur. De fleste af børnene satte sig derfor også ned, da hun spurgte pænt anden gang. Det var nu kun to af drengene, der stadig ikke havde hørt, hvad deres lærer, prøvede at fortælle dem. ’Vilmer & Markus? Er I rare at stoppe med fodboldsnakken og sætte jer ned?’ sukkede Astrid. Det var nemlig altid de samme to drenge, der skulle have tingene fortalt mange gange. De levede på deres egen planet, hvor fodboldspillere, fodboldbaner og fodboldresultater fyldte mere end noget som helst andet. Det var fodbold over alt andet med de to fodboldtosser. De satte sig ned. Først Vilmer. Så Markus. ’Har I læst på lektierne i weekenden? spurgte Astrid. Hun fik ikke noget svar. Der var som regel aldrig nogen, der svarede på den slags spørgsmål, for det endte altid med, at dem der svarede blev spurgt ud om lektierne først. Astrid smilede til klassen. Eleverne kiggede alle ned i deres borde, som om at bordene lige pludselig var blevet meget spændende. ’Har I overhovedet lært noget i denne her weekend?’ spurgte Astrid. Det skulle hun aldrig have gjort, for Vilmers hånd røg i vejret med det samme. Astrid sukkede dybt, for hun vidste godt, hvad den lille dreng med den underlige hvide fodboldtrøje, ville fortælle til hende og klassen. Hun pegede på Vilmer, der straks startede sin enetale. ’Jeg har lært, at hvis Liverpool ikke snart køber en ny forsvarer, så bliver de aldrig engelske mestre’ Først sukkede Astrid opgivende. Så sukkede alle pigerne, der bare ikke gad at høre mere om fodbold. Til sidst sukkede de to eneste drenge

i klassen, der ikke interesserede sig for fodbold. De sukkede alle sammen, fordi de udmærket vidste hvad der ville ske. Sekundet efter startede diskussionen nemlig. Drengene råbte på kryds og tværs af klassen. ’De skulle aldrig have solgt Daniel Agger’ råbte Jonas ’Jeg holder med Manchester City, så jeg er ligeglad med, hvem de køber’ råbte Thor. ’Liverpool vinder aldrig noget mesterskab’ grinede Markus. Og sådan startede morgenen for Astrid og hendes klasse. Sådan var det hver mandag morgen, så længe at der blev spillet fodbold et eller andet sted på den runde planet Jorden, som Astrid nogen gange havde mareridt om, også var én stor fodbold. Hun skulle lige til at dæmpe og tysse på drengene, da der blev banket på døren til klasseværelset. Det var ikke en forsigtig banken. Det var en hård og insisterende banken. Den var som om, at nogen ville fortælle noget vigtigt, bare ved at banke på døren. Det virkede med det samme, for klassen blev helt stille på få sekunder. Døren gik op, og ind trådte selveste skoleinspektøren. Han lignede altid en fisk, der var faldet ud af sit akvarium, når han bevægede sig udenfor sit kontor. Han smilede skævt, var lidt nervøs og kiggede altid ned i gulvet, når han skulle til at sige noget vigtigt. Efter inspektøren, fulgte to meget store politimænd i uniform. Der gik lidt tid før børnene opdagede dem, for de var så vant til, at ignorere inspektøren, når han kom med forsigtige meddelelser, der fik ham til at lyde meget nervøs. De to politimænd så meget alvorlige ud. Vilmer kendte mange politifolk, men lige de to kendte han ikke. Han gispede ikke, som de andre drenge, for han var så vant til at have politiet omkring sig, for han havde besøgt sin fars arbejde mange gange. ’Jeg har en…øhh..en vigtig meddelelse’ startede inspektøren, der som sædvanlig kiggede ned i gulvet. Han virkede ekstra nervøs i dag, så det måtte være en ekstra vigtig meddelelse. ’Vi skal lige snakke med Vilmer’ stammede inspektøren. Han kiggede skævt ud over hele klassen, for at se om han kunne finde Vilmer. ’Er der sket min far noget?’ spurgte Vilmer. Han havde allerede rejst sig op fra stolen, inden at inspektøren havde fundet ham blandt de andre børn.

