Wtc-gate: The Unofficial Story 1n2x

Forord

Denne bog er fiktion, inspireret af de virkelige begivenheder der udspillede sig i New York og Washington den 11. september 2001.

Claus Bork

Tilegnet alle dem der yder en indsats for at gøre verden til et bedre sted at leve…

Tak til Lisbeth Bork, Inger Lise Franke, Lene Holm og Henrik Bjarnesen for deres støtte i forbindelse med denne bogs tilblivelse.

Tidligere udkommet af samme forfatter:

Slangeøjet – 1985 Mesteren fra Glaus – 1985 Kong Atlon af Regnbuen – 1985

Sorte Sigurd – 1987 Landet bag Tågerne – 1988 Dragens Rige – 1989

Bølgernes Børn – 1987

Djin – 1988 Portene til Rana – 1989

DEER – 1990

Det eventyrlige Karaganda – 1992

Muffy’s Lov - 1998

THE WHITE HOUSE THE OVAL OFFICE 1600 PENNSYLVANIA AVE NW WASHINGTON DC 20500 UNITED STATES OF AMERICA DATO: 22. JANUAR 2001 TID: 15.56

GORGE U. BLUSH, PRESIDENT RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY MANDREW KART, WHITE HOUSE CHIEF OF STAFF SAUL O’KEILL, SECRETARY OF THE TREASURE

De sad mageligt henslængt i sofaerne omkring det lave, ovale bord. Der var en atmosfære af anspændthed i luften, ligesom den små drenge føler umiddelbart før, de kravler over et plankeværk til en have for at stjæle æbler… Præsident Gorge U. Blush, som var tiltrådt som USAs 43. præsident to dage forinden, sad i lænestolen for enden af bordet med armene nonchalant ud over ryglænet til begge sider og tyggede tyggegummi. Han gav et kast med hovedet i retning af Mandrew Kart og sagde: ’Sørg for, at alle optagelser herfra er

standset, Mandrew. Jeg skal tale lidt privat med drengene her, ikke noget der rager offentligheden…’ Mandrew Kart nikkede, drak sin resterende kaffe i en slurk og rejste sig. ’Det skal jeg sørge for, Hr. Præsident. Og endnu en gang tillykke med embedet.’ Han smilede til de øvrige deltagere og forlod det ovale værelse. Gorge U. Blush tog ordet. ’Du ville gerne lægge ud…’ sagde han, henvendt til Saul O’Keill. O’Keill rømmede sig, lænede sig tilbage imod ryglænet i sofaen og sagde: ’Det ser skidt ud, Hr. Præsident. Jeg er ked af at skulle starte Deres tid her med sådan en indledning, men det er et faktum, at vi er på randen af et kollaps, rent økonomisk.’ Han var en hvidhåret mand med et mildt udtryk i ansigtet og tykke, stærke briller. Gorge U. Blush kiggede alvorligt rundt i kredsen. De sad alle med alvorlige miner klar over, at der måtte ske noget. Noget drastisk… ’Hvad vil du foreslå, at vi gør?’ spurgte præsidenten. Saul O’Keill rystede på hovedet. ’Vi er ved at blive overhalet indenom af en verden i forandring, og hvis vi skal omstille os, vil det tage alt for lang tid. Det er som at standse en supertanker, der er ved at gå på et skær. Vi er langt forbi det sted, hvor vi skulle være begyndt at omstille os for at kunne nå det, før det hele ramler.’ Han kiggede rundt på dem igennem de stærke briller. Så vendte han håndfladerne opad i en sigende gestus. ’That’s it’… ’Okay,’ sagde Gorge Blush. ’Du er så privilegeret, at du har en stor familie. Tag du hjem til dem og nyd aftenen med dem derhjemme og begynd så at vende skuden i morgen tidlig. Vi har lidt, vi skal have talt om her…’ Saul O’Keill rejste sig, tog sin tynde lædermappe, der stod lænet op ad sofaen lige under bordkanten, mumlede en afskedshilsen til mændene omkring bordet og forlod lokalet.

De sad lidt i tavshed. Der var kun den hårde kerne tilbage.

Præsidenten lænede sig frem, trykkede på en knap på Intercomanlægget og sagde: ’Er du sikker på, at al optagelse er slukket?’ ’Javel Hr. Præsident, alt er slukket.’ Det var Mandrew Karts stemme i højttaleren. ’Tak Mandrew,’ sagde Gorge Blush og slap den lille, grønne knap. Så betragtede han mændene omkring bordet, dvælede et øjeblik ved hver af de tilstedeværende, før han tog ordet. ’Hvad er det, vi har brug for?’ spurgte han. ’Nogle forslag?’ ’Vi har brug for et nyt Pearl Harbor,’ sagde Ronald Dumbsfeld. ’Noget, der er så ekstremt, at ingen nogensinde vil drømme om, at det er noget, vi har arrangeret.’ Ron Bidge svarede. ’Alt kan arrangeres, Hr. Præsident. Vi har alt det, der er brug for i Homeland Security, og det hele står til Deres disposition.’ Gorge Blush sad og prikkede sig i overlæben med pegefingeren. ’Du er en god mand, Ron. Det er derfor, Ronald bad dig om at komme i dag. Vi har store planer med Homeland Security – og med dig, skal du vide.’ ’Tak, Hr. Præsident…’ Ronald Dumbsfeld tog ordet. ’Der er meget at arrangere, og der vil være mange implicerede, der skal holde kæft bagefter. Vi skal være meget, meget forsigtige…’ Alle tilstedeværende nikkede. ’Jeg har nogle loyale kontakter både i FBI, i CIA og i NSA.’ Dumbsfeld kiggede direkte på Ron Bidge. ’Men det er gamle organisationer med deres egne traditioner og deres egne kodeks. Det vil være for besværligt at overbevise dem om at deltage direkte. Så vi satser på dig og Homeland Security.’ Han løftede pegefingeren og pegede direkte på Ron Bidge. ’Og du skal vide, at det vil blive rigeligt belønnet. Du vil få din egen organisation på linje med de andre, som jeg lige har nævnt.’ ’Det lyder meget positivt,’ sagde Ron Bidge og smilede katteagtigt.

Dumbsfeld vendte sig imod Gorge Blush. ’Gorge, du skal ikke være direkte indblandet i alt dette. Jeg tager den med Ron og dine folk hjemme i Texas. Der skal bruges mange penge for at få dette her afviklet. Jeg kører det for dig og skal nok holde dig informeret…’ ’Men jeg vil jo gerne vide, hvad det er, I sætter i gang, Ronald…’ sagde præsidenten. Ronald Dumbsfeld lagde sin ene hånd beroligende på hans arm. ’Bare rolig, Gorge. Nu skal du bare gøre det, du er så god til, nemlig at være præsident.’ Han kiggede på Ron Bidge og smilede bredt. ’Så bærer vi andre skraldet ud…’ De lo alle tre ad denne kommentar, og stemningen lettede en smule. Præsidenten nikkede og vendte sig imod Intercomanlægget og bad dem om at komme ind med Barney. Han vendte sig med et drenget smil på ansigtet og sagde: ’Jeg har lært Barney et nyt trick, vil I se det?’ De nikkede begge og forsøgte at virke begejstrede. Døren gik op, og præsidentens skotske terrier Barney kom ind. Gorge Blush tog en småkage fra tallerkenen på bordet og vendte sig imod hunden. ’Rul så!’ sagde han i kommandotone. Hunden væltede rundt på gulvet i noget, der mindede om et rul. Han vendte sig imod de to andre med et stort smil på læberne. ’Så I det?’ spurgte han. ’Er det ikke sjovt?’ Han lo højt. ’Meget morsomt, Hr. Præsident,’ svarede Ron Bidge. Ronald Dumbsfeld nøjedes med at nikke. ’Fint Gorge, det er meget fint.’

PORT AUTHORITY OF NEW YORK & NEW JERSEY 225 PARK AVENUE SOUTH NEW YORK NY 10003 UNITED STATES DATO: 24. JANUAR 2001 TID: 16.30

LEWIS M. EISENBERG, CHAIRMAN, THE PORT AUTH. OF NEW YORK AND NEW JERSEY MICHAEL DONOVAN, NYC DEP. OF HOUSING PRESERVATION AND DEVELOPMENT

Lewis M. Eisenberg sad og granskede papirerne på sit store, blankpolerede mahognyskrivebord. Han ignorerede telefonen, der ringede og gryntede ind imellem, imens han læste dokumentet til ende. Michael Donovan sad tydeligt utilpas i lænestolen foran skrivebordet og studerede snuderne på sine sko. ’Vil det sige, at jeg har otteogfyrre timer til at svare på dette her?’ Eisenberg slog ud med hænderne. Michael Donovan nikkede. ’Company politics,’ svarede han. ’Vi er trætte af, at vore henvendelser bliver trukket ud i det uendelige. I Deres tilfælde behøver det

blot være en form for tilkendegivelse af, at De agter at gøre noget.’ ’Aha,’ mumlede Lewis M. Eisenberg. ‘Der skal foretages en asbestsanering af hele World Trade Center, og alt, hvad I gerne vil have, er en tilkendegivelse af, at jeg skam agter at gøre det. ’Han kiggede op fra papirerne. ’Er I overhovedet klar over, hvad det vil koste at asbestsanere hele World Trade Center? ’Han rystede på hovedet. Michael Donovan havde valgt at forholde sig så ivt som muligt. Eisenberg lænede sig frem over skrivebordet og så Donovan direkte ind i øjnene. Han var vred, og fortsatte i en hård tone: ’Nu skal jeg fortælle dig en ting Mr. Donovan. Dengang vi byggede World Trade Center tårnene forlangte kommunen at vi brandisolerede hele skidtet med asbest. Der er asbest overalt, i loftpladerne, i gulvfliserne – det er sågar sprøjtet på de stålkonstruktioner der bærer alle etagerne.’ Eisenberg løftede formanende en finger i luften. ’Allerede inden vi var færdige med at bygge, begyndte I at ændre regulativerne, og forbød anvendelsen af asbest. Og der stod vi så, med verdens største kontorkompleks – der var utidssvarende fordi I skaltede og valtede med tingene efter jeres eget forgodtbefindende.’ Han holdt en flad hånd imod sit eget bryst. ’Vi har ikke gjort noget forkert!’ hævdede han. ’Vi fulgte de regler I havde sat op for os, og nu kommer I så og kræver at vi sanerer det hele.’ Hans stemme dirrede af harme. ’Er I overhovedet klar over hvad det er I gør? Vi kan lige så godt rive hele skidtet ned og bygge et nyt. Det vil koste det samme som at sanere det.’ Michael Donovan krympede sig i stolen foran ham. ’Det er ikke mit område,’ sagde han vagt. ’Men så skal De huske at indsende en ansøgning om byggetilladelse.’ Eisenberg kiggede hårdt på ham hen over kanten af brillerne. ’Pas nu på,’ sagde han. Den anden rejste sig, takkede for kaffen og forlod Eisenbergs overdådige kontor.

CAFÉ LAZEEZ NO. 15 BHITTAI ROAD F-7. ISLAMABAD 9. AVENUE ISLAMABAD ISLAMIC REPUBLIC OF PAKISTAN DATO: 03. FEBRUAR 2001 TID: 12.36

BILAL KHEL, PAKISTANI, RELATED TO AL-QAEDA KALEEM DURRANI, ORIGIN, HOMELAND SECURITY

Kaleem kiggede undersøgende på Bilal. ’Og du er sikker på, at der ikke var nogen, der så dig komme ind her?’ Den anden nikkede. ’Ikke andre end dem, der ikke betyder noget,’ svarede han. ’Men hvorfor har du bedt mig komme?’ Kaleem kastede et blik rundt i lokalet og tænkte sig om et øjeblik. ’Jeg har fået en idé,’ svarede han så. ’Jeg tror, jeg ved, hvordan vi kan ramme amerikanerne hårdere, end de nogensinde er blevet ramt før.’ ’Fortæl mig om det,’ hviskede Bilal Khel. Han så sig omkring, men ingen syntes at tage notits af dem. Kaleem rakte afværgende en hånd frem. ’Tag det roligt, der er ingen, der kender os her, det er det bedste sted at skjule sig – her imellem millioner af mennesker på en café i Islamabad…’ Den anden sukkede let og slappede af…

Der var et øjebliks tavshed. ’Fortæl mig om det,’ sagde Bilal. ’Men fortæl mig først om, hvorfor du blander dig i dette her? Jeg har spurgt mig for, og der er ingen af dem, jeg kender, der kender dig. Hvad er din interesse i det her?’ Kaleem lænede sig frem. ’Al-Qaeda er mange celler, der ikke kender hinanden. Lad mig nøjes med at sige, at jeg kender nogle folk, der godt kan lide mine idéer. Er det svar nok?’ Bilal nikkede. ’Hvis din idé er god, tjener du en god sag, Kaleem.’ Kaleem forklarede ham, at han havde boet i USA og havde været så heldig at få et rengøringsjob på et efterretningskontor, hvor han havde lyttet og studeret amerikanernes vaner og tankemåde. Og at han havde lært, at hvis man skulle ramme amerikanerne, så skulle man tænke stort og ekstremt. For selv om amerikanerne er paranoide, så føler de sig samtidig som uovervindelige, og det er denne arrogance, der er deres værste fjende, forklarede han. Den anden lyttede tålmodigt uden at ændre ansigtsudtryk. ’Jeg fik idéen til dette her fra en amerikansk film, og jeg mener, det kan lykkes.’ Bilal studerede ham, men forholdt sig stadig tavs. ’Man kunne sende et hold af folk over til USA, lade dem tage flycertifikat og hijakke nogle fly, som de derefter flyver ind i World Trade Center-bygningerne.’ Kaleem knyttede sin ene næve i luften foran sig.’Ramme dem dér i deres allermest hellige – finanscentret på Manhattan. Det skulle nok lære dem respekt for os…’ ’World Trade Center – de to høje bygninger, hvor der var bombeattentat i kælderen for nogle år siden?’ Kaleem nikkede ivrigt. ’Ja, dem. Det med en bil med bomber var ikke vildt nok, og bygningerne tog ikke alvorlig skade af de bomber. De er repareret, og det vil ikke kunne lade sig gøre igen. Nu bevogter de kældrene, ligesom hvepse bevogter deres eget bo. Men et fly er et godt våben, og lige efter starten er det fyldt med brændstof, det er en flyvende bombe. Prøv at forestille dig, at det sker…’

Bilal stirrede på ham med åben mund. ’Ved Allah, det er en vild plan. Men hvordan tror du, at man kan få smuglet folkene ind og få givet dem det flycertifikat?’ ’Det kunne jeg hjælpe med,’ svarede Kaleem. ’Jeg kunne tage tilbage og få mit gamle job tilbage og hjælpe jer med alt det praktiske derfra.’ Bilal tænkte allerede, så det knagede. Han sad og mumlede for sig selv, som gennemgik han planen inde i sit hoved og bifaldt den. ’Men tror du, at det vil kunne lade sig gøre?’ spurgte han så. ’Selvfølgelig,’ svarede Kaleem. ’Den plan er så vild, at der ikke er nogen, der vil kunne forestille sig, at vi kan komme op med den. De vil først blive opmærksomme på den, når flyene brager ind i bygningerne, og ildkuglerne kaster store skygger over hele Manhattan.’ Bilal nikkede. ’Jeg vil forelægge det for min celle og høre, hvad de siger. Hvor kan vi få fat på dig?’ Kaleem kastede et hurtigt, granskende blik rundt i lokalet og lænede sig så ind over bordet. ’Jeg vil tage tilbage til New York en af de nærmeste dage. Du kan få fat på mig her.’ Han skubbede et visitkort frem over bordpladen skjult under sin håndflade. ’I kan kontakte mig via et krypteret netværk, adressen står dér, og koden I skal bruge, har jeg skrevet på med kuglepen.’ Bilal tog kortet uden at se på det og puttede det i lommen. ’Jeg forstår mig ikke på netværk og kryptering, men de folk, jeg skal give dette her videre til, forstår sig på det. Jeg forelægger det allerede i aften.’ Han nikkede til afsked, rejste sig og forlod caféen. Han vendte sig ikke for at kigge tilbage, men forsvandt i menneskemylderet og trafiklarmen på Bhittai Road. Kaleem blev siddende, indtil den anden var forsvundet. Så tog han sin Nokia Communicator mobil frem, skrev en sms med ordene ’frøet er sået’ og sendte den, før han forlod caféen.

PORT AUTHORITY OF NEW YORK & NEW JERSEY 225 PARK AVENUE SOUTH NEW YORK NY 10003 UNITED STATES DATO: 04. FEBRUAR 2001 TID: 08.50

LEWIS M. EISENBERG CHAIRMAN, THE PORT AUTH. OF NEW YORK AND NEW JERSEY JOHN ASHLEY LEGAL ASSIST. PORT AUTHORITY OF NY. AND NEW JERSEY

‘Kan du fortælle mig, hvorfor der ikke er sket mere, end der er, omkring alt dette her?’ Lewis M. Eisenberg så på sin medarbejder med et meget misfornøjet blik. ’Det blev allerede i 1998 besluttet, at WTC-komplekset skulle overgå fra at være ejet af os til at være leaset ud i nioghalvfems år til en privat entreprenør.’ Han trommede irriteret med en finger på bordpladen. ’Nu skal der sgu’ ske noget. Jeg gider ikke at rode med dette her asbestsaneringslort…’ John Ashley kiggede op fra papirerne på sit skrivebord. ’Vi… vi er næsten klar med udbudsbetingelserne, Hr. Eisenberg,’ fremstammede han. Han var tydeligt berørt af sin chefs arrige tonefald. ’Men vi har jo udsendt de preliminære udbudsbetingelser, og budgiverne er i gang med at prissætte dem.’

’Så send dem ud, så ved du jo, hvem der er på banen, det kan sgu ikke være så svært. Der er ikke ligefrem mange, der vil være i stand til at rejse den fornødne kapital til at kunne leje WTC-komplekset i nioghalvfems år…’ Ashley rystede på hovedet og rejste sig halvt op af stolen. Eisenberg lagde en hånd på hans skulder og trykkede ham ned i stolen igen. ’Så få det gjort, John. Send lortet ud og lad os få det overstået!’ ’Javel, Hr. Eisenberg,’ svarede John Ashley.

SOMEWHERE IN EAST AFGHANISTAN DATO: 05. FEBRUAR 2001 TID: 17.45

AYMAN AL-ZAWAHIRI, JIHADI EMIR OF AL-QAEDA BILAL KHEL, PAKISTANI, RELATED TO AL-QAEDA

Der hang en tung em af fårelort i luften, selv når man var inden døre i hytten. Men det var stadig lunt. Himlen var dækket af mørke, truende skyer. Det var aften i landsbyen i Afghanistan, få kilometer fra grænsen til Pakistan. Den ældre mand sad i en stor lænestol med front imod døren og læste nyheder på sin IBM Thinkpad. Ayman Al-Zawahiri, udråbt til at være Jihadi Emir af Al-Qaeda, en af de tunge drenge i bevægelsen, der husede de mest ortodokse og reaktionære muslimer i verden. Han kiggede op fra skærmen på sin Thinkpad, da en kvinde næsten lydløst trådte ind. Han betragtede hende kritisk med øjne, der søgte efter det mindste, han kunne kritisere. Men han fandt intet at udsætte på hendes fremtoning, hun havde efterhånden lært det og kendte sin plads i den verden, han styrede. Hun var klædt i lange, løstsiddende gevandter, der nåede det lerklinede gulv, så hendes fødder var skjult. På hovedet havde hun en nikab, som kun tillod ham at se hendes øjne, alt andet var dækket af stof. Hun kom nervøst nærmere, og tekoppen klirrede et øjeblik på bakken, hun holdt foran sig. Han nikkede, og hun satte bakken med tekanden og de tre kopper fra sig på bordet. Uden et ord trak hun sig skyndsomst tilbage, bakkede ud af lokalet og lukkede stille døren efter sig.

Han sad og betragtede de lerklinede vægge med øjne, der intet udtrykte. Så lod han blikket søge ned til skærmen på sin Thinkpad. På den betragtede han billederne fra internettet af stuerne i Det Hvide Hus i Washington. Han var en lettere fedladen, ældre mand. Middelhøj, med fyldige læber og en stor, krum ørnenæse. Han havde udstående øjne, der så ud på verden igennem tykke, ridsede, uindfattede briller. Brillerne var så tunge, at de efterhånden havde skabt en dyb fure i den vejrbidte hud på hans krumme næse.

En halv time senere dukkede han op. Ayman hørte Bilals stemme fra rummet ved siden af. Så blev døren forsigtigt åbnet, og Bilal kiggede forskræmt ind. Ayman slog ud med hånden og bad ham om at komme indenfor. To af hans egne folk kom ind bag ham, og de nikkede til ham som tegn på, at de havde kropsvisiteret den unge mand. Ayman lænede sig tilbage i den brede lænestol og kiggede ned på dem. De sad på tæppet på jorden omkring det lave bord og nippede til deres te. Han kiggede på Bilal, lagde hovedet let på skrå og sagde så: ’Fortæl mig om den plan…’ Bilal rystede på hånden, spildte te i skødet på sig selv og undskyldte. ’Ja, ja, spring det over – fortæl mig om planen, ved Allah…’ Bilal fortalte om mødet med Kaleem to dage forinden. I starten var han meget usikker, men han talte sig varm og var tydeligvis selv begejstret for idéen og for at være den, der kom med den. Da han var færdig med sin beretning, sad de lidt i halvmørket og drak af teen, der nu var lunken. Visitkortet lå på bordet. ’Giv mig det!’ sagde Ayman. En af de bevæbnede mænd rejste sig og rakte ham det. Han kunne dårligt læse det i halvmørket. ’Og hvor er så denne Kaleem nu?’ Bilal kiggede op. ’Han er rejst tilbage til USA. Han ville prøve at få sit gamle job tilbage. Han gør rent i noget, der hedder Homeland Security. Han kan gå rundt i kontorerne og studere papirerne på bordene, imens han gør rent,’ lo han

og kastede stjålne blikke rundt på mændene. De fortrak ikke en mine… ’Hmm…’ mumlede Ayman. ’Det er en god plan. Den er vanvittig, den er ekstrem og ikke mindst så vil den være uventet – derfor er den god. Ingen vil drømme om, at nogen kan finde på noget så vildt.’ Han så direkte ind i øjnene på Bilal. ’Kan jeg stole på, at du ikke fortæller dette her til nogen?’ Bilal nikkede bestemt. ’Jeg vil naturligvis ikke sige noget til nogen. Jeg lover det ved min fars anden kones ære.’ Ayman sad helt stille et øjeblik, så smilede han. ’Så kan du gå nu. Mine mænd følger dig på vej…’

Han sad ensom tilbage og tænkte… De havde allerede folk i USA. Nogle af dem havde taget flycertifikat derovre, om end det kun var til små, lette fly. De havde forsøgt at forberede sig uden at vide helt præcist, hvad det var, de skulle forberede sig til, men det kunne godt være dette… det kunne det godt…

DEPARTMENT OF HOMELAND SECURITY NEBRASKA AVENUE COMPLEX OFFICE 3.02-4 WASHINGTON DC UNITED STATES DATO: 10. FEBRUAR 2001 TID: 13.21

KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY

Han havde ventet i, hvad der forekom ham at være en evighed. Han havde spekuleret på, om de havde troet på ham og hans historie, eller om de var bakket ud, eller om de ville gøre det uden at vende tilbage til ham. Han håbede, at de havde følt, at de havde brug for ham. Så kom der en mail…

’Vi vil gerne benytte os af Deres tilbud, hvornår kan De levere varerne? Vi skal også bede Dem om et møde, så vi kan drøfte detaljerne. Med venlig hilsen Korn & Landbrugsprodukter, Islamabad’

Kaleem smilede for sig selv. Han printede emailen ud og vidste, at deres teknikere allerede var i færd med at finde frem til IP-adressen på afsenderen af denne mail. De ville sikre sig, at den var autentisk… Han tog papiret fra printeren, forlod kontoret, låste døren efter sig og gik ned ad gangen imod chefens kontor.

THE WHITE HOUSE THE OVAL OFFICE 1600 PENNSYLVANIA AVE NW WASHINGTON DC 20500 UNITED STATES DATO: 11. FEBRUAR 2001 TID: 9.42

GORGE U. BLUSH, PRESIDENT NICK BLANEY, VICE PRESIDENT RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY

Ronald Dumbsfeld, Nick Blaney og Ron Bidge sad omkring sofabordet i det ovale kontor og nippede til kaffen, imens de ventede. ’Sig mig, hvor er Gorge henne?’ spurgte Dumbsfeld og kiggede sig rundt. Ron Bidge rømmede sig. ’Jeg tror, præsidenten er ude i haven for at øve et trick med sin hund,’ bemærkede han med udtryksløst ansigt. Nick Blaney sank tilbage imod sofaens ryglæn og sukkede. ’Den forbandede hund…’

Ronald Dumbsfeld kiggede ham direkte ind i øjnene. ’Tag det positivt, Nick. Så går han ikke i vejen så længe…’ Hans tænder blottedes i et bredt grin. Blaney nikkede, og antydningen af et smil krusede hans ene mundvig. Så vendte han sig imod sin sidemand i sofaen og sagde: ’Du havde noget vigtigt, du ville informere os om…?’ Ron Bidge lænede sig frem imod de to andre og gav et kast med hovedet i retning af kameraet på væggen. ’Jeg tror, det er bedre, hvis vi går op i et af mødelokalerne ovenpå,’ hviskede han. ’Et af dem, der ikke er aflyttet.’ De fulgte retningen af hans blik og kiggede tavse på kameraet et øjeblik. Så rejste de sig alle tre og forlod det ovale kontor. Mødelokalet var noget mindre end det ovale kontor. Persiennerne var rullet ned for at lukke af for solen, som stod skarpt på den blå himmel denne dag. Nick Blaney stod ved vinduet og kiggede ud, imens sekretæren kom med kaffe og de sandwiches, de havde bedt om. ’Han leger med hunden ude i sneen,’ bemærkede han tørt. ’Det er fint,’ sagde Ronald Dumbsfeld, ’så kan vi lige nå at aftale, hvor meget han har brug for at vide om det, der sker.’ Ron Bidge gjorde rede for den mail, der var modtaget hos Department of Homeland Security. ’Det ser ud som om, de har bidt på,’ sagde han med en stemme der dirrede let. Der var stille et øjeblik. Nick Blaney sad tilbagelænet i en lænestol og havde ikke tænkt sig at sige noget. Ikke imens Ron Bidge var til stede. Ronald Dumbsfeld lagde en hånd på Ron Bidges arm og sagde: ’Du står for dette her, Ron. Vi skal have en plan for alt, hvad der skal foregå – dine folk skal lave den plan. Det skal være spektakulært ud over al forstand, så du skal sikre dig, at alt fungerer – også selv om det er de skide gedehyrder, der får æren for det. Er du med?’ Ron Bidge nikkede. ’Jeg er helt med, vi er allerede i gang.’

’Lige en enkelt ting,’ sagde Dumbsfeld. ’Da jeg jo er forsvarschef, ved jeg, at der er planlagt en stor øvelse med deltagelse af det amerikanske og det canadiske luftvåben den 11. september i år. Det ville være en oplagt dato for vores operation, hvis du forstår, hvad jeg mener. No birds in the air…’ ’Det lyder som en god detalje,’ mumlede Bidge. ’11. september – der er ikke ret lang tid til…’ Ronald Dumbsfeld kiggede på Bidge med et arrogant smil om munden. ’Du vil dermed sige, at du ikke kan klare opgaven, Ron?’ Ron Bidge rystede på hovedet. ’Nej nej, overhovedet ikke. Men der skal ske en masse, før vi er klar, det var bare det, jeg mente.’ ’Så må du hellere se at komme i gang,’ snerrede Dumbsfeld. Døren gik op, og Gorge Blush trådte ind. ’Hvorfor sidder I heroppe?’ spurgte han. Ron Bidge rejste sig, da præsidenten trådte ind. De to andre blev siddende. ’Vi mente ikke, at det, vi skulle drøfte, egnede sig til videoovervågningen i det ovale kontor,’ sagde Dumbsfeld. ’Så vi gik herop.’ ’I kunne da bare have bedt Mandrew om at lukke…’ Gorge Blush blev afbrudt af Dumbsfelds viftende hænder. ’Han er din Whitehouse Chief of Staff,’ sagde han, ’ikke min… Jeg kan ikke bede ham om at lukke ned for overvågningen, det ville han undre sig over. Det er kun dig, der kan det. Du er jo præsidenten…’ Gorge Blush kiggede ud ad vinduet. ’Ja,’ sagde han og smilede veltilfreds, ’jeg er præsidenten…’

De forklarede ham, at udsendingen fra Homeland Security havde fået en mail fra sin kontakt i Islamabad, og at det var et ’GO’. Blush havde sat sig og taget en bid af en sandwich. ’Hvad er så næste skridt?’ spurgte han med munden fuld af røget laks.

’Vi informerer dig, når vi ved noget, Gorge. Nu skal vi lige have sat operationen i gang,’ sagde Dumbsfeld. ’Okay,’ sagde Blush og børstede krummerne væk fra det pressefoldede bukseben.

LA BONNE VIE RANCH 1827 PFIESTER ROAD FREDERICKSBURG 78624 TEXAS UNITED STATES DATO: 13. FEBRUAR 2001 TID: 15.42

RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY MR. SMITH, OLIEMILLIARDÆR MR. JONES, OLIEMILLIARDÆR MR. HOLMES, REVISOR

Det var koldt udenfor, minus en grad. Solen skinnede fra en skyfri himmel. De store limousiner holdt parkeret på række uden for den massive hovedbygning, bygget efter europæiske traditioner. To af limousinerne tilhørte de to Texas oliemilliardærer, som boede på egnen, og kølerne på de to biler var prydet med hver sit sæt af enorme horn fra deres eget opdræt af Longhorn kvæg. Et typisk texansk træk, der viste, at man var en af ’the guys from Texas’. Ron Bidge havde netop forelagt sine første skitser af planlægningen for de øvrige tilstedeværende og kastede et blik ud ad et af de store panoramavinduer i stuen. Han kunne se ånden fra en af vagterne udenfor stå som en sky ud i den

klare luft. Vagten slog armene over kors over brystet for at holde varmen. De havde ikke ventet sådan en kulde her i Texas og havde ikke taget frakkerne med fra flyet.

Bidge havde lagt et dokument på bordet. ’Det er sådan en aftale, de alle skal skrive under,’ sagde han. ’Og det gælder alle uden undtagelse.’ Mr. Smith tog ordet. ’Kan man få alle til at holde kæft? Jeg mener, hvad sker der, hvis bare én af de mange deltagere taler over sig eller taler med pressen for at redde sit eget skind?’ Ronald Dumbsfeld lænede sig frem og satte sin kaffekop fra sig. ’Hvad tror du selv, der vil ske?’ spurgte han i et truende tonefald. Han vendte blikket imod Ron Bidge, som ønskede han, at han skulle tage ordet. Ron Bidge rømmede sig. ’Straffen for at tale over sig er ikke noget, man kan betale sig fra…’ sagde han alvorligt. ’Det skal ikke være nogen hemmelighed. Men det har tidligere kunnet lade sig gøre, uden at jeg kender detaljerne – engang for længe siden, i Dallas, ikke langt herfra…’ Mr. Jones, en meget overvægtig, svedende mand, der ustandselig tørrede sin svedige pande med et lommetørklæde, mumlede: ’Der var ingen, der i forbindelse med JFKs bortgang levede længe nok til, at nogen nåede at lytte til dem…’ Mr. Smith kluklo for sig selv. ’Nej, vi fik det hele ordnet i mindelighed…’ De trak alle på smilebåndene. ’Når man er inde,’ sagde Dumbsfeld,’så er man inde for altid. Der er ikke nogen exitstrategi her!’ Der opstod en kort, trykkende pause. ’Hvad er der af muligheder omkring det finansielle?’ spurgte Mr. Holmes, der ikke havde taget ordet tidligere. Han løftede en pegefinger i luften foran sig. ’Og jeg går ud fra, at jeg er med her, fordi man vil udnytte min ekspertise som revisor i forbindelse med finansieringen af alt dette?’

’Til det sidste vil jeg sige, at du er med her, fordi du har et utroligt talent for at skjule, hvad det er, der foregår rent finansielt. Og det er den egenskab hos dig, som vi vil benytte os af. Til det første vil jeg svare, at der er d’herrer fra Texas og deres betydelige bagland… øhh… og så er der saudi’erne…’ ’Vil saudi’erne være med i dette her?’ spurgte Mr. Jones, imens han duppede kinderne med sit lommetørklæde. ’Saudi’erne og vi har brug for hinanden,’ svarede Dumbsfeld. ’Det ved de lige så godt som os. Der er intet som sådan en ’Pearl Harbor-ting’ til at sætte gang i forretningerne.’ ’Nåh, men så er der jo ingen grund til at tro, at det vil være pengene, der sætter hindringer i vejen for projektet,’ sagde Mr. Smith. ’Nej,’ sagde Ronald Dumbsfeld, ’det er der ikke…’ Han lagde hænderne på bordet og kiggede på Ron Bidge. ’Og Mr. Bidge her er kommet med et meget kreativt input, som vil betyde, at finansieringen på langt sigt vil blive aflastet betydeligt. Men det er noget, vi kan vende tilbage til på et senere tidspunkt. Nu gælder det først og fremmest om at komme ud af startblokkene…’ De fortsatte med at gennemgå planerne. Homeland Security skulle klare alt det tekniske, men det skulle finansieres, og det var her, vennerne fra Texas havde deres rolle.

De stod ude i den store hall og havde taget overtøjet på. Udenfor trippede vagterne utålmodigt rundt i den stive kulde. ’Det vil sige, at vi ikke skal påregne at skulle ud at flyve den 11. september,’ sagde Mr. Smith afslutningsvis. Ronald Dumbsfelds rakte hånden frem imod ham til farvel. ’Det ville nok ikke være klogt,’ svarede han.


LEWIS M. EISENBERG, CHAIRMAN, THE PORT AUTH. OF NEW YORK AND NEW JERSEY JOHN ASHLEY LEGAL ASSIST. PORT AUTHORITY OF NY. AND NEW JERSEY

Lewis M. Eisenberg sad i stolen foran John Ashleys skrivebord med benene over kors og hænderne løst hvilende i skødet. ’Lad mig høre, John,’ sagde han lakonisk. Han havde et stort, personligt overskud lige netop denne dag. John Ashley, hans dygtige, men samtidig irriterende juridiske medarbejder, samlede papirerne og flyttede sin lommeregner ud til siden. ’Jo altså Hr. Eisenberg, vi har jo flere bydende. Det ene bud kommer fra Vornado Realty Trust, som er et investeringspartnerskab imellem Brookfield Properties Corporation og Boston Properties, det er dem, der byder mest…’ Han checkede

papirerne, før han talte videre. ’Faktisk 600 millioner dollars mere end bud nummer to for at være helt præcis.’ ’Ja, og…?’ nikkede Eisenberg. ’Det andet bud kommer fra Silverstein Properties og The Westfield Group og er altså det laveste.’ Han kiggede op og forholdt sig afventende. Lewis M. Eisenberg så smilende på ham. ’Du er godt klar over, hvad dette her kommer til at betyde for os, ikke sandt?’ Ashley nikkede. ’Penge i kassen,’ svarede han, ’men burde vi ikke, hvis vi skal gå helt efter reglerne, oplyse de bydende om den verserende sag vedrørende asbestsaneringen?’ Eisenberg sad et øjeblik urørlig. Han så ud som om, han overvejede det, men sagde så: ’Det bliver ikke nødvendigt.’ ’Hvad mener De, Hr. Eisenberg? Hvis de bydende vender tilbage og kan dokumentere, at den sag var rejst, inden de gav bud, vil vi lide er enormt tab i retten.’ Lewis M. Eisenberg havde allerede rejst sig og var på vej ud. Han vendte sig et kort øjeblik og sagde: ’Det bliver ikke nødvendigt, John. Du skal aldrig nævne det igen. Send en pressemeddelelse ud om, at sagen er afgjort og se at få afsluttet den hurtigst muligt.

