Skrymers Handske i3t4r

Fyrkat - Skrymers Handske

Copyright Per Holbo 2012 Smashwords Edition, License Notes This eBook is licensed for your personal enjoyment only. This eBook may not be re-sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each recipient. If you’re reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then please return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the hard work of this author.

***

Copyright Per Holbo 2012 Smashwordsudgave, Licensbetingelser Forfatteren har alle rettigheder til denne bog og stoler på, at du respekterer den tid og det arbejde, der er lagt i den. Ved køb af bogen accepterer du som køber, at bogen er til privat brug eller undervisning, så længe bogen ikke kopieres og/eller distribueres, uanset om der er penge involveret eller ej. Du må altså gerne bruge bogen til undervisning, så længe du ikke uddeler den til dine elever, men nøjes med at vise den på smartboard eller lignende. Ønsker du at bruge den til undervisning og i den forbindelse gerne vil uddele kopier til dine elever, skal du henvende dig til forfatteren for at lave en særlig

aftale. Som nævnt stoler forfatteren på, at du respekterer copyright på bogen og der er derfor ikke lagt særlige sikkerhedsfunktioner ind i eBogen eller PDF-filen.

Svalinn han hedder, som står for Solen, et Skjold for den skinnende Gud. Jeg véd, at Bjerge og Brænding brænde skulle, når han falder fra (Grimnismal 38)

Indhold 1 Under angreb 2 Efter braget 3 Fyrkat 4 Alfheim 5 Bortført 6 Brimir 7 Skrymers Handske 8 Bag Hinden

9 Forræderen 10 Flugten 11 Thors Hammer 12 Tjalfe vs. Skrymer 13 Håbet svinder 14 Slutspil 15 Et nyt liv Mere af samme forfatter Om forfatteren Tak Noter

1 Under Angreb

”Thor, Vi må evakuere! Nu!” Som kriger havde Loke slet ikke tålmodighed til at stå der og gøre ingenting, alt imens det vrimlede med angrebslystne Jætter lige uden for Svalinns vinduer.

”Jeg er næsten færdig,” svarede Thor, mens han fortsatte med at taste data ind på den opretstående virtuelle skærm foran sig, ”Jeg er nødt til at lukke ned for Fyrkat* først.” ”Nej, Thor, vi må af sted nu!” Loke nikkede ud mod det lufttomme rum uden for vinduet, hvor Asernes fightere, de lette og hurtige Skarfier, kæmpede en brav kamp mod Jætternes tunge, men heftigt bevæbnede Farbauter. Thor reagerede ikke og Loke mærkede frustrationen stige indeni. Så tog han fat i Thors arm. ”Jætterne har næsten brudt gennem vores sidste forsvar!” næsten råbte han med panik i stemmen. ”Slip!” Thor trak sig fra Lokes greb. ”Hvis vi ikke lukker ned for Fyrkat, kan den falde i hænderne på Jætterne! Hele Galaksen vil leve på deres nåde! Du véd, hvad det betyder! Lad mig gøre det færdigt! Bagefter kan vi evakuere!” Loke rynkede brynene. Selv om han ikke havde den ringeste anelse om, hvad Fyrkat var for et apparat, vidste han, at enhver form for ny teknologi skulle holdes væk fra Jætterne, for ellers ville de bruge den hæmningsløst i deres fremmarch på planeter overalt, hvor de kom frem. På den anden side... Jætterne var ikke kendt for blødsødenhed over for krigsfanger. Især ikke krigsfanger, der vidste noget... Han tog en hurtig beslutning, nikkede til sin ven og overordnede og åbnede en kanal på kommunikationsenheden. ”Kaptajn Loke til alle Skarfier. Beskyt Svalinn! Jeg gentager: Beskyt Svalinn! Alle andre enheder trækker sig tilbage! Anmodning om landingstilladelse er IKKE nødvendig. Kom hjem!” Cruiserne og de mindre spejderenheder uden for skibet reagerede med det samme og begyndte tilbagetrækningen til hangarskibene, mens de Skarfier, der stadig var operationsdygtige, dannede små grupper af to eller tre for at forhindre Jætternes angrebsfartøjer i at nærme sig Svalinn. Loke observerede dem gennem kommandorummets store vindue med bekymret mine. En Skarfi var hurtig og let at manøvrere, men Jætternes Farbautere var dødsensfarlige. Sådan var det med stort set alle Jætternes fartøjer. Udstyret med et vanvittigt våbenarsenal var Farbauteren en brutal kæmpe at støde ind i. Kun de mest dygtige piloter kunne udnytte Skarfiens egenskaber til fulde og sætte sin modstander af. To Skarfier derude lod til at have netop den type piloter om bord. Omringet af dusinvis af Farbautere krydsede de hinandens flyvebaner og fik Jætterne ind i positioner, hvor først den ene Skarfi, så den anden, kunne skyde fjenden ned, før piloten i Farbauteren opdagede, hvad der foregik. De to Skarfipiloter kastede deres

fartøjer i hver sin retning og lokkede Jætterne til at forlade deres formation. Den ene Skarfi satte farten op, hurtigt nok til at det lignede en flugt, men alligevel langsomt nok til, at Farbauterpiloterne kunne se en pointe i at forfølge den og snart forsvandt Skarfien ud i det fjerne. En gruppe Farbautere fulgte efter ham, men de fleste blev tilbage for at angribe Svalinn. Først måtte de dog tage sig af den anden Skarfi og det viste sig at være en særdeles vanskelig opgave. Den tilbageblevne Skarfi lavede en række skarpe slalommanøvrer, der satte Jættepiloterne på overarbejde. Jætternes Farbautere var store og tunge og selv om deres motorkraft var tilsvarende stor og i princippet skulle kunne følge en Skarfi til hver en tid, var de ikke nær så hurtige i vendingen og Jætterne måtte derfor kompensere ved at forudsige Skarfiens næste træk. Det gik ikke så godt. Én efter én fik Skarfiens pilot lokket Jætterne ind i en flyvebane, hvor de ikke kunne undslippe Skarfiens tromlekanoner og i løbet af ganske kort tid var der tyndet pænt ud i flokken. Loke fulgte Skarfien med øjnene og var tydeligvis imponeret. Han åbnede den virtuelle skærm og slog Skarfiens ID-nummer op i databasen. Han ville gerne kunne trykke piloten i hånden, når alt det her var overstået - måske endda give ham en anerkendelse af en slags - hvis han da overlevede. ”Balder,” stod der på skærmen. Loke blev overrasket og skævede over mod Thor, der stadig tastede som en gal. Det var vist ikke det rigtige tidspunkt at fortælle ham, at hans bror var derude alene mod et halvt dusin Jætter. Loke drejede hovedet og så igen ud på slaget. Den anden Skarfi var nu på vej tilbage med 4 Jætter lige efter sig. Resten af jagerne havde han åbenbart sat af derude, men ikke helt uden omkostninger. Skarfien tippede fra tid til anden og det virkede som om dens styresystem ikke fungerede helt som det skulle. Loke åbnede igen kommunikationskanalen for at gøre Balder opmærksom på problemet, men han nåede ikke at sige noget, før det gik op for ham, at det var unødvendigt. ”Skarfi 7!” hørte han Balder råbe over radioen. Loke skævede igen over mod Thor og konstaterede lettet, at han havde husket at slukke for medhøret. Thor kunne fortsætte nedlukningen af Fyrkat uden at blive forstyrret. ”Skarfi 6,” svarede piloten i den anden Skarfi, ”jeg er blevet ramt på styredyserne og har et par monstre lige i halen. Kan du lægge dig imellem?” Balder svarede i kode til den anden pilot og svingede med usvigelig sikkerhed sin Skarfi rundt om de to Jætter, han endnu ikke havde fået gjort kål på og lagde sig på kollisionskurs med 7´erens efterfølgere. De reagerede med skarpe sving til alle sider, men én af dem havde lige så store problemer med at styre sit fartøj som Skarfi 7. Farbauteren nåede kun lige akkurat at undgå et sammenstød med Balders Skarfi. ”Woah!” råbte Balder, ”Det var tæt på! Skarfi 7, er du OK?” Loke hørte ikke svaret. Han havde øjnene stift rettet mod den vildfarne Jætte, som med høj hastighed nærmede sig Svalinn. Det næste minut virkede som en

drømmetilstand, hvor alting på én gang synes at gå meget hurtigt og alligevel meget langsomt. Jættens fartøj voksede sig større og større i Svalinns frontvindue. Loke kunne ikke andet end at se til, mens Farbauteren kom helt tæt på, gled ud af Lokes synsfelt og ramlede lige ind i Svalinn med et ordentligt brag! Craash! Diyouuvvv! Lyden af systemer, der lukkede ned, lagde sig som en tyk dyne på Svalinns bro. Stilhed. Mørke... Loke havde følelsen af at sidde i en rutsjebane, som netop er på vej over den første bakke med forventningen om, at lige om lidt vil det gå brat nedad. Han så undrende over på Thor, der var fuldstændig upåvirket. Så kom nedturen! Loke mærkede et sug i maven, da hans krop løftedes op fra gulvet og efterlod ham hængende i luften. Vægtløsheden kunne kun betyde én ting: Svalinn var ved at styrte ned! ”Thor!” råbte Loke og forsøgte at vende sin svævende krop rundt. Han fik øje på Thor, der holdt fast i konsollen med den hånd, mens han tastede de sidste algoritmer ind med den anden. Endelig blev han færdig og hamrede sin hånd på den røde cirkel i midten af skærmen. En summen fra broen bredte sig ud i skibet og POOMPF! En kraftig bølge af energi rystede Svalinns skrog og bragede ud fra skibet som en bølge af lyd gennem vand. Nede på overfladen blev den cirkelformede konstruktion glødende rød. Den gik over i gul, så hvid og POOMPF! På næsten samme måde som Svalinn sendte Fyrkat en bølge gennem landskabet. Hele området rystet og jorden bølgede, som når man kaster sten i vandet. Tilbage på skibet havde Thor og Loke problemer med den kunstige tyngdekraft. Den slog til og fra, som når et barn leger med lyskontakten. Snart svævede de og snart blev de kastede mod gulvet i kommandorummet, for derefter igen at blive smidt op i loftet. Loke rakte ud efter kanten af konsollen midt på broen, men Thor var alt for langt fra noget at holde fast i og for hver gang tyngdekraften slog fra, snurrede hans krop vildere og vildere rundt. Det gav et sug i maven, da planetens tyngdekraft strakte sine arme ud mod Svalinn og flåede den ned fra sin bane. Hurtigere og hurtige mod overfladen gik det og da de ramte atmosfæren, lyste Svalinn op som en ildkugle. Samtidig blæste strålingen fra Fyrkat ud i en bred vifte og ramte Svalinn med sådan en kraft, at Thor blev slynget ind mod konsollen i midten af broen. Loke havde rigeligt at gøre med at holde fast og måtte blot se til, da Thor slog hovedet og hans blod dryppede som små kugler ud i lokalet.

Efter lidt tid udjævnedes Svalinns fald mod overfladen og skibet bøjede ind i en blidere vinkel mod sin skæbne. Med ét forlod blodkuglerne midt i rummet deres plads og plaskede ned på gulvet. Nu kunne Loke slippe konsollen og hjælpe sin ven. Han kravlede forsigtigt fremefter, mens han holdt fast, hvor han kunne, for det tilfælde, at tyngdekraften af en eller årsag igen skulle forsvinde. Da han nåede hen til Thor, viste det sig at være en rigtig god idé, for lige pludselig mistede han igen fodfæstet. Idet hans krop vred sig opefter, gled hans hånd og han måtte atter en gang se sig selv svæve hjælpeløst hen mod vinduet. Med et lettelsens suk kunne Loke konstatere, at det da heldigvis stadig var intakt, så de var ikke i umiddelbar fare for at blive suget ud. Undervejs kastede han et blik hen mod Thor, der nikkede et ’jeg er ok’ mens han tastede noget ind på computeren og slog den kunstige tyngde fra, så de ikke ville blive smidt ned mod gulvet igen. Forhåbentlig ville det lykkes ham at få hovedcomputeren til at køre igen, så de kunne afbøde faldet, men indtil videre måtte Loke danne sig et overblik på gammeldags manér. Han nåede hen til vinduet og kiggede ned. Vandet mellem jordformationerne på den nordlige halvkugle mindede ham om en soldat, der knæler og Svalinn havde en kurs, der ville bringe dem til landing midt mellem det, jordboerne kaldte Danimarka* og Gardaria*. Et udmærket sted at nødlande, men desværre alt for langt fra kysten. De måtte få gang i computeren, så de kunne bruge redningskapslen, inden Svalinn splintredes mod vandet. Lyden af systemer, der atter startede op, fik Loke til at se på Thor. ”Ja!” råbte Thor, ”så er vi kørende... Jeg skal bare lige have sat autopiloten til, så kan Svalinn måske lige nå at rette op, inden den rammer overfladen...” Loke sparkede sig hen mod Thor og greb ham i armen. ”Nej, Thor...” Loke rystede bedende på hovedet og denne gang gav Thor sig. ”Ok,” nikkede han modstræbende og startede redningskapslen op, ”men vi skal have gemt Fyrkats konsol og energikrystaller af vejen, når vi kommer derned.” Loke nikkede, ikke så meget fordi han nødvendigvis var enig, men han fik aldrig Thor væk derfra, hvis han havde den mindste anelse om, at Fyrkat kunne falde i Jætternes hænder... *** Tjalfe stod med en greb i hænderne og var i gang med morgenpligterne. Han skovlede møget så hurtigt, han kunne uden at sjaske sig selv til i kokasse, mens han lyttede til sin mors nynnen henne ved ildstedet. Det var en dejlig tryg lyd, når hun nynnede og det var ikke altid, hun selv opdagede, at hun gjorde det. Nogle gange kunne hun se helt overrasket ud, hvis Tjalfe eller hans lillesøster,

Røskva, sagde noget om det. Af og til afbrød han sit arbejde og kiggede op for at holde øje med, hvor langt hun var nået med havregrøden. Hun var smuk, hans mor. Hendes lange, lyse hår flagrede ned omkring taljen og Røskva stod ved siden af og legede med det. Tjalfe glædede sig til morgenmaden var klar, så han kunne få den overstået og komme hen til gudernes borg. ”Tag det nu lidt roligt,” sagde hans far, som netop var trådt ind i huset og nu stod i døren til stalden,* ”det nytter jo ikke noget at skovle møget væk fra gulvet, hvis det bare havner på væggene i stedet for.” ”Nej, far,” smilede Tjalfe og satte tempoet ned, ”jeg skal nok gøre det ordentligt.” Tjalfes far vendte sig og gik hen til sin kone for at give hende et kys og et kram. ”Godmorgen, min skønne Groa,” sagde han kærligt og løftede Røskva op på skuldrene og svingede rundt med hende, så hun kluklo af fryd. ”Godmorgen, Egil,*” smilede hans mor tilbage og øste derefter havregrøden op i de dybe tallerkner, som hun satte på bordet ved siden af skeerne, Tjalfe havde snittet til hende sidste vinter. Tjalfe smed den sidste grebfuld på børen og trillede ud til møddingen, hvor han læssede det hele af. Så gik han ud i gården og vaskede sig godt og grundigt. Hvor var det dog en dejlig morgen! Selv om det stadig var tidligt på dagen havde solen allerede varmet alting op og Tjalfe havde smidt sin kappe hen over den lille kærre*, de brugte, når de skulle til byen og sælge grøntsager. Han stjal sig et lille kig op mod himlen, inden han gik indenfor og tænkte på Svalinn, som måtte hænge deroppe et eller andet sted. Thor havde forklaret ham om gudernes skibe, der kunne sejle højt oppe i luften og selv om det lød helt utroligt, var Tjalfe ikke i tvivl om, at det var sandt. Han dukkede hovedet og gik indenfor. De andre var allerede bænket omkring bordet, så han fandt stille sin sædvanlige plads skråt over for sin far, som sad ved bordenden. Havregrøden stod klar og dampende varm ved hans plads og han smilede af forventning. Hans mors havregrød var bare den bedste! ”Så, så, Tjalfe,” sagde hans mor, mens han skovlede maden lidt for ivrigt ind, ”så travlt har du vel heller ikke?” Hans far lænede sig frem på bænken. ”Mon ikke guderne har tid nok til at vente på dig?” spurgte han bestemt. Tjalfe vidste det godt. Det gik nok også lidt for stærkt. Men han glædede sig bare så meget til at komme hen til Thor, Sif og alle de andre Aser. Der var meget at se på og meget at lære og man vidste jo aldrig, hvor længe, det ville vare, før de igen drog af sted. Sidst havde de været væk i tre år, før de vendte tilbage og før det havde det varet i mere end hundrede år. Eller det fortalte de gamle i hvert fald. Tjalfe vidste ikke rigtig, hvad han skulle tro. Nok var Aserne fantastiske og de kunne en masse ting, som de færreste i landsbyen forstod noget af, men alligevel... Evigt liv? Nej, det troede han nu alligevel ikke på. Det, som landsbyens beboere kaldte magi og gudekræfter var nu slet ikke så mystisk, når man først begyndte

at undersøge det, mente han. Han havde spurgt Thor om det en dag, men han havde virket meget undvigende. ”Magi?” havde han sagt, ”hvorfor spørger du, om det er magi?” ”Nåh, det er bare fordi...” Tjalfe havde holdt en pause og kigget ned i jorden. ”De gamle i landsbyen...” ”Nå, dem...Ja, dem skal du nok ikke tage så højtideligt, når det gælder Aser...” Thor havde generelt ikke så meget til overs for de gamle i landsbyen og syntes vist, de var lidt for bange for alting. Tjalfe ville gerne have spurgt om mere, men han haft en fornemmelse af, at han ikke skulle spørge om mere den dag. Om aftenen, da han kom hjem, havde han forsøgt at tale med sin far om guderne, men han havde heller ikke været så meddelsom. Nu, Tjalfe tænkte over det, havde hans far nærmest virket en anelse bekymret. ”Guderne har været til, siden verden blev skabt af Odin og hans brødre,” havde hans far affærdiget ham og så var der ikke rigtig mere at tale om. Far Egil var ikke den eneste, der var forsigtig, når det gjaldt Aserne. Hele landsbyen var undvigende, når Tjalfe forsøgte at tale om dem. Det virkede næsten, som om de var lidt bange for guderne, selv om Tjalfe ikke kunne forstå hvorfor. Han havde i hvert fald aldrig haft grund til at være bange for hverken Thor, Sif eller nogle af de andre, han havde mødt på gudernes borg. Efterhånden var han blevet træt af at spørge, hvad de gamle vidste om guderne og selv efter de dukkede op for nylig igen og Thor havde budt Tjalfe velkommen i borgen, havde han ikke nævnt alt det, han havde oplevet for nogen. Ikke for andre end Røskva, altså. Han elskede at fortælle sin søster historier. Selv om hun ikke var så gammel endnu, tre somre yngre end ham selv, så var hun formidabel til at holde på hemmeligheder, når bare hun vidste, at det var noget, de havde sammen, hende og Tjalfe. Så af og til, når de lå i sengen om aftenen og hyggesnakkede, så fortalte Tjalfe gerne om alt det, han oplevede på Fyrkat og alt det, han lærte. Og Røskva elskede at høre ham fortælle. Hun vidste, at hun aldrig ville få lov til at gå med ham og selv om hun helt tydeligt var ked af det, havde hun accepteret det, for når Tjalfe fortalte, havde hun sagt til ham, så var det næsten som at være der selv. Tjalfe spiste færdig, så hurtigt han kunne uden at det virkede for ivrigt. ”Må jeg gå nu?” Han kiggede op på sin far, der nikkede. ”Ja, det er i orden,” sagde Egil, ”men du opfører dig pænt og spørger ikke for meget.” Tjalfe greb sin jagttaske og smed den over skulderen. ”Det skal jeg nok, far,” sagde han og dukkede

hovedet for at komme ud af døren. Med raske skridt gik han over rævebakken og op mod skoven. Solen skinnede stadig og det var alt for varmt for Tjalfe at have sin tykke uldkappe på, så den hang og slaskede ham om benene, bundet op omkring livet. Han så op mod himlen, hvor han vidste, at Svalinn hang et eller andet sted. Tjalfe kunne stadig ikke helt begribe, hvordan guderne kunne bo deroppe over skyerne i den cirkelformede tingest, men det var det, de havde fortalt ham og så ede det selvfølgelig. Lige nu kunne man ikke rigtig se den, men af og til, når mørket faldt på og gløderne fra Muspelheim* blev tydelige på himlen som små lysende prikker, kunne man være heldig at få øje på Svalinn. For den, der ikke vidste det, lignede Svalinn på de nætter en ganske almindelig del af nattehimlen, men kiggede man nøje efter, kunne man ane, at Svalinn havde en lidt anden farve. Thor havde engang vist Tjalfe, hvordan man kunne lave et kiggerør, der fik ting langt væk til at se ud, som om de var helt tæt på. Det var kort efter Rne* var kommet til landsbyen efter mange ugers togt. Da Thor havde opdaget de gennemsigtige kugler, Rne havde taget med sig fra Miklagård,* var han blevet meget begejstret og straks købt nogle af dem. Han havde forklaret Tjalfe, hvordan kuglerne blev lavet ved at smide klumper af sand ind i ilden og forme dem som kugler. Når de kølede ned igen kunne man se igennem dem. Tjalfe gik altid med kiggerøret i sin taske og brugte det gerne, når han skulle på jagt. Med kiggerøret kunne han nemlig få øje på vildtet på lang afstand og det var en stor fordel, når han skulle planlægge, hvordan han lettest kunne komme tæt på dem og sikre sig lidt kød. Han åbnede sin taske og satte sig på hug, lagde læderstykket fladt på græsset og anbragte en kugle i hvert hjørne af stykket, som han rullede sammen om kuglerne. Så tog han kiggerøret for det ene øje og vendte det op mod himlen. Thor havde advaret ham om, at han ikke måtte kigge direkte på solen gennem kiggerøret, for det kunne ødelægge øjnene, men det kunne vel ikke skade at prøve på at få øje på Svalinn deroppe. Det var ikke let, for når man brugte kiggerøret, så alting mærkeligt ud. Thor havde forklaret ham, at når lyset gik gennem kuglerne, blev det bøjet af og det var derfor, man kunne se alting, som om det var tættere på, end det i virkeligheden var. Hvor tydeligt, man kunne se det, man kiggede på, afhang af, hvor dygtigt kuglerne var lavet, for selv den mindste ujævnhed forvrængede det, man så. Dér var Svalinn! Tjalfe stod et stykke tid og gjorde sig umage for at indprente sig så meget af Svalinn, han kunne. Den var rund med en slags udstikker i den ene side og i det, som Thor havde fortalt var forenden, var det lige som om nogen havde taget en bid af

den. Lidt som når Røskva bed sit første stykke af mors flade brød, som hun bagte på en sten på ildstedet derhjemme. Tjalfe lagde kiggerøret på græsset og tog sin tegning af Svalinn frem. Han tegnede nogle ekstra detaljer på og kiggede så igen efter Svalinn. Denne gang kunne han ikke kun se Svalinn, men også nogle lidt mindre gudefartøjer, der dansede omkring den. Det lignede næsten, at de legede tagfat. Så begyndte Svalinn at bevæge sig. Åh, nej, ikke allerede, tænkte Tjalfe. Han havde selvfølgelig vidst, at dagen ville komme. Den dag, hvor guderne ville forlade Fyrkat og tage hjem til Asgård. Men han havde håbet, at der ville være længe til endnu. At se Svalinn bevæge sig hen over himlen gjorde ham ked af det, for det betød, at det var tid for guderne at drage videre. Men han var ikke kun ked af det. Han var også skuffet. Sif havde lovet ham, at de ville sige ordentligt farvel. Nu så det ud til, at de allerede var på vej. Han pakkede hurtigt sine ting sammen i tasken og løb gennem skoven. Måske var de ikke helt taget af sted endnu. Måske kunne han lige nå at sige farvel, inden de drog af sted. Selv om Svalinn allerede var begyndt at flytte på sig, vidste han jo, at guderne ikke nødvendigvis var deroppe allerede. De plejede at bevæge sig mellem Svalinn og gudeborgen ved hjælp af den store sten, der stod i midten af borgen. Når de rørte stenen på en bestemt måde, forsvandt de lige, hvor de stod og Thor havde fortalt ham, at lige så snart, de forsvandt fra gudeborgen, dukkede de op igen et andet sted. ”Hvorhen?” havde han spurgt Thor. ”Næsten hvor som helst,” lød svaret, ”nogle gange Svalinn, men andre gange noget længere væk.” ”Længere væk en Svalinn??” Thor havde leet ad ham, så forbavset havde han åbenbart set ud. Tjalfe havde slet ikke kunnet forstå det. Svalinn lå så langt væk, at man skulle bruge kiggerør for at se den som andet end en ubetydelig prik - og så endnu længere væk? ”Der er derfor, vi er her,” havde Thor forsøgt at forklare Tjalfe, der lyttede nøje efter, selv om ikke han ikke helt kunne rumme det, han hørte, ”lige nu kan vi flytte os så langt som det, der svarer til afstanden op til Svalinn tre gange, men vi arbejder på at gøre det endnu længere og hvis det lykkes - når det lykkes... så kan vi rejse så langt som herfra og ud til de fjerneste stjerner på himlen.” Stjernerne var det navn, guderne brugte om gløderne fra Muspelheim og Thor havde tidligere forklaret ham, at de var ligesom Solen og at mange af dem lå tæt på noget, der mindede om Midgård, hvor menneskene boede. Det var meget mærkeligt og Tjalfe kunne ikke helt forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, men han havde efterhånden set det så tit. Hver gang stenen begyndte at gløde, var det tegn på, at om lidt ville en af guderne dukke op i den inderste cirkel omkring midten af gudeborgen.

Så måske var de ikke taget af sted endnu. Tjalfe var nået til enden af stien gennem skoven og kom nu ud på den anden side. Solen stod lavt på himlen og han blev blændet, da han kom forbi den sidste række træer. Han missede med øjnene og holdt en hånd frem for sig, mens han løb. Da han endelig havde vænnet sig til det stærke lys, kunne han se gudeborgen oppe på forhøjningen. Der var vildt postyr deroppe. Normalt ville der være vagter på palisaderne, som sørgede for, at ingen kom uset i nærheden af gudeborgen, men nu var der ingen guder at se. Til gengæld kunne han høre en masse larm derinde. En skramlen og slæben afslørede, at de havde meget travlt med at få pakket alting sammen og en dyb stemme råbte kommandoer på et sprog, han ikke forstod. Det lød næsten som gudernes sprog, men ikke helt og han kunne heller ikke genkende stemmen. En øredøvende lyd fra himlen gjorde ham forskrækket og han gav et spjæt, lige inden han ramte en sten med den ene fod. Jorden væltede op mod ham og han smaskede hovedet lige ned i en ordentlig kokasse og nåede lige at konstatere, at kokassen var gammel og tør - heldigvis - inden han ramte fladt ned med hele kroppen. Han skulle lige til at rejse sig, da han hørte en summen og i stedet besluttede sig for blot at løfte hovedet og se, hvad der foregik. Et rødglødende lys pressede gennem sprækkerne i træværket omkring gudeborgen og gik over i først en stærk gul farve, så en hvid og BLAM! Han mærkede jorden ryste under sig og løftede sig instinktivt op på alle fire lige akkurat tids nok, før en bølge af lys og luft blæste gennem palisaderne. Han blev ramt med en voldsom kraft, der slyngede ham bagover og hvirvlede ham gennem luften i en salto, hvorefter han landede i et hul bag en lille forhøjning i terrænet. Pump! Mærkede han i sin brystkasse, da al luften blev presset ud af ham. Han lå og sundede sig lidt, inden han løftede hovedet og så Svalinn buldre forbi med en hale af ild og røg efter sig. Den bragede lavt hen over ham med en skrækkelig larm og videre ud over horisonten. Så blev hans øjne tunge og han mærkede en smerte i hovedet, inden han mistede bevidstheden og alt blev mørkt... ***

2 Efter braget

Følelsen af at have tisset i bukserne fik Thor til at reagere. Han kom langsomt til sig selv og missede med øjnene mod den stærke sol. Lyden af skvulpende vand fik ham til at komme i tanke om, hvor han var. Han så sig omkring og kunne lige akkurat ane stranden, han var vasket op på. Loke var ikke at se nogen steder, men Thors øjne havde nu heller ikke helt vænnet sig til lyset endnu. Hovedet dunkede af smerte og han lagde hånden på sit våde hår. Uh! Hånden var våd, men ikke af vand. Det var blod. Han måtte have fået en ordentlig skramme, da han hamrede hovedet ind i konsollen på Svalinn. Eller var det da redningskapslen ramte vandet tæt på kysten? Han kunne ikke huske det. Thor satte sig op. Solen bagede ned over ham og efterhånden, som hans øjne vænnede sig til dens stærke lys, kunne han bedre se, hvordan der så ud omkring ham. Med hånden over øjnene fik han øje på et hul i skoven, hvor en række træer var væltet. Formentlig havde redningskapslen lavet smut på vandet og som en del af sikkerheden i kapslen, havde den nok slynget dem begge to ud, inden den var drønet ind mellem træerne. Et par hundrede meter længere henne lå en bylt. Loke? Thor rejste sig op så hurtigt, han kunne, men trimlede om af svimmelhed næsten med det samme. Hvor længe, han lå og sundede sig, var han ikke helt klar over, men næppe mere end et par minutter. Lært af lektien rejste han sig igen, men denne gang stille og roligt. Han luntede lige så stille hen mod bylten derhenne og da han kom tættere på, var der ingen tvivl. Det var Loke, der lå der. Han var næsten som en livløs dukke at se på. Bare der ikke var sket ham noget. Thor kom helt hen til Loke og prikkede til ham med hånden. ”Loke? Loke!” kaldte han. Loke virrede med hovedet. Pyha, så måtte han være rimelig ok. Der var heller ingen skrammer at se på ham. Typisk, at han altid klarede sig igennem hvad som helst uden en eneste skramme, mens andre omkring ham kom svært til skade. ”Thor?” Loke satte sig op og så sig forvirret omkring. ”Hvad skete der?” ”Redningskapslen virkede ikke, som den skulle,” svarede Thor med hånden på sit sår, ”vi blev skudt ud af Svalinn lige i sidste øjeblik, men jeg tror, vi ramte vandoverfladen med ret høj fart.” Loke bøjede hovedet ned mellem benene, som han havde lært allerede på akademiet. ”Årh, mit hoved,” sagde han, ”jeg må være blevet slået bevidstløs.” ”Samme her,” sagde Thor, stadig med hånden på hovedet, ”det sidste, jeg husker, var vandet, der kom susende mod os og blam! Det næste er, at jeg vågner op her på stranden ved siden af dig.” Han holdt en kort pause, mens han overvejede, hvordan han skulle løsne lidt op for den trælse situation. ”Loke, du ligner lort,” sagde han så. ”Tak,” svarede Loke, ”du minder

ærligt talt heller ikke om en skønhedsdronning, hvis jeg skal sige det.” Loke fandt sin navigator frem fra inderlommen og rystede den. ”Ingenting,” sagde han og smed udstyret fra sig i sandet. ”Hvor er redningskapslen?” spurgte han så. Thor pegede mod hullet i skoven. ”Jeg tror, den ligger derinde,” svarede han, ”men den flyver ingen steder. Motoren stod af, da vi kom ind i atmosfæren og lamperne til styringssystemet gik helt amok.” De sad lidt uden at sige noget, men så rejste Loke sig op og kiggede sig omkring. ”Vi må hellere finde ud af, hvor vi er,” sagde han og begyndte at gå uden at ænse, at Thor ikke fulgte med. ”Hvor var det, du sagde at redningskapslen...” han standsede midt i sin sætning og vendte sig om. Så opdagede han det. ”Du godeste, Thor!” udbrød han og skyndte sig hen til sin ven for at hjælpe ham op, ”du er jo kommet til skade.” Han greb Thors udstrakte arm og trak til, men næppe kom Thor på benene, før Loke mærkede en skarp smerte i hoften og faldt om. ”Av!” Smerten stod tydeligt i hans ansigt, men han vidste, hvor vigtigt det var at komme væk fra stranden. Hvis Jætterne havde skibe i nærheden ville det være alt for let at opdage de to Ase-krigere i det åbne terræn og det sidste, han havde lyst til, var at blive udsat for Jætternes forhør. Han samlede alle de kræfter, han havde i reserve og fik sig stablet på benene. Ved fælles hjælp slæbte de sig ind i kanten af granskoven. De lod sig nærmest falde som en sæk kartofler ved siden af hvert deres træ og lænede sig op ad stammen, så de kunne hvile sig lidt. Thor sad med en af sine jord-dimser, en vinkel med spejle og en lille kikkert, og drejede på skruerne. Loke rystede på hovedet. ”Om jeg fatter, hvad du ser i jordboernes legetøj. Hvad er det for en tingest?” Thor svarede ikke lige med det samme, men fortsatte med at skrue. Da han var tilfreds, lagde han dimsen fra sig og fandt et kort frem. ”Det hedder en sekstant,” svarede han og tegnede på kortet. ”En sekskant?” studsede Loke. ”Nej, en sekstant,” svarede Thor, stadig med øjnene på sekstanten og kortet, ”vi kan finde vores position med den.” ”Ja, den er god,” hånede Loke, ”den kan sikkert også flyve os til Asgård ved hjælp af magi.” Loke havde aldrig helt forstået Thors fascination af menneskenes teknologi, som var temmelig langt bagud i forhold til både Asernes og Vanernes, ja, selv Jætterne havde bedre teknologi.

Thor blev færdig med at tegne og pegede med armen skråt ind mod skoven. ”Vi skal den vej,” sagde han, ”men det bliver en lang tur. Der er ca. ...” Han målte stregen på kortet og regnede lidt i hovedet, mens han kiggede skråt op til højre. Så kiggede han igen på kortet og tegnede en streg. ”675km,” sagde han med en stemme, som om han ikke var helt var til stede. Med et suk så han op fra kortet. ”- men det er i fugleflugt,” fortsatte han. Der var stille et øjeblik, mens tanken om, hvor langt, der var, sank ind hos dem begge. Efter lidt tid brød Thor stilheden og så på Loke med en bekymret mine. ”Måske kan vi finde en båd,” sagde han opgivende, ”men det vil stadig tage alt for lang tid at nå til Fyrkat, inden stedet bliver oversvømmet af Jætter. Hvis de ikke allerede er der...” ”Hvad med redningskapslen?” spurgte Loke. ”Hørte du ikke, hvad jeg sagde før?” svarede Thor, ”Den duer ikke.” ”Nej, den kan ikke flyve,” rettede Loke ham, ”men hvis vi kan få gang i motoren, kan den måske sejle?” Thor tænkte efter, men kunne ikke se, hvordan de skulle kunne finde vej. ”Styringssystemet virker heller ikke,” sukkede han og smed sekstant og kort fra sig. Men Loke holdt fast i sin idé. ”Du har jo dine jord-dimser og så må vi jo bare stoppe hist og her for at finde kursen,” insisterede han, ”Lad os nu gøre et forsøg.” Thor tænkte efter igen, mens han kiggede ud i ingenting. Pludselig satte han sig op. Selvfølgelig! Loke havde jo ret! Sekstanten og kortet var lige så godt som styringssystemet. Det ville bare tage lidt længere tid, når kursen ikke kunne indstilles automatisk. ”OK,” sagde han med en lidt mere opløftet stemme, ”det er vel bedre end at sidde her og gøre ingenting.” Thor rejste sig og rettede et bestemt blik mod Loke. ”Hvis du bliver her, finder jeg lægeudstyret i redningskapslen, så vi kan få styr på din hofte.” Loke nikkede.

Thor stod et kort øjeblik og overvejede, hvilken vej, han skulle gå. På den ene side ville det nok være lidt bøvlet at gå i det flygtige sand, men på den anden side var det første stykke vej langs skoven temmelig mudret og han kunne risikere at sidde fast. Han besluttede sig for stranden og begav sig af sted. Det var svært at holde balancen, for hovedet gjorde ondt og det var som om benene ikke rigtig ville lystre, sikkert på grund af udmattelse. Han var lige ved at fortryde, at han ikke havde gået langs skovkanten i stedet, men det var for sent at ombestemme sig. Halvvejs tog han sine sko af og mærkede det varme sand under sine fødder og ind mellem tæerne. Det var som om, det var lidt lettere at gå, når han havde direkte føling med sandet. Da han nåede til den knudrede skovbund, var han dog nødt til at tage skoene på igen, for ikke at miste balancen og falde. Her fandt han hurtigt kapslen et stykke inde, hvor den havde lagt et 100 meter langt brændende spor efter sig. Han var utålmodig med at komme ind til lægetasken, men tog sig alligevel tid til at sikre sig, at der ikke var Jætter liggende på lur. Bagefter tjekkede han for fælder og endelig kunne han nærme sig døren. Han viftede med hånden og døren åbnede sig med et sug, da trykket indenfor udlignede sig med luften udenfor. Med hånden på hovedet over sit sår trådte han ind i kapslen og så sig omkring. Udover de mange røde lamper, der stadig blinkede, så kapslen ikke ud til at have taget skade. Der var i hvert fald ikke synlige brud nogen steder. Autosystemet registrerede hans tilstedeværelse og den virtuelle skærm i fronten dukkede op. Her kunne Thor med det samme konstatere, at navigationssystemet og styringssystemet var nede og at kapslen ikke havde fremdrift. Ingen overraskelser dér. Men det så heldigvis ud til, at der var energi nok til at få kapslen til at sejle, hvis bare de kunne starte motoren op igen. Han tastede en kommando på skærmen og en skuffe dukkede frem under konsollen. Han tog en lille grøn kuffert fra skuffen, åbnede kufferten og tog en cylinder frem, som han holdt over sit hoved. Såret forsvandt næsten med samme, så nu var der kun størknet blod tilbage. Det vaskede han af med en serviet. Han puttede cylinderen tilbage i kufferten og forlod kapslen til lyden af døren, der lukkede automatisk efter ham. Loke lignede én, der havde det rigtig skidt, men lige så snart han opdagede Thor på vej hen langs skovkanten, satte han sig op og slappede af i sine ansigtsmuskler. ”Nå,” sagde han muntert, ”Skulle du alligevel have haft madpakke med?” Thor sagde ikke noget om, at han godt havde set, hvor ondt, Loke havde, men satte sig blot ned ved siden af ham og åbnede kufferten.