’Nej nej! Han har det fint. Det er meget værre’ sagde inspektøren. Den ene betjent trådte ind foran inspektøren og pegede på Vilmer, der stod ved siden af sit bord på anden række. ’Hedder du Vilmer?’ spurgte betjenten. Vilmer nikkede. Han havde mest lyst til at gemme sig, men det var lidt svært, når han stod lige midt i klassen. ’Klokken er 8.17. Vilmer, du er anholdt’ sagde betjenten med en bestemt stemme. Den samme stemme, som hans far altid brugte, når Vilmer havde lavet ballade. De andre børn reagerede med det samme. De sad med store øjne og kiggede på Vilmer, der blev trukket ud af klasseværelset af de to betjente. Den nervøse inspektør fulgte efter. Snart efter lukkede døren og klassen sad igen tilbage med Astrid. Der var ingen der sagde noget. Endelig var der ro i abeburet.

4.

’Hvad har jeg gjort? Jeg har altså ikke stjålet noget’ klagede Vilmer, da han blev slæbt gennem gangene på skolen. ’Den tager vi, når vi kommer på stationen’ sagde den ene betjent. ’Nu er I ordentlig på ham, ikke? Han skulle jo nødigt sidde i fængsel i mange år?’ spurgte inspektøren, der stadig spurtede efter betjentene, der gik meget hurtigere end inspektørens korte ben kunne følge med. ’I fængsel? I FÆNGSEL?’ råbte Vilmer. Han blev trukket langs gulvet, for de to betjente havde fat i hans skuldre, så hans fødder kun lige kunne slæbe langs det glatte gulv. ’Nu må vi se. Den tager vi, når vi kommer på stationen’ sagde den ene betjent. Vilmer blev lidt nervøs, men han blev ikke ked af det. Han ville ringe til sin far, når han kom frem til stationen. Hans far skulle nok få snakket med de andre betjente. Hans far kunne løse alle problemer. Det håbede Vilmer i hvert fald lige nu. ’Ha’ det nu godt, Vilmer. Jeg håber, at du snart kommer tilbage’ råbte inspektøren, da de to betjente slæbte Vilmer ud af skolens bygninger. De få børn, der stod og snakkede med hinanden i skolegården, stoppede deres samtaler, da de så Vilmer blive slæbt mod patruljevognen, der holdt midt i gården. ’Er det ikke ham Vilmer?’ spurgte en dreng. ’Det er ham med den sjove fodboldtrøje’ svarede hans kammerat. ’Den er ikke sjov. Den er bare fra Jylland!’ råbte Vilmer, der sagtens kunne høre drengene. ’Det er der skam ikke noget galt med’ sagde den ene betjent, som sagtens kunne

genkende Vilmers trøje. Det kunne de fleste politibetjente i København. De to betjente fik sat Vilmer ind på bagsædet af politibilen. Her havde han også siddet før, men aldrig som en anholdt. Han anede ikke, hvad han skulle tænkte. Først tænkte han, at hans far ville blive sur. Altså ikke på Vilmer, men på alle dem der havde gjort noget forkert. Alle dem, der havde været skyld i, at Vilmer var blevet anholdt. Vilmers far blev sjældent sur. Sådan en slags far var han ikke. Han blev bare bestemt, og så blev han stille. Det håbede Vilmer ikke, at han ville blive, når han så, at hans søn var blevet anholdt. ’Hvorfor er jeg blevet anholdt? Hvad har jeg gjort?’ spurgte Vilmer. Hans stemme var blevet lidt mindre, for han var pludselig ikke helt sikker på, at hans mor og far ikke ville blive lidt sure og skuffet. ’Den tager vi, når vi kommer på stationen’ sagde betjenten på agersædet. Den anden betjent sagde ikke noget. Han kørte bare politibilen. Snart efter nåede de politistationen.

5.