Hvad ingen af dem vidste på det tidspunkt var, at Vornado Realty Trust efter de indledende forhandlinger forlangte, at lejeperioden blev nedsat fra 99 år til 39 år, og da der ikke kunne opnås enighed om dette, trak de sig fra budgivningen. Så i sidste ende blev det Larry Silverstein, Manhattans største erhvervslejemåls udlejer, der endte med at få en 99-årig leasingkontrakt på hele World Trade komplekset for 127 millioner dollars.


LEWIS M. EISENBERG, CHAIRMAN, THE PORT AUTH. OF NEW YORK AND NEW JERSEY RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY MR. WHITE, HOMELAND SECURITY

Det var det første møde, et møde, hvor det var af altafgørende vigtighed, at de gjorde lige præcis det rigtige indtryk. Derfor havde Ron Bidge valgt en fra staben, som i sin hele fremtoning virkede både skræmmende og kompetent. Han havde valgt at præsentere ham som Mr. White. Mr. White var hvid amerikaner, meget stor og bredskuldret, noget man ville bemærke selv igennem hans tykke, forede, mørkeblå frakke. Hans hænder var grove og senede med aftegninger af blodårer på håndryggen. Han sagde ikke meget, faktisk havde han intet sagt, siden de kom til kontoret.

’Det De siger er altså, at der vil komme til at ske noget, der har med mit kontor at gøre,’ sagde Lewis M. Eisenberg usikkert. Ron Bidge nikkede. ’Lad mig sige det således: De er ved et tilfælde blevet en del af noget, der styres af os, og som vil komme til at ske, uanset hvad der så i øvrigt måtte ske. De kræfter, der står bag dette, er så massive og indflydelsesrige, at ingen kraft på Jorden er stærk nok til at afvise dem. Jeg er her for at sikre mig, at De forstår situationens alvor.’ Lewis M. Eisenberg kiggede på dem med vantro i blikket. ’Jeg er en meget indflydelsesrig mand,’ sagde han forsigtigt, ’hvis De tror, at jeg bare sådan uden videre…’ Mr. White lagde sin kæmpe næve på bordet og trommede langsomt med fingrene i bordpladen. Lewis M. Eisenberg tav. ’Hvis De opfører Dem sådan, som vi ønsker, at De skal gøre,’ sagde Ron Bidge, ’så vil De være en endnu mere indflydelsesrig mand, når alt dette er overstået. Hvis De ikke gør, så vil De være en meget død mand.’ Han gav et kast med hovedet i retning af Mr. White. ’Mr. White er i Homeland Security blevet tilknyttet Dem som deres personlige kontakt. Mr. Whites opgave er at sørge for, at De forbliver den anonyme embedsmand, der istrerer WTC, og som hverken beskæftiger sig med storpolitik eller kommer med uigennemtænkte udtalelser til pressen eller andre. Mr. White vil være Deres skygge fra nu af, og indtil De en dag dør. Forhåbentlig vil det vare længe…’ ’Vi har netop offentliggjort, at Larry Silverstein har leaset hele WTC-komplekset i 99 år,’ sagde Eisenberg.’ ’Det interesserer os ikke, Hr. Eisenberg. Det er naturligvis interessant for Dem, men det har ikke den ringeste betydning for vores planer med WTC,’ sagde Ron Bidge. ’Hvad er det, jeg skal gøre?’ spurgte Lewis M. Eisenberg. Hans underlæbe dirrede ganske let, da han talte. Ron Bidge foldede hænderne i skødet, lænede sig tilbage i stolen og kiggede tavst på ham et øjeblik. Så svarede han roligt og selvsikkert: ’Der findes magter i denne verden, der slet ikke er en del af det folk, som du betragter som ’den almindelige verden’. En verden, hvor der findes spilleregler, hvor der findes et

retssystem, og hvor alle har krav på at blive hørt. En verden, der er så magtfuld, at der reelt ikke er mere beskyttelse i at være indflydelsesrig, som du er, end at være en hvilken som helst bums, der lever og dør på gaden.’ Han lænede sig frem. ’Alle dine mange indflydelsesrige venner kan kun købe ting og beskyttelse i den verden du kender, de har ingen indflydelse i den verden, jeg kommer fra.’ Han titulerede ikke længere Lewis M. Eisenberg med ’De’, som han ellers respektfuldt havde gjort indtil da, lige siden han kom. ’Den verden, jeg kommer fra, kunne fjerne en amerikansk præsident engang i Dallas, skyde ham i smadder på åben gade, imens det hele blev optaget af folk med kameraer, den kunne skabe en syndebuk for derefter også at fjerne ham, den kunne eliminere alle vidner på mange både tænkelige og utænkelige måder, og den kunne trække enhver afklaring så meget i langdrag, at man den dag i dag stadig ikke aner, hvem der egentlig skød ham.’ Han rømmede sig. ’Jeg siger dette, fordi jeg ved, at du stadig sidder og er uafklaret inde i dig selv. Og jeg siger det, fordi det nemmeste for mig er, at du bare gør, som du får besked på – men det er selvfølgelig op til dig, om du vil spille med…?’ Han havde et spørgende udtryk i ansigtet og lagde hovedet let på skrå, som krævede han et svar her og nu. Lewis M. Eisenberg sad på sin stol bag skrivebordet. Hans skuldre hang slapt ned, og der var noget på én gang både opgivende og skræmt over hele hans udstråling. Den mægtige fra Port Authority of New York and New Jersey, Lewis M. Eisenberg, var uforvarende skredet ud i skyggen af den bane, han indtil nu havde betragtet som sin, og hvor han altid havde set sig selv som en af stjernerne. I hånden holdt han Ron Bidges visitkort fra Department of Homeland Security. ’OK,’ sagde han med grødet stemme. ’Jeg er med, jeg har forstået.’ Han så op. ’Hvad er det, du vil have mig til at gøre?’ Mr. White sad og betragtede Lewis M. Eisenberg med et fuldstændigt udtryksløst ansigt. Ron Bidge smilede. ’Jeg har alle detaljerne her,’ sagde han. Han vendte sig og tog noget op af sin mappe, der stod på gulvet ved siden af hans stol. Han skubbede et gråt plastikcharteque ind over bordet. ’Som du vil bemærke, er der hverken logo eller brevhoved på papiret. Men det er

der heller ingen grund til, vel?’ Lewis M. Eisenberg rystede på hovedet. Han rakte ud og tog chartequet, åbnede det og kiggede kort på det øverste stykke papir. ’Nej!’ sagde han, ’det er ligegyldigt!’ ’Mr. White vil kigge forbi ind imellem for at sikre sig, at alt går efter planen. Du må sørge for, at Mr. White får adgang til bygningen og til dig personligt. Vi to kommer ikke til at ses igen.’ Eisenberg nikkede.

De rejste sig, gav hånd og forlod kontoret.

TOWNE PARK 10 THOMAS CIRCLE NW WASHINGTON DC 20005 UNITED STATES DATO: 23. FEBRUAR 2001 TID: 23.45

KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY MR. BEDUIN, AL-QAEDA, LIVING IN THE USA

Kaleem Durrani havde lejet en bil hos Hertz, for at man ikke kunne sætte hans nummerplade i forbindelse med noget som helst. Overvågningskameraerne dækkede hver eneste vinkel af det store betonkompleks, der udgjorde et af de mange parkeringshuse i byen Washington DC. Han havde med vilje valgt et af de mindre populære p-huse for at være sikker på, at han kunne drukne i mængden. Jo mindre de var nødt til at manipulere med detaljerne, jo bedre. Der var altid en risiko ved at manipulere eller i hvert tilfælde en risiko for, at der kunne opstå besværligheder. Trods sine arabiske rødder havde han ingen sympati for de folk, som han nu havde den rolle at være allieret med. Han var indædt amerikaner, var amerikansk gift med en hvid kvinde, havde en god, rummelig lejlighed i Columbia Heights og var universitetsuddannet i arabisk kultur og sprog. Det var derfor, de havde valgt ham, dem der ansatte ham i Homeland Security for nogle år siden. Det var sent om aftenen. Han svingede bilen op ad ramperne, indtil han nåede op

på tagdækket, den øverste etage på p-huset, der var mindre oplyst end de nedre etager, og hvor det var nemmere at falde i et med skyggerne og nattehimlen. Han blev siddende i bilen og ventede med positionslyset tændt som aftalt. En skygge bevægede sig ind og ud mellem bilerne. Den havde retning imod ham. Han bankede på ruden, og Kaleem rullede vinduet ned. Det var en kold aften, men uden frost, og regndråberne gav ham kuldegysninger, da de ramte hans ansigt fra den åbne sprække i vinduet. ’Undskyld,’ sagde stemmen. ’Kan jeg låne noget ild?’ ’Må det være arabisk ild?’ spurgte Kaleem, det var det svar, de havde aftalt. Øjnene stirrede ind på ham, dybtliggende øjne i ansigtet på en mand med grove træk og et ar på kinden. ’Gå om på den anden side,’ sagde Kaleem, ’så kan du sætte dig ind i varmen.’ Han startede motoren og satte airconditionen på varme. Den anden havde sat sig ind og sad og gned hænderne imod hinanden for at få varme tilbage i fingrene. Han betragtede Kaleem indgående og udbrød: ’Hvorfor har du det tøj på?’ Kaleem kiggede ned ad sig selv, på den blå kedeldragt og de slidte, forede støvler. ’Jeg kommer lige fra arbejde,’ svarede han. ’Jeg gør rent, som du måske ved…’ Den anden nikkede tavst. ’Jeg skal spørge dig om, hvad du ved som kan hjælpe os,’ sagde han så. Han holdt sin højre hånd i lommen, og Kaleem tænkte, at han havde en kniv eller en pistol. ’Jeg har arbejdet længe i dag,’ sagde Kaleem. ’De er nogle arrogante svin, og de lader papirerne ligge og flyde, når de går hjem, så alle og enhver kan læse dem.’ Han fnøs som ville han understrege, hvor megen foragt han havde for amerikanere.

Den anden sukkede. ’Svin…’ mumlede han. Kaleem så sig omkring som for at forvisse sig om, at der ikke var nogen, der var opmærksomme på dem. Regnen havde allerede dækket bilruderne med vandperler, så det var svært at kigge ind i bilen udefra. ’Jeg har fundet ud af, at hele det amerikanske luftvåben er på øvelse i Canada den 11. september,’ sagde han så. Han stirrede indtrængende på den anden. De sad et øjeblik og så hinanden ind i øjnene i den mørke bil. Den anden rømmede sig kort. ’Den 11. september…’ gentog han roligt. ’Så er der ingen til at skyde flyene ned,’ sagde Kaleem, ’hvis det altså er den plan, jeg fik idéen til, som I er i gang med at planlægge.’ Den anden nikkede igen. ’Det er det,’ svarede han kort. ’Hvad skal jeg kalde dig?’ spurgte Kaleem. ’Du skal ikke kalde mig noget,’ svarede hans kontakt. ’Men hvis du ringer til mig, og…’ begyndte Kaleem. ’Jeg ringer ikke til dig,’ sagde den anden og flyttede på hånden i lommen, bare en anelse. ’Godt så…’ sagde Kaleem og mærkede nakkehårene rejse sig. ’Jeg er jo bare en almindelig rengøringsmand, hvad forstår jeg mig på alt dette her. Jeg vil bare hjælpe…’ Der var helt stille i bilen et øjeblik. Så sagde den anden: ’Vi kontakter dig over det krypterede netværk, som vi tidligere har gjort, det er det bedste…’ ’Okay,’ sagde Kaleem så. ’Okay…’

Døren i højre side blev åbnet, og et sekund senere var han forsvundet i støvregnen og kulden og mørket.

1 WORLD TRADE CENTER WEST STREET 10048 MANHATTAN NEW YORK UNITED STATES DATO: 25. FEBRUAR 2001 TID: 23.30

De mørkegrå SUV-biler kørte ned igennem parkeringsfaciliteterne under WTC1 og parkerede bag afspærringen ved godselevatoren for enden af den lange rampe. Der var enkelte parkerede biler rundt omkring, men ellers var der stille. Folkene, der steg ud af bilerne, spejdede omkring sig for at finde ud af, om de var alene. En af dem gik hen til et af overvågningskameraerne og holdt et lille måleinstrument op imod det. De øvrige stod afventende. Han vendte sig og sagde: ’Det er slukket som aftalt.’ De begyndte med det samme at pakke bilernes lastrum ud. Først trak de de medbragte sækkevogne ud, derefter læssede de dem med brune papkasser med påskriften ’fibernet installationskabler’. Så snart bilerne var tømt, kørte de derfra. Folkene med sækkevognene gik i en lang kolonne hen til elevatoren, hvor de efterhånden blev hentet op fra parkeringskælderen til etage 7 og 8, 41 og 42, 75 og 76, og 108 og 109. Disse var såkaldte ’Mechanical Floors’ – maskinudstyrsetager, hvor kun de havde adgang, og hvor de kunne skjule de

medbragte sprængstoffer, kabler, radiomodtagere og alt det andet grej, der ville ankomme på samme måde hver nat igennem flere uger.

I løbet af natten ankom teknikerne. De blev fordelt i grupper og fik uddelt identitetskort med påskriften ’Blumenberg IT and Internet Specialists’ med angivelse af et telefonnummer, hvortil man kunne ringe, hvis man ikke tog identitetskortene for gode varer og ønskede at tale med en overordnet. Telefonen var bemandet døgnet rundt og var placeret i et af kontorerne hos Department of Homeland Security. Team 1 havde lager på etage 108 og opererede officielt med installation af internetkabler til ny internetstruktur, uofficielt med trækning af nye internetkabler imellem sprængladninger placeret overalt i etagerne, computerstyrede tændmekanismer med forsinkelser, der skulle få sprængladningerne til at gå af med den timing, der krævedes for at få bygningen til at falde lodret ned og lægge sig som en bunke skrot inden for sin egen sokkelkant. Installationen var ekstremt kompleks, og alle de tilstedeværende teknikere var specialister på deres felt. De trak samtidig internetkablerne til de nye internetforbindelser, så man gradvist ville kunne mærke en forbedring af stabiliteten i det efterhånden gamle installationsnet i WTC-tårnene og derfor ikke ville fatte mistanke. I de nederste af hvert dobbeltlag af ’Mechanical Floors’ installerede de et dobbelt computersetup med backupstrøm fra UPS-systemer. Den ene computer skulle styre sprængningerne på de ovenliggende, udlejede etager, det andet computersetup var identisk forbundet og tjente som backup for det første. Den samme procedure blev iværksat og gennemført i det andet tvillingetårn, World Trade Center 2.

De havde fem måneder til at fuldføre installationen…

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 25. FEBRUAR 2001 TID: 23.30

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER BEN GRANT, HOMELAND SECURITY ASSASSIN

Lastbilerne kørte langsomt ned under kontorkomplekset ’WTC 7’ og parkerede ved godselevatoren, der forsynede alle etagerne i den 47 etager høje stålbygning. De arbejdede efter samme koncept som i de to tvillingetårne og havde den samme type af identitetspapirer.

Elevatoren standsede ud for etage seksten. Joshua Nieburn lod chipkortet køre ned igennem rillen i kortlæseren, og elevatordørene gled til side med en svag, hvislende lyd. De to mænd gik ind på etagen uden at tænde lyset. Der var en svag grundbelysning tændt, det var det hele. De ønskede ikke at vække unødig

opmærksomhed, før de havde forvisset sig om, at de var det rette sted. De fandt skabene med strømforsyningen og sikrede sig, at der var al den strøm til rådighed, som de skulle bruge. Joshua Nieburn kiggede på Ben Grant. ’Okay, vi kører!’ sagde han så. Ben Grant tog sin radio og gav folkene ordre til at begynde at bringe isenkrammet op fra parkeringskælderen. Elevatordørene gled i, og elevatoren forsvandt.

’Jeg har valgt denne etage, fordi der er mindst skrammel her,’ sagde Nieburn henvendt til Grant. ’Alt det grej, vi installerer her, kommer aldrig herfra igen.’ Ben Grant nikkede. De var begge sidst i trediverne. Joshua Nieburn var en lille, tæt, bulldogagtig type, karseklippet og med tyrenakke. Skægstubbe dækkede hans kraftige kæber, og han var tydeligt muskuløs under den medtagne læderjakke. Hans røde hårstubbe afslørede, at han var af irsk afstamning. Hans højre hånd, Ben Grant, var høj, senet og havde en ludende holdning, med markerede kindben og en krum ørnenæse. Begge havde blå øjne, og Ben Grant var karseklippet ligesom sin chef. ’Det bliver svært at få denne bygning ned,’ sagde Nieburn. ’I modsætning til de to andre er den meget forstærket. Borgmester Giulliani har et kontor på en af de andre etager, hvorfra han skal kunne lede byen i tilfælde af krig eller andre katastrofer. Så den er lavet, så den ikke kan styrte sammen.’ Ben Grant betragtede de overdimensionerede stålsøjler, der stod rundt omkring på etagen. ’Hvorfor skal vi så sprænge den?’ spurgte han. Nieburn vendte sig og smilede ironisk. ’For at slette sporene efter os, selvfølgelig…’ Han gav Grant et venskabeligt klap på skulderen.

Grant smilede. ’Nåh ja, det er jo logisk nok…’ De kunne høre den svage hvislen fra elevatordørene, der gik op, og stønnen og eder fra mændene, der trak de tungt læssede sækkevogne ind på etagen. ’Computerne skal stå derovre,’ sagde Joshua Nieburn, ’så vi kan se tårnene derfra, hvor vi sidder…’ ’Jep,’ sagde Grant, ’det skal jeg sørge for. ’Hvad med sprængstofferne?’ ’Det ordner teknikerne,’ svarede Nieburn. ’Der er ingen andre, der må så meget som røre det,’ sagde han med eftertryk. ’Det er noget farligt lort, som militæret har udviklet.’ Han vendte sig. ’Er du klar over, at det ikke sprænger som almindeligt sprængstof, som det vi kender – det er lavet til at skære igennem stål, som når en varm kniv går igennem smør.’ Grant trak på skuldrene. ’Jeg kender det ikke…’ ’Det hedder Nanothermite,’ sagde Nieburn, ’noget farligt djævelskab…’

UNITED STATES CAPITOL EAST CAPITOL ST NE & FIRST ST SE WASHINGTON DC 20004 UNITED STATES DATO: 27. FEBRUAR 2001

GORGE U. BLUSH, PRESIDENT

Præsident Gorge U. Blushs første tale til Kongressen, 27. februar 2001 uddrag:

Hr. Formand, Hr. Vicepræsident, ærede medlemmer af Kongressen: Det er et stort privilegium at være her for at gøre rede for et nyt budget og en ny tilgang til at lede vores store nation. Jeg takker jer for invitationen til at tale her i aften. Jeg ved, at Kongressen var nødt til formelt at invitere mig, og jeg ved, at ikke alle ønskede at se mig her. Derfor, Hr. Vicepræsident, sætter jeg stor pris på, at De er her i aften for at bakke mig op.

Sidst jeg besøgte kongresbygningen, kom jeg for at sværge en ed på trapperne til denne bygning. Jeg svor at ville ære vor forfatning og vore love. Og jeg bad jer om, sammen med mig, at antage en civiliseret og respektfuld tone i Washington. Jeg håber, Amerika bemærker forandringen, for vi gør fremskridt. Sammen forandrer vi tonen i nationens hovedstad. Og denne ånd af respekt og samarbejde er fundamentalt vigtig, fordi vi i sidste ende vil blive bedømt – ikke kun i forhold til hvad vi siger, eller hvordan vi siger det – vi vil blive bedømt ud fra, hvad vi er i stand til at opnå.

og:

Det budget, jeg har forelagt, støtter også de mennesker, der holder vores land stærkt og frit, de mænd og kvinder som tjenestegør i De Forenede Staters militær. Jeg beder om en forhøjelse på 5,7 milliarder dollars til forøgede militærudgifter og benefits, til sundhedsområdet og til boligområdet. Vores mænd og kvinder i uniform giver Amerika det bedste, de har at give, og vi skylder dem vores opbakning.

Ligesom en regering foreskriver medfølelse, må den også foreskrive retfærdighed. For mange af vores borgere har grund til at tvivle på vores retssystem, når retssystemet peger fingre ad grupper, i stedet for individer. Alle vore borgere er ligeværdige og skal behandles ligeværdigt.

Vi bør også forberede os på det uforudsete, på de usikkerheder der ligger ude i fremtiden. Vi bør vurdere vor nations budget, sådan som enhver forsigtig familie ville gøre – med en beredskabsplan for nødsituationer eller behov for forøgede investeringer. For eksempel kunne vi, efter en strategisk analyse, have behov for at forøge forsvarsudgifterne. Vi kunne have behov for at øge tilskuddene til vore bønder eller øge investeringerne til at reformere sundhedssektoren. Derfor sætter mit budget næsten 3 milliarder dollars af over de næste ti år til dækning af yderligere behov. Der er en milliard yderligere grunde til, at I kan føle jer trygge ved at støtte dette budget.

Amerika har et vindue til mulighederne for at udvide og sikre den nuværende fred ved at promovere en udpræget amerikansk internationalisme. Vi vil samarbejde med vores allierede og venner om at være en kraft for godhed og en mester af frihed. Vi vil arbejde for frie markeder, fri handel og frihed fra undertrykkelse. Nationer, der gør fremskridt henimod frihed, vil opdage, at Amerika er deres ven. Vi vil kæmpe for vores værdier. Vi vil kæmpe for freden.

Og vi har brug for et stærkt militær for at kunne bevare freden. Men vores militær blev formet til at imødegå fortidens trusler. Så jeg har bedt forsvarsministeren om at revurdere de amerikanske militære styrker og forberede dem på at imødegå nutidens trusler. Mit budget indeholder midler til den forskning og udvikling, der er nødvendig. Trods det, må vi i vores omstillingsproces sætte strategi foran forbrug. Vores forsvars vision vil være den, der driver vores forsvarsbudget, ikke omvendt.

Vores nation har også brug for en klar strategi, der kan imødegå det 21. århundredes trusler. Trusler, der er mere diffuse og mindre eksakte. De spænder fra terrorister, der truer med bomber til tyranner i slyngelstater, der er opsatte på at udvikle masseødelæggelsesvåben. For at kunne beskytte vores egne borgere, vores allierede og venner, skal vi udvikle og udstationere effektive forsvar imod missilangreb. Og imens vi transformerer vores militær, kan vi glemme den kolde krigs relikvier og reducere vores egne atomvåbenbevæbnede styrker til at afspejle nutidens trusselsbillede.

Et stærkt Amerika er verdens største håb for fred og frihed.

SALOMON SMITH BARNEY 7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 01. MARTS 2001 TID: 09.40

PAUL J. BOHAN, MANAGING DIRECTOR, BOND SALES GROUP, SALOMON SMITH BARNEY RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER MR. BROWN, HOMELAND SECURITY

Der var en lidt anspændt atmosfære i det store kontor i World Trade Center bygning 7. Ud igennem panoramavinduerne kunne de se WTCs to højeste tårne knejse imod den blå himmel. Lavthængende skyer drev ind imellem forbi og skjulte deres øverste etager for en kort stund.

’Tak, fordi De kunne afse tid til dette møde med så kort varsel,’ indledte Ron Bidge.

Paul J. Bohan, en velhavende businessmagnat og chef for en gammel amerikansk bank, hvis ry havde været vanæret på det seneste, nikkede roligt og sagde: ’Når jeg får en opringning fra min gode ven Nick Blaney i Det Hvide Hus, stiller jeg mig naturligvis til rådighed…’ Ron Bidge rakte ud efter sin kaffe, imens han bemærkede: ’De er en god republikaner?’ Bohan smilede. ’Ja, det er jeg som bekendt…’ Bidge kiggede til siden. ’Måske skulle jeg indlede med at præsentere mine ledsagere, før jeg går over til den egentlige orientering om, hvorfor vi er her.’ Han præsenterede sine ledsagere som ’sine folk’ fra Homeland Security. Derefter foldede han et snit af bygning 7 ud på skrivebordet og gennemgik etagerne, som næsten allesammen var lejet ud til banken Salomon Smith Barney.

Han forklarede lidt om den økonomiske situation, deres land var i, noget som Paul J. Bohan selv var særdeles godt orienteret om. Med ordene ’vi har brug for et nyt Pearl Harbor’ forklarede han dernæst indgående om, hvad operationen gik ud på, og hvorledes tingene ville udvikle sig. Selv om Paul J. Bohan var en hårdfør, erfaren forretningsmand i det øverste lag af Wall Streets magnater, kunne de alligevel se, at han var målløs og ikke helt vidste, hvilke folder han skulle lægge ansigtet i. Da han, måske som en afledning, rakte ud efter sin kaffe, rystede han ganske svagt på hånden. Ron Bidge præsenterede endnu en gang Mr. Brown på samme måde, som han tidligere havde præsenteret Mr. White for Lewis M. Eisenberg fra Port Authority of New York and New Jersey. Det var den samme skræmmende mand, der til lejligheden havde fået et nyt navn.

Paul J. Bohan rømmede sig, kaldte sekretæren via sin Intercom og bad hende komme ind med cognac til kaffen. ’Der skal lidt stærkere sager til, end jeg havde

forventet,’ bemærkede han tørt. ’Vi har brug for at få kanaliseret de midler ind, som operationen skal bruge på at komme i omdrejninger,’ sagde Ron Bidge. Døren gik op, sekretæren kom ind med en bakke med fire glas og en flaske cognac. De ventede og tav, indtil hun var gået igen. ’Det er jo slet ikke mit område,’ sagde Bohan hurtigt. ’Vi handler med aktier og obligationer her, investerer og sælger værdipapirer og er ikke en almindelig bank, der kan…’ Mr. Brown trommede med fingrene på bordplanen, og han tav og trak på skuldrene. ’Så meget desto bedre,’ sagde Ron Bidge. ’Ingen vil nogensinde finde ud af, hvad der skete her. Du skal sørge for at få overført den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft hertil fra andre afdelinger i jeres store bank, så skal det nok gå. Vi, eller rettere ’The guys from Texas’ har en revisor, som er en sand stjerne på sit felt. Han kan få penge til at forsvinde ud i den blå luft, men vi har brug for en bank, som kan overføre, sende og modtage overførsler for os. Det skal sættes sådan op, at al informationen bliver i dette hus, forstår du?’ ’De’ var også her blevet skiftet ud med ’du’ – en næsten umærkelig antydning af, at Bohans status var ændret. Paul J. Bohan nikkede tavst. ’Ingen vil i første omgang mistænke en bank, der handler med værdipapirer, hvis der overhovedet er nogen, der fatter mistanke til noget som helst, det er ikke engang sikkert.’ Bohan sukkede. ’Men beviserne forsvinder jo ikke af, at de kun findes i computerne her på kontorerne. De findes jo her og på backup og kan spores tilbage hertil…’ ’Ikke når bygningen bliver revet ned,’ sagde Ron Bidge henkastet. ’Må jeg låne sukkeret?’ Paul J. Bohan sad som forstenet og kiggede frem i luften.

’Min mand her, du kan kalde ham Joshua, sørger for, at alt isenkrammet bliver installeret på etage 15, som vi har okkuperet,’ sagde Ron Bidge. ’Der er ingen grund til, at dine bankfolk folk skal sidde på en af jeres etager, så vil folk bare begynde at snakke. De får udleveret ID-kort af os, så de officielt arbejder for Homeland Security, hvis nogen skulle spørge, hvem de er. Du skal vælge to dedikerede personer af de absolut bedste og mest skarpe. De skal underskrive den erklæring, jeg giver dig om lidt. Du skal finde personerne. Jeg tager så en snak med dem bagefter.’ Han løftede en pegefinger. ’Dem, du vælger, skal kunne stå for presset. De skal kunne holde kæft, og de skal kunne forstå, at de ellers forsvinder. Dem og hele deres familie…’ Paul J. Bohans blik flakkede fra Ron Bidge til Mr. Brown og tilbage igen. Han nikkede langsomt, stadig med et lamslået udtryk i ansigtet. ’Du kan kontakte Mr. Brown på dette nummer, hvis der er noget, du skal have hjælp til, eller nogen der lægger hindringer i vejen…’ Ron Bidge nikkede til Mr. Brown, som rejste sig halvt i stolen og skubbede sit visitkort ind over bordpladen.

Da de var gået, og han havde set dem gå ud igennem kontorlandskabet, rakte Bohan ud efter cognacflasken og skænkede sig en stor cognac. Som ren rutine flyttede han musen for at få screensaveren til at gå væk fra sin computerskærm. Oven på det billede af firmaets logo, som han normalt havde som baggrundsbillede, så han nu en lille orange firkant, hvori der med fede, sorte typer stod: ’We are Watching You’. Billedet stod let flimrende på hans skærm i omkring ti sekunder, så forsvandt det…

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 03. MARTS 2001 TID: 14.02

KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER

Han var flyttet ind på 16. etage i WTC 7, hvor de øvrige fra Homeland Security var ved at indrette sig, sætte netværket op og montere computere og overvågningsudstyr. Kaleem var den, hvis computer først af alles var blevet operativ. Han sad og ventede på at høre nyt fra sin kontakt i Al-Qaeda, imens han pakkede ud og ryddede op. Kaffemaskinen, der var helt ny, var defekt, hvilket irriterede ham, han drak normalt meget kaffe. Så i dag havde han taget en termokande med frisk kaffe med hjemmefra. Klokken lidt over 14 gav computeren lyd fra sig. Det var en meddelelse fra hans kontakt.

’Mød mig i aften, klokken 23, samme sted som sidst.’

Han vendte sig om, satte kaffen fra sig og kaldte på Joshua. Joshua Nieburn kom ind i hans kontor med det samme. Kaleem lod ham læse meddelelsen på skærmen, før han spurgte: ’Kan du nå at arrangere det?’ Joshua nikkede. ’Jep, no problemo’. Der var noget beroligende ved at have sådan en som Joshua med i sit bagland. Kaleem sad og studerede ham, imens Joshua læste beskeden igen. Joshua kiggede ned på ham, som han sad der på sin kontorstol. ’Hvis han så meget som blinker med øjnene, nakker vi ham…’ De tænkte lidt. Så spurgte Joshua: ’Tror du det er muligt, at du kan ’mærke’ ham på en eller anden måde? Med en GPS-tracker eller noget lignende?’ ’Jeg kan ikke lige se, hvordan…’ begyndte Kaleem forsigtigt. Han var ikke fieldagent, han kunne ikke slås, sådan som Joshua og hans folk kunne, han var kontormedarbejder, selv om han var agent. Han var ikke nogen James Bond… Joshua gryntede lidt. ’Ved nærmere eftertanke så… nej, vi skygger ham, det opdager han sgu ikke. Du skal bare mødes med ham, som du plejer, men du skal vide, at vi våger over dig hele tiden.’ ’Han må ikke mærke det,’ sagde Kaleem. ’Min kontakt med ham er vigtig for operationen.’ Joshua nikkede og smilede skævt. ’Ja, jeg er jo ikke dum, selv om jeg ikke bor på Columbia Heights i Brooklyn…’ Kaleem studsede. ’Har du checket, hvor jeg bor?’ Han så undersøgende på den anden. Joshua satte sig ned på bordkanten og kiggede Kaleem direkte ind i øjnene. ’Jeg ved alt om dig, Kaleem. Jeg ved, hvem din kone er, hvem dine børn er, hvor de går i skole, og hvem de leger med. Du er jo trods alt araber, så hvis du en dag skulle finde på at skifte side, så ved jeg, hvor vi skal slå til…’ Han flyttede sig

ikke, flyttede ikke blikket, men ventede på en reaktion. Kaleem rørte sig ikke. ’Vi er jo på samme side, for fanden da,’ hviskede han. ’Jeg er jo amerikaner.’ Joshua fjernede blikket og rejste sig. ’Okay, så siger vi det. Men jeg er nu altid forsigtig med din slags…’ Så drejede han om på hælen og gik ud på gangen og forsvandt. Kaleem kunne høre ham råbe en ordre om et eller andet, så var han væk.

TOWNE PARK 10 THOMAS CIRCLE NW WASHINGTON DC 20005 UNITED STATES DATO: 03. MARTS 2001 TID: 23.00


Kaleem havde parkeret den lejede Hertzbil samme sted som sidst, men havde slukket alt lyset. Han havde ikke lyst til at påkalde sig opmærksomhed. Præcis klokken 23.00 så han en skikkelse komme hen imod sig imellem bilerne. Det sneede ganske let, florlette snefnug, der dansede hen over tagene på de parkerede biler, før de dovent lagde sig på dem og langsomt dækkede dem med et hvidt slør. Skikkelsen, han havde holdt øje med, gik frem langs bilen, flåede døren op, satte sig ind, smækkede døren i og stak en stor, kold pistol i tindingen på Kaleem. ’Så er det kraft stejle mig pengene… NU!’ Kaleem rakte instinktivt hænderne i vejret. Han drejede hovedet lige netop så meget, at han kunne se den andens silhouet i den mørke bil. Den anden skreg ham ind i hovedet. Han stank af billig sprut og havde dårlig

ånde. Det var ikke hans kontakt. ’Pengene!’ råbte han højt. Kaleem forsøgte at fjerne sikkerhedsselen, så han kunne få fat på sin tegnebog. ’Ingen numre,’ råbte den fremmede,’ jeg skyder, hvis du prøver på…’ Mere fik han ikke råbt. I næste sekund blev højre fordør flået op og pistolen blev slået ud af hans hånd. Kaleem hørte det skarpe smæld, da nogen brækkede den fremmedes hals. Hans krop blev trukket ud af bilen og slæbt hen imod bagenden af bilen, imens en sort varevogn kørte frem, og den slappe krop blev smidt ind i den. Få sekunder efter var den kørt, og alt åndede fred. Kaleem samlede pistolen op fra gulvet og lagde den ind under sit forsæde. Da han rettede sig op, så han en skikkelse, der nærmede sig hans side af bilen. Det bankede på ruden, han rullede den ned, og skikkelsen sagde: ’Undskyld, må jeg låne noget ild?’ ’Øhh…’ Kaleem kunne ikke huske, hvad han skulle svare. ’Øhh… må det være arabisk ild?’ fik han så fremstammet. Den anden gik bag om bilen, åbnede døren og studsede så. ’Hvad er der sket her?’ spurgte han. ’Der er spor i sneen…’ ’Der var én, der ville røve mine penge,’ svarede Kaleem. Hans kontakt bukkede sig ned og kiggede ind på ham. ’Hvad gjorde du så?’ ville han vide. ’Jeg gav ham de 200 dollars, jeg havde i tegnebogen, og så skred han,’ svarede Kaleem. ’Jeg troede først, det var dig, for han kom præcist klokken 23, men det var så ikke dig.’ ’Jeg blev forsinket,’ sagde den anden. Han rettede sig op, stod lidt og kiggede sig rundt, men besluttede sig så for at sætte sig ind i bilen. ’Må jeg se din tegnebog?’ spurgte han pludselig. Han havde sin højre hånd i lommen ligesom sidst.