”Du har brækket hoften,” sagde han og lagde et par kommandoer ind på konsollen i låget af kufferten, ”men det er heldigvis ikke så galt endda. Det skulle gerne hele ret hurtigt. Konsollen siger en halv time og så kan du begynde at gå igen.” Loke ærgrede sig. Han var ikke den tålmodige type og så var det da også nærmest ironisk, at han i sine mange kampe aldrig var kommet mere til skade, end at han kunne rejse sig igen, mens en enkelt tur med redningskapslen kunne holde ham sengeliggende i en halv time. ”Nej,” sagde Thor, da han gættede Lokes tanker. Han så meget bestemt på sin gamle kampfælle. ”Vi snyder ikke med det,” erklærede han bestemt, ”En halv times hvil og så af sted. Jeg kigger på kapslen imens og ser, om jeg kan få den til at virke.” Loke nikkede. Han vidste jo, at Thor havde ret. Desuden var der noget i Thors blik, der fortalte ham, at han lige så godt kunne acceptere det med det samme. Han lagde sig ned og slappede af med øjnene lukkede og der gik da heller ikke længe, før trætheden overmandede ham og han svævede ind i drømmeland... *** Tjalfes mor kom svævende hen over marken med Røskva hængende efter sig i sit lange, lyse hår. Hun havde en høtyv i den ene hånd og en gryde i den anden, som hun vinkede ivrigt med. Hun smilede skævt og hendes øjne virkede fraværende. Som om hun ikke var helt til stede, men var styret af en fremmed kraft. Først troede Tjalfe at det bare var hendes yndefulde natur, der fik det til at se ud, som om hun svævede, men ved nærmere eftersyn måtte han erkende, at hendes fødder faktisk slet ikke rørte jorden. Røskva kluklo af fryd, som hun snurrede rundt i vinden hængende i håret efter sin mor. Hver gang hans mor kom over en af de små forhøjninger på græsmarken, ramlede Røskva ind i toppen af forhøjningerne og snurrede endnu hurtigere rundt. Tjalfe forventede hver gang, at hun ville stikke i et hyl over at ramle ned i jorden, men det gjorde hun ikke. Tværtimod lo hun bare mere og mere for hver gang. Tjalfe kiggede ned ad sig selv og så til sin store skræk, at han var nøgen. Nok var det kun hans mor og hans søster, men han følte sig nu alligevel for gammel til at være nøgen foran kvinder. Han ville tage sin kappe over sig, men den var ikke at se nogen steder. Han så sig omkring efter noget at dække sig med. Bare et eller andet. Men der var ingenting at se. Jagttasken med kiggerøret og kniven, han havde fået af sin far sidste sommer, var også væk. Et par meter væk stod Sif og stirrede i hans retning, men det så ikke ud som om hun havde opdaget ham. Han kravlede ind under en busk i forsøget på at gemme sig, men da han trak buskens blade over sig, blev busken levende og spredte sine grene, så han var

fuldt synlig for enhver, der kom forbi. Og det gjorde enhver - eller sådan virkede det i hvert fald. Hele landsbyen havde åbenbart besluttet sig for at spadsere forbi busken lige netop nu. Nogle af de ældre kvinder smilede overbærende, men de gamle mænd stirrede vredt på ham og udstød små utilfredse grynt. ”Gudebespotter!” ”Skarnsknægt!” og lignende ord kom ud af deres mund og han følte sig mere og mere ydmyget. Ud gennem buskens blade kunne han se Røskva komme nærmere, mens hun kaldte på ham. ”Tjalfe?” Han spejdede rundt efter sin mor, men hun var forsvundet. ”Tjalfe?” gentog Røskva tydeligt bekymret. Hun kom helt hen til ham, kravlede ind under busken og lagde en hånd på hans skulder. ”Tjalfe? Tjalfe! Vågn op! Vil du ikke nok!” Tjalfe missede med øjnene og så sig forskrækket omkring. Han var fuldt påklædt og jagttasken lå lige ved siden af ham. Røskva så ham bekymret i øjnene og han satte sig op. Pyha... så var det bare en drøm. Men hvor længe havde han mon ligget her? Han kiggede på solen, som stod en håndsbredde over trætoppene i skoven i retning af Hobro. Så måtte han have været væk i flere timer. ”Tjalfe, har du det godt?” ville Røskva vide. Søde Røskva. Altid opmærksom på sin brors ve og vel. ”Ja, jeg har det fint,” sagde han og forsøgte at berolige hende med et smil. Det så ud til at virke, for hun slappede lidt mere af og sænkede sine skuldre. ”Mor kan ikke forstå, hvor du bliver af,” sagde Røskva med sin fine barnestemme, ”hun bad mig finde dig og sige, at du skal komme hjem med det samme.” Tjalfe rejste sig og børstede jord af sit tøj. ”Lige om lidt, søde,” sagde han og greb sin jagttaske, ”jeg skal lige undersøge noget først.” Hun så bekymret ud igen. ”Aj, altså, Tjalfe,” protesterede hun, mens hun skævede over til den ødelagte gudeborg, ”det skulle være lige med det samme. Hun bliver bare sur. Tjalfe!” Han standsede og vendte sig om. Røskva så både sur og spændt ud på én gang. Måske havde hun lugtet eventyr? Tjalfe lagde sin hånd på hendes skulder og forsikrede hende om, at alt var helt ufarligt og at der ikke var nogen på gudeborgen. ”Det tager ikke så lang tid,” fortsatte han, ”du kan jo tage med mig derover.” Al surhed og vrisne miner forsvandt fra Røskvas ansigt. Nu storsmilede hun og havde tilsyneladende glemt alle sine bekymringer. Tjalfe vidste også godt, hvorfor og det var heller ikke kun for hendes skyld, han havde sagt, hun kunne gå med. Det var trods alt lidt nemmere, hvis hun ikke rendte hjem. Ikke fordi hun ville sladre. Det kunne hun aldrig finde på. Men hvis hun kom hjem og så sur ud, ville hans mor med det samme gætte, at han ikke havde villet gå med hende hjem. På den her måde kunne han undgå en skideballe, for hans forældre kunne jo ikke vide, hvor lang tid det havde taget for Røskva at finde ham. Så han foreslog, hun kunne tage med. I al den tid, guderne havde været her, havde hun tigget og plaget Tjalfe om at få lov til at komme med, når

han besøgte guderne på Fyrkat, men hver gang havde han sagt nej, fordi han vidste, at hans forældre ikke ville bryde sig om det. Det var slemt nok, at Tjalfe gjorde det og udsatte sig selv og sin familie for landsbyens snak. Men at tage et barn med, som end ikke havde oplevet 10 somre var alligevel en tand for meget og så oven i købet en pige! Udsigten til at komme med fik Røskva til at stråle som en lille sol - selv om gudeborgen lod til at være både ødelagt og forladt, var det vist alligevel et eventyr for hende. ”Men du må love mig, at du ikke fortæller det til nogen,” forlangte han. Hun nikkede ivrigt. ”Slet ikke til mor og far!” ”Nej, nej, Tjalfe... jeg skal nok lade være med at sige det til nogen.” Røskva stod og trippede og kunne slet ikke vente. Hun glædede sig til at se gudeborgen indvendigt. Tjalfe slyngede igen tasken over skulderen og tog sin søster i hånden og så gik de sammen hen over græsmarken. Tjalfe var chokeret over ødelæggelserne ved gudeborgen. ”Hold da op!” udbrød han og mærkede Røskva klemme hans hånd, så det næsten gjorde ondt, ”palisaderne er næsten helt væk.” Røskva kiggede spørgende på ham ”Pali.. hvad for noget?” ”Palisader,” forklarede han, ”det er træværket omkring borgen. De skal beskytte borgen mod fjender...” han pegede op og fortsatte. ”...og så kan man sætte vagter derop.” Hun nikkede i forståelse og de gik ind gennem den nu helt åbne port. Gudeborgens indre kom til syne for dem, da de kom gennem porten. Og hvilket syn! Alt var ødelagt. De mange huse, der havde gjort det ud for beboelse for guderne, når de ikke var i deres skibe oppe på himlen, var jævnet med jorden og vognene, der kunne køre af sig selv uden hest eller okse for, var forkullede. Enkelte skure stod stadig i brand og græsset var lysebrunt som efter en tør sommer. Kun den store sten i midten af borgen virkede uskadt. Netop den sten havde altid virket dragende på Tjalfe, lige siden han første gang havde trådt inden for palisaderne. Når guderne skulle bevæge sig mellem gudeborgen og deres skibe oppe på himlen, stillede de sig inden for den glødende røde cirkel omkring stenen. En af guderne ville så holde øje med, at alle var på plads og når det så var sikkert, at ingen stod for tæt på cirklen, bevægede guden sin hånd hen over stenen, som begyndte at lyse med gudernes tegn. Tegnene på stenen skulle derefter røres i en bestemt rækkefølge og så lyste

stenen og cirklen kraftigere, indtil guderne blev omgivet af noget, der mindede om dampen fra hans mors gryder over ildstedet. Kort efter forsvandt guderne, som når man smelter sne i en gryde. Han havde spurgt Thor om det og han havde forklaret, at når guderne forsvandt i gudeborgen, dukkede de op et andet sted lige med det samme. Tjalfe havde aldrig helt forstået, hvordan det kunne lade sig gøre, men modsat de gamle i landsbyen - og hans mor og far - troede han ikke på, at det var magi. Det var ’videnskab,’ som Thor havde forklaret ham. I landsbyen var man vant til, at magi var forbeholdt de få, der havde ’evnen,’ men Thor havde insisteret på, at ’videnskab’ var noget, alle kunne lære. Det var aldrig faldet i god jord blandt landsbyens beboere og slet ikke hos de gamle i landsbyen, som vist nok syntes, Tjalfe var en tand for meget. Tjalfe kiggede efter den lysende cirkel, men fandt den ikke. Heller ikke stenen havde den glød over sig, som den normalt havde, så han tog mod til sig og gik helt hen til stenen for at undersøge den nærmere. Han blev nærmest skuffet. Der var intet som helst underligt ved den sten. Det var bare... en sten... intet andet... Lige ved siden af stenen lå et rør. Det var lavet af noget, der lignede de glaskugler, han brugte til sit kiggerør, bare finere og i en lidt anden farve. Han havde set den slags rør før og vidste, at guderne brugte dem til alt muligt. Thor havde forbudt ham at røre ved dem. De var forbeholdt Aserne, det navn, guderne brugte om sig selv. Tjalfe kunne mærke, hvordan fristelsen til at gribe røret voksede indeni og han spekulerede på, om ikke den her situation var speciel nok. Mon ikke guderne ville tilgive ham, hvis han tog det? Bare for at kigge på det, selvfølgelig... Han kæmpede med sig selv, men til sidst lod han nysgerrigheden vinde og samlede røret op. ”Nej, Tjalfe!” udbrød Røskva, men det var allerede for sent. Røret begyndte at gløde i hans hånd og mens Røskva skrækslagen så til, mærkede Tjalfe en voksende spænding ved at stå der med røret imellem sine hænder. Tænk engang at stå med Asernes videnskab i sine egne hænder! Han drejede røret i hånden og undersøgte det. Det glødende lys bølgede frem og tilbage inden i røret i røde og gule nuancer. Først langsomt... Fra den ene ende til den anden. Fra den anden ende til den ene. Frem. Tilbage. Frem... Tilbage... Frem, tilbage. Frem og tilbage. Frem, tilbage, frem, tilbage, frem, tilbage. Hurtigere og hurtigere bevægede lyset sig og spredte sig uden for røret som når drengene i landsbyen pustede en griseblære op. Gløden voksede ud omkring hans hånd og videre omkring armen. Tjalfe blev forskrækket og smed røret fra sig, men gløden voksede fortsat ud fra røret på jorden. Røskva klemte hans hånd hårdt og de trådte et par skridt tilbage.

Lysboblen omkring røret voksede op omkring stenen og - om det var et minut eller blot nogle få sekunder var ikke til at sige, for både Tjalfe og Røskva mistede al fornemmelse af tid - lige med ét virkede det, som om boblen pludselig brast i en eksplosion af lys, varme og ild... Tjalfe mærkede kroppen blive blæst tilbage og han greb Røskva med begge hænder og holdt godt fast i hende, da en mægtig kraft trak voldsomt i dem... ***

3 Fyrkat

Konsollen i redningskapslen virkede stadig ikke helt, som den skulle, men det var lykkedes Thor at få skubbet varmeskjoldet til side med håndkraft, så de nu havde frit udsyn gennem vinduet. Så kunne de i det mindste se, hvor de var på vej hen. Til alt held - og til Thors store overraskelse - var der heller ingenting i vejen med motoren. Det havde bare været forbindelsen mellem motor og energikrystallerne, der var blevet brudt under den hårde landing. Det havde været rimelig enkelt og hurtigt at koble dem sammen igen. Kapslen kunne ikke flyve, for navigation og styring var stadig ude af drift, men i det mindste havde de da fuld kraft og forventede at nå fjorden ind mod Fyrkat i løbet af et par timer. Måske kunne de så nå at fjerne konsollen og krystallerne, før Jætterne fik kontrol over Fyrkat og kunne rippe den for den nye teknologi. Redningskapslen sejlede nærmest som en slags undervandsbåd med det meste af kapslen under vandoverfladen og kun 10cm af toppen stak oven vande. Derfor kunne Thor nemt følge med i, hvordan havbunden løftede sig op under indsejlingen til fjorden. Han prikkede til Loke, som straks åbnede øjnene og satte sig op. ”Er vi der?” spurgte han lettere desorienteret og gned sine øjne. Han kunne knap nok huske, at han var gået ind i kapslen. Men måske havde Thor båret ham? ”Næsten,” svarede Thor, ”Vi er på vej ind gennem fjorden, så jeg har brug for din hjælp til at styre gennem de mest snævre steder. Ellers er jeg bange for, vi kommer til at støde på grund.” Loke satte sig op foran og fik instruktion af Thor i, hvordan han skulle holde øje med fjordens bund i venstre side og give lyd fra sig, når de begyndte at komme for tæt på sten og andre skarpe genstande. Der gik heller ikke lang tid, før det blev nødvendigt lige efter den første kurve mod højre, hvor en spids stak ud i venstre side ved den efterfølgende skarpe kurve, der drejede modsat. De undgik den med nød og næppe og fortsatte turen ind gennem fjorden. Den næste kurve gik skarpt mod højre, men var alligevel let nok at komme igennem, for der var hverken snævre ager eller andre overraskelser. Derefter sejlede de et langt stykke, som bare gik lige ud, så skarpt til venstre, endnu skarpere til højre og efter et par små sving nåede de endelig ind til den dybe del af fjorden. Resten af vejen var som at gå en tur i skoven. Et kvarters tid efter listede de lige så stille ind til bunden af fjorden og lagde til ved den sydlige strand. Der var ingen mennesker der, men det var kun godt.

Deres ”båd” lignede jo ikke ligefrem en fiskerbåd og det var bedst, hvis der ikke kom al for megen opmærksomhed omkring dem. Ude i den fri luft bandt de reb til redningskapslen, trak omkring et par træer med rebet og brugte dem som hejsespil til at trække kapslen helt op på land, hvor de gemte den under nogle store bøgetræer, der tilsyneladende var væltet i en storm. Så pakkede de et par store tasker med redskaber, de mente, de ville få brug for og begav sig ind i landet. Allerede kort efter, da de kom ind gennem skoven, kunne de læse på strålingsmåleren, at Fyrkat ikke var lukket helt ned endnu. Det var sådan set forventeligt, men Thor virkede nu alligevel bekymret over strålingsniveauet. ”Det er mere end den almindelige nedkøling burde afgive,” forklarede han Loke, ”det virker som om nogen har pillet ved konsollen.” Pludselig fik han en grim tanke og kiggede forskrækket på Loke, der med det samme forstod, hvad Thor tænkte. ”Jætter!” sagde de i munden på hinanden og satte tempoet op. De løb ikke, for det ville bare tære for meget på deres kræfter og det duede ikke, hvis de var helt ødelagte, når de kom hen til Fyrkat. Hvis Jætterne stadig var der, når de ankom, var der jo ingen idé i at have været hurtige, hvis de var for trætte til at slås. Så de holdt et pænt tempo, men ikke højere end at de stadig kunne tale sammen på vejen derhen. ”Hvad sker der, hvis Jætterne får fat i Fyrkat?” spurgte Loke på vej op ad en stejl bakke. Thor så ikke på ham, men fortsatte ufortrødent ned ad bakken og nærmest småløb hen mod stien, der ville føre dem til borgen ved Fyrkat. Loke fulgte efter, så godt, han kunne og ventede tålmodigt på Thors svar. Indtil nu havde han været ret ligeglad med, hvad Fyrkat var og hvad den kunne. Han havde ikke haft behov for at vide det. Alle former for teknologi skulle holdes så langt væk fra Jætterne som overhovedet muligt og det havde for ham været grund nok til at e på Thor og hans hold af videnskabsfolk under afprøvningen af Fyrkat. Men nu var situationen en anden. Nu var de på vej til Fyrkat for at afmontere energikrystallen og styringskonsollen. Og som en dygtig kriger og strateg, havde han nu brug for at vide mere. Han måtte udarbejde en plan, som kunne sikre de bedste betingelser for, at missionen kunne lykkes. Og han måtte have en fornemmelse af, hvad der ventede dem derude. ”Fyrkat er egentlig bare en udvidelse af vores transportsystem,” forklarede Thor, da de var kommet ned på stien.

”Men den teknologi har Jætterne jo allerede,” undrede Loke sig. Thor fortsatte med ufortrøden fart, mens han forsøgte at forklare Loke, hvordan det hele hang sammen. ”Fyrkat kan transportere over langt større afstande end vores normale system,” fortalte han, ”faktisk...” Thor holdt en pause i forklaringen, da han måtte se ned for ikke at falde over en række store sten. ”Faktisk skulle Fyrkat i teorien kunne transportere både organisk og uorganisk materiale over ubegrænset afstand, hvis blot energimængden er stor nok.” Loke lod Thors informationer synke ned, mens han overvejede, hvilke konsekvenser det havde. Ubegrænset transport? Man ville altså kunne hvad som helst hvor som helst sted hen? Nu kunne han meget bedre forstå vigtigheden af at holde Fyrkat væk fra Jætterne. Hvis de fik fingrene i den, ville de kunne angribe en hvilken som helst planet i et hvilket som helst solsystem og... han gøs ved tanken... endda i en hvilken som helst galakse i universet, hvis bare de kunne finde energi nok. Og energi ville ikke være et problem med muligheden for at høste solenergi fra samtlige stjerner i galaksen. Det ville formentlig heller ikke tage dem særlig lang tid. Langt de fleste beboede planeter i galaksen var stadig på et så lavt niveau af viden, at kun omtrent 2 ud af 100 civilisationer kunne sende rumskibe mod deres egen måne eller den nærmeste planet inden for deres solsystem. Det lå i Jætternes historie og kultur at undertvinge sig andre racer og gøre slaver af dem og da Aserne i sin tid havde mødt denne brutale race, havde Odin med Aserådet i ryggen besluttet at sætte en stopper for Jætternes fremrykning, hvor de kunne. Aserne havde sendt små, men effektive, grupper af Skarfier ind på korte togter og generet Jætterne så meget de kunne og havde haft ganske god succes med det. Det var på et af disse toger, Odin havde mødt Loke, der som ung Jætte havde store kvaler med sin races behandling af andre. Odin havde taget ham til fange under en operation i Vanaheims solsystem, hvor Jætterne havde indledt en offensiv mod en af de mest fredelige racer, Aserne kendte til. Vanerne var teknologisk set meget fremme, men havde aldrig set våben og forsvar som noget vigtigt og de havde derfor ikke en chance mod Jætternes krigsmaskine. Odin havde vundet Lokes tillid under tilfangetagelsen og Loke havde snart udviklet en sympati for den høje Ase, som han så meget op til. Aserådet havde været noget bekymret over Odins beslutning om at adoptere Loke som sin egen søn, men Odin var trods alt ikke hvem som helst og de havde bøjet sig for Odins ønske om at indføre Loke i Asernes militær. Loke havde hurtigt vist sig at gøre Aserådets bekymringer til skamme. Han var indædt modstander af Jætternes brutalitet og hans strategiske evner havde reddet mange Asers liv i farlige situationer. Loke var nu en fuldt accepteret del af

Asesamfundet og de færreste Aser tænkte på, at han rent biologisk var Jætte. Pludselig standsede Thor sin målrettede gang og Loke var lige ved at støde ind i ham. Længere henne ad stien kunne de se de sørgelige rester af borgen omkring Fyrkat. Der stod røg op fra borgen og træværket, der skulle beskytte Aserne mod fjendtlige angreb, var totalt ødelagt. Men det var ikke ødelæggelserne, der havde fået Thor til at stoppe op. Ud fra centrum af borgen pulserede et skær, som de kun alt for godt vidste, hvad betød: nogen havde aktiveret transportsystemet og Jætterne havde måske fået fat i den nye teknologi! Thor og Loke begyndte at løbe ned mod Fyrkat. De havde begge deres æon-rifler parat og var klar til at skyde sig vej gennem borgen, hvis det skulle blive nødvendigt. Mens de løb, voksede det bølgende lys op over Fyrkat og fyldte efterhånden flere hundrede meter rundt om borgen og op mod himlen. Åh, nej, tænkte Thor, mens han forsøgte at koncentrere sig om ikke at sætte foden forkert og dermed snuble over en forhøjning, så stor kan boblen kun blive, hvis der er tale om længere afstande. Loke holdt godt fast på sin riffel, mens han gav tegn med sin frie hånd. Han ville have Thor til at løbe venstre om porten til Fyrkat, mens han selv stormede mod højre og ville tage den nordlige indgang. Thor fangede det med det samme og Loke var taknemmelig for de mange missioner, de havde været på sammen. Ellers var det ikke sikkert, Thor havde forstået, hvad han ville. Thor tog et par hurtige hop mod venstre og kunne nu se ind gennem et stort hul i palisaderne. Med sin erfaring vidste han, at hvis han kunne se ind gennem det hul, så kunne evt. kampklare Jætter også se ud. Han nåede lige at få øje på de to skikkelser, der stod tæt ved stenen i centrum af Fyrkat, inden han fik sig selv trukket væk fra den vinkel, der kunne give Jætterne mulighed for at skyde ham ned på lang afstand. Tjalfe??? Hvad laver han her? Og hvem er den anden? Lidt længere omme var Loke kommet tæt på den nordlige indgang og præcis, som han havde forudset, var det herfra, Jætterne havde besluttet at indtage borgen. Fordelen ved den strategi var nemlig, at de ikke ville blive overrasket af evt. lokale fiskere på vej ind fra havet, som de så også skulle forholde sig til udover Aserne. Den sydlige indgang lå alt for tæt på skoven, hvor evt. fjender let kunne gemme sig. Den østlige indgang var dog en god mulighed og det var ikke utænkeligt, at Jætterne også var på vej gennem dér, men når Loke og Thor nu

kom fra den vestlige side, var det noget hurtigere at komme om til den nordlige indgang. Han havde håbet at kunne nå det, inden Jætterne fik deres folk ind gennem porten, men desværre havde de åbenbart været i nærheden af borgen et stykke tid og havde allerede posteret vagter ved indgangen. Loke sneg sig tættere på og gemte sig under en busk, hvor han kunne se ind gennem porten. Han trykkede sig helt ned mod den våde lerjord, mens han håbede, det ville være nok til at Jætterne ikke opdagede ham. En stor Jætte skreg kommandoer til sine folk, som fordelte sig i en jævn cirkel godt 25 meter omkring stenen i centrum af borgen. En lidt mindre gruppe på godt 8 mand havde travlt med at få tilskadekomne Jætter væk fra området, der tydeligvis havde været en kampzone for mindre end en time siden. Eller ved nærmere eftertanke var det nok snarere fordi der havde været en eksplosion derinde. Helt inde i midten af borgen, ganske tæt ved stenen, stod to børn. Foran dem lå energikrystallen og bølgede af lys. Loke undrede sig. Krystallerne virkede kun, når Aser havde fysisk kontakt med dem. Det havde faktisk været lidt bøvlet i sin tid, da Loke trådte ind som kriger hos Aserne, for hans genetiske kode ede ikke til krystallerne og Thor var blevet sat på overarbejde for at finde en metode, der kunne give Loke adgang til at bruge krystallerne uden samtidig at give alle andre Jætter den samme mulighed. Til sidst havde Thor fundet en løsning og Loke havde fået en indsprøjtning, der ændrede hans genetiske kode. Ikke så meget, at hans krop ændrede sig, men stadig nok til at han kunne bruge krystallerne i samme omfang som Aserne selv. Mon Jætterne havde fundet en lignende løsning? Han sugede informationer til sig ved at kigge på hele scenariet derinde og nåede frem til, at Jætterne måtte have indtaget borgen blot få minutter inden Svalinn faldt ned, men eksplosionen, da Thor lukkede ned for Fyrkat, havde formentlig sendt så voldsom en stråling ud i nærområdet, at Jætternes tropper var blevet dræbt og derfor havde de sendt nye styrker ned for at genindtage borgen. Der var ingen lig og strålingen fra Fyrkat, hvis han altså havde ret i sin teori, ville have opløst alt på sin vej. Men soldater efterlader sig altid spor og Loke kunne bl.a. se sporene fra Jætternes kæmpestore støvler på de to veje, der krydsede hinanden inde i borgen. Hvis Loke havde ret i sine antagelser, var det faktisk ret alarmerende, for Jætterne ville ikke sende folk ind for at indtage borgen, mens Aserne befandt sig

med fuld styrke i den. De måtte altså have planlagt det hele og det ville kræve en spion inden for Asernes rækker at vide, præcis hvornår og hvordan de skulle slå til mod den mindre flåde, Aserne havde haft liggende i kredsløb om Jorden de seneste måneder. Thor og hans folk lavede deres videnskabelige undersøgelser med Fyrkat i al hemmelighed og foruden Aserådet og de udsendte tropper, var det kun en håndfuld blandt de øverste militære ledere, der havde kendskab til deres tilstedeværelse på Jorden. Loke og Thor sad i hvert deres skjulested og observerede Jætterne inde i borgen, mens de forberedte sig mentalt på kampen. Selv om de var i undertal, var de ikke bekymrede. I himmelrummet fik Aserne kamp til stregen mod Jætterne, men i nærkamp havde Aserne med deres effektive håndvåben og solide personskjold en klar fordel. Som regel kunne en gruppe på blot 6-8 Aser klare grupper af Jætter på 30-40 mand og selv om Loke og Thor kun var 2 mand mod en hel deling på mindst 24 mand, så havde de overraskelsesmomentet og erfaringen med sig. Delingen dernede virkede ikke til at være særlig erfaren. Måske lige med undtagelse af deres leder og et par stykker af befalingsmændene. Det pulserende lys var ved at nå sit maksimum. Nu havde Loke ikke mere tid at give af. Han så over mod Thor, der lå godt gemt bag en forhøjning. Loke gav ham tegn til, at nu var det tid og Thor nikkede. Loke talte ned med sine fingre: 3... 2... 1... NU! På én og samme tid stormede de begge frem fra deres skjulested og skød vildt omkring sig. Taktikken virkede efter hensigten og de helt unge Jætter i delingen gik straks i dækning. Aserne nåede at skyde næsten halvdelen af Jætterne ned, inden lederen ved den nordlige indgang fik styr på sine tropper ved at skyde efter de af hans egne folk, der forsøgte at flygte. Derefter var det næsten en lige kamp. Loke fik sig hurtigt kæmpet gennem indgangen og kastede sig ind under en vogn, hvorfra han kunne se det meste af borgens indre. Det var det perfekte sted at arbejde fra. Thor var mindre heldig. Det lykkedes ham at nedkæmpe de fire vagter ved indgangen, men da han kom gennem porten, havde han ikke opdaget den Jætte, der havde trykket sig ind mod volden til venstre. ”Klik!” lød det bag ham, så hans krop gav et spjæt og han snurrede rundt på hælen. Jætten stod med sit våben i hånden og kæmpede febrilsk med at få det til at virke og Thor var godt klar over, hvor heldig, han havde været. Funktionsfejlen på Jættens riffel

havde uden tvivl reddet Thors liv med den korte afstand, der var. I stedet måtte Jætten nu med et rædselsslagent udtryk i ansigtet forberede sig på den fremstormende Asekriger, der med ét hug jog spidsen af sin kniv dybt ind under venstre skulderblad og gennemborede hans hjerte. Jætten faldt slapt til jorden og Thor vendte sig om. Foran ham stod nu 5 Jætter med riflerne hævet til skud... Loke lagde sin riffel an og skød mod dem. 2 faldt til jorden, inden de opdagede, hvad der skete. De 3 andre nåede at kaste sig til jorden, men glæden var kort, for sekundet efter havde Thor uskadeliggjort dem med æon-riflen. Balladen fik hurtigt opmærksomhed fra den store Jætte, der råbte og skreg til sine folk, mens han spunsede af sted med riflen hævet. Thor løb sidelæns, mens han sendte et par salver efter dem og kastede sig ned bag vognen ved siden af Loke. Den store Jætte fik sine folk til at storme hen mod vognen, hvor Loke og Thor havde taget dækning, mens de skød vildt om sig uden at tage sig tid til at sigte. Loke tog et hurtigt kig over kanten af vognen og konstaterede, at han havde taget fejl. Der var ikke kun nogle og tyve Jætter tilstede. Der var langt flere! Ekstra tropper vrimlede ind ad den nordre indgang fra et sted ude i horisonten. De måtte have sendt et helt regiment! Loke dukkede sig igen og så på Thor, som med det samme kunne se i sin vens øjne, at løbet var kørt. Han nikkede langsomt til Loke med smalle læber og Loke nikkede tilbage. De var enige... Overgivelse var ikke en mulighed. Det var de alt for stolte til. Så hellere se døden i øjnene og tage så mange Jætter med sig i faldet, som de kunne. De gjorde sig klar og hængte ekstra æon-granater i de lodrette remme på deres uniformer, så de bare behøvede at trække i granaterne og så kunne de smide dem hurtigt og effektivt. Så nikkede de igen til hinanden og rejste sig. De hoppede over kanten på vognen og begyndte deres dødsløb mod den skrækindjagende overmagt... Alt syntes at foregå i langsomt tempo, da de kom ud over vognens kant. Til at begynde med holdt Thor øjnene stift rettet mod Jætterne, der kom løbende mod ham i stort raseri og med forvredne ansigter, men så kom han i tanke om Tjalfe og hans ledsager henne ved stenen. Han drejede hovedet, lige da et skud fra en jætteriffel erede hans hoved. Det var uhyggelig tæt på, men han ænsede det ikke. Han havde opdaget, at det var Røskva, der var med Tjalfe og fik i stedet skiftet retning mod børnene. De stod begge som forstenede og så på krystallen foran dem og det virkede som om de slet ikke havde nogen fornemmelse af, at der tæt på dem stod horder af Jætter. Selv ikke skrigene og krigslarmen lod til at påvirke dem. Enhver anden end Thor ville have været forbavset, men Thor

vidste lige præcis hvorfor. De lagde ikke mærke til, hvad der foregik omkring dem af den simple årsag, at der for dem ikke foregik noget som helst. De var omsluttet af Fyrkats boble og portalen til det kunstige ormehul satte dem helt uden for tid og rum. Det var også derfor, det så ud som om de stod helt stille, for det var faktisk det, de gjorde. For dem gik tiden ikke med samme hastighed som den gjorde uden for boblen og Thor var bange for, at de ville blive fanget i tidslommen inde i boblen, hvis han ikke fik kappet forbindelsen mellem energikrystallen og konsollen inden i stenen. Han greb fat i en æon-granat fra remmen og trak den fri. Med et perfekt skoleeksempel på et flic-flac svang han kroppen op over to Jætter, der ellers havde regnet med at kunne fælde den mægtige Asekriger i et øjebliks uopmærksomhed. Midt i springet slap han granaten og lige så snart hans fødder rørte jorden, satte han igen af i et spring, som sendte ham halvanden meter til siden i ét hug og her kastede han sig i dækning. Han løftede hovedet og så, hvordan Granaten fløj i en fin bue hen over boblen og susede ned i boblens centrum, der buede nedad som i en hvirvelstrøm og indsluset i boblens tidslomme roterede den nu langsomt om sig selv, mens den borede sig ned mod stenen. Nu var der ikke andet at gøre end at vente til den nåede sit mål og Thor forberedte sig på at dø for hånden af Jætterne, der nu samlede sig omkring ham. Han ville ikke lukke øjnene, men satte sig i stedet op og så sin fjende i øjnene. Nærmere og nærmere kom de og han kunne se spændingen i deres øjne. De ville nyde hvert eneste øjeblik af sejren over selveste Thor, Asernes mest berømte kriger... *** Loke løb ved siden af Thor et stykke tid, mens han fældede den ene Jætte efter den anden med sin æon-riffel. Efterhånden kom Jætterne så tæt på, at han var nødt til at skifte våben, først til sin æon-pistol og til sidst måtte også pistolen give fortabt og han endte med at svinge vildt rundt med sin kniv. Det lignede nærmest en dans, som han snurrede om sig selv med kniven i hånden. En dødedans. Han gik ned i knæ og snittede i den nærmeste Jættes ene ben, foldede kroppen ud som en fjeder og huggede mod en arm, hvorefter han snurrede rundt igen og gav en anden Jætte dødsstødet ind under venstre skulderblad. Men selv en stor Jætte, der har sit liv og sin ære at kæmpe for, bliver træt i kampen og han mærkede, hvordan energien slap mere og mere op. Det udnyttede en lille, men hurtig Jætte effektivt med et par hurtige knytnæver i Lokes ansigt, efterfulgt af et velplaceret spark på hans knæ. I kampens hede havde han ikke lagt mærke til, at

Thor havde skiftet retning, men nu, hvor han mærkede benene give efter under sig, så han et kort øjeblik over mod stenen. Med et skævt smil blev han klar over, at om lidt ville Fyrkat eksplodere. Hans ansigtsudtryk fik en af Jætternes befalingsmænd til at se i samme retning som Loke. Befalingsmanden opdagede straks situationens alvor og han reagerede lynhurtigt. Med armene fik han skubbet sig vej gennem de sidste par Jætter, der stod i vejen og kæmpede sig hurtigt hen til Loke, greb ham i armen og hamrede sin frie hånd ind på knappen, der hang på hans hofte. Det susede og gnistrede omkring de to og deres kroppe opløstes netop som braget fra æon-granaten splintrede boblen omkring stenen og en kraftig bølge af energi blæste ud i alle retninger. Så var der helt stille... Kun en lav brummen af motor fyldte rummet. Loke så sig omkring og genkendte straks stedet, hvor han nu befandt sig. Han var tilbage hos sit folk. På væggen stod navnet på et af de mest frygtede krigsskibe i Galaksen: Brimir! ***

4 På Alfheim

Tjalfe vågnede med spjæt og satte sig op i et hurtigt ryk. Av! Det smertede i brystet. ”Rolig, Tjalfe.” Sifs beroligende stemme var ledsaget af en blid hånd, der skubbede ham ned at ligge. ”Du har brækket et par ribben, så det er bedst, du bliver liggende lidt endnu.” ”Røskva!” udbrød han, ”Hvor er Røskva? Er hun okay?” ”Hun har det fint,” nikkede Sif, mens hun bevægede et apparat op og ned over hans brystkasse. ”Hun ligger lige herinde ved siden af,” fortsatte hun og lagde apparatet fra sig på bordet. ”Du kan se hende om lidt. Først skal vi lige være sikre på, at dine knogler er helet.” Han forstod ikke helt, hvad hun mente. Brækkede ribben? Så slemt virkede det da heller ikke? Sif lagde hovedet på skrå og kiggede på ham med et indforstået smil. ”Den er god nok, Tjalfe,” sagde hun, ”Du har brækket dine ribben, men de er ved at hele og du skulle gerne være oppegående om en halv times tid.” Hans forvirrede ansigtsudtryk syntes at more hende. ”Aj, altså, Tjalfe,” lo hun, ”nu må du da snart have lært det. Uden vores apparater var det ikke sikkert, du havde overlevet, men de kan altså lidt af hvert.” Nåja, selvfølgelig... Det vidste han jo egentlig godt. Han havde før set, hvordan Aserne kunne helbrede folk med deres instrumenter. Engang var der én af dem, som havde været uopmærksom og fået en af de tunge vogne hen over sin fod. Foden havde været brækket flere steder og anklen var næsten helt knust. Men det havde de ikke taget så tungt. Han havde blot ligget i sengen en times tid og så var han i gang igen. Tjalfe satte sig endnu engang op, men denne gang lidt mere forsigtigt. Sif lod ham gøre det, men hun holdt godt øje med, om hans krop reagerede på smerte. Det gjorde ikke nær så ondt mere og nu måtte han bare se sin søster. Han ville sikre sig, at hun havde det godt. Sif rejste sig og åbnede døren. Tjalfe studsede. Han mærkede efter i sin krop, om han nu også ville kunne rejse sig. Da han ikke reagerede med det samme, gjorde Sif en bevægelse med hånden hen mod døren. ”Skulle du se din søster, eller hvad?” Han nikkede og fulgte efter Sif, som ledte ham hen til et lidt større lokale ved siden af. Døren var åben og indenfor sad Røskva ved et bord og spiste med stor appetit. ”Tjalfe!” Hun sprang op fra sin stol og løb hen for at give ham en ordentlig krammer. Det gjorde lidt ondt, men han lod som

ingenting. Han var bare glad for at se hende. Sif trak en stol ud til Tjalfe og snart sad både han, Røskva og Sif og fik et godt måltid mad sammen. Efter et stykke tid tog Tjalfe mod til sig. ”Øhm... Sif?” begyndte han. Hun så afventende på ham. ”Hvordan?... Jeg mener... vi var jo...” Sif smilede og gjorde hans spørgsmål færdigt. ”Hvordan slap I ud af suppedasen, mener du?” Han nikkede, mens hun øste endnu en portion op til Røskva. ”Ja, det var også tæt på,” sagde hun og begyndte at forklare det hele. Da Aserne evakuerede varede det lidt, før de havde opdaget, at Loke og Thor ikke var med. ”Thor! Er han her?” Tjalfe afbrød Sifs fortælling og hun gjorde tegn med hånden til, at han skulle være stille. ”Thor har det fint,” beroligede Sif ham, ”Men Loke er forsvundet.” Tjalfe ærgrede sig. Han havde hørt Thor fortælle så meget om Loke, at han næsten syntes, han kendte ham. Men han havde aldrig selv mødt Loke og nu var det ikke sikkert, at han nogensinde ville få muligheden. Sif fortsatte sin historie. ”Efter vi evakuerede Fyrkat og forlod Jorden i de skibe, vi havde tilbage efter Jætternes angreb, opdagede vi, at Thor og Loke ikke var kommet med. Svalinn var ikke at se nogen steder og selv om vi forsøgte at få kontakt med dem, fik vi ikke noget svar,” forklarede Sif, ”Så besluttede vi os for at tage tilbage, selv om vi vidste, det kunne være farligt.” Hun så alvorligt på børnene, mens hun fortsatte. ”Jætterne er ikke sjove at møde i himmelrummet.” Sif forklarede, hvordan et enkelt skib havde sneget sig forbi Jætteflåden og svævet lydløst ned til Fyrkat. Her havde de set Thor og Loke kæmpe mod Jætterne og da boblen eksploderede, havde de reageret i tide og transporteret dem alle tre, Tjalfe, Røskva og Thor, op til skibet. Loke forsvandt lige inden og ingen havde nogen idé om, hvor han var. Tjalfe kiggede ned i gulvet. Han var flov. Han skulle aldrig have pillet ved det rør. Selv om han ikke kunne være sikker, havde han en fornemmelse af, at alt det her var sket på grund af ham. Bare fordi han ikke havde kunnet holde fingrene væk. Det var hans skyld, hvis Loke aldrig kom tilbage igen og han anede ikke, hvordan han skulle kunne se Thor i øjnene igen. ”Ja, Tjalfe, det er din skyld, at Loke er væk.” Thor stod i døren og så strengt på Tjalfe. ”Jeg har jo sagt, at du ikke må pille ved stenen og rørene.” Tjalfe kunne krybe i et musehul, så ked af det var han. Thor gik hen til ham og lagde en hånd

på hans skulder, som rystede af gråd. ”Så, så, Tjalfe,” sagde han forsonende, ”sket er sket og vi kan ikke gøre noget ved det nu.” Thor satte sig ned ved siden af Tjalfe og løftede hans ansigt med sine hænder. Han så ham dybt ind i øjnene. ”Hør her, Tjalfe,” sagde han, ”det nytter ikke noget at sidde her og have ondt af sig selv. Du har gjort noget dumt og du ved det. Det kan jeg se på dig. Men gjort er gjort og nu gælder det om at få Loke tilbage i god behold, ikke?” Tjalfe så ikke op, men nikkede stille med hovedet. ”Nå!” sagde Thor pludselig højt. Han fandt en tallerken frem og øste en stor portion op. ”Så snakker vi ikke mere om det! Nu må vi se at få noget i skrutten, så vi kan få styrke til at få hentet Loke fra de fordømte Jætter.” Han spiste med stor appetit og selv om Tjalfe stadig ikke var kommet helt ovenpå, var det nu alligevel en trøst at se Thor i så godt humør. *** Da de havde spist, trak Thor børnene ind på sit laboratorium. ”Godt, unger!” sagde han, ”nu skal I høre engang.” Han tog en masse apparater frem, mens han forklarede situationen. ”Efter vi lukkede Fyrkat ned, har Jætterne pillet ved den. Vi ved ikke præcis, hvad de har lavet, men vi må tage vores forholdsregler. Hvis I to på en eller anden måde er blevet påvirket af det, kan vi risikere, at Jætterne stadig har forbindelse til jer og så er det kun et spørgsmål om tid, før de finder ud af, hvordan de kan transportere jer over på et af deres krigsskibe.” Børnene gispede, da Thor nævnte Jætterne. Hverken Røskva eller Tjalfe fattede meget af det, han forklarede, men de forstod i hvert fald den del med, at de kunne risikere at blive taget til fange. ”Tag det roligt,” beroligede Thor dem, ”jeg kan gøre noget ved det, så de ikke kan låse fast på jer, så længe I er om bord på skibet her.” Røskva gav et lettelsens suk, men Tjalfe forstod, hvad konsekvenserne var. Hvis de kun var sikre på skibet, ville de aldrig se deres forældre igen - nogensinde! Men han sagde ingenting... Røskva skulle ikke vide det, før det var absolut nødvendigt. Thor undersøgte børnene på kryds og tværs og lod dem gå med forsikring om, at han nok skulle finde en løsning. ”Husk nu, at hvis I hører en alarm eller ser lys eller stormvejr inde i skibet, så skal I løbe ind til midten af Alfheim. Her er skjoldene stærkest og chancerne for at forhindre Jætterne i at tage jer er bedst der, okay?” Thor så på dem med en bestemt blik, da de stod i døren. Både Tjalfe og Røskva nikkede. De var efterhånden helt klar over faren. Alfheims skjold