’Vi har lige en anholdt her’ sagde den ene betjent, da de trådte ind foran vagthavende på politistationen. ’Er det ham Vilmer? Det var godt, at I fangede ham. Vi kan ikke have den slags rendende fri’ sagde den vagthavende. Vilmer blev helt bleg, for det lød meget alvorligt. Hvad havde han mon gjort? Han prøvede at tænke på, hvad han kunne have gjort, der var så ulovligt og farligt. Den vagthavende pegede ned på nogle døre for enden af gangen. ’I kan sætte ham derned. Så må vi have fat i en advokat, så vi kan afhøre ham’ sagde den vagthavende. ’Afhøre mig? En advokat? Det har jeg slet ikke lommepenge til’ sagde Vilmer, der godt vidste at advokater var dyre i drift. ’Nå, jamen så må vi jo finde ud af det. Hvad får du da i lommepenge?’ spurgte den ene betjent, da de to betjente slæbte Vilmer ned mod de to døre. ’Jeg får halvtreds kroner om ugen’ sagde Vilmer. Han vidste godt, at man ikke fik meget advokat for den slags penge. ’Det var da mange penge. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde dig en advokat’ sagde den anden betjent. ’Ja, men jeg får altså kun fyrre kroner, for jeg skylder for et vindue, som jeg kom til at ødelægge med min fodbold’ indrømmede Vilmer. Han var ikke så stolt af det, for han havde sigtet efter vinduet, men han havde aldrig troet, at bolden ville gå lige igennem. Det vidste han så nu, så nu sigtede han kun efter mål og medspillere på fodboldbanen. ’Aha! Så du laver altså også hærværk. Det er jo godt at vide’ sagde den ene betjent. Vilmer kiggede op på ham. Han så meget alvorlig ud. ’Jamen, min far sagde…’ startede Vilmer.

’Din far opretholder loven. Han bestemmer ikke over loven’ afbrød den anden betjent. ’Du må nok hellere tie stille, indtil din advokat kommer’ sagde den første betjent, der stadig så meget alvorlig ud. De nåede hen til den ene af de to døre. Et skilt, der i virkeligheden bare var et stykke papir, var klistret på døren:

-- BØRNECELLE --

’Det er her du skal ind. Så kan du vente på din advokat’ sagde den alvorlige betjent. ’Ja, eller din far. Hvem der nu kommer først’ fortsatte den anden af de to betjente. Vilmer gik ind i børnecellen, hvor han satte sig på sengen, der var en af tre møbler i det lille rum. Et bord, en stol og en seng. Det var alt hvad der var. Snart efter smækkede døren og Vilmer sad alene på sengen. Her sad han så og tænkte lidt over tingene. Kunne det have været, da han havde løjet over for sin lærer, da han havde glemt at lave lektier? Han havde sagt, at han havde været syg med ondt i maven, men han havde i virkeligheden set fodbold i fjernsynet. Læreren havde troet på ham, men måske havde læreren skrevet hjem til Vilmers mor og far? Det kunne også have været dengang, hvor Vilmer havde fortalt sin mor, at han havde spist sin madpakke, selv om han havde smidt den ud. Det havde han kun gjort, fordi han havde byttet med en dreng fra de store klasser. Vilmer havde byttet nogle fodboldkort til en sandwich med bacon og ost. Den var bare meget mere spændende end madpakken, der altid var det samme kedelige mad på det samme kedelige brød. Han havde løjet overfor sin mor, men han havde haft det rigtig skidt med det, for hun brugte jo tid på at smøre madpakken hver dag. Måske var det fordi han engang havde taget en hel stak gratis aviser oppe på stationen? Man måtte kun tage en enkelt avis, men han havde brug for aviserne til bunden af et legehus på legepladsen, der havde været regnvåd, da han skulle bytte fodboldkort med en dreng hjemme i gaden. Han smilede. Det hele handlede om fodboldkort. Det var hans store….