’Den tog han,’ løj Kaleem, ’det skide svin…’ Den anden nikkede. ’De er nogle svin…’ sagde han så.

’Hvad kan jeg hjælpe dig med?’ spurgte Kaleem for at skifte emne. ’Vi har valgt deltagerne, dem der skal med flyene. Jeg har fået besked om, hvem de er.’ Han kiggede på Kaleem igennem mørket. ’Fint,’ sagde Kaleem, ’så sker det, det er fint, jeg vil bede til Allah den dag.’ ’Allah er stor,’ sagde den anden. ’Allah er stor,’ gentog Kaleem. ’Vi skal have lavet falske identitetspapirer til dem, og vi har en kontakt, der kan lave dem. Men han skal bruge noget materiale, der ser officielt ud, kan du skaffe det fra de kontorer, hvor du arbejder? Det haster…’ ’Det er nok lidt risikabelt, men jeg skal gøre et forsøg,’ sagde Kaleem. ’Jeg syntes, du sagde, at der var så rodet på de kontorer? Hvis der er så rodet, hvordan skal de så finde ud af, at der mangler lidt papirer?’ spurgte han mistænksomt. ’Jeg…’ Kaleem tænkte på højtryk. ’Jeg skal jo have papirerne med ud, og fordi jeg er araber, kontrollerer de en gang imellem, hvad jeg har i tasken, når jeg kommer og går. De er nogle skide racister,’ hviskede Kaleem. Den anden nikkede let. ’Ja, det er de… Men du må forsøge, vi har brug for noget, der kan gøre arbejdet lettere og hurtigere for vores falskner.’ ’Hvordan skal jeg give dig besked om, at jeg har det, du skal bruge?’ spurgte Kaleem. ’Hmm,’ mumlede den anden. ’Du kan kontakte mig på det krypterede netværk…’ ’Okay,’ sagde Kaleem.

Uden videre ord åbnede den anden bildøren, gik ud og smækkede den efter sig. Et øjeblik efter var han forsvundet i snefoget.

Kaleem startede bilen og kørte tilbage til kontoret. Fra parkeringskælderen tog han elevatoren op til sekstende etage og gik hen til sit kontor. Han tog sin tegnebog op af lommen og fjernede billedet af sin hvide, lyshårede kone og sit MasterKart med guldkant, udlægskortet fra Homeland Security. En arabisk rengøringshjælp er ikke gift med en hvid, lyshåret kvinde og har ikke MasterKart med guldkant. Han hørte stemmer ude fra gangen. Et øjeblik efter kom de ind. Den lille, tætte Joshua Nieburn og den høje, senede Ben Grant. De stod inden for døråbningen og studerede ham. ’Nåh, det var sgu tæt på,’ sagde Joshua. ’Det var først, da jeg så ham stikke en pistol op i øret på dig, at det gik op for mig, at du var udsat for et røveri. Ha ha, det var sgu tæt på…’ Kaleem sad træt og udmattet på sin stol og iagttog dem. ’Hvem kom mig til hjælp?’ spurgte han. Joshua kiggede op på Ben Grant. ’Vores helt egen James Bond her,’ svarede han og gav Ben et klask på skulderen med håndfladen. Grant stod uanfægtet og iagttog Kaleem. ’Hvad gjorde I med liget?’ Joshua kiggede alvorligt på ham. ’Det skal du ikke bekymre dig om. Det er vist ikke ligefrem dit game. Bare pas din kontakt, så er vi på dig og bærer skraldet ud…’

Kaleem havde pakket sine ting sammen og stod ved elevatordøren og ventede. Som efter en pludselig indskydelse vendte han sig og så Ben Grant stå inde i skyggerne på etagen halvt skjult bag en søjle og kigge efter sig. Han begyndte at

svede. Han havde set næsten det samme engang for længe siden, da han var ung og på vej igennem Arizonaørkenen i bil. De havde gjort holdt og havde set en klapperslange nedstirre en rotte, få den til at stivne i det sidste øjeblik, den havde i sit liv, før slangen slog til. Elevatordørene hvislede op, og Kaleem skyndte sig ind i den. Et øjeblik efter var han på vej ned i P-kælderen og bilen og det almindelige liv med familie, uden for Homeland Security…

SALOMON SMITH BARNEY 7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 05. MARTS 2001 TID: 09.25

PAUL J. BOHAN, MANAGING DIRECTOR, BOND SALES GROUP, SALOMON SMITH BARNEY MR. BROWN, HOMELAND SECURITY

Paul J. Bohan så ham komme igennem kontorlandskabet. Han var selv kun lige mødt og havde end ikke nået at få sin kop morgenkaffe. Glasdøren til kontoret blev åbnet, og Mr. Brown trådte ind. Han lukkede døren efter sig, gik hen foran skrivebordet og satte sig i den ledige gæstestol. Bohan kiggede på ham. Han lignede en karrikatur fra en af Marvels privatdetektivs klassikere, i sin store, forede, mørkeblå frakke, skinnende sorte sko og sorte, bløde hat. Og så de solbriller. Hvem har solbriller på om vinteren? tænkte Bohan. ’Hvad skylder man æren?’ spurgte han.

’Jeg vil høre, om De har nogen bemærkninger til noget?’ sagde Mr. Brown. ’Vil De have kaffe?’ spurgte Bohan. Mr. Brown rystede på hovedet, men svarede ikke. ’Da jeg kom her til morgen,’ begyndte Bohan, ’fortalte min sekretær mig, at en af sekretærerne, der arbejdede over i går aftes, blev skræmt af Deres folk. De var ikke særligt venlige over for hende, og hun besluttede til sidst at tage hjem uden at gøre sit arbejde færdigt.’ Mr. Brown kastede et blik ud ad vinduet, så sagde han: ’Det er beklageligt, det vil ikke ske igen.’ ’Hvad mener De med… Hvorledes vil De…’ ’Var der andet?’ spurgte Mr. Brown. Bohan rystede på hovedet. Mr. Brown lænede sig ind over skrivebordet, kiggede Bohan ind i øjnene og sagde: ’Det vil ikke ske igen.’ Så vendte han om på hælen, forlod kontoret og forsvandt bort igennem kontorlandskabet med retning imod elevatorerne.


HOMELAND SECURITY OFFICE STAFF 182 PERSONER PERMANENT BEMANDING

De havde på meget kort tid etableret et fuldstændigt overvågningscenter på sekstende etage. De havde flyttet Kaleem Durrani til et afsidesliggende kontor i hjørnet af den ene gavl af bygningen, hvorfra han kunne pleje sin kontakt til Al-Qaeda. Han var ikke en integreret del af overvågningen og blev kun orienteret på et ’need to know basis’. Argumentet var, at Kaleem kunne risikere uforvarende at komme til at afsløre både sin egen og deres rolle over for Al-Qaeda-kontakten, hvis han vidste for meget og kom til at agere i forhold til det, han vidste. Han skulle spille rengøringspersonale, og han skulle gøre det overbevisende.

Der var installeret et stort tv-apparat, for hver eksisterende arabisktalende tvkanal i verden. Alt hvad de sendte blev optaget og gemt. Dette materiale blev systematisk analyseret, døgnet rundt. Alt irrelevant blev slettet, alt, hvad der

muligvis kunne være relevant, blev gemt. En afdeling var specialister i telefonsystemer og overvågede konstant alle de telefoner, som efterhånden blev afsløret som værende af relevans for efterforskningen, såsom telefonnettet hos myndigheder i Pakistan og Afghanistan, private telefoner hos dem, som efterhånden afsløredes som medlemmer af den gruppe, der skulle hijakke flyene den 11. september og så videre. Også de amerikanske integrationsmyndigheder blev tappet, så man kunne følge med i, hvem der fik visum og eventuelt kunne skride ind og give visum til en, der var blevet afvist. En sådan episode fandt sted uden at blive registreret i første omgang, da en af dem, der af Al-Qaeda var udvalgt til at være pilot, fik afslag på sin visumansøgning. Han hed Ramzi bin al-Shibh. Ramzi var blevet valgt, både fordi han havde flycertifikat, om end kun til små énmotorers privatfly, men også fordi han boede i Hamborg i Tyskland, var vant til vestlig kultur og tænkemåde og talte flydende engelsk og tysk. Homeland Security havde i første omgang overset afvisningen, og imens man var ved at tage skridt til at give ham et visum, fandt man ud af, at han var blevet erstattet af en anden pilotuddannet, Hani Hanjour, som kom fra Saudi Arabien. Det var en slags ’katten med musen’-leg, en dødelig leg med vidtrækkende konsekvenser. De havde fået dannet sig et temmeligt præcist billede af, hvem flykaprerne var, hvilket var et godt udgangspunkt. Hele den midterste sektion, 80% af hele etagens areal, var optaget af computermainframes og pc-stationer, bemandet med hver sin specialist. De havde det mest avancerede computerudstyr til rådighed, som penge kunne købe. De kunne hacke sig ind selv i krypterede netværk og overvåge nær sagt alt, hvad de havde lyst til at overvåge. De var i deres omfattende arbejde også nødt til at tage hensyn til, hvornår det var dag eller nat andre steder i verden og ikke kun i USA.

Imens alt dette foregik, sørgede andre fra organisationen for, at hele bygningen

fik trukket nye IT-kabler og blev mineret med Nanothermite, det nye opgraderede militære vidundersprængstof, der kunne smelte stål…

CAMP DAVID CATOCTIN MOUNTAIN PARK THURMONT, MARYLAND UNITED STATES DATO: 12. MARTS TID: 09.10


På græsplænen foran Camp David stod den store helikopter VH-3D Sea King, den der blev betegnet ’Marine One’, når den fløj med præsidenten, og ’Marine Two’ når den fløj med vicepræsidenten. Gorge U. Blush kom ud imod dem med udbredte arme og et stort smil, imens han råbte: ’Velkommen til Shangri-La.’ De var dårligt nok steget ud af bilerne, før han viste sig. ’Det var Roosevelt, der døbte stedet ’Shangri-La’, men det blev senere ændret af præsident Eisenhower, som fandt det mere ende,’ sagde Dich Blaney henvendt til Ron Bidge. Bidge nikkede: ’Jeg kender godt historien,’ sagde han. Nick Blaney, Ronald Dumbsfeld og Ron Bidge gik hen til præsidenten og

trykkede hans hånd. Det var en kølig morgen på Camp David. Solen skinnede ind imellem, men der var en del skyer. De var et hundrede kilometer nord for Washington DC, og turen havde kun taget halvanden time, fordi de fik politieskorte. Bilerne og folkene fra Secret Service holdt sig diskret i baggrunden. Også folkene fra DDS, der beskyttede vicepræsidenten, var næppe synlige. Men de var der…

’Fortæl mig om det,’ sagde Gorge U. Blush. De havde sat sig i det store mødelokale, hvor der var indbygget to meget store tv-skærme i væggen bag et nøddetræs, der kunne køre til side, når man skulle bruge apparaterne. ’Homeland Security’ har lavet en lille film til dig, Gorge,’ sagde Ronald Dumbsfeld og viftede med hånden imod Ron Bidge, som var ophavsmand til filmen. Det var nu mere en slags Powerpoint-præsentation end en egentlig film. Men der var både stillbilleder og levende billeder. Ron Bidge gennemgik, hvad der var sket, redegjorde for installeringen af ’organisationen’ i bygning 7 i WTC og for, at man nu vidste, hvem flykaprerne ville blive – hvis ikke der skete noget uforudset, og nogle af dem blev skiftet ud. Som Ron Bidge forklarede, levede sådanne mennesker et udsat liv, og der var aldrig nogen garantier. Da Ron Bidges præsentation var færdig, var der stille. ’11. september,’ mumlede Gorge Blush stilfærdigt. Han spekulerede lidt. ’Sørg for, at jeg er et eller andet sted, der ikke kan sættes i forbindelse med begivenheden, den dag…’ ’Det er der allerede taget hånd om, Gorge,’ sagde Ronald Dumbsfeld. ’Du skal besøge en skole i Sarasota og følge en klasse dér det meste af dagen. Det er den perfekte afledning.’ Gorge U. Blush nikkede uden at sige noget…


KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER HOMELAND SECURITY OFFICE STAFF

‘Hvad fanden…?’ udbrød den tekniker, der sad og fulgte med i nyhedsudsendelsen på TV-kanalen Al Jazeera. Det var på den arabiske kanal, men han talte flydende arabisk. Han vendte sig og råbte højt: ’Level 1 senior til dette TV, NU!’ Hans stemme kunne ikke skjule den ophidselse, han følte. Joshua Nieburn kom løbende og stillede sig bag ham med hænderne hvilende på stolens ryglæn. ’Hvad sker der?’ Teknikeren rejste sig halvt i stolen og pegede på TV-skærmen. ’Ham dér – det er en af flykaprerne, han hedder Ghamdi…’ Nieburn lænede sig frem og kneb øjnene sammen. ’Det ka’ sgu da ikke e…’ ’Vent lidt,’ sagde teknikeren ophidset. ’Hva’ fanden, de andre er også flykaprere,

dem der skal…’ TV-teknikerne fra de andre skærme kom over og kiggede med. ’Det er rigtigt,’ sagde en af dem. ’Det er Ghamdi.’ Han pegede på skærmen. Nieburn vendte sig. ’Gå over og pas jeres skærme,’ sagde han. ’Find ud af, om der er nogle af de andre kanaler, der omtaler dem, eller siger hvorfor de viser dem på arabisk TV.’ De kunne se, at Ghamdi stod og rodede i nogle flymanualer, der lå på et bord, imens de andre blev interviewet. Ghamdi selv sagde ikke noget. ’Hvem i helvede går på en verdensdækkende TV-kanal og annoncerer, at man står foran en terroraktion?’ sagde han for sig selv. ’Jeg har sgu’ da aldrig…’ Han tog sin telefon og ringede direkte til Ron Bidge på hans sikre linje. ’Du har ringet til Ron Bidge, læg en besked.’ ’Det er en afskedsudsendelse,’ sagde teknikeren ved TV-skærmen. ’De siger sgu farvel, fordi de snart skal dø…’ ’Satans,’ mumlede Nieburn. Han overvejede et øjeblik, om hele operationen skulle afblæses. Men det var ikke hans beslutning, det var slet ikke hans beslutning. De andre TV-kanaler viste ingenting, der bare antydede, at der var en forestående aktion. Hans Nokia ringede. Det var Ron Bidge. Joshua Nieburn forklarede hurtigt og præcist, hvad der var sket, og der blev stille i røret et kort øjeblik. ’Hvad?’ sagde Bidge så. ’Kan du ikke lige fortælle mig det igen?’ Nieburn gentog sin forklaring. ’Hvad i alverden…’ kort pause. ’Hold mig opdateret!’ sagde Bidge så og lagde røret på.

Det var og er en af den slags mærkværdige begivenheder, som savner en fornuftig forklaring, og som ingen havde forventet ville finde sted. Derfor var konsekvenserne uoverskuelige. Det eneste, man kunne gøre, var at afvente og se, om det på nogen måde kunne true operationen eller true med at afsløre bagmændene. Men man afblæste ikke operationen, fordi man havde, hvad man selv betragtede som fuld kontrol over sammenhængene på det tidspunkt og aldrig ville kunne afblæse for så senere at starte op igen. Man kunne ikke tillade sig at miste momentum.

DEPARTMENT OF HOMELAND SECURITY NEBRASKA AVENUE COMPLEX SECRETARY OF HOMELAND SECURITY’S OFFICE WASHINGTON, D.C. UNITED STATES DATO: 20. MARTS 2001 TID: 10.40

RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY

’Hvordan går det?’ spurgte Ron Bidge. Kaleem Durrani rettede sig op i stolen. ’Det går udmærket, tak,’ svarede han. Bidge skimmede de papirer, han havde liggende foran sig igennem og kiggede atter på Kaleem. ’Du er vigtig i dette spil,’ sagde han alvorligt. ’Du er den eneste direkte kontakt, vi har til terroristerne.’ Kaleem nikkede og rømmede sig. ’Jeg er bare en lille brik i et stort spil,’ sagde han så. Ron Bidge rystede på hovedet. ’Du er mere end en lille brik, du er dronningen i et spil skak…’ sagde han så. ’Er du sikker på, at du kan stå distancen?’ ’Hvad mener De?’ spurgte Kaleem. Ron Bidge pegede på et af papirerne på sit bord. ’Jeg har lige checket op på dig.’

Han bemærkede Kaleems overraskede ansigtsudtryk og holdt afværgende hænderne op foran sig. ’Du skal ikke misforstå det, det er positivt ment. Jeg vil bare beskytte dig, du er for vigtig til, at der må ske dig noget nu.’ Han kiggede ned i papirerne igen. ’Du er uddannet i sprog, du taler seks sprog flydende, iblandt dem arabisk – og Jiddish…?’ Han så spørgende op på Kaleem, som nikkede bekræftende. ’Det jeg vil hen til er, at du ikke er nogen fieldagent, du er ikke sådan en, der slås eller hopper ud med faldskærm. Normalt har jeg ingen kontakt til folk, der arbejder der, hvor du befinder dig…’ han gav Kaleem et skævt smil, ’ikke af mangel på respekt, men organisationen er stor, og jeg sidder jo øverst og er ”the top dog”. Men i denne sag er jeg meget opmærksom på mange af de led, der skaber helheden, og du er et led, der arbejder helt alene i et meget usikkert miljø, om man så må sige…’ Han tav og sad og tænkte lidt. ’Hvis vi skulle være så uheldige at miste din kontakt til dem, har vi et stort problem, for så kan vi ikke være med til at styre dem længere, forstår du?’ Det var ikke nogen ”social ”, tænkte Kaleem. Det var ikke ham, de var bange for at miste, men kontakten… Kaleem nikkede. Han forstod udmærket, hvad Ron Bidge mente. ’Er der noget, vi kan sætte ind med, så tingene kommer til at fungere endnu bedre for dig?’ spurgte Bidge. Kaleem rystede på hovedet. ’Nej tak, jeg kan ikke lige se, hvad det skulle være.’ ’Okay,’ Ron Bidge nikkede tænksomt. ’Så vil jeg ikke holde på dig længere. Hvis du føler, der er noget, der kræver øjeblikkelig kontakt, er min dør altid åben, skal du vide…’ Han kiggede indtrængende på Kaleem. ’Det skal jeg huske, tak for det,’ svarede Kaleem og vendte sig og gik.

Da han kom hjem den samme aften, blev han mødt af sin begejstrede kone i entréen. ’Hvor er det flot,’ sagde hun. ’Du skal nok komme frem i verden, min skat.’ Han hængte frakken ind i skabet, imens han spurgte: ’Hvad er flot?’

’Din bonus,’ svarede hun begejstret. ’Jeg var i banken, og der er gået 10.000,dollars ind på din lønkonto i bonus. Det blev jeg så rørt over, du har jo slet ikke nævnt noget om det.’ Kaleem blev svimmel. ’Har din chef slet ikke nævnt noget om det?’ spurgte hun og lagde armene om ham. De gik sammen ind i stuen, hvor børnene legede. ’Han sagde til mig i dag, at jeg er en dronning i et spil skak,’ sagde Kaleem. Hans kone tog ham om armene og holdt ham ud fra sig, så hun bedre kunne se ham. Hun smilede og havde små rynker ved øjnene, hun var ved at blive ældre. ’Du, der altid siger, at du bliver dårligt behandlet, fordi du er araber – der kan du selv se, de har fået øje på, hvor dygtig du er, skat. Det er belønningen for alt det aftenarbejde, du har haft på det sidste. Du må være dygtig til at oversætte alle de udenlandske avisartikler.’ Hun vendte sig, uret på ovnen klemtede. ’Nu er maden ved at være der… Han stod og kiggede efter hende og havde lyst til at betro sig til hende, om drabet i parkeringshuset, om den massive aflytning, om den planlagte aktion den 11. september… Men han turde ikke…


JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER HOMELAND SECURITY OFFICE STAFF

Joshua Nieburn stod foran rækken af bemandede computere og kiggede fra skærm til skærm. Så tog han sin mobil og ringede direkte til Ron Bidge. Da denne tog telefonen, sagde han uden omsvøb: ’Vi har et problem, Sir.’ ’Som er?’ spurgte Ron Bidge. Nieburn talte hurtigt. ’Der er en eller anden fyr i FBIs kontor i Chicago, der har skrevet et meget vredt internt notat om, hvor inkompetent hele behandlingen af terrorister, der er tilknyttet Osama Bin Laden, er. Og nu er der nogle, der er begyndt at røre på sig.’ ’Har I hacket jer ind i FBIs systemer?’ spurgte Ron Bidge. ’Ja, Sir.’ Svarede Nieburn. Der opstod et øjebliks pause.

’Er det smart?’ spurgte Ron Bidge uden anklagelse i tonefaldet. Nieburn svarede: ’De sagde ”med alle til rådighed stående midler, Sir. Det var Deres egne ord til mig, husker De nok…’ En ny kort pause. ’Hvori består bekymringen?’ spurgte Ron Bidge. ’Det er en FBI-fieldagent ved navn Robert Wright, Sir. Han er tilknyttet en taskforce og er involveret i noget, de kalder ”Project Vulgar Betrayal” – der relaterer til terroristaktiviteter. Han henviser også til, at en agent ved navn Doug Miller, forgæves har forsøgt at advare om, at nogle Al-Qaeda folk, som de har under observation, er på vej til eller allerede er ankommet til USA. Han klager over, at hans Deputy Station Chief, en fyr ved navn Tom Wilshire, blokerer for, at hans oplysninger kommer videre. Det er åbenbart ham, der sætter en kæp i hjulet for det hele.’ Han kunne høre, at Ron Bidge tog en dyb vejrtrækning. ’Der var du lige ved at gøre mig nervøs, Joshua. Men der er styr på det, Tom Wilshire er orienteret på et ”need to know basis”, og han gør bare det, han har fået besked på. Der kommer ikke til at ske mere på den front. Men godt at høre, at du er oppe på tæerne.’ Der var stille i røret. ’Var der ellers noget?’ spurgte Ron Bidge. ’Nej, Sir – der var ikke yderligere…’

TOWNE PARK 10 THOMAS CIRCLE NW WASHINGTON DC 20005 UNITED STATES DATO: 26. MARTS 2001 TID: 23.02


Kaleem havde lejet en anden bil hos Hertz for at få en anden nummerplade på bilen. Han holdt på parkeringsdækket på taget af P-huset og ventede. Det var blevet mildere, himlen var lysere, og sneen var for længst væk. Præcist på det aftalte tidspunkt klokken 23 så Kaleem sin kontakt komme hen imod sig. Han gik direkte om til agersiden og satte sig ind på forsædet ved siden af Kaleem. Han kiggede på ham og sagde: ’Du har noget skidt dér, på kinden…’ Han pegede. Kaleem drejede bakspejlet ned og vendte hovedet, så han kunne se det. ’Det virkede,’ tænkte han. ’Det er det job, jeg har,’ sagde han, ’man kan ikke undgå at blive beskidt, når man gør rent. Kunne du bruge de papirer, jeg gav dig sidst?’ Den anden nikkede. Kaleem kunne mærke, at den anden efterhånden var tryg ved ham.

’Ja, det var fint. Jeg har ikke hørt andet, og identitetspapirerne er lavet. De sidste er ved at ankomme her til USA.’ ’Ved Allah, det er godt,’ sagde Kaleem. ’Du skal vide, at jeg kun beholder det job for at kunne hjælpe jer med alt dette her. Jeg er træt af det, men jeg skal nok holde ud.’ Kaleem kunne mærke, at den anden kiggede på ham. ’Du skal beholde det job, vi kunne få brug for, at du er der. Ingen kan vide, hvad vi får brug for,’ sagde hans kontakt. ’Men der er opstået et problem, som jeg vil fortælle dig om. Måske du kan finde ud af, om vi kan gøre noget…’ ’Hvad drejer det sig om?’ spurgte Kaleem. Den anden kiggede ned i skødet. ’To af piloterne dumpede, da de skulle tage deres flycertifikat. De hedder Khalid al-Mihdhar og Nawaf al-Hazmi. Det er gode folk, de kommer begge fra vores celle i Hamborg i Tyskland og er meget kamptrænede. De har været i Afghanistan, de går ikke af vejen for noget som helst. Kan de prøve at tage flycertifikat i en anden lufthavn end den, hvor de dumpede, tror du?’ Kaleem rystede på hovedet. ’Det tror jeg ikke,’ svarede han. ’Hvor mange piloter er der så tilbage nu? Der skal jo være nogle, der kan flyve de store fly, det er jo ikke sådan bare lige…’ ’Der er fire piloter tilbage,’ sagde hans kontakt. ’Vi ville bare gerne have et par ekstra… Et fly til hvert af de høje tårne i World Trade Center, et til Pentagon og et til Det Hvide Hus.’ ’Det burde da gøre indtryk,’ sagde Kaleem. ’Allah er stor…’ ’Allah er stor…’ istemte hans kontakt.

PORT AUTHORITY OF NEW YORK & NEW JERSEY 225 PARK AVENUE SOUTH NEW YORK NY 10003 UNITED STATES DATO: 29. MARTS TID: 08.50

LEWIS M. EISENBERG CHAIRMAN, THE PORT AUTH. OF NEW YORK AND NEW JERSEY MR. WHITE, HOMELAND SECURITY

Mr. White lænede sig ned over skrivebordet og sagde: ‘Jeg har en lille morgenopgave til Dem!’ Lewis M. Eisenberg så koldt på Mr. White uden at gøre mine til at ville svare. ’De står jo for istrationen af lufthavnene i New York, så vi synes, det vil være meget enklere, at De sørger for, at nogle personer kommer igennem skrankerne, uden at der opstår problemer.’ ’Hvad er det for folk?’ ’Fire herrer fra Tyskland, de er med flyet fra Berlin her om…’ han kiggede på uret, ’fyrre minutter.’ Han åbnede sin tynde frakke og tog nogle papirer ud af inderlommen. De var

rullet sammen med en elastik omkring. Han fjernede elastikken og smed dem på bordet. ’Sørg for, at de kommer igennem.’ Han vendte sig og skulle til at gå. ’Jeg har ikke lyst til at blive viklet ind i jeres forehavender,’ sagde Eisenberg. ’En ting er, at I truer mig til at holde mund, noget helt andet er at gøre mig til medskyldig i dette her…’ Mr. White fiskede et lille stykke pap op af lommen og kastede det hen over bordet. Det var et fotografi. Lewis Eisenberg tog det op og kiggede på det. Han rømmede sig og sagde: ’Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan.’ Mr. White nikkede og forlod kontoret uden et ord.

Lewis M. Eisenberg sad tilbage ved skrivebordet med billedet af sit barnebarn i sin rystende hånd. Der var dato på billedet den samme dags morgen klokken 07.10 – det var taget i børnehaven…

LAGUARDIA AIRPORT TERMINAL A (OVERSEAS) QUEENS NEW YORK CITY UNITED STATES DATO: 29. MARTS TID: 11.42

AMERICAN CUSTOMS STAFF IMMIGRATIONS OFFICE STAFF 3 SENIOR FIELD AGENTS, HOMELAND SECURITY

De stod og ventede ved transportbåndene, der uafbrudt hentede kufferter og anden bagage ud igennem hullerne i væggene. De var klædt i almindeligt vestligt tøj, selv om de afskyede det. Men de havde gjort, hvad de kunne for at falde i ét med mængden. De stod spredt imellem de øvrige agerer og lod ikke til at kende hinanden.

Homeland Security vidste, at de ville ankomme, og de vidste, hvilket fly de kom med. Kameraerne i loftet og på søjlerne drejede langsomt rundt i deres søgen efter dem. Da de havde fundet dem, låste teknikerne kameraerne fast på dem. De besluttede, at der kun skulle designeres ét kamera pr. mand, så det ikke var for påfaldende. De havde tyve kameraer til deres rådighed bare i det ene område med transportbåndene.

Skærmen på pc’en var opdelt i fire felter, et pr. kamera der var låst fast. ’Kom så,’ mumlede agenten, ’stille og roligt, vi har sørget for, at I kan komme igennem.’ Han sad lænet forover på stolen og fulgte de fire billeder på skærmen, imens de fandt frem til deres kufferter og forlod området med transportbåndene. Han spurgte en af teknikerne, der normalt arbejdede ved skærmene: ’Hvordan skifter man over til et andet kamera, når de nu går ud igennem tolden?’ Teknikeren bukkede sig fremover, tastede noget på tastaturet og valgte et andet kamera. ’Der!’ sagde agenten og pegede. Teknikeren låste kameraet fast på den person, agenten havde udpeget. Dette gentog sig, efterhånden som de tre øvrige flykaprere nåede frem til toldskranken. En stemme lød i agentens radio. ’Jeg kan se dem nu, den første er nået frem til skranken…’

De stod i køen, hver med en kuffert i hånden og indrejsepapirer og pas klar. Tolderen bag plexiglasskærmen kiggede rutineret på papirerne og et, kiggede på sin computerskærm og sagde: ’Velkommen til Amerika.’

Joshua Nieburns mobil ringede i kontorerne i WTC 7. Han tog den og sagde: ’Nieburn…’ ’De sidste fire er inde,’ sagde stemmen. Nieburn lagde på og råbte ud over forsamlingen ved computerskærmene. ’Hør efter – de sidste fire er inde, nu gælder det om at holde fast på dem og ikke miste dem af syne. I ved alle sammen, hvad I skal gøre – så gør det!’

RICHMOR AVIATION FLIGHT SCHOOL SCHENECTADY COUNTY AIRPORT 19 AIRPORT ROAD SCOTIA NEW YORK 12302 UNITED STATES DATO: 03. APRIL TID: 10.55

HANI HANJOUR, SAUDI ARABIAN CITIZEN, PILOT ZIAD JARRAH, LEBANESE CITIZEN, PILOT JAMES CORRELL, AMERICAN, FLIGHT INSTRUCTOR

Foråret var kommet til New York. Solen skinnede fra en næsten skyfri blå himmel, og der var et højt aktivitetsniveau i den lille lufthavn i Scotia, lidt uden for byen. De store porte til de to hangarer var åbne, og der var travlhed i værkstederne indenfor. Flyene skulle ud af deres vinterhi og klargøres. Richmor Aviation Flight School var den største skole for pilottræning i New York og havde fly i tre forskellige mindre civile lufthavne rundt om byen. Skolens motto stod malet hen over fronten af hangaren, og Hani Hanjour stod og læste det, imens de ventede på instruktøren:

If you've ever thought of learning to fly, check out our pilot training program. It's fun AND rewarding!

Uden at flytte blikket fra det sagde han til Ziad Jarrah: ‘Har du læst det der?’ Ziad vendte blikket op imod skiltet og læste det. Han smilede ganske svagt og mumlede: ’Hvor er de naive, de skulle bare vide…’ ’Nåh, der er I…’ De hørte en venlig stemme, der råbte dem an. De vendte sig. En stor fyr i pilotjakke med pelskrave kom over imod dem. Imens han gik, kastede han et hurtigt blik på det papir, han havde i hånden. Så gav han dem hånden og smilede imødekommende. De præsenterede sig med fornavn. ’Hvor kommer I så fra?’ ’Jeg er fra Saudi Arabien, min ven her er fra Libanon,’ sagde Hani Hanjour. Instruktøren kiggede i papirerne. ’Ja, det kan jeg se. Hov, jeg hedder James Correll, undskyld, jeg glemmer helt mine gode manerer.’ De smilede tålmodigt. ’Jeg kan se, at I allerede har flycertifikat. I skal bare have nogle timer for at vedligeholde certifikatet?’ De nikkede. ’Vi ville gerne se New York fra luften,’ sagde Hani. ’Det er en fantastisk by, og vi er så imponerede over at være her…’ Correll skimmede hurtigt papirerne igennem. ’Jeg kan se, at I nævnte det for Lucy, da I bookede de timer her. Hun har allerede fået godkendt en meget spændende flyveplan for jer. Jeg tager jer med en tur rundt om tårnene i World Trade Center.’ Han kiggede op fra papirerne. ’Hvad siger I så?’

De nikkede og smilede begejstret. ’Det lyder sandelig spændende,’ sagde Hani. ’Og I har underskrevet vores Enrollment Agreement, kan jeg se, så vi er sådan set klar til at flyve,’ sagde James Correll. ’Denne vej mine herrer…’ Han førte an hen over forpladsen til det ventende fly, en lille énmotorers Cessna 152. ’Her er hun så, N4915P,’ han vendte sig halvt, ’hvis du går ind fra den anden side og sætter dig på forsædet, så kan du hoppe ind på bagsædet herfra.’ De gjorde som han sagde, og et øjeblik efter var de i luften. ’I har som aftalt booket flyet og mig resten af dagen,’ sagde James Correll. Han kiggede på Hani Hanjour. ’Hvis du nu flyver, og din ven flyver hjem, så kan vi skifte pilot, når vi tanker i New York…?’ Hani svarede: ’Det lyder som en god plan.’ De erede hen over Albany, Hudson, Kingston, Poughkeepsie, Newburgh, Peekskill og endelig Yonkers, og påbegyndte indflyvningen til selve New York City airspace. James Correll checkede med flyveledelsen flere gange undervejs. De havde søgt om de relevante tilladelser, og der var ingen problemer under indflyvningen.