ville ikke forhindre Jætterne i at låse sig fast på dem, men det ville gøre det vanskeligere at transportere dem derfra og måske kunne det give dem lidt ekstra tid, til de fandt en endelig løsning på problemet. De næste par dage tilbragte børnene ventetiden med at undersøge skibet og så ellers lege, hvor de kunne komme til det, uden at det forstyrrede besætningen. Ingen vidste bedre end Røskva og Tjalfe, hvordan skibet var indrettet, for de havde efterhånden været i hver eneste krog. Bagest var hangaren, som husede 12 Skarfier med det fornødne udstyr og mandskab, der skulle til for altid at holde dem ved lige og operationsdygtige. Fra hangaren gik en lang gang 500 meter igennem skibet og herfra løb mindre gange ud fra midten og gav adgang til alle skibets rum og funktioner. Lige efter hangaren i styrbordssiden, dvs. den del, der var til højre, når man kiggede frem i flyveretningen, lå først motorrummet og lige ved siden af kontrolrummet til motoren. Her havde Frej ansvaret for, at alting hele tiden fungerede optimalt, så ’Alfheim’ kunne udføre sine missioner. Skibet var opkaldt efter Vanernes hjemsted, Alfheim og var det første fælles projekt mellem Vaner og Aser efter de vandt krigen mod Jætterne i Vanernes del af galaksen. Frej fortalte det, da Tjalfe var kommet ind i motorrummet første gang og havde undret sig over, at Frej mindede ham mere om et ganske almindeligt menneske end om en Ase. Frej havde slået en latter op og forklaret, at mennesker og Vaner lignede hinanden, ganske enkelt fordi de var af samme race. ”Du må forstå,” havde han sagt til Tjalfe, ”at Aserne ikke er mere specielle end du og jeg. De er blot én race ud af mange. Det er os, der er særlige, for det er ganske usædvanligt, at to racer med samme forfædre befinder os så langt fra hinanden.” ”Men hvorfor er vi så ens?” havde Tjalfe spurgt. Frej havde trukket på skuldrene. ”Ingen véd det,” havde han sagt med et smil, ”det eneste, vi ved, er, at beboerne på Jorden på en eller anden måde stammer fra Vanaheim...” Han havde holdt en kort pause, som om han tænkte efter. ”Eller måske...” havde han fortsat eftertænksomt, ”...måske er det os, der stammer fra jer. Under alle omstændigheder har vi fælles rødder. Måske er det derfor, Aserne har en særlig kærlighed til jer på Jorden. Måske minder I dem om dengang for tusinder af år siden, hvor Aser og Vaner lå i krig med hinanden uden nogen vandt. Måske har de stadig lidt dårlig samvittighed og forsøger nu at gøre det godt igen.” Tjalfe spekulerede på, hvad det hele betød. Hvis Vaner og Aser havde været i krig med hinanden og ingen af dem havde vundet den, betød det så, at han og hans folk var lige så stærke som guderne selv? Det var en underlig tanke og Tjalfe skød den fra sig igen. På bagbordssiden op ad hangaren lå først hospitalsafdelingen og dernæst

køkkenet, som havde dør direkte ind til spisesalen. Her skiftedes de ca. 200 besætningsmedlemmer til at spise i hold af 30-50 ad gangen, så der var næsten altid fuldt hus. Når man gik ud af døren fra spisesalen, var der omtrent 25 meter hen til broen. Her sad Balder, som efter slaget ved jorden var blevet så skadet, at han indtil videre ikke kunne flyve en Skarfi og nu måtte nøjes med kontrolerne i en cruiser. Ikke at han beklagede sig, men det var trods alt noget mere interessant at tviste og dreje en Skarfi og skyde Jætter ned, end det var at sidde i ’Alfheim’ og trykke på knapper. På den anden side var han bare glad for at have overlevet. Da Svalinn styrtede havde han befundet sig helt alene i sin Skarfi omringet af Jætter. Hele Aseflåden var væk, mens Jætternes kæmpemæssige krigsmaskine havde svævet lige forbi og indtaget Fyrkat uden han havde kunnet gøre noget ved det. Det var ham, der havde gjort Aserne opmærksomme på Lokes og Thors kamp ved Fyrkat og for den dåd havde Jætterne opdaget ham og forsøgt at skyde ham ned. Det havde også været lige ved at lykkedes dem, hvis ikke Sif havde sprunget ind i en Skarfi og egenhændigt skudt 14 af Jætternes jagere ned. Hun havde haft den 15. på sigtekornet, da en Jættecruiser skød den ene vinge af på Balders Skarfi og så havde hun transporteret Balder over på sin egen Skarfi. Med den fart, Skarfierne havde på, kunne man normalt ikke transportere folk frem og tilbage mellem dem, men Sif var et sandt matematisk geni og havde formået at kompensere for begge Skarfiers fart og retning, så Balder var kommet sikkert om bord. Men ikke helskindet. Under transporten havde Balder mistet begge sine ben, men under omstændighederne var det billigt sluppet og med Asernes lægevidenskabelige kunnen var det ikke noget større problem at give Balder et par nye ben. Dem havde han fået sat på med det samme og nu skulle kroppen bare acceptere de kunstige ben og så ville han forhåbentlig blive lige så rask og rørig som før. Det ville bare tage lidt tid og tålmodighed, før han vænnede sig til dem og lærte at styre dem rigtigt. Tålmodigheden var faktisk det sværeste for Balder, der længtes efter at sætte sig i en Skarfi og give Jætterne en ordentlig røvfuld. Men indtil videre måtte han altså nøjes med ’Alfheims’ konsoller og han udførte sit arbejde med lige så stor pligtskyldighed som ellers. Hver eftermiddag, når de havde fået frokost, mødte Røskva og Tjalfe op i hospitalsafdelingen, hvor Thor stod parat med alle mulige apparater og kanyler. Skærme stod åbne lige op i luften, hvor man end kiggede hen og Thor arbejdede koncentreret med at finde en løsning, så Røskva og Tjalfe ikke lige pludselig forsvandt ud af skibet og over til et eller andet Jættefartøj i nærheden. Han tog blodprøver, skrabede hudprøver og lavede scanninger og alt blev kørt gennem

computerens programmer med avancerede algoritmer og andre matematiske udregninger. Sif var for det meste med og fungerede både som assistent, men først og fremmest var det hende, der lavede det matematiske og teoretiske arbejde. Efterhånden, som dagene gik, blev Thor mere og mere frustreret. Det var, som om det ikke rigtig ville lykkedes ham, at lave et serum, der rent faktisk virkede. På den tredje dag var han usædvanlig irriteret og da han skulle stikke Røskva for endnu en blodprøve, gik det så stærkt, at han kom til at stikke forkert flere gange. Røskva var en hård negl og under alle de undersøgelser, de havde gennemgået de seneste dage, havde hun ikke så meget som fortrukken en mine. Men nu gjorde det så ondt i hendes arm, at løb tårerne ned af hendes kind og Sif måtte træde til for at trøste. ”#!&*!” Thor bandede og svovlede på et sprog, børnene kunne genkende fra, når besætningsmedlemmerne talte sammen rundt omkring på skibet. Han smed kanylen fra sig på gulvet og forlod rummet i nogle sekunder for at falde ned igen. Så kom han tilbage og satte sig foran børnene. ”Undskyld, Røskva...” sagde han stille med et udtryk af dårlig samvittighed i øjnene, ”Jeg er så frustreret...” Han holdt en kort pause og trak så vejret dybt. ”Nu skal I høre, børn,” fortsatte han, ”Jeg tror simpelt hen ikke, jeg kan lave det serum her på skibet. Jeg mangler det nødvendige udstyr.” Han ventede lidt og lod budskabet synke ned hos børnene. Så kom han med et forslag. ”Hvis jeg skal lave serummet, så I kan være trygge, må jeg tage jer med til Asgård... Hvad siger I til det?” spurgte han. Til hans store overraskelse virkede børnene ikke til at have det mindste imod en tur til gudernes hjem. Tjalfe smilede bredt og Røskva hoppede op og ned af begejstring. Pludselig stivnede Tjalfes smil. ”Hvad med vores forældre?” spurgte han, ”de må være ude af sig selv af bekymring.” Thor rystede på hovedet. ”Vi kan ikke risikere at bringe jer ned på overfladen for at sige farvel.” Nu forsvandt også Røskvas glæde og hun kiggede ned i gulvet med tårer i øjnene. ”Thor,” sagde Sif, men Thor afbrød hende, før hun kunne sige noget. ”Det kan ikke nytte noget, Sif,” sagde han bestemt, ”det er alt for risikabelt...” Sif nikkede anerkendende. ”Det ved jeg godt, Thor, men jeg tror faktisk, jeg har en løsning på det problem.” Thor løftede ansigtet og så på hende i forundring. Sif trak et af de armbånd frem, som Aserne brugte til transportsystemet. ”Jeg har modificeret det lidt,” forklarede hun, ”Alfheims skjold kan forhindre Jætterne i at transportere børnene

væk i korte perioder ad gangen, ikke?” Thor nikkede. ”Jo, det er teorien, men Alfheims skjold virker ikke på Jordens overflade.” ”Det ved jeg,” svarede Sif med et sigende blik, ”men hvad nu, hvis armbåndene til transportsystemet kan lave et link til Alfheims skjold?” Thor lyste op i et smil. ”Så vil skjoldet kunne forhindre transport, selv om det ville være for en endnu kortere periode end hvis de var ombord på Alfheim!” ”Præcis!” lo hun, ”og det er faktisk lykkes mig at modificere armbåndene til at kunne netop det. De kan være på Jorden i en halv time, inden linket brydes og det skulle være nok til at de kan sige ordentligt farvel.” Thor var stolt af Sif. Hun kunne altid finde en løsning. ”Og du har sikkert allerede testet, at det virker,” spurgte han, selv om han godt kendte svaret. For selvfølgelig havde hun det. Sådan blev det. Thor, Sif og børnene aftalte at tage derned sammen. Thor og Sif ville tage med for en sikkerheds skyld, for det tilfælde, at Jætterne alligevel ikke havde forladt området, sådan som efterretningerne tydede på. Derefter ville de transportere Sif og Thor tilbage på Alfheim og give familien lidt tid alene sammen, inden de atter drog ned for at hente børnene op på Alfheim, så de kunne tage dem med til Asgård. *** Skytten Egil var i marken med sin hakke. Han gav alt, hvad han havde i sig og trak godt igennem for hvert hug i den fede lerjord. Det var godt at bruge kræfterne. De sidste par dage havde været fyldt med frustrationer og bekymringer. Hvor var børnene henne? Hvordan skulle de klare sig? Mon guderne havde taget sig af dem? Han håbede det, men han havde ikke set nogen af dem siden den skrækkelige morgen, hvor de fremmede soldater var væltet ind gennem landsbyen og havde ødelagt alt på deres vej. Landsbyens ældste havde sendt besked til kongen og det skal siges, at han havde reageret med det samme. Men det tager jo tid at samle folk til våben og da kongens folk ankom til Fyrkat, var fjenden allerede forsvundet. I stedet for kamp, var kongens folk nu gået i gang med at genopbygge alt det ødelagte. Landsbyens beboere satte selvfølgelig pris på al den hjælp, de kunne få, men der var nu alligevel megen utilfredshed med, at det havde taget så lang for kongen at sende hjælp. Hvis bare hans krigere var kommet et par dage tidligere kunne de måske have forhindret de fremmede i at sætte ild til i hvert fald nogle af gårdene. I stedet havde de fremmede krigere gået frem med en brutalitet, landsbyens

beboere ikke havde set længe. De fremmede krigere havde været tydeligt irriterede. Faktisk havde de virket pressede. De fortalte ikke hvorfor, men Egil og hans kone, Groa, havde en klar fornemmelse af, at det havde noget at gøre med guderne i gudeborgen og børnenes forsvinden. Måske var det bare ønsketænkning, men Tjalfes far måtte holde fast i håbet om, at Thor og Sif havde taget sig af børnene. Han kunne ikke holde ud at tænke på, at de måske var døde og borte. Så hellere, at guderne havde taget dem med sig. Selv tanken om, at de aldrig skulle se børnene igen, var bedre, end hvis de var døde begge to. Håbet blev styrket af, at man ikke havde fundet ligene af børnene og at guderne ikke havde ladet høre fra sig siden den morgen. De første par dage havde hele landsbyen været ude at lede efter Tjalfe og Røskva, men efterhånden virkede det for håbløst at blive ved, så nu koncentrerede Tjalfes far og mor sig om at holde gården og dyrene, så de kunne klare sig gennem vinteren, for selv om der var længe til, måtte jorden dyrkes, så de havde mad og foder. Tjalfes far smed hakken fra sig et øjeblik for at tørre sveden af panden med det lille klæde, han altid gik rundt med til formålet. Han skævede op mod den brændende sol, der gjorde det næsten uudholdeligt at arbejde. Om ikke så længe ville Tjalfes mor komme forbi med mad og vand og så ville de sidde sammen og spise i skyggen af et af de mange bøgetræer, hans farfar havde plantet som hegn mod vinden. De ville sikkert tale om børnene, som de havde gjort så mange gange før og så ville de sidde i stilhed og håbe. Han stak klædet ind under kanten på sine bukser og tog fat i sin hakke. Måske kunne han lige nå at blive færdig med et par furer, inden Tjalfes mor kom med frokosten? Han løftede hakken og skulle lige til at hugge med den, da han ud af øjenkrogen fik øje på fire skikkelser ude i det fjerne. Hans første indskydelse var at flygte, men et eller andet ved skikkelserne virkede bekendt og det stod snart klart, at de ikke var de fremmede krigere. De to personer i hver side var ret høje og de to i midten syntes at være børn, den ene højere end den anden. Pludselig gik det op for ham, hvem det var og med tårerne trillende ned af kinderne smed han hakken på jorden foran sig og stormede sine børn i møde. Hans fødder fik pludselig al den energi tilbage, som de ikke havde haft de seneste mange dage og han følte det, som om han nærmest svævede hen over den knudrede mark. Da han kom tæt nok på, råbte han af sine lungers fulde kraft. ”Tjalfe! Røskva!”

Børnenes smil bredte sig langt op mod ørerne og han fik vilde vink til svar. Børnene vendte sig kort mod Sif og Thor, der nikkede anerkendende, hvorefter børnene løb hen mod deres far. Der var kys og kram og kort efter kom også Tjalfes mor gående langt derude med en flettet kurv under armen. Pludselig gik det op for hende, hvad der skete. Med den ene arm på kurven og den anden til at tørre øjne og kinder satte hun i løb med kurven tæt ind til sig for ikke at tabe den. Hun fløj dem alle tre i møde og de krammede hinanden, som om de aldrig nogensinde ville give slip igen. Nu var familien samlet igen. Sif og Thor smilede. Så nikkede de til hinanden og trak sig tilbage med et tryk på armbåndene. De to forældre opdagede ikke engang, at guderne forsvandt ud i den blå luft. De havde kun fokus på deres to børn, som de havde frygtet, de aldrig skulle se igen. Efter at have krammet og kysset undersøgte Egil og Groa deres børn på kryds og tværs for sår og skader. Heldigvis var de uskadt! Groa bredte et tæppe ud på græsset og så satte de sig ned, mens hun pakkede maden ud. Selv om hun kun skulle have med til sin mand, var der rigeligt til alle og Groa smilede med både mund og øjne for hver gang børnene eller Egil fik lidt mere at spise. Efter lidt tid havde de fået lagt den værste sult ned og sad et øjeblik og kiggede på hinanden uden at sige noget. Det var, som om de ville nyde dette øjeblik og måske ville snak bare ødelægge øjeblikket. Så brød Egil stilheden og bad børnene fortælle, hvad der var sket, siden den dag ude ved gudernes borg. Tjalfe og Røskva fortalte på skift og både deres far og mor lod dem tale, mens de så kærligt på dem. Dog, det var ikke alt, børnene berettede. Sif og Thor havde været ganske tydelige, da de havde forklaret børnene, at deres forældre og andre i landsbyen ikke måtte vide alt. Børnene måtte ikke fortælle om skibet på himlen, men blot forklare, at guderne havde taget dem med til et sted, de ikke kendte for at e på dem. Det ville være alt for farligt, hvis de vidste for meget. Selv om Jætterne sikkert var langt fra Jorden, kunne man aldrig vide, om de havde efterladt spioner. Og hvis menneskene i landsbyen kendte for meget af virkeligheden, kunne de risikere at blive udsat for hvad som helst af Jætterne. ”Og tag endelig ikke fejl,” havde Thor sagt med meget alvorlig stemme, ”Jætterne går ikke af vejen for noget som helst for at få fingrene i Fyrkat. Intet. Hvis de har den

mindste formodning om, at jeres forældre eller nogen fra landsbyen ved noget... Ja, lad mig bare sige det sådan, at de overhovedet ingen samvittighed har. Når Jætterne laver forhør af deres fanger... Det er ikke alle, der overlever...” Alt det andet kunne børnene fortælle og det var faktisk lettere at komme uden om det hemmelige, end Tjalfe havde forestillet sig. Han forklarede blot, at Sif, Thor og Balder havde reddet dem begge fra Jætternes greb og bragt dem over på gudernes skib, hvor Thor de seneste dage havde arbejdet på at fjerne den forbandelse, Jætterne havde kastet på dem for at kunne tage dem til fange og gøre dem til Jætte-slaver. Tjalfes far lyttede med bekymret mine til Tjalfes fortælling, men hans mor kunne ikke være stille. Hun måtte igen og igen afbryde fortællingen og forsikre dem om sin omsorg for dem. ”Åh, nej, Tjalfe,” ”Jamen, det var dog forfærdeligt!” og ”guderne være lovet” fløj ud af munden på hende, efterhånden, som han fortalte. Da han var færdig, sad de alle fire lige så stille og kiggede på hinanden uden at sige noget. Stemningen var trykket og Tjalfe kunne mærke på sine forældre, at der var noget, de gerne ville vide, men som de ikke rigtig turde spørge om. Det var Tjalfes far, der til sidst samlede mod til sig og brød stilheden med det spørgsmål, som bare måtte stilles. ”Tjalfe...” rømmede han sig, ”Jætternes forbandelse? Er den... øhm... jeg mener, kunne Thor...?” Tjalfe og Røskva rystede stille på hovedet. ”Nej, far,” sagde Tjalfe alvorligt, ”ikke endnu...” Han fortrød næsten, at han ikke bare havde løjet og sagt, at Thor havde ordnet det hele, da han så, hvor ked af det hans far så ud, men det kunne jo ikke nytte noget. De var nødt til at kende sandheden. Røskva krøb helt ind til sin mor og puttede sig til hendes bryst, mens morens tårer stille trak sig ned gennem det lange, lyse hår og videre ind i Røskvas egne lokker. Tjalfe følte, han måtte muntre dem op, så han satte sig op og forsøgte at smile. ”Men det skal nok lykkes!” forsikrede han, ”Thor har næsten fundet løsningen...” Umiddelbart havde det ikke den ønskede effekt og både hans forældre og hans søster så på ham med ansigtsudtryk, der forlangte mere trøst, mere sikkerhed. Men Tjalfe vidste slet ikke, hvor han skulle hente det fra. ”Røskva...?” forsøgte han, ”husk nu, hvad Thor har sagt.” Hun smilede en lille smule og forsøgte at hjælpe sin bror. ”Jah...” sagde hun først stille... Men så var det som om hun pludselig genfandt håbet. Hun satte sig op med et ryk og vendte sig storsmilede mod sin mor. ”Det er altså rigtig nok, mor!” sagde hun nu med en styrke og en sikkerhed, som Tjalfe aldrig havde set hos sin søster før, ”Thor har lovet at ordne det! Og hvis han siger, han kan, så kan han!” Hun så over på sin far. ”Han siger, at han bare bedre kan gøre det i Asgård, Far!” fortsatte hun

og nikkede glad til sin bror, ”ikke også, Tjalfe?!” Røskvas fornyede glæde og tryghed var smittende og selv Tjalfe, der havde lagt alle de kræfter, han troede, han havde, i at forklare hele historien, følte sig igen helt ovenpå. ”Jo, Røskva!” nikkede han, ”Thor kan ordne det - i Asgård.” Så kiggede han over på sin far med et bedende blik. Egil så ikke videre begejstret ud. Han havde fanget betydning af det, han blev præsenteret for og havde bestemt ikke lyst til igen at sige farvel til sine børn efter først at have skullet undvære dem så længe. ”Vi må tage til Asgård, far! Kun dér kan vi blive renset for den forbandelse, Jætterne har lagt på os...” Tjalfe ventede et øjeblik og lod sin far få tid til at lade budskabet synke ned. Den gode del af det, altså. Den del, der handlede om, at det kunne løses, det hele. Det var i sidste ende hans far, der måtte give dem lov til at tage af sted. ”Far?” sagde Tjalfe igen, ”vi tager ikke af sted, hvis du ikke vil have det, men jeg synes, det ville være bedst. Send i det mindste Røskva. Så bliver jeg her!” Tjalfes mor sendte sin mand et kort nik og han nikkede igen. ”Nej,” sagde Egil med et fast blik på sin søn, ”Du har ret. I må tage af sted. Begge to.” Tjalfe skulle lige til at sige noget, men hans far afbrød ham. ”Tjalfe, jeg har forstået det,” sagde han og lagde en hånd på sin søns ene skulder. Han så ham fortroligt ind i øjnene og fortsatte: ”jeg har forstået, at det ikke er sikkert, I nogensinde kommer tilbage og at Thor måske ikke kan hæve forbandelsen...” Han holdt en kort pause og kiggede kærligt på dem begge to med et tilkæmpet smil. ”I er mine børn,” fortsatte han, ”og både jeres mor og jeg elsker jer højere end noget andet. Det er skrækkeligt, at vi måske aldrig skal ses igen... Jeg græder indeni bare ved tanken... Men hellere, at vi aldrig ser hinanden igen og I er trygge hos guderne, end at vi bliver sammen her og kan risikere hvert øjeblik, at Jætterne kommer efter jer. I har min og jeres mors velsignelse til at tage af sted.” Kort efter han sagde det, hørtes lyden af Aserne, der vendte tilbage og det virkede næsten som om det var planlagt. Hele familien rejste sig op og Tjalfes far og mor nikkede høfligt til Aserne. De så på deres børn, smilede til dem og gav dem begge et ordentligt kram. Så skubbede de dem blidt frem mod Aserne, der satte transportarmbåndene på børnenes underarme og aktiverede dem. Tjalfe nåede lige at få et anerkendende og stolt nik fra sin far, inden de forsvandt fra

Jordens overflade. ***

5 Bortført

Det summede i transporterrummet på Alfheim, da Thor og Sif kom til syne i en sky af samlende atomer. Sif smilede stadig af glæde over den kærlighed, hun lige havde set og vendte sig rundt for at tage Tjalfes armbånd, da det frygtelige gik op for hende. Tjalfe og Røskva var der ikke! Thor og Sif så forskrækkede på hinanden! De stod som forstenede et øjeblik, mens de tænkte, så det bragede. ”Skjoldet!” bjæffede Thor til Sif, som straks løb ud af transporterrummet. ”Balder!” galede hun over radioen, ”Skjoldet! Aktivér skjoldet! Børnene er væk!” Mens Sif stormede op mod kontrolrummet, kastede Thor sig over konsollen til transporteren og hamrede algoritmer ind i computeren så hurtigt, han kunne. Han tænkte ikke engang over, hvilke, han brugte, for lige nu gjaldt det om at få sat en stopper for Jætternes tyveri af Tjalfe og Røskva. Skidt med sikkerheden imens! Hvis han var hurtig nok, var der en spinkel chance for, at han kunne bremse overførslen til Jætterne, inden de gennemførte den. Chancerne var ikke store, men han måtte gøre et forsøg. Han havde påtaget sig ansvaret for dem og det ville han gøre sit yderste for at leve op til. I mellemtiden var Sif nået frem til kontrolrummet, hvor Balder forgæves forsøgte at aktivere skjoldet, så transporteren i Jætternes ende ikke kunne afslutte de sidste sekvenser. Efter et par sekunder, der for både Sif og Balder virkede som en evighed, slap han konsollen og trak opgivende på skuldrene. ”Beklager, Sif,” rystede han på hovedet og sendte hende et sørgmodigt blik, ”jeg kan ikke gøre noget. Det virker næsten som om nogen bevidst har saboteret skjoldet.” Dyyyuuuvv! Lyden af systemer på Alfheim, der lukkede ned, gjorde det klart, at Thors seneste algoritme ikke havde været den rigtige. Han knaldede hånden ind i konsollen med et forvredent udtryk i ansigtet. Derefter vendte han sig om, lænede sig bagover og lod sig glide ned på hug med ryggen op ad konsollen, mens han slog sig selv i hovedet med knyttet næve... *** Det varede ikke længere end et sekund, før Røskva og Tjalfe opdagede, at de var et helt andet sted, end de havde regnet med. Transporterrummet lignede meget godt det, der var på Alfheim, men de underlige bogstaver på væggen henne ved døren var anderledes end Asernes og selve døren var både tungere og større. ”Velkommen til Skrymer!” sagde den store Jætte henne ved konsollen muntert.

Selv om han egentlig så meget rar ud, var børnene ikke et sekund i tvivl om, at han var Jætte og dermed også farlig. Han lukkede for konsollens skærm og bevægede sig omkring den og kom om på den anden side. Børnene trak sig et par skridt tilbage. Røskva kiggede ned i jorden, men Tjalfe holdt sine øjne stift rettet mod Jætten. Da han så deres reaktion, stoppede han op og så afventende på dem. ”Tag det roligt, børn,” sagde han venligt, ”jeg gør jer ikke noget.” De stod stille et stykke tid og kiggede blot på hinanden i afmålthed. Hans venlige stemme og rolige væsen ændrede tydeligvis ikke noget for børnene og han måtte konstatere, at han ikke ville kunne opnå deres fortrolighed. Så ændrede han karakter og blev i stedet hård og brutal at se på. ”Følg med!” kommanderede han og åbnede den store, tunge dør med en håndbevægelse. ”Kommandøren vil tale med jer.” Børnene lystrede med det samme. De havde en fornemmelse af, at det nok ikke var lige nu, de skulle protestere alt for meget. ”Jeg hedder i øvrigt Loke,” sagde Jætten, da han trak dem igennem korridoren. Tjalfe havde svært ved at skjule sin overraskelse, da han hørte det navn. Kunne det virkelig e? Thor havde talt så pænt om Loke og Tjalfe kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Thor kunne tage så meget fejl. Nej, der måtte være tale om en misforståelse... Måske var der flere, der hed sådan? Hverken han eller Røskva kendte ret meget til Jætterne - endnu mindre end de kendte til Aserne, hvoraf de jo kun havde mødt nogle få - og Loke kunne jo godt være et meget almindeligt navn hos Jætterne. Ja, det måtte være forklaringen... Tjalfe kiggede på Røskva, der ikke syntes at have undret sig, men så kom han i tanke om, at hun jo ikke havde mødt hverken Sif eller Thor før den dag, gudeborgen var blevet angrebet, så hun havde jo aldrig hørt om Loke før. Ganske vist havde Tjalfe fortalt en hel masse om sine oplevelser i gudeborgen, men det havde for det meste været efter Røskva var kommet i seng. Hun var ofte faldet i søvn, mens han fortalte, selv om hun kæmpede for at holde sig vågen, så hun kunne få det hele med. Måske havde han aldrig nævnt Loke? Han håbede det, for jo mindre Røskva vidste, jo bedre ville hendes chancer være. Måske ville Jætterne på den måde hurtigt blive overbevist om, at de ikke kunne få noget at vide af hende. Der var temmelig lang vej til det sted, som Loke åbenbart havde som mål og Tjalfe konkluderede, at Skrymer var noget større end både Svalinn og Alfheim,

selv om han havde svært ved at fatte, at noget skib kunne være så stort. De erede flere døre på vejen og endelig kom de til en stor dobbeltdør, der åbnede sig af sig selv med en lyd, der mindede Tjalfe om de gange, han havde været med sin far til mølleren. Det lød næsten som når møllestenene gned mod hinanden. Loke slog ud med armene som tegn til at de skulle gå ind gennem døren. Børnene gjorde, som de fik besked på og Loke fulgte lige efter. De kom ind i en kæmpestor sal med søjler på begge sider af en 3 meter bred midtergang. Bag søjlerne stod der krigere i små grupper og midtergangen var markeret med lysende prikker. Længst fremme i salen var en bred trappe, der ledte op til noget, der lignede en trone og på tronen sad en stor Jætte med vagter til begge sider. Han sad som en konge og så med nedladende blik ned mod pøblen på gulvet, mens en Jætte stod foroverbøjet og hviskede til ham. Overvældet af salens indretning satte Tjalfe og Røskva farten ned og luntede af sted, mens de kiggede forskrækkede rundt på de mange uhyggelige billeder på væggene. Billeder af krigere i kamp og store maskiner, der sendte noget, der lignede pile og tykke spyd af sted mod fjenden. Billederne var i sig selv skræmmende nok, men det værste var, at de bevægede sig. Nogle af billederne var ikke helt så uhyggelige, men bestod blot af symboler og prikker i forskellige farver, der bevægede sig ind og ud mellem hinanden. Loke puffede til børnene. ”I må hellere få mere fart på,” anbefalede han, ”Kommandøren bryder sig ikke om at vente.” Røskva blev forskrækket og strammede sit greb om Tjalfes hånd, som hun havde holdt fast i, lige siden de forlod transporterrummet. Tjalfe klemte hendes hånd til svar i forsøget på at berolige hende. Det virkede som om det hjalp lidt, for Tjalfe syntes, hun slappede mere af. Hendes vejrtrækning syntes også at blive roligere. Da de kom helt hen til trappen, stillede Loke sig op på siden af dem og knælede ned. Tjalfe fandt det bedst at følge hans eksempel og trak i Røskvas hånd som tegn til at hun skulle gøre det samme. Den store Jættes ansigt var hårdt som sten. Tjalfe lagde mærke til en tilfreds trækning ved Jættens ene mundvig. Han virkede selvtilfreds og som én, der så frem til, hvad der nu skulle ske. Den store Jætte nikkede mod vagterne, som straks forlod salen og efterlod de fire alene. Så rejste han sig fra sin trone og gik ned ad trappen. Han lagde sin ene hånd på skulderen af Loke, der løftede hovedet og rejste sig op. ”Fint arbejde,” nikkede Kommandøren anerkendende til Loke. Derefter rettede han blikket mod børnene, som stadig knælede med øjnene rettet stift mod gulvet. ”Rejs jer!” kommanderede han.

Forsigtigt og med alle antennerne ude rejste børnene sig op med frygten lysende ud fra deres øjne, som de rettede ned mod gulvet. ”I har vist rodet jer ud i noget, I skulle have holdt jer fra,” fortsatte kommandøren og så på dem med tydelig overlegenhed. Tjalfe havde mest lyst til at protestere, for det var jo ikke dem, der havde besluttet sig for at blive involveret i al den ballade. Det var jo Jætterne, der havde angrebet Aserne og så var de bare havnet midt i det hele. Men han sagde ingenting. Det ville nok ikke være klogt at brokke sig. Kommandøren lignede ikke én, der var vant til at blive modsagt. Pludselig lyste kommandøren op og slog ud med armene. ”Men nu er I her!” næsten råbte han i en munter stemme, der mindede Tjalfe om en af landsbyens tosser, ”Og velkommen til!” Så løftede han Tjalfes hoved med en finger og stirrede ham ind i øjnene. ”Vi skal nok få det rigtig, rigtig... hyggeligt!” sagde han stift. En tåre trillede ned ad kinden på Røskva og selv om hun var rigtig god til at beherske sig, kunne Tjalfe ud af øjenkrogen se, hvordan hendes krop rystede - af skræk, af gråd... måske også af vrede... *** Der var høj aktivitet på Alfheim. I korridoren måtte Sif kante sig rundt mellem alle de mange krigere og videnskabsfolk, der susede frem og tilbage. ”Hej..?” Sif kom forsigtigt ind i laboratoriet. Hun vidste, at Thor ikke altid var lige let at omgås, når han var i gang med sine eksperimenter og ville først sikre sig, at han var klar til at få besøg. Han stod og studerede tal og ligninger på sin skærm. ”Hej,” sagde han fraværende og vinkede hende hen til sig uden at fjerne øjnene fra skærmen, ”kan du ikke lige se på det her?” Sif kiggede på skærmen. Først med interesse, men så rynkede hun brynene. Det kunne da ikke e? Nogle af de ligninger, Thor havde skrevet, mindede meget om dem, de brugte til transportsystemet og andre lignede noget fra Fyrkat. ”Skulle du ikke arbejde med våben?” Spurgte hun. Han så på hende med et blik, der fortalte om forundring, men hun syntes også, hun kunne spore en lille smule fornærmethed. Så samlede han sig og rystede let på hovedet for ligesom at kaste følelserne af sig. ”Kig nu bare på det,” forlangte han, ”vil det her kunne få Fyrkat til at åbne en tidslomme, hvor tiden enten går hurtigere eller langsommere end alt det, der ligger uden for boblen?” Sif studerede tallene yderlige og nikkede. ”Joh...” trak hun, ”teoretisk set, men...” Hun lagde hovedet på skrå, som hun plejede at gøre, når hun virkelig

skulle tænke tingene igennem. Så pegede hun et par steder på skærmen. ”Den her duer ikke,” sagde hun og stregede en ligning, ”og den her skal nok hedde noget i retning af...” Hun rettede ligningen til. ”Jeg går ud fra, at den her skal styre tidsforskellene?” spurgte hun og fik et nik til svar. Hun skulle lige til at spørge, hvordan Thor havde tænkt sig at bruge det hele til et våben, da Balder kiggede ind. ”Thor, Sif,” sagde han ivrigt, ”Der er kontakt med Asgård. Odin beder os om at samles i kontrolrummet med det samme.” De forlod begge arbejdet og fulgte med Balder. På vej ned gennem korridoren slog Balder et hurtigt smut omkring Freja og gav hende den samme besked. Inden længe var de fire kampfæller samlet i kontrolrummet med Odin tonende frem på den store skærm. Han bad dem sætte sig og aflægge rapport. ”Som De ved, hr. Førsteminister,” begyndte Thor, men blev afbrudt af Odin, der sad med et skævt smil og rystede på hovedet. ”Nej, hvad du nu hvad, Thor,” lo han, ”vi har alle sammen kendt hinanden for længe til, at det skulle være nødvendig at bruge min officielle titel. For jer hedder jeg Odin - i hvert fald, når der ikke er andre til stede.” Thor kiggede rundt på de andre. Han kunne selvfølgelig godt se, det var lidt tosset, hvis han, Sif, hans bror og selveste Freja skulle bruge den slags formaliteter. ”Nå, ja, selvfølgelig,” fortsatte han og så igen på Odin, ”Men altså... som.. du ved, Odin... Så er de to menneskebørn, Tjalfe og Røskva, forsvundet under transporten fra Jorden og op til Alfheim. Vi formoder, at Tjalfe ved et uheld - og uden selv at vide det - er kommet til at omprogrammere konsollen til Fyrkat. Det kan have gjort Jætterne i stand til at låse deres eget udstyr fast på ham og Røskva.” Odin rynkede brynene. ”Men hvordan har de kunnet bryde gennem skjoldet?” Spurgte han. De kiggede rundt på hinanden og Thor trak på skuldrene. ”Vi kan ikke være sikre,” sagde han, ”men noget tyder på sabotage her på Alfheim. Loggen for skjoldfunktionerne viser en kort nedsættelse af skjoldets effektivitet til 13 % og vi formoder, at det har åbnet et vindue på 2-3 millisekunder, hvor Jætterne har kunnet bryde igennem med deres transporterudstyr.” Odin så bekymret ud. En sabotør på Alfheim? ”OK,” nikkede han, ”fortsæt...” Thor rømmede sig. ”Vi har stadig ingen klar idé om, hvor Loke befinder sig, men vi er ved at indsamle de mange oplysninger, der strømmer ind fra vores agenter rundt om i Galaksen.” Han vendte sig mod Freja og gav hende tegn til at tage ordet. Uden at flytte sig fra sin plads i stolen, viste hun en model af galaksen på en skærm i siden. ”Vi får ganske mange rapporter og det er mere kompliceret end normalt at finde ud af, hvilke rapporter, der har betydning,” forklarede hun og pegede på et område på kortet, ”men som

I kan se, er der en særlig koncentration af rapporter fra området her.” Hun zoomede ind på området. ”Centrum for rapporterne synes at være Skrymers Handske, et paradokseret sort hul.” Balder så forvirret ud. ”Et hvad?” spurgte han. ”Et paradokseret sort hul,” gentog Freja, ”normalt opstår sorte huller omkring en stjerne, der imploderer og trækker sin masse omkring et enkelt punkt. Sådan en implosion kalder vi en supernova og når sådan en opstår, er tyngdekraften så stor, at alt, selv lys, ikke kan undslippe. Dermed suges planeter, andre stjerner og hvad som helst andet materiale ind mod punktet i en hvirvelstrøm.” Hun kiggede rundt på dem for at sikre sig, de var med. Så fortsatte hun. ”Af og til kan to stjerner, som befinder sig i ganske kort afstand af hinanden blive til supernovaer på nogenlunde samme tid og almindeligvis vil det blot betyde, at den ene suges ind mod den anden, så de tilsammen udgør et kæmpemæssigt sort hul. Men... rent teoretisk har vores forskere forudsagt, at under ganske specielle forhold kan to eller flere supernovaer ligge så tæt på hinanden i både tid og rum, at deres tyngdefelter overstiger kapaciteten i det, vi kalder realitetsstoffet” Balders øjne voksede sig større og større, mens han lyttede, men Freja lod ikke til at have nogen intention om at bremse op i sin forklaring. ”Realitetsstoffet,” fortsatte hun ufortrødent, ”kan man bedst forklare som samspillet mellem naturkræfterne i rummet. Når kapaciteten i realitetsstoffet overstiges, kan den ene stjerne ikke suges ind til den anden. Men dog gør den det alligevel.” Balder rystede på hovedet. Med sin sædvanlige ironiske tilgang satte han sig op med et provokerende skævt smil. ”Den tror jeg lige, jeg skal have én gang til: altså de kan ikke støde ind i hinanden, men de gør det alligevel?” ”Præcis,” svarede Freja, der nu var blevet så ivrig, at hun rejste sig fra sin stol, ”Det lyder vanvittigt og det er det også. Der sker noget i et paradokseret sort hul, som reelt ikke kan lade sig gøre. Så ja, de kolliderer med hinanden uden at kollidere med hinanden. Det er derfor, det kaldes et paradokseret sort hul. Det er

i sig selv et paradoks, altså noget, der sker uden at ske.” Balder rystede igen let på hovedet og lænede sig tilbage med et ansigtsudtryk, der sagde ’videnskabsfolk! De er ikke rigtig kloge!’ Freja pegede op på skærmen igen. ”Som I kan se, er Skrymers Handske et ganske specielt tilfælde af paradokserede sorte huller. Et paradokseret sort hul med blot to eller tre punkter er sjældent nok, men Skrymers Handske har ikke færre end 5 sorte huller, der ligger i paradokseret kollaps med hinanden.” Freja forklarede videre, hvordan de 5 sorte hullers placering i forhold til hinanden rent teoretisk kunne skabe et lille område uden tyngdekraft og derfor uden fare for at blive opslugt af de sorte huller omkring. ”Området kan være så lille som en fingernegl eller så stort som et helt solsystem,” forklarede hun, ”men vi kan ikke forudsige det og vi har ingen mulighed for hverken at be- eller afkræfte vores teori. Der er kun én måde at finde ud af det på...” ”Vi må derind?” spurgte Balder, som trods sin aversion mod al videnskabssnakken aldrig gik af vejen for et farligt eventyr - slet ikke nu, hvor han ikke kunne få lov til at brillere med sine evner i en Skarfi. Freja nikkede og satte sig ned igen. ”Jeg er frisk!” gav Balder klart til kende og kiggede sig begejstret omkring. Han måtte dog sande, at han var den eneste, der ikke fandt nogen grund til at tænke nærmere over det. Så sænkede stilheden sig over dem, mens de andre sad og tænkte over det i stilhed. Endelig rømmede Thor sig og løftede hånden. ”Jeg føler et medansvar for deres forsvinden,” sagde han, ”men hvis de virkelig findes derinde, hvordan finder vi så frem til dem? Jeg mener, det frie område kan jo være af en hvilken som helst størrelse, kan jeg forstå.” Freja sagde ingenting, men så blot på Sif, der sad og bed sig læben. ”Joh, altså...” begyndte Sif, ”Jeg har siddet og nørdet lidt med radiostråling fra organisk materiale...” Mere nåede hun ikke at sige, før Balder afbrød hende. ”Woah!” sagde han med et forskrækket udtryk, ”så har jeg vist fået min dosis af videnskabeligt volapyk.” Han virrede overdrevent med hovedet, mens han holdt

hænderne frem med håndfladerne foran sig som om han skulle forsvare sig mod en hund, der ville slikke ham i ansigtet. ”Mit hoved kan ikke klare mere. Kan du ikke nøjes med at fortælle, hvad din nyeste dims kan?” spurgte han. Sif smilede. Hun havde altid haft et svagt punkt for Balders måde at lade, som om han var dummere, end han egentlig var. I virkeligheden var det mere hans utålmodige natur, der spillede ind. Han ville gerne i gang med missionen så hurtigt som muligt og det vidste hun. Men det kunne vel ikke skade at give en lidt mere praktisk forklaring. ”Jo, det kan jeg da godt,” sagde hun, ”jeg har lavet en dekoder, der kan mærke, hvor der er menneskeligt DNA inden for en radius af 100.000 kilometer - hvis den altså virker, som jeg håber, den gør.” Thor så hen på Freja. ”Er det nok?” spurgte han. ”Ja, det skulle kunne gøre det,” svarede Freja, ”men Jætterne har gjort sig en del besvær med at få børnene hentet derind. Vi skal nok regne med, at de er ret svært bevæbnede.” Hun holdt en kunstpause og fortsatte så med øjnene stift rettet mod Thor. ”Så vi skal bruge et våben, der kan matche alt, hvad vi ellers har set.” ”Glem nu ikke sabotøren,” kom det fra den store skærm, hvor Odins ansigt stadig fyldte mere end de andre tilsammen. ”Det skulle vi gerne have styr på,” svarede Thor, ”jeg har omprogrammeret styringen af skjoldet og det er kun os her i lokalet, der kender til den nye opsætning. Derudover har jeg ændret samtlige koder til basisopsætningen i hele Alfheims system. På den måde kan jeg spore enhver ændring, nogen kunne finde på at lave.” Odin nikkede tilfreds. ”Okay,” sagde han, ”jeg godkender missionen, men der er to betingelser. For det første er det vigtigt at holde det her hemmeligt på allerhøjeste plan. Så alle andre end jer, der sidder her, vil blive flyttet til andre funktioner. Jeg sender transportskibe for at afhente dem hurtigst muligt. Ja, Freja, jeg ved godt, at Frej er til at stole på, men det er nu engang min beslutning... Der er en mindre gruppe transportskibe lige i nærheden, så de skulle gerne være hos jer inden for de næste par timer. For det andet vil jeg ikke tvinge nogen til at deltage, så hver af jer skal have et valg og det får ingen betydning for jeres videre karriere i flåden, hvis I siger nej til at gøre det her.” De fire venner så på hinanden og nikkede. De var alle sammen helt enige om, at det her var noget, de bare måtte gøre.