’Åh nej!’ udbrød Vilmer. Han kunne pludselig huske noget rigtig dumt. Noget der med garanti ikke kunne være helt lovligt. Noget der helt sikkert ville give ham problemer. Han havde byttet kort med en dreng, der var et par år yngre end ham selv. Drengen anede ikke hvad fodboldkort var, så Vilmer havde bildt ham ind, at alle de sjældne kort var fejltryk, som drengen bare kunne give Vilmer, så han kunne smide dem ud for den lille dreng. Han havde fået mange gode og meget sjældne kort den dag. Det var jo sådan set tyveri. Han havde bare ikke tænkt på det, på den måde, dengang. Nu kunne han godt se det. Den lille dreng var blevet snydt og nu havde hans mor og far opdaget det. Så havde de meldt Vilmer til politiet. Det var derfor han nu sad i en børnecelle og ventede på en advokat, der var villig til at arbejde for fyrre kroner om ugen. Vilmer begravede sit hoved i hænderne. Han var flov. Han ville ikke græde, men han havde mest lyst til det. Hvor mange års fængsel var det nu man kunne få for tyveri? Hans far havde ofte talt om tyve, der røg i fængsel – og det var nogle gange i mange mange mange år. Han ville aldrig se sine venner igen. Han ville aldrig spille fodbold i fodboldklubben igen. Han kiggede sig rundt i børnecellen, hvor han konstaterede, at der ikke var noget fjernsyn. Han ville aldrig se en fodboldkamp igen. Han kunne mærke tårerne i øjenkrogen. Han prøvede at presse øjnene sammen, men det hjalp slet ikke. Så fik tårerne jo først frit løb. De rendte ned af kinderne. Han havde ondt af den lille dreng, der var blevet snydt, men han havde allermest ondt af sig selv. Han ville ønske, at han kunne give drengen kortene tilbage. Han ville ønske, at han kunne sige undskyld. At han kunne hjælpe den lille dreng, så han fik en lige så fed samling af fodboldkort, som Vilmer havde. Vilmer tørrede øjnene i de korte ærmer fra fodboldtrøjen.

6.

I det samme hørte han låsen i døren gå op. Det samme gjorde døren. En tyk mand i et lidt for stort jakkesæt, med et alt for kort slips, trådte ind i den lille celle. ’Nå! Sidder du der? Jeg er din advokat. Albert Einstein….øhh’ ’Er du Albert Einstein?’ spurgte Vilmer, der glemte alt om tårer og fodboldkort, da den store mand præsenterede sig. ’Olsen! Albert Einstein Olsen’ sagde manden. Han svedte, så hele hans skjorte var våd under det lille slips. ’Kan man hedde det?’ spurgte Vilmer. ’Det må du spørge min mor om’ svarede Albert Einstein Olsen. Han satte sig på den lille stol og trak en bunke papirer op på bordet. Dem rodede han så frem og tilbage i. Han havde ikke meget styr på det. ’Du har så stjålet fire Anders And blade og en rulle vingummi?’ spurgte Albert, der endelig havde fundet et papir han kunne bruge. ’Nej, det har jeg ikke. Jeg kan slet ikke lide Anders And’ udbrød Vilmer. ’Nå nå. Hvad er der galt med Anders And?’ spurgte Albert. Han kiggede underligt på Vilmer, som om at den lille dreng var fra en anden planet. ’Ikke noget. Jeg læser bare ikke så meget Anders And’ svarede Vilmer hurtigt. ’Så du hedder ikke Rudolf Von Rotentut?’ spurgte Albert. Han missede med øjnene og læste navnet højt igen. ’Von Ruuuuutentuuuutt?’ ’Nej, jeg hedder bare Vilmer’