De fløj i en stor cirkel over Manhattan og havde World Trade Centers to tårne på deres venstre side. De sad og studerede dem i tavshed. ’Nåh,’ udbrød James Correll, ’ det var vist hele flyvetiden værd, ikke? Flot, ikke?’ Han kiggede skiftevis på dem og nikkede begejstret. De havde svært ved at skjule den alvor, de begge følte indeni, bag facaden. Hani ville gerne finde på noget at sige for at aflede Corrells opmærksomhed fra alvoren i alt dette. Så han spurgte Correll, selv om han godt selv kendte svaret: ’Hvordan kender man forskel på de mange forskellige fly, der er i luften her?’ ’Jamen, det har du da lært, da du tog dit certifikat,’ udbrød Correll. ’Ja, måske,’ mumlede Hani. ’Jeg kan godt huske, at der var noget, der hed

sådan…’ ’Alle flyene har en transponder,’ fortsatte Correll. ’Det er en elektronisk anordning, der modtager et radarsignal, der sendes fra jorden. Transponderen sender så signalet tilbage og har tilføjet oplysninger som for eksempel identitet, højde, kurs og så videre.’ Han kunne se, at de lyttede interesseret. ’Inden takeoff har ATC, altså flyveledelsen, tildelt flyet et identitetsnummer, som følger det på turen, så man kan skelne flyene fra hinanden.’ De nikkede begge, de havde forstået… De sad lidt og betragtede de høje sølvskinnende bygninger uden for vinduet i venstre side. ’Hvad sker der, hvis man kommer til at slukke for sådan en transponder, eller hvis man glemmer at tænde for den?’ ’Så er Helvede løs…’ sagde Correll, ’så kan man ikke kende forskel på flyene. Man kan heller ikke se deres højde eller hvilken hastighed de flyver med. Det vil give en del bekymringer hos flyvelederne, vil jeg mene.’ ’Forsvinder de så også fra radaren hos flyveledelsen?’ spurgte Hani. ’Nej, der er stadigvæk en prik på skærmen, fordi radaren opfanger flyets fysiske tilstedeværelse, men hvis flere fly slukker deres transpondere, vil man ikke kunne vide, hvem der er hvem…’ Der sænkede sig en trykkende tavshed i kabinen. James Correll sad flere gange og betragtede Hani Hanjour uden at sige mere. Hani ærgrede sig over, at han havde stillet det sidste spørgsmål. Han vidste inderst inde godt, at han var gået for langt. Det trak op til dårligt vejr over den rute, de skulle følge på hjemvejen, så James Correll talte med flyveledelsen. Han besluttede, at de droppede mellemlandingen og fløj direkte tilbage til Schenectady. De havde brændstof nok til det, det havde mest af alt været ønsket om at skifte pilot, der havde gjort, at han havde planlagt en mellemlanding. De talte ikke meget sammen på turen hjem. Mørke skyer trak op i horisonten, og

de fløj de sidste halvtreds kilometer i regnvejr.

De stod uden for flyet. James Correll havde slået en paraply op, han havde haft liggende i flyet. De stod under den og tog afsked. ’Jeg er ked af, at vi ikke skiftede pilot,’ sagde han henvendt til Ziad Jarrah. ’Næste gang I kommer, er det dig, der får æren af at flyve…’ De takkede af, forlod apron og gik ud til parkeringspladsen. James Correll stod et øjeblik og kiggede efter dem. Der var et eller andet ved dem, ikke noget bestemt, snarere en fornemmelse hos Correll, der ikke stemte. Han gik ind i hangaren, tog telefonen på kontoret og ringede til sheriffen i Schenectady County.

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 03. APRIL 2001 TID: 17.22

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER HOMELAND SECURITY OFFICE STAFF

’Mr. Nieburn, der er en aktivitet her, som du burde se lidt nærmere på,’ sagde en tekniker ved en af skærmene. Nieburn gik hen bag ham og kiggede med. ’Det er en sherif i Schenectady County, der er begyndt at søge efter identiteterne på to af vores arabiske gæster.’ Nieburn lænede sig frem og fulgte med på skærmen. ’Satans… En eller anden er blevet mistænksom…’ ’Skal jeg gøre noget?’ spurgte teknikeren. Nieburn rystede på hovedet. ’Er han gået videre til nogen, FBI for eksempel?’ ’Ikke så vidt jeg kan se,’ svarede teknikeren.

’Han vil nok gerne selv spille helt,’ sagde Nieburn. ’Bare hold det under opsyn, så han ikke forplumrer det hele…’

SCHENECTADY COUNTY SHERIFF 320 VEEDER AVE SCHENECTADY NY 12307 UNITED STATES DATO: 09. APRIL TID: 10.25

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER BEN GRANT, HOMELAND SECURITY ASSASSIN JACH HANSON, SCHENECTADY COUNTY SHERIFF

Det var en stor, mørk bygning i mursten, bygget som et fort. Overetagen ragede ud over indgangspartiet og var båret af tre søjler. Man skulle ind under denne udhængende etage for at komme ind. Der var ingen vinduer i stueetagen ud imod gaden, de eneste vinduer, man kunne kigge ud ad, var i overetagen. Sherifkontorets biler stod parkeret på p-pladserne uden for hovedindgangen. En enkelt af dem var smidt på fortovet. Imellem disse biler holdt en af de store sorte SUV-biler uden kendingsmærker fra Homeland Security. Joshua Nieburn og Ben Grant steg ud af bilen og gik ind imellem søjlerne ved indgangen til sherifkontoret.

Ved skranken viste de deres legitimationskort til receptionisten og spurgte efter sherif Jack Hanson. Receptionisten pegede og sagde: ’Det er den vej, men han har ikke tid lige nu, han er på vej til…’ De havde allerede forladt hende og var på vej ind igennem bygningen i den retning, hun havde anvist.

Sherif Jack Hanson stod ved whiteboardet i mødelokalet og var ved at lægge sidste hånd på sine direktiver til dem fra kontoret, der skulle med ud til lufthavnen i Schenectady. Døren gik op, og to mænd i habitter kom ind og lukkede den efter sig. De gik igennem stolerækkerne op til whiteboardet og viste sheriffen deres emblemer fra Homeland Security. ’Jeg skal tale med dig,’ sagde Joshua Nieburn og vendte sig imod forsamlingen. ’Resten af jer – UD!’ Folkene kiggede uforstående op på sheriffen, der nikkede som tegn på, at de skulle forlade lokalet. ’Du er på vej ud til lufthavnen i Schenectady?’ sagde Nieburn. Sheriffen nikkede. ’Det er aflyst,’ sagde Nieburn. ’Hvordan kan I vide, hvor jeg er på vej hen?’ spurgte sheriffen. Nieburn smilede overbærende. ’Lad os bare sige, at vi ved det,’ svarede han. ’Fra nu af skal du ikke længere interessere dig for denne sag, vi tager over herfra.’ Sherif Jack Hanson stod et øjeblik ubeslutsom. ’Har du et problem med det?’ spurgte Nieburn. Sheriffen betragtede ham, kiggede så hen i Ben Grants kolde øjne og rystede på

hovedet. ’Hvad fanden er I for nogle mennesker?’ spurgte han så. ’Vi ved meget om dig,’ sagde Nieburn koldt. ’Vi ved, at du er din kone utro, at du har to børn, Mathilde og James, som går i Iroquois Middle School, 2495 Rosendale Rd, Schenectady, NY 12309,’ han remsede hele adressen op, ’som gerne ser, at deres far kommer hjem fra arbejde hver aften fra nu af…’ Der blev fuldstændig stille i mødelokalet. Jack Hanson stod som lammet foran dem. Han tog langsomt en hånd op og tørrede sveddråberne af panden. ’Dette her går under det, der hedder ”For Rigets Sikkerhed” – hvis du nogensinde nævner det, søger efter noget om det på nettet, eller skriver noget om det på din computer, vil du være en død mand inden for 24 timer.’ Jack Hanson nikkede sløvt, som var han blevet let bedøvet. Han virkede desorienteret og svarede ikke. Joshua Nieburn sukkede irriteret og sagde: ’Jeg synes, du har en dejlig kone, Jack. Så jeg synes, du skal droppe alt det pis med hende Marge og tage hjem og være glad for dem, du har derhjemme. Der er ingen grund til at sætte det hele over styr, bare fordi du skal blande dig i ting, der ikke kommer dig ved. Er vi enige?’ Hanson nikkede. ’Du skal fortælle mig med dine egne ord, at vi er enige,’ sagde Nieburn. Han nikkede sløvt. ’Vi er enige,’ sagde sherif Hanson. Uden yderligere ordveksling vendte Joshua Nieburn og Ben Grant om på hælene og forlod sherifkontoret i Schenectady.

’Ham får vi ikke mere vrøvl med,’ sagde Nieburn, da de havde sat sig ud i bilen og kørte derfra.

Hani Hanjour og Ziad Jarrah mødte op som aftalt til deres flyvetimer på Richmor Aviation Flight School og blev modtaget af flyveinstruktøren James Correll. Correll var på sin vis glad og lettet, for han havde meldt sin mistanke til sheriffen, men han var ikke vendt tilbage. Correll betragtede derfor sagen som en misforståelse og slog sig til tåls med det. I øvrigt betalte de to arabere en del penge for deres flyvetimer, eftersom ture til New York kostede kassen, hvilket igen var godt for forretningen. Så de fløj deres anden tur ind forbi World Trade Center tårnene denne gang med Ziad Jarrah som pilot. James Correll underviste dem indgående i indflyvningen, da begge de to arabere var meget begejstrede og udtalte, at de gerne ville lære at kunne flyve ind til New York på egen hånd. James Correll kunne af samtalen forstå, at den enes far var meget velhavende og overvejede at købe et fly til dem, og Richmor Aviation Flight School havde jo brugte, men meget velholdte fly til salg. De ville også kunne tilbyde de unge mænd at servicere flyet, når de havde købt et…

LA BONNE VIE RANCH 1827 PFIESTER ROAD FREDERICKSBURG 78624 TEXAS UNITED STATES DATO: 16. APRIL 2001 TID: 12.04

NICK BLANEY, VICE PRESIDENT RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY MR. SMITH, OLIEMILLIARDÆR MR. JONES, OLIEMILLIARDÆR MR. HOLMES, REVISOR

Når vicepræsident Nick Blaney var med, steg antallet af vagter betydeligt, ligesom der var posteret bevæbnede folk ved indkørslen til ranchen oppe ved hovedvejen tre kilometer borte. Helikopteren fra Secret Service fløj omkring langs ranchens periferi. De havde udtrykkeligt bedt dem om at holde sig på afstand, fordi larmen fra rotorbladene forstyrrede roen og idyllen i haven på sydsiden af hovedhuset, hvor de sad og spiste frokost. De fik en god, velsmagende, fedtmarmoreret Texas Steak med brasede kartofler.

’Det fås ikke bedre noget sted i verden,’ sagde Nick Blaney. ’Jeg må sige, at det er godt at komme på besøg i Texas.’ Han nikkede anerkendende til Mr. Smith og Mr. Jones. ’Så, rolig nu,’ sagde Ronald Dumbsfeld, ’du er ikke på valgturné nu, Nick.’ Nick Blaney trak på smilebåndet, og de andre lo. ’Ja,’ smaskede Mr. Jones. ’Det er godt…’ Han var en stor ynder af umådeholdne mængder af mad og havde ubeskedent sikret sig fadets største steak. Han var i færd med at partere den og skovle den ind i store flager, da Ronald Dumbsfeld udbragte en skål og hævede sit glas op i solen. Mr. Jones kiggede op med alle tegn på ærgrelse. Fra hans underlæbe dryppede en dråbe kødsaft ned på servietten, som han havde sat fast under sin butterfly, så den hang helt ned i skødet foran ham. De skålede på projektet og på fremtiden – en fremtid, der ville bringe USA ud af dødvandet og ind i en glorværdig og dominerende fremtid - og folkene fra Texas ind i en ny guldalder… De talte ikke forretninger, imens de spiste. Mr. Holmes, som reelt hed Gerald Holmes, havde forsøgt at bringe sine tal på bane, men Mr. Smith havde meget elegant ladet ham vide, at intet måtte forplumre nydelsen af en Texas Longhorn Steak, så han havde valgt at udsætte det til under kaffen.

Senere, da bordet var ryddet og kaffen serveret, havde de bedt folkene om at lukke dørene ind til stuerne, så de kunne tale i fred. ’Har du informeret Gorge om, at vi mødes her i dag?’ spurgte Dumbsfeld Nick Blaney. Blaney rystede på hovedet. ’Nej, Gorge har rigeligt at se til. Han forbereder en eller anden tale, han skal holde.’ ’Mr. Blush holdt en udmærket tale dengang i februar,’ sagde Mr. Jones. Nick Blaney nikkede. ’Det er jeg helt enig i,’ svarede han, ’det var mig, der

skrev den for ham…’

’Nåh,’ sagde Ronald Dumbsfeld endelig, ’det kan være, vi skal have nogle tal på bordet snart.’ Det var en klar hentydning til, at Gerald Holmes skulle på banen. Mr. Holmes, som de kaldte ham, redegjorde for samarbejdet med Salomon Smith Barney banken og overordnet om, hvorledes transaktionerne foregik. Det var komplekst, men Mr. Holmes var god til at simplificere det, så man ikke skulle være revisor for at forstå den overordnede sammenhæng. Mr. Smith, som var deres vært, sagde: ’Sidste gang vi mødtes, blev det nævnt, at der ville være fremtidige indtægter, som man ville komme tilbage til senere. Men vi fik aldrig snakket om, hvad det er for indtægter. Er det muligt at få et lille indblik i, hvad I mente med det?’ Nick Blaney og Ronald Dumbsfeld udvekslede et hurtigt blik, og Nick Blaney nikkede. Dumbsfeld tog ordet. ’Efter den 11. september indfører vi et helt nyt begreb,’ indledte han. ’Vi kalder det ”Krigen imod Terror” – det bliver krumtappen i en hel række tiltag, der vil forandre verden. Vi vil som den førende supermagt i verden lave spillereglerne, og ingen vil turde anfægte, at vi gør det, for efter 11. september vil alle synes, at vi har ret til at være den store Grizzly, der vågner af sin døs og slår ihjel. Ingen, der har set World Trade Centeret styrte i grus, vil turde prøve at spænde ben for os.’ ’Ikke engang kineserne?’ spurgte Mr. Jones. Dumbsfeld rystede på hovedet. ’Ikke engang kineserne.’ ’Men indtægterne…,’ sagde Mr. Smith. ’Det kommer jeg til,’ sagde Ronald Dumbsfeld. ’Vi lader verdens ledere forstå, at vi handler i berettiget indignation og harme - og at de skal lade være med at gå i vejen. Vi vil, under overskriften ”Krigen imod Terror” gå ud i verden og fange terrorister, som vi anser for at være en trussel mod vores nation. Vi vil flyve dem hjem til internering i USA i fly, som ikke bliver registreret, som almindelige fly bliver det og derfor ikke skal oplyse, hvad de har i lasten. Disse fly får status af

elementer i Krigen imod Terror og vil være hævet over loven i ethvert land.’ ’Hvad hvis nogen ikke vil være med til det?’ spurgte revisoren, Gerald Holmes, som ellers ikke blandede sig i den debat, der ikke lige vedrørte regnskaberne. Ronald Dumbsfeld lænede sig frem imod ham, løftede teskeen og pegede på ham med den. ’Vis mig det land, der tør sige det til os efter den 11. september,’ snerrede han. Gerald Holmes trak på skuldrene og resignerede. Mr. Smith, som var en stædig mand, skulle til at sige noget, men Dumbsfeld løftede hånden og bragte ham til tavshed. ’Under Talibanstyret i Afghanistan er verdens opiumsproduktion gået drastisk ned. Derfor har vi været nødt til at samarbejde – uofficielt naturligvis – med narkokartellerne i Sydamerika. Men efter den 11. september, hvor vi officielt vil indlede en storstilet jagt på Osama Bin Laden, vil amerikanske styrker gå massivt ind i Afghanistan og smide Taliban ud. Når opiumsproduktionen atter er oppe i gear i Afghanistan, vil den være en kilde til enorme indtægter, og transporten af dette ”guld” vil ske med de fly, der flyver under Krigen imod Terror. Det, jeg taler om her, vil være ganske betragtelige indtægter, mine herrer. Ganske betragtelige. Og det var så svar på dit spørgsmål, Mr. Smith…’ De sad rundt om bordet uden at sige noget. Da ingen af dem tog ordet, afsluttede Ronald Dumbsfeld med at sige: ’Og så kan vi endelig skille os af med de sydamerikanske narkobaroner, de har længe været en torn i øjet på Nick og mig selv.’ Nick Blaney nikkede. ’Vi har løbende problemer med samarbejdet med de landes regeringer, som jo godt ved, hvad det er, der foregår, men som ikke tør sige det officielt.’ ’Vil man kunne arrestere hvem som helst under parolen Krigen imod Terror?’ spurgte Mr. Smith. Dumbsfeld nikkede. ’Hvem som helst. Vi er lige begyndt at indrette en slags fængsel på flådebasen i Guantanamo Bay på Cuba. Der fører vi så dem hen, som vi mener er terrorister. Under Krigen imod Terror-parolen har de ikke krav på en

advokat, alle deres rettigheder vil være ophævet.’ Mr. Jones begyndte at kluklé. ’Så må du e på, at de ikke bliver trætte af dine bøffer og flyver dig derud,’ sagde han henvendt til Mr. Smith. Alle omkring bordet lo højt, hvorefter de løftede glassene og skålede på en ny og mere fredelig verden. Inden de tog af sted, var der et sidste punkt, der skulle bringes op. De havde sendt personalet indenfor og sad nu omkring bordet i haven og vogtede på hinanden. Da ingen af dem syntes at have til hensigt at tage hul på dette ømtålelige emne, gjorde Mr. Smith det. ’Der er jo stadig en detalje, vi skal drøfte,’ sagde han langsomt, imens han kiggede rundt på de tilstedeværende for at notere sig deres reaktion. ’Det er – og vil altid være – et farligt emne at tage op i et hvilket som helst land, et hvilket som helst sted i verden.’ Han slog ud med armen i retning af de store vidder, der omgav dem. ’Men her kan vi tale frit,’ sagde han. Han rettede blikket imod Blaney. ’Mr. Jones, vil De ikke lægge ud?’ Mr. Jones slog afvisende ud med hånden. ’De gør det så fint, Mr. Smith. ’Fortsæt De bare…’ ’Mr. Blush Senior er naturligvis ikke begejstret,’ begyndte han. ’På den anden side er det åbenbart for enhver, at Blush Junior ikke egner sig til at drive forretningerne videre, når Senior en dag må takke af.’ Han løftede en pegefinger. ’Under præsidentkampagnen var vi mange, der krummede tæer. Den eneste grund til, at vi ikke skred ind dengang, var, at en deal er en deal.’ Han kiggede rundt i kredsen. Alle de øvrige nikkede med alvorlige miner og gryntede bekræftende. ’En deal er en deal…’ gentog Mr. Smith. ’Nu er der meget store forandringer på vej, som familien Blush er en del af sammen med deres samarbejdspartnere i Bin Laden-familien. Det handler om meget store økonomiske interesser.’ Igen søgte han deres opbakning, og de mumlede bekræftende. ’Det er, i sagens natur, en alvorlig ting at tage en amerikansk præsident ud af spillet. Det ved vi fra tidligere. Men Gorge er ganske enkelt en trussel imod

vores forehavende. Personligt frygter jeg, hver gang nogen giver ham en mikrofon og lader ham tage ordet.’ Han smilede syrligt og rystede på hovedet. ’Man ved simpelthen aldrig, hvad der kommer ud af hans mund…’ Midt i alvoren bredte der sig et lille skævt smil om munden på de tilstedeværende. ’Vi i vores loge her i Texas har tænkt meget over, at det i så fald skal være en aktion, der i både intensitet og timing svarer til de øvrige begivenheder. Vores loge har vedtaget, at det skal ske ved, at Gorge Blush, når han forlader skolen i Sarasota, skal tage til den nærliggende lufthavn, hvor Air Force One henter ham. I skal sørge for at arrangere det sådan, at den kommer uden jagereskorte. Vi sørger for, at den bliver skudt ned nogle kilometer efter takeoff. Vi sørger for at anbringe et lig af en arabisk udseende mand et ende sted tillige med et affyringsaggregat fra et Stingermissil. Det vil i så fald være det, der sætter punktum for begivenhederne, og det vil for alvor få den amerikanske befolkning til at bakke op omkring de fremtidige planer.’ ’Hvilket så igen sikrer vores investeringer,’ indskød Mr. Jones. Mr. Smith vendte sig imod Nick Blaney. ’Har vores kronprins noget at tilføje?’ spurgte han. Nick Blaney rettede sig en smule op i stolen. Han kastede et blik rundt i kredsen og sagde: ’Personligt har jeg jo intet imod Gorge, men ’for the greater good’ bakker jeg op omkring denne plan. Jeg vil føre Amerika ind i den nye tidsalder, som denne plan bereder for os.’ Han havde et hårdt blik i øjnene bag de klare briller, og de gav ham alle sammen deres fulde opbakning.

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 20. APRIL 2001 TID: 10.44

KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER

Kaleem Durrani sad foran sin computer i sit lille hjørnekontor og var fordybet i arbejdet med at læse den interne kommunikation imellem cellerne fra Al-Qaeda, den de nu havde haft held til at opsnappe. Han havde ikke bemærket, at Joshua Nieburn var kommet og stod og iagttog ham fra døråbningen. ’Du ville tale med mig’, sagde Nieburn. Kaleem fór sammen og vendte sig imod ham. ’Så, rolig nu, du er ikke ved at blive stresset af dette her, vel?’ sagde Nieburn. Kaleem trak på skuldrene. ’Jeg havde et møde med min kontakt i går aftes, det ved du jo,’ sagde Kaleem. Joshua nikkede. ’Ja, jeg sad og kiggede på dig og ham igennem kikkertsigtet på Grants riffel. Til din orientering kan jeg fortælle dig, at jeg sørgede for at have

midten af krydset i tindingen på ham og ikke på dig.’ Han smilede skævt, det var ment som en joke… ’Der var noget, han sagde, som bekymrer mig lidt,’ sagde Kaleem. ’Han sagde, at han selv var bekymret for, om de piloter, de har, overhovedet er i stand til at flyve de fly og ramme noget af det, de skal ramme.’ Kaleem kiggede stift på Joshua. ’Hvad hvis de rammer Empire State Building i stedet for World Trade Center, fordi de ikke kan finde ud af det?’ Nieburn blev tavs og smilet forsvandt fra hans læber. Kaleem tilføjede: ’Hvis jeg må sige det sådan lidt på amerikansk facon, så er afstanden fra at være pilot på en lille Cessna til at flyve et stort Boeing agerfly nogenlunde den samme som afstanden imellem en fyr på en luftmadras og kaptajnen på et hangarskib. De sidstnævnte er begge to ude at sejle, men det er så også dér, at sammenligningen hører op…’ Nieburn så koldt på ham. ’Kaleem, du behøver ikke at bekymre dig om den side af sagen. Du er med her på en ”need to know basis”. Han satte sig på bordkanten og sad lidt og kiggede vurderende på Kaleem. ’På den anden side… er du sikker på, at du gerne vil kende sandheden?’ spurgte han så. Kaleem nikkede uden at sige et ord. ’Du vil nok finde ud af det alligevel,’ sagde Nieburn, ’fordi du er så tæt på begivenhederne, og fordi du kommer til at oversætte mange dialoger for os hen ad vejen.’ Han rømmede sig, lænede sig ind over bordet og kiggede Kaleem direkte ind i øjnene. ’Det er fuldstændigt ligegyldigt, om dine arabiske venner kan flyve eller ej – de fly kommer aldrig til at ramme noget som helst.’ ’Hvad?’ mumlede Kaleem. Joshua Nieburn rystede langsomt på hovedet. ’Folk skal tro, at det er dem, der rammer bygningerne,’ sagde han. ’Men de fly, der rammer, er fly, der er næsten magen til. De skal af flere grunde ramme meget præcist, for at det hele kommer til at fungere. De må heller ikke ramme i samme højde, fordi det vil virke meget mistænkeligt. Men de skal ramme meget præcist der, hvor det er planlagt, at de skal ramme.’ ’Men…’ protesterede Kaleem. Han følte sig omtåget. ’Men så overlever

agererne jo. Man kan da ikke lukke munden på så mange mennesker…’ Han kiggede op på Nieburn. ’Der vil da altid være nogen, der snakker bagefter…’ Nieburn knipsede til kuglepennen på bordet, så den røg ud over bordkanten og faldt på gulvet. ’Det er så en af de mere ubehagelige detaljer,’ sagde han stille. Han betragtede Kaleem igennem øjne, der var udtryksløse. ’Kaleem Durrani, den viden, du nu har, forpligter dig. Du er en lille del af monsteret nu…’ Han rejste sig. ’Må Allah være din sjæl nådig…’ smilede han og forlod ham. Kaleem sad tilbage og stirrede ud ad vinduet på de to tårne, der knejsede imod himlen i baggrunden.

DEPARTMENT OF HOMELAND SECURITY NEBRASKA AVENUE COMPLEX SECRETARY OF HOMELAND SECURITY’S OFFICE WASHINGTON, D.C. UNITED STATES DATO: 22. APRIL 2001 TID: 12.16

RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF

Ron Bidge sad bag sit store skrivebord. Over for ham sad Joshua Nieburn og Jim Simmons og ventede på, at han skulle begynde at tale. Bidge sad halvvejs med siden til dem, imens han kiggede ud ad vinduerne. Så vendte han stolen om imod dem, støttede albuerne på bordpladen og sagde: ’Vi skal have Boeing på banen nu.’ De nikkede. Bidge skubbede to sæt papirer over bordet imod dem. ’Her er instrukserne, en kopi til hver. I skal læse dem og derefter destruere dem.’ De nikkede igen. ’Der er allerede sået en række frø,’ fortsatte Bidge. ’Ledelsen i Boeing har

udpeget den mand, som vi skal tale med. Officielt ved ledelsen i Boeing intet om, hvad vores planer er. Det skal fortsætte med at være sådan. Når de en dag ser det hele på fjernsynet, vil der ikke være nogen af dem, der nogensinde vil nævne noget som helst.’ Joshua Nieburn og Jim Simmons rystede på hovederne. Ron Bidge skiftede emne. ’Er der styr på vores små flykaprere?’ spurgte han i et tonefald, der fik det til at lyde som en banalitet. Joshua Nieburn smilede. ’Ja, vi har styr på dem. Vi har sammensat en hel dækhistorie om deres rejser ind og ud af landet, hvor de bor og så videre. Den bliver lækket til pressen bagefter. Det vil alt sammen virke meget overbevisende.’ ’Godt,’ sagde Bidge. Han lænede sig ind over bordet. ’Sig mig,’ drævede han så, ’kan de overhovedet styre et fly?’ Nieburn smilede igen. ’Det er der faktisk kun to af dem, der kan, selv om de to andre også har certifikat.’ Han trak på skuldrene. ’Man kan købe en del velvilje, hvis man kan betale for det. De to af dem kan flyve et enmotorers Cessna, men de vil aldrig kunne sætte sig ind i cockpittet i en Boeing 757 og ramme noget, som det er meningen, de skal ramme.’ Ron Bidge spidsede munden og lavede en lille fløjtelyd. Så rystede han på hovedet. ’Nåh, det var et sidespring, det er jo fuldstændig ligegyldigt. Men folk skal bare tro, at de kunne flyve de fly.’ ’Når de har certifikaterne, vil folk jo tro det,’ sagde Nieburn. ’Ja,’ svarede Bidge. ’Vi skal bare have vores side af forklaringen klar, så er resten også skide lige meget.’ Han kiggede hurtigt i papirerne foran sig. ’Jeg har bestilt billetter til en tur til Missouri om tre dage…’ Han så op på dem, ’og I skal med mig, så lad være med at lave andre aftaler den dag. Vi skal have taget den snak med folkene fra Boeing.’ Telefonen på Ron Bidges bord ringede. Han tog den samtidig med, at han med et nik tilkendegav, at mødet var slut.

De rejste sig, nikkede til ham, vendte om og forlod kontoret i Homeland Security.

BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY ARMY SYSTEMS BUSINESS DEVELOPMENT NORTH COUNTY, ST. LOUIS MISSOURI UNITED STATES DATO: 25. APRIL 2001 TID: 09.52

RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER BEN GRANT, HOMELAND SECURITY ASSASSIN JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF JOSH NORTON, BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY

De var landet i Lambert–St. Louis International Airport i St. Louis og havde taget en taxi ud til Boeings meget omfattende faciliteter i North County. De havde ingen problemer med at se alt, hvad de ville se hos Boeing, for deres identitetskort fra Homeland Security gav dem uhindret adgang til det hele. De opsøgte chefen for den militære udviklingsafdeling, tidligere oberst i det amerikanske luftvåben, Josh Norton. En ærkeamerikansk hardhitter med en imponerende karriere bag sig. Efter sin fratræden i luftvåbnet var han med det samme blevet ansat hos Boeing for blandt andet at stå for koordineringen af alle forhold imellem Boeings militære afdeling og det amerikanske forsvar. Han var

den perfekte kontakt for Homeland Security. Norton var tidligere, dengang han var i aktiv tjeneste i US Air Force, involveret i flere ’hændelser’, der ikke tålte offentlighedens søgelys, men havde altid været en god soldat og havde altid holdt tand for tunge. Han kendte udmærket det spil, han selv var en del af, og han hørte til dem, der mente at forstå, at sådanne spil var nødvendige, for at nationen kunne overleve i en hård og brutal verden.

Ron Bidge sad og kiggede på det lille, skinnende emblem, der sad fastgjort på brystlommen af Josh Nortons jakke. ’Du har været US Ranger?’ bemærkede Bidge. Josh slog ud med armene og smilede forlegent. ’Vi har jo alle været unge engang,’ svarede han. ’Jeg skulle lige løbe hornene af mig, inden jeg begyndte i flyvevåbnet. Sådan var det dengang…’ Han havde meget intense blå øjne, et markeret ansigt og karseklippet gråt hår. Han var ikke høj, men kraftig og muskuløs ligesom Joshua Nieburn. De satte ham ind i situationen og afventede hans reaktion. De fortalte ham overordnet om hele deres setup og ikke kun brudstykker, sådan som de gjorde med de fleste andre. Han tog det stille og roligt, sad lidt og grundede over det, de netop havde fortalt ham, rakte ud og trykkede på Intercomanlægget og sagde: ’Vi bliver nødt til at få noget kaffe herind, Maddie.’ ’Kommer straks…’ svarede en kvindestemme.

De forklarede ham om agerflyene og om flere af de detaljer, der skulle få dækhistorien til at fremstå som troværdig. Norton var hurtigtopfattende. Han bemærkede selv, at det, de ønskede, var fly, de kunne fjernstyre. Ron Bidge nikkede og var meget tilfreds med, at man så hurtigt kom frem til essensen af det, som deres besøg handlede om. ’Det enkleste,’ sagde Josh Norton, ’ville være hvis alle fire fly var helt ens. Det

næst enkleste ville være, at de allesammen var fra samme flyproducent, som nu i dette tilfælde, hvor I kommer her og taler med mig. Hvis det er scenariet, så tager vi udgangspunkt i det.’ Ron Bidge forklarede Norton, at det ikke var meningen, at de fire agerfly skulle ramme deres mål, men at det bagefter skulle se ud som om, de havde gjort det. ’Ahh,’ brummede Norton. ’Der er en krølle på forklaringen.’ Han tænkte lidt. ’Vi er meget langt fremme med udviklingen af ubemandede droner. Hvis flyene kan blive taget ud af deres normale rutiner og kun skal flyve den ene tur bagefter, kan man relativt enkelt – der er jo ikke noget, der er enkelt, når man taler om fly – ombygge dem, så de kan fjernstyres, fra, hvor I nu end har jeres kommandopost.’ Norton løftede en hånd i vejret og så tænksom ud. ’Vent lige lidt… hvorfor skifter I ikke bare piloterne ud?’ Han kiggede på dem. ’Jeg er helt med på, at man ikke kan få en pilot til at flyve et fly ind i en bygning, medmindre han er fundamentalist og tror på, at han skal møde halvfjerds jomfruer i himlen bagefter.’ De trak på smilebåndene. ’Men hvis flyene skal landes under aktionen, er der sgu da ingen grund til at ombygge dem til fjernstyring for adskillige millioner,’ han kiggede hurtigt rundt på hver enkelt af dem, ’så skifter man sgu da bare døren til cockpittet ud med en dør, de ikke kan bryde ind igennem. Og så flyver man dem stille og roligt derhen, hvor man nu vil have dem, imens de slås med agererne.’ Ron Bidge nikkede. ’Ja selvfølgelig,’ svarede han. ’Selvfølgelig, det er da klart…’ ’De fly, der skal ramme bygningerne, må man så nødvendigvis fjernstyre,’ sagde Norton. ’Og så er der ingen grund til at have piloter om bord.’ ’Hvad har I af fly der kan fjernstyres på den måde?’ spurgte Bidge. Norton slog ud med armene. ’Ingen, hvis de skal ligne de agerfly – men vi kan bygge dem om. Militæret har en hel flåde af Boeing 757 fly, der oven i købet har forstærkede skrog og vinger.’ De kiggede uforstående på ham.

’Altså,’ fortsatte han. ’Hvis man skal bruge sådan et fly i et angreb, skal man forsøge at få hastigheden på flyet op, så folk har mindre tid til at filme det. Militæret har fly, der kan foretage manøvrer, som ville ødelægge ethvert civilt fly. Nogle af dem kan lave de samme manøvrer, som et civilt fly kan – men ved den dobbelte hastighed. Sådan et fly vil nærmest opføre sig som et krydsermissil i hænderne på den rigtige dronepilot. Hvis I vil have fuldstændig træfsikkerhed og chokeffekt ud af det, så er det løsningen.’ Der var helt stille i lokalet. ’Så er det sådan, vi gør,’ sagde Ron Bidge endelig. ’Ja,’ sagde Norton, ’og hvis I forinden ved præcist, hvilke fly der er tale om, kan vi producere de forstærkede cockpitdøre i forvejen, det er jo trods alt fly, vi selv har konstrueret. Hvordan I vil forklare det for flyselskaberne, er jeres problem,’ sluttede han.

De sagde tak for mødet, forlod Boeing og gik ud til den ventende taxi. Imens de havde siddet i møde, var regntunge skyer trukket ind over St. Louis. De havde kun lige sat sig ind i bilen, før vandet væltede ned og trommede imod taget. Ingen af dem sagde et ord, taxichauffører havde ører og var meget nysgerrige og snakkesalige…

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 30. APRIL 2001

Der blev udpeget fire personer fra Homeland Securitys stab, som fik ansvaret for hvert sit fly. De stod både for koordineringen med flyselskaberne samt for at skulle sikre, at de billetter, flykaprerne endte med at få, ville blive til lige præcist det udvalgte fly. De skulle også arrangere alt vedrørende udskiftning af cockpitdørene osv. osv. Listen med praktiske opgaver var lang…

Staben ovre hos Ron Bidge udarbejdede en troværdig forskrift fra Homeland Security til flyselskaberne. Den gik ud på at man på denne dag – den 11. september – skulle afholde en storstilet luftforsvarsøvelse med canadierne, og i den sammenhæng ønskede at disse fly fik en rolle. Man havde brug for at installere noget elektronisk udstyr til brug under øvelsen. Da man var bevidst om, at der kunne være udgifter i forbindelse med at tage fly ud af driften og lade dem stå et døgn, var Homeland Security naturligvis indstillet på at betale for disse ekstraomkostninger. Man antydede, at det handlede om små ændringer, som ville blive udført af specialister fra Boeing. Der var således ikke tale om nogen forringelse af flykonstruktionen eller nedskrivning af flyenes værdi. Det lød alt sammen meget troværdigt, og ingen hos hverken American Airlines eller United Airlines syntes overhovedet at tage notits af dette.