”Når Alfheim forhåbentlig vender tilbage med børnene, bliver den udfaset,” fortsatte Odin, ”Våben og andet nyt udstyr, I har testet, vil blive integreret i et nyt projekt. Men det vil jeg fortælle jer meget mere om, når I kommer til Asgård.” Han holdt en kort pause, mens han overvejede sine næste ord. ”Og så lige én ting til. Hvis I bliver taget til fange under missionen, kan vi ikke gøre noget for at hente jer. Vi har ganske enkelt ikke ressourcerne til det. Vi er pressede på flere fronter og kan ikke undvære et eneste skib. Det er vigtigt, at I forstår det her: enten fuldfører I missionen selv eller også er det sket for jer!” Odin kiggede rundt på dem hver især for at sikre sig, at de forstod det. Så sluttede han af. ”Jeg vil gerne have en kort hilsen, inden I tager af sted, men ellers opretholder I radiotavshed.” Odin nikkede til dem alle sammen og slukkede for sin skærm. Mødet var forbi. De fulgtes et stykke ned gennem korridoren. Thor lagde mærke til, hvordan Freja sakkede en anelse bagud og da han fornemmede, at hun ville tale med ham, uden de andre hørte det, besluttede han sig for at følges med hende. Og ganske rigtigt. Da Balder og Sif var kommet uden for hørevidde, standsede Freja op og så på Thor med rynkede bryn. Han trak vejret dybt og forberedte sig på det værste. Så kom det. ”Har du tænkt på, at Loke kunne være vores sabotør?” Hvor typisk af Freja at gå lige til sagen. Thor måtte styre sin vrede over beskyldningen, for han vidste, at Freja var alt for dygtig til at man bare kunne afvise hende. ”Er der noget, der peger i den retning?” spurgte han bare. Hun rystede let på hovedet. ”Ikke som sådan,” svarede hun, ”vi er bare nødt til at overveje muligheden. Alene det, at der ikke er så meget som én eneste rapport, der nævner Loke. Der er masser af rapporter om børnene, selv om en del af dem er skjult blandt en masse ligegyldig information. Men vi har intet hørt om Loke overhovedet. Det er altså ret besynderligt, Thor. Han er jo ikke hvem som helst.” ”Hmmm...” sagde Thor og tænkte, så det bragede, ”hvad med vores kontakter hos jer?” Freja rystede igen på hovedet. ”Vanerne har heller ikke hørt noget. Vi har faktisk ikke hørt Loke nævnt med et ord siden den dag ved Fyrkat.” ”Der plejer at være rygter om alt muligt med Loke og mig,” foreslog Thor. ”Ikke engang rygter har vi fået,” svarede hun, ”hverken om dig eller Loke. At du ikke nævnes, er meget godt med, at du ikke har været aktivt i spil. Ikke siden børnene forsvandt, i hvert fald. Men når en så vigtig person som Loke forsvinder uden spor? Der burde i det mindste være rygter. Men der er ingenting...”

Thor nikkede. Han vidste det godt. Selv om Loke var hans blodbroder og selv om de havde kæmpet mange kampe sammen, måtte han ikke lade sig styre af sine følelser for Loke - eller for nogen anden for den sags skyld. Hvis det nogensinde kom frem, at han holdt hånden over sine nærmeste, ville hans autoritet hurtigt forsvinde. Det ville være frygteligt og gøre det rigtig svært at få standset Jætterne. ”Okay,” gav han efter og tog en dyb indånding, ”undersøg det. Hold dig ikke tilbage for at finde ud af alt, hvad du kan.” Hun vendte sig for at gå. ”Men Freja?” Hun så på ham igen. ”Så længe, vi ikke har noget konkret...” ”...så kan vi selvfølgelig ikke handle på det...” afbrød Freja og lagde sin hånd på Thors skulder. ”Der er intet, der peger direkte på, at han er involveret,” understregede hun, ”men vi kan ikke se bort fra virkeligheden. Det virker underligt, at han forsvinder præcis lige efter jeres redningsaktion og at børnene forsvinder så hurtigt efter. Og det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke hører noget bagefter. Vi er nødt til at tage det alvorligt.” Thor nikkede bedrøvet. ”Jeg ved det...” sagde han stille. Tavshed. Så gik Freja ned mod sit kontor. ”Hold mig informeret,” halvt råbte han efter hende. Hun rakte hånden op til svar. ”Som altid,” svarede hun. ***

6 Brimir

Tjalfe havde svært ved at få varmen i den kølige celle. Det hjalp lidt, at han og Røskva krøb sammen i et hjørne. Heldigvis havde de fået lov til at beholde hans kappe. Den varmede da en smule. Så vidt, han kunne se i mørket, var der ikke andre end de to, men af og til kunne de høre råb et sted i nærheden, formentlig fra en anden fange længere nede ad korridoren. Den store Jætte i tronsalen havde givet strenge ordrer til vagterne om, at ingen måtte tale med dem alene. Tjalfe kunne ikke rigtig gennemskue, hvorfor det var så vigtigt, men kommandøren havde været meget insisterende i sine ordrer til vagtholdet. Det virkede næsten som om kommandøren var en smule bange for dem. Det gav ingen mening. To menneskebørn kunne ikke håbe på den mindste chance over for Jætterne, hvor selv den mindste var en halv gang større end en voksen mand. Men hvorfor skulle han ellers gøre så meget ud af det? Han havde endda beordret dobbeltvagt ved deres celle og nu sad der fire Jætter uden for deres celle. En af dem havde været særlig ubehagelig, da de var kommet hen til cellen. Røskva var bange for mørke, så hun havde tøvet et øjeblik ved indgangen til cellen. Bare et lille øjeblik, ikke noget særligt. Men én af vagterne, en lille, hidsig én, som de andre kaldte Fenris, havde brutalt skubbet til hende, så hun vred foden om og slog hovedet på en bænk. En af de andre Jætte havde skældt Fenris ud og så havde de fået en klud til at tørre blodet væk med. Derefter var døren blevet lukket og cellen var endnu mørkere end før. Børnene kunne ikke se vagterne, for døren til cellen var lige så tyk som den store egetræsdør, Tjalfe engang havde set i kongsgården og der var ikke noget kighul. Døren så ud til at være lavet af jern, lige som det, Rne brugte til deres sværd, men det var alligevel anderledes glat og fint, så Tjalfe var ret sikker på, at det ikke var helt det samme. Han kom til at tænke på dørene på Alfheim, men de var mere spinkle og lette. Døren her virkede langt mere solid. Det havde han også måttet sande fysisk, for da de havde smidt ham og hans søster ind i cellen, havde han hamret på døren for at få dem til i det mindste at give dem lidt lys, så Røskva ikke skulle være bange. Det havde de ikke taget sig af. Nu havde han slået sin hånd og der var stadig mørkt i cellen. Tjalfe sad og ømmede sin hånd, mens han lyttede til, hvad der foregik udenfor. Vagterne udenfor spillede vist et eller andet spil, for det raslede med mønter på et bord og med jævnlige mellemrum råbte krigerne op i jubel eller ærgrelse alt efter, hvordan det gik dem. De talte også sammen derude, men på deres eget sprog, så det var ikke til at hitte hoved eller hale i.

”Tjalfe?” Røskva kiggede op på ham. Han troede egentlig hun sov, men hun virkede nu ikke som én, der lige var vågnet. ”Tjalfe, kan man godt lære andres sprog, hvis man lytter godt efter, når de snakker?” Han så overrasket på sin søster og trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke...” sagde han, ”det kan man vel godt... men det tager jo nok lang tid... Hvorfor spørger du om det?” ”Ikke for noget...” sagde hun stille og puttede sig ind til ham igen, ”jeg tænkte bare på det. Måske ville det hjælpe, hvis vi forstod, hvad de siger...” Det havde han faktisk slet ikke overvejet, men nu da han tænkte efter, lød det faktisk slet ikke så dumt. Kommandøren havde i hvert fald råbt ad dem på sit eget sprog, da de var inde i tronsalen. Tjalfe havde tænkt, at det var for at skræmme dem, men måske ville han bare se, om de forstod, hvad han sagde. Det kunne måske også forklare, hvorfor vagterne ikke måtte tale med dem? Han sad helt stillede og gav sig til at lytte til vagternes højlydte samtale. Efter lidt tid begyndte han at få en fornemmelse af strukturen i det, de sagde og der var også nogle ord, der blev sagt tit. Hver gang, de var færdige med at juble og begyndte på et nyt spil, var der en af dem, der sagde noget i retning af ’speifsatser’ lige inden, de jublede igen, kunne han høre noget sige noget, der mindede om ’speifon.’ Måske var det navnet på spillet? ’Speif?’ Når de spillede kongespil derhjemme, skulle man jo også råbe ’Pas på Kongen!’ når man havde væltet den sidste kriger, inden man måtte vælte Kongen i midten. Han havde før lagt mærke til, at nogle af de tilrejsende handelsfolk i Hedeby byttede om på ordene, når de forsøgte at tale med folk. Så kunne de sige ”20 skeatta* jeg få” i stedet for ”Jeg skal have 20 skeatta,” når de skulle handle om prisen på et eller andet. Måske var det lidt det samme her? At ’Speifsatser’ betød ’Nyt spil’ eller ’Ny omgang?’ og så kunne ’Speifon’ betyde ’Slut på spillet’ som en slags advarsel om, at de andre var tæt på at tabe? Tjalfe lyttede videre og efterhånden, som han fangede flere og flere ord, begyndte håbet at vende tilbage. Måske var der alligevel en mulighed for at undslippe? Han vidste ikke, hvor længe, han havde lyttet, for han havde ingen som helst tidsfornemmelse der i mørket. Men lige pludselig skramlede det med stole derude og han hørte lyden af fodtrin, der nærmere sig med autoritet. ”Røskva!” Hun fór sammen, da han prikkede til hende. De satte sig op og stirrede i retning af døren. Det gav et sug i maven, da en lås klaprede og døren gik op. Lyset fra korridoren strømmede ind, så de måtte holde sig for øjnene. En stor skikkelse brød lyset og selv om de ikke kunne se det, var der ingen tvivl om,

at det var Loke. ”Følg med!” kommanderede han. Langsomt rejste børnene sig op og trådte ud i det blændende lys. De fulgte efter Loke hen ad en lang gang med vagterne lige efter sig. Ingen sagde noget, ikke engang den lille iltre Fenris, der åbenbart var blevet sat godt og grundigt på plads, for han gik med bøjet hoved, mens han skulede til Loke, som om han forventede, at Loke skulle gøre et eller andet for ham og var skuffet over, at han ikke gjorde noget. Lige foran Fenris gik den vagt, der havde forsvaret Røskva og Tjalfe kunne have svoret, at han holdt blikket stift rettet mod Fenris. Men det var selvfølgelig bare ønsketænkning. Der var ingen her, der kunne hjælpe dem. De var helt alene og uden håb, for Thor og de andre kunne jo ikke vide, hvor de var. ”Herind!” bjæffede Loke og trådte til side, så de kunne komme ind gennem døren til et rum, der var en anelse større end cellen. Heldigvis var der lys derinde, tænkte Tjalfe. Midt i rummet stod et bord med fire stole, to på hver side. ”Tag plads!” kommanderede Loke og pegede på den ene af stolene. Tjalfe og Røskva satte sig ved siden af hinanden, men det var åbenbart ikke meningen, for nu greb Loke fat i Tjalfe. ”Ikke dig, knægt!” sagde han skarpt, ”pigen!” Tjalfe nikkede til Røskva, som tøvende satte sig på stolen. Så trak Loke i Tjalfe og slæbte ham hen mod døren. Røskva blev helt hvid i ansigtet, da det gik op for hende, at hun skulle undvære Tjalfe. ”Nej!” råbte hun og ville rejse sig, men et vredt blik fra Loke fik hende hurtigt til at indse, at der ikke var noget at gøre. Hun satte sig skræmt ned igen og derefter gik Loke med Tjalfe længere hen ad den lange gang. Han blev vist ind i et lokale fuldstændig identisk med det første og satte sig ned. Så blev døren lukket og alt blev stille... *** Skodderne for det store vindue på broen på Alfheim gled langsomt opefter som et teatertæppe, der afslørede en forestilling med fem store hvirvelstrømme af stjerner og gas filtret ind i hinanden på kryds og tværs. I kanten af strømmene fandtes hele solsystemer, der langsomt forvrængedes og krængede sig ud af sig selv som vanskabninger ind mod de sorte punkter af ingenting i midten af hver af de fem hvirvler. Det var smukt og frygtindgydende på én og samme gang. Selv for de fire garvede Aser på broen var det et syn, der næsten tog pusten fra dem og mindede dem om, hvor små de i virkeligheden var i forhold til universets kæmpemæssige kræfter. Her, midt i en krig, som havde betydning for milliarder spredt ud over hele galaksen, sneg følelsen af ubetydelighed alligevel sig ind over dem. Hvilken ringe betydning alle deres vigtige bestræbelser ville have om ti tusinde år. Thor tog sig i at tænke den tanke, at det hele kunne være lige meget.

Men så mindede han sig selv om, at uanset, hvor stort universet var og uanset, hvor kort et liv, han og hans kampfæller havde, når man sammenlignede med det store ingenting fyldt med stjerner og planeter derude, så havde det jo stor betydning for alle dem, der lige nu blev udsat for Jætternes brutalitet og magtbegær. Han tænkte på Tjalfe og Røskva, som netop nu sad i en mørk og kold celle som den, han selv for blot få år siden havde siddet i, da han blev taget til fange under det, der skulle have været en fredsmission. Havde det ikke været for Lokes snilde og mod, stod Thor ikke her på broen på Alfheim, men var formentlig sat til tvangsarbejde på en af de utallige mineoperationer, hvor Jætterne opbyggede fundamentet for deres undertrykkelse. De folkeslag, Jætterne undertrykte, blev flittigt brugt som billig arbejdskraft. Her kunne Thor have været lige nu. Og det endda kun, hvis han havde været blandt de heldige, der overlevede. Langt de fleste slavearbejdere var i minerne mindre end et år, før de bukkede under for det hårde arbejde, de giftige gasser og den dårlige mad, de fik. Tanken om, at Loke kunne være forræder var vanvittig og Thor kunne slet ikke få det til at hænge sammen med de mange situationer, hvor Loke havde udsat sig selv for livsfare for at redde Aser og Vaner ud af Jætternes kløer. På den anden side måtte han jo erkende, at Loke altid havde været en kompliceret kampfælle og det hørte ikke til sjældenhederne, at han og Loke havde skændtes, så det bragede, når det gjaldt andre racer. Loke havde en tendens til at betragte Aser, Vaner og Jætter som overlegne. Hvor ofte havde Loke ikke hævdet, at andre racers svaghed på en eller anden måde gjorde dem mindre værdige? Og Thor havde da også af og til undret sig over, hvordan Loke igen og igen kunne undslippe de mest utrolige fælder, Jætterne havde stillet op for dem, uden at han bagefter kunne - eller ville - forklare, hvordan han havde gjort det. Der havde tidligere været rygter om, at Loke var i besiddelse af teknologi, som han ikke delte med Aserne, men det var aldrig blevet undersøgt og der var heller aldrig kommet bare nogenlunde solide beviser på, at det ede. ”Så er vi her!” Det var Freja, der med sin sædvanlige ligefremhed brød den næsten andægtige stemning på broen. Thor rystede de sidste ubehagelige tanker af sig og bad hende forklare én gang til, hvordan de skulle komme forbi de stærke tyngdefelter i og omkring Skrymers Handske og ind til det frie område. En illustration af Skrymers Handske med de fem sorte huller tonede frem på skærmen. De sorte huller lå en skæv halvcirkel og tyngdefelterne var tegnet op med blåt. ”Godt,” begyndte Freja, ”de sorte hullers tyngdefelter danner

tilsammen noget, der minder om fingrene på en hånd.” Hun pegede på en rød oval tegnet i det, der kunne være hulrummet inden i hånden. ”Her er frirummet,” forklarede hun, ”de seneste scanninger peger i retning af, at det fylder nogenlunde det optegnede område og det svarer til omtrent det samme som menneskenes solsystem plus/minus 20 %, men vi kan stadig ikke være sikre.” Hun tegnede en spids vinkel ind i mellemrummet mellem tommel- og pegefinger. ”Her skal vi ind,” fortsatte hun og tegnede en halvcirkel inden i vinklen, ”og det her er point-of-no-return, dvs. den afgørende skillelinje. erer vi den, er der ingen vej tilbage, uanset hvad vi møder. Her skulle tyngden gerne være minimal og rettet hovedsageligt ind mod frirummet. ”Og hvis den ikke er?” spurgte Balder. Freja sendte ham et sigende blik. ”Så opdager vi det ikke,” sagde hun, ”der er en grund til, at vi kalder det ingen-vej-tilbage...” ”Okay,” fortsatte hun, ”den næste udfordring er stykket her.” Hun pegede på kødet mellem de to fingre og kiggede på dem. Thor undrede sig. Freja virkede en anelse usikker og det var usædvanligt. ”Når vi kommer hertil,” fortsatte Freja, ”skal vi gennem en age af ukendt længde og ukendt bredde. Det eneste, vi véd, er at tyngdekræfter vil trække os i alle mulige forskellige retninger og vi har ingen mulighed for at forudsige dem. Blot ét lille fejltrin fra piloten og vi bliver smadret til atomer.” Balder sank spyttet og tog en dyb indånding. ”Nå, men, jeg føler mig da slet ikke presset,” sagde han sarkastisk, ”ikke det mindste...” ”Det er værre endnu,” kommenterede Sif. ”Værre?” udbrød Balder, ”hvad kan være værre end at blive rykket i stykker af voldsomme tyngdekræfter?” Sif så på ham et øjeblik, mens hun overvejede, hvordan hun skulle udtrykke sig. ”Tidskræfter,” svarede hun så, ”tidskræfter er værre.” Hun rejste sig og tegnede et par cirkler på Frejas illustration. ”Alle de her tyngdefelter er så ekstreme, at ikke kun lys bliver forvredet. Det gør rummets krumning også - og dermed tiden.” ”Fisk?” Balder så intetsigende på hende. ”Ja, det betyder, at tiden pludselig kan ændre sig, så den går hurtigere eller langsommere end normalt. I stedet for at det tager 6 timer at komme igennem agen, kan det tage 1 mio. år eller 14 sekunder. Uanset, hvilken ende af skalaen, det bliver...” Hun holdt en pause, da hun så Balder blive endnu fjernere i blikket. Så forklarede hun det på en anden måde. ”Hvis tiden pludselig går hurtigere inde i tyngdefeltet, kommer du i bedste

fald ind i det frie rum som en gammel mand og hvis den går langsommere, vil alle dem, du kender, være døde og borte, inden du kan drikke et horn af den mjød, du er blevet så glad for på Jorden...” Balder havde bevaret det ligegyldige blik, lige til Sif fik nævnt mjøden. Så fik han sig en forskrækkelse og så helt forkert ud i hovedet. Inden han nåede at samle sig til en smart bemærkning, fortsatte Sif. ”Thor har arbejdet på et projekt, der kan gøre vores chancer lidt bedre,” forklarede hun, men blev afbrudt af Thor, der ikke ville tage hele æren selv. ”Sif og jeg har arbejdet sammen på projektet,” sagde han, ”og havde det ikke været for Sifs matematiske evner, var det aldrig lykkes mig at få minigeneratoren til at virke.” Sif forklarede videre. ”Eksperimenterne med Fyrkat har vist os, at det ganske rigtigt er muligt at genere ormehuller ved hjælp af vores transporterteknologi, men for det første har det ikke været muligt at få boblen omkring forsøgsemnerne til at fungere andre steder end på Jorden - og det endda kun på præcis det sted, vi fandt til sidst.” Hun slog ud med armene i en spørgende gestus. ”Vi ved faktisk ikke, hvorfor det kun har virket på Jorden,” fortsatte hun, ”men med de seneste data, bl.a. fra Tjalfe og Røskvas uheld, er det lykkedes os at finde en midlertidig løsning, så længe, der kun er tale om små objekter, såsom mennesker. En sideeffekt af eksperimenterne er, at Fyrkat ikke kun genererer et ormehul, men også en tidslomme inden i boblen. Den sideeffekt kan vi udnytte. Ved hjælp af minigeneratoren kan vi skabe en tidslomme omkring os selv. På den måde kan være rimelig sikre på ikke at blive revet i stumper og stykker af tiden, når vi erer gennem den snævre indgang til Skrymers Handske.” ”Men...” protesterede Balder, ”den kunne jo ikke indeholde større objekter end mennesker... Hvordan får vi Alfheim igennem, så? Vi kan jo ikke svæve igennem kun iført vores rumdragter, vel?” Der var helt stille et øjeblik, mens Sif fastholdt sit blik på Balder. Så gik det op for ham, at det var lige præcis det, der var planen. Dét, der var ’værre.’ ”Det er da løgn!” udbrød han med en blanding af frygt og iver, ”I er jo rablende vanvittige!” Han holdt en kort pause, mens hans så rundt på dem alle sammen. Så stak han i et stort smil og slog ud med armene. ”Nå, men jeg er da frisk på

det!” udbrød han... *** Tjalfe var bekymret og havde svært ved at koncentrere sig om den regn af spørgsmål, der haglede ned over ham fra de to Jætter, der var sat til at trække så mange oplysninger ud af ham, som muligt. Den ene var Loke. Han stod og lænede sig op ad væggen og sagde ingenting, mens den anden Jætte, en stor gut med hænder så store som en bjørns kløer, råbte og skreg ad Tjalfe. ”HVAD ER FORMÅLET MED FYRKAT?” ”HVEM LEDER EKSPEDITIONEN?” ”HVAD ER KOORDINATERNE TIL ASGÅRD?” Men Tjalfe kunne ikke svare på noget af det. Han kunne kun tænke på stakkels Røskva, der måtte være ved at gå til af angst og fandt sig selv ude af stand til at sige noget som helst. Hans stilhed gjorde bare den store Jætte mere og mere vred. BANG! Tjalfe fór sammen, da Jætten knaldede sin kæmpemæssige hånd ned i bordet foran ham. ”KOM SÅ MED DET!” råbte han, ”HVAD ER FORMÅLET MED FYRKAT!” Tjalfe rystede bange på hovedet. ”Jamen... jeg ved det jo ikke,” stammede han, ”det er jo bare gudernes borg...” Den store Jætte hævede hånden og skulle lige til at give Tjalfe en dødbringende lussing, da Loke pludselig fik sig vredet ind foran ham i en hurtig manøvre og greb den anden ved håndleddet. Den store Jætte sænkede hånden, vendte sig rundt og gik hen til væggen, hvor han stirrede ondt på Tjalfe. Loke satte sig stille ned over for Tjalfe og så på ham med venlige øjne, som han havde gjort det, da de første gang havde mødt ham, inden de andre Jætter var kommet for at bringe dem til Kommandøren. ”Tjalfe...” sagde han blidt, ”jeg kan godt forstå, det ikke er så nemt for dig...” Loke nikkede hen mod den store Jætte ved væggen, som gik hen til en konsol og hentede to krus. Han satte dem på bordet foran Loke, som begyndte at drikke af det ene af dem. Så satte han sit krus på bordet og skubbede det andet krus hen til Tjalfe. ”Pas på, det er varmt,” sagde han stille. Tjalfe kiggede på kruset, der var fyldt med en sort væske og med damp stående op fra det. ”Det er varm sukkuladio,” sagde Loke, ”det smager fortrinligt. Sådan lidt sødt i det. Jættebørn elsker det. Jeg tror, du ville kunne lide det...” Loke sad med sit krus mellem hænderne og sippede til det, mens han observerede Tjalfe, der tog kruset mellem hænderne på samme måde og løftede det op til munden. Han tøvede et øjeblik. Måske var det gift? Eller noget, der ville få ham til at blive underlig i hovedet, lige som når han smagte sin fars mjød? Han satte kruset ned og kiggede på Loke, der trak på smilebåndet. ”Nej,

det er ikke gift, Tjalfe,” sagde han, ”og det får dig heller ikke til at blive rundtosset. Jeg drikker det jo selv... se...” Loke drak igen en smule af sit krus og opmuntrede Tjalfe med et lille nik. ”Prøv... bare et lille sip. Du kan jo bare lade det stå, hvis du ikke kan lide det...” Tjalfe tog modet til sig og løftede kruset igen. Måske skulle man prøve. Hvis de ville slå ham ihjel havde de nok allerede gjort det og hvis det var noget, der ville få ham til at snakke, kunne det jo egentlig også være lige meget, for han vidste jo ingenting af det, de gerne ville have at vide. Han tog en lille mundfuld og mærkede den varme drik fylde munden. Det var sødt og lækkert. Præcis som Loke havde sagt. Tjalfe nød smagen og mærkede, hvordan drikken styrkede hans ømme muskler og han følte sig mindre træt. ”Nu skal du høre, Tjalfe,” sagde Loke og lænede sig frem, ”jeg ved godt, det er lidt voldsomt sådan at blive hevet væk fra familien og blive udsat for et forhør. For at være ærlig...” Loke sænkede stemmen nærmest til en hvisken. ”... så tror jeg faktisk slet ikke, du véd noget om alt det her. I hvert fald ikke noget, vi kan bruge... Men det tror Kommandøren. Og han er altså en hård negl, der ikke går af vejen for at... ja, jeg vil jo ikke give dig de ubehagelige detaljer om, hvad han kan finde på, men...” Loke sendte Tjalfe et medlidende blik, mens han så ud, som om han overvejede, hvordan det ville være bedst at sige det, han gerne ville sige. Så lænede han sig tilbage i stolen og hævede stemmen en anelse. ”Det bedste, du kan gøre, er at fortælle alt, hvad du véd. Hvis du på en eller anden måde kan overbevise Kommandøren om, at du fortæller alt, hvad du ved, så slipper han måske dig og din søster fri...” Tjalfe vågnede helt op, da hans søster kom på tale. ”Hvor er Røskva?” spurgte han, ”har hun det godt.” ”Ork, ja,” smilede Loke og lænede sig tilbage med et smil, ”hun sidder lige inde ved siden af og får sukkuladio lige som dig. Hun er jo kun en lille pige og vil sikkert bare snakke løs om alt det, de spørger hende om.” Tjalfe havde en fornemmelse af, at Loke sagde sådan som en måde at skræmme ham på. Men han var nu ikke så sikker på, at Loke havde ret. Nok var Røskva en lille pige, men han kendte ingen, der kunne være så stædig som hun. Og det kunne ikke nytte noget at presse hende, for så blev hun bare endnu mere stædig. Også selv om hun var bange.

Tjalfe blev mere bekymret ved tanken om, at de måske blev så irriterede på hende derinde, at... han turde ikke tænke tanken til ende. ”Hvis jeg nu gør alt, hvad jeg kan for at hjælpe jer, må Røskva så komme med herind?” Loke så overrasket på Tjalfe. Han havde vist ikke regnet med, at det ville blive så nemt. ”Selvfølgelig,” sagde han, ”men så må du også fortælle alt! Selv den mindste lille detalje, vi spørger om.” Tjalfe nikkede og Loke så sig over skulderen hen mod den store Jætte, ”Gilling henter hende med det samme.” Gilling så først overrasket ud, men så gik det åbenbart op for ham, hvad der foregik. Han rettede sig op fra væggen med et smil, åbnede døren og forlod dem. Da døren gik i, vendte Loke sig i et hurtigt ryk mod Tjalfe og lænede sig helt frem mod ham. ”Lyt nu godt efter! Vi har ikke megen tid!” sagde han hurtigt, ”Når Gilling kommer tilbage med Røskva, vil jeg stille dig en masse spørgsmål, men du skal kun svare på det, jeg spørger om, intet andet. Er du med på, hvad jeg siger?” Tjalfe var både overrasket og forvirret. Hvad er det lige, der foregår? Hvem er Loke? Kan jeg regne med ham? ”Øh.. ja.. men..” nåede han at svare, inden døren gik op og Gilling kom ind med Røskva, der så temmelig bange ud. Men så fik hun øje på Tjalfe og lyste op i et lettet smil. Hun faldt ham om halsen og hulkede, så kroppen rystede. ”Så, så..” sagde han, mens han aede hendes hår og gjorde sit bedste for at trøste hende. ”Rolig, Røskva, nu er jeg hos dig...” Lidt efter lidt faldt Røskva til ro og kiggede op på ham. Han aede hende på kinden. Den var helt tør. Hun plejede ellers nok at kunne lade tårerne trille, hvis der var noget, hun var ked af. Så blinkede hun til ham med det ene øje og han kæmpede for ikke at lade sig mærke med sin forundring. Med Røskva siddende ved siden af sig, lyttede han nu til Lokes spørgsmål og forsøgte at svare så præcist som muligt på dem alle sammen. Ikke fortælle mere, end Loke spørger om... mindede han sig selv om, men heller ikke så lidt, at det virker mistænkeligt... ”Hvornår mødte du første gang Thor?” spurgte Loke, mens Gilling satte sig på stolen ved siden af og lyttede. ”I Vinters,” svarede Tjalfe, ”Det var stadig koldt, men vi havde drukket Yul et stykke tid inden.”

Gilling så spørgende på Loke. ”Vintersolhverv,” forklarede Loke, ”Man drikker Yul som en fejring af, at nu går det mod lysere tider og at foråret er på vej.” Så vendte han sig igen mod Tjalfe og fortsatte sin spørgen. ”Hvor mødte du Thor?” ”Ved gudeborgen, ude på det flade land efter skoven.” ”Var der andre end Thor i gudeborgen?” ”Ja, men jeg kan ikke huske deres navne. Der var så mange og de kom og gik hele tiden.” ”Måske du kan beskrive nogle af dem?” ”Øhm... ja... altså... der var en kvinde på alder med min mor...” ”Hvordan så hun ud?” ”Joh, altså... hun var ret høj. Og så havde hun langt lyst hår, lige som min mor.” Gilling lænede sig over mod Loke og sagde noget på sit eget sprog. Han var tydeligt irriteret, måske syntes han ikke, Tjalfe svarede godt nok? Loke og Gilling talte sammen et stykke tid og Tjalfe ærgrede sig over, at han ikke havde været dygtig nok til at lære deres sprog, så han kunne fange bare lidt af det, der blev sagt. Havde han dog bare tænkt på det noget før. Så havde han måske kunnet nå at opsnappe lidt mere, mens de sad i cellen og spildte tiden på ingenting? Mens Loke og Gilling var optaget af deres samtale, der efterhånden var ved at udvikle sig til en diskussion, trykkede Røskva ham i hånden og smilede til ham. Hun så næsten helt glad ud. Forstod hun da slet ikke, hvor alvorligt det hele var? ”Tjalfe!” Tjalfe blev forskrækket, da Loke bjæffede hans navn. ”Undskyld,” sagde han og kiggede ned i bordet. ”Hvad lavede Thor i gudeborgen?”

”Det... øh... det ved jeg ikke... Han var for det meste i sit hus eller ude ved stenen.” ”Stenen?” ”Ja, stenen i midten af gudeborgen. Den, der lyser.” ”Hvad lavede han ved stenen?” ”Han rørte ved den med nogle tynde pinde af jern og så mejslede han noget på sin skriveplade.” ”Han mener sikkert, at Thor noterede sine resultater på notesblokken,” måtte Loke igen forklare Gilling, ”og jernpindene er nok almindelige skruetrækkere...” Så vendte han sig igen mod Tjalfe. ”Var du og Thor gode venner?” Tjalfe studsede over spørgsmålet og var han blevet spurgt for et år siden, ville han aldrig have kunnet forestille sig, at noget menneske kunne være ven med en af guderne. Men nu var han faktisk i tvivl. Thor havde altid behandlet ham som en ligeværdig, nu han tænkte over det. Men ven? ”Øh, det ved jeg ikke... jeg kunne godt lide Thor... og jeg tror, han syntes, jeg var interessant... men man kan vel ikke forvente, at en gud bliver ven med én?” ”Det er et godt svar, Tjalfe, men måske har Thor - når nu han fandt dig interessant - måske har han fortalt dig noget om Aserne? Altså guderne?” ”Joh, lidt måske...” ”Som f.eks. hvad?” ”Det... det ved jeg ikke...” Tjalfe tænkte efter for at sikre sig, at han ikke svarede hverken for meget eller for lidt og Loke ventede tålmodigt, mens Gilling tydeligvis blev mere og mere vred. ”Jo, vent lidt,” sagde Tjalfe, ”han fortalte, at guderne blev gift med hinanden og

fik børn lige som os.” Nu kunne Gilling ikke styre sin arrigskab længere. Han rejste sig og langede ud efter Tjalfe, der heldigvis nåede at dukke sig. Desværre ramte han i stedet Røskva med en syngende lussing lige på siden af hovedet, så hun nærmest fløj gennem rummet og kurede hen ad gulvet. Tjalfe skyndte sig hen til hende for at hjælpe hende op. Hun holdt sig for kinden og stirrede ondskabsfuldt på Gilling, men han lagde ikke mærke til det, for han havde travlt med at forklare sin handling over for Loke, der råbte og skreg ad ham. Igen ærgrede Tjalfe sig over ikke at kunne forstå det. Pludselig overdøvedes de to Jætters skænderi af en sønderrivende larm. Som om flere landsbyer truttede i deres horn på én gang, bare meget højere og meget dybere. Så fik Loke og Gilling travlt! Hurtigt blev døren åbnet! Ud med Røskva og Tjalfe, et par hurtige beskeder til vagtholdet og så ellers af sted. Lederen af vagtholdet havde mindst lige så travlt og gennede børnene hastigt ned ad gangen, mens Loke og Gilling stormede i den modsatte retning sammen med de mange krigere, der væltede ud ad alle dørene i korridoren. Tjalfe forsøgte at kigge tilbage flere gange for at finde ud af så meget som muligt, men vagten bag ham opdagede det og bankede ham i ryggen. ”Af sted!” bjæffede han og bankede ham i ryggen flere gange for at sætte tempo på. Ned ad korridoren, ind i vagtrummet, åbne døren og ind med fangerne i en rasende fart! Børnene kurede hen ad gulvet og lå så helt stille, mens de instinktivt holdt vejret for at lytte. Uden for døren hørte de løbende støvler tilbage mod det sted, de lige var kommet fra og med ét blev der helt stille... ***

7 Skrymers Handske

”Sif?” Thor stod i døren og kiggede ind. Han virkede anderledes end han plejede. Mere alvorlig. Tilbageholdende på en måde. Hun smilede til ham. ”Hej, min ven,” sagde hun og klappede med sin hånd på stolen ved siden af. Han satte sig ned og så kærligt på hende og hun gengældte hans blik med et kærtegn på hans kind. ”Åh, nej,” sagde Sif og fandt et apparat frem, ”du er såret.” Han smilede, selv om det tydeligvis gjorde ondt. ”Så skulle du se den anden fyr...” Han sad stille og kiggede på hende, mens hun rensede såret med den lille håndholdte reparationsenhed, men efter et stykke tid begyndte han at blive urolig. ”Sif?” Hun lagde den håndholdte fra sig og kiggede op på ham. ”Jeg er nødt til at gå om lidt, men jeg skal fortælle dig noget vigtigt...” Han så så alvorlig ud, så hun modstod trangen til at sige noget. Så fortsatte han. ”Uanset, hvad der sker derude, skal du fortsætte.” ”Ja, selvfølgelig, Thor, men hvorfor siger du det?” ”Uanset hvad, Sif! Du må ikke give op, selv når det ser allersortest ud! Lov mig det!” Hun nikkede med et forvirret udtryk i ansigtet. Så vendte han sig efter en lyd ude i korridoren, så kort på hende, kyssede hende på panden og gik hen til døren, hvor han standsede op og kiggede sig over skulderen. ”Jeg kan ikke fortælle dig mere, men du skal fortsætte!” sagde han, inden han drejede til venstre og forsvandt. Sif var forbløffet. Thor kunne være mystisk til tider, men det her virkede nu anderledes. Så rejste hun sig og ville følge efter, men hun nåede ikke engang hen til døren, før Freja pludselig stak hovedet indenfor. ”Hej, er du ved at være klar? Vi venter alle sammen på dig ved luftslusen.” Sif rynkede panden. ”Alle sammen?” ”Ja, selvfølgelig.” Freja holdt en kort pause, mens hun studerede Sifs ansigtsudtryk. ”Hør, hvad er der med dig?” sagde hun, da de forlod sygeafdelingen og gik til højre ned ad korridoren. ”Nå, det var bare...” begyndte Sif, men tog sig i det og besluttede, at det her nok var noget, hun skulle holde for sig selv. ”Nej, der er ingenting,” sagde hun og bed sig i læben, ”skal vi komme af sted?” *** Hvor længe Tjalfe og Røskva havde ligget og lyttet var ikke til at sige. For det

meste var der helt stille og det eneste, de kunne høre, var lyden af fanger længere nede ad korridoren, der råbte. Af og til lød et mindre brag og cellen rystede. ”Det er guderne, der kommer for at redde os,” sagde Røskva pludselig. ”Ja, Røskva, lad os håbe det,” svarede Tjalfe. I det mindste kunne han da glæde sig over, at hun holdt håbet oppe. ”Jamen, det er det, Tjalfe!” Røskva satte sig op og fangede hans øjne. ”Skibet bliver angrebet af guderne og Jætterne har mistanke om, at der en spion ombord. Vagtlederen fik besked på at gennemsøge skibet for... hvad var det nu for et ord... jo! ’Sprenjur’ sagde de. Jeg ved ikke, hvad det er, men de er bange for, at det kan ødelægge skibet indefra og brække det i stumper og stykker.” Tjalfe stirrede på sin søster. Var det da ved at rable for hende? Var det så vigtigt for hende at bevare håbet, at hun begyndte at bilde sig selv alt muligt ind? Så gik det op for ham, at hun mente hvert eneste ord. ”Forstår du, hvad de siger??” Hun nikkede. ”Du mente jo, at det godt kunne lade sig gøre, så jeg har bare lyttet til dem og lært en hel masse. De var meget hjælpsomme, da du var inde hos Loke og Gilling, for de troede ikke, at jeg kunne forstå noget. Skibet hedder forresten slet ikke Skrymer, det hedder ’Brimir’. Skrymer er bare navnet på det sted, vi er.” Tjalfe lyste op i et stort smil. ”Røskva,” sagde han stolt, ”du er en knag!” Røskva kiggede ned i gulvet. ”Tak, Tjalfe,” sagde hun med blussende kinder. Så rettede hun sig op med et sæt! ”Vi har ikke så meget tid!” sagde hun myndigt og mindede Tjalfe om den måde, Loke havde henvendt sig til ham, da Gilling skulle hente Røskva. ”De regner med, at det vil tage en ’klukkustund’ at gennemsøge skibet. Jeg ved ikke, hvor længe, det er, men det lyder ikke af meget. De er sikre på, at nogen her på skibet samarbejder med guderne. De kalder dem ’Aser’ og de mener, at spionen vil forsøge at få os fri. De har skjult nogle vagter lige i nærheden af

vores celle...” Mere nåede Røskva ikke at sige, inden der lød et gigantisk brag efterfulgt af flere brag hele vejen ned gennem skibet. Hun sprang op fra bænken og trak Tjalfe hen til væggen modsat døren lige i tide, inden den væltede ind i cellen med et ordentligt knald! Lyset strømmede ind i cellen og en skikkelse, de straks genkendte, trådte frem i døren og skræmte dem fra vid og sans! Det var Fenris! *** Skrymers Handske så faretruende ud, som den lå der midt ude i ingenting med sine lange usynlige fingre strakt ud mod Alfheim og dens besætning i håbet om at kunne gribe dem og knuse dem til støv. Thor, Sif og Freja stod foran luftslusen og var ved at tage rumdragterne på, mens Balder befandt sig på broen. Han var blevet rasende, da det gik op for ham, at han som den eneste skulle blive tilbage på Alfheim, mens de andre drog på eventyr. ”Vi er nødt til at have dig på broen,” havde Thor forklaret den vrede Ase, ”Nogen skal styre Alfheim, så den ikke kommer for tæt på Skrymers Handske og samtidig sørge for at affyre bobler, så vi kan komme ind til det frie rum.” Men Balder havde ikke været så forstående. ”Hvorfor kan Freja ikke gøre det? Eller Sif? Hun ved da bedre end nogen anden, hvordan minigeneratoren fungerer!” ”Balder, de kan ikke styre Alfheim som du kan. Du er den bedste pilot, vi har. Det er enten dig eller at vi afblæser det hele!” Til sidst havde Balder modvilligt accepteret sin lod. Inderst inde vidste han det godt. Han var den eneste af dem, der kunne klare opgaven, når nu Loke havde valgt at forsvinde på det mest irriterende tidspunkt overhovedet. ”Okay, okay, da. Men jeg hader at skulle sidde her og trille tommelfingre!” ”Du skal såmænd nok få rigeligt at lave,” havde Thor forsikret ham om, ”lige så snart vi kommer forbi point-of-no-return bliver der rigeligt at gøre med at holde Alfheim på ret kurs og samtidig holde os i live. Den mindste uopmærksomhed

fra din side vil slå os ihjel.” ”Jeg skal nok holde øjnene åbne. Sørg nu for at holde mig orienteret hele tiden.” ”Det bliver nok lidt svært, Balder,” havde Thor sagt, ”lige så snart vi kommer uden for rækkevidde af det interne kommunikationssystem er vi nødt til at holde radiotavshed, så vi ikke bliver opdaget.” ”Nej, men så i hvert fald, så meget I kan,” havde han ærgret sig. Balder var stadig irriteret, men der var ikke noget at gøre og han havde accepteret at skulle være på broen. ”Luftslusens sikkerhedssystemer er koblet fra, så der bliver ikke pumpet luft ud, inden jeg åbner døren...” lød hans stemme gennem højttaleren til de tre foran døren til luftslusen. Det var den bedste måde, de kunne få fremdrift på. Alfheims systemer var for størstedelens vedkommende blevet lukket ned, for at Jætterne ikke skulle opdage dem. Med alt slukket, ville Jætterne forhåbentlig se Alfheim på deres scannere som et meteor eller som et af de mange andre objekter, der var på vej til at blive suget ind i et af de fem sorte huller. Hvis de brugte motorerne på deres rumdragter, ville det kunne vække Jætternes opmærksomhed og det kunne forværre deres i forvejen ringe chancer for at lykkes. ”Alt her på broen er parat, så jeg afventer jeres klarmelding.” Thor åbnede slusens inderdør og skulle lige til at træde indenfor, da Freja pludselig greb ham i armen. ”Vent...” De to andre så afventende på deres sikkerhedsofficer. Freja så eftertænksom ud. Hvordan skulle hun lige få det her sagt på en måde, så det ikke blev misforstået? Sif ville sikkert blive godt gal i skralden, men det kunne ikke nytte noget. Freja holdt alt for meget af hende til ikke at gøre et forsøg. Hun så på sin veninde og landsmand med et undskyldende blik og vidste, at Sif ville hade det her. ”Måske skulle vi overveje, om det var bedre, at du bliver her på Alfheim, Sif?”