’Nå, bare Vilmer. Så må jeg jo finde din sag’ sagde Albert. Han rodede videre rundt i papirerne. Han var ikke nogen god advokat. Så meget kunne Vilmer da se. Men omvendt kunne man vel heller ikke forlange så meget for fyrre kroner om ugen? ’Har du piftet en cykel?’ spurgte Albert. Han sad nu med et andet stykke papir, som der var kaffepletter på. ’Næh. Hvordan gør man det?’ spurgte Vilmer. Han anede ikke hvad det betød. ’Hov hov! Nu skal du ikke være næsvis, bare Vilmer’ sagde Albert og løftede en pegefinger. Han rodede stadig rundt i papirerne. ’Jeg har engang snydt en dreng’ startede Vilmer, der havde besluttet sig for at indrømme det hele. ’Så så! Det må du klare i din fritid. Er det dig, der har skrevet ”Romkuglerne smager af hestepærer” på bagerens vindue?’ afbrød Albert. Han lød meget anklagende. ’Nej, det har jeg bestemt ikke’ råbte Vilmer, der ikke ville være med til flere falske anklager. ’Hov hov hov! Vi skal tale pænt til hinanden. Jeg er din advokat. Jeg skal nok få dig ud herfra. Du skal bare erklære dig uskyldig i alting!’ sagde Albert Einstein Olsen. ’Uskyldig? Skal jeg da lyve?’ spurgte Vilmer. Han var lidt forvirret, for han havde ikke lyst til at lyve. Han ville bare gerne hjem til sin mor og sin far. Hjem til sit værelse, sine venner og sit fodboldhold. ’Ja, for pokker. Jeg mener….nej, for pokker. Du skal da være ærlig, knægt’ råbte Albert og slog i bordet. Papirerne hoppede rundt på det lille bord, der knirkede en hel del under Alberts næve. ’Har jeg betalt dig fyrre kroner for det her?’ spurgte Vilmer. Uanset om man skulle have en advokat eller ej, så følte han lidt, at han havde spildt sine penge på Albert Einstein Olsen. ’Det kan du bande på, at du har. Jeg er også hver en krone værd, min dreng’

svarede Albert selvsikkert. Øjeblikket senere bankede det på døren. En ung politimand stak hovedet frem. ’Vilmer? Hr. Olsen? Så er det tid til afhøring.

7.

’Jamen, Hr. Politichef, det var dog en behagelig overraskelse’ sagde Albert Einstein Olsen, da han og Vilmer trådte ind i afhøringslokalet. Bag et bord sad der en ældre herre med gråt strithår og et rart ansigt. ’Hr. Olsen. Altid en fornøjelse’ svarede politichefen og stak Albert næven. Han kiggede derefter på Vilmer, der havde gemt sig lidt bag den store advokat med den lille løn. ’Vilmer. Godt at se dig’ sagde politichefen. Han gav også Vilmer hånden. Vilmer gav et fast håndtryk, som hans far havde lært ham at give – uanset hvor bange og nervøs man var. Det virkede, for politichefen nikkede og smilede. Albert og Vilmer satte sig på to stole, der stod på den modsatte side af politichefen. ’Ja, Vilmer har ikke piftet den cykel’ startede Albert. Politichefen kiggede underligt på advokaten, der så meget bestemt ud. Albert var på Vilmers side i denne her sag. ’Nej, nu drejer det her sig jo ikke om piftede cykler’ prøvede politichefen. Han sad og fumlede med en mobiltelefon og noget papir. Det hele drillede ham rigtig meget, så han gad ikke at snakke om piftede cykler. ’Det er heller ikke ham, der har spist det sidste stykke kage i vagtstuen’ skyndte Albert sig at sige. ’Hvad snakker du om?’ spurgte politichefen, der havde lagt mobiltelefonen fra sig. Han skulede ned på den, som havde den sagt noget grimt til ham ’Ja, det var mig. Jeg havde ikke fået morgenmad’ svarede Albert. Han så flov ud. Politichefen ignorerede ham og vendte sit blik ned mod Vilmer, der bare sad helt stille på sin stol.