TOWNE PARK 10 THOMAS CIRCLE NW WASHINGTON DC 20005 UNITED STATES DATO: 03. MAJ 2001 TID: 22.58


Det var en lys aften i maj. Vejret var mildt, og foråret havde gjort sit indtog. Det var, som om den mørke stemning var forsvundet i takt med, at vinterens mørke havde fortaget sig. ’Du er tidligt på den i dag,’ sagde Kaleem til sin kontakt, der netop havde sat sig ind i bilen. Den anden nikkede. ’Jeg nåede af en eller anden grund et tog tidligere, end jeg plejer,’ sagde han. Han så overrasket på Kaleem. ’Du er fin i tøjet i dag, er der nogen særlig grund til det?’ Kaleem kiggede ham direkte ind i øjnene. Han havde bemærket, at hans kontakt ikke havde sin højre hånd i lommen længere. Han stolede på ham nu. ’Jeg har fået nyt job siden sidst,’ sagde han. ’Jeg er jo ret god til det der med computere, ved du, og jeg så, at der var en stilling ledig i afdelingen for transport

i Homeland Security. Så jeg forfalskede mine papirer og søgte jobbet. Og så fik jeg det sgu… De tror, at jeg er IT-uddannet fra University of Islamabad…’ ’Ved Allah,’ svarede hans kontakt. ’Kan du så hjælpe os endnu mere?’ Kaleem nikkede. ’Det var derfor, jeg gjorde det, selv om jeg selvfølgelig også får en bedre løn. Jeg kan hjælpe jer med at få billetter til de fly, der er bedst til planen. På den måde er der ingen, der får mistanke om, hvad der er ved at ske. Jeg er ved at undersøge, om jeg rent faktisk kan skaffe jer billetterne, eller om jeg kan få jer med nogle flyafgange, hvor der ikke er så megen kontrol. På den måde er risikoen for, at I bliver afsløret meget mindre. Og det fortjener de sgu, de svin…’ ’De svin…’ sagde hans kontaktmand. ’Hvis de finder ud af det, slår de mig ihjel med det samme,’ sagde Kaleem. ’Vi skal alle dø…’ sagde hans kontakt. ’Du må gerne finde ud af, hvor der er mindst kontrol, så vælger vi de fly.’ Han vendte sig pludselig imod Kaleem, tog hans hænder i sine og knugede dem, imens han udbrød: ’Allah er stor…’ ’Allah er stor…’ svarede Kaleem med en klump i halsen. I næste øjeblik havde hans kontakt åbnet bildøren og var forsvundet i den lune forårsaften.

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 11. MAJ 2001 TID: 10.44

RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER HOMELAND SECURITY STAFF

‘Jeg synes, det er en god idé, at det er et af vores egne fly, der rammer Pentagon, forudsat at vi kan være sikre på, at det rammer, som det skal,’ han studerede hurtigt plantegningen, ’det vil sige den fløj, der for tiden er under renovering.’ Ron Bidge var overbevist. ’Det burde kunne lade sig gøre nu, hvor vi selv styrer dem ind imod målene,’ svarede Nieburn. ’Både Boeing og US Airforce siger, at der ikke er skyggen af problemer i det. Hvad med tabstallene?’ Bidge så overrasket på ham. ’Joshua, der er nødt til at være tab, ellers virker det jo ikke troværdigt. Men sørg for at advare dem, der ikke kan undværes – resten, altså dem, der er nødt til at dø, er tab i forbindelse med Krigen imod Terror.’ Nieburn nikkede. ’Det er forstået, chef,’ sagde han.

’Ellers noget?’ spurgte Ron Bidge. Nieburn kastede et blik rundt i lokalet. Teknikerne sad krummet sammen foran deres computerskærme og var optaget af deres egne gøremål. ’Nej, Sir – vi har styr på det hele indtil videre…’ Ron Bidge rejste sig. ’Sørg for, at det bliver ved med at være sådan,’ hviskede han.

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 16. MAJ 2001 TID: 09.15

RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF JOSH NORTON, BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY 4 AEROSPACE ENGINEERS, BOEING DEFENSE, S & S

Gæsterne fra Boeing Defense, Space og Security var kommet til New York. Homeland Security-staben havde til lejligheden opstillet et stort mødebord midt i bygningen, hvorfra man kunne se ned langs rækken af bemandede computerstationer.

’Jeg er glad for, at I kunne komme så tidligt,’ sagde Ron Bidge. ’Og jeg vil tilføje, at jeg har valgt at være her i dag på trods af, at præsidenten havde inviteret mig til at besøge Camp David til frokost, blot for at fortælle jer, at jeg

lægger stor vægt på jeres tilstedeværelse i hele denne operation.’ De sad alle sammen omkring bordet og nikkede, hævede øjenbrynene og udstrålede, at det så sandelig var et stort offer, Ron Bidge havde bragt for at kunne deltage. ’Forsyn jer, der er sandwiches, juice, kaffe og te. Hvis der mangler noget, så sig det, så sender vi en deling marines ned efter det…’ Det var en god joke, de trak på smilebåndet. ’Og så vil jeg give ordet til vores cheftekniker her, Jim Simmons, vær så god Jim…’ ’Vi er så heldige, at vi har en medarbejder med arabisk baggrund, som er kontaktmand til terrorcellen. Så man kan sige, at vi har en fornuftig indflydelse på hvad der er sket, og hvad der kommer til at ske.’ Gæsterne nikkede. ’Målene er udvalgt, og de er som følger: WTC1, WTC2, Pentagon og Det Hvide Hus.’ Han rodede lidt i papirerne på bordet. ’Med hensyn til flyene er de følgende i spil lige i øjeblikket: American Airlines Flight 11 som er en Boeing 767-200ER - United Flight 175 som også er en Boeing 767-200ER - American Airlines Flight 77 som er en Boeing 757-200 og endelig United Airlines Flight 93, som også er en Boeing 757-200. I de fire fly skal der ikke ske så meget…’ Han byttede rundt på nogle ark papir. ’Faktisk er det kun dørene til cockpitterne, der bliver udskiftet.’ Da ingen reagerede, uddybede han det: ’Så kaprerne ikke kan trænge ud i flyenes cockpitter.’ Josh Norton lænede sig tilbage og sagde: ’Det gør det bare nemmere for os, så er det kun én type med tre fly at ombygge, og dem er vi faktisk ved at være færdige med.’ Jim Simmons nikkede. ’Ja, vi har bestræbt os på at gøre det så enkelt som muligt for jer.’ Der var en følelse af tilfredshed omkring bordet.

Jim Simmons fortsatte: ’Flight 11 er sat til at starte fra Boston klokken 07.59 – og møder så sin ’swap’ i radarhullet ved 08.25-tiden. Flight 11s swap flyver så tilbage og skulle gerne ramme det nordlige tårn i WTC sådan cirka omkring klokken 08.45 – plus minus nogle minutter.’ Han kiggede op, men alle var indforståede, så han fortsatte: ’United Flight 175 er sat til at starte fra Logan klokken 08.14 og vil, i henhold til mine beregninger, kunne møde sin swap i radarhullet lige omkring ved 08.35-tiden. Swappen flyver ligeledes tilbage - for at ramme det sydlige tårn i WTC – det skulle blive lige omkring klokken 09.00 – også her er der en lille unøjagtighed på nogle minutter fra eller til…’ Folkene rundt om bordet sad og gjorde notater. ’I får alle oplysningerne med hjem som en Powerpointpræsentation, naturligvis…’ sagde Jim Simmons. ’Så er vi nået til American Airlines Flight 77, som er sat til at starte fra Washington DC klokken 08.20 Det vil kunne nå radarhullet lige omkring klokken 08.45…’ Han slog ud med armene, ’ja altså, måske nogle minutter senere afhængigt af, hvor megen morgentrafik der er, give or take… Det flys swap burde kunne ramme Pentagon cirka klokken 09.35 – 09.40, det er mit bedste estimat. Og endelig har vi så United Airlines Flight 93, som er sat til at starte fra Newark klokken 08.00. Der er ikke udvalgt et mål for dette fly endnu…’ Han viftede forklarende den ene hånd i luften. ’Det tror kaprerne selvfølgelig, men altså – dette fly og dets swap holder vi i beredskab, indtil vi ved, om de andre mål er blevet ramt. Er de det, lander vi flyet der, hvor de øvrige er landet og sparer også udgiften til det swappende fly.’ En af de andre ville tage ordet, men Josh Norton løftede hånden som tegn på, at han havde noget at sige. ’Med hensyn til det rent tekniske,’ sagde han, ’så vil jeg sige, at med de oplysninger I er kommet med i dag, så er det faktisk mere enkelt, end jeg i første omgang havde forestillet mig. Vi har sammen med US Air Force gennemført adskillige droneopgaver, og vi har også ved flere lejligheder foretaget en række swaps, som jeg skal hilse at sige har forvirret de civile flyveledere. Så vi er sådan set klar. Det er da positivt…’ Alle var enige.

Mødet havde taget under to timer. ’Vil I med ud at spise frokost i New York, før I tager hjem igen?’ spurgte Ron Bidge henvendt til Josh Norton. ’Nej tak du, jeg tror hellere, vi vil vende næsen hjemad…’ han vendte sig om imod sine ledsagere fra Boeing, ’medmindre I vil med op og spise frokost i Hors d'Oeuvrerie i World Trade Center, de tilbyder et Danish smorgasbord…?’ Men da hans medarbejdere ikke virkede synderligt begejstrede, sagde han, at de nok hellere måtte tage hjem. Så Boeing-folkene tog afsked og rejste hjem.

En time senere sad Ron Bidge og Joshua Nieburn i restaurant Hors d'Oeuvrerie på 106. etage i World Trade Center og indtog Danish smorgasbord, hvilket på alle måder var langt fra amerikanske madtraditioner. Ron Bidge langede et stykke med leverpostej og rødbede over på sin tallerken og sagde: ’Det her havde jeg aldrig tænkt på, hvis han ikke havde sagt det.’ Nieburn sad over for ham med munden fuld af rullepølse og rystede på hovedet, imens han studerede udsigten. ’Der er fan’me langt ned,’ mumlede Nieburn. Ron Bidge fulgte retningen af hans blik. ’Ja, det er der Joshua…’ svarede han.

Da de havde spist, tog de elevatoren ned til Mechanical Floor på 76. etage, hvor de havde en kort snak med folkene, der trak kabler og minerede hele bygningen med Nanothermite. De blev informeret om, at det skred planmæssigt fremad. Mætte og veltilfredse tog de så endelig elevatoren helt ned for at fortsætte over til kontoret i World Trade Center 7, hvor man ventede med kaffe og donuts.

CENTRAL PARK NEW YORK CITY UNITED STATES DATO: 21. MAJ 2001 TID: 14.00


Central Park dækker et areal på 350 hektar og er placeret midt på Manhatten. En af verdens smukkeste, designede offentlige parker. Parken dækker et område, der ligger imellem 59.th. Street og 110.th. Street – og i den anden retning imellem Fifth Avenue og Central Park West (Eighth Avenue). Kaleems kontakt havde ønsket, at de skiftede mødested, da han ikke længere var tryg ved at mødes i Towne Park parkeringscenter. Kaleem havde opfattet det som et tegn på stress, eftersom operationen rykkede nærmere, og nerverne hos de implicerede måske var begyndt at være tyndslidte.

Kaleem var kommet tidligt. To timer før de skulle mødes. Han havde brug for at være alene i mængden, havde brug for at tænke og havde brug for at have en afslappet atmosfære omkring sig. Så han vandrede omkring midt blandt tusinder af mennesker, var helt anonym og følte sig helt alene i verden. Som vel nok de fleste andre der boede i New York, havde han sine egne favoritsteder i Central Park. Han spadserede fra indgangen i South End og kiggede på alle børnene, der forventningsfulde styrede i retning af Central Park

Zoo – fortsatte ind imod Mid-Park til det sted, hvor han i sin tid havde truffet sin kone. Et sted, der for ham var fyldt med romantik og musik. Det hed Strawberry Fields. Uvilkårligt nynnede han den gamle Beatles-melodi af samme navn. Han stod lidt og betragtede statuen af Alice in Wonderland. Her havde han ofte stået med sine egne børn og fortalt dem historien om Alice og hendes trængsler i eventyrlandet, igen og igen. Nogle historier kunne tåle uendelige gentagelser særligt til børn, der havde deres egne favoritter og elskede gentagelser. Han kiggede på uret, der var stadig fyrre minutter til, de skulle mødes. Han gik videre, imens han tillod sig selv at være opmærksom på den tomhed, han følte vokse inde i sig selv. Det var som om den virkelighed, han levede i nu, var ved at udviske alt det eventyrlige, romantiske, hengivne og smukke, han tidligere havde evnet at føle. Han følte, at noget andet var ved at overtage følelserne i hans sind. Afmagt, elendighed og en erkendelse af den kynisme og amputerede sjæl der rådede hos dem, som styrede hans verden.

Kaleem sad på den bænk, hans kontakt havde skrevet til ham, at han skulle sætte sig på. Bænken var ikke noget dårligt valg, den stod i skyggen af nogle træer med udsigt over Jacqueline Kennedy Onassis Reservoire. Små drenge legede med modelsejlbåde i vandkanten, unge mennesker spillede volleyball uden net på græsplænen ned imod søen, og alt åndede fred. Kaleem kunne høre hans skridt fra et sted i baggrunden, da han nærmede sig. Han gik omkring bænken og satte sig ved siden af Kaleem. Kaleem havde købt to sandwiches og to flasker vand på vejen derhen. Han rakte den ene sandwich over imod sin kontakt. ’Det er roastbeef,’ sagde han, da han så den andens mistænksomme blik studere den foldede serviet med sandwichen indeni, ’du kan godt spise den…’ De sad lidt og spiste i tavshed lyttende til børnenes pludren i baggrunden.

Da Kaleem havde smidt servietten i affaldsbeholderen ved siden af bænken og børstet brødkrummerne af sine bukser, sagde han: ’Jeg har fundet ud af, hvilke flyafgange der er mindst security på. De ligger den 11. september, men er i

forskellige byer.’ ’Hvorfor sætter man sikkerhedsniveauet ned?’ spurgte hans kontakt. Kaleem kiggede rundt og derefter på ham. Så sagde han: ’Det er jo helt uofficielt. Der ville blive et ramaskrig, hvis offentligheden fandt ud af det. Det skyldes besparelser. Selv om man ikke umiddelbart kan se det, så har økonomien her i dette land det ikke særlig godt. Så officielt kører man med det, man kalder verdens bedste sikkerhed i alle amerikanske lufthavne, men sandheden er, at man sparer så meget, at der på en del afgange ikke er personale nok – ind imellem slet ingen.’ Han sænkede stemmen. ’Fordi jeg tilfældigvis sidder i transportsektionen i Homeland Security, ved jeg, hvilke afgange der er tale om.’ Han sænkede stemmen yderligere. ’Og da jeg tilfældigvis er araber og overbevist jihadist, fortæller jeg det til dig…’ Den andens øjne afspejlede respekt. Han sagde ikke noget, men sad og studerede Kaleem, imens han tyggede på den sidste bid af sin sandwich. Kaleem rakte ham dagens udgave af New York Times. ’Du finder det hele inde i avisen,’ sagde han så. ’Jeg er nødt til at gå, medmindre du har noget, du vil fortælle mig?’ Hans kontakt rystede på hovedet og hviskede: ’Nej, men tak, vi tales ved. Allah er stor!’ Kaleem bukkede sig ned imod ham. ’Allah er stor,’ hviskede han tilbage.

Ben Grant sad i en tom lejlighed i en ejendom på hjørnet af West 84. Street og Central Park West og betragtede deres kontakt igennem Carl Zeiss-kikkertsigtet på sin storkalibrede sniperriffel. ’Hvad laver han?’ spurgte en stemme bag ham. Det var Joshua Nieburns. Grant stillede lidt på en skrue på kikkertsigtet. ’Han sidder og læser avis,’ svarede han. ’Indrøm, at du er fristet til at nakke ham, lige her og nu,’ sagde Nieburn. Ben Grant svarede uden at tage blikket fra kikkertsigtet. ’Jeg kunne skyde hele baghovedet af ham lige her og nu, uden at nogen ville opdage det før senere.’

Han flyttede kikkertens søgefelt imod højre, søgte hen over græsplænen – og fangede ham og zoomede ind. ’Hvor er Kaleem?’ spurgte Joshua Nieburn. ’Jeg har ham,’ sagde Grant. ’Han er på vej over til metrostationen ved Museum of Natural History. Han er tilbage om en god halv time.’

THE WHITE HOUSE GARDEN 1600 PENNSYLVANIA AVE NW WASHINGTON DC 20500 UNITED STATES OF AMERICA DATO: 02. JUNI 2001 TID: 12.14


De sad rundt om det hvide bord i haven uden for Det Hvide Hus. Tjenerne havde bragt de drikkevarer ud, som hver enkelt ønskede. Det var en enkel frokost bestående af sandwiches med salat og dressing. Ronald Dumbsfeld havde løsnet sit slips og holdt sin sandwich i hånden. ’Det er da en utrolig god sandwich, Gorge. Jeg ville ønske, at køkkenet i Forsvarsministeriet kunne lave dem lige så godt.’ Gorge U. Blush nikkede og forsøgte at svare, men var så nødt til at tygge af munden først. ’Når man er præsident, Ronald, kan man uden det store besvær få

verdens bedste kok i sit køkken.’ Han kiggede på de øvrige. ’Jeg tror sgu, han ville arbejde gratis her bare for at kunne sige, at han havde arbejdet her.’ Latteren bredte sig rundt om bordet, og de spiste videre i tavshed.

Da de havde indtaget frokosten, gik de over til gennemgangen af status for de igangværende projekter. Ronald Dumbsfeld gav ordet til Ron Bidge. Nick Blaney sagde intet og holdt sig i det hele taget i baggrunden. Ron Bidge gennemgik deres kontakt med Boeing og fortalte om, hvordan deres samarbejde med Josh Norton og hans folk forløb. ’Jeg kender godt Josh Norton,’ sagde Ronald Dumbsfeld. ’Han er en rigtig hardhitter, han er god at have med på holdet.’ Ron Bidge var meget enig, og Nick Blaney udtrykte tilfredshed med status på det punkt. Så gik Ron Bidge videre og forklarede, at man løbende havde kontakt til kaprerne via en araber ansat i Homeland Security, en integreret araber, der var amerikansk gift. Der var en lille kort snak om det med at stole på en araber. Nick Blaney udtalte, at han aldrig havde truffet en araber, han mente, man kunne stole på, og han havde immervæk truffet alle de ledende arabiske skikkelser i Mellemøsten. Ron Bidge gjorde et notat i marginen på sin redegørelse om, at Homeland Security skulle holde et ekstra vågent øje med sine arabiske ansatte – ’for Nicks skyld’, som han skrev. Uden at gå alt for meget i detaljer gennemgik han den udvikling, der havde været siden deres møde på Camp David. Og så rundede han af med følgende bemærkning: ’Lige nu råder der sådan en slags stilhed før stormen, kan man sige. Det skyldes naturligvis, at vi har styr på det, der sker, og at flykaprerne selv mener, at de har styr på deres ting.’

’Jeg synes, vi skal kalde dem terroristerne,’ bemærkede Ronald Dumbsfeld. Ron Bidge nikkede.’Og det skyldes, at terroristerne selv mener, at de har styr på deres ting,’ rettede han det til.

Der hang en svag dis over græsplænerne omkring Det Hvide Hus. Dagen før, den 01. juni, havde der været skybrud, og der var faldet meget store mængder regn.

THE WHITE HOUSE THE OVAL OFFICE 1600 PENNSYLVANIA AVE NW. WASHINGTON DC 20500 UNITED STATES OF AMERICA DATO: 09. JUNI 2001 TID: 14.10

GORGE U. BLUSH, PRESIDENT MANDREW KART, WHITE HOUSE CHIEF OF STAFF

Præsident Gorge U. Blush trykkede på intercom’en for at modtage opkaldet. ’Har De tid et øjeblik, Hr. Præsident?’ Det var Mandrew Karts stemme i højttaleren. ’Ja, kom bare ind Mandrew,’ svarede Gorge Blush. Døren gik op, og Mandrew Kart trådte ind, lukkede døren efter sig og nikkede op imod kameraet på væggen. ’Jeg har slukket for anlægget, Sir. Jeg skal lige tale privat med Dem et øjeblik…’ Blush skubbede sin stol lidt tilbage og kiggede på Kart. ’Er der noget galt?’ spurgte han. Kart gned sig i hænderne. Han var chef for istrationen i Det Hvide Hus. En

pertentlig, veluddannet og omhyggelig mand, der havde et skarpt blik for detaljer. Han var en dygtig og havde i karrieren vist dette både i organisationen for bilproducenter i USA og som tidligere ansat i flere sammenhænge i Det Hvide Hus, før Gorge U. Blush blev præsident. ’Tag plads, Mandrew,’ sagde Blush og pegede på den ene af de stole, der stod foran hans skrivebord. Mandrew Kart satte sig og rømmede sig. ’Spyt så ud, Mandrew,’ sagde Blush. Kart kiggede Blush ind i øjnene og lagde forsigtigt ud. ’De kender min niece, Susan Lindauer,’ begyndte han. Gorge Blush så lettere forvirret ud, hvilket han i øvrigt ofte gjorde. ’Jeg har vist truffet hende…’ mumlede han. ’Hun er en meget dygtigt pige, højtuddannet og skarp,’ sagde Kart. ’Når jeg lytter til hende, skyldes det, at hun plejer at være særdeles velorienteret. Ofte om ting, jeg ikke selv er så meget inde i.’ Blush nikkede. ’Gå videre…’ Kart kiggede op imod kameraet på væggen, som frygtede han et øjeblik, at deres samtale blev optaget. ’Har De lyst til at gå en tur i haven?’ spurgte han så. Blush kiggede op imod kameraet. ’Jeg synes, du sagde, at det hele var slukket,’ sagde han forundret. ’Joh men…’ Mandrew Karts blik fik Gorge Blush til at rejse sig. ’Kom,’ sagde han og ledte Kart hen imod de store fløjdøre, der vendte ud imod terrassen og parken bagved.

De gik ved siden af hinanden hen over græsplænen. Secret Service-folkene sværmede omkring dem som hvepse.

’Susan har lagt et brev til mig, hvori hun forklarer, at en eller anden stort anlagt begivenhed vil udspille sig her i USA om kort tid.’ Han kiggede alvorligt på Gorge Blush. Blush slog ud med armene. ’Jeg er sikker på, at der er styr på det, Mandrew. Vi har de bedste folk på at…’ Kart lagde en hånd på Blushs arm. ’Hun siger, at De vil blive myrdet ved den lejlighed,’ hviskede Kart. Præsidenten kiggede lamslået på ham. ’Mig…?’ hviskede han. ’Vil de myrde mig?’ Mandrew Kart nikkede bekræftende og så sig omkring. Blush vendte sig med front imod Mandrew Kart. ’Hvor har hun hørt det?’ spurgte han. ’Hun har en række kontakter…’ svarede Kart. ’Blandt andet til folk i FN og andre steder. Hun siger, at den libyske istration har fortalt hende, at der er planer om at myrde Dem.’ Gorge Blush stod et øjeblik i sine egne tanker. ’Jeg vil bede dig om ikke at nævne dette her for nogen andre.’ Kart protesterede. ’Burde vi ikke nævne det for Ronald Dumbsfeld og Nick Blaney?’ spurgte han. ’De kunne måske…’ ’Slet ikke for dem,’ svarede Gorge Blush. Han gjorde en afværgende bevægelse med hånden, som om han havde fortrudt det, han netop havde sagt. ’Ikke for nogen…’ sagde han så. Han tog med en hånd fat i reversen på Karts jakke. ’Du skal love mig det,’ hviskede han indtrængende. Mandrew Kart kunne pludselig se, at Gorge Blush var bange. Det var første gang i alle de år, han havde kendt både ham og hans far, at han så frygt i hans blik. ’Det lover jeg, Hr. Præsident…’

COLUMBIA HEIGHTS 122 BROOKLYN NY 11201 NEW YORK UNITED STATES DATO: 17. JUNI 2001 TID: 07.30

KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY EBONY DURRANI, KALEEM DURRANI’S WIFE

Det var morgen i New York. Kaleem og hans kone havde ladet børnene sove lidt længere. Hun stod i det åbne køkken og lavede kaffe, han stod ved vinduerne i stuen og kiggede hen over morgentrafikken på Brooklyn Queens Expy og Furman Street, hen over East River til tårnene i World Trade Center, der stod som to skinnende blanke søjler i morgensolen. ’Sikken dejlig morgen,’ sagde hans kone og hældte vand på kaffekanden. Han hørte det og hørte det alligevel ikke. ’Det kommer nu,’ sagde hans kone, tog fjernbetjeningen og skruede op for lyden på deres store TV-apparat. De havde så godt som alle de kanaler, der overhovedet kunne modtages her fra hele verden. Der var enkelte fordele ved at

have en arbejdsgiver som Homeland Security. Det betød blandt andet, at han ind imellem kunne lade sine børn se arabisk TV, også TV fra Pakistan, hvorfra hans egen familie oprindeligt kom. For ham var det vigtigt, at børnene kendte deres rødder, til en eller anden grad forstod dem og i hvert tilfælde ikke skammede sig over dem. Han vidste, at de sad inde på Homeland Securitys kontorer i WTC7 og ventede på at høre Blushs tale fra gårsdagens pressemøde i Slovenien. Her havde han for første gang mødtes med præsident Putin fra Sovjetunionen. En tekst fra BBC tonede frem på skærmen.

Press Conference by President Blush and Russian Federation President Putin Brdo Castle, Brdo Pri Kranju Slovenia

Et orkester spillede i baggrunden, imens de to præsidenter smilende kom ud til den ventende presse og vinkede. Blush var den første taler, da han var gæsten. Kaleem lyttede intenst, han ville gerne prøve at forstå, hvad der rørte sig i sådanne mænd, som kunne iværksætte så voldsomme begivenheder, som verden snart skulle stifte bekendtskab med. Han hæftede sig især ved enkelte uddrag af talen.

Russia is an important country, with vast potential. When Russia and the United States work together in a constructive way, we can make the world a safer and more prosperous place. We also agreed to continue our cooperation and work

toward common solutions on important regional issues, from the Balkans to Nagorno-Karabakh to Afghanistan.

Her spidsede Kaleem ører. Han vurderede et øjeblik sandsynligheden for, at præsident Putin vidste, hvad der forestod og begyndte at føle de små hår i nakken rejse sig.

Respectful relations require honesty. And we did discuss areas where my country has differences with Russia -- over Chechnya, and over media relations. I also expressed my hope that Russia will develop constructive relations with its neighbors, like Georgia, that are trying to find their own way in a challenging, but hopeful world.

Hans kone gav ham kaffekoppen, stillede sig ved siden af ham med armen omkring ham og kiggede på pressemødet fra Slovenien. ’Det er da en meget god tale,’ sagde hun. ’Tror du, at sådan en som ham mener det, han siger, eller er det bare noget han skal sige?’ ’Det er noget, han skal sige,’ svarede Kaleem. ’Jeg ved, at det er noget han skal sige…’ Hun kiggede op på ham. ’Fordi du arbejder i Homeland Security?’ spurgte hun. Han nikkede. Putin havde fået mikrofonen og holdt sin del af talen. ’Ja, fordi jeg arbejder i Homeland Security…’ Hun tav lidt. ’Men du sidder jo og oversætter avisartikler fra arabiske medier eller noget i den stil, gør du ikke?’ Hun var ved at fange ham midt i en følelse af elendighed og dårlig samvittighed. I et kort sekund var han lige ved at fortælle hende, hvad han virkelig lavede, og hvordan han kunne vide, at det meste af, hvad præsident Blush sagde, bare var et spil for galleriet. Et verdensomspændende politisk spil, som kører, uden at nogen

inderst inde tror på det. Men han stod imod og svarede: ’Jo skat, jeg sidder bare og oversætter arabiske avisartikler.’

Et andet sted i New York i World Trade Center 7 på sekstende etage skubbede Joshua Nieburn sin kontorstol tilbage, tog hovedtelefonerne af og vendte sig og kiggede op på Ben Grant. ’Der troede jeg sgu lige, han ville tale over sig…’ Ben Grant tog en slurk af sin kaffe. ’Jeg tror, det vil være klogt at holde lidt øje med ham. Selv om han har gjort det godt, så er og bliver han en lille arabisk svans…’ mumlede han. ’Lad os nu se,’ sagde Nieburn. ’Det kan jo være, at han er god nok. Hvis han ikke er, så giver jeg en kop kaffe, hvis han er, så giver du…’ ’Det er en aftale,’ sagde Ben Grant.

CAFE HABANA 17 PRINCE STREET NY 10012 NEW YORK DATO: 28. JUNI 2001 TID: 11.45

TREVOR MCDOWELL, UK'S INTEL. SERVICES - MI6 ALEXANDER AZAROV, SVR RF, (RUSSIAN COUNTER TERRORISME)

Trevor McDowell havde valgt den italienske café, fordi der i forvejen myldrede med folk fra hele verdens efterretningstjenester og folk fra den politiske klike i Washington. Ingen ville studse over, at de sad sammen og spiste frokost her, hvorimod nogle ville have undret sig, hvis de havde siddet på en anden café, hvor der kun havde været civile og ikke andre fra deres verden. McDowell kiggede op fra menukortet og spurgte: ’Er du meget sulten?’ Alexander Azarov rystede på hovedet. Han var en stor kraftig russer fra Moskva med grove træk. Han var ikke særligt sulten. ’Jeg er ikke så sulten i dag, Trevor. Jeg er nok mere nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor du lige pludselig inviterer på frokost. Det var også dig, der gav sidste gang, men det har du måske glemt?’ Trevor McDowell smilede. ’Det kommer vi til…’ Han bestilte en portion Paillard Di Vittello Alleerbe Con Lattughine Di Campo til niogfyrre dollars, for han var sulten, og det var på firmaets regning.

Alexander Azarov valgte en beskeden lille anretning med navnet Focaccia Al Rosmarino til ni dollars. De fik bestilt en god italiensk hvidvin til, som de drak lidt af, imens de sad og ventede på maden. Azarov så på McDowell med et fuldstændig udtryksløst ansigt. ’Hvad sker der?’ spurgte han. McDowell kiggede på ham, kastede så et blik ud ad vinduet og kiggede på ham igen. ’Det er ikke sådan noget konkret, Alexander – det er mere en fornemmelse…’ Azarov lyttede. Han fornemmede, at det var alvor. Det handlede ikke bare om at holde relationen ved lige. McDowell lænede sig frem. ’Har du hørt noget – noget som helst – om, at der foregår noget, der er under opbygning, og som snart skal finde sted?’ sagde han stille. Tjeneren kom med deres mad, McDowell satte sig tilbage i stolen, og deres forbindelse var brudt for et kort øjeblik. Da tjeneren var gået, sagde Azarov: ’Du må være mere specifik end det dér. Hvad er det helt præcist, du taler om? De begyndte at spise. ’Rygter…’ sagde McDowell. ’Der er noget stort under opsejling, og jeg vil gerne vide, hvad det er.’ ’Hvem skulle være impliceret?’ spurgte Azarov og brækkede et stykke af sit rosmarinkrydrede brød. McDowell kastede et hurtigt blik rundt i lokalet. ’Amerikanerne…’ hviskede han så. Azarov trak på skuldrene. ’Du er da den af os to, der er allieret med dem,’ sagde han. ’Du er da den, der burde vide det…’

’Åh, det ved jeg nu ikke rigtigt,’ sagde McDowell. ’Blush har da lige været ovre i Slovenien og omklamre din Putin, så jeg ved snart ikke, hvem der…’ Alexander Azarov løftede afværgende hænderne. ’Hvad er det, du har hørt?’ ’Bare brudstykker…’ Han slog ud med armene. ’Bare brudstykker, ikke andet…’ ’Indgår der arabere?’ spurgte Azarov. McDowell nikkede. ’Så du har også hørt det…?’ ’Hmm,’ mumlede Azarov. ’Jeg har også hørt lidt hist og her, men der er ikke rigtig noget kød på det. Har du forsøgt at advare amerikanerne om det, du har hørt?’ McDowell nikkede igen. ’Ja, men de er overhovedet ikke interesserede i at høre noget som helst. De holder etiketten og siger pænt tak, men de gør ikke en skid ved det. Det er som om, det hele bliver bremset et eller andet sted.’

De var begge to kommet for at finde ud af, om den anden vidste mere, end de selv gjorde. Men de fandt til sidst ud af, at ingen af dem vidste noget af betydning. Der var nogen, der lukkede dem ude…

DEPARTMENT OF HOMELAND SECURITY NEBRASKA AVENUE COMPLEX SECRETARY OF HOMELAND SECURITY’S OFFICE WASHINGTON, D.C. UNITED STATES DATO: 03. JULI 2001 TID: 15.20

RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY

‘Jeg kører lidt tidligere hjem i dag, Janet.’ Sekretæren kiggede op på Ron Bidge og nikkede. ’Er det okay, at memoet først bliver færdigt i morgen?’ spurgte hun. ’Eller skal jeg tage det med hjem og lave det færdigt i aften?’ Han smilede til hende. Hun var dejlig, uspoleret, ualmindeligt charmerende – og desværre alt for ung til ham. ’Du kan lave det færdigt i morgen,’ svarede han. ’Tusind tak, Mr. Bidge,’ sagde hun og sendte ham et blik, han kunne mærke helt ned i tæerne. Han forlod kontoret, hentede bilen i parkeringskælderen og kørte hjemad.

Han, hans kone Beverly og deres to teenagebørn boede i en stor villa i Dupont Circle, i nummer 3400 på den mondæne Massachusetts Ave NW i Washington

DC 20007. Det var en spansk inspireret villa, der understregede, hvem han var og ede til hans status i Washington. Homeland Securitys teknikere havde moderniseret alarmsystemet, og han havde flere steder i huset en alarmknap. Hvis den blev aktiveret, ville der inden for tre minutter stå fem svært bevæbnede vagter fra Homeland Security i hans stue med ordre til at skyde først og spørge bagefter. Endelig havde han Gorge, opkaldt efter Gorge Washington, en firs kilos rottweiler på snart syv år. Han svingede ind over fortovet og fortsatte op ad indkørslen, der blidt snoede sig op over bakken, som huset var bygget på. Garageporten åbnede automatisk, da føleren i indkørslen registrerede, at det var hans bil. Sikkerhedsforanstaltningerne var omfattende, og de levede i forvisningen om, at der aldrig ville kunne ske dem noget. Deres hjem var i bogstaveligste forstand deres fæstning. Han blev siddende i bilen, imens garageporten lukkede ned bag ham. Det var en rutine, som Homeland Security havde lært ham, og som han fulgte. Hvis nogen ventede på ham inde på grunden og angreb ham, når bilen var kørt i garage, ville han kunne sætte den i bakgear og forcere sig igennem og ud på vejen i sin kraftfulde bil. Var han først stået ud, ville han være et ’possible target’. Han nåede at se en bil komme kørende op ad indkørslen bag ham, før garageporten var lukket ned. Han stod ud af bilen og gik ind i huset. Derfra kunne han på videoskærmene i entréen se, hvem der stod udenfor. Hans finger svævede over alarmknappen ved siden af hoveddøren, men han tøvede. Han kunne se en person stige ud af en bil – og han genkendte ham. Det var en af hans gamle bekendte fra FBI. Han åbnede hoveddøren og gik derud.