Sif var målløs. En følelse af svigt skyllede ind over hende og hun var helt rød i hovedet, der dirrede af vrede. ”Hvad siger du!” Sif bjæffede ordene ud og selv om det teknisk set var et spørgsmål, kunne Freja ikke være spor i tvivl om, at det ikke var ment som et spørgsmål. ”Jamen, det er jo ikke fordi, jeg tror, du ikke kan klare det. Selvfølgelig kan du det. Jeg tænker bare, at du jo ikke er uundværlig for missionen. Hvorfor udsætte dig for fare?” Freja vidste med det samme, at der nok ikke fandtes en dårligere formulering end den, hun lige var kommet med. Sif havde i forvejen problemer med mindreværdsfølelser i forhold til den mere adrætte og stærke Freja, der på trods af sin skønhed var blandt de mest frygtede krigere i Vanernes rækker. Et forslag om at lade Sif blive, var slemt nok i sig selv, men at bringe på bane, at hun måske kunne undværes på missionen var at hælde benzin på et brændende bål. ”Det kan jeg godt sige dig, Freja!” lød Sifs stemme i et sådant staccato, at Freja uden selv at opdage det trådte et lille skridt tilbage, ”Jeg bliver ikke her og lægger kabale og spiser bolsjer, mens du og Thor er derude! De børn er mere mit ansvar end dit og jeg har absolut ingen lyst til at sidde her på Alfheim og kukkelure, mens I redder dem!” Thor havde først set ud som om han var tilbøjelig til at give Freja ret. Han og Freja kunne i princippet klare missionen uden hende. Men da han så Sifs reaktion, lod han være med at sige noget og lod i stedet de to iltre Vanekvinder udkæmpe deres indbyrdes slag. Sif dirrede stadig af vrede. Hun var opsat på at skulle med og det skulle de ikke ændre på. Hun var godt klar over, at Thor og Freja kun havde de bedste intentioner for hende og det fik hende langsomt til at falde ned igen. Men hun havde også en fornemmelse af, at det var helt afgørende for missionen, at hun var med og hun ville ikke bøje sig. Ikke under nogen omstændigheder. Desuden havde hun lovet Thor at fortsætte og det løfte ville hun holde for enhver pris. Også selv om det skulle koste hende livet. Freja studerede Sif og konkluderede, at der nok ikke var noget at gøre og et kort blik på Thor gjorde det klart, at hun ikke skulle forvente støtte der heller. Så hun gav sig. ”Ok, Sif,” sagde hun og Sif var næsten sikker på, at hun kunne spore en smule

beundring i hendes stemme. Så gik de ind i slusen, hvor døren lukkede sig efter dem. Stilheden var næsten dræbende, som de stod der og tjekkede deres udstyr en sidste gang, inden de lagde sig på gulvet, så de havde det bedste udgangspunkt for at styre, når de blev blæst ud i det tomme rum. Freja var som sædvanlig den hurtigste. ”Freja klar.” ”Sif klar.” ”Thor klar. Nedtælling fra 5?” ”Det er modtaget... 5.. 4.. 3.. 2.. 1.. Åbner slusen...” Den udvendige dør til slusen vippede udad og de tre Aser susede ud med luften, der blæste ud af Alfheim som når man åbner en rystet sodavand. Selv om de havde lagt sig parat på gulvet med hovedet fremefter, hvirvlede de alligevel rundt de første mange meter, inden de fik rettet op ved at lukke luft ud af dyserne på deres dragter. Det var temmelig uvant at bruge den slags lavteknologi, men det var lige præcis den slags, de havde brug for nu. Thor så sig omkring og spejdede efter de andre. Freja var, ikke overraskende, forrest og havde fuldstændig styr på det, men Sif så ud til at have lidt problemer, så Thor lukkede lidt luft af sin bagerste dyse og nåede snart hen til hende. Det var ikke let at fange den snurrende krop, men det lykkedes dog at få fat i hendes ben med den ene hånd, mens han styrede dyserne med den anden. Da deres rotation stoppede, undersøgte han hendes dragt og fandt hurtigt frem til problemet. ”Din dyse er tilfrosset,” forklarede han, ”Forhold dig roligt, så ordner jeg det.” Den lille hammer kom op af sidelommen og den var perfekt til at hakke isen af uden at ødelægge selve dysen. Derefter gav han besked til Freja, at alt var ok og meldte så tilbage til Balder. ”Ok, Balder, vi er klar til den første del af turen. Har du os tydeligt vist på scanneren?” ”Jeps,” svarede Balder, ”tre prikker på linje med 1½-2 meters afstand.”

”Godt, så er vi i trygge hænder. Vi må hellere holde radiotavshed indtil vi nærmer os første hinde. Bare for en sikkerheds skyld, hvis Jætterne skulle have patruljer i nærheden...” Det næste stykke vej måtte de kommunikere med håndtegn, som de havde aftalt på forhånd. Det tog temmelig lang tid, omtrent 3 timer, hvor de ikke kunne foretage sig noget som helst andet end at vente. Vente og svæve. Og beundre synet af Skrymers Handske, som stadig var dybt fascinerende. Som Thor hang der i ingenting, tænkte han tilbage på tiden på Jorden, hvor han havde mødt Tjalfe for første gang. De havde lige fået bygget volden omkring Fyrkat, da den her unge knøs på en 13-14 år var kommet forbi for at se, hvad der foregik. Thor havde med det samme lagt mærke til, at Tjalfe var anderledes end de andre i mængden af mennesker, der hobede sig op i begyndelsen for at få stillet deres nysgerrighed. På afstand, vel at mærke. Ingen af dem turde komme alt for tæt på og selv de mest modige af dem kom aldrig tættere på end skovkanten mere end 200 meter væk fra volden. Så stod de der og snakkede og spredte rygter om, at der var magiske kræfter på spil. Når Thor og Sif arbejdede ud på de sene nattetimer havde de lamperne tændt, så de kunne se, hvad de lavede og lokalbefolkningen havde derfor snakket en del om, at lygtemændene måske var kommet ud af deres skjulested i mosen med planer om at overtage landsbyen. Men der var stadig ingen, der havde turdet undersøge sagen nærmere. Ingen, undtagen Tjalfe. Han var kommet en morgen, mens duggen stadig dryppede fra træernes blade og i første omgang havde han stillet sig i skovkanten ved siden af en af landsbyens ældste. Men lige pludselig havde han til den ældstes store skræk besluttet sig for at se nærmere på Fyrkat. Der blev råbt og skreget efter ham, at han ikke måtte udfordre lygtemændene og han skulle komme tilbage med det samme, så han ikke nedkaldte magiske væseners vrede over landsbyen. Men Tjalfe havde bare ignoreret dem og fortsat sin vandring mod volden. Thor og Sif havde været i gang med at aflæse resultater på konsollen i midten af Fyrkat, da de fik besked fra den nærmeste vagt på palisaderne. ”Thor!” havde vagten råbt med ryggen til uden at fjerne blikket fra Tjalfe, ”så er der lige godt en eller anden, der har taget mod sig og kommer herhen.” Thor havde kigget op og ud af porten kunne han se den spinkle drengeskikkelse komme vandrende hen imod Fyrkat, som var han på hyggetur.

Også vagten havde opdaget, at det ikke var en af krigerne, der havde taget sig sammen til at gøre noget ved det. ”Nej, må jeg nu liiige bede om mine briller,” havde han grint højlydt, ”de sender minsandten en knægt, de tøsedrenge!” ”Nej!” havde Sif råbt til vagten, ”de har ikke sendt ham, de forsøger at få ham til at lade være. Prøv at se, hvordan de går i panik derude!” Hun havde åbenbart også fundet hele scenariet komisk. ”Jeg venter og ser, hvor langt, han kommer!” havde vagten råbt, ”så stopper jeg ham, hvis han kommer helt hen til porten!” ”Nej!” havde Thor råbt tilbage og lagt sit udstyr på græsset foran sig, hvorefter han gik hen mod porten, ”jeg går ham i møde i stedet. Jeg vil gerne lære dem at kende.” Sif havde protesteret, da Thor ikke blot gik Tjalfe i møde, men endda tog ham helt med ind bag volden. ”Thor, det er alt for farligt at tage ham med ind!” havde hun forsøgt, men Thor var alt for ivrig til at lytte til hendes advarsler. Han havde altid haft en stor interesse i at møde nye væsener fra fremmede planeter og kunne ikke dy sig for at finde ud af, hvor intelligente, de var. I de fleste var det fuldstændig meningsløst at forsøge på at lære dem noget, men Thor havde hurtigt opdaget, at med Tjalfe var det anderledes. Selv om Tjalfe naturligvis ikke kunne fange en brøkdel af det rent videnskabelige, så havde han en evne til at fange, hvad det drejede sig om, når Thor forklarede, hvordan deres udstyr virkede. For eksempel havde han forsøgt at forklare Tjalfe, at deres vogne havde en motor, der kunne drive dem fremad. Thor havde brudt sit hoved med at forklare princippet om fission og Tjalfe havde bare lyttet og spurgt. Spurgt og lyttet. Efter en lang forklaring om atomer, der bliver slået sammen for at frigive den energi, der ligger i dem, for derefter at føre den energi ind i en generator, der fik hjulene til at dreje rundt, havde Tjalfe pludselig lyst op i et smil. ”Nåh! Det er lidt ligesom, når min mor koger vand over ilden og låget hopper af, fordi luften fylder for meget!” Thor havde set på Tjalfe med beundring siden da og havde taget ham med til alle mulige eksperimenter og forklaret ham en hel masse om videnskab. Han havde været stolt over sin nye lærling og glad for at se hans fremskridt. Sif havde været af en ganske anden holdning og gentagne gange forgæves forsøgt at få Thor til at

stoppe sin undervisning. ”Det duer ikke, Thor,” havde hun advaret ham, ”hvad nu, hvis Jætterne opdager, at vi er her og på en eller anden måde får fat i drengen i den tro, at han ved en hel masse?” ”Tag det nu roligt,” havde Thor nedtonet faren, ”Jætterne har alt for travlt med at holde krigen gående. De bruger da ikke ressourcer på at sende folk til Jorden, hvor de ikke engang har opfundet dampmaskinen endnu. Der sker ham ikke noget og han er dygtigere end nogen anden elev, jeg har haft. Dygtigere end Freja endda!” Nu lå Thor i vægtløsheden og blev mere og mere ked af, at han ikke havde lyttet til Sif. Det var hans skyld, at Jætterne havde taget Tjalfe til fange. Og de havde oven i købet hans søster. Det skulle lykkedes dem at finde børnene og redde dem ud af Jætternes kløer! De var hans ansvar og han ville sætte alt ind på at få dem bragt i sikkerhed. ”Thor?” Det var Balder i radioen. ”Ja?” ”I er efterhånden ved at være der. Sig til, når I kan se den første tidshinde, så jeg kan fyre ’Hammeren’ af.” ”Hammeren?” ”Ja, Thor, Hammeren,” svarede Balder, ”Dit fine apparat skal jo have et navn, man kan huske og din egen titel er jo ikke lige det, der sidder bedst fast i hukommelsen, vel?” ”Hvad mener du med det? Min titel er da perfekt til det, apparatet gør.” ”Joh... men.. altså ærligt talt, Thor, ’Masseudsendelse af Jævnstråling til...’ øhm... vent lidt, jeg har skrevet det ned et sted... åh, ja, her er det... ’Masseudsendelse af Jævnstråling til Øgning af Lineær Neutraltid...’ ja, jeg orker ikke engang at læse den sidste del. Det er altså for kedeligt, brormand...” Thor kiggede over mod Sif og Freja og han kunne næsten høre deres fnisen gennem det tomme rum, selv om det slet ikke kunne lade sig gøre. ”Du kan da ikke bare lave om på det, Balder. Det er da mit apparat og jeg kan

vel kalde det, hvad jeg vil.” ”Ja, ja, selvfølgelig kan du det,” svarede Balder, ”men vi andre kalder den altså Thors Hammer. Vi har allerede stemt om det.” Thor så igen på de to Vaner ved siden af ham. Nu var de lige ved at knække sammen af grin og selv Freja havde svært ved at styre dyserne på dragten, så hendes krop vippede uregerligt som en delfin med brækket sidefinne. ”Ja, vi kan jo også bare bruge forkortelsen,” fortsatte Balders stemme i radioen, ”M.J.Ø.L.N.E.R. - det klinger da i hvert fald bedre end ’Masseudsendelse af bla bla bla bla...” ”Ja, ja... Hvis I synes det, så er det okay med mig,” gav Thor sig til sidst, ”men nu er vi næsten ved første hinde. Klar med kanonen, Balder?” ”Klar!” ”Godt, så holder vi radiotavshed igen. Vi er ved hinden om ca. 30 sekunder...” Thor stirrede frem for sig. Han havde været lidt spændt på, hvordan tyngdelommen ved point-of-no-return ville se ud, men det, han så, kunne han ikke have forberedt sig på. Selv om baggrunden var sortere end sort, var de hvirvlende bølger i rummets krumning ganske tydelige. Hist og her gnistrede det som små og store lyn mellem usynlige poler og hele overfladen af den gigantiske lomme lignede en svømmehal i vægtløs tilstand. Så kom første hinde... De var alle tre spændte til bristepunktet og håbede bare, at det ville lykkedes at komme nogenlunde helskindet igennem. Svusj, var de igennem første hinde. Det var en underlig fornemmelse i kroppen, det gav, når arme og ben oplevede tiden forskelligt og havde det ikke været for Balders affyring af MJØLNER på rette tid, havde de ikke kunnet overleve turen. Mellem første og anden hinde var der god plads og det varede et stykke tid, før de nåede igennem til tredje og fjerde hinde, der lå så tæt på hinanden at kroppen nåede at opleve hele tre tidsforskelle på én gang. Igen var Balder superpræcis og ramte dem alle tre med hvert et skud for hver gang de brød gennem en ny hinde. Femte hinde var tydeligvis den sidste, for bag den var der helt roligt. Thor signalerede til de andre. De måtte e godt på, når de kom helt tæt på. Balder kunne ikke skyde dem igennem

den sidste hinde, som var uden for rækkevidde, så her måtte de klare sig selv og sørge for at have fart nok på, så de kunne smutte igennem på så kort tid, at evt. tidsforskelle ikke ville nå at øve indflydelse på dem. Det krævede både præcision og omtanke. Især fordi den femte hinde så ud til at have en særlig voldsom bølgegang. Hvis de ikke havde fart nok på gennem overfladen, kunne de risikere, at den trak sig tilbage, før de var brudt helt igennem og derved trække en del af kroppen med sig og efterlade resten af kroppen udenfor. Omvendt skulle de også e på at indholdet i deres ilttanke ikke blev brugt op, så der skulle økonomiseres med det. Der skulle fart nok på lige op til brydningen af lommens overflade, men så heller ikke mere. Thor gjorde sig klar. Han signalerede til Freja, der var et stykke længere fremme og ud mod højre og derefter til Sif, som befandt sig lige ud for ham selv et lille stykke til venstre. Nu gjaldt det om at holde tungen lige i munden. Fra nu og indtil de alle tre var kommet ind i det sikre rum, var det hver Ase for sig selv, for hinden bølgede vildt og de ville ikke kunne hjælpe hinanden igennem. Thor anstrengte sig mentalt for at lukke alt andet ude og koncentrerede sig nu kun om lommen, ham selv og hans dyser. Intet andet eksisterede lige nu. En stor bølge bevægede sig fra venstre mod højre, men det var næsten umuligt at forudsige, om han ville ramme ind i toppen eller bunden af bølgen med sin nuværende fart. Han måtte bare træffe en beslutning og holde fast i den, så han trak vejret dybt ned i lungerne og besluttede sig for at sigte et lille stykke til venstre for toppen, så han på den måde ville ramme skævt ind i den fremstormende bølge og komme sikkert igennem. Hvis han ikke ramte, var det umuligt at vide, hvor han ville havne, inden luften slap op. Hånden på dysen. Vente til det rigtige tidspunkt. Ikke endnu. Vent til bølgen kommer lidt længere hen. Tre sekunder mere... 2.. 1.. NU! Ilten strømmede ud gennem dysen og han mærkede, hvordan farten hurtigt kom op og han fik en fornemmelse af at hans krop var på vej bagud af dragten, mens han rettede blikket stift mod dette ene sted på bølgen. Nærmere og nærmere kom lommen. Så er det nu! Han nåede lige at opdage, at han havde sigtet en anelse forkert, da bølgens top skyllede ind over hans overkrop og fortsatte sin gang mod venstre. Det var lige præcis dét, der ikke måtte ske og han forberedte sig nu på at få kroppen revet midt over. Han så sit liv ere forbi på sit indre øje og nåede lige at sende en tanke til Sif, da lommen med ét omklamrede hele hans krop og han blev suget indenfor, som en edderkop gennem et støvsugerrør. Svup!

Han var indenfor og alt virkede helt stille. Han så sig omkring, men kunne ikke få øje på pigerne. Så drejede han hovedet så meget, han kunne for dragten, men kunne stadig ikke se ordentlig bagud, så han tog chancen og brugte dyserne. Han var noget længere inde i lommen end han havde regnet med og lommens overflade lå så langt væk, at han ikke ville kunne få øje på de andre, uden at svæve tættere på. Han måtte chancen og håbe, at ilten ikke slap op. Dyserne åbnedes og lukkede præcis nok luft ud til at sætte ham i bevægelse mod lommens hinde, mens han spejdede efter tegn på, hvor de var. Efterhånden, som han kom nærmere lommens hinde, dukkede en lille prik op og han mærkede håbet vende tilbage. Måske havde de alligevel klaret det? Dér! Åh, nej! Håbet forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. Sif hang halvt på vej ind gennem bølgen og ville meget snart blive revet midt over, som han selv var lige ved. Freja var ikke at se overhovedet og han måtte se i øjnene, at han var den eneste, der var kommet sikkert igennem... Thor kunne ikke bære tanken om at have mistet sin elskede Sif og han kunne slet ikke holde ud at se hende blive revet midt over af tidslommen, men han tvang alligevel sig selv til at kigge i hendes retning. Han måtte bare se hende en sidste gang, inden det var slut, selv om det var hjerteskærende. Han følte tiden stå næsten stille, mens han forberedte sig på det grufulde syn, der snart ville flå hans verden i stykker. Bølgen havde næsten eret Sif helt, så nu kom det... Så bemærkede han det. Han følte ikke blot at tiden stod næsten stille, den gjorde det rent faktisk! Under den tid, det havde taget ham at tilbagelægge en afstand fra et sted så langt væk, at han kun lige havde kunnet genkende Sif og til han var mindre end 10 meter fra hende, havde bølgen bevæget sig mindre end en håndsbredde! Måske var der alligevel tid nok til at redde hende! Han turde ikke lukke mere luft ud af dyserne, men det viste sig også at være unødvendigt, for nu var han næsten tæt nok på til at kunne række ud efter hendes arme, som hang udstrakt foran hende. Han vendte sig hurtigt rundt, greb hendes arme ved at vikle sine ben omkring dem og åbnede luftdyserne helt op. Med en kraft, der overraskede ham, susede Sif hurtigt forbi ham med retning mod det sikre rum og inden, han kunne nå at tænke en tanke til ende, var hun uden for synsvidde. Thors tomme blik rakte ud efter hende, men hun var længe forsvundet. Endnu engang var Thor helt alene og der var mindre end 10 minutters ilt tilbage i tanken...

***

8 Bag Hinden

Svuusj! Freja følte sin krop kastet rundt, da hun var kommet igennem og hun havde temmelig svært ved at få luftdyserne til at standse den vilde rotation. Da det endelig lykkedes, kunne hun ikke få øje på hverken Thor eller Sif og bag hende var lommens overflade heller ikke at se. Hun konkluderede, at hun måtte have haft noget mere fart på, end nogen af dem havde regnet med og med den hastighed, hun tilsyneladende stadig stormede frem mod det sikre rum, opgav hun tanken om at vende tilbage og kigge efter dem. I stedet vendte hun sig fremefter og lod sit falkeblik scanne efter tegn på Jætternes tilstedeværelse. Indersiden af Skrymers Handske så helt anderledes ud end ydersiden. De mange farver og gnister, de havde set, inden de drog af sted, var nu blot gråtoner og al skønhed var forsvundet. Langt ude i det fjerne kunne hun skimte noget aflangt ovalt. Som veteran vidste hun præcis, hvad det var. Nemlig et af de store hangarskibe, som Jætterne brugte til invasion af planeter, hvor beboerne enten havde intet eller kun ringe forsvar. Herfra kunne de sende tropper ned på ingen tid og tage kontrol over strategiske punkter, før de lokale kunne reagere. Netop fordi det ikke var meningen, at de skulle forsvare sig mod kraftig artilleri, var disse hangarskibe minimalt beskyttede. De havde kun skrogets tykke armering og ingen skjoldgenerator. Netop sådan et fartøj ville være helt perfekt til at gemme her, fordi energiniveauet ville være tilpas lavt til at man ikke ville kunne aflæse deres tilstedeværelse med selv de mest effektive scannere. Hangarskibet var efterhånden ganske tæt på og Freja fandt sin riffel frem fra hylsteret på ryggen. Hun spekulerede på, hvordan hun skulle finde børnene uden Sif og hendes personscanner, men der var nok ikke andet at gøre, end at gennemsøge skibet fra ende til anden. Mens hun ventede på at komme helt tæt på, lod hun skibets indretning brænde sig fast i hukommelsen. Det var den klassiske ovale form, som de fleste af Jætternes skibe havde, men små detaljer var alligevel en smule anderledes. I stedet for en tydelig bro monteret på midten en femtedel inde på langs af skibet, så det ud som om dette skib havde broen placeret på siden som et ekstra vedhæng. Lidt underligt, for det gav dem et ringere udsyn, hvis deres udstyr skulle gå ned, men Jætterne plejede at have en grund til at gøre, som de gjorde, så hun gættede på, at det kunne have noget at gøre med tyngdefelterne, der bølgede frem og tilbage på hele indersiden af Skrymers Handske. På toppen af skibet, et stykke længere ind mod midten, end hvor broen plejede at være, hævede en kugleformet kuppel sig omtrent 5 meter op og fra undersiden kunne hun lige akkurat ane en firkantet kasse stikke frem. Den strakte sig i næsten hele skibets længde og var tydeligvis inddelt i flere sektioner, som formentlig kunne kobles til og fra efter behov. Muligvis en slags

opbevaringscontainere til brug for nye forsyninger. Hun fik en indskydelse og brugte dyserne, så hun kunne komme ned under skibet og se containerdelen i nærmere eftersyn. Efterhånden kom hele containerdelen til syne og hun bemærkede, at der for hver sektion sad to turbiner helt øverst mod skibets underside. Motorer? Det ville e fint med hendes mistanke om, at der måske var tale om en ganske anden slags opbevaring end hun først havde antaget. Hvis Jætterne ønskede et særligt sted at e på de vigtigste krigsfanger, ville Skrymers Handske være et godt sted at gøre det og med flytbare sektioner, ville de kunne overføre fanger til og fra transportskibe uden for Handsken, uden at transportskibenes mandskab fik kendskab til fartøjet herinde. De ville kunne sætte containerne af derude et sted og så ville hangarskibet her kunne sende folk udenfor og hente containerne. Ja, det måtte være sådan, det var. Og hvis hun havde ret, ville børnene temmelig sikkert befinde sig i en af disse containere det meste af tiden. Men hvilken? Der var ikke umiddelbart forskel på sektionerne andet end en talkode på hver af dem og selv Freja med sin erfaring med at bryde koder og se strukturer kunne ikke få øje på noget, der hjalp hende til at finde den rigtige sektion. Pludselig susede noget lige forbi hende med en rasende fart! Det lille objekt, ca. kvart så stor som en Skarfi, dannede en hvid streg på sin kurs direkte mod hangarskibet. Freja løftede sin riffel. Hvis nogen havde opdaget hende, ville hele missionen være dødsdømt, så det gjaldt om at skyde det lille fartøj ned, før de fik meldt ind til hangarskibet. Hun sigtede og fik hurtigt objektet inden for kornet. Svitjs! Riflens æonstråle susede lige forbi hendes mål. Én gang til! Svitjs! Endnu en forbier! Tredje forsøg. Nu skulle hun ramme! *** Balder havde netop meldt klar til Thor og det gav en summende lyd, da Hammeren startede op. Hans tre kammerater derude var afhængige af ham og han vidste, at han måtte være helt præcis, når han fyrede kanonen af. Hammeren var et frygteligt våben, så det var lidt underligt at vide, at det i denne situation var det eneste, der kunne redde liv. Hans venners. Og han måtte være hurtig med aflæsningerne. Blot den mindste fejl i opsætningen af forskydningerne, ville flå dem fra hinanden i stedet for at holde dem sammen. Selv om han evigt og altid brokkede sig over alle de videnskabelige forklaringer fra Thor og Sif, forstod han udmærket, hvordan det hang sammen. Når Hammeren blev fyret af, ville den udsende en kompakt stråling og skabe en lille lomme, hvor tiden blev

forskudt til enten hurtigere eller langsommere end normal tid. Hvis de en dag skulle bruge det som våben, ville en sådan lomme nedsætte eller øge tidens hastighed for en mindre del af et fartøj, mens resten af fartøjet forblev i normal tid og dermed rive det fra hinanden. Men lige nu gjaldt det om at aflæse de tidsforskydninger, der ville være fra hinde til hinde i det stykke, hans venner skulle igennem og derefter sætte kanonen til at udjævne disse tidsforskelle. Endelig skulle han sørge for at ramme hver enkelt af dem præcist, så de var helt dækket af den lomme, Hammeren skabte. Hvis en arm eller et ben ikke var dækket af lommen, ville den enten blive sat så meget ned i tid, at blodbanerne i kroppen blev stoppet til eller måske ældes og blive til støv. Slutresultatet ville være det samme: en krop, der eksploderede i trykket fra blodet, der ikke kunne pumpes ordentligt rundt. Under normale omstændigheder ville kroppens naturlige evne til at forsvare sig træde i kraft og nedsætte blodgennemstrømningen, men det her var alt andet end normalt og kroppen ville end ikke registrere, at der var noget galt. Balder gøs ved tanken om, hvordan det ville opleves for én, der blev ramt af Hammeren. Den, der så det hele udefra ville blot se kroppen gå i opløsning, men for den, der blev ramt, ville tiden gå så langsomt, at det kunne tage timer eller dage, ja endda uger. Derfor var hans job krævende og han var foket på at gøre det perfekt. Han holdt godt øje med de tre prikker på 3D-modellen foran. De var næsten nået til den første hinde, som ville være den letteste. Her var der kun en evt. forskel mellem normaltid og tiden bag hinden. For hver ny hinde ville det blive noget mere vanskeligt, for så skulle han holde styr på både normaltid, forskydning efter første hinde og så en ekstra forskydning for hver hinde, de kom igennem. Og han kunne heller ikke regne med, at de tre kom igennem hinderne på samme tid. Nu kom den første aflæsning. Tidsforskydningen var minimal. Blot 0,93. Det betød, at tiden bag hinden gik 7 % langsommere end normaltid. Han satte kanonen til -7 % og affyrede den tre gange hurtigt efter hinanden. Alle tre prikker lyste op på skærmen, så han havde ramt dem rigtigt. Nu gled de gennem hinden uden problemer. Ifølge de første scanninger var der god tid inden næste hinde. Mindst 20 minutter, der nu var blevet til lidt mere som følge af at tiden gik 7 % langsommere end uden for. Balder lænede sig tilbage og slappede af. Han kunne lige så godt benytte muligheden, for det var ikke til at vide, hvor lang tid, han havde ved de efterfølgende gennemtrængninger.

Han satte konsollen til at advare i god tid inden næste hinde, lukkede øjnene og lod tankerne svæve. Tanker om Sif, der nærmest var som en slags reservemor for ham, selv om hun i virkeligheden var gift med Thor og derfor hans svigerinde. Hun havde altid taget sig godt af ham. Modsat de fleste andre kvinder havde hun aldrig virket interesseret i ham, sådan rent romantisk. Han havde sjovt nok heller aldrig tænkt på hende som en mulig kæreste, selv om så godt ud og havde mere mellem ørerne end de fleste. Nu lå hun derude og var helt uundværlig for Asernes kamp mod Jætterne. Det var underligt på en måde. Engang havde de været fjender, Aser og Vaner, men efter en krig, som ingen af dem kunne vinde, havde de fundet ud af, at det ikke gav mening at fortsætte. Det var efterhånden flere hundrede år siden, før Jætterne havde forladt deres domæne i den anden ende af galaksen og begyndt en hensynsløs hærgen overalt, hvor de kom frem. Måske var den egentlige grund til fred mellem Aser og Vaner netop Jætternes pludselige fremmarch, der fik alle andre stridigheder til at virke så uendelig ligegyldige? Balder var ikke helt klar over det. Han havde aldrig interesseret sig voldsomt for politik. Han var kriger og pilot og udførte sit job efter bedste evne og det var det, han koncentrerede sig om. Derimod havde han interesseret sig ganske meget for kvinder og selv om Sif ikke umiddelbart faldt ham ind som en mulig kæreste, så var det bestemt ikke, fordi han ikke brød sig om Vanekvinder. Tværtimod. De var hotte - i hvert fald de fleste af dem... Selv den utilnærmelige Freja havde Balder længe haft et godt øje til. Når han nu tænkte over det, var det måske nærmere hendes utilnærmelighed, der gjorde hende særlig attraktiv? Under alle omstændigheder havde det været en fantastisk dag, da Freja og Sif sammen med en mindre delegation var komme til Asgård at bo. Det var en del af fredsaftalen at udveksle dygtige folk og Aserne havde på samme tid sendt bl.a. Høner af sted til Vanaheim. Det var egentlig meningen, han skulle sidde i toppen af Vanernes styre, som dengang fungerede som en slags oplyst enevælde og Balder måtte med skam erkende, at Aserne faktisk havde fuppet Vanerne med Høner, som overhovedet ikke var Høvdingemateriale. Han kunne knap beslutte, om han skulle starte med at tage den højre sko på og så den venstre eller om han skulle gøre det omvendt, uden først at spørge nogen til råds. Så da de havde sat ham i kongestolen på Vanaheim og bedt ham tage stilling til forskellige vigtige sager, havde han altid forsøgt at få andre til at træffe en beslutning, så man ikke bagefter kunne klandre ham for at tage fejl. Vanerne havde hurtigt fundet ud af, at Høner ikke var skabt til at træffe beslutninger og så havde de givet Aserne klar besked om, at hvis fredsaftalen skulle holde, så måtte Aserne betale en bod for deres narrestreger. Det havde vist

været ret dyrt, men det var så længe siden nu og i dag var der såmænd ingen, der tænkte over, hvem der var Vane og hvem der var Ase. De var ét samlet folk og med én fælles fjende. Sviiissj! Balder satte sig op med et ryk, da døren bag ham åbnede sig! Han snurrede hurtigt rundt og stirrede på manden, der stod i døråbningen med sin uniform i laser og med et ar på venstre kind. ”Nå, Balder, det er ellers ikke tit, man sådan kan lukke munden på dig, hva?” sagde han og satte sig i sædet, som andenpiloten plejede at sidde i og fangede Balders blik med autoritet og beslutsomhed i øjnene, ”beklager, at jeg sådan vælter ind på den her måde, men jeg har desværre ikke så meget tid til at forklare dig det hele. Det er meget vigtigt, at du lytter godt efter, hvad jeg fortæller dig nu, for om lidt smutter jeg igen og du må ikke fortælle nogen, at jeg har været her, ok?” Balder nikkede med store øjne og den anden fortsatte med den mest utrolige fortælling. Da han var færdig, forsvandt han lige så besynderligt, som han var ankommet og Balder kunne ikke se ham på den interne scanner. Mystisk... Han tjekkede uret. 2 minutter endnu. Så måtte han hellere gøre sig parat til at redde sin ven fra den visse død... *** Sif susede gennem det lufttomme rum i en rasende fart. Selv om hun ikke havde noget at pejle efter herude i det store ingenting, havde hun en klar fornemmelse af, at det gik stærkt. Alt for stærkt. Hun havde ramt bølgen på den sidste hinde en anelse skævt og havde i et splitsekund været helt sikker på, at hendes krop ville blive revet fra hinanden i tidsforskydningen mellem fjerde og femte hinde. Men så var det som om en usynlig kraft trak hende igennem og reddede hende fra den visse død og nu var hun på vej ind i det sikre rum i et hæsblæsende tempo. Hun vendte sig rundt i sin vægtløshed og spejdede efter bagsiden af den sidste hinde, men kunne ikke få øje på den. Hun var nået meget længere væk, end hun burde og hun kunne ikke få øje på hverken Thor eller Freja. Bare der ikke var sket dem noget. Hun ville ikke kunne gennemføre missionen alene. Det ville ingen af dem. Hun havde udstyret til at finde ungerne, hvis de var her, Freja var deres bedste kort, når det gjaldt om at få børnene fri fra deres fangevogtere

og Thor var den, der kunne bringe dem sikkert ud til Alfheim igen. Måske skulle hun bruge dyserne og vende tilbage for at lede efter dem? Men havde hun ilt nok i tanken til det? Hun var lige ved at gøre det, da hun kom i tanke om, hvad Thor havde sagt til hende, lige inden de tog af sted. Hun skulle fortsætte, uanset hvad... Hun havde lovet ham det... Og et løfte holder man... Hun fik sig vendt frem mod centrum af det sikre rum, hvor de havde et håb og en forventning om at kunne finde Tjalfe og Røskva. Hun behøvede ikke bruge dyserne, for hun havde allerede rigelig fart på og faktisk var hun mere bekymret for, om hun havde ilt nok til at standse sin fremfærd i tide, inden hun nåede sit bestemmelsessted. Efter et par minutter dukkede en lille prik op langt ude og efterhånden, som hun kom nærmere, kunne hun tydeligt se den klassiske ovale form, Jætterne brugte til deres fartøjer. Skibet voksede sig større og større foran øjnene på hende og hun tog sin personscanner frem i håbet om, at den måske kunne vise noget. Ingenting. Hun måtte være for langt væk. Så fik hun en idé og stillede på udstyret, så den ikke kun scannede efter mennesker, men også for Vaner og Aser. Staks fik hun et blip på den lille skærm. Kun ét blip, så det måtte være enten Thor eller Freja. Hun håbede på Thor. Selv om Sif elskede Freja som en søster, så var Thor trods alt hendes mand og hun kunne ikke bære tanken om at have mistet ham. Hun vendte sig i retning af blippet og åbnede dyserne et halvt sekund, men hun havde åbenbart undervurderet sin egen fart, for i stedet for at nå hen til blippet, fór hun forbi den overraskede Freja, der gav et spjæt, som kunne ses ganske tydeligt gennem den tykke rumdragt. Sif vendte sig rundt for at komme hen til Freja, da en stråle af blåhvidt lys pludselig susede forbi hende tæt ved venstre øre! Hun så sig forvirret omkring for at få øje på den fjende, der måtte gemme sig et eller andet sted, men kunne ikke få øje på andre end Freja. Så gik det op for hende! Det var Freja, der skød! Var hun forræderen? Nej, det kunne ikke e. Sif vinkede vildt efter Freja, der skød én gang til og Sif kunne ikke tro sit held, da den ellers så træfsikre Freja også missede sit andet forsøg. Hun skulle lige til at løfte sin egen riffel og gengælde ilden, da hun kom i tanke om, hvor meningsløst det ville være at gå i kamp med en af de mest frygtelige krigere i Asernes og Vanernes flåde.