’Vilmer. Du er nødt til at stå op om morgenen. Dine forældre har ikke tid til at skynde på dig hver dag’ sagde politichefen med en bestemt tone. ’Men den kage smagte….næh hov…står du ikke op, når dine forældre kalder?’ udbrød Albert, da han opdagede, at samtalen ikke længere handlede om kage. ’Nej, øhhh. Jeg vidste ikke at det var ulovligt’ svarede Vilmer. Han var overrasket over, at forhøret havde taget en helt ny drejning. ’Jooo…det er MEGET ulovligt, at ikke lytte til sin far og mor’ sagde Albert. Han rodede rundt i sine papirer endnu engang. ’Jamen, det vidste jeg ikke. Jeg troede bare at det var forkert’ svarede Vilmer. Han kendte fint forskel på forkert og ulovligt. ’Forkert og ulovligt er samme sag. Det er MEGET strafbart’ råbte Albert. Han bankede næven i bordet, så papirer og politichefens mobiltelefon hoppede rundt. ’Albert! Sæt dig ned og ti stille’ sagde politichefen. Han havde fået nok af Alberts tossede indfald. Den store advokat satte sig ned. ’Så alt det her er bare en vittighed?’ spurgte Vilmer. Han vidste ikke om han skulle grine eller være sur. Han var ikke i tvivl om, hvem der stod bag. Det var hans far. Hans far var en drillepind, som sagtens kunne finde på den slags. ’Ikke en vittighed. Men…altså…man skal jo stå op, hvis man skal i skole’ startede politichefen. Han blev forstyrret, da han fik set ned på telefonen, der bare irriterede ham rigtig meget. ’Den her møgtelefon. Jeg har haft den i fem dage og jeg kan ikke få den til at virke’ råbte politichefen, der helt glemte alt om Vilmer, skoler og om at stå op om morgenen. ’Min mor har en magen til. Skal jeg fikse den for dig?’ spurgte Vilmer. Politichefen rettede ryggen og kiggede på den lille dreng, der så endnu mindre ud ved siden af den store advokat, der allerede sad og drømte om frokost. ’Kan du det? Jeg mener, kan du virkelig det?’ spurgte politichefen. ’Ja da! Det er ikke noget problem’ svarede Vilmer. Han fik telefon og papir

stukket i hånden. Snart efter sad han og tastede løs. ’Han er en kvik knægt’ sagde politichefen til Albert, der slet ikke hørte efter. ’Knæk? Nej tak! Jeg spiser slet ikke knækbrød’ svarede advokaten. Politichefen rystede på hovedet. Han kiggede på Vilmer, der allerede var færdig med telefonen. Han rakte den tilbage mod politichefen, der slet ikke kunne tro sine egen øjne. ’Så er den klaret. Kan jeg så komme i skole nu?’ spurgte Vilmer. ’Det er jo fantastisk. Et mirakel. Den virker!’ jublede politichefen, der slet ikke kunne få armene ned i ren begejstring. Vilmer rejste sig op fra stolen og rettede på sin fodboldtrøje. Albert var allerede på vej ud af forhørslokalet. Han var sulten. Det var næsten frokosttid. ’Sikke en fin trøje. Den er fra AGF. Ja, jeg interesserer mig jo lidt for fodboldhistorie’ sagde politichefen og klappede Vilmer på hovedet. ’Så kan du måske huske, da AGF var rigtig gode’ spurgte Vilmer. ’Jeg sagde, at jeg var historiker. Jeg er jo ikke arkæolog’ svarede politichefen og grinede. Vilmer grinede også. ’Jeg skal sørge for, at du bliver kørt tilbage til skolen øjeblikkeligt. Tak for hjælpen med telefonen. Du må sige til, hvis jeg kan gøre noget for dig?’ spurgte politichefen. Vilmer skulle ikke tænke længe. ’Ja, der er lige en enkelt ting’ svarede Vilmer og smilede. Han havde en plan.

8.

Vilmers far var ude og løbe. Han havde ondt alle vegne, for han havde feber, var sløj og snottet. Han løb alligevel, for ingen skulle påstå, at han var for syg til at gå på arbejde. Det skal løbes væk, tænkte han for sig selv, da hans telefon ringede. Han stoppede op, tog telefonen og prustede som en gammel syg traktor, da han skulle svare på opkaldet. ’Ja, det er politichefen’ kom det fra den anden ende. Vilmers far rettede straks ryggen. Det var ikke hændt før, at politichefen sådan ringede til ham privat. ’Det er om Vilmer. Han sidder oppe på skadestuen’ sagde politichefen. ’Er der sket ham noget?’ spurgte Vilmers far. Han var meget urolig for sin søn, som han elskede meget højt. Også selv om Vilmer ikke altid lyttede særlig godt efter. ’Nej, han er ok. Men du må hellere køre derop. Vilmers mor er der allerede’ svarede politichefen. ’Jeg kommer med det samme’ råbte Vilmers far. Han løb så hurtigt han kunne. Han skyndte sig hen til bilen, så han kunne komme op til Vilmer. Det kunne kun gå for langsomt.