Den anden, der var ved at lukke sin bildør, kiggede på ham med et stort smil og sagde: ’Hej Ron, håber ikke jeg forskrækkede dig.’ Ron Bidge smilede selvsikkert og rystede på hovedet. ’Jeg er chef for Homeland Security, der er intet, der forskrækker mig…’ ’Nej, det ved jeg jo, kan vi tale frit her?’ Han kiggede sig rundt.

’Ja,’ sagde Ron, ’jeg kan slette indspilningen bagefter.’ ’Jeg ved ikke, om du kan huske mit navn, Stuart Hanks fra FBI, vi har mødt hinanden ved nogle tidligere lejligheder. Jeg er tilknyttet her i Washington.’ Han rakte hånden frem til hilsen. Bidge tog imod den og gav ham et fast håndtryk. ’Kom med indenfor,’ sagde Ron Bidge. De gik indenfor, og Ron Bidge bød ham på en drink, men han ville hellere bare have et glas juice. Da de havde sat sig ude på verandaen, sagde Ron Bidge: ’Fortæl mig så, hvad det er, der får dig til at opsøge mig i mit private hjem, Mr. Hanks.’ Han nikkede. ’Ja, jeg ved godt, at det er lidt øhh… uortodokst. Men jeg er mere end almindeligt bekymret og tænkte, at jeg ville gå uden om alt det sædvanlige bureaukrati og tale direkte med dig. Jeg vil gerne have lov til at undskylde, hvis…’ ’Nej, nej, nej,’ afbrød Ron Bidge ham. ’Det er helt i orden, men jeg kunne jo have inviteret dig ud på en frokost, hvis du havde ringet i stedet for.’ Hanks smilede forlegent. Han tog en slurk af sin juice og sagde så: ’Der er en masse rygter i omløb, rygter, der handler om et forestående angreb eller en eller anden forestående aktion i hvert tilfælde. Der skulle være arabere med AlQaedabaggrund impliceret.’ Han kiggede på Ron Bidge, der havde løftet øjenbrynene og så meget overrasket ud. ’Ja, jeg ved godt, at det lyder sindssygt,’ sagde Hanks. ’Men det fungerer jo på den måde, at man samler lidt op her og samler lidt op der, og efterhånden danner der sig et billede, du ved.’ Bidge nikkede. ’Ja, jeg ved det, jeg er jo selv i branchen…’ ’Jeg spiste frokost med Alexander Azarov forleden,’ sagde Hanks. ’Han havde talt med Trevor McDowell fra MI6. De var enige om, at der foregår et eller andet.’ ’Hvad bygger de det på?’ spurgte Ron Bidge.

Hanks trak på skuldrene. ’Jeg ved det ikke. De mener, at nogen har infiltreret FBI, og at der er noget stort på vej.’ ’Din egen organisation?’ udbrød Ron Bidge og så overrasket ud. Den anden nikkede. Han sad og udstillede sin egen mangel på gennemslagskraft.

De hørte skridt inde fra stuen, og Ron Bidges kone Beverly kom til syne i døren. ’Nåh, men jeg må også hellere se at komme af sted.’ Hanks præsenterede sig for Beverly, gav Ron Bidge hånden til afsked og gik ud til sin parkerede bil. Et øjeblik senere var han forsvundet ned ad den snoede indkørsel og videre ud i eftermiddagstrafikken i Dupont Cirkle.

’Hvem var han?’ spurgte hans kone. ’Bare en, der ikke forstår sig på de politiske spil i Washington,’ svarede Ron Bidge. Så gik han ud i haven, tog sin mobil og ringede til Joshua Nieburn i WTC7 i New York.

WRIGHT-PATTERSON AIR FORCE BASE AREA C (AIRFIELD) MONTGOMERY COUNTY DAYTON, OHIO UNITED STATES DATO: 07. JULI 2001 TID: 13.22

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SEC. OFFICER JOSH NORTON, BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF JACK RUPERT, BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY 2 BOEING TECHNICIANS, DEFENSE, SPACE & SECURITY

De kørte ind igennem en port langt fra basens hovedport og parkeringspladser. De blev efter aftale mødt af en stor grønmalet Jeep fra militærpolitiet med bevæbnede vagter. Den ledte an ind igennem porten og videre ad asfalterede veje uden belysning. I det fjerne kunne de se alle lysene fra kontroltårnet og de blinkende lys fra flyene, der lettede og landede. Basen var hjemsted for 88th Air Base Wing (88 ABW) – en enhed, der basalt set var materielkommando for flyvevåbnet US Air Force. Så ud over, at basens placering ede perfekt til formålet, var der også omfattende værksteds- og lagerfaciliteter med tilgang til alt, hvad de skulle bruge.

De fortsatte ned langs bagsiden af en stor hangar, rundt om gavlen og standsede ved en dør med en enkelt lampe siddende over dørkarmen. En af vagterne gjorde tegn til Joshua Nieburn om, at de skulle ind igennem den dør. De steg ud af bilen og gik ind igennem døren. Et stykke inde i hangaren på det blanke rene gulv stod den ene af de tre store Boeing 757-200 fly fra det amerikanske luftvåben. Der var ingen vinduer i flykroppen, og alle bemalinger var fjernet. Den var en to-motorers kæmpe, snart udstyret med alt nødvendigt udstyr til fjernstyring. Den var i realiteten at betragte som en meget stor ubemandet drone. Ved første øjekast – og i en situation hvor panikken rådede ville man nemt kunne forveksle den med et almindeligt rutefly.

Hangaren var kun oplyst henne ved flyet, resten af det enorme rum henlå i mørke. De gik hen over gulvet til trappen, der førte op til flyet. En transistorradio sendte musikken fra en sørgmodig sang ud i det mørke intet rundt om flykroppen. De gik op ad trappen imod lyset oppe i kabinen. Teknikerne lå og arbejdede i cockpittet. De havde afmonteret de to pilotsæder og sat dem ud i køkkenet. En del af instrumenterne var afmonteret og sat til side op ad bagvæggen i cockpittet. ’Nej, vi skal have 175.009-42 ind først,’ sagde en af teknikerne. ’Ellers kan vi ikke få det orange beslag på plads bagefter.’ De blev opmærksomme på de nyankomne, der stod i døråbningen og satte sig op. ’Hvordan går det?’ spurgte Josh Norton. Den ældste af teknikerne kiggede på sit armbåndsur og sagde: ’Det går godt, vi

er der, hvor vi skal være på nuværende tidspunkt. Men der kan nå at ske så meget, det er lidt for tidligt at sige noget bestemt om, hvornår vi er færdige.’ Norton bukkede sig ned og klappede ham på skulderen. ’Bare I lover mig, at I ikke tager herfra før det hele fungerer.’ Teknikeren kiggede på sin kollega. ’Ja, vi er jo på kursus, er det ikke sådan?’ Norton kommenterede det ikke. I stedet sagde han: ’I får det godt betalt, særdeles godt endda, så sørg for at levere varen til tiden.’ De nikkede og lagde sig ned på ryggen igen, trak sig ind under instrumentkonsollen og genoptog arbejdet. Josh Norton vendte sig imod de andre. ’Der er ikke så meget for jer at se her,’ sagde han. ’Det er nok lidt for high tech for sådan nogle kontornørder som jer. Men nu har I da i hvert tilfælde set, at vi er i gang.’ ’Hvad med de to andre fly,’ spurgte Joshua Nieburn, ’er de også i gang?’ ’Det er de bestemt,’ svarede Jim Simmons. ’Der har været folk på dem, siden de blev kørt i hangar i morges.’ ’Okay, så lad os se at komme hjem. Jeg kunne godt trænge til noget søvn, vi har været i gang døgnet rundt i flere uger…’ sagde Nieburn. De gik ned ad trappen og videre ud igennem det enorme mørke rum til den dør, de var kommet ind ad.

Joshua Nieburn var den sidste, der forlod hangaren. Han vendte sig i døråbningen og kastede et blik tilbage imod flyet. ’Næste gang, jeg ser dig, bliver i fjernsynet,’ tænkte han, gik ud og smækkede døren efter sig.

THE WHITE HOUSE WEST WING OFFICE 1600 PENNSYLVANIA AVE NW WASHINGTON DC 20500 UNITED STATES DATO: 11. JULI 2001 TID: 15.15


Det var et stort mødelokale med et meget stort bord placeret midt i rummet. Papirerne lå i stakke flere steder på bordpladen, og en IBM Thinkpad computer stod ved hver af deres pladser. Sekretærerne kom og gik. Hver gang de skulle diskutere noget, der kun var beregnet for dem, sendte de sekretærerne ud af lokalet. De havde arbejdet på det overordnede manuskript hele dagen – eller rettere manuskripter, for der var to. Det ene del af det ene handlede om præsidentens udvidede beføjelser – til at

iværksætte overvågning, aflytning og registrering af personer mistænkt for at være tilknyttet organisationer, der udførte terrorhandlinger. Den anden del handlede om indskrænkninger i frihedsrettighederne for private borgere uden tilknytning til kriminelle organisationer. Dette manuskript hed samlet: Patriot Act H.R.3162. Det andet manuskript handlede om en omstrukturering af De Forenede Staters sikkerhedsorganisationer, således at Homeland Security fik en mere betydende rolle. Det var det, man havde lovet Ron Bidge som belønning for hans indsats i forbindelse med at organisere terrorhandlingen den 11. september. Det hed Homeland Security Act. Det gav præsidenten udvidede beføjelser over militæret, som præsidenten var øverste chef for. Desuden ophøjede det organisationen Homeland Security til at indgå i forsvaret af USA på lige fod med FBI, NSA og CIA – og endelig fik chefen for Homeland Security status af minister – Secretary of Homeland Security. Den post skulle som aftalt gå til Ron Bidge.

De havde sat sig ned, skænket kaffe og taget en kort tiltrængt pause. ’Alt det juridiske stof må istrationen tage sig af,’ sagde Nick Blaney. ’Nu har vi gjort vores.’ Ronald Dumbsfeld nikkede langsomt. ’Jeg synes, det er blevet, som jeg gerne vil have det,’ mumlede han. Gorge U. Blush vendte sig og kiggede på Ron Bidge. ’Hvad siger du, Ron? Er det, som du havde håbet eller forventet?’ Ron Bidge sendte præsidenten et hurtigt øjekast og sagde: ’Det er helt perfekt, Hr. Præsident.’ Han ville blive en meget magtfuld mand, Ron Bidge. Han ville komme på niveau med J. Edgar Hoover og andre som ham. Han var tilfreds. ’Nu gælder det om at slå koldt vand i blodet, Gorge,’ sagde Nick Blaney. ’Officielt er det jo noget, der skal være en følge af den 11. september – som vi jo officielt ikke kender noget til endnu.’ De så på hinanden.

’Vi vil fremstå som meget effektive, når vi kort tid efter sådan en katastrofe lægger så omfattende planer frem,’ sagde Dumbsfeld. ’Men vi sidder jo her, fordi vi kan spille spillet, så det er jo bare det, vi skal fortsætte med.’ ’Gad vide hvordan det ser ud, når sådan et fly rammer et af tårnene i World Trade Center,’ sagde Gorge Blush. ’Det vil give et ordentligt brag, Gorge,’ udbrød Ronald Dumbsfeld og viste sine hvide tænder i et bredt grin. De andre lo… ’Jeg bliver sgu nødt til at øve mig i, hvordan jeg skal reagere, når jeg sidder på den skole og får nyheden,’ mumlede Gorge Blush. ’Du skal nok ikke smile, Gorge,’ sagde Ronald Dumbsfeld. Latteren rungede i det store mødelokale. De var trætte efter en lang dags hårdt arbejde…

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 18. JULI 2001 TID: 22.10

RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF DRONE PILOTS, UNITED STATES AIR FORCE

Ronald Dumbsfeld havde insisteret på, at det skulle foregå der, hvor det rent fysisk skete. Han ville ikke nøjes med en opsætning – ’et teaterstykke’ som han kaldte det – i omgivelser, der blot lignede dem i World Trade Centers blok 7. Men da de samtidig ikke var interesserede i at vække nogen form for opsigt, havde de lagt hans besøg sent på denne sommeraften. Den gængse procession, der under normale omstædigheder var noget af det, statsledere elskede mest af alt – flagene på bilerne, folk der stimlede sammen og vinkede, blitzlysene der næsten kunne røntgenfotografere én, når man steg ud af bilen – alt dette var skiftet ud med anonymitet.

De sorte SUV-biler kørte med høj fart ned ad rampen til parkeringskælderen under WTC7 og direkte hen til godselevatoren. Ronald Dumbsfeld steg ud af bilen og gik straks ind i den ventende elevator beskyttet af sine bodyguards – og af Ben Grant og hans håndfuld af snigskytter fra Homeland Security.

Elevatordørene gled med deres sædvanlige hvislen ind i væggene, og Ronald Dumbsfeld trådte ud af elevatoren. For at gøre hans oplevelse så markant som muligt havde de illuderet ’silent operation’, ligesom man har i ubåde, ved at etablere en svag rød belysning, der signalerede ’Battlestations’. Foran elevatordøren havde Ron Bidge og Joshua Nieburn taget opstilling. Bag dem sad rækken af teknikere fra Homeland Security ved deres computerskærme med ryggen til optaget af deres arbejde. Ronald Dumbsfeld var udmærket klar over, hvad de havde til hensigt. Han smilede og nikkede, fordi han godt kunne lide, at man forsøgte at gøre indtryk på ham. Det understregede hans position, noget han aldrig havde formået at sætte sig ud over. Dumbsfeld gik direkte hen til Ron Bidge - lagde armene omkring ham og sagde: ’Godt gået, Ron.’ Han vidste, at det ville gøre et meget stort indtryk på Ron Bidge. Det kunne være en god investering, når man tænkte på den position, Ron Bidge ville indtage fra kort tid efter den 11. september. Da de havde budt ham velkommen, viste de ham de forskellige grupperinger af computere, forklarede hvad deres opgave bestod i og lod ham hilse på nogle udvalgte dronepiloter. Homeland Security havde fået lavet en 3D-model af New York, hvor alle de høje bygninger og markante landkendingsmærker var med. Der var ikke tilført den finish, som man for eksempel ville have i et computerspil, for det var ikke nødvendigt. Modellen tjente kun ét eneste formål, nemlig at dronepiloterne kunne træne den bedste indflyvningsrute imellem New Yorks skyskrabere for at sikre, at de ramte det rigtige mål. Jim Simmons, Ron Bidges cheftekniker på projektet, forklarede i en demonstration Ronald Dumbsfeld, hvad det var, der foregik, imens en af dronepiloterne gennemførte et simuleret angreb på World Trade Center bygning 1. Han forklarede også, at de endnu ikke var klar, men at der var et stykke vej endnu, før de kunne garantere, at operationen ville blive en hundrede procent

succes. Ronald Dumbsfeld var synligt begejstret. Som en anerkendelse af indsatsen lagde han hånden på skulderen af dronepiloten. Da denne opdagede, at det var forsvarsministerens hånd, der hvilede på hans skulder, blev han uopmærksom. Hans simulerede fly endte med at brage ind igennem 98. etage i den 381 meter høje Empire State Building under indflyvningen over Midtown Manhattan. Der sænkede sig en dyster tavshed i hele lokalet. Ordene ’MISSION INCOMPLETE’ stod og blinkede på skærmen med fede, røde bogstaver. ’Ups,’ sagde Ronald Dumbsfeld med løftede øjenbryn. Ron Bidge var hurtig og skarp. ’Det illustrerer meget godt, hvorfor det er så vigtigt, at vi bruger al denne tid på forberedelse og øvelse, øvelse, øvelse…’ Ronald Dumbsfeld nikkede alvorligt. ’Ja for fanden…’ sagde han hæst. ’I skal bare fortsætte det gode arbejde, I gør her og husk, at der er ’no limits’ – I har fuldstændigt frie hænder i alt, hvad I gør.’

Demonstrationen var en ubetinget succes. Den uheldige hændelse fik faktisk en betydning, der var stik modsat ’uheld’ – for den illustrerede for Dumbsfeld, hvor små marginaler de arbejdede med, og hvor lidt der skulle til at forvandle en succes til en katastrofe.

Ved elevatordøren vendte Dumbsfeld sig, løftede en knyttet næve op foran sig og sagde: ’Gør det, I skal gøre - og gør det godt. Når I har spillet jeres meget vigtige rolle, går vi sammen ud og erobrer verden.’ Hans tænder blottede sig i det kendte rovdyrsmil, og alle talte i munden på hinanden i forsikringer om, at han kunne stole på dem og den indsats, de leverede. Så hvislede elevatordørene i, og han forsvandt ned imod kælderen og de ventende biler.


JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY HOMELAND SECURITY OFFICE STAFF

Joshua Nieburn havde meddelt, at han flyttede sin private residens ind på kontoret på 16. etage i WTC7. Han betragtede sin opgave som en fuldtidsopgave, døgnet rundt. De fik ordre til at vække ham, hvis der skete noget uforudset, som krævede hans tilstedeværelse. En af lastbilerne fra Homeland havde været hjemme i hans lejlighed i Bronx og hente de ting, han ønskede at få med for dog at kunne indrette sig nogenlunde bekvemt.

Det bankede på døren til Joshua Nieburns private dobbeltkontor. Han lå og tog sig en lur. Han havde ikke længere faste arbejdstider, og hans døgnrytme var

langsomt blevet udvisket, til den helt forsvandt. ’Hvem er det?’ råbte han og stak af gammel vane hånden ind under hovedpuden til sin Smith & Wesson-pistol. ’Det er Jim Simmons,’ svarede stemmen ude fra gangen. ’Det er vigtigt!’ Joshua slap pistolskæftet, svingede benene ud over sengekanten og var allerede ved at tage bukserne på. ’Jeg er på vej!’

De løb sammen ned ad gangen, imens Simmons forklarede ham, at en af kaprerne var ved at ringe til Saudi Arabien. De forstod bare ikke, hvad han sagde. ’Hent Kaleem,’ svarede Nieburn resolut. ’Han ligger og sover på sit kontor…’

De stod midt i det store kontor samlet omkring det runde bord med telefonen og højttalerne og lyttede. Det knasede på telefonlinjen. ’Han har allerede prøvet at ringe to gange, men der var ingen, der tog den,’ sagde Simmons. ’Vi tænkte, at han måske ringer til en af sine kontakter i Al-Qaeda.’ ’Fornuftigt nok,’ sagde Nieburn. ’Lad os høre, hvad han siger.’ Kaleem var kommet til. Han havde poser under øjnene og så alt andet end åndsfrisk ud. ’Dyyyyt, dyyyyyt, dyyy…’ Den blev taget og en stemme svarede på arabisk. Alle kiggede på Kaleem. Kaleem stod med sammenknebne øjne, hovedet lidt på sned og hænderne løftet som tegn på, at de skulle være stille. Forbindelsen var dårlig. Ind imellem kom

der nogle mærkelige lyde, som de bagefter fandt ud af faktisk skyldtes kalibreringen af det udstyr, de selv brugte til aflytningerne. ’Ssshhhhh…,’ tyssede Kaleem. Han oversatte den efterfølgende samtale. ’Det er Ahmed.’ Moderens stemme lød forundret, ’Ahmed?’ ’Ahmed al-Ghamdi,’ sagde kapreren med en undertone af at føle sig forurettet. ’Min søn, det er din mor,’ sagde hun. ’Vent et øjeblik, jeg henter din far…’ ’Nej,’ sagde Ahmed al-Ghamdi, ’det er dig, jeg gerne vil tale med…’ ’Nåeh….’ sagde hun og lød forbavset. ’Hvordan har I det?’ ville Ahmed vide. ’Åhh,’ hun sukkede lidt. ’Vi har det da meget godt, det er lidt for varmt i dag, så får jeg hovedpine, husker du nok…’ ’Ja, det husker jeg…’ svarede han stille. ’Hvornår kommer du hjem?’ spurgte hans mor. ’Vi er ved at være gamle. Vi kunne godt tænke os, at vores store søn kom og var hos os i huset..’ ’Det varer lidt,’ svarede Ahmed al-Ghamdi. ’Jeg skal ud på en rejse…’ ’Nåh,’ sagde hun med omsorg i stemmen. ’Du rejser jo så meget. Så må du e på dig selv. Synes du stadigvæk, det er dejligt at være i Tyskland?’ ’Der er meget godt i Tyskland,’ svarede han. Samtalen fortsatte uden på nogen måde at indikere, at Ahmed al-Ghamdi var deltager i verdens mest voldsomme terrorkomplot. Han nævnte heller intet om, at han var i USA. Til sidst blev forbindelsen afbrudt. De blev stående et par minutter for at se, om han ringede op igen, men det gjorde han ikke.

’Okay,’ sagde Josh Nieburn og klappede i hænderne. ’Tilbage til posterne, det var en nitte. Den lille dreng savnede bare sin mor og ringede hjem.’ Han nikkede til Kaleem som tak for hjælpen og gik tilbage til sin midlertidige bolig og lukkede døren.

Kaleem kiggede på uret og opdagede, at hans halve times lur var blevet til fire timer. Han havde lovet at være tidligt hjemme i dag og skyndte sig ned for at hente sin taske.


KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY DRONE PILOT, UNITED STATES AIR FORCE

Det bankede på dørkarmen til Kaleems kontor. Døren stod åben, men militært uddannet personale går ikke ind på andres kontorer uden først at banke på, uanset om døren er åben eller lukket. Kaleem vendte sig i stolen og bad ham komme ind. Det var en af dronepiloterne. Han var yngre end ham selv, sportstrænet, middelhøj og helt uden hår på hovedet. Kaleem spekulerede på, om han selv havde fjernet det, eller om der var en anden årsag til, at han var skaldet. Dronepiloten havde et papir i hånden. Han gik hen til Kaleem, rakte papiret frem imod ham og sagde: ’Jeg har taget et screenshot af dette her. Jeg ved ikke, om det er noget, der betyder noget for mig. Jeg er nødt til at få det oversat, før jeg kan vurdere, om det er…’ Han smilede forlegent. Kaleem tog imod det og skimmede det hurtigt igennem. ’Kan du oversætte arabisk,’ spurgte soldaten.

Kaleem nikkede. ’Hvor har du det fra?’ spurgte han. ’Fra nettet,’ svarede han. Billedet viste et russisk produceret missilbatteri med jord til luft-missiler. En arabisk tekst stod med kursiv hen over det. ’Hvad står der?’ spurgte dronepiloten. Kaleem læste navneskiltet på hans uniform. ’Mherson…?’ spurgte han. Soldaten nikkede. Kaleem pegede på sig selv. ’Kaleem Durrani,’ sagde han og rakte hånden frem til hilsen. Soldaten tog den, trykkede ham i hånden og sagde, at han havde lidt travlt. ’Det er en opskrift på dadelbrød…’ sagde han. ’Internettet er fyldt med junk, så medmindre det er en kode for et eller andet, er det bare en opskrift.’ Mherson rystede langsomt på hovedet. ’Du er en af dronepiloterne?’ sagde Kaleem henkastet. Piloten nikkede, imens han kiggede på billedet. ’Hvordan har du det med at skulle kode automatpiloterne i de fly, så de flyver ind i bygningerne?’ spurgte Kaleem. Soldaten kastede et hurtigt blik hen imod døren. ’Det har jeg ikke lyst til at snakke om,’ sagde han hurtigt i et afvisende tonefald. Han takkede for oversættelsen og forlod kontoret. Kaleem sad og kiggede efter ham. De var alle sammen fanget i spindet. Han vidste, at der ikke var nogen vej ud. Han følte også, at de alle sammen vidste, at det var et af den slags kontorer, man ikke kunne forlade, før jobbet var ført til ende…

1 WORLD TRADE CENTER WEST STREET 10048 MANHATTAN NEW YORK UNITED STATES DATO: 29. JULI 2001 TID: 14.00

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF

De stod i den dybe fem etager høje foyer med de enorme søjler, der lignede planter, som bar den udvendige facade. Foyeren havde en størrelse og en volumen som en middelstor domkirke. Væggen foran dem var én lang række af elevatordøre. Hvis man skulle op i de øverste etager, måtte man skifte elevator to gange, men de havde aftalt med sprængningsfolkene, at de skulle mødes på deres nederste base på 41. etage. Så de tog ekspreselevatoren til Sky Lobbyen på 44. etage og derefter en lokal elevator tre etager ned til 41. etage.

Folkene sad og spiste en sen frokost. Den åbne etage, der i forvejen var fyldt med maskinelt udstyr til drift af bygningen, lugtede nu også kraftigt af

kemikalier. Jim Simmons var ikke kemiker, men han havde alligevel en vis indsigt i det, de lavede, så det var ham, der førte ordet. Han bad den løjtnant, der havde ansvaret for mineringen, om at forklare, hvori det nyligt opståede problem bestod. ’Mit navn er Paul Dawson,’ indledte han. ’Jeg leder montagen af Nanothermite her, og vi er blevet opmærksomme på en problemstilling på de øverste etager, som ikke gør sig gældende hernede. Derfor kommer vi først på banen med det nu. Vi burde måske have set, at…’ Joshua Nieburn afbrød ham. ’Spring det over, Mr. Dawson – fortæl hellere, hvad det drejer sig om, så vi kan få det løst.’ Dawson forklarede: ’Det forholder sig sådan, at Nanothermite ikke bare er én slags sprængstof. Det er faktisk heller ikke nyt, det har været kendt og brugt i mere end hundrede år. Det hed tidligere bare Thermite. Det nye er, at Thermite er blevet kraftigt videreudviklet igennem de seneste år og igennem nanoteknologi har opnået ekstreme egenskaber. Nu hedder det så Nanothermite. I dag er det et meget avanceret sprængstof. Men der er mange forskellige typer af Nanothermite, det skal I forstå. Alt afhængigt af opgaven kan man blande den type Nanothermite, der er mest optimal. Vi har taget udgangspunkt i de konstruktioner, vi skal smelte og har valgt den type Nanothermite der er bedst egnet til lige netop det. Hernedefra er der kun få problemer med det. Et af problemerne, eller jeg skulle måske sige udfordringerne, er, at sprængladningerne skal skjules, så ingen opdager dem eller camoufleres, så man ikke kan se, hvad det er, hvis man opdager dem. Men alt det har vi styr på.’ Han rømmede sig. ’Men højere oppe’ – han vendte sig og kiggede på en af de andre, som sagde: ’42. etage – ja, vi er færdige op til 42. etage med. Højere oppe, der hvor flyene rammer, vil det være sådan, at varmen fra afbrændingen af flyets brændstof vil kunne antænde Nanothermiten. Man kan også risikere, at den mekaniske påvirkning som konstruktionen får, når flyet kommer brasende ind igennem facaden, vil flå pakkerne med Nanothermite i stykker. Derved kan det både risikere at antænde, men samtidig ikke at have den ønskede effekt på de bærende konstruktioner, fordi det ligger spredt ud over gulvene på etagen. I det tilfælde vil det blot smelte sig ned igennem etagen, men ikke ødelægge den konstruktion,

det var meningen, det skulle ødelægge. Så har man pludselig bærende elementer stående tilbage, som vil medføre, at bygningen ikke vil falde lodret ned, sådan som det ellers er meningen.’ ’Hvilket betyder?’ spurgte Joshua Nieburn. ’Den korte version er at det er noget lort,’ sagde Paul Dawson. Nieburn lagde sin hånd på hans arm. ’Okay, det er noget lort,’ sagde han. ’Nu vil jeg gerne vide, hvad der skal til for, at det kan blive ændret til at være en succes?’ ’Det er meget enkelt,’ sagde Dawson. ’I skal ramme bygningen fra en bestemt side, det er lige meget hvilken side, men vi skal vide hvilken side, det er.’ Nieburn kiggede uforstående på ham. ’Så kan vi placere sprængladningerne sådan, at de ikke tager skade, når flyet rammer, og så kan vi også beskytte dem imod varmen, fordi varmeisoleringen så ikke bliver beskadiget, og så kan vi udføre den perfekte nedrivning af denne bygning.’ ’Hvornår skal du have svar på det?’ spurgte Nieburn. ’Nu,’ svarede Dawson. Nieburn slog ud med armene. ’Come on… Hvornår skal du have svar på det, giv mig en realistisk frist.’ ’I morgen tidlig,’ svarede han så. ’Hvor skal vi så ramme bygningen - i hvilken højde?’ spurgte Jim Simmons. Han gik hen til bordet og studerede tegningen med tværsnittet af bygningen et øjeblik. ’Flyet skal ramme et eller andet sted imellem etage 75 og 100. Hvis I kan gøre det, så tager vi hensyn til flyet i monteringen af Nanothermite på de etager og monterer Nanothermite på alle de øvrige etager uden at tage hensyn til flyet.’ Han vendte sig. ’Kan I gøre det?’ Nieburn trak på skuldrene. ’Det ved jeg virkelig ikke, og det ved jeg nok heller

ikke allerede i morgen tidlig.’ Jim Simmons trak ham i ærmet. ’Vi prøver at finde ud af det,’ hviskede han.

De stod pludselig med en stor udfordring, som bundede i ren teknik. Det var dermed ikke noget, de kunne klare ved at lægge pres på nogen eller ved at snakke sig ud af det, det var meget konkret og krævede en konkret stillingtagen. De talte næsten ikke sammen på vejen ned i elevatoren. Men før de nåede tilbage til kontorerne i WTC7, havde de allerede indkaldt de personer, der var nødvendige til et møde – den samme aften…


RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF JOSH NORTON, BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY

Man kan uden at overdrive sige, at stemningen havde taget en drejning. Jim Simmons havde ringet til Josh Norton på Boeing, og han var næsten på vej ud ad døren, inden Simmons havde talt færdigt. Han var fagmand, og han forstod med det samme, hvilke problemer de sloges med nu, og hvor vigtigt det var at få dem løst. Ingen havde ringet til Ron Bidge, men som chef for Homeland Security vidste han besked med det meste af det, der foregik, og han havde taget Homeland Securitys egen jet fra Washington til LaGuardia i New York. Han havde taget ved lære af sit kendskab til legenden J. Edgar Hoover. Han var godt i gang med at opbygge den samme type edderkoppenet i sin organisation, som Hoover havde

haft i sin. Alle væsentlige informationer kom forbi hans skrivebord…

De sad omkring mødebordet i World Trade Center bygning 7. Jim Simmons, som var den teknisk mest velfunderede af ham og Nieburn, tog ordet. Han forklarede problemstillingen, sådan som den var blevet ridset op for dem af sprængningsfolkene ovre i WTC1. Det var ikke svært at forstå; de havde bare ikke tænkt på det tidligere. Simmons afsluttede med at sige: ’Så det handler ikke kun om at ramme bygningerne længere. Nu skal det også ske fra en bestemt side – OG inden for et afgrænset antal etager.’ Der blev helt stille.

Det var Josh Norton, deres kontakt på Boeing Defense, Space & Security, der reddede det hele. ’Jeg håber, at jeg kan forklare det, så I kan forstå det,’ sagde han. ’Men det kan godt løses. Det vil blot kræve, at I tænker en smule anderledes, end I hidtil har gjort.’ De kiggede uforstående på ham. ’Indtil nu har I trænet jeres dronepiloter til, at de skal kunne styre flyene ind imod bygningerne. De skulle ”bare” ramme dem, så var alt, som det skulle være. Men jeg sidder og tænker på, at når mennesker er så dybt involveret, så stiger risikoen for, at noget kan gå galt. At der for eksempel kan indtræffe helt uforudsete småproblemer, som får en meget stor indvirkning på resultatet.’ ’Giv mig et eksempel,’ sagde Ron Bidge. ’Jeres dronepiloter kører sammen på arbejde i bil, bliver involveret i et trafikuheld på motorvejen og bliver dræbt. Så er resultatet af hele jeres mission pludselig ændret til at være en lavine af problemer.’

De stirrede på ham, ingen sagde et ord. Han kiggede på dem en for en, før han talte videre. ’Der er ét ord, der dækker alt det, jeres mission skal kunne. Den skal automatiseres!’ ’Automatiseres?’ ’Vi tager det fra en ende af. Jeres dronepiloter skal optage alt, hvad de gør i en log. Samtlige data fra alle de missioner, de flyver nu, og som de ser som træning, skal optages og gemmes. Træningen er slut. Fra nu af skal hver eneste tur, de flyver, gøres så perfekt som muligt. På et eller andet tidspunkt flyver hver af dronepiloterne den perfekte rute ind imod bygningerne. Fra det øjeblik han har gjort det, er hans opgave løst, og han behøver ikke at møde på arbejde herinde mere. Forstået?’ De sad og nikkede. Josh Norton fortsatte. ’Droneflyene udstyres af os med en ”alternativ” automatpilot. Det vil ikke være den, flyet er udrustet med fra fabrikken, men en anden der er udviklet specielt til droner.’ Ron Bidge nikkede eftertænksomt. ’Kan I nå at lave det nu?’ ønskede han vide. ’Ja, det kan vi,’ svarede Norton. ’Vi har teknologien, vi bruger den i vores Space Division, vi automatiserer titusinder af opgaver af alle mulige sværhedsgrader. Ellers skulle en flyvning eller en rumflyvning have en besætning på hundrede tusinde piloter…’ Han smilede skævt. ’Og det har de jo som bekendt ikke…’ Der bredte sig en forståelse af, at problemet havde skiftet karakter til at være en opgave, og stemningen lettede. ’Der er lige en ting mere,’ sagde Josh Norton. De lyttede intenst. ’For at være helt sikre – en slags ekstra, indbygget sikkerhed – så etablerer I et ”homing device” på den etage, flyet skal ramme, i hver af bygningerne.’ De vidste alle, hvad et homing device var. Det var en elektronisk enhed, der kunne

kalde på flyet. ’Det bliver kodet ind i automatpiloten, at når flyet erer et bestemt punkt på ruten, så styrer den efter homing devicet og ikke længere efter det, som pilotens log siger. På den måde skulle resultatet være sikret inden for en ganske snæver margin.’ De havde ingen kommentarer, ikke nogen kvalificerede kommentarer, så de sagde ikke noget. ’Vi har homing devices på Boeings laboratorium. De er ganske vist tiltænkt andre formål, men det er i princippet fuldstændig ligegyldigt. Vi har grejet, vi har ekspertisen, og vi har ressourcerne til at fremstille det, der skal bruges. Vi skal bare have et GO.’ Ron Bidge rømmede sig. ’GO!’ sagde han så. ’Der er noget økonomi i det,’ sagde Josh Norton. ’GO!’ gentog Ron Bidge. ’Eller skal jeg bede Ronald Dumbsfeld ringe til dig?’ Josh Norton smilede. ’Nej,’ sagde han. ’Det er ikke nødvendigt.’