Hvis Freja virkelig var forræderen, kunne hun lige så godt opgive med det samme. Sif ville på ingen måde kunne hamle op med den garvede Vane, som selv Odin og Loke helt ikke ville se sig selv i kamp med. Så var hendes chancer alligevel bedre, hvis hun valgte at stole på, at det var en fejltagelse. Hun sænkede sin riffel, lukkede øjnene og vinkede en sidste gang... Ingenting... Sif åbnede øjnene og så til sin store lettelse Frejas smilende ansigt gennem kuplen på rumdragten. Hun smilede igen og gav tegn til, at hun havde fundet børnene med scanneren. Sektion nummer tre fra venstre. Freja konstaterede med tilfredshed, at hun havde haft ret i sin mistanke om, hvad containerne blev brugt til. ”Thor? Hvor?” signalerede hun til Sif, der svarede, tydeligt bedrøvet. ”Ved ikke... Jeg hurtigt gennem hinde. Ikke se Thor.” Freja tænkte det hurtigt igennem. Uden Thor ville det blive svært at få børnene transporteret hjem til Alfheim, men på den anden side kunne de ikke risikere at løbe tør for luft på en redningsaktion, når de hverken vidste, hvor Thor var eller hvor langt væk, han var. De kunne ikke engang være sikre på, at han var sluppet helskindet gennem lommens hinde. Hun tog en hurtig beslutning og håbede på, at Sif ville acceptere den uden for meget vrøvl. ”Mission først. Så Thor.” Sif nikkede. Selv om det var svært at acceptere, at Thor formentlig allerede var død og at hun aldrig skulle se ham igen, så havde hun lovet ham at fortsætte uanset hvad og det løfte ville hun holde. Så satte de hen mod tredje sektion side om side. Freja satte den lille magnet på væggen efter Sifs anvisning, så børnene var uden for fare, når sektionens yderside ville blive flået i stykker. BLAM! Hullet var netop stort nok til at de to kampfæller kunne klemme sig igennem. Det var ret mørkt, så Freja tændte sin feltlygte, så rummet blev lyst op i et rødt skær. Der var helt tomt, på nær et par banke i hver side og foran sig kunne de se en svær dør, som så ud til at kunne holde til lidt af hvert. Freja smed en lukker hen mod hullet, hvor de var kommet ind og kunne derefter sprænge døren uden al luften ville blive suget ud. Det nærmest væltede ind med lys ude fra korridoren og det tog et par sekunder, før øjnene vænnede sig til det. Så tog de hjelmene af og så sig omkring. Korridoren var helt tom, men længere nede kunne de høre fodtrin, der hastigt nærmede sig.

De skulle lige til at løbe ned ad korridoren mod det sted, hvor Sifs scanner havde fundet børnene, da der lød et kæmpe brag og det føg med støv. Så kom endnu et brag og ét til og rystelserne fik dem begge til at vælte baglæns ind det rum, de var kommet fra. Væltende rundt på gulvet mellem hinanden forsøgte de at komme på benene, men nu var det for sent at løbe ned mod børnene, for fodtrinene var kommet så tæt på, at de ville blive opdaget inden de nåede blot et par meter ned ad korridoren. I stedet sprang de om bag væggen på hver side af døren lige tids nok til at se en Jætte løbe forbi. Han ænsede åbenbart ikke, at døren var væk eller også virkede det bare som om, det var et resultat af de seneste par sprængninger. Under alle omstændigheder kiggede han heldigvis ikke ind, for så ville han helt sikkert have opdaget dem med det samme. Begge piger stod helt stille og lyttede. Freja stod på den forkerte side og kunne ikke se noget, men Sif havde nogenlunde udsyn til korridoren og holdt sin makker orienteret med håndtegn. ”Stopper. Dør. Børn.” Freja tolkede det sådan, at Jætten måtte være standset op uden for døren ind til børnene. Nu var gode råd dyre. ”Sprængladning!” De kastede sig begge ned og kort efter blæste eksplosionen ned ad korridoren og smed smådele og støv ind over dem. Så hørte de Jætten råbe. ”Så er det nu, unger!” kommanderede han, ”Ud!” De så på hinanden med angst i øjnene. Jætterne måtte have fundet af, at de havde ubudne gæster og nu ville de have børnene væk, så de ikke kunne reddes. Freja kravlede et stykke frem, så hun kunne se ned ad korridoren. Den store Jætte gennede børnene ud af deres celle og skubbede dem foran sig i modsat retning. Nu gjaldt det om at være hurtig! Mellem dem og Jætten var et stykke af loftet faldet ned og lidt tættere på fik hun øje på et lille indhak i væggen, stort nok til at gemme sig bag. Hun gav tegn til Sif om at holde sig parat, sprang ud i korridoren og i hakket. Sif var hurtigt efter hende og kastede sig ned bag det store stykke loft, hvorfra hun skød efter Jætten, så Freja kunne komme længere frem. Jætten hørte skuddet og reagerede lynhurtigt. Han greb fat i kraven på begge børn og kastede sig til siden ind i en anden korridor. Frejas hjerne kørte på højtryk, mens hun beregnede alle de muligheder igennem, hun kunne komme i tanke om. Så løb hun frem mod sidekorridoren og slog en salto over på den anden side af den og klemte sig ind mod væggen. Sif fangede straks, hvad Freja ville og stormede frem for at klemme sig ind bag væggen på den nærmeste side. Et kort kig ned afslørede Jætten, der lå med ryggen hen over børnene og et par rifler rettet mod hovedkorridoren. Freja og Sif så undrende på hinanden. Det lignede ikke Jætter at sætte livet på spil for at beskytte andre - og da slet ikke andre racer end deres egen. Men det så bestemt ud, som om denne Jætte beskyttede børnene mod

pigernes æonrifler. ”I får dem ikke!” råbte Jætten derinde og affyrede tre-fire salver mod dem, ”Hvis I kommer herind, er I færdige!” Sif så igen forundret på Freja. Hun lagde sin riffel ved siden af sig og rejste sig op. ”Nej, Sif!” Freja rystede vildt på hovedet og kunne ikke fatte, hvad hun havde gang i. ”Man kan ikke stole på Jætter!” tiggede hun, ”Det ved du!” ”Sif???” Den store Jætte rejste sig op, men var stadig vagtsom og havde sine våben parat. ”Sif, er det dig?” Sif stillede sig ud i det åbne og var helt sårbar. Der var noget ved den Jætte, som hun ikke helt kunne sætte sin finger på, men hun var sikker på, at hun aldrig havde set ham før. Jætten lyste op i kæmpe smil og begyndte at gå hen mod hende med sine våben sænket, men hun tog ingen chancer. ”Holdt!” sagde hun med sin riffel rettet lige mod Jættens øjne. ”Jamen...??” Han så meget overrasket ud. ”Jamen, Sif?? Det er jo mig... Hvad laver du?” Freja drog et lettelsens suk og stillede sig ved siden af Sif. Så havde Sif altså alligevel været den klogeste af de to. Freja var helt stolt. Det var faktisk ret smart at lade Jætten tro, hun ville lytte, så han gjorde sig selv sårbar. Måske havde Sif en særlig sans for Jætte-psykologi? Freja hævede sin riffel mod Jætten, der nu så oprigtig bange ud. ”Freja?” Han lød helt opgivende og nedtrykt, men så kom han pludselig i tanke om noget og lyste op. ”Nåh, ja, for pokker! Det havde jeg helt glemt!” Han lagde begge sine våben på gulvet foran sig og rettede sig langsomt op. Så førte han sin hånd langsomt hen mod sit bælte og trykkede på en usynlig knap. Bzz! Det flimrede med gnister foran ham og pludselig var det ikke længere en Jætte i vagtuniform, der stod foran dem... Både Freja og Sif stod med åben mund og troede ikke deres egne øjne. Sif var den første, der brød tavsheden. ”Loke! Jamen... vi troede... vi vidste jo ikke...” Tjalfe og Røskva så mindst lige så overraskede ud som Sif og Freja. Fra at se forskræmte ud, lyste de begge op i et smil, men samtidig var de også tydeligt forvirrede. ”Loke?” sagde Tjalfe forundret. Men den var god nok. Den Jætte, han netop havde troet var Fenris, havde nu forvandlet sig til den Loke, der havde

forhørt ham og hans søster. Loke sagde ingenting, men kiggede bare undskyldende på Tjalfe og Røskva, mens han slog ud med armene. Røskva skulle lige til at sige noget, men det nåede hun ikke, for nu kom der pludselig endnu mere fart på det hele. Lyden af støvler fik Loke til igen at trykke på knappen ved bæltet og atter engang var det Fenris, de så foran sig. ”Vi må af sted!” sagde han kort, ”Jeg tager børnene, I følger efter. Men hold jer skjult. Vi har en bedre chance, hvis de tror, jeg er på deres side.” De gjorde, som han foreslog, selv om Freja stadig havde sine tvivl. Alene det, at han åbenbart havde udstyr, der kunne få ham til at ligne hvem som helst, var en risiko. Kunne de overhovedet være sikre på, hvem det var? Ikke desto mindre havde de ikke noget valg, for nu, hvor Jætterne havde slået alarm, var det noget mere sikkert på den her måde. Hvis det så skulle vise sig, at de blev forrådt, måtte de jo tage kampen op til den tid. Lige nu gjaldt det om at komme hen til transporterrummet så hurtigt som muligt, uden de blev set. ***

9 Forræderen

De virtuelle taster på skærmen foran Balder var næsten rødglødende, som han hastede med at taste de sidste ændringer ind i det system, der styrede Mjølner. Som pilot var han vant til at skulle gøre tingene hurtigt, men algoritmer og anden matematik var ikke hans vante område, så det var alligevel en udfordring. Han havde kun to minutter til at ordne det, inden kanonen igen skulle fyres af. Heldigvis var der masser af tid, mens hans kammerater svævede fra tredje til fjerde hinde. Afstanden mellem dem var kortere end en kropslængde og for dem ville det gå lynhurtigt, men målingerne viste en tidsforskydning på 953 %, så for ham ville der gå ca. en halv time mellem affyringerne. Turen gennem den sidste hinde måtte de klare selv, for så langt ind kunne Mjølner ikke nå. Til gengæld var det vigtigt at være hurtig til at komme over på den anden side af Skrymers Tommel, så han kunne komme ind i det sikre rum via den rute, Thor lige havde fortalt ham om. En rute, han måtte tage for at redde Thor. Det var lige til at få hovedpine af. Thor havde instrueret ham i, hvordan han skulle redde Thor. Tidsrejser, puha, det kunne Balder lige godt ikke rumme i sit hoved, for det var simpelt hen for underligt. Sådan! Færdig! Balder startede Mjølner op igen og krydsede fingre for, at det virkede efter hensigten. Hans tre venner skulle kastes gennem den næstsidste hinde, så de fik nok fart på til let at komme gennem den sidste hinde. Han nåede lige at høre Mjølners summen, der fortalte, at den var klar og så fyrede han kanonen af tre gange hurtigt efter hinanden. Blam! Blam! Blam! Han vidste på forhånd, at det kun var de to første skud, der ville lykkedes, men Thor havde været meget klar i mælet. ”Du skal handle, som om du ikke ved noget, for ellers risikerer du at lave om på hændelserne i rum og tid og så har vi ikke en chance for at vide, hvor alting havner.” Det første skud ramte Freja, som det skulle og hun kom sikkert igennem sidste hinde. Det andet ramte Thor i allersidste øjeblik, men det sidste skud ramlede lige ind i bølgen, kort efter Thor havde trukket Sif igennem. Nu gjaldt det om at få vendt skibet rundt, så han kunne komme ind til Thor hurtigt nok. *** Thor holdt vejret så længe, han kunne, selv om han vidste, at der ikke var noget at gøre. Balder befandt sig uden for rækkevidde og pigerne var allerede langt væk uden mulighed for at komme tilbage og hente ham, selv hvis de vidste, hvor han var. Resten af ilten i hans tank var brugt og han ville have mest muligt ud af

sit sidste åndedrag, inden han døde. Han åndede ud og trak nu vejret stille og roligt i visheden om, at han ikke ville komme til at lide. Kulilten ville blot øges inde i dragten til luften derinde til sidst ville være så giftig, at han først ville miste bevidstheden og derefter sove stille ind. Han sugede alle indtrykkene til sig. Den bølgende hinde, det sorte intet, lyset langt borte, som sikkert var en stjerne på vej ind mod et af de fem sorte huller i Skrymers Handske. Endnu et paradoks, for teoretisk set burde han slet ikke kunne se de sorte huller uden for tidslommen. Den giftige kulilte var ved at gøre sin entré og Thor kunne mærke døsigheden overmande ham. Han begyndte at hallucinere og lyset langt borte forvandlede sig til Alfheim, der nærmere sig med skjoldet nede. ”Thor!” Han kunne høre Balders stemme langt borte. Han havde aldrig prøvet at blive kulilteforgiftet før, men han vidste, at hallucinationer var meget almindelige, men han var alligevel overrasket over, hvor virkeligt det hele føltes. ”Thor! Jeg åbner luftslusen og linder skibet hen mod dig, så du kan komme ind!” Balder havde nu altid været så insisterende. Thors krop svævede langsomt ind mod den åbne luftsluse og lagde sig blidt på gulvet. Så lukkede slusens dør med det velkendte sviissj. Det samme gjorde Thors øjne... *** Med Loke og børnene foran sig sneg Freja og Sif sig hen ad de mange korridorer på Brimir. De gemte sig hist og pist, hvor de kunne til det, så de ikke blev set og det lykkedes faktisk ganske godt det meste af vejen. Kun en enkelt gang var det lige ved at gå galt. Loke var kommet rundt om et hjørne med børnene i kraven og da han ikke havde hænderne fri til at give pigerne tegn til at gemme sig for en gruppe fremstormende vagter og heller ikke havde mulighed for at råbe en advarsel, stod Freja og Sif lige pludselig i fuldt udsyn for vagtgruppen. De stivnede og holdt vejret, da gruppen heldigvis drejede omkring et hjørne længere henne uden at få øje på dem. ”Videre!” næsten snerrede Loke, som om det var henvendt til børnene, men i virkeligheden var rettet mod Freja og Sif. De satte i gang med det samme og kort efter var de uden for døren til transporterrummet. Loke stillede sig foran døren og slap ungerne, så han med den ene hånd kunne give tegn til Freja og Sif om at standse og med den anden hånd kunne åbne døren. De to vagter, der var blevet placeret i transporterrummet som en ekstra

sikkerhed, fløj op med løftede våben. Men ved synet af en Jætte, de troede var deres overordnede, sænkede de riflerne med et snap! De rettede sig op og hilste med et klap over hjertet med venstre hånd, den almindelige hilsen i Jætternes flåde. Loke sigtede på dem med sin stjålne tjenestepistol og plaffede dem ned én efter én, før nogen af dem kunne nå at reagere. Så vinkede han Freja og Sif ind sammen med ham og børnene og beordrede dem til at bevogte døren, mens han greb fat om konsollen og indtastede de nødvendige oplysninger. ”Hvordan vil du få os væk herfra?” spurgte Freja, ”Der er alt for langt til Alfheim.” Loke flyttede ikke sit blik fra konsollen, mens han gav et noget kryptisk svar. ”Jeg har en aftale med en gammel ven, der ikke ved noget endnu.” Så vendte han sig om og rakte sine hænder frem mod børnene, der straks greb dem. ”Tag fat!” kommanderede han. Sif forlod sin post ved døren og reb Tjalfes hånd, men Freja sigtede med riflen på Loke og sendte ham et skeptisk blik. ”Jeg stoler ikke på dig!” sagde hun skarpt, ”hvordan kan vi vide, at du ikke er en forræder og vil føre os direkte til Jætterne?” Sif var overrasket. Ganske vist var Freja skeptisk af natur, men hun følte, at hun kunne stole på Loke. ”Freja?” sagde hun spørgende, ”hvad sker der?” Loke vidste præcis, hvad der foregik. ”Hun tror, det var mig, der lukkede ned for skjoldet, da Tjalfe og Røskva blev taget,” sagde han roligt. ”Freja?” gentog Sif. Freja nikkede. ”Han er den eneste, udover Thor og mig, der har adgang til at ændre i de centrale koder på Alfheims computer,” forklarede hun uden at fjerne blik eller riffel fra Loke. ”Jeg har ikke gjort det og jeg tvivler stærkt på, at Thor kunne finde på at ødelægge sin forskning... Hvem er der så tilbage, Sif?” Sif var fortvivlet. Det var virkelig ved at være sidste udkald, hvis de skulle slippe væk og hun kunne ikke tro, at Loke havde noget med det at gøre. ”Jamen, der må være en anden forklaring, Freja!” bad hun, ”Loke kunne da aldrig sætte alle vores liv i fare på den måde! Han er vores ven! Han er Thors ven!” ”Der er ikke andre forklaringer, Sif,” bed Freja hende af, ”Loke er forræderen!” ”Nej, hold nu op, Freja!” Sif så fortvivlet på Freja. Så kiggede hun på Røskva og

Tjalfe og endelig på Loke, der slap børnenes hænder og bredte sine arme ud. ”Freja har ret,” sagde han stille. Sif drejede hovedet med et ryk og så forskrækket på Loke, mens hun klemte Tjalfes hånd, så det gjorde ondt. Loke så stadig på Freja, da han fortsatte. ”Det var mig, der ændrede på koderne...” Sif kunne ikke forstå det. Hvordan kunne Loke gøre sådan noget? ”Men jeg er ikke forræder, Freja,” fortsatte Loke, stadig med blikket rettet direkte mod Frejas vrede øjne, ”Jeg handlede under ordrer... fra Odin!” Nu var det Frejas tur til at se overrasket ud. Den undskyldning havde hun ikke set komme. ”Ja, det er godt!” sagde hun venligt, men sarkasmen var ikke til at tage fejl af. ”Odin gav dig lige besked på at ændre nogle koder på Alfheim, lige inden du forsvandt ved Fyrkat sammen dine Jættevenner!” ”Faktisk...” forklarede Loke, ”var det længe inden... kort efter Thors sidste tur til Fyrkat...” Loke holdt en kort pause og så rundt på dem alle sammen. Hans ord skulle lige have tid til at synke ind hos de andre. ”Det var før han vendte tilbage til Svalinn for at organisere sine data...” sagde han så med dæmpet stemme og håbede, Freja fangede, hvad det betød. Men det var Sif, der først fangede det. ”Freja?” sagde hun eftertænksomt, ”Loke har aldrig fået koderne til Alfheim. Han nåede aldrig at blive kaptajn på det skib.” Freja strammede sit greb om riflen, mens øjnene begyndte at flakke... Tvivlen nagede i hende. Sif havde ret. Loke var officielt udnævnt til Kaptajn på Alfheim, da de mistede Svalinn, men han havde aldrig fået udleveret koderne. Og selv, hvis han med sine svigagtige metoder havde kunnet skaffe dem hos sine lyssky kontakter rundt om i Asernes domæne, så havde han aldrig sat sine ben på Alfheim. Det vidste hun, for Alfheim havde været til reparation i hele den periode, de testede Fyrkat. Alligevel ville hun ikke give sig, før hun var helt sikker. Sifs hjerne arbejdede på højtryk og hun undertrykte sin trang til at græde. Hun kunne næsten ikke bære, hvis Loke virkelig var en forræder. Men det var næsten endnu værre, hvis han ikke var og Freja endte med at skyde ham. Ikke kun for hans skyld, men også for deres egen - og børnenes. De havde brug for Loke, hvis de skulle slippe fri. Han var den eneste, der kunne ordne transporteren.

Selvfølgelig! Det var dét, der skulle overbevise Freja! ”Vi har brug for ham, Freja!” råbte hun panisk, ”Ingen af os kan omprogrammere transporteren!” ”Sludder!” fejede Freja hende af, ”Du har da rigelig forståelse af, hvordan den fungerer. Du kan ordne den.” Sif trådte frem mod Freja og rystede på hovedet. ”Nej, Freja. Konsollen kan kun styres af Jætter.” ”Så kortslut den eller sådan noget. Du plejer da nok at kunne klare den slags.” ”Hvis jeg begynder at pille ved energikrystallen, risikerer jeg at sprænge os i stumper,” forklarede Sif, ”...eksplosionerne kan have gjort skibets energisystem ustabilt.” Nu trådte hun helt hen til Freja, lagde sin hånd forsigtigt over riflen og vippede den langsomt ned. ”Konsollen vil acceptere Lokes gener med det samme, Freja. Det er den eneste måde at gøre det på.” Til Sifs overraskelse gjorde Freja ikke modstand, men lod hende trække spidsen af riflen ned mod gulvet. Freja nikkede. ”Okay, så..” sagde hun med stramme læber og øjnene sammenknebne, ”men jeg holder øje med dig, Loke! Mindste fejltrin og jeg tager en luns af din mave.” Loke nikkede og strakte atter armene ud. De tog hinanden i hænderne og forsvandt i en hvirvelvind af lyd og lys... *** Balder lukkede luftslusens yderdør fra konsollen, sprang op fra sin stol og løb, så hurtigt, han kunne ned til Thor. Han måtte være hurtig, hvis han skulle nå at redde sin ven. Thor havde tydeligvis mistet bevidstheden og fik Balder ikke hans hjelm af i tide, ville han dø af kulilteforgiftning. Balder havde fulgt dataene fra Thors rumdragt, lige siden han kom tæt nok på til at kunne aflæse dem og ifølge aflæsningen var der mindre end 2 minutter tilbage, inden det var for sent.. Han hastede igennem korridorerne, mens han jævnligt tjekkede sit ur. 32 sekunder, 45 sekunder, 57. Han nåede omkring det sidste hjørne inden luftslusen og hamrede hånden på knappen til inderdøren. Intet skete... Han trykkede på knappen igen, men døren rykkede sig stadig ikke. Pis! Han havde glemt at genetablere de

automatiske funktioner efter han havde sendt Thor, Freja og Sif af sted. Balder kiggede igen på sit ur. 1 minut og 23 sekunder. Mindre end 40 sekunder at løbe på! Der var ikke andet at gøre end at tage chancen med den manuelle døråbner og tilsidesætte alle sikkerhedsprocedurer. Han fandt hurtigt frem til et og med en kraftanstrengelse fik han det åbnet. Balder trak hårdt i håndtaget og kunne til sin store lettelse høre klamperne i døren bevæge sig indefter og straks efter kom lyden af gas, der sivede gennem de hydrauliske rør. Klonk... Klonk... 19 sekunder igen... tsssszz... 15 sekunder... døren gik op med et klik... 13 sekunder. Han kastede sig ind i luftslusen og bed smerten i sig fra det lave tryk, der satte sig i hans ører og fik trommehinden til at galopere derudaf. 9 sekunder... Klamp... klap... hjelmens hasper var heldigvis lette at få af og snart kunne han høre, hvordan ren luft med den livsnødvendige ilt strømmede ind ad sprækken lige under Thors hage, der allerede var begyndt at få et strejf af blåt. Bare det nu ikke var for sent! Balder tog hjelmen af, så snart han konstaterede at trykket var udlignet og lå nu og kiggede på Thors ansigt, der var helt blåt af iltmanglen. ”Kom nu, Thor!” råbte han og slog ham i ansigtet, ”vågn op!” Klask, klask, lød det for hvert slag på kinden med flad hånd. Var det trækninger, han kunne ane omkring Thors øjne? Én gang til! Jo, den var god nok. Han var i live og missede med øjnene, der lige skulle vænne sig til det stærke lys. ”Hvor er... hvad? sker der?... er jeg?....Valhalla?” ”Ha!” Balder var lige ved at gå til af glæde... ”Hahaaa! Ja!” lo han, efterhånden, som Thor vågnede op og begyndte at se helt levende ud. ”Balder?” Balder nikkede. ”Valhalla må vente,” sagde han glad og tilfreds, ”du har sandelig vigtigere ting at tage dig til end endeløse slagsmål og vilde fester.” Han rakte Thor sin arm og fik ham på højkant. Thor så sig forvirret omkring. ”Jeg troede, jeg drømte...” fik han frem, ”jeg så syner... eller...” ”Kom, vi må op på broen,” sagde Balder og hjalp Thor hen ad korridoren. Han var åbenbart ikke helt frisk endnu, men med lidt støtte gik det og snart kunne han sætte sig på en stol ved konsollen. Her sad han et stykke tid og kom sig, mens

Balder fik de sidste algoritmer tastet ind på kontrollen til Mjølner. ”Hvordan kom du gennem tidslommen?” spurgte Thor pludselig, da det gik op for ham, at han stadig befandt sig inden for det sikre rum i Skrymers Handske. Balder tænkte sig om et splitsekund. Han havde lovet Thor ikke at fortælle til nogen, hvordan han kendte til den indgang til Handsken, som Jætterne selv brugte. Ikke engang til Thor selv. ”Den må vi tage senere, Thor,” affejede han ham, ”lige nu må vi redde vores venner og jeg kan ikke undvære dig, så du er nødt til at komme op i gear.” ”Ja..” nikkede Thor, stadig lidt fraværende, ”sæt mig ind i det.” Balder fiskede en dataplade frem og langede den over mod Thor. ”Det hele står der,” forklarede han, ”planen er, at de transporterer sig over på en af Jætternes Farbauter og bruger den til at komme hen til os.” ”Transporterer?” afbrød Thor, ”Jamen, det har de da ikke udstyret til, for det har jeg jo her.” Han klappede med sin hånd på rumdragtens sidelomme med et forundret udtryk. ”Desuden er der ingen af dem, der kan kompensere for Handskens tidsforskydninger. Ikke engang Sif har den ekspertise.” ”Nej,” svarede Balder, ”men det har Loke.” ”Loke?” Thor var overrasket. Hvordan kunne Loke være her? Der var vist en del, han var gået glip af, mens han lå og så syner derude. Balder gestikulerede med hånden for at vise Thor, at han ikke havde tid til at forklare alting lige nu. ”Stol nu bare på, hvad jeg siger,” bad han. Eller stol på dig selv, for det er dig, der har sat alt det her i værk, hvor underligt det end er... ”Loke har allerede sat børnene fri og nu er de på vej hen til transporterrummet sammen med Sif og Freja,” forsatte Balder med et blik, der sagde ’afbryd ikke, for så mister vi for megen tid’ og Thor klappede i for at lytte. ”Når vi ser den første Farbauter komme ud af hangaren, er det dem,” forklarede Balder, mens Thor spekulerede på, hvordan Balder kunne vide det. Hvis Jætterne fik en Farbauter tæt nok på Alfheim og komme ind bag skjoldet, ville de ikke have en chance mod dens arsenal af våben. Det var jo trods alt det, deres fightere var bygget til - angreb på forsvarsløse, som ikke kunne nå at reagere. Men han

sagde ingenting, for med alt det, der var sket bare inden for de seneste ti minutter, var Thor klar over, at han ikke kunne regne med en logisk sammenhæng på noget som helst. Det var bedre at lytte og følge Balders plan. ”Vi har skjoldet nede lige nu, for ellers får Jætterne øje på os for tidligt,” fortsatte Balder, ”og lige så snart, de kommer ud i Jættefighteren, blæser de porten af. Loke har anbragt bomber forskellige steder på Jætternes skib og nogle af dem er allerede sprunget, så deres skjold er gået ned og kommer ikke op at køre før om 20 minutter.” Thor nikkede og smilede. Så var Jætterne i det mindste sårbare, når det for alvor gik løs. ”De resterende bomber bliver udløst ved eksplosionen og så vil fartøjet blive splittet i to stykker, så containerdelen under skibet bliver skudt fri. Alle deres kanoner vil fortsat være fuldt operative, så vi skal regne med at blive beskudt i det øjeblik, de opdager os.” ”Og det gør de, når vi tænder for skjoldet,” kommenterede Thor. ”Normalt, ja,” svarede Balder, ”men vi kan desværre ikke tænde for skjoldet, før Loke og de andre er nået helt tæt på og Jætterne vil jo nok opdage, at der er noget galt, når der kommer et kæmpehul lige midt i deres krigsskib...” ”Ja, det gør de nok,” sagde Thor sarkastisk og morede sig over udsigten til at se Jætterne gå i panik. Så slog han over i en bekymret mine og så anstrengt på Balder. ”Vi bliver godt nok sårbare, Balder! Jeg håber virkelig, du ved, hvad du gør!” Balder virkede enormt selvsikker og det gjorde Thor bekymret. Balder var sådan set altid selvsikker, men lige nu virkede det som om han følte sig fuldkommen usårlig. Var der noget, der kunne slå selv de mest dygtige krigere ihjel, så var det arrogance og overmod. Omvendt sad Balder med store kvaler. Han havde mest af alt lyst til at fortælle Thor, hvorfor han var så sikker på det hele. At mens Thor lå ude i det store ingenting i den tro, at han skulle død, havde Balder fået besøg af en Thor, der havde overlevet og afleveret en sikker plan til Balder. Planen, der ville redde dem alle sammen ud af Jætternes kløer og oven købet sætte flere hundrede fanger fri. Men han kunne ikke sige noget. Han måtte ikke. Han havde lovet det.

Hvor mærkeligt det end lød og hvor store problemer, Balder end havde med at fatte det, så havde han lovet Thor ikke at sige sandheden til Thor, om at han havde haft besøg af Thor... Nej, det var da lige til at få hovedpine af. Rejser i tiden var i hvert fald ikke noget, Balder havde voldsom lyst til at beskæftige sig med fremover, hvis han kunne blive fri. Men lige nu var det vigtigt, at Thor forstod hele planen i detaljer. Balder rømmede sig og forklarede resten af planen i detaljer, mens Thor skiftevis så bekymret ud, lo, blev forskrækket og endda til tider protesterede. Det var især, da Balder nævnte Tjalfes rolle i det hele. Thor sprang op af stolen med et vildt udtryk i ansigtet og pegede vredt på Balder med sin pegefinger. ”Tjalfe? Tjalfe skal ikke involveres i det her overhovedet, Balder! Han er kun et barn! Det næste bliver vel, at Røskva skal være kanonskytte!” Balder tog det forbavsende roligt, for han vidste jo, at det ville blive, som han havde fået at vide. ”Faktisk...” begyndte han, ”Faktisk spiller Røskva også en vigtig rolle i planen, Thor... Hun er den, der bringer kommandøren på Jætternes skib til fald...” Thors vrede forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Han blev så overrasket over Balders svar, at han måtte sætte sig ned og oplysningen om Røskvas rolle gav ham en underlig fornemmelse i kroppen. I hovedet lød det fuldstændig vanvittigt, men på en eller anden måde følte han en vis ro i det. Som om han dybt i sit hjerte vidste, at det var sandt og at alt ville forløbe præcis, som Balder forklarede. ***

10 Flugten

Der var ikke megen plads i fighteren, som kun var beregnet til tre personer. Røskva og Tjalfe måtte krybe sammen i bagenden, hvor et lille aflukke var konstrueret til at holde på krigsfanger, mens Loke og Sif sad i fronten med Freja sammenklemt lige bag Loke. Hun holdt en pistol mod Lokes nakke for det tilfælde, at han skulle finde på at lave narrestreger. Hun holdt også godt øje med det hele og tjekkede jævnligt data på skærmen foran. Loke klargjorde alle de systemer, der ikke lavede larm først, så de kunne få den bedste chance for at komme af sted, før Jætterne opdagede, hvad der foregik. Så holdt han hånden over konsollen og kiggede skævt bagud på Freja. ”Klar?” spurgte han og Freja nikkede. ”Så kører vi!” Motoren startede op med en brummen, da han rørte konsollen og snart fløj de af sted. De nåede ikke langt frem, før det vrimlede med Jættekrigere, der erfarent arbejdede sammen for at få deres fightere på vingerne og i løbet af næsten ingen tid var samtlige interne kanoner bemandet og begyndte at skyde vildt efter det stjålne skib. Loke kastede Farbauteren fra side til side, mens han styrede hen mod den lukkede hangardør, der kom tættere og tættere på. Sif og Freja stivnede, efterhånden, som døren nærmede sig og Røskva klemte sig helt ind til Tjalfe, der som en god storebror holdt om hende og forsikrede hende for, at Loke nok skulle få dem sikkert ud derfra. Det var heller ikke et tomt løfte, for kort efter lød der et brag, da han ramte hangardøren med et velplaceret skud i hver side og døren løsnede sig fra sine kæmpehængsler og forsvandt ud i tomheden. En storm af luft pressede på alt i hangaren, der ikke var spændt fast og Farbauteren var ingen undtagelse. Skroget gav sig og udjævnede rystelserne fra vinden med en øredøvende larm, mens hullet nærmere sig med stadig stigende fart. Piuw! Noget fløj forbi dem i et livsfarligt tempo og Loke var atter nødt til at lave slalommanøvrer, da flere brudstykker fra ødelagte platforme og små stykker værktøj hamrede forbi lige uden for vinduet. Selv den ellers så kølige Freja måtte instinktivt dukke sig, selv om hun vidste, at skjoldet ville bøje det hele af. Svusj! Shuuw! Sjuit! Zah! Fiuw! Røskva, der havde siddet med hovedet skjult ind under Tjalfes arm, kiggede frem og Tjalfe undrede sig over det rolige udtryk, hun havde i øjnene. Med ét var de ude gennem hullet og alt blev stille. ”Det er ikke ovre endnu!” bjæffede Loke, da han ud af øjenkrogen bemærkede, at Røskva havde rejst sig

og klemt sig frem ved siden af Freja. Hun reagerede ikke, men stirrede blot ud gennem vinduet i et forsøg på at få øje på Alfheim, som hun forventede lå derude et sted. Tjalfe nåede frem til hende og forsøgte at trække hende tilbage, men hun gjorde blot et lille kast med skuldrene og vred sig fri. Han besluttede at lade hende være, men stillede sig så tæt på hende, han kunne, så han havde mulighed for at gribe ind, hvis der skulle ske noget. En gruppe fightere strømmede ud fra det store skib som en hale efter en drage og dannede formation lige bag dem. Kort efter lød flere salver og vinduet lyste op, når skuddene bragede forbi tæt på. Et par af skuddene ramte Farbauterens bagparti og de mærkede et ryk, da den ene motor satte ud og satte deres fart betydeligt ned. Et par Farbautere, der ikke havde været opmærksomme nok drønede lige forbi i et par skarpe sving væk fra det stjålne skib, så de ikke smadrede ind i det. De drejede modsat og nærmede sig faretruende med kanonerne på fulde drøn i en stor bue fra hver sin side. ”Sif! Kanonen!” råbte Loke og pressede Farbauteren nedefter. Hun startede kanonen op og begyndte at skyde efter fighteren til højre, men den var ikke let at ramme. Hun var vant til Skarfiens hurtighed og havde svært ved at vænne sig til den noget mere rå metode, som den heftige kanon var. Det spyttede ud med stråler på begge sider af Farbauteren og et par stykker af dem ramte sit mål og Jætten derude brød i brand. Så gjaldt det den anden fighter! Sif drejede kanonen rundt og forsøgte at få ham på kornet, men han svingede uforudsigeligt fra side til side, så hun ikke kunne ramme. ”Sif! Den anden!” råbte Freja pludselig, da det gik op for hende, at piloten i den brændende fighter mod højre åbenbart havde besluttet sig for hævn og nu var på kollisionskurs mod sin fjende. Sif drejede igen kanonen mod højre og ramte med usvigelig sikkerhed, så fartøjet eksploderede i flere stykker, der alle fortsatte ufortrødent i deres retning... *** ”Dér!” Balder pegede mod kaskaderne af ild, der stod ud fra det, der før havde været en hangardør. Thor reagerede med det samme og startede Mjølner op. Han så op og fik øje på en Jættefighter med mindst tyve andre lige i halen. De nærmest bombarderede den første fighter og Thor var ikke i tvivl om, at det måtte Lokes værk. Han tastede en tidsforskydning ind på -75 % og ventede. Mjølner kunne i princippet godt bruges til mindre fartøjer, men med så stor grad af forskydning, skulle den varme op mellem hvert skud. Balder kunne derimod fyre sine kanoner af med det samme og det gjorde han

med stor dygtighed. Hele området omkring Loke var fyldt med ild og brudstykker fra ødelagte Jættefightere og de kunne for en kort stund ikke engang se Lokes Farbauter i skyen af metal og krigsstøv. Så dukkede først to fightere op og derefter kom Loke. De to fightere lavede en kæmpe bue og selv om Loke forsøgte at dreje nedefter, fulgte begge fighterne med ned og sendte et hav af stråling af sted mod den enlige Farbauter, der oven i købet så ud til at have motorproblemer. Lokes kanoner skød vildt om sig og fik ram på den ene fighter. Piloten forsøgte først at vende hjem, men ombestemte sig så og styrede lige mod Lokes Farbauter. Thor reagerede lynhurtigt og fyrede Mjølner af. En næsten usynlig lomme fór af sted som en vildfaren ballon. Lommen kastede sig over den enlige Farbauter, der standsede brat og lod den brændende fakkel suse forbi. Det varede kun et kort øjeblik, så kom der skub i Farbauteren igen. ”Sådan, Thor!” råbte Balder og vendte igen sit fokus på sine kanoner, der buldrede derudaf og pillede 7-8 Jætter ned, inden det gik op for dem, at de havde tabt kampen og spredtes for alle vinde. Nu gjaldt det om at holde den store cruiser stangen, så deres venner kunne komme tæt nok på til at de kunne transportere dem over på Alfheim. Balder blev ved kanonerne, mens Thor slap konsollen og stormede ud af døren. Han måtte klargøre transporterrummet og kompensere for de mange tidsforskydninger i og omkring Skrymers Handske, så Sif, Freja, Loke, Tjalfe og Røskva ikke endte deres dage som en klat organisk materiale på gulvet. *** Den brændende Jættefighter forsvandt lige for øjnene af de fem venner i det stjålne skib. Det ene øjeblik forberedte de sig på at dø og det andet øjeblik var der intet uden for vinduet. ”Hvad?” Tjalfe stirrede målløs ud på ingenting. ”Hvad skete der lige?” ”Thor, selvfølgelig,” svarede Loke og pegede ud på en lille prik langt ude, ”Han sidder på Alfheim og klarer det hele for os.” ”Ikke det hele,” lød Røskvas fjerne stemme. Hun havde intet sagt under hele

turen, men alt ved hende udstrålede en inspirerende ro. ”Nu kommer kommandøren,” fortsatte hun og pegede i retning af den cruiser, de netop havde undsluppet, ”og han er godt vred.” De så alle sammen i den retning, Røskva pegede. Ud gennem det hul, de selv havde lavet for lidt siden, svævede et stort rundt skib med kæmpemæssige kanoner på. Loke slap konsollen og slog ud med hænderne. ”Den kan vi ikke klare,” sagde han opgivende, ”motorerne har ikke mere at give af, så vi kan ikke rende fra ham.” Loke så op på Freja. ”Beklager, men hvis ikke Thor finder på noget, så er det slut. Jeg kan ikke gøre mere her.” Et kort øjeblik strejfede det Freja, at det hele måske bare havde været en del af Lokes plan fra starten og at han bare spillede skuespil, men et hurtigt kig på skærmen bekræftede hans påstand. Motorerne var næsten døde og de havde mindre end 10 % energi tilbage. Det kunne knap række til turen hen til Alfheim og da slet ikke til at gå i krig med. Hun lod skuldrene falde ned og satte pistolen i hylsteret. Så satte hun sig på kanten af Lokes stol og så bedrøvet ud på kommandørskibet, der nærmere sig ubønhørligt. Om lidt ville det være inden for rækkevidde og de kunne intet stille op. Røskva var den eneste, der ikke så modløs ud. Hun kiggede blot ud på skibet, som om det var en hund, der kom hen for at blive klappet. Da kommandørens skib nåede helt hen på siden af dem, lød den velkendte susende lyd af transporter. Skibets indre forsvandt og blev erstattet af broen på kommandørskibet, hvor kommandøren stod med hænderne bag ryggen og nedstirrede dem. ”Velkommen hjem. Jeg har været noget så bekymret for jer,” sagde han hånligt og viftede ad et par vagter, som straks afvæbnede Loke, Sif og Freja. Så kastede han med hovedet mod døren og vagterne forlod dem. ”Nej, Loke, det kan ikke betale sig.” Kommandøren havde allerede set, hvordan Loke spekulerede på, om han kunne nå hen til den riffel, der stod lænet op ad Kommandørens skrivebord midt på broen. ”Den er programmet til mig alene og hvis du så meget som strejfer den, bliver du til støv på et sekund.” Kommandøren satte sig halvt på sit skrivebord og betragtede de fem venner, som var en noget underlig sammensætning. To menneskebørn, to Vaner og en Jætte, der alle kæmpede for Aser. Hvor ynkeligt!