9.

Vilmers far prustede stadig, da han nåede skadestuen. Han kiggede rundt i venteværelset, men kunne hverken se Vilmer eller Vilmers mor nogen steder. Han skyndte sig videre ned af en gang, hvor en sygeplejerske stod og ordnede nogle papirer. ’Ved du hvor Vilmer er henne?’ spurgte Vilmers far. Han hostede og snottede, så man næsten ikke kunne forstå ham. ’Han er på stue to. Vilmers mor er der også’ svarede sygeplejersken. Hun pegede på en dør, der havde et skilt med et stort to-tal. Vilmers far skyndte sig ind på stuen, hvor Vilmer og Vilmers mor ventede. Vilmers far lagde armene om Vilmer og krammede ham meget tæt. ’Er du ok? Er alt ok? Hvad sker der?’ spurgte Vilmers far. Han var meget urolig. ’Jeg har det fint’ sagde Vilmer. Han trak i snoren, der tilkaldte hjælp fra en sygeplejerske. ’Jamen, hvis du har det så fint, hvorfor er du så ikke derhjemme?’ spurgte Vilmers far. Han var helt forvirret og kiggede på Vilmers mor. Hun lavede bare et intetanende ansigt og trak på skuldrene. Øjeblikket senere gik døren op. En læge og to sygeplejersker kom ind på den lille stue. ’Hvem af jer tre er Vilmer?’ spurgte lægen. Han havde en hvid kittel på. Han så meget alvorlig ud. ’Det er ham her. Det er min søn’ svarede Vilmers far. Han pegede på Vilmer, der allerede sad og nikkede. Han smilede til lægen, der smilede tilbage til ham. ’Så du er Vilmers far?’’ spurgte lægen. Han kiggede strengt på Vilmers far, der kun nikkede, for han kunne ikke sige noget. Han hostede nemlig rigtig slemt. ’Så det er dig, der ikke kan finde ud af at gå til lægen. Det er jo en alvorlig sag’ sagde lægen. Han blinkede til Vilmer, der smilede stort. Først til lægen. Derefter

til sin far. Vilmers far var fanget i fælden. ’Jeg skal vist lige lytte lidt på dig’ sagde lægen. ’Nej, det er bare lidt snue. Det skal løbes væk’ undskyldte Vilmers far. ’Du har lungebetændelse. Det lyder ret slemt. Jeg tror, at vi må indlægge dig i et par dage’ svarede lægen. Han ignorerede helt Vilmers far, der prøvede at gøre modstand. Det var bare alt for sent. Snart sad Vilmers far på sengen og blev undersøgt. ’Du snød mig, Vilmer’ sagde far. Han smilede, selv om han bestemt ikke brød sig om at blive undersøgt af en læge. ’Ja, så må du jo gøre, hvad din familie beder dig om’ svarede Vilmers mor. Hun tog sin jakke på og fandt sin taske. ’Ja, for ellers må vi jo lave en plan’ sagde Vilmer. Han tog sin mor i hånden, så de kunne forlade skadestuen og sygehuset. ’En rigtig god plan’ sagde Vilmers mor. Hun vinkede farvel til Vilmers far. ’Jeg tager din fodboldtrøje med, når jeg besøger dig i morgen. Så er det næsten lige som at være derhjemme’ sagde Vilmer. Han lukkede døren til stue to. Hans far skulle nok blive rask. Det var han sikker på. Han var også sikker på, at hans far og ham altid ville kunne drille hinanden. Sådan var det jo at være far og søn.

2015 Michael Sørensen

[email protected]

www.michsorensen.dk

Books on Demand GmbH

ISBN: 978-8-7769-1699-2