UNITED STATES DEPARTMENT OF DEFENSE THE SECRETARY OF DEFENCE’S OFFICE THE PENTAGON ARLINGTON COUNTY VIRGINIA UNITED STATES DATO: 02. AUGUST 2001 TID: 08.45

RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE RON BIDGE, SECRETARY OF HOMELAND SECURITY

Ronald Dumbsfeld sad ved mahognyskrivebordet i sit kontor i Pentagon. Det var et tungt og mørkt møbleret kontor. Et blåligt gulvtæppe dækkede hele gulvet. Den polstrede Chesterfield-inspirerede lænestol knagede let, når han bevægede sig. Han vendte stolen og betragtede malerierne af to tidligere præsidenter, der hang på væggen bag ham. Farverne var let falmede, og de stirrede stift ud i rummet fra deres pladser på lærrederne. Dwight D. Eisenhower og Harry S. Truman. Dumbsfeld havde et af de sjældne øjeblikke, hvor han tænkte over, hvad disse to tidligere præsidenter ville have sagt til det, Gorge, Nick og han selv nu havde sat i værk. Han henfaldt i tanker og spekulerede over, hvilke rævekager, der dominerede verden dengang, de to på væggen havde haft præsidentembedet. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at alle tider havde deres egen form, deres egne løgne og deres egne rævekager.

Telefonen ringede, og han vendte sig hurtigt og tog den. ’Dumbsfeld…’ ’Det er Ron Bidge, Mr. Dumbsfeld.’ ’Åh, goddag Ron. Hvad kan jeg gøre for dig?’ ’Jeg har brug for en tjeneste, Mr. Dumbsfeld – eller rettere, USA har brug for en tjeneste fra Dem.’ Dumbsfeld lænede sig tilbage på stolen, satte den ene fod op på en skuffe, der var trukket ud, og sagde: ’Sig frem Ron…’

Ron Bidge forklarede Dumbsfeld alt om tingenes udvikling de seneste dage. Han sluttede af med at fortælle ham, at de havde brug for at placere to homing devices i World Trade Centers to tårne. ’Hvad har det med mig at gøre?’ spurgte Dumbsfeld. ’De skal begge to placeres hos nogle folk, De kender, Mr. Dumbsfeld.’ Der blev stille i røret. Dumbsfeld tænkte sig grundigt om. ’Er der ikke andre muligheder?’ spurgte han. ’Nej,’ svarede Ron Bidge. ’Ikke nu, der er for kort tid tilbage, vi har travlt, Mr. Dumbsfeld.’ ’Jeg vil lige overveje det, Ron,’ sagde Ronald Dumbsfeld. Han var betænkelig ved at blive personligt involveret i noget, der ikke senere kunne bortforklares som en misforståelse eller på anden måde forsvinde i begivenhedens titusinder af informationer. Han kunne høre, at Ron Bidge trak vejret som om, han ville sige noget, men så tog sig i det.

’Sig frem Ron, hvad var det, du ville til at sige?’ ’Det sidste, De sagde til os forleden, da De forlod operationsrummet i bygning 7, var ’no limits og at vi havde helt frie hænder til at gøre, hvad der var nødvendigt. Det er derfor jeg ringer til Dem nu.’ Dumbsfeld havde en tør fornemmelse i halsen. ’Okay, sig frem…’ svarede han. ’Jeg ved, at De personligt kender Mr. Lewis Paul ”Jerry” Bremer, Mr. Dumbsfeld – det er ham, der ejer firmaet Marsh & McLennan, forsikringsselskabet. Han har lejet kontorer lige præcis der, hvor vi skal have placeret det ene homing device.’ ’Okay,’ sagde Dumbsfeld. ’men hvis vi skal gøre brug af den viden, vil han nok bede om en form for kompensation.’ ’Det ved jeg, Mr. Dumbsfeld. Men i betragtning af at vi er på vej til mulighedernes verden via denne operation, burde der også være mulighed for at tilbyde ham noget som kompensation bagefter…’ ’Hvor skal det andet homing device placeres?’ spurgte Dumbsfeld. ’I det andet tårn, et sted imellem 75. etage og 99. etage,’ svarede Ron Bidge. ’I Fuji Bank.’ ’Okay,’ sagde Dumbsfeld. ’Jeg løser det for dig, Ron. Sig så ikke, at jeg ikke er med til at løse de problemer I slås med…’ ’Det kunne jeg aldrig drømme om at sige, Mr. Dumbsfeld. Jeg blev bare opmærksom på, at De har en forbindelse, som vi kunne gøre brug af, derfor ringede jeg til Dem.’

Dumbsfeld lagde røret på. Først da han havde sluppet det og vippede tilbage på stolen igen, gik det op for ham. Han er sgu den nye J. Edgar Hoover, tænkte han. Han har sat sig ned og undersøgt, hvem jeg kender. Han rakte ud og kaldte sekretæren. ’Giv mig den fil, vi har på Ron Bidge,’ sagde han og slap den lille, grønne knap.

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 05. AUGUST 2001 TID: 08.05

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF DRONE PILOTS, UNITED STATES AIR FORCE

‘Godmorgen og velkommen til. I ved alle sammen, hvad I skal, I blev briefet i går og øvede jer lidt med udstyret i går eftermiddags.’ Jim Simmons kiggede på dem alle fire, en for en. De virkede meget fokede og nikkede bekræftende. ’Godt, så lad os komme i gang. Det er vigtigt, at I selv er kritiske i forhold til jeres egen indsats. Hvis den ikke er perfekt, er I ikke færdige. Når den er perfekt, er I færdige.’ De nikkede igen. ’Nogen spørgsmål?’ spurgte Simmons. Ingen reagerede. ’Okay, folkens – så starter vi!’

De satte sig foran hver sin computerskærm, rykkede lidt rundt på stolen til de fandt den stilling, der ede dem bedst og trykkede på ’Enter’. Computerprogrammet var sat til at starte i de fire flys lufthavne. De vidste, at de var nødt til at vente til kaprerne havde overtaget kontrollen med flyene. Dermed kunne man ikke vide præcist, hvor flyet ville være, når det blev kapret. Men de vidste, hvad hvert enkelt fly havde som destination, så kapringen måtte nødvendigvis ske et eller andet sted undervejs imod denne destination. De havde vurderet, hvor længe kaprerne ville vente med at gå i aktion og var blevet enige om, at de nok ikke ville kunne vente ret længe, fordi de så skulle flyve længere for at komme til målet, hvilket de næppe ville være interesserede i. Man vedtog derfor at gå ud fra, at de ville tage kontrollen cirka ti minutter efter take off. Det blev kodet ind i computerprogrammets data, og herfra startede computersimulationen.

De brugte hele formiddagen og det meste af eftermiddagen på at øve indflyvningerne. Der var nogle tekniske problemer med softwaren, idet der viste sig at være nogle ’bugs’ der fik 3D-modellen og deres flyvning til at gå ud af synkronisering, så de sluttede tidligt på aftenen. Ordren var, at de skulle arbejde videre den næste dag eller den næste uge, indtil flyvningerne var, som de skulle være. ’Kan vi slette alle de optagne data fra i dag?’ spurgte en tekniker. ’Ja,’ sagde Nieburn, ’slet det hele, det kan ikke bruges.’

RICHMOR AVIATION FLIGHT SCHOOL SCHENECTADY COUNTY AIRPORT 19 AIRPORT ROAD SCOTIA NEW YORK 12302 UNITED STATES DATO: 09. AUGUST TID: 09.45

HANI HANJOUR, SAUDI ARABIA, TERRORIST PILOT ZIAD JARRAH, LEBANON, TERRORIST PILOT MARWAN AL-SHEHHI, EMIRATES, TERRORIST PILOT MOHAMED ATTA, EGYPT, TERRORIST PILOT JAMES CORRELL, AMERICAN, FLIGHT INSTRUCTOR

De stod ude på forpladsen, den man kalder apron og kiggede på flyet. ’Det bliver I uden tvivl meget glade for,’ sagde James Correll. ’Det er et dejligt fly, og det er jo meget velholdt.’ De havde svært ved at slappe af og virke rolige. De havde købt flyet, lagt en stor udbetaling og indgået en serviceaftale med Richmor Aviation Flight School. Nu skulle de ud på deres første tur.

James Correll havde efter aftale indberettet en flyveplan for dem; en tur ind over Manhattan, som de to, der tidligere havde været derinde over, nu gerne ville vise deres to arabiske kammerater. Manhattan var jo et imponerende syn fra luften.

James Correll stod tilbage på forpladsen og kiggede efter dem. ’Rimelig start,’ tænkte han ved sig selv. Han var inderst inde lettet over, at sheriffen ikke var vendt tilbage, det ville have ødelagt en god forretning. De havde simpelthen for mange brugte fly på lager. Der var en afmatning i efterspørgslen efter brugte fly. Det var godt for forretningen at få afsat et af dem.

YOUNGSTOWN EXECUTIVE AIRPORT 41.06 NORTH / 80.83 WEST (ABANDONED AIRFIELD) OHIO UNITED STATES DATO: 12. AUGUST 2001 TID: 10.15

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF

Helikopteren fra Homeland Security fløj en runde over den forladte flyveplads sydvest for Cleveland, Ohio. Joshua Nieburn betragtede den fra sit sidevindue og sagde: ’Den er perfekt, godt arbejde, Simmons…’ Flyvepladsen havde en 4.000 fod lang asfalteret runway – lå relativt øde, og vejen ud til den kunne afspærres for at holde nysgerrige væk. Desuden var der en del skov rundt om periferien, som ville skjule en del af den aktivitet, der ville komme der. Bygningerne var tomme og medtaget af vind og vejr. Ingen havde brugt denne flyveplads i mange år, og ingen havde vedligeholdt den. ’Okay, sæt den ned…’ sagde Nieburn, og piloten lagde an til landing.

De gik ud over asfaltbanen og diskuterede, hvor meget der skulle gøres for at få flyene ned, uden at de forulykkede. Simmons vendte sig langsomt rundt og iagttog bygningerne og skovene bag dem. ’Der er ingen steder at skjule flyene,’ sagde han. ’Enten skal vi gemme dem her, eller også skal vi skille os af med dem meget hurtigt efter aktionen.’ Nieburn stod og tænkte et øjeblik. ’Jeg vil mene, at vi skal udnytte panikken og skille os af med dem,’ sagde han så. ’Vi flyver dem ud om natten, og lader dem forsvinde…’ ’Vi kunne også skjule dem et stykke tid, male dem om og lade dem blive til militære fly. Vi kunne lande dem på Mandrews flyvebase, når den første panik har lagt sig, uden at nogen vil skænke det en tanke…’ Nieburn nikkede. ’Jeg forelægger det for Ron Bidge, det er hans beslutning.’ Jim Simmons satte hænderne i siden. ’Jeg tror, at vi for en sikkerheds skyld skal få gjort den runway lidt længere, specielt hvis vi skal kunne starte herfra igen, den er under den krævede minimumslængde.’ ’Hvad er den krævede minimumslængde?’ spurgte Nieburn. ’1.800 meter er absolut minimum,’ svarede Simmons. ’Denne her er kun 1.300 meter. Men det behøver ikke at være asfalt. Der hvor flyet er nede i fart, kan det godt være kalkstabiliseret grus.’ ’Okay,’ sagde Nieburn. ’Få drengene til at sørge for alt det nødvendige. Husk en moba-vogn, lys til airstrip og så videre… og camouflagenet…’ ’Det er noteret,’svarede Jim Simmons.

På vejen hen imod helikopteren standsede Nieburn og bukkede sig ned. ’Hvad fanden er dette her?’ Han samlede noget op fra jorden og rakte det til Jim Simmons. Det var en tom sammenkrøllet cigaretpakke.

Simmons tog den og studerede den. ’Den er ny,’ sagde han. ’Det er ikke ret længe siden, at nogen har smidt den her.’ Nieburn kiggede sig omkring. Så tog han sin lille radio op af lommen og sagde: ’Dette er Nieburn. Vi skal have et hold ud til 41.06 North / 80.83 West, Youngstown Executive Airport, Ohio med det samme!’ En stemme i radioen bekræftede. ’Dette er Control, crew 3 afsendes om femten minutter, destination 41.06 North / 80.83 West, Youngstown Executive Airport, Ohio – bekræft venligst.’ Nieburn bekræftede og puttede radioen tilbage i lommen. ’Satans også…’ mumlede han. ’Men stedet ligger godt, hvis man vil have fred til, hvad det så end er, man laver…’ Jim Simmons nikkede og steg ind i helikopteren.

THE WHITE HOUSE VICE PRESIDENTS OFFICE 1600 PENNSYLVANIA AVE NW WASHINGTON DC 20500 UNITED STATES DATO: 16. AUGUST 2001 TID: 14.22

NICK BLANEY, VICE PRESIDENT RONALD DUMBSFELD, SECRETARY OF DEFENCE

Nick Blaney ringede til Ronald Dumbsfeld via den sikre linje. Den ringede et par gange, så tog Dumbsfeld den i sit kontor i Pentagon ovre i den anden ende af byen. ’Ja Nick?’ sagde Dumbsfelds stemme. ’Jeg skal lige sikre mig, at der er styr på ”Jokeren”,’ sagde Nick Blaney. ’Hvem af dem?’ spurgte Dumbsfeld og grinede i den anden ende af røret. ’Hvad mener du?’ ’Jeg mener, ham der lever, eller ham der er død…’ svarede Dumbsfeld. Der var stille et øjeblik. ’Dem begge to,’ svarede Blaney så.

’Der er styr på det, Nick. Ham, der skal have skylden, er fundet, og han bliver opbevaret et køligt sted. Han kommer frem i lyset, når han bliver placeret det rigtige sted. Den anden, ham der affyrer Stingeren, er en af vores egne, en vi har en klemme på. Jeg ved ikke, hvem han er, men Ron Bidge siger, at han er tidligere Ranger. Det bedste ved ham er, at han officielt er rapporteret død under et raid imod en narkofabrik i junglen i Colombia for et par år siden. Så hvis han bliver dræbt, vil der ikke være nogen, der savner ham…’ ’Det er en god detalje,’ svarede Nick Blaney. ’Hvor skal det ske henne?’ ’Jeg troede ikke, du ville kende alle detaljerne…?’ sagde Dumbsfeld. Blaney svarede ikke. ’All right – det vil ske lige uden for lufthavnen i Sarasota, efter alt det der med skoleklassen. Jagerne bliver på jorden, fuglen flyver alene. Lige efter starten er den så langt nede, at piloterne ikke kan nå at bruge ’counter measures’, det vil være ligesom at skyde fasaner…’ ’Hvad så med rangeren, det vrimler jo med Secret Service folk dér, når Gorge er om bord i flyet?’ ’Som sagt, hvis han dør, er der ingen, der savner ham…’ svarede Dumbsfeld. ’Fint,’ sagde Blaney. ’Vi taler ikke om det igen, jeg ville bare sikre mig…’ ’Du er altid velkommen,’ sagde Dumbsfeld og lagde røret på.

Nick Blaney sad lidt og kiggede på røret, han havde lagt på. Folkene fra Texas havde forlangt det, og de havde overbevist Blush Senior, ligesom de havde overbevist ham selv. Det var ironisk, tænkte han, at det var det offer, han selv måtte bringe i en større sags tjeneste - at blive den næste præsident for De Forenede Stater.


JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF JACK RUPERT, TECH. BOEING DEF. SPACE & SECURITY DRONE PILOTS, UNITED STATES AIR FORCE

De to dronepiloter, der fløj software-dronerne ind i tvillingetårnene i World Trade Center, var færdige. Deres simulerede flyrute var optaget og indkodet, og piloterne havde været tilbage i normal tjeneste siden i går eftermiddags. Man havde besluttet, at man var nødt til at allokere det fjerde fly til at ramme Det Hvide Hus, selv om Gorge Blush havde udtalt, at han ikke ville huskes som den præsident, der mistede dette historiske bygningsværk. Men at ramme US Congress ville kunne medføre store problemer i forbindelse med at få vedtaget The Patriot Act og Homeland Security Act, som ville skulle godkendes kort tid efter den 11. september. Så præsident Blush var nødtvungent gået med til at miste sit hovedsæde i Washington.

Den dronepilot, der havde Det Hvide Hus som mål, var netop blevet færdig, og teknikerne havde indkodet dataene til videre forarbejdning af Boeings teknikere. Tilbage stod det ene fly, som skulle ramme Pentagon. Der var en eller anden fejl enten i computeren eller i softwaren, selv om softwaren burde være identisk i alle fire computere. De kunne ikke få det dronefly til at ramme den bygning det rigtige sted. De besluttede derfor, som en sikkerhedsforanstaltning, at tage en snak med Tomahawk-folkene på Mandrews Airforce Base for at høre, om de havde et brugbart alternativ. Sent på eftermiddagen lykkedes det for dronepiloten at gennemflyve en acceptabel rute, og dataene var gemt. Men da havde de i mellemtiden vænnet sig til tanken om at anvende et Tomahawk-missil og var begyndt at spekulere over, hvad der skulle til af misinformation for at sikre, at ingen kunne bevise, at der var brugt et missil. De diskuterede, om der skulle anbringes et homing device i Pentagon, men folkene på Mandrews forsikrede dem siden om, at det slet ikke var nødvendigt. Et Tomahawk-missil i ’bunker-buster-versionen’ kunne uden problemer gennembryde den netop forstærkede facade på Pentagon og lave en del ravage indenfor. Tilbage stod så kun enkelte små detaljer, som bare skulle løses. Såsom el-masterne på parkeringspladsen udenfor for eksempel. Et stort agerfly som en Boeing 757 med sit enorme vingefang måtte nødvendigvis ramme lysmasterne på parkeringspladsen foran Pentagon under sin indflyvning… Endelig var der den detalje, at der ikke ville være nogle rester af et fly – eller rester af agerer, men det sidstnævnte var der jo ikke på nogen af de valgte crashsites….

1 WORLD TRADE CENTER WEST STREET 10048 MANHATTAN NEW YORK UNITED STATES DATO: 19. AUGUST 2001 TID: 13.02

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF JOSH NORTON, BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY JACK RUPERT, BOEING DEFENSE, SPACE & SECURITY

De var ankommet til etage 95 i World Trade Center bygning 1. Med sig havde de bragt en fladvogn, hvorpå der stod en metalkasse på størrelse med en almindelig flyttekasse. Den påklistrede label på siderne af kassen fortalte, at den indeholdt harddiske og kabler. På toppen sad et klistermærke på skrå: ”Denne side op – tåler ikke stød”. De gik alle fire i lyseblå kedeldragter af den type, som teknikere anvender og havde ordene: ”IBM Computer Systems” trykt på ryggen. Der var ingen, der antastede dem.

Der var et enkelt skrivebord bag en skranke. En kvindelig medarbejder sad bag skrivebordet og betragtede nogle skærme ved en række computere, der overvågede temperaturer, luftudskiftning, støjniveau og andet, der kunne afsløre, om der var problemer inde i det bagvedliggende ubemandede rum, hvor de store mainframes stod i lange rækker. Der var en alarm på en af skærmene. Hun kiggede op, smilede og sagde, at der var et problem med mainframeskab nummer 231, som blev for varmt. Joshua Nieburn gik hen til skranken og sagde: ’Jeg har en aftale med Jerry…’ ’Ah, Mr. Webber. Ja, han ringede lige og varskoede mig.’ ’Når vi nu alligevel er her, tror jeg lige, vi giver det hele et eftersyn,’ sagde Nieburn. ’Ja, tusind tak,’ svarede hun. ’Det ville være en god idé.’

De stod bag mainframeskab nummer 231 og betragtede det stykke gaffatape, der var sat hen over risten til ventilatoren. Nieburn smilede og skulle til at fjerne gaffatapen, men Josh Norton standsede ham. ’Vent lige ti minutter med det, Nieburn. Det er jo et stort teknisk problem, vi er her for at løse, det skal tage lidt tid…’ Der var lidt problemer med pladsen imellem de store IT-skabe, og de havde svært ved at skjule homing devicet sådan, som de ellers havde planer om. Så de monterede det oven på rækken af mainframeskabe, fuldt synligt i sin skinnende, blanke metalkasse. ’Ingen vil mistro noget, der er monteret fuldt synligt,’ sagde Norton. ’Og slet ikke hvis denne label sidder på kassen.’ Med disse ord tog han en label op af transportkassen, hvorpå der stod ”IBM Safety Device – Patent Protected – Not To Be Removed”.

De ringede over til en Boeing-tekniker, der opholdt sig i World Trade Center bygning 2 på 81. etage i Fuji Bank. Han bekræftede, at han havde udslag på sit måleinstrument, at homing devicet virkede, og at signalet var kraftigt. ’Okay,’ sagde Josh Norton, ’så kommer vi over…’

Samme aften var begge homing devices monteret og afventede kun, at flyene fik kontakt til dem.

COLUMBIA HEIGHTS 122 BROOKLYN NY 11201 NEW YORK UNITED STATES DATO: 21. AUGUST 2001 TID: 17.45

KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY EBONY DURRANI, KALEEM DURRANI’S WIFE

Han rakte ud efter salaten. Hun var en sand kunstner i et køkken, af den type som kunne fremtrylle de mest forunderlige retter af de rester, der tilfældigvis befandt sig i skabe og skuffer. Det kunststykke havde hun også udført i aften. De var begge to var kommet sent hjem og havde ikke nået at købe ind. ’Min søster ringede i dag,’ sagde Kaleems kone. Han øste salaten op, brummede bekræftende og satte skålen tilbage på bordet. ’Hun spurgte, om hun måtte komme og besøge os, og det sagde jeg ja til, selv om jeg ikke fik spurgt dig. Jeg håber, du synes, at det er i orden?’ Kaleem nikkede og puttede et stykke salat i munden. ’Hun er altid velkommen. Hvis det havde været din mor, ved jeg snart ikke…’

Hun rystede på hovedet. ’Nej, jeg ved godt, at du og min mor er kommet lidt skævt ind på hinanden.’ Kaleem sad og lavede en grimasse, og børnene lo højt. ’Hvornår kommer hun så?’ spurgte han. ’Den 8. september,’ svarede hun og satte sit glas til munden. Kaleem lagde kniven på sin tallerken og tørrede sig om munden med sin serviet. Hans stemme dirrede en anelse. ’Hvornår tager hun hjem igen?’ hviskede han. Hun kiggede kærligt på ham og lo. ’Du frygter det værste,’ lo hun,’ men rolig elskede, hun bliver ikke så længe…’ Kaleem følte en knude i halsen. ’Hvornår tager hun hjem?’ sagde han i en hårdere tone. Hun lagde bestikket fra sig og stirrede på ham. ’Den 11. september…’ sagde hun stille. Han følte sig svimmel.

’Nu hyler den igen!’ råbte hans lille dreng. Kaleem ignorerede det i første omgang. Han tænkte som en rasende på, hvordan han skulle få det sagt. ’Den hyler mor!’ Drengen pegede hen imod bogreolen i hjørnet af stuen. Hun vendte sig og kiggede i den retning, han pegede. ’Ja, jeg ved godt, at du siger at…’ Kaleem rejste sig og gik over til hende. ’Hvad er det, han siger?’ spurgte han med munden helt tæt ned til hendes øre. Uvilkårligt satte hun munden op imod hans øre og hviskede: ’Han siger, det hyler, jeg ved ikke, hvad det er, han mener, jeg kan ikke høre noget…’

Kaleem gjorde tegn til hende om, at de skulle fortsætte med at snakke, tog sine sko af og listede over til bogreolen. Systematisk og meget stille begyndte han at tage bøgerne ud af reolen og stable dem i sofaen ved siden af. ’Hvad er det far gør, mor?’ spurgte deres datter. Hun tyssede på hende, klar over at der var noget rivende galt. Så fandt han den. En lille mikrofon designet til at sidde imellem bøger i en bogreol, med sit lille runde hoved kun lige netop synligt foran bøgerne. Der var en antenne fastgjort til den, som var tapet fast på bagsiden af bogen ved siden af. Den havde ingen strømforsyning. Det gik op for ham, at den hylede, fordi batteriet måtte være defekt. Han tog den, fjernede tapen fra antennen, gik igennem stuen og åbnede altandøren - og smed mikrofonen ud over rækværket. Men der kunne være andre mikrofoner… Han stod lidt i sine egne tanker, hvorefter han gik ind og tog telefonen og ringede til deres babysitter. Imens han ringede op, vendte han sig imod sin kone og sagde: ’Vi skal ud i aften, tag en frakke på.’

Fyrre minutter senere gik de, hånd i hånd, igennem Central Park. Lamperne var tændt, og der var mange mennesker i parken denne aften, for det var sent på sommeren – eller tidligt på efteråret. De gik ned til søen, hvor han standsede, vendte hende imod sig og sagde: ’Vores lejlighed bliver aflyttet.’ Hun stirrede på ham med alle tegn på vantro. ’Jeg arbejder på et meget stort projekt…,’ begyndte han. Han talte til hende i tyve minutter kun afbrudt af, at hun et par gange tog en hånd op foran munden og begyndte at græde.

’Når vi kommer hjem,’ sagde Kaleem, ’skal du råbe til mig, at jeg har kigget på en anden. Du skal opføre dig, som om du er jaloux, og så skal du sige til mig, at du i morgen flytter op til din søster for at mærke efter, om du overhovedet elsker mig mere.’

Hun nikkede. Hun var kommet sig over det værste af chokeffekten og forsøgte at tage sig sammen. ’Du skal ringe og bestille flybilletter, og du skal pakke tøj og alt, hvad I skal have med. Og du skal sende en e-mail til din arbejdsgiver og sige, at du ikke kommer den næste måned på grund af sygdom.’ Han kiggede indtrængende på hende. ’Kan du gøre det?’ spurgte han. Hun nikkede igen. ’Det er som en ond drøm,’ hviskede hun. ’Det er meget værre end en ond drøm,’ svarede Kaleem. ’Det vil forandre verden langt mere, end nogen drømmer om. Verden vil aldrig blive den samme igen.’ Han så på hende med øjne, der var blanke af tårer. ’Det værste er,’ hans stemme knækkede over, ’at jeg har været en del af det…’


JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER BEN GRANT, HOMELAND SECURITY ASSASSIN KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY

Han havde kun siddet på sin kontorstol i fem minutter, før de troppede op og stod i døråbningen bag ham. Joshua Nieburn og Ben Grant. Nieburn kom ind med en kop frisklavet kaffe i hver hånd. ’Her Kaleem, jeg tænkte, at du kunne trænge til sådan én…’ han rakte kaffekoppen frem og satte den på bordet. Kaleem kiggede op. ’Hvorfor siger du det?’ spurgte han. ’Nåeh… øhh…’ Nieburn kiggede på Grant. ’Du ser træt ud i dag,’ indskød Grant.

Kaleem tog kaffekoppen og tog en slurk kaffe, imens han tænkte. ”De ved, at hun er rejst. Der er flere mikrofoner i lejligheden…”

Nieburns mobil ringede, og han og Grant gik ud på gangen og forsvandt i retning af kontrolrummet.

YOUNGSTOWN EXECUTIVE AIRPORT 41.06 NORTH / 80.83 WEST (ABANDONED AIRFIELD) OHIO UNITED STATES DATO: 24. AUGUST 2001 TID: 18.15

JACOB SAUNDERS, HOMELAND SEC. STRIKE TEAM HOMELAND SECURITY STRIKE DETAIL

De havde skjult deres Hummer-biler i den gamle faldefærdige hangar og var selv skjult i de små bygninger. To snigskytter var placeret ude i terrænet, hvorfra de havde frit udsyn til indkørslen og indgangene til alle bygningerne. De var iklædt camouflagedragter, kevlarhjelme og sikkerhedsbriller. Hver mand havde en lille radio, så de kunne kommunikere med hinanden på forskellige frekvenser. Det var tusmørke, og der blæste kun en svag brise ind over den lange airstrip. ’Incoming…’ Stemmen i radioen var en af elitesoldaterne ude i grøften foran porten. Alle krøb sammen og vendte blikket imod porten.

En stor sort limousine kom kørende på vejen langs flyvepladsen. De kunne skimte den igennem rækken af træer, der afgrænsede området imod nord. De små korte klik, når de tog ladegreb, fyldte luften et øjeblik. ’Saunders her, lad dem komme ind – stand down!’ De bekræftede i deres små radioer. Bilen kørte hen til den åbne port og svingede ind. Den havde slukkede lygter og kørte langsomt. De kunne skimte ansigter i ruderne, mænd der studerede omgivelserne fra bilen. Den fortsatte langsomt ud imod begyndelsen af den asfalterede airstrip. Her parkerede de den, så fronten pegede ud imod den lange stribe asfalt og slukkede motoren. ’Vent…’ hviskede Saunders stemme i radioen. Bilen blev holdende i lidt under ti minutter. Så hørte de den fra et sted langt borte. En lille enmotorers Cessna, der kom ind imod dem. Mændene i bilen tændte forlygterne og startede motoren. ’1 og 2, bagsædet – 3 og 4, forsædet – sniper 1, piloten – sniper 2, stand by…’ hviskede Saunders i radioen. De rettede våbnene ind og betragtede deres mål igennem kikkertsigterne. De små kryds dansede hen over ansigterne bag bilruderne. Det lille fly dukkede op over den mørke horisont og lagde med det samme an til landing. Flyets hjul tog jorden helt nede for enden af asfaltbanen. Det kørte hele vejen op til bilen, før det standsede. En af mændene i bilen steg ud, åbnede bilens bagagerum og trak en kuffert frem. De øvrige agerer steg ud med rifler skødesløst hængende fra hænderne foran sig. De var iklædt lange sorte frakker og bredskyggede sorte stetsonhatte. Piloten blev siddende i flyet med motoren kørende. ageren ved siden af ham steg ud med en brun taske i hånden. Han gik uden om propellen og hen imod bilen. De stod nogle meter fra hinanden og snakkede. Folkene fra Homeland kunne ikke høre, hvad de sagde på grund af larmen fra propellen.

’Fyr!’ Saunders’ kommando lød som et skarpt smæld fra de små radioer… Mændene fra bilen og ageren fra flyet væltede rundt, da projektilerne flåede dem fra hinanden. Snigskytte 1 traf piloten midt i ansigtet, og han sank foroverbøjet sammen ind over kontrollerne. Flyet rullede langsomt fremad, indtil propellen hamrede ned i bilens køler og splintredes. Så gik motoren ud, og der var stille. Tunge grå skyer af brændt cordit sejlede lydløst igennem luften, hen over ligene og videre ned over landingsbanen.

To timer senere kom endnu en stor sort limousine kørende ned ad vejen langs trægrænsen til Youngstown Executive Airport. Folkene fra Homeland Security var klar. Det var ikke overraskende, at nogle havde brug for at vide, hvorfor de folk, man havde sendt ud til flyvepladsen, ikke var vendt tilbage. Bilen standsede ved porten med front imod den bagvedliggende airstrip. Da de satte det lange lys på, kunne de se to store forhøjninger, der var skjult af de presenninger, Homeland folkene havde trukket hen over vragene af bilen og flyet. Det bankede på sideruden, der vendte ud imod vejen. Mændene i bilen reagerede prompte, rullede sideruden ned og rettede deres pistoler imod den skikkelse, der stod udenfor. Jacob Saunders rakte sit badge fra Homeland Security ned imod dem. De betragtede hans badge, hans camouflageuniform og hans hjelm af kevlar. ’Hvem i helvede er du?’ spurgte en af dem så. En sødlig dunst af Jack Daniels blandede sig med lugten af deres cigaretter. Saunders ignorerede hans spørgsmål, tog radioen op til munden og sagde: ’Lazer…’ Små orangerøde prikker hoppede rundt på ansigterne af personerne, der sad i bilen. ’Fortæl jeres boss, hvem han så end er, at jeres folk ikke kommer hjem til

aftensmaden i dag. Sig også til ham, at han aldrig skal sende folk herud igen. Hvis han gør det, kommer Homeland Security og besøger ham og udraderer ham, hans kone, hans folk, alle hans børn, hans hund, hans kat, hans hamster…’ Mændene i bilen måbede. Saunders bedømte dem til at være af italiensk afstamning eller måske af mexikansk… ’I har ti sekunder til at forsvinde,’ sagde Saunders. Føreren satte bilen i bakgear, og den rykkede baglæns med hjulspin. Saunders blev stående med gruset flyvende om ørerne. Bilen forvandt ned ad vejen langs træerne i høj fart. ’Okay,’ sagde Saunders i radioen. ’Godt arbejde. Vi skal have ryddet op her, alt skal være væk inden solopgang.’


JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER BEN GRANT, HOMELAND SECURITY ASSASSIN

Joshua Nieburn sad på sin feltseng og missede med øjnene. Han havde sovet. Det bankede sagte på døren, hvorefter den blev åbnet. Ben Grant trådte ind og iagttog skikkelsen på sengen. ’Er du frisk?’ spurgte han med skepsis i stemmen. Nieburn rystede på hovedet. ’Jeg drømte…’ ’Om Colombia?’ spurgte Grant og undlod at se ham i øjnene. Nieburn nikkede. ’Om Colombia og om Nicaraqua og om…’ Han slog ud med armene. ’Og om hende igen…’ Grant stirrede ned i gulvet og flyttede uroligt på fødderne. ’Jeg har lyst til at smadre en eller anden…’ hviskede Nieburn. Grant nikkede alvorligt og rettede sig op. ’Så lad os gøre det,’ sagde han, ’det

plejer at hjælpe.’ Joshua Nieburn kiggede op på Ben Grant. ’Jeg er helt død indvendigt,’ hviskede han. ’Jeg føler slet ingenting overhovedet…’ Grant rystede på hovedet. ’Det er vel helt normalt,’ svarede han. ’Med det liv vi har levet, mener jeg…’ Nieburn knyttede sine næver i luften foran sig og betragtede dem. Grant trådte et lille skridt baglæns, ganske umærkeligt, men Nieburn bemærkede det. ’Hvorfor trækker du dig tilbage?’ spurgte han stille og flyttede blikket op imod Grants ansigt. Grant trak på skuldrene. ’Når du er i det humør…’ Nieburn sukkede. Grant trådte et lille skridt frem igen. ’Du bliver nødt til at glemme hende, Joshua. Og ham svinet, der skød hende…’ ’Og min dreng…’ hvæsede Nieburn. Ben Grant forsøgte at synke den klump, han havde i halsen. ’Ja, og din dreng…’ hviskede han så. Joshua Nieburn rejste sig og stillede sig foran Ben Grant. ’Se på mig!’ befalede han. Ben Grant løftede langsomt blikket. ’Lov mig, at vi får ham en dag…’ hviskede han hæst. Grant svarede hæst: ’Det lover jeg, chef.’ ’Om det så er det sidste, vi gør…’ hvæsede Nieburn. ’Om det så er det sidste, vi gør…’ lovede Grant.