Pludselig lyste han op i et hjerteligt smil, som ville have smeltet ethvert barnehjerte, hvis ikke det samtidig indeholdt et tydeligt strejf af brutalitet og hårdhed. Som et smil fra en massemorder, der tænker på sit mest spændende mord. ”Hov, forresten, børn... Jeg har da vist aldrig fået præsenteret mig selv. Tænk, at jeg kunne glemme det efter alt det, vi har haft sammen af hyggelige stunder. Mit navn er Skrymer og det her er mit hjem...” han holdt en kort pause, mens han så stift på børnene. Hans øjne lynede ondt mod dem og han tog et par truende skridt hen mod Tjalfe. ”Ja, det er jo ikke, hvad det har været, vel? I har ødelagt det meste...” Skrymer skiftede pludselig ansigtsudtryk igen og slog ud med armene. ”Alt det her er mit,” sagde han og rejste sig for at snurre rundt med armene i vejret. ”Men det kan bygges op igen,” lo han højt, ”og snart vil alt i hele denne latterlige Galakse være mit og alle Aser, Vaner og mennesker vil være glemt. Ynkelige væsener, som I er.” Det sidste sagde han mest henvendt til børnene og Tjalfe trådte ufrivilligt et skridt tilbage. Han var skræmt fra vid og sans af den store Jætte, som tydeligvis ikke blot var lynende intelligent, men også splitter ravende sindssyg. Røskva var derimod ganske rolig. Hun havde stået stille og lyttet til Skrymers vanvid uden at røre sig ud af flækken, men nu trådte hun et par skridt frem mod Skrymer. ”Røskva?” sagde Skrymer. Han var overrasket over hendes mod og selv om han forsøgte at skjule det, trådte det tydeligt frem i hans øjne. Røskva satte hænderne i hænderne i siden i en udfordrende position. ”Du må hellere slippe os fri, Skrymer,” sagde hun modigt og ignorerede Tjalfes forsøg på at hviske til hende om at lade være, ”ellers smadrer Thor dig.” ”Thor?” råbte Skrymer og slog over i en skraldende latter, ”han er død, min ven... Ham skal du nok ikke forvente noget af. Han ligger lige nu som en istap derude...” Røskva rystede stille på hovedet og fortsatte med ufortrøden ro. ”Slip os fri, Skrymer,” gentog hun med overbevisning i stemmen, ”det er din sidste chance...” Skrymer stillede sig lige foran Røskva og bøjede sig ned for at se hende i øjnene. Det så faretruende ud og enhver anden ville have tisset i bukserne af skræk ved synet af den store Jættes vældige krop næsten liggende over sig, men ikke Røskva. Hun fortrak ikke en mine, men stirrede blot tilbage i Skrymers øjne.

Selv om Tjalfe var hunderæd for, hvad der kunne ske med hans søster, måtte han også erkende, at han var lidt stolt af sin søster. Ret stolt faktisk. Tænk, at hun turde! ”Nej!” sagde Skrymer hånligt med blikket fæstnet direkte på Røskva, ”I slipper ikke herfra nogensinde... I vil dø her i Skrymers Handske - min handske!” Næppe havde han sagt det, før en voldsom eksplosion rystede skibet og det føg med røg og gnister overalt. Brudstykker af skibets skrog væltede ned over dem og dannede en støvsky, der var umulig at se igennem. ”Røskva!” skreg Tjalfe, ”Røskva, hvor er du?” Han lå på gulvet og famlede med hænderne frem for sig. Der var en masse støv og skidt på gulvet, men så fik han fat i et eller andet hårdt. Først troede han det var et brudstykke af et eller andet efter den voldsomme eksplosion, men det, han nu holdt i hånden, var mere glat og buede på en måde, som fortalte ham, at det var formet sådan med vilje. Det var umuligt at se noget som helst og han begyndte så småt at indse, at det ville vare længe, før han ville kunne orientere sig ved hjælp af øjnene. Det nyttede ikke at kæmpe imod. Så hellere blive helt nede ved gulvet og føle sig frem. Måske kunne han finde Røskva på den måde. Han tvang sig selv til at holde modet oppe, som han møvede sig frem mellem alle brokkerne. Selv hun ikke svarede, kunne hun jo sagtens være i live endnu. Måske havde hun bare slået hovedet og var besvimet? Det begyndte at gå en smule opad og brokkerne føltes mere massive end før. Han overvejede et øjeblik at vende om og kravle den anden vej, men på en eller anden måde virkede det bare for uoverskueligt. Den ene vej kunne vel være lige så god som den anden? Så han fortsatte, mens han koncentrerede sig om at lytte. Stigningen på brokkerne blev mere og mere stejl, men han fortsatte ufortrødent i håbet om at finde sin søster. Hans krop lå ikke så meget ned længere og han havde en fornemmelse af, at han var på vej op ad en bakke af brokker, der var omtrent lige så høj som gravene i nærheden af landsbyen. Lidt længere fremme begyndte det at jævne en smule ud og lige pludselig var støvskyen væk. Tjalfe vendte sig forsigtigt omkring, mens han holdt fast i de brokker, der virkede mest sikre. Han kiggede ned, så han kunne nå at reagere, hvis det hele pludselig skred under ham. Puha! Endelig kunne han sætte sig ned og løfte hovedet. Hvilket syn! Det var kun det flade stykke lige foran ham, hvor han lige havde kravlet op, der var fri for støv. Bjerget af brokker gik kun et lille stykke fremefter, før det forsvandt ned i søen af støv og skidt. Men det mest fantastiske var alt det, der lå lige frem for ham. Uden at opdage det, var han kravlet så langt op, at han sad lige under loftet i den store tronsal. Men det kunne da ikke e? Han havde forladt Brimir i Farbauteren sammen med de andre. Hvordan var han pludselig

havnet tilbage på det store krigsskib? Så hørte han et brøl af vanvid og vrede! Det var ikke så langt væk, men det virkede som om lyden kom fra et indelukket rum i nærheden - og han vidste præcis, hvem den skrækkelige lyd kom fra... *** Thor var lige ved at miste modet, da det gik op for ham, at Farbauteren med hans venner ombord pludselig var tom. Han trykkede på startknappen til transporteren flere gange, selv om han godt vidste, det ikke nyttede noget. Scanninger viste intet andet end en tom Farbauter. Han stod lidt og trommede med sin pegefinger på konsollen, mens han tænkte. Så fik han en idé og bad computeren scanne den store cruiser i stedet. Resultatet var klokkeklart: der fandtes nu fem personer mere inde i cruiseren, end der gjorde før. Han forsøgte at låse koordinaterne fast på de fem nye, men transporteren meldte fejl. Jætterne måtte have forudset, at det netop ville være hans næste træk. Så var der ikke andet at gøre, end det stik modsatte af, hvad de regnede med. Når han ikke kunne transportere sine venner over til sig på Alfheim, så måtte han jo transportere sig selv over til sine venner. Cruiserens skjold ville gøre det vanskeligt, men han var sikker på, at det kunne lade sig gøre. Han åbnede en kanal op til broen. ”Balder?” Svaret kom med det samme. ”Jeg har set det, Thor... øhm... ja, nu siger jeg lige noget mærkeligt. Jeg skulle hilse fra dig selv og sige ’gør det med det samme - vent ikke, gør det med det samme.’” ”Hvad siger du?” ”Lad nu være med at spekulere så meget over det, Thor! Gør det med det samme!” Thor fattede ingenting, men han kunne høre på Balder, at det her var vigtigt, så i stedet for at gøre sig en masse bekymringer, tastede han hurtigt en masse tal ind på computeren og trykkede på knappen. Den sædvanlige susen og synet af en mindre storm ramte ham og pludselig befandt han sig i lastrummet på den store cruiser og så sig omkring. Mellem en stabel kasser og nogle cylindre med alle

mulige forskellige slags proviant var et vindue, hvorfra han havde klart udsyn til krigsskibet Brimir. Det så ikke for godt ud med det skib. Det, som før havde været et af de mest frygtede krigsskibe i Jætternes flåde, lignede mest af alt en flyvende skrotbunke med metalflager strittende ud i alt for mange retninger og hele energisystemet udsendte gnister tilfældige steder. Nogle steder var der endda udbrudt brand inden i selve skibet på de steder, hvor der åbenbart stadig fandtes lommer med ilt. Thor vendte atter blikket ind mod lastrummet og fik øje på et par Jætter, der lå sammenkrøllede på gulvet. Han gik hen til dem og samlede deres radioer op. Den ene var helt ødelagt, så den smed han fra sig igen. Den anden så ud til at være nogenlunde intakt og måske kunne Thor være så heldig at få kontakt til de andre ved hjælp af den. Han tændte for den. Ingenting. Han skulle lige til også smide dén fra sig, men ombestemte sig så og puttede den i lommen på sin jakke. Så gik han hen mod døren og fandt et, som han med lethed åbnede og med et snuptag havde han fået døren åbnet på klem. Lige netop nok til at han kunne mase sig igennem og ud i korridoren. Så hørte han en lyd og kastede sig ind i den nærmeste mellemgang... ***

11 Thors Hammer

Loke og Freja var rystede! Her stod de, en Vane og en Jætte, der var kampvante og igennem krigen havde fået flere medaljer for mod og evner. Og så var det Røskva, der med rank ryg udfordrede Skrymer, mens de nærmest stod og trippede som et par forkælede teenagetøser fra Jorden og var ved at tisse i bukserne af skræk! Især Freja følte sig ramt på sin mandighed, selv om hun teknisk set ikke var en mand. Trods det, at hun var en Vane og altså en del af et folkefærd, der normalt var fredeligt, så var netop Frejas familie kendt for sit mod og sine evner i krig. Og nu stod hun bare der og lod et lille menneskebarn tage handling på hendes vegne. Hun skulle lige til at tage affære og hjælpe Røskva, da den velkendte susen fra Asernes transporter nåede hendes ører og rummet fyldtes med den sædvanlige minisky af organisk materiale. Hun nåede lige at fange den mislyd, der var i skyen, da en vældig kraft løftede hende sidelæns fra gulvet og blæste hende mod venstre til hun knaldede hovedet ind i væggen og hun mistede bevidstheden. Loke så Frejas spinkle, men frygtindgydende krigsmaskine af en krop, suse forbi sig, men inden han kunne nå at reagere, fløj han samme vej og landede nærmest oven på hende. Han mærkede en hovedpine, da han ramte væggen med samme kraft, som han lige havde set med Freja og kunne ikke kæmpe mod sin krops naturlige forsvar. Den skreg på hvile og han måtte lade den få sin hvile. Lokes øjenlåg blev tunge som bly og lige så stille forsvandt virkeligheden langt væk, mens han selv forsvandt ind i en drømmeløs søvn. Den eneste af de tre ikke-jordiske, der nåede at opdage, hvad der var ved at ske, var Sif. Hun fangede både mislyden fra transporteren og den lidt anderledes måde, skyen hvirvlede på. Hun vidste straks, hvad det betød. Enten havde nogen begået en fejl i opsætningen af transporteren eller også havde Thor endelig fundet ud af, hvordan man med en dobbelt forskydning kunne trænge gennem Jætteskibets kraftige skjold. Hun kastede sig frem mod Røskva og nåede at trække hende væk, lige inden Skrymer blev indhyllet i transporterskyen og forsvandt. ”Hvad skete der?” hviskede Røskva i favnen på Sif, der lod en tåre trille ned ad kinden i lettelse over, at hun havde nået at få pigen af vejen, inden hun sammen med Skrymer blev transporteret over på Brimir. Sif turde slet ikke tænke på, hvad Skrymer kunne finde på, hvis han fandt sig selv alene i selskab med et menneskebarn, der havde forpurret hans skumle planer. Der ville nærmest ikke være grænser for hans vrede.

”Tag det bare roligt, Røskva. Du er i sikkerhed nu.” ”Hvor er Tjalfe?” Sif så sig omkring. Det havde hun ikke tænkt på! I sin iver for at redde Røskva havde hun end ikke skænket en tanke, at han selvfølgelig også ville gøre et forsøg på at redde sin søster. Bare han dog ikke havde gjort det samme som hun selv havde og var havnet på Brimir sammen med Skrymer! Pludselig hørte hun en lyd ude fra korridoren. Hendes spjæt forplantede sig til Røskva, der klemte sig helt ind til hende. Hun satte fingeren til munden, så Røskva kunne forstå, at hun skulle være helt stille, mens de kravlede så lydløst som muligt ind mod væggen bag Skrymers skrivebord, hvor de ikke ville kunne ses fra døren. Sif gav tegn til Røskva om at blive, hvor hun var og kravlede så en anelse frem for at kunne kigge hen mod hullet, hvor døren havde været, inden den blev blæst ind af eksplosionen. Ude i korridoren var lyset stadig tændt og en skygge flikflakkede sig større og større frem mod åbningen... *** Thor lå så stille, han kunne i mellemgangen og lyttede til de slæbende fodtrin og lyden af noget, der kurede hen ad det hårde gulv ude i korridoren, der lå på tværs. Han strakte sig frem, så langt, han kunne og kastede et blik ned ad korridoren. En spinkel skikkelse trak en livløs krop hen mod det sted, hvor Thor befandt sig. Skikkelsen havde ryggen til, men Thor genkendte Freja med det samme. Han måtte kæmpe mod iveren for at storme hende i møde, for det ville være alt for risikabelt at komme løbende derhen. Hvis Freja var i sit sædvanlige kampklare fokus, kunne hun let komme til at dræbe ham lige på stedet, før hun opdagede, at det var ham. I stedet spidsede han læberne og lod lidt luft suse ud af munden. Freja stoppede straks op og slap Lokes krop, da hun hørte Thor fløjte. Rent instinktivt sprang hun til siden og klemte sig helt ind til den bare væg. Så gik det op for hende, hvad det var for en lyd, hun havde hørt og fløjtede tilbage. Thor fløjtede igen og nu kunne hun slappe lidt mere af, men hun var stadig på vagt. ”Det er mig,” hørte hun ham hviske og kort efter dukkede hans smilende ansigt frem fra mellemgangen, ”er du alene?” Freja trådte frem i det åbne med riflen hævet for en sikkerheds skyld. ”Ja, vi er,”

svarede hun med en sagte hvisken, ”og du?” ”Der er ingen Jætter, hvis det er det, du mener.” Thor var holdt op med at hviske, men talte stadig med lav stemme, for man kunne aldrig vide... Endelig kunne de begge slappe af og hilse på hinanden med et fast håndtryk. ”Er han...?” Thor kiggede ned på Loke, som lå slapt og ubevægelig på gulvet. ”Nej, han er okay,” svarede Freja, ”han er bare lidt træt efter alle strabadserne, det bette pus. Hjælp mig lige med at få ham flyttet.” Thor smilede ved Frejas velmente hån mod hans ven og tog fat i Lokes ene arm. De fik ham snart trukket ind i mellemgangen, hvor de fjernede et i væggen og skubbede ham ind mellem alle de nu brudte og inaktive energiforbindelser, der lå inde i hullet. Mens de satte et på igen, gav Freja Thor en opdatering og fortalte om, hvordan det var lykkedes at finde børnene og Loke og stikke af i en Farbauter. Hun havde ventet, at Thor ville blive forbavset, da hun nævnte Lokes tilstedeværelse, men det lod ikke til at være tilfældet. På sin sædvanlige vis, lod hun sig ikke mærke med det, men skrev blot en note i hovedet. Hun måtte holde øje med Loke og Thor i fremtiden. Hun fortsatte så med at fortælle om, hvordan de næsten var sluppet væk, da de pludselig blev transporteret over på cruiseren her. Thor nikkede og sagde ”hmm..” og ”okay” på de rigtige tidspunkter, men hele tiden havde de begge alle antenner ude og ved den mindste lyd standsede Freja midt i sine sætninger, så de kunne sikre sig, at alt var fredeligt. Da hun var færdig med at fortælle, var det Thors tur. Han forklarede, så kort, han kunne, for de havde ikke megen tid. ”Balder har fundet en anden vej ind i det sikre rum i Handsken og Alfheim er mindre end 10.000 km væk. Lige så snart, vi har fundet de andre, skal vi bare give ham besked og så det væk i en vis fart,” forklarede han, ”har Sif stadig sin personscanner?” Freja nikkede. ”Ja, men vi kom fra hinanden, da det hele eksploderede omkring os. Loke og jeg blev kastet ud gennem døren og et pænt stykke ned ad korridoren. Men hvordan lykkedes det dig at bryde gennem skjoldet med transporteren?” Thor overvejede et splitsekund at feje hende af, for de havde ikke så meget tid, men besluttede så, at hun hellere måtte få en forklaring, så hun kunne holde fokus på det vigtige: at få alle herfra så hurtigt som muligt.

”Jeg omprogrammerede transporteren til en dobbeltforskydning,” svarede han, ”altså... jeg transporterede én person væk fra cruiseren samtidig med at jeg transporterede mig selv ind i cruiseren.” ”Aahh...” smilede Freja, ”det forklarer en del. Du sendte Skrymer væk og dig selv ind?” ”Forhåbentlig, ja,” svarede Thor med bekymret mine, ”processen er ret farlig. Den kan gøre tid og rum ustabil.” ”Og hvis det sker?” ”Så kan hele området her implodere eller eksplodere - det er umuligt at forudsige. Og chancen for at transportere den rigtige person ud blandt en mindre flok er ca. 50/50... men ja, jeg sigtede efter Skrymer.” ”Hmmm...” brummede Freja eftertænksomt. Så rystede hun tanken af sig med et kast med hovedet og afsikrede sit våben. ”Jamen, der er vel kun én måde at finde ud af det på,” sagde hun ivrigt, ”skal vi se efter?” Thor nikkede, mens han lagde en seddel ind til Loke og satte den sidste del af et fast på væggen. Freja gik forrest hen ad korridoren. Thor så bekymret på det flakkende lys, der fik hendes skygge til at se faretruende ud. Dobbeltforskydningen kunne have skabt ustabilitet i energikrystallerne og måske var det derfor, lyset opførte sig sådan. Hvis det var tilfældet, var det kun et spørgsmål om tid, før cruiseren og hele området omkring den kunne forvandle sig til et mareridt, de aldrig ville vågne op fra. ”Freja?” hviskede han. Hun kastede et blik over skulderen. ”Har set det,” hviskede hun tilbage, ”jeg formoder, vi har travlt.” ”Det tror jeg,” hviskede han, ”vi må hellere se at få fundet de andre i en fart. Om lidt begynder det hele formentlig at ryste ved tidsforskydninger i alle mulige retninger og så varer det ikke mange minutter, før skibet splittes ad i tid og rum... med os indeni...” Freja satte farten lidt op, men ikke mere, end at hun stadig kunne være på vagt. Selv om de ikke havde set en eneste Jætte ved bevidsthed siden den første eksplosion, kunne de ikke være sikre på, at der ikke var nogle af dem, der pludselig ville fare frem.

Efterhånden, som hun nærmere sig den sprængte dør til venstre, klemte hun sig længere og længere ind mod væggen for en sikkerheds skyld. Helt henne ved døren var hun nærmest ét med væggen og med ryggen mod de sidste er holdt hun riflen helt tæt ind til sig, parat til at skyde, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun stak hovedet frem i åbningen i et hurtigt kig og nåede lige at trække sig, inden et skud drønede lige forbi hendes ansigt og lavede et hul i væggen på modsatte side. ”Woah,” udbrød hun og gav tegn til Thor. Med et hurtigt ryk fik hun svunget sig over på den anden side af døråbningen, mens Thor overtog hendes plads. Det føg med skud gennem åbningen og hun undgik kun lige at blive ramt. Thor var mindre heldig. Hans ene kind fik en sortrød stribe fra hage og op til øret og han måtte tage sig selv i nakken for ikke at skrige, så ondt gjorde det. Men fjenden måtte ikke vide, at han var blevet ramt, så han bed tænderne sammen og knugede hænderne om sin riffel. ”I kommer ikke ind,” råbte en velkendt stemme derindefra, ”skibet eksploderer snart, så I har ingen chance, hvis I ikke stikker af! NU!” Freja og Thor kiggede på hinanden og smilede. Så begyndte de at le, så tårerne trillede. ”Freja! Thor!” Røskva var helt ekstatisk af glæde! Hun stormede forbi Sif, som ikke kunne nå at reagere, inden pigen var længe forbi hende og løb i favnen på sine redningsmænd. ”Er Tjalfe hos jer?” spurgte hun forventningsfuldt, men hendes ansigtsudtryk skiftede snart til bekymring og sorg, da Freja og Thor rystede på hovedet. ”Desværre, Røskva,” sagde Thor og satte sig på hug foran pigen, ”men vi finder ham! Det lover jeg!” Røskva fremtvang et smil og nikkede. Hun måtte være modig, følte hun. Tjalfes chancer ville ikke blive bedre af at hun græd og hun besluttede at lægge al sin bekymring i hænderne på sine nye venner. Thor rejste sig og begyndte at kommandere med de andre. ”Freja, du tager Loke og Røskva og skynder dig ud til redningskapslerne så hurtigt som muligt!” Freja nikkede og snart var hun og Røskva forsvundet ud gennem døråbningen. ”Sif, personscanneren!”

Hun fandt scanneren frem og rakte den til ham. ”Hvad vil du?” spurgte hun. Han flyttede ikke blikket fra scanneren, mens han drejede rundt om sig selv et par gange. ”Nej, det kan ikke e!” Han slog scanneren ned i hånden et par gange og prøvede igen. Så kiggede han forskrækket op på Sif. ”Han er her ikke!” sagde han med et frygteligt og fjernt blik. ”Scanneren viser en enkelt Jætte på Brimir, men der er ingen andre ombord! Tjalfe er væk!” ***

12 Tjalfe vs. Skrymer

Det rystede under Tjalfe og bjerget af brokker begyndte at skride under ham til lyden af Skrymers vældige brøl! Han måtte ligge et eller andet sted under alle brokkerne og på en eller anden måde stadig være i live. Tjalfe reagerede lynhurtigt og kurede ned ad skråningen. Støvskyen var heldigvis næsten forsvundet, så han kunne rimelig let orientere sig på vej ned mod gulvet i Brimirs tronsal. Lige så snart hans fødder ramte gulvet, fik han sig rejst op og så sig omkring. Bag ham var det store bjerg ved at opløses og brokker af vidt forskellige størrelser trillede ned mod ham helt oppe fra toppen. Med et par hurtige skridt kom han langt nok væk til ikke at blive begravet levende, men synet af Skrymers hånd på vej skråt op fra den efterhånden helt flade skråning fik ham til at dreje om sig selv for at finde en udvej. Dér! Spidsen af en Farbauter kiggede ud gennem det hul, den havde lavet i væggen og ved kanten af den så der ud til at være nok plads til at han kunne klemme sig igennem. Han havde netop flyttet den ene fod, da noget greb fat om hans anden fod og han mistede balancen. Han knaldede sine knæ hårdt mod gulvet, men bed smerten i sig og vendte sig rundt. Her så han lige ind i øjnene på den vrede Jætte, der holdt stædigt fast i hans fod. Skrymer sad stadig fast med halvdelen af kroppen begravet i brokker og Tjalfe sparkede vildt efter ham med den anden fod, mens han rystede og vred sig voldsomt for at undslippe Skrymers greb. Kæmpen stak i et brøl, da Tjalfe ramte ham i hovedet og fik sig vristet løs. Han trak sig med alt, hvad han havde i sig en halv meter tilbage og nu blev Skrymer virkelig vred! Den store Jættes øjne lynede mod Tjalfe, som om han troede, at hans blik alene ville standse menneskebarnet. Så skiftede hans fokus til bunken, der holdt hans krop fast og Tjalfe vidste, at han snart ville komme fri, så nu gjaldt det om at være hurtig! Tjalfes ben og hænder smuttede et par gange på det støvede gulv, mens han forsøgte at komme på benene. Han modstod trangen til at se bagud efter Skrymer, kom op og spunsede af sted, så hurtigt, han kunne. Op over bunker af ødelagte søjler og nedfaldet loft, uden om tronen, der var væltet ned midt tronsalen og hen over et par livløse vagter, som han inderligt håbede ikke ville vågne op til dåd netop nu. Han nåede Farbauteren og maste sig ind i sprækken mellem fighteren og den åbning, der ikke havde været der tidligere. Adrenalinen blæste igennem årerne og han mærkede næsten ikke, hvordan huden blev revet til blods af væggens skarpe og flossede metalkant. Så sad han pludselig fast og

kunne hverken komme frem eller tilbage. Skrymer, der et øjeblik havde troet, at det rent faktisk var ved at lykkedes den forbistrede knægt at undslippe og med en halten havde fået sig kæmpet efter drengen med ren viljestyrke, satte tempoet ned og smilede ondt til Tjalfe. ”Nå!” lynede kæmpens øjne i en blanding af vrede, hån og vildskab, som Tjalfe før havde set hos Rne, når de drak mjød lige før begyndelsen af et togt. Vanviddet strålede omkring Skrymer og Tjalfe kæmpede med samtlige muskler i sin krop for at komme det sidste stykke igennem. ”Nu er man ikke så selvfed længere, hvad?” næsten brølede Skrymer med et vildt udtryk i ansigtet, som var smurt ind i blod og skidt fra det bjerg af brokker, han lige havde ligget begravet under. Skrymer tog sig god tid til at nå hen til Tjalfe. Han ville nyde dette øjeblik, hvor den lille, genstridige møgunge endelig ville møde sin skæbne. Og Tjalfes skæbne ville være ham, Skrymer, den største af alle Jættekrigerne. Tjalfe kunne næsten ikke trække vejret længere, som han sad klemt inde. Farbauterens jævne overflade lå tungt på brystet og fra ryggen klemte den skarpe væg sig ubarmhjertigt ind i hans lunger. Det sortnede for Tjalfes øjne og han var lige ved at miste bevidstheden. Skrymer havde løftet sin hånd og rakte nu ind i sprækken efter Tjalfe. Som i en drømmetilstand så han Skrymers vældige næve vokse sig større og større inde i sprækken og Tjalfe måtte indse, at det var slut. Han lod alle sine muskler slappe af og åndede ud... Riiiisj... til Tjalfes lettelse gled han lige pludselig let gennem det sidste stykke og faldt ud i en smal korridor. ”Neeeeeej! Aaaaaargh!” Skrymer, der ellers lige var helt sikker på, at nu havde han Tjalfe præcis, hvor han ville have ham, galede som en sindssyg. Han ville ikke acceptere, at drengen nu igen på den mest utrolige måde havde undsluppet hans greb. Så tæt på! Og så... vips, var han uden for rækkevidde?? Det kunne ikke være rigtigt?? Rasende over det sviende nederlag strakte han sin hånd og sine fingre så langt ind i sprækken han kunne og klemte fingrene sammen om ingenting. I et sidste frustreret forsøg maste kæmpen af alle kræfter sig ud mod Tjalfe, der var helt

uden for hans greb. Så sad han fast... Tjalfe havde næsten medlidenhed med Skrymer, som han stod der med armen helt inde i sprækken ude af stand til at komme fri. Skrymers øjne skiftede fra vrede og frustration til en tilstand, der nærmest virkede som panik og derefter fik han et fjernt blik og gled mentalt ind i sig selv med en stønnen og piven, Tjalfe aldrig havde oplevet hos en voksen før. Tjalfe slap blikket og trådte et par skridt tilbage. Han følte sig på én gang lettet og ked af det. Selv den værste Jætte havde ikke fortjent at dø, tænkte han ved sig selv. Men han kunne ikke gøre noget. Hvis han på en eller anden måde overhovedet kunne få Skrymer fri, ville det være det samme som at underskrive sin egen dødsdom, for Skrymer ville aldrig lade ham gå, uanset, hvor meget godt, Tjalfe gjorde for ham. Selv ikke det at redde hans liv ville være nok. Tjalfe vidste det og selv om han mærkede den dårlige samvittighed snige sig ind på ham, tog han en dyb indånding og gik ned ad den smalle korridor... *** Jættecruiseren lå i det store tomrum som en død fisk i rørte vande. Det gnistrede fra Skrymers Handske ind mod midten af det, der før var et sikkert sted at være og de frygtindgydende hvirvelstrømme af forvreden rum og tid snævrede sig ind i bølgende bevægelser. Tidsforskydningerne fik skibet til at ryste udvendigt, men også indvendigt, hvor Sif og Thor sad på gulvet på broen med personscanneren bippende ved siden af sig. Freja, Loke og Røskva havde allerede forladt cruiseren i en af redningskapslerne, men trods gentagne forsøg havde de ikke kunnet få kontakt med dem. De sad helt tæt sammen og holdt om hinanden, mens de tænkte på, hvor de andre mon var og om de mon havde klaret sig. De havde siddet hen ved en halv time uden at sige noget, men nu kiggede Sif op på Thor med kærlige øjne midt i al håbløsheden, mens hun uden besvær ignorerede de jordskælvslignende rystelser, der bredte sig gennem skibets indre. ”Jeg elsker dig, Thor,” sagde hun stille. Thor smilede til svar. Sif samlede scanneren op fra gulvet og pillede nervøst ved den, mens hun samlede mod til at tale med Thor om noget, hun havde svært ved, men som måtte frem. Måske var det deres sidste chance. ”Jeg var lige ved at give op derude...” fik hun endelig frem og kiggede kort på Thor, for derefter at koncentrere sig om scanneren igen. ”Da jeg kom igennem

den sidste hinde, mener jeg... Jeg var lige ved at vende om og finde dig... finde dig og dø sammen med dig...” Hun ventede på hans reaktion med spænding og havde ingen anelse om, hvad han ville sige til det. På den ene side var det jo en kærlighedserklæring, men på den anden side var det jo ikke det, han havde ønsket. Thor spekulerede på, hvad der fik hende til at nævne det. Han var glad for, at hun var fortsat, men hvorfor skulle hun da også gøre andet? ”Hvad fik dig til at skifte mening?” spurgte han så. ”Fordi jeg huskede på, hvad du sagde...” ”Hvad jeg sagde om hvad?” ”Ja, det med, at jeg skulle fortsætte, uanset hvad... Og så fortsatte jeg... jeg havde jo lovet dig det...” Thor lignede et spørgsmålstegn. ”Hvad mener du med det?” spurgte han og så forundret på hende, ”Lovet mig det? Hvornår?” ”Ja, lige før vi tog af sted fra Alfheim. Du kom forbi, lige inden briefingen og jeg rensede dit sår og så talte vi om...” Sif stoppede midt i sætningen og så op på Thor - nej, hun stirrede... ikke på Thor som sådan, men på det størknede blod på hans ene kind. Hun havde faktisk ikke tænkt på det før, men lige efter briefing havde han ikke noget sår. Nu havde han et sår - og det så fuldstændig ud som hun huskede det fra før briefingen...??? Thor lagde hovedet en anelse på skrå og lod blikket flakke fra side til side, mens han prøvede at hitte ud af, hvad Sif stirrede sådan på. ”Thor!” råbte hun pludselig. Han blev helt forskrækket, da hun sådan sprang op på den måde. ”Thor, dit sår! Du havde et sår, da du kiggede forbi, men... men det har du først

lige fået...! Hvad sker der?” Thor anede ikke, hvad han skulle sige, men så bare undrende på hende, som om han tænkte, at hun var ved at blive vanvittig. Han spekulerede som en gal på, hvad han skulle sige, men han nåede aldrig frem til noget, for nu begyndte rystelserne i skibet at blive så voldsomme, at de ikke længere kunne sidde stille på gulvet. Som han rejste sig, susede og peb metal mod metal gennem skroget med en infernalsk larm, der kunne mærkes i ribbenene. Sif og Thor holdt sig for ørerne i smerte. Lyden blev ledsaget af gnistrende lyn, der fór ind gennem det ellers så solide skrog og i løbet af meget kort tid var de begge omgivet af hver deres boble. Med et gigantisk brag eksploderede skibet indefra og sendte en kraftig bølge af lys udefter, som når man smider en sten i vandet. Så blev alt stille... *** Tjalfes tur ned gennem korridoren føltes lang. Selv om han dybest set godt vidste, at der ikke havde været andet valg end at efterlade Skrymer til sin egen skæbne, så havde han det skidt med det. Selv en rå og brutal Jætte fortjente ikke at dø. Og slet ikke på dén måde. Han løb så hurtigt, han kunne i en tilstand af chok og beslutsomhed. Han måtte finde en vej væk herfra og han kunne ikke regne med, at Thor eller nogen af de andre havde mulighed for endnu en gang at redde ham ud af suppedasen. Lyset i korridoren flakkede og under hele løbeturen ned i den anden ende af skibet så han gentagne gange bekymret op på dets skæbnesvangre bølgende effekt, som mindede ham om lyset ved Fyrkat, da det gik galt for snart flere uger siden og de havnede lige midt i en krig, de ikke forstod. Lysets regnbuefarvede kaskader strømmede ud fra hele indersiden af skibets skrog og bølgede stadigt vildere fra vægge og loft, mens det voksede indad. Han vidste ikke helt, hvad det betød, men rent instinktivt var han helt klar over, at det var galt. Inden længe ville det bølgende lys fylde hele skibets indre og hvad der så ville ske, kunne ikke være godt. Han zigzaggede og dukkede sig fra tid til anden for at undgå at ramme lyset og efterhånden, som der blev mindre og mindre plads i korridoren blev det stadigt vanskeligere og tog længere tid. Endelig nåede han ned til enden af korridoren og trykkede på knappen ind til det, han håbede ville være stedet, hvor de havde

Farbauterne holdende. Døren gled til siden med et beklagende skriitchsssj og afslørede et kæmpe rum med højt til loftet. Der var næsten helt tomt, for kommandøren havde jo beordret samtlige piloter ud efter Tjalfe og hans venner, da de stak af for første gang. Han gik ind i det store rum og bad til, at der måtte være blot en enkelt Farbauter tilbage, mens han lod øjnene røre væggen fra den ene ende til den anden i en langsom, søgende bevægelse. Brudstykker af forskellig art dækkede gulvet og visse steder lå kroppe af Jætter, der så ud som om de havde ligget døde i flere dage. Tjalfe bemærkede, at den nærmeste af dem var helt blå i ansigtet og kom til at tænke på dengang for nogle år siden, hvor en af mændene fra landsbyen ved et uheld var blevet begravet i mudder, da de var ved at bygge den store bro hen over mosen. Han havde stået i et af de huller, hvor de store pæle til broen skulle sættes ned, da afstivningen indvendig pludselig var styrtet sammen og givet plads til mosevand og -mudder, der var væltet ind over ham. Da det endelig var lykkedes at trække ham op derfra, var han død og havde den samme kolde sortblå farve i ansigtet. Tjalfes far havde forklaret ham, at sådan ser det ud, hvis et menneske drukner, men her i cruiseren var der jo ikke vand, så hvad kunne have givet Jætterne den farve? Endelig mødte Tjalfes øjne det, han søgte. Helt henne for enden, længst væk fra den store dør ud i friheden, stod en Farbauter og strålede om kap med Tjalfes lettede øjne. Han begyndte at løbe derhen og var bare glad for, at det flakkende lys endnu ikke var nået ud i hangaren. Han satte farten op og hoppede over de forhindringer, der var mellem ham og Farbauteren af både døde Jætter, tabte våben og ødelagt materiel og nærmede sig den frelsende fighter. Lige med ét susede en kraftig vind mod ham og kastede ham et par meter tilbage! Vinden holdt op med at blæse med ét hug, da han landede, så han tog sig ikke tid til at spekulere på årsagen til vinden, men rejste sig kvikt op og fortsatte sit løb. Wheeeuw! En gang til blev hans krop trukket bagud og atter stoppede vinden, næsten før den var begyndt. Denne gang blev han på gulvet og kravlede nu frem på alle fire og greb fat om, hvad der end var at holde i på sin vej og beslutsomt kæmpede han mod stødene af vind, der startede og stoppede, som var der en kæmpe blæsebælg for enden af hangaren. Med en sidste kraftanstrengelse nåede han helt frem til Farbauteren, greb fat i landingsstellet og fik sig med møje og besvær trukket op på oversiden og lod sig glide ned i cockpittet med hovedet først. Han modstod trangen til at hvile sig efter sine bestræbelser og ignorerede smerten i kroppen, der gjorde det svært at få sig placeret i pilotsædet forrest i Farbauteren. Han placerede sin hånd over styrekonsollen, som han havde set Loke gøre det, men der skete ingenting...

Så kom han i tanke om, hvad Freja og Sif havde talt om, da de diskuterede om Loke var til at stole på. Kun en Jætte kunne starte skibet! Hvad nu? Han kiggede ud af vinduet og fik en idé. Måske kunne det løse problemet. Ud af cockpittet igen, hen over skibets snude og med et bump landede han på det hårde gulv. Han udstødte en lyd af smerte, da hans ene hånd ramte gulvet på en dum måde. Så kravlede han besværet hen til den døde krop tæt på Farbauteren og tog fat i armene. Det føltes som om det tog timer at trække den døde Jætte hen til skibet og han havde ingen anelse om, hvordan han skulle få ham slæbt op i cockpittet. Imens nåede det flakkende lys med pulserende bevægelser ud i hangaren og han vidste, at han måtte sætte farten endnu højere op. Han mærkede et sus i sin krop, efterhånden som adrenalinen pumpede nye kræfter ind i hans trætte muskler og ømme led. På næsten mirakuløs vis fik han trukket Jætten, der måtte veje mindst hans egen vægt to gange, op på skuldrene og fik ham balanceret op på oversiden. Med et smut gled Jætten ind i cockpittet med Tjalfe lige efter og Tjalfe tog et kort kig hen mod hullet, som var hans eneste mulighed for flugt. Der havde heldigvis ikke været nogle af de mystiske vindstød, mens han havde bakset rundt med Jætten på skuldrene, men nu kunne han se, hvorfor der overhovedet havde været nogle. Hele overfladen i hullet virkede som om en usynlig kraft holdt luften inde i skibet. Men nu, hvor han igen sad trygt i Farbauteren, kunne han se, hvordan det af og til gnistrede som tordenvejr og hver gang ede det med et kraftigt vindstød lige over ham og uden for Farbauteren fik vindstødene alt muligt skrammel til at kure hen ad gulvet eller lette et par meter over det i små frøagtige spring. Det var formentlig kun et spørgsmål om tid, før den usynlige kraft bristede helt og lod al luften suse ud af hangaren. Det var sikkert sket tidligere og havde dræbt de blålige Jætter, inden hangaren igen var blevet fyldt op med luft. Han tog fat i Jættens ene hånd og bevægede den over konsollen. Det var en kæmpe lettelse at høre, hvordan motoren startede op og cockpittet gled ned over ham og den døde med et klik og det var åbenbart lige tidsnok, for kort efter bristede den usynlige mur ved hullet til friheden. Al luft i hangaren susede ud i det sorte ingenting og tog alt med sig, som ikke sad fast. Det gjaldt endda også Farbauteren, som langsomt gled hen ad gulvet. Nu gjaldt det om at være hurtigt! Tjalfe bevægede hænderne hen over konsollen og håbede inderligt, at han havde været opmærksom nok til at kunne gøre Loke kunsten efter. Farbauteren løftede sig usikkert op og frem, men lidt efter lidt fik Tjalfe bedre kontrol over skibet og huggede motoren op på fuld kraft. Farbauteren kastede sig fremefter og i løbet af få sekunder smuttede den gennem hullet med rigelig plads til alle sider.

Han nåede netop ud i intetheden, da en bølge af lys dundrede gennem det store skib og eksploderede ud til alle sider for derefter at suges ind mod sig selv og forsvinde til ingenting. Tjalfe så på eksplosionen og den mystiske forsvinden med en dyb lettelse over at være sluppet fri, men han nåede ikke at nyde den, før en salve fra et par kraftige kanoner strøg lige forbi ham. ”Aargh!” udbrød Tjalfe og kastede Farbauteren rundt i en nedadgående kort bue, netop stor nok til at undgå at blive ramt af den næste salve. Så kiggede han panisk rundt for at få øje på, hvor kanonen skød fra. ”Tjalfe?!” Balders stemme over radioen lød både overrasket og glad... ***

13 Håbet Svinder

Sif så Thor forsvinde ud i horisonten ridende på Grane, Sigurd Fafnersbanes sorte ottebenede hingst. Omridset af Asgårds nedgående sol dannede en glorie af lys omkring hans hoved og han virkede hellig og fantastisk. Hun var stolt og glad, men hun følte også sorg og mismod indeni. Hvorfor ville han forlade hende nu, hvor de endelig havde fundet sammen og erklæret deres kærlighed til hinanden? Hvor skulle han hen og hvorfor tog han hende ikke med? Hun forsøgte at kalde på ham. Hun råbte og skreg indvendigt, at han skulle komme tilbage og hente hende. At hun ikke kunne undvære ham. At hun elskede ham og ville dø, hvis han forlod hende... Men hendes strube snørede sig sammen og der kom ingen lyd ud af hendes mund. Hun forsøgte at løbe efter ham, men uanset, hvor mange skridt, hun tog og uanset, hvor meget hun kæmpede, flyttede hun sig ikke ud af stedet. Hun var bundet til den blå steppebund. Her ville hun stå for evigt. Kunne aldrig forlade stedet. Ville aldrig dø, men blot blive ældre og grimmere, alt imens livet indvendigt ville drænes langsomt i den grufulde vished, at hendes sorg og mismodighed aldrig ville få ende. Pludselig stod Loke og Balder foran hende, uden hun havde set dem komme. De stod skulder ved skulder og så meget bekymrede ud. Balder baksede febrilsk med lægeudstyret og Loke stod usædvanligt stille og gloede tomt på hende. ”Hun er ved at give op,” sagde Balder med sørgmodige øjne rettet mod skærmen på indersiden af kufferten med lægeudstyr, ”hvis hun giver op, kan vi ikke gøre noget for hende.” Han så op Loke, der blot rystede på hovedet og klemte læberne sammen. En dråbe gled langsomt ned af hans kind og læberne begyndte at dirre. Kunne det virkelig e, at den store Loke var lige ved at græde? Og hvorfor? Sif forstod det ikke og hun var egentlig også ligeglad. Thor var væk og hun kunne ikke følge efter ham. Han havde forladt hende. Alle havde efterhånden forladt hende. Selv Tjalfe og Røskva var væk. Hun var helt alene og ønskede slet ikke at leve mere... ”Åh, Sif...” Et velkendt ansigt dukkede frem bag Loke med røde øjne og blussende kinder. Røskva?? Hvad lavede hun herude? Midt i Asgårds ødemark? ”Åh, Sif,” gentog Røskva og greb Sifs hånd, ”du må ikke svigte os.” Røskva så sig over skulderen mod Tjalfe, der nu også trådte frem. Han tog Sifs anden hånd og så bedende på hende. ”Sif, du må kæmpe,” bad han inderligt, ”vi har brug for dig.”

Sifs hjerte smeltede ved synet af de to børn, der bad for hendes liv. Selv nu, midt i al sin sorg, kunne hun ikke lade være med at smile. Bare for et kort sekund. Ikke noget særligt stort smil heller, men åbenbart nok til, at Loke lagde mærke til det, for pludselig spærrede han øjnene op og prikkede til Balder. ”Hun bevæger sig!” udbrød han, ”Balder! Hun bevæger sig!” Balder fjernede blikket fra skærmen og kiggede intenst på hende. Han lænede sig frem med rynket pande, som om de få ekstra centimeter skulle kunne gøre ham bedre i stand til at se noget. ”Nej,” sagde han endelig og rystede på hovedet, ”Du ser syner.” ”Jamen, det gjorde hun, Balder!” insisterede Loke og henvendte sig så til børnene. ”Bliv ved!” kommanderede han, men med en ømhed i stemmen, som børnene ikke havde mødt før, ”bliv ved med at tale til hende. Bed hende om at kæmpe! Nej, tig hende om det!” Børnene gjorde, som han sagde og holdt godt fast i hendes hænder, mens de fortalte hende, hvor meget, de holdt af hende og hvor meget, de havde brug for hende. De mindede hende om alt, hvad de havde gennemgået sammen. Om tiden på Alfheim, inden de blev bortført, om redningsaktionen på Brimir, om deres første mislykkede flugtforsøg i Farbauteren og om, hvordan hun havde nægtet at give op, selv da det så allermest sort ud. Tjalfe og Røskva bakkede hinanden op på en helt utrolig måde og selv om de begge nok havde en følelse af, at alle deres ord var mere henvendt til de andre end til Sif, så gav det nu alligevel en indre ro. Og jo mere de fortalte, jo mere de tryglede, jo mere voksede håbet indeni. Børnenes bøn havde en lindrende effekt på Sifs hjerte og hun mærkede en varme brede sig gennem sin krop. Den startede ved hænderne, hvor børnenes varme fingre kærtegnede hendes hud og bredte sig op gennem armene og ud i brystet. Derfra videre ned gennem kroppen og til sidst helt ud i tæerne. Sif virrede med hovedet og åbnede langsomt øjnene. ”JA!” råbte Loke højt og gav Balder et sådan chok, at spjættede ud med armene i et vældigt ryk og væltede bakken med lægeudstyr. Med en lynreaktion forsøgte han at gribe den, men det gjorde bare det hele værre og hele bakkens indhold ramlede ud på gulvet med et ordentligt rabalder! Krasj! Skraldebang! Piuv!

Han så på de andre med et skævt smil og med en steril serviet i hånden. Den var det eneste, han rent faktisk havde fået fat i, inden resten væltede. ”Ups,” sagde han med lettere bøjet hoved og skulende med øjnene, mens han gav slip for servietten og lod den dale ned mod gulvet som et blad, der falder fra et træ om efteråret. Al den skramlen og ballade fik Sif til at vågne helt op. Hun satte sig og kiggede forvirret rundt. De var der alle sammen: Loke, Balder, Tjalfe og Røskva stod ved hendes sygeseng og Freja lænede sig op ad væggen. ”Thor?” var det første, hun sagde. Loke trådte en anelse til siden og afslørede sengen bag ham, hvor Thor lå i et edderkoppespind af slanger ind gennem mund og næse. Balder lagde sin hånd på hendes bryst og skubbede hende blidt nedefter. ”Du må hellere lægge dig igen,” smilede han glad, ”du har fået en hård medfart og har brug for at hvile.” Sif så bekymret over på den ubevægelige Thor, men Balder smilede beroligende til hende og nikkede. ”Thor kommer sig, bare rolig,” sagde han, ”selv den mest rå Jætteflåde får ikke sådan Thor ned med nakken. Han hviler sig bare lidt. Slangerne er bare for en sikkerheds skyld.” Sif følte sig ikke helt overbevist, men hun accepterede Balders løfte og var alt for træt til at protestere, så hun lagde sig pænt ned og lidt efter sov hun. Loke stod og så på Sif, mens hun faldt i søvn og da han følte sig helt sikker på, at hun var væk i drømmeland, trak han børnene til side. ”Kom med mig,” sagde han alvorligt, ”der er noget, vi er nødt til at tale sammen om.” Røskva kiggede på Tjalfe, der nikkede et ’ok’ og så fulgte de med Loke ind i spisesalen. Her pegede Loke på et par sæder, hvor børnene kunne sætte sig. Selv trak han en stol fra et andet bord hen til dem og satte sig over for dem. Han så dem begge to ind i øjnene med en alvorlig mine. Tjalfe genkendte blikket. Det var det samme blik, som hans far havde haft i øjnene, da de besøgte dem for at få lov til at tage til Asgård. Det blik, han så, da det gik op for både hans far og hans mor, at de ikke ville kunne ses igen, før om lang tid. Måske endda aldrig nogensinde mere, hvis det ikke ville lykkedes Thor at forhindre Jætterne i at kidnappe dem med deres transportersystem. Tjalfe vidste ikke med sikkerhed, hvad Loke nu ville sige, men han havde en bange anelse. Han havde dog en klar

fornemmelse af, at han ikke ville bryde sig om det, Loke nu ville tale med dem om. Loke tog en dyb indånding. ”Allerførst vil jeg sige til jer, at vi er meget stolte af jer begge to,” begyndte han. Det var tydeligt, at han mente hvert et ord. Både hans stemme og hans ansigtsudtryk viste stolthed. ”Det er vi alle sammen,” fortsatte han, ”både Balder, Freja, Sif og mig - og Thor, selvfølgelig. Han er nok den, der er allermest stolt.” Loke ventede et øjeblik og lod roserne sive ind hos børnene. Så fortsatte han. ”Men desværre er der også noget, jeg er nødt til at fortælle jer. Og jeg véd, det vil gøre jer kede af det...” Han holdt en pause for at mande sig op til at fortælle dem sandheden, men Røskva kom ham i forkøbet. ”Vi kan ikke vende hjem, vel?” spurgte hun, selv om hun godt kendte svaret. Loke rystede ærgerlig på hovedet. ”Nej,” sukkede han, ”vi har ikke fundet en måde at forhindre Jætterne i at tage jer når som helst, de har lyst til det. Vi kan ikke risikere at sende jer hjem, for før eller siden vil de finde jer. De véd jo, hvor I bor og de helmer ikke. Ikke før de har forvisset sig om, at de har fået alt det at vide, som de tror, I ved.” ”Jamen,” protesterede Tjalfe, ”vi véd jo ikke noget...” Loke så fast på Tjalfe. ”Tjalfe, du er en kvik dreng,” sagde han anerkendende, ”du véd langt mere end du giver udtryk for.” Loke lænede sig tilbage i stolen og lagde benene over kors. ”For at være helt ærlig, Tjalfe, så var jeg mildt sagt ikke enig med Thor, da han begyndte at undervise dig. Faktisk mente jeg, at du bare var endnu en dum dreng fra en tilbagestående race, som det ikke var værd at spilde sin tid på.” Tjalfe så vred ud, men Loke løftede sin pegefinger som for at sige ’vent, for der er mere...’ og så fortsatte han sin forklaring. ”Men den seneste tid er det gået op for mig, at Thor havde ret. Du er noget ganske særligt. I er noget ganske særligt.” Røskva havde først set skuffet ud, men nu storsmilede hun ved også at blive nævnt. ”Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det,” fortsatte Loke, ”men på en eller anden måde forstår I to meget mere end mange af de kvikkeste børn i Asgård.” Loke smilede, mens han sagde det, men så blev han alvorlig igen. ”Det er rigtig godt, men det giver også nogle problemer,” forklarede han, ”for det er ikke kun os, der har opdaget, hvor kvikke I er. Det har Jætterne også... Og de vil gøre hvad som helst for at få jer til at fortælle alt, hvad I ved... og de vil ikke være tilfredse med det, for de vil gå ud fra, at I ved mere, end I egentlig gør. Hvis de fanger jer igen, er det langt fra sikkert, vi kan redde jer én gang til. Det var enormt heldigt, at det overhovedet kunne lykkes denne ene gang. Næste gang

er vi nok ikke helt så heldige.” Tjalfe og Røskva nikkede. De vidste, at han havde ret. Jætterne ville aldrig lade dem være i fred, så længe, de troede, der var oplysninger at hente hos dem. ”Men...” Tjalfe så ned i gulvet, mens han pillede ved fligen af sin skjorte. Så kiggede han Loke direkte ind i øjnene. ”Men hvad så? Tager I os med til Asgård?” ”Nej, Tjalfe, I hører ikke til i Asgård. I hører hjemme på Jorden. Vi aner ikke, hvad Asgårds luft og natur vil gøre ved jer. I kan risikere at blive syge eller måske endda dø af det, vi spiser. Vi har besøgt Jorden af og til, men vi bliver aldrig i længere tid ad gangen, for vi ved endnu ikke, hvad det gør ved os. Vi kan ikke udsætte jer for den fare.” ”Men hvad skal der så ske med os?” ”Hmmm.... tjah... dén bliver nok lidt svær at forklare... Men altså... Thor har en plan, som kan løse problemet...” ”Thor?” Røskva så overrasket ud. ”Men han er jo ikke vågnet endnu. Da vi tog af sted, var han da sikker på at han kunne finde en måde at forhindre Jætterne i at tage os?” Loke så noget underlig ud i hovedet. Han kløede sig i hovedbunden, mens han kæmpede for at finde en måde at forklare det på, som de kunne forstå. ”Øhm, ja... men den Thor, der ligger derinde på briksen... Han vågner jo op på et tidspunkt og så finder han på den her plan... Altså en plan, som han giver mig, lige inden jeg forsvinder ved Fyrkat...” ”Det forstår jeg altså ikke noget af,” sagde Tjalfe og så meget forvirret ud. ”Okay, lad mig sige det på en anden måde,” forklarede Loke, ”I skal tilbage til Jorden og bo nogenlunde samme sted som I bor nu. Men I kommer til at bo i en anden tid end I gør nu.” Børnene måbede. De sad et stykke tid uden at sige noget. Stirrede forundret på Loke, der stadig brød sit hoved med, hvordan i alverden man skulle forklare begreber som tid og rum for børn af en race, der ikke engang havde opfundet

maskiner eller fly endnu. ”En anden tid?” brød Tjalfe stilheden og ventede en forklaring med hovedet på skrå, mens Røskva sad ved siden af med hænderne i skødet og øjnene hængende ud af hovedet. Så fik Loke en idé. ”Hvis nu jeg skal herfra og ned i den anden ende af Alfheim,” begyndte han, ”så kan jeg gå derned eller jeg kan tage en af de transportvogne, vi bruger til tunge ting.” Tjalfe og Røskva nikkede og Loke fortsatte sin forklaring. ”Når jeg går derned, tager det længere tid end hvis jeg bruger vognen.” Han fik igen et forstående nik. ”Men hvad nu, hvis jeg kunne tage en vogn, der gjorde, at jeg dukkede op nede i den anden ende af Alfheim med det samme? Så ville der jo ikke være gået tid overhovedet, vel?” ”Ligesom, når vi bruger armbåndene?” foreslog Tjalfe. ”Ja, præcis!” svarede Loke lettet over, at hans forklaring synes at fungere, ”ligesom med armbåndene. Men hvad nu, hvis jeg så kunne bruge en vogn, der gjorde, at jeg kom ned i den anden ende et år efter, uden at der var gået tid i selve vognen?” Tjalfe tænkte lidt. ”Altså... så ville du ikke selv blive et år ældre, men det ville skibet og alle andre på det?” ”Nemlig, Tjalfe! Og sådan en vogn har vi jo!” ”Joh,” tøvede Tjalfe, ”men Thor har fortalt mig, at armbåndene ikke kan flytte os mere end et par år frem og så hjælper det jo ikke noget. Jætterne giver jo nok ikke op, bare fordi der går et par år...” ”Har han virkelig fortalt dig det?” Loke var tydeligt overrasket. Han havde været sikker på, at Thor ville have undladt at forklare den slags komplicerede ting for Tjalfe. Ufatteligt! Selv for mange Asebørn var tidsrejser en tand for meget. ”Ja, det har han,” svarede Tjalfe, ”han har også fortalt, at man ikke kan rejse tilbage, men kun frem. Så selv hvis det skulle lykkes med lang nok tid, hvordan skal vi så nogensinde kunne besøge vores forældre igen?” Nu blev det virkelig vanskeligt for den prøvede Loke. ”Øhm, ja, det er sådan set også rigtig nok... Men øh... Ja, Thor har altså fundet ud af en måde at rejse noget længere frem...”

Tjalfe lyste pludselig op. ”Ahaa!” udbrød han med et stort smil, ”og han har også fundet ud af at rejse tilbage!” ”Ja, det har han... og derfor...” Loke standsede midt i sætningen og lignede én, der lige havde fået en sko i hovedet. ”Hvordan?... Øhm, altså... Hvor ved du det fra?” Tjalfe nød sit øjeblik og lænede sig tilbage i sin stol, mens han solede sig i Røskvas åbenlyse beundring. Så stak han Loke et skævt smil. ”Ja, altså, det vil sige... Han har ikke fundet ud af det endnu, men det gør han, når han vågner.” Loke sad som forstenet og stirrede på drengen med mistro. Hvordan i alverden kunne han have nået frem til alt det? Han havde aldrig fået undervisning af den kaliber. Han burde ikke kende grundteserne i tidsrejser, rummets krumning og temporale paradokser. Uden nogen form for skoling i de basale discipliner såsom matematik og fysik, for slet ikke at tale om atomfysik og kemi? Det var næsten mere, end Loke kunne bære og han måtte mønstre al sin viljestyrke for at få hold på sig selv og sit kropssprog. Han ville helst ikke give det indtryk, at Tjalfe forstod langt mere af det hele end han selv gjorde, selv om det syntes at være sandheden. ”Jo, det øhm...” fik han sig endelig taget sammen til at sige, selv om han godt selv kunne høre, det ikke lød vældig intelligent. ”Du har fuldstændig ret, Tjalfe, det er sådan, det hænger sammen. Ligesom du lige sagde... Men hvordan er du nået frem til det?” Loke greb til det, han var mest hjemmevant i: nemlig at stille spørgsmål. Gennem alle årene i Jætternes sikkerhedstjeneste, inden han blev rekrutteret af Odin og indrulleret i Asernes flåde, var afhøring afgjort det, han var bedst til. ”Jo, for det første,” begyndte Tjalfe, mens han gjorde, hvad han kunne for ikke at ramme Loke mere på hans selvværd, end han allerede havde gjort, ”for det første er Thor den eneste, der kan programmere Mjølner rigtigt. Balder ville sagtens kunne ramme Sif og Thor med tidslommer, lige før Brimir eksploderede. Det kan lade sig gøre med nogle småjusteringer. Men han ville ikke kunne omprogrammere Mjølner, så den kunne fange både dem og mig i Farbauteren. Det ville kræve alt for store beregninger at sammensmelte tidslommer med så vidt forskellige parametre. Kun Thor ville kunne gøre det. Og måske Sif, men hun nåede først op på broen lidt senere.”

”Men han kunne vel have lagt det ind i programmet tidligere?” prøvede Loke, men Tjalfe rystede på hovedet. ”Nej, for han kunne ikke vide, hvordan forholdene ville være, inden han tog af sted. Desuden sagde Balder, at han havde fået instruktioner af en ven med ar på kinden.” ”Joh, men det har Thor jo også. Sif kom jo til at skyde ham og lægeudstyret har helet såret, så der nu kun er et ar tilbage.” ”Ja, nu har han, men da han var på Brimir, var det et sår, ikke et ar. Og før han tog af sted fra Alfheim for at redde os, havde han hverken ar eller sår. Den eneste forklaring må være, at han på et eller andet tidspunkt i fremtiden har løst problemet med tidsrejser. Så er han rejst tilbage fra en tid, hvor hans sår er blevet til et ar. Her har han besøgt Balder og fortalt ham, hvordan han skulle omprogrammere Mjølner og er så vendt tilbage til sin egen tid.” Loke tænkte over det, Tjalfe sagde. Det gav faktisk ganske god mening, men der var stadig noget, der ikke stemte, selv om han ikke rigtig kunne placere det. Loke besluttede sig for at lade det ligge et øjeblik. Han havde endnu ikke fortalt Tjalfe, at det var ham, der havde pillet ved skjoldet og derfor var skyld i, at Jætterne havde taget Tjalfe og Røskva i første omgang. Selv om han havde handlet på ordre fra Odin, nagede samvittigheden ham alligevel og han havde ikke lyst til at børnene skulle vide noget. Ikke endnu i hvert fald. Han nikkede til Tjalfe, som så intenst på ham og gav ham en følelse af, at drengen vidste mere, end han allerede havde fortalt. Måske var det bare indbildning. Måske var det i virkelighedens hans dårlige samvittighed, der gav ham skøre idéer. ***

14 Slutspil

Hvad hverken børnene eller Loke havde opdaget var, at Freja havde sneget sig efter dem hen til broen og smuttet med ind, lige inden døren lukkede. Hun havde klemt sig helt flad på gulvet bag en konsol henne ved døren og lyttet til hele samtalen. Hun havde stadig ikke tiltro til Loke og var besluttet på at afsløre hans forræderi. Efter ordre fra Odin..? Ha! Dén hoppede hun i hvert fald ikke på. Alene det, at han ikke fortalte børnene hele den historie, viste hans dårlige karakter! Han skulle bøde for sit forræderi, skulle han, men det skulle gøres rigtigt. Hun måtte have beviser først. Og dem kunne hun skaffe ved at tale med ham. Hun havde allerede slået kommunikationsenheden til, så hun kunne optage alt, hvad der blev sagt på broen de næste par timer. Men hun ville vente lidt. Børnene skulle af vejen først. Hun ville ikke risikere, at de kom i fare, når Loke fandt ud af, at han var blevet afsløret, for man vidste aldrig, hvad han kunne finde på at gøre ved dem. Tage dem som gidsler? Skyde dem, så han kunne flygte, mens hun tog sig af dem? Så hun lå lige så stille og ventede til børnene forlod broen og hun og Loke var alene tilbage. Da lyden af dørens svuusj bekendtgjorde, at børnene var uden for fare, rejste hun sig stille op. Der var ingen grund til at fare op, for hun havde indstillet døren på forhånd til at låse, så han kunne ikke slippe derfra, før hun brugte sin egen sikkerhedskode. ”Nå, Freja,” sagde Loke og vendte sig mod hende, ”skal vi få ordnet det sidste, inden Thor vågner og vi kan få sendt børnene i sikkerhed?” ”Det eneste, vi skal ordne lige nu, er at få dig sat bag lås og slå,” svarede hun koldt og dirrede af vrede, ”du har forrådt os. Men endnu værre: du har bragt uskyldige børn i fare med dit forræderi!” ”Ja, det er jo det, jeg mener, Freja,” sagde han bare. Helt uden følelser. Som om han lige havde givet hende en ny opskrift på kage. Hun sydede af raseri over hans ligegyldighed og måtte kæmpe mod trangen til at skyde ham lige på stedet. Loke vendte sig mod konsollen og hun løftede straks sin riffel og pegede på ham med den. Han standsede sin bevægelse et kort øjeblik og holdt hænderne, hvor hun kunne se dem. ”Jeg skal bare hente noget til dig i computeren,” sagde han, ”men du må da gerne hente det selv, hvis du er så nervøs.”

Der var næsten lyd på, så kraftigt Freja tænkte. Hvad var han ude på? Han var snu nok til at lægge en fælde for hende, så konsollen eksploderede i hovedet på hende, lige så snart, hun rørte ved den. Men han kunne også have forudset hendes tanke og lagt en fælde, så konsollen sprang i hovedet på den, der stod ved siden af, når han selv åbnede computeren? Og så igen: han kunne jo også have forudset, at hun ville tænke, at han havde forudset det og lagt yderligere en fælde? Hvad skulle hun gøre? Åbne computeren? Lade Loke åbne den? Loke gjorde en mindre bevægelse med hænderne som for at sige: hvad så nu? ”Har du bestemt dig?” spurgte han og hun kunne have svoret, at han lo indvendig, ”hvem åbner?” Så tog han en dyb indånding. ”Tjah, Thor sagde godt nok, at det ville blive lidt indviklet med dig...” At Loke nævnte Thor, gjorde bare ondt værre og hun var ved at koge over. ”Nå, men han fandt altså på en god løsning,” fortsatte Loke og lænede sig en anelse frem mod konsollen. ”Freja kalder Thor,” sagde han, før hun kunne nå at reagere og straks tonede Thors ansigt frem på skærmen. Han smilede og hans ar på den ene kind var rynket af alder. ”Hej Freja,” sagde han, ”jeg er ked af alt det bøvl, men der var ingen anden måde at gøre det her på. Ingen anden måde, jeg kunne komme i tanke om, i hvert fald.” Freja skulle lige til at sige noget, da det gik op for hende, at det var en optagelse. Så klappede hun i og lyttede. ”Det, jeg nu vil fortælle dig, bliver lidt vanskeligt at tygge,” fortsatte den gamle Thor på skærmen, ”men sagen er, at jeg nu er en gammel mand og taler til dig fra så langt ude i fremtiden, at du ikke længere eksisterer. Ja, det gør jeg faktisk heller ikke, hvis det skal være helt rigtigt. Jeg er sådan set bare på visit. Men nu begynder jeg så småt at vrøvle, kan jeg høre. Det gør gamle mænd tit. Så inden jeg nu begynder at fortælle sjove anekdoter fra min ungdom, må jeg hellere forklare dig kort, hvad der foregår. Ser du, et par uger, inden du, Sif og jeg tog kampen op med Skrymer og hans handske, fik Loke her ordre fra Odin om at ændre i Alfheims styreprogram, så skjoldet ville bryde ned i et splitsekund. Det satte Jætterne i stand til at transportere Tjalfe og Røskva over på Brimir, som på det tidspunkt befandt sig i Skrymers Handske. Spørg mig ikke, hvorfor Odin gjorde det, for jeg ved det ganske enkelt ikke. Jeg har ofte spurgt ham om det, men han vil ikke ud med det. Under alle omstændigheder er det lykkedes mig at

finde en metode, så jeg kan rejse i tid i et omfang, ingen af os nogensinde har forstået. Jeg kan ikke give dig detaljerne, for det vil bringe så mange muligheder for tidsparadokser, at jeg får hovedpine af bare at tænke på det. Men uanset hvad, så er Loke uden skyld i det, der er sket og han vidste heller ikke, at børnene ville blive bragt i fare. Faktisk vidste han slet ikke, at børnene ville være ved Fyrkat den havne på Alfheim. Han blev selv taget af Jætterne og transporteret til Brimir, lige efter, vi reddede børnene ved Fyrkat og han kunne ikke vide, hvad der ville ske efter det. Jeg ved godt, at du ikke sådan lige køber den her forklaring og at du lige om lidt vil sige, at det er fup og svindel det hele. Derfor vil jeg bevise det for dig om lidt. Nu vil jeg først give dig lidt tid til at tænke over det.” Optagelsen tonede væk igen og Freja stod eftertænksomt og nedstirrede Loke. ”Den optagelse kan enhver snyde med,” sagde hun. ”Ja,” svarede Loke. Stilhed. ”Hvordan kan jeg vide, at det ikke er fup?” ”Det kan Thor bevise for dig, hvis du vil tage den kuvert op, der ligger i din venstre lomme ved låret.” Freja studsede, men kørte langsomt sin hånd ned i venstre lårlomme og fiskede en kuvert op. Det var en gammeldags kuvert af den type, de stadig brugte til beskeder, der var så hemmelige, at Asernes sikkerhedstjeneste ikke ville overlade Jætterne den mindste chance for at opsnappe dem i æteren, men var nødt til at fange budbringeren for at få de informationer, der lå i kuverten. Hun åbnede kuverten og pillede en lille gulnet seddel ud. ”Luk sedlen op og læs,” bad Loke. ”Hvad står der?” spurgte hun. Hun var stadig ikke sikker på, om Loke havde placeret en bombe eller måske noget giftigt inden i sedlen. ”Det ved jeg ikke,” svarede Loke, ”jeg er lige så spændt på det, som du er.”

”Jeg optager alt, hvad der sker herinde lige nu,” advarede hun ham, ”Systemet er koblet på mine livstegn, så hvis der sker noget med mig, vil optagelsen blive sendt ud gennem højttalerne i hele skibet.” Loke nikkede opgivende og trak vejret dybt. ”Luk nu bare den seddel op, så vi kan komme videre.” Freja åbnede sedlen forsigtigt og holdt sin overkrop en anelse skævt, så hun måske kunne undgå at blive ramt, hvis der pludselig skulle sprøjte et eller andet farligt ud af den. Ingenting skete. Så læste hun, hvad der stod. Overraskelsen stod malet i hendes øjne... Sætning for sætning og ord for ord blev hendes øjne først undrende, så mildere og efterhånden, som hun læste, slappede hun mere og mere af. Til sidst nåede hun til slutningen og satte sig ned på den nærmeste stol med riflen hængende løst ved siden af sig. Hun rystede forvirret og forundret på hovedet, mens Loke sad mere og mere uroligt. ”Hvad står der?” spurgte han endelig, da han følte sig sikker på, at hun ikke længere ville plaffe ham ned, hvor han var. Hun sagde ingenting, men rakte bare sedlen frem mod ham. Han tog den og læste de første par sætninger: Loke: ”Luk sedlen op og læs.” Freja: ”Hvad står der?” Loke: ”Det ved jeg ikke, jeg er lige så spændt på det, som du er.” Freja: ”Jeg optager alt, hvad der sker herinde lige nu. Systemet er koblet på mine livstegn, så hvis der sker noget med mig...” Loke stoppede med at læse og så på Freja. ”Jamen, det er jo...” ”Ja,” sagde hun stille, ”det er alt, hvad vi lige har stået og sagt. Der er en note nederst på siden også.” Loke læste noten: ”Mere i kuverten, der ligger i Lokes lomme.”

Han tog sig på buksebenet og fandt en kuvert frem, der var helt identisk med den første. Indeni lå en seddel med resten af deres samtale indtil nu. Ord for ord stod der præcis, hvad de begge havde sagt. Han rakte sedlen til Freja, men hun rystede bare på hovedet. ”Orker det ikke,” sagde hun bare, ”jeg er for træt og jeg gider ikke mere.” Hun så op på Loke og fremtvang et smil. ”Undskyld, jeg ikke troede på dig.” Loke smilede tilbage. ”Det er okay, Freja... Det ville jeg heller ikke have gjort, hvis jeg var dig...” Freja rejste sig slapt op og trak vejret dybt. ”Jeg går i seng,” sagde hun, ”kan vi snakke videre i morgen?” ”Selvfølgelig,” nikkede Loke. Da Freja var ude af døren, tonede den gamle udgave af Thor igen frem på skærmen. ”Beklager, min ven, at jeg har bragt så meget ballade for dig, men jeg så ingen anden udvej.” ”Det er okay, Thor,” svarede Loke, ”sådan er krig jo - nogle gange...” ”Ja,” svarede Thor, ”sådan er krig... men sådan bør venskab ikke være...” Loke blev noget overrasket over at høre optagelsen svare ham så rent, men så kom han i tanke om, at den jo nok var baseret på Frejas optagelse af det hele. Han skulle lige til at spørge Thor om noget, da optagelsen tonede bort igen... ***

15 Et nyt liv

Tjalfe og Røskva stod klar på laboratoriet, hvor Sif var ved at forberede maskinen midt i lokalet til den behandling, børnene skulle have, inden de blev sendt i sikkerhed. Sif græd og børnene tænkte, at det nok var fordi de skulle skilles. De var også selv kede af det, selv om de glædede sig til at komme hjem til Jorden, omend det var en ganske anden jord end den, de var vante til. ”Nå, unger, er I ved at være klar?” Thor var netop kommet ind ad døren og stod nu og så stolt på Tjalfe og Røskva. De havde været meget igennem sammen og Thor følte sig som en slags far for de børn. ”Ja, det tror jeg,” nikkede Tjalfe med grødet stemme. Han så Thor ind i øjnene og bad ham tage en hilsen med til Balder, som var blevet kaldt hjem til Asgård for at blive instrueret i det nye, store slagskib. Til Thors fortrydelse havde Aserådet valgt at navngive skibet ”Mjølner,” men han var trods alt glad for både at kunne have Balder med som sin styrmand og Freja som sikkerhedsofficer. Loke var sat på en anden og åbenbart superhemmelig opgave for Asernes sikkerhedstjeneste, for han måtte intet sige om, hvor han skulle hen og han havde erklærede, at han ikke havde nogen som anelse om, hvad han skulle, selv om det nok var en sandhed med visse undtagelser. Loke plejede nok at kunne skaffe sig oplysninger om den slags, selv om han egentlig ikke burde være clearet til dem. ”Og Loke,” sagde Røskva, ”du skal også hilse Loke og sige tak, fordi han ede godt på os på Brimir.” ”Det skal jeg nok,” svarede Thor og så hen på Sif, der nu var færdig med maskineriet. Hun pegede hen mod den ene stol og Røskva var den første til at sætte sig. Sif satte hjelmen på hovedet af pigen og koblede kablerne til. ”Kommer det til at gøre ondt?” spurgte Røskva. Ikke fordi, hun virkede bange eller noget. Hun ville bare gerne vide det, så hun kunne forberede sig på det, der skulle ske. ”Nej,” svarede Sif med tårerne trillende ned ad kinderne, ”du mærker ikke noget som helst. Maskinen gemmer bare alt det, du har oplevet, siden du blev født, dybt nede i din underbevidsthed.” ”Er det virkelig nødvendigt?” spurgte Tjalfe endnu en gang Thor, ”jeg mener, vi har jo vist, at vi er ret gode til at holde på en hemmelighed.”

Thor strammede læberne sammen og så kærligt på Tjalfe. ”Jeg ved det godt, Tjalfe,” svarede han, ”men I vil få alt for svært ved at leve et nogenlunde normalt liv tusind år efter, I blev født, hvis I kan huske alt det, der er sket. På et eller andet tidspunkt vil I blive så frustrerede, at I afslører jer selv. Vi tør ikke tage chancen. Jætterne vil være over jer på ingen tid, hvis de finder ud af, hvor I er - eller, det vil sige: hvornår I er.” Tjalfe vidste det egentlig godt. Thor havde ret, det var bare svært at forestille sig et liv, hvor de ikke kunne huske, hvem de var. Ville de overhovedet eksistere mere? Var deres oplevelser og deres hukommelse ikke en uundværlig del af, hvem de var? Han følte det som om han i virkeligheden ville dø med sin personlighed. Men det var ikke det værste. ”Joh, men... jeg kan slet ikke have tanken om, at Røskva og jeg ikke skal være sammen,” sagde han og tørrede sin kind, ”vi kommer ikke engang til at kunne genkende hinanden...” ”Jeg ved det,” sagde Thor faderligt, ”og jeg ville ønske det kunne være anderledes, men hvis vi sætter jer sammen...” ”Så vil vores underbevidsthed komme op til overfladen, jeg ved det godt... Du har sagt det før, Thor.... Men alligevel...” ”Tjalfe, I vil stadig have jeres personlighed,” trøstede Thor, ”den vil komme op til overfladen, fordi den er, hvem I er. Og alt det, I har oplevet, vil stadig være i jer. I vil stadig være jer.” Thor tog fat i hans skuldre, som hans far plejede at gøre det, når han skulle forsikre ham om sin kærlighed. ”Og jeg lover dig, Tjalfe, at jeg vil arbejde som en gal for at finde en måde at forhindre Jætterne i at tage jer igen. Og lige så snart, det lykkes, kan I komme hjem til jeres forældre igen, det lover jeg!” Tjalfe rystede på hovedet. ”Hvis det lykkes, Thor, hvis...” ”Dét gør det, Tjalfe, det har du mit ord på!” Tjalfe nikkede og håbede inderligt, at Thor ville tage det som et tegn på, at han troede på ham. Det sidste han ville, var at tage modet fra Thor, så han gjorde alt, hvad han kunne for at skjule sandheden. Sandheden om, han vidste bedre. Hvis Thor nogensinde havde fundet en løsning ude i fremtiden, ville han være rejst

tilbage og give dem det serum, så de ikke behøvede at strande på en tid, der ikke var deres hos en familie, de ikke kendte og i en verden, der ville være så langt fra deres egen, at det slet ikke var til at overskue. Han forsøgte at smile, da han satte sig stolen ved siden af sin søster, men det faldt ham så svært, at han ikke kunne lade være med at spekulere på, om Thor havde set det. Sif riggede udstyret på ham, lige som hun havde gjort det med Røskva og trak et par skridt tilbage. ”Jeg kommer sådan til at savne jer,” sagde hun og fór frem for at give dem begge et moderligt knus. Det varede ganske længe og Tjalfe nød hvert eneste øjeblik, inden Sif gav slip og Røskva fik samme behandling. ”Vi kommer jo nok ikke til at savne dig, desværre,” sagde Røskva, ”men du vil altid være i vores hjerte alligevel, for kærlighed kan man ikke sådan gemme væk.” ”Nej, det kan man ikke,” smilede Sif gennem tårerne og sendte dem et luftkys. Sif gik ind i rummet ved siden af og kiggede ud gennem glasset. Her skulle hun betjene maskinen, så den fungerede, som den skulle, uden også at påvirke Thor og hende selv. Da hun var gået, gik Thor helt hen til Tjalfe og hviskede ham i øret. Tjalfe smilede og det smittede af på Røskva, som nu var helt fortrøstningsfuld. Uanset, hvad Thor havde hvisket, vidste hun, at det var godt. Thors ansigt dukkede frem bag glasset ved siden af Sif, som greb en mikrofon og talte ind i den. ”Er I klar?” Hun ventede på deres nik og startede så maskinen. Det sidste Tjalfe tænkte på, var det, som Thor havde hvisket ham ind i øret. Det gjorde ham glad og han vidste, at Thor, Sif, Freja, Balder og Loke for altid ville være hans venner. Og det var slet ikke så ringe endda. Tænk at have både Aser, Vaner og en enkelt Jætte som ven. Det var da mere, end hvad han nogensinde havde kunnet forestille sig for mindre end et år siden. ”Jeg skulle hilse fra en fælles ven med et ar på kinden,” havde Thor hvisket til ham, ”og jeg skulle sige, at vi ses igen. Og at det bliver før, du ved af det. Husk det nu, Tjalfe... Vi skal snart ses igen...”

***

Flere bøger af Per Holbo

Herunder kan du finde flere bøger af Per Holbo. De fleste findes kun som eBøger, men der er trykte bøger på vej.

Børnebøger:

- Nikolines sure tæ´r (2011) - Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest (2012) - Drillefanten, der ikke ville drille (2012)

Noveller og novellesamlinger:

- Holbohistorier (2011) - Pinligt! (2012) - Bier og Blomster (2012) fra Pinligt!

Kommende bøger:

- Fyrkat, Legenden om Hjarnø (forv. udgivelse: 2013) - anden del af Fyrkattrilogien. Science Fiction roman for teenagere - hold dig opdateret på forfatterens blog eller FaceBook. Adresserne står herunder:

Om Forfatteren

Per Holbo er født i 1973 i Horsens og bor nu i Rask Mølle sammen med sin kone og fire børn. Du kan finde mere om Per Holbo ved at klikke på linksene herunder:

Se forfatterens blog: http://www.holbohistorier.blogspot.com Per Holbo på twitter: @HolboDen Per Holbo på FaceBook: http://www.facebook.com/perholbo Forlaget Holbohistorier på FaceBook: http://www.facebook.com/holbohistorier Forlaget Holbohistorier på internettet: http://www.holbo-historier.dk Forfatterside på Smashwords.com: http://www.smashwords.com/profile/view/PerHolbo

Tak Tak til dig, der har købt bogen her. Jeg håber, du har nydt den. Tak til min familie, som støtter mig i mit forfatterskab og bærer over med mig, når jeg fordyber mig i en historie, der fanger mig og ikke giver slip, før den er skrevet færdig. Tak til Markus, Ruben, Jonathan, Lasse og Mike, som har taget sig tid til at gennemlæse bogen og komme med gode forslag til ændringer undervejs.

Noter

Fyrkat: Fyrkat blev i den sidste del af Vikingetiden bygget som én ud af flere forsvarsværker og er ved hjælp af dendrokronologi (sammenligning og tælling af årringe i træer) blevet dateret til sommeren år 980 efter Kristi fødsel. Fyrkat ligger ved Hobro og man kan stadig se afmærkningerne af borgen, der ifølge historikerne formentlig har haft til formål at styrke kongens magtposition. Vi ved jo selvfølgelig bedre...* Danimarka: Gammelt navn for det, der under det meste af Vikingetiden var ”dansk område,” dvs. det, vi i dag kalder Danmark, Norge, Sverige, De Baltiske Lande (Letland, Estland og Litauen) samt en del af Polen og Nordtyskland. Endvidere hørte de britiske øer i perioder under dansk kongedømme, men det er i en senere periode end den, vores historie foregår i.* Gardaria: Et ikke nærmere defineret område omkring den vestligste del af det, vi i dag kalder Rusland.* Stald og hus i Vikingetiden: Helt tilbage fra den tid, hvor mennesker i og omkring Danmark begyndte at holde husdyr, var det almindeligt, at stalden var bygget som en del af det hus, man boede i. Man havde således beboelse for mennesker i den ene ende af huset og stald med dyr i den anden ende af huset og med en dør eller i nogle tilfælde blot en åben karm mellem de to dele.* Myten om Tjalfe og Røskva: I nordisk mytologi fortælles det, at Thor og Loke var på vandring for at besøge Udgårdsloke. De gjorde holdt hos Skytten Egil og hans kone, Groa, som tog gæstfrit imod dem. Thor slagtede gederne, som var trækdyr for hans vogn, men gav parret og deres to børn, Tjalfe og Røskva, strenge ordrer om ikke at brække benene på de stegte geder. Tjalfe kunne dog ikke nære sig, men brækkede alligevel et lårben for at få fat i den næringsrige marv. Da Thor næste morgen genoplivede sine geder, så han og Loke kunne rejse videre, var én af gederne halt på den ene ben og som straf for ikke at have adlydt Thor, måtte Tjalfe og Røskva rejse med som Thors tjenere.* Kærre: en lille vogn med to hjul, som kan trækkes af en enkelt hest.* Gløderne fra Muspelheim: Ifølge skabelsesmyten i nordisk mytologi skabte Odin og hans to brødre, Ve og Vile, hele verden. Da de var færdige, tog de nogle gløder fra Muspelheim, en verden af ild og ekstrem varme, og satte dem på himlen. Muspelheims gløder er, med andre ord, stjernerne på himlen.*

Rne: I Vikingetiden var der tæt forbindelse mellem Vikingerne og folkeslagene i det, vi i dag kalder Hviderusland. Rne er et gammelt navn for disse folkeslag og er forløberen til navnet Russere og Rusland. Rne her har altså en hel del Vikingeblod i årerne og betragtedes som en del af Vikingefamilien.* Miklagård: Vikingernes navn for Konstantinopel, som i dag hedder Istanbul. Er én af de vigtigste byer i Tyrkiet.* Skeatta: I Vikingetiden brugte man forskellige slags mønter som betaling for varer. En af disse hed Skeatta.* *** Se forfatterens blog: http://www.holbohistorier.blogspot.com Per Holbo på twitter: @HolboDen Forfatterside på Smashwords.com: http://www.smashwords.com/profile/view/PerHolbo