NRO - NATIONAL RECONNAISSANCE OFFICE CHANTILLY VIRGINIA UNITED STATES DATO: 06. SEPTEMBER 2001 TID: 09.30

JOHNNY ADAMS, GENERAL, CHIEF NRO OPERATIONS NRO OFFICE STAFF

Majoren bankede på og trådte ind på General Adams’ kontor, da der blev råbt ’Kom ind!’ Han stod inden for døren med en stak papirer i hånden og ventende, generalen talte i telefon. Generalen, Johnny Adams, var chef for operationerne i organisationen NRO. Adams lagde røret på, skrev en notits på blokken på skrivebordet foran sig og kiggede op. ’Du har været syg de sidste dage, eller?’ Majoren nikkede. ’Ja, Sir – jeg havde lungebetændelse.’ Generalen skrev atter på sin lille notesblok. ’Hvad har du på hjerte?’ Majoren kiggede ned i sine papirer. ’Jeg kan se, at der er forberedt en

brandøvelse den 11. september klokken 09.03, det forstår jeg ikke helt…’ ’Hvad er det, du ikke forstår?’ spurgte generalen. Majoren slog ud med armene. ’Det er jo der, hvor vi har flere igangværende øvelser med det canadiske luftvåben,’ sagde han. ’Da øvelserne skal foregå på baggrund af de data, vi forsyner de forskellige afdelinger af luftvåbnet med, forstår jeg det ikke. Vi kan jo ikke holde øvelsen kørende, hvis vi skal rømme bygningen på grund af en brandøvelse. Burde man ikke lægge den brandøvelse på et andet tidspunkt?’ Generalen rystede på hovedet. ’Vi gennemfører det sådan, som det er planlagt,’ sagde han. Han kiggede på majoren på en måde, der indikerede, at samtalen var forbi. ’Men…’ majoren tog sig i det, gjorde honnør og forlod generalens kontor.

NRO var det regeringsorgan, der opsendte, drev og vedligeholdt USAs omfattende net af spionsatellitter, som spændte fra satellitter med avanceret fotografisk udstyr – til satellitter med avanceret elektronisk aflytningsudstyr. NRO forsynede CIA, FBI, NSA og Homeland Security med informationer, som organisationen fremskaffede igennem sit netværk af højteknologisk udstyr. NRO var også den organisation, der skulle fodre det amerikanske luftvåben med informationer i forbindelse med terrorangreb, flykapringer eller tilsvarende hændelser. At holde brandøvelse præcist på det tidspunkt, hvor man holdt en massiv koordineret luftforsvarsøvelse med det canadiske luftvåben, ville skabe fuldstændig forvirring og gøre det meget vanskeligt for de amerikanske jagere at gå i luften – de jagere, der under normale omstændigheder altid var i beredskab og klar til at gå på vingerne i tilfælde af flykapringer eller lignende. Når man holdt brandøvelse og lagde kontorerne i NROs bygninger øde præcist samtidig med, at de to Boeing agerfly officielt ramte tårnene i World Trade Center – og med at American Airlines Flight 77 lettede fra Dulles International Airport kun tre kilometer fra NROs hovedkontor, officielt med kurs imod Pentagon – ville forvirringen blive total og jagerpiloternes evne til at svare igen elimineret. Det kunne være et tilfælde, at der var dette sammenfald af omstændigheder –

men det var ikke noget tilfælde for folkene i Homeland Security, som havde arrangeret det…

CENTRAL PARK NEW YORK CITY UNITED STATES DATO: 08. SEPTEMBER 2001 TID: 15.20


De mødtes i ”The Ramble”, et naturreservat midt i Central Park. Kaleem havde foreslået det af én bestemt årsag. Han var sikker på, at han var overvåget, og han vidste, at de vidste, at dette ville blive hans sidste møde med sin Al-Qaeda kontakt. Han var overbevist om, at han var ved at have udspillet sin rolle. Og han var bevidst om at han ville have været synlig midt i krydset i kikkertsigtet på en sværkalibret riffel, hvis de havde mødtes ved bredden af søen, sådan som de havde gjort tidligere. Nu gik de i stedet ved siden af hinanden igennem ’The Ramble’ omgivet af tæt buskads og høje træer, og Kaleem følte sig nogenlunde tryg ved det.

I den tomme lejlighed i ejendommen på hjørnet af West 84. Street og Central Park West sad Ben Grant og søgte efter Kaleem igennem sit kikkertsigte. Han mumlede en sagte ed af ærgrelse over, at han ikke kunne finde ham. Han kunne hverken se Kaleem eller hans kontaktperson.

Kaleem rakte en pose med brændte mandler frem, og hans kontakt tog nogle stykker og puttede dem i munden. ’Der er nok ikke så meget mere, jeg kan gøre,’ konstaterede Kaleem, ’medmindre du har noget, du gerne vil have mig til at gøre?’ Den anden svarede ikke med det samme. Han tyggede på sine brændte mandler og så eftertænksomt på ham. Så udbrød han: ’Har du overhovedet ikke nogen mistanke om, at de er på sporet af dig?’ ’Hvem?’ spurgte Kaleem. ’Dem du arbejder for,’ svarede han, ’Homeland Security.’ Kaleem rystede på hovedet. ’Nej, det tror jeg ikke, så ville jeg have mærket et eller andet. Hvorfor spørger du – tror du, at nogen er på sporet af mig?’ Den anden betragtede trækronerne. ’Hvis jeg var i dit sted og troede, at jeg var ved at blive opdaget, ville jeg vælge et mødested som dette her,’ sagde han. Kaleem mærkede en sagte uro risle igennem sin krop. ’Der er ikke noget galt,’ sagde han og forsøgte at lyde rolig og overbevisende. ’Hvorfor er din kone så rejst med børnene?’ spurgte kontakten. ’Og hvorfor er du ikke gift med en arabisk kvinde? Hvorfor en vantro, hvid kvinde?’ Kaleem følte, at alt snørede sig sammen i halsen, en fornemmelse af langsom kvælning. Han hev efter vejret. ’Skygger I mig?’ spurgte han. ’Ind imellem,’ svarede hans kontakt. ’Vi har pludselig fundet ud af, at du nu bor alene…’ Kaleem vendte sig imod ham og spurgte: ’En hvid, vantro kvinde er det bedste dække, jeg kan have. Hvorfor skygger I mig, har jeg ikke gjort alt, hvad jeg kunne?’ Kontakten betragtede ham igennem sammenknebne øjne, der var kolde som is. ’Det har du, Kaleem Durrani. Men hvis vi pludselig bliver taget, eller hvis vi

ikke kommer igennem kontrollen i lufthavnene, eller hvis der sker noget andet, der betyder, at planen går i vasken, så ved vi, hvor du bor, og så vil vi tage hævn.’ Kaleem følte sig tør i halsen. ’Er det takken for min indsats…?’ mumlede han. ’Kun hvis der er noget, der går galt,’ lød svaret truende. Kaleem smed posen med brændte mandler ind imellem buskene, vendte ryggen til ham og gik sin vej. Ved et sving på stien vendte han sig om og kastede et blik tilbage. Hans kontakt var forsvundet.

AMERICAN AIRLINES FLIGHT 77 DULLES INTERNATIONAL AIRPORT 1 SAARINEN CIR STERLING VA 20166 UNITED STATES DATO: 10. SEPTEMBER 2001 TID: 20.05

Teknikerne havde afsluttet deres arbejde; cockpitdørene var udskiftet. De massive porte gled til side, og lyset på det asfalterede areal foran hangaren afslørede flyet inde i det store mørke rum. En lufthavnstraktor bakkede ind og blev fastgjort til flyets forreste hjulophæng. Så satte den runde flykrop sig langsomt i bevægelse og blev bugseret ad de asfalterede veje hen imod lyshavet i lufthavnen i Dulles. Den samme scene udspillede sig i to andre lufthavne, Logan og Newark.

De bugserede flyet hen til afgangsområdet i den civile del af lufthavnen, hvor rengøringspersonalet gik i gang med klargøringen til morgendagens flyvning. Ligeledes blev køkkenet provianteret, trucks kom med paller med drikkevarer, kaffe, plastikbestik og alt det andet, som er nødvendigt for at give agererne en god oplevelse på turen. Også i tilfældet med dette fly så flyselskabet gerne, at agererne ville vende tilbage og flyve med American Airlines, næste gang de skulle ud at flyve…

SARASOTA-BRADENTON INTERNATIONAL AIRPORT 6000 AIRPORT CIR SARASOTA FLORIDA 34243 UNITED STATES DATO: 10. SEPTEMBER 2001 TID: 23.55

“THE JOKER”, EX. RANGERCORE, SNIPER

Lufthavnen i Sarasota i Florida var lukket ned, det var lige før midnat. Præsidentens fly, Air Force One, ville ankomme i morgen, og alle internationale afgange og ankomster var flyttet til andre lufthavne i nærheden, indtil Air Force One var landet – og var taget af sted igen. De eneste fly, der havde tilladelse til at trænge ind i luftrummet over Sarasota, var den Huey-helikopter, som rangeren nu sad i – og så de fly, der bragte alle agenterne fra Secret Service ind på plads. Han var iklædt den type camouflagetøj, som militærets sniperdivision brugte, når de var ude på opgaver. Tøj, der kunne sløre sniperens tilstedeværelse og give ham mulighed for at komme på skudhold i nær sagt enhver situation. Han ville ligne en græstue, som dem der var et utal af i det terræn, der strakte sig fra Tallevast Road og ind imod den nordvestlige del af start- og landingsbanerne i Sarasota-Bradenton International Airport. Spændt fast på ryggen inde under camouflagedragten bar han de to

stingermissiler, der skulle sikre, at opgaven ville blive en succes. Helikopteren strøg lavt hen over hegnet. Det tykke reb blev rullet ud igennem åbningen og faldt ned igennem luften. Andenpiloten trak liget af den arabisk udseende mand hen til åbningen og gjorde sig klar. Pilotens stemme lød i højttaleren. ’Ti sekunder…’ Rangeren tog et fast greb om rebet og svingede benene ud i luften. ’Fem sekunder…’ Han tog en dyb indånding. ’Så er det nu – Go, Go, Go…’ De skubbede først liget ud i mørket. Så snart det var forsvundet, lod rangeren sig falde ud igennem åbningen og firede sig ned ad rebet. Et par sekunder senere landede han i græsset og begyndte at krybe hen imod startbanen i den sydøstlige retning, imens han trak liget efter sig. Han fandt som forventet en lav grøft, hvor han kravlede ned og trak camouflagedragten hen over sig. Liget havde han placeret nogle meter fra sig og dækket med det camouflagenet, han havde med til det. Han anbragte stingermissilerne foran sig og belavede sig på en lang og tålmodig venten inden han skulle spille sin rolle. Helikopteren var fortsat hen imod hangarbygningerne i det fjerne. Officielt var den en lille brik i det store puslespil, der handlede om at gøre klar til præsidentens besøg den 11. september. Ingen havde bemærket den enlige ranger, der var blevet sat af på jorden, så ingen ledte efter ham. Han var den udløsende faktor i det komplot, der skulle afslutte Gorge U. Blushs korte præsidentperiode og indsætte Nick Blaney som den 44. amerikanske præsident.

UNITED STATES OF AMERICA THE MORNING DATO: 11. SEPTEMBER 2001

TID: 05.30

Solen stod op over havet hele vejen langs Amerikas østkyst. De første stråler strøg blidt ind over kysten og fortrængte nattens mørke. Så steg den glødende kæmpe op over horisonten og trængte morgendisen væk fra veje og parker. Den skinnede fra en skyfri himmel og varslede en ny dags komme. Verdens førende supermagt vågnede, og alt begyndte at sætte sig i bevægelse. Alle de millioner af små brikker, som hver især syntes ubetydelige, men som i forening fik hele dette vældige system til at fungere.

TID: 07.15

Millioner af mennesker spiste morgenmad, klædte børn på, pakkede skoletasker og dokumentmapper, bandt slips og satte hår, luftede hunden og låste hoveddøren efter sig, på vej ud til bilen, bussen eller metroen. Titusinder af disse mennesker satte kursen imod lufthavnene i de store byer, stirrede forventningsfulde op imod den blå himmel og glædede sig til at flyve eller til at lande igen - til at blive hentet i en anden by af mennesker, de elskede og var i familie med - eller mennesker, de arbejdede sammen med. De opfattede, at denne morgen var lige så smuk som enhver anden dejlig

morgen; de var tillidsfulde og forventningsfulde, og alt åndede fred.

UNITED STATES OF AMERICA THE ‘PLAYERS’ DATO: 11. SEPTEMBER 2001

TID: 07.30

Inde i World Trade Center bygning 1 etage 95 i mainframerummet hos firmaet Marsh & McLennan sad et homing device med fronten vendt ud imod de store panoramavinduer. Dets lille lampe sendte et svagt, rødt, blinkende lys ud imod den blanke rude. Det var aktiveret og ventede tålmodigt på det fly, som ville komme og splintre sig vej ind igennem facaden netop dér. Et tilsvarende homing device sad og blinkede lige så anonymt i World Trade Center bygning 2, uden at nogen kunne se det nede fra gaden. Også det afventede det fly, som det var kodet til at hidkalde.

I World Trade Center bygning 7 sad teknikerne på række foran deres computerskærme og ventede på, at hele den store plan skulle tage sin begyndelse. De fire dronepiloter sad med hænderne i skødet foran deres skærme og ventede på, at tingene skulle tage deres begyndelse. De var her for det tilfælde, at noget skulle gå galt, og man skulle forsøge at redde situationen… Joshua Nieburn og Ben Grant vandrede rastløse omkring i det store operationsrum under indflydelse af den adrenalin, som hele dette setup frigjorde i deres kroppe. Kaleem Durrani sad på stolen i sit hjørnekontor og bekæmpede den trang, hans krop havde til at kaste op.

Præsident Gorge U. Blush sad i sin armerede bil midt i kortegen, der bragte ham ud til Emma E. Booker Elementary School i Sarasota, Florida, hvor han skulle have læst historie op af børnene i en klasse i underskolen. Vicepræsident Nick Blaney sad i sit kontor i Det Hvide Hus og drak sin morgenkaffe. Secret Service havde lagt en jernring omkring hele komplekset. Ingen kunne vide, hvad det kaos, de ventede, ville udløse, og Nick Blaney havde ikke lyst til at figurere på de officielle tabslister. Han ventede besøg af Norman Mineta, The Secretary of Transportation, der både skulle give ham et plausibelt alibi, og som han samtidig vurderede til at være harmløs i den store sammenhæng.

Ronald Dumbsfeld sad på sit kontor i Forsvarsministeriet med albuerne hvilende på bordpladen og hagen hvilende i sine hænder. Han ventede som de øvrige, der kendte denne dags agenda, på, at det skulle tage sin begyndelse.

Ron Bidge sad på sit kontor i Homeland Security og gennemlæste udkastet til ’Homeland Security Act’ med et smil om munden. Han var også forventningsfuld ligesom de titusinder af flyagerer.

I luftrummet over New York gled den store hvide Boeing 757 med bemalingen ”United States of America” rundt som en hvid ørn imod den dybblå himmel. Den var den flyvende kampstation, der skulle dirigere den stort anlagte luftforsvarsøvelse ’War Games’. Det simulerede angreb på USA der, fordi det fandt sted samtidig med det virkelige angreb på USA, på overbevisende måde skulle skabe total forvirring på samtlige radarstationer hos både sit eget militær og hos de civile flyveledere – og sikre, at det virkelige angreb kunne gennemføres.

General Henry Shelton, Chairman of The t Chiefs of Staff i det amerikanske luftvåben, var fraværende fra sin post denne dag og var ikke at træffe.

Oberstløjtnant Mike Canavan, som var den civile flyveledelses kontaktperson i flyvevåbnet i tilfælde af flykapringer, var fraværende fra sin post denne dag og var ikke at træffe.

General B.G. Monaque Winfield, chefen for det nationale kommandocenter (NMCC), var fraværende fra sin post denne dag og var ikke at træffe.

Generalmajor Larry Arnold, der skulle godkende, at man scramblede jets for at forsvare USA, sad i et møde, hvor man ikke kunne få fat på ham. Han var således fraværende fra sin post denne dag og var ikke at træffe.

General Ralph Eberhart, øverste befalingshavende for de amerikanske luftstyrker og stationeret på Peterson Airforce Base i Colorado, ville efterfølgende fastholde, at man skulle fortsætte med luftforsvarsøvelsen ’War Games’, selv om han var blevet gjort bekendt med, at et massivt angreb på USA foregik netop på samme tidspunkt, og at World Trade Center var blevet ramt.

General Johnny Adams sad på sit kontor i NRO lidt uden for lufthavnen i Dulles og ventede på at igangsætte den brandøvelse, der skulle medvirke til at lamme hele det amerikanske luftforsvar. Den del af luftforsvaret, der ikke var på øvelse i Canada, naturligvis – dem, der var hjemme for at beskytte det amerikanske luftrum.

Lewis Paul ”Jerry” Bremer, ejeren af firmaet Marsh & McLennan, var ikke taget på arbejde denne morgen. Han havde valgt at blive hjemme og arbejde på den plan, man havde skitseret for ham, og som skulle være hans belønning for sin deltagelse i det, der skulle til at

tage sin begyndelse. Han vidste, at man havde planer om at invadere Iraq. Han vidste også, at man havde planer om at udnævne ham til konsul af Iraq. Og endelig vidste han instinktivt, at der ville være et gigantisk forretningspotentiale i det. Men han vidste ikke helt, om titlen ’konsul’ ville være ende. Han syntes egentlig, at den titel forekom ham at lyde lidt gammeldags.

Josh Norton sad i Boeings laboratorium sammen med sine teknikere. De havde gjort det, de skulle og kunne ikke gøre mere. Men man havde alligevel bedt dem om at være ’online’ for det tilfælde, at noget skulle gå galt, og man ville forsøge at gribe ind.

Larry Silverstein sad på sit kontor i New York og ventede. Han havde - efter at have fået et tip og efter, at han den 27. juli havde underskrevet en 99-årig leasingaftale med The Port Authority of New York og New Jersey, omfattende leasing af hele World Trade Center-komplekset – tegnet en uortodosk forsikring. Forsikringsselskabet havde ment, den var ’urealistisk’. Den gik ud på at forsikre sig imod, at WTC-komplekset blev ramt af fly og blev jævnet med jorden. Alt dette var på plads. Forsikringen var tegnet - han var klar.

Lewis M. Eisenberg sad på sit kontor i The Port Authority of New York and New Jersey. Han bekæmpede det raseri, han følte dybt inde i sig selv. Men han havde børn og børnebørn. Han ønskede, at de levede – og han ønskede selv at leve… Og så var der jo den krølle på det hele, at man i hans organisation havde fået elimineret sit asbestproblem i WTC-komplekset næsten fra den ene dag til den anden. De var blevet sparet for et gigantisk tab. Han erkendte modvilligt, at hans vrede mest af alt skyldtes at han følte sig trådt på, af de fordømte bureaukrater fra Homeland Security.

På La Bonne Vie Ranch sad Mr. Smith og Mr. Jones og de otte andre oliemilliardærer, der tilsammen udgjorde Gorge U. Blushs økonomiske bagland,

som gik under betegnelsen ”The Guys from Texas”. De sad der lige så forventningsfulde som alle de andre, der var forventningsfulde, for med deres egne øjne at se, hvordan det ville tage sig ud - det drama de havde investeret flere hundrede millioner i at understøtte, og som ville give dem enorme rigdomme retur, når amerikanerne havde fået indsat deres konsul i Iraq. De havde trukket gardinerne for for at holde solen ude – og forhindre, at billedet på det store TV-apparat skulle blive for mat at kigge på.

Ayman Al-Zawahiri sad i en moderne indrettet hytte i Afghanistan på grænsen til Pakistan sammen med Osama Bin Laden. De sad og iagttog en imam forkynde koranens ord på deres Panasonic TV-skærm. Osama Bin Laden var dødeligt syg af den lungesygdom, der havde plaget ham i mange år. Han havde ikke langt igen, men han havde ønsket at overvære dette islamiske slag imod vestens førende supermagt. Al-Zawahiri betragtede ham og tænkte, at når dette var overstået, ville Osama Bin Laden højst tænkeligt dø…

AMERICAN AIRLINES FLIGHT 11, BOEING 767-200ER LOGAN INTERNATIONAL AIRPORT 1 HARBORSIDE DRIVE BOSTON, MASSACHUSETTS MA 02128 UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 08.10

MOHAMED ATTA, TERRORIST PILOT ABDULAZIZ AL-OMARI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ WALEED AL-SHEHRI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ WAIL AL-SHEHRI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ SATAM AL-SUQAMI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’

Mohamed Atta og hans ledsager, Abdulaziz al-Omari, var ankommet til Logan med flyet fra Portland klokken 06.45. I Portland var Attas bagage blevet udtaget til ekstra røntgenkontrol. Han var indigneret over dette, da han havde købt billet til 1. klasse og fandt det ydmygende. I Logan International Airport var de tre andre stødt til, Waleed al-Shehri, Wail al-Shehri og Satam al-Suqami. De var kommet igennem Security-kontrollen, der som Kaleem havde sagt, var

temmelig slap og uengageret. Mohamed Attas og Abdulaziz al-Omaris bagage blev ikke checket i Logan Airport, fordi den var blevet checket, inden de steg på flyet i Portland. De tre øvrige kapreres bagage blev scannet, men uden at det gav anledning til påtaler eller tilbageholdelse.

Mohamed Atta og hans rejsefælle gik igennem lufthavnen og ud til gaten sammen, fordi de havde rejst sammen og havde checket ind sammen. De øvrige tre kaprere ankom tilsyneladende hver for sig, gik igennem lufthavnen hver for sig og gik ud til gaten hver for sig. På trods af at de blev taget ud til ekstra kontrol, var der ingen, der opdagede de knive, de havde medbragt. Da de kom om bord på flyet, satte de sig på deres sæder, tre af dem på turistklasse, de to sidste på første klasse.

KLOKKEN 08.13.47

’Dette er Boston ARTCC til American Airlines Flight 11 – skift kurs femten grader til højre.’ ’Det er American Airlines Flight 11 – vi bekræfter skift kurs femten grader til højre.’ Waleed al-Shehri rejste sig fra sit sæde, 2B, på første klasse. Han gik direkte hen til stewardesse Karin Martin, slyngede hende rundt, så hun havde front imod agererne og skar halspulsåren over på hende. Hun gik omgående i chok, og han lod hende falde til gulvet, imens han råbte til de øvrige agerer på arabisk. Blodet sprøjtede ud over personerne på de forreste rækker af sæder. Samtidig havde en af de andre kaprere, Wail al-Shehri, rejst sig og skåret halspulsåren over på stewardesse Barbara Arestegui. Også hun gik i chok og sank sammen med blodet væltende ud af stiksåret i halsen. En mandlig ager ved navn Daniel Lewin, der sad på række 9, forsøgte at

rejse sig fra sit sæde for at komme stewardesserne til undsætning. Men en tredje kaprer, Satam al-Suqami, der sad lige bag ved ham på sæde 10B, lænede sig ind over hans ryglæn og stak ham i halspulsåren, hvorefter han gik i chok med blodet pulsende ud i luften. Stewardesserne Madeline Sweeney og Betty Ong havde åndsnærværelse nok til at flygte ud i kabyssen, hvor de barrikaderede døren og ringede til American Airlines for at informere dem om, hvad der skete. De brugte den ”Airphone” der var tilgængelig for dem i kabyssen. Imens de stod der og talte med luftfartsselskabet, stormede de tre kaprere fra anden klasse op imod døren til cockpittet. Den ene af dem var aktionens planlægger og deres eneste pilot, Mohamed Atta. Luftkaptajn John Ogonowski og andenpilot Thomas McGuinness sad ikke i flyets cockpit. Umiddelbart efter at de forlod piloternes omklædningsrum i lufthavnen, var de blevet et op af folk fra Homeland Security og transporteret bort til afhøring. Ingen havde set dem siden. I stedet var to andre piloter, folk med flyvevåbnets pilotuddannelse, ankommet til flyet. De havde kort hilst på stewardesserne og forklaret dem, at der var en ændring i bemandingen. Derefter var de gået ind i cockpittet og havde lukket den pansrede dør efter sig. De sad nu i færd med at bekræfte kursændringen på femten grader, da kaprerne stormede døren og forsøgte at bryde ind. Agenterne fra Homeland Security, der havde pladser forrest i flyet, uden at det fremgik af agerlisterne, greb ind og nedkæmpede flykaprerne og lagde dem i håndjern. agererne, der først var blevet grebet af chok og hysteri, blev nu vidne til, at lettelsen bredte sig. Nogle græd, andre trøstede dem der stadig befandt sig i choktilstand. Nogle af agererne forsøgte at rejse sig fra deres pladser for at se om de kunne hjælpe de døende stewardesser, men de blev gennet tilbage af agenterne fra Homeland Security.

KLOKKEN 08:14:24

’Dette er Boston Control – Flight 11, stig til ny marchhøjde 11.000 meter,

bekræft venligst.’ Intet svar. ’Dette er Boston Control – Flight 11, stig til ny marchhøjde 11.000 meter, bekræft venligst.’ Flyveleder Jannik Storm sad og kiggede på radaren. Heller ikke denne gang kom der noget svar. Flyvelederen ved siden af så over på hans skærm. ’Hvad sker der?’ Jannik Storm rystede tvivlrådigt på hovedet. ’Jeg ved det ikke.’ Han gentog: ’Dette er Boston Control – Flight 11, stig til ny marchhøjde 11.000 meter, bekræft venligst.’ Intet svar.

KLOKKEN 08:16:00

Den ansvarshavende flyveleder stillede sig bag hans stol og kiggede med: ’Hvad foregår der?’ spurgte han. ’Jeg ved det ikke,’ svarede Jannik. En sekretær råbte i baggrunden. ’American Airlines er i telefonen.’ Chefen gik derover og tog røret. ’Dette er Boston Control – Flight 11, I er på højde 8.800 meter - stig til ny marchhøjde 11.000 meter, bekræft venligst.’ Radioen forblev tavs.

KLOKKEN 08:23:38

Agenterne ventede tålmodigt, til luftkaptajnen åbnede cockpitdøren. Så bukkede de sig ned, trak flykaprernes pilot op fra gulvet og slæbte ham med ud i cockpittet. Efter at de havde lukket døren, satte de ham på en skammel og stak et stykke papir i hånden på ham. Atta stirrede vantro på agenterne. ’Læs dette her op, når du får besked på det,’ sagde en af agenterne. ’Vantro svin!’ råbte Mohamed Atta. En af de andre agenter stak en boltsaks i hånden på ham, der talte med Atta. Uden videre klippede han derefter lillefingeren af hans venstre hånd. Han flyttede boltsaksen til den næste finger, imens han sagde: ’Jeg kan blive ved, til du kun har hovedet tilbage…’ Mohamed Atta rakte hånden ud og trykkede på kontakten til transmission. Han bemærkede ikke, at de havde indstillet radioen således, at de i stedet for at sende meddelelsen ud til agererne i flyet bagved, sendte den til flyveledelsen i Boston: ’Vi har nogle flyvemaskiner, bare bliv rolig, og du er okay. Vi vender tilbage til lufthavnen.’ ’Hvad i alv….,’ mumlede Jannik Storm i kontroltårnet i Boston. ’Det er kapret,’ sagde hans chef, der stod lige bag ham. ’Jeg havde lige American Airlines i røret.’

KLOKKEN 08:24:56

Homeland-agenterne nikkede til ham, og Mohamed Atta trykkede på den samme kontakt til transmission: ’Ingen rør sig. Alt vil blive okay. Hvis du forsøger at lave nogle bevægelser, vil

du bringe dig selv og flyvemaskinen i fare. Bare bliv stille.’

KLOKKEN 08:33:59

Mohamed Atta sad i en blodpøl på skamlen. Han trykkede atter på den samme kontakt og sendte sin tredje og sidste meddelelse: ’Ingen rør sig, vi flyver tilbage til lufthavnen, ikke forsøg at gøre noget dumt.’ Derefter lagde piloterne kursen om.

KLOKKEN 08:37:08

Flyveledelsen kontaktede United Airlines Flight 175, som endnu ikke var kapret, og som på daværende tidspunkt befandt sig i nærheden af American Airlines Flight 11. Man bad dem om en visuel bekræftelse på hvor Flight 11 befandt sig. Piloterne på United Airlines Flight 175 verificerede Flight 11s kurs og position over for Boston ARTCC, og man kontaktede derefter Northeast Air Defense Sector (NEADS) i New York. Her blev det besluttet at sende to jagere på vingerne fra Otis Air Force Base i Falmouth, Massachusetts, for at afskære American Airlines Flight 11. Men der gik værdifuld tid med at få formaliteterne omkring starttilladelse igennem. Da jagerne endelig var på vingerne, var der brandøvelse på National Reconnaissance Office (NRO) i Virginia, og de informationer, som jagerne havde brug for, fik de ikke. Derimod fik de besked på at flyve til et øvelsesområde ude over Atlanterhavet og holde sig standby dér, langt borte fra New York og Washington.

KLOKKEN 08:40:00

Den store grå tomotorers jet fra U.S. Air Force kom op på siden af dem nedefra. Andenpiloten vendte sig imod venstre, så på piloten og sagde: ’Den er her, vi kan forsvinde…’ Piloten slukkede for transponderen og satte flyet ind i et dyk for at gøre det sværere for radarerne at følge det. Da de vurderede, at de var vanskelige at lokalisere, fladede piloten dykket ud og skiftede kurs til retningen imod den nedlagte lufthavn i Youngstown, Ohio.

Inde i kabinen sad agererne og stirrede på det store grå fly, der lå på højre side af dem i samme højde. De var begyndt at blive lidt bekymrede, mest fordi de ikke forstod, hvad der foregik. De følte det, som om agenterne fra Homeland Security vogtede over dem i stedet for at e på dem. Der var ingen imødekommenhed, der var kun ordrer og mistænksomme blikke. Og så var de alle svært bevæbnede, uden at agererne kunne forstå, hvordan de havde kunnet få så mange våben med ind igennem kontrollen i Logan Airport. De måtte heller ikke bruge de forreste toiletter, dem der var i nærheden af døren til cockpittet – men blev afvist og dirigeret ned til det ene toilet bagest i flyet. De sad og kiggede på, at det gråmalede militærfly steg ind over dem og forsvandt, hvorefter deres eget fly gik ind i et brat dyk. Kort derefter skiftede det kurs. De udvekslede angste blikke og forsøgte ubevidst at gøre sig usynlige, hvilket var en psykisk tilstand langt mere end en fysisk.

Inde i World Trade Center bygning 7 sad dronepilot nr. 1 foran joystikket og tasterne på sit computerkeyboard. Josh Nieburn og Ben Grant stod bag ham og kiggede fascineret på skærmen. Det lille kamera, som Boeing-folkene havde monteret forrest i cockpittet, gav et utroligt skarpt billede. ’Min transponder har taget over,’ sagde dronepiloten, ’de er på vej ned, om lidt er de usynlige.’ Han betjente joystikket og førte det militære fly tilbage imod kysten. Signalet fra dets transponder ville tydeligt kunne ses på lufthavnenes

radarer. ’Nu er vi et agerfly på vej imod New York, nu slukker jeg transponderen, det vil skabe panik,’ bemærkede han tilfreds. ’Hold kæft, hvor går det stærkt’, sagde Nieburn. Dronepiloten nikkede uden at tage blikket fra skærmen. ’Det er et militærfly,’ svarede han, ’det er meget stærkere end et civilt rutefly. Vi er på 90 procent af maksimal hastighed om et øjeblik.’ De tordnede ind over forstæderne til New Jersey. ’Kobler autopiloten til!’ sagde dronepiloten og slap joystikket. De stod med tilbageholdt åndedræt og stirrede på skærmen. Empire State Building tonede frem af morgendisen i det fjerne og forsvandt bagud forbi vinduet i venstre side…

KLOKKEN 08:46:40

American Airlines Flight 11s swap fortsatte ind over Manhattan i New York. Autopiloten styrede flyet sikkert igennem de nødvendige kurskorrektioner og fangede signalet fra homing devicet i World Trade Center bygning 1 på etage 95 i mainframerummet hos firmaet Marsh & McLennan. Da der var frit udsyn til bygningen, satte autopiloten hastigheden op til det maksimale, og Flight 11 tordnede ind igennem facaden og blev flået i millioner af små fragmenter af metal og plastik indhyllet i en sky af brændende flybrændstof. Det meste af flyets brændstof blev forvandlet fra flydende form til en sky i det sekund, flyet gik i opløsning. En af tankene, der lå i læ af den ene massive syv tons tunge jetmotor, gik først fra hinanden, da de sønderrevne stålvægge i elevatorskakterne flåede den i stykker. Et par tons flybrændstof i væskeform skyllede som en flodbølge ned igennem elevatorskakterne, hvor de gradvist forstøvede, indtil ildhavet ovenfra sendte en stikflamme ned igennem skaktene, og fik brændstoffet til at eksplodere. Braget rullede som torden ned igennem bygningen. Det var overstået på mindre end tredive sekunder.

I World Trade Center bygning 7 var de gået hen til vinduerne for at se det ske. Kun dronepiloten sad tilbage og kiggede på skærmen, der var dækket af hvid støj fra et kamera, som ikke længere eksisterede. De betragtede vragstumperne, der regnede ned over World Trade center bygning 6 foran dem og ned over gaderne omkring komplekset. En af dem havde åbnet et vindue, men trykbølgen og varmen fra eksplosionen fik ham til omgående at lukke det igen. I det korte øjeblik det havde været åbent, nåede de at høre det kaos af lyde, der fra byen steg op imod dem, fra det inferno, de havde skabt.

UNITED FLIGHT 175, BOEING 767-200ER LOGAN INTERNATIONAL AIRPORT 1 HARBORSIDE DRIVE BOSTON, MASSACHUSETTS MA 02128 UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 08.00

MARWAN AL-SHEHHI, TERRORIST PILOT FAYEZ BANIHAMMAD, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ MOHAND AL-SHEHRI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ HAMZA AL-GHAMDI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ AHMED AL-GHAMDI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’

TID: 08.00

Agenten fra Homeland Security trængte sig igennem køen af agerer, indtil han fandt den person, der ede til den beskrivelse, han havde på papiret i sin hånd. Han prikkede ham på skulderen og spurgte: ’Undskyld, er De Mr. Brian Sweeney?’

ageren nikkede og kiggede forundret på den jakkesætklædte mand, der udspurgte ham. Manden trak sit badge fra Homeland Security frem og præsenterede sig. ’Jeg må bede Dem følge med,’ sagde han. ’Det vil kun tage et øjeblik.’ ageren tog sin håndbagage og fulgte efter agenten.

Lidt derfra et andet sted i den samme kø ede en anden agent fra Homeland Security en anden ager op i et lignende ærinde. ’Undskyld, er Deres navn Peter Hanson?’ Hanson bekræftede, og et øjeblik efter fulgte han efter agenten ud af køen og bort imod de kontorer, der var beliggende i det tilstødende område.

Ingen af disse agerer vendte efterfølgende tilbage til flyet, selvom de stod på agerlisten.

TID: 08.14

United Flight 175 skulle, ligesom American Airlines Flight 11, starte fra Logan og flyve til Los Angeles. De begivenheder, der udspillede sig i dette fly, var meget identiske med dem, der udspillede sig i Flight 11. Metoden til at hensætte agererne i en form for choktilstand var – ligesom det var tilfældet i American Airlines Flight 11 - at skære halspulsåren over på tilfældige personer fra kabinepersonalet, imens de endnu var helt uforberedte på at blive angrebet. Kaprerne ventede til, efter at flyet var lettet og efter, at det havde nået en højde, der gjorde, at de ville kunne kæmpe imod piloterne uden at

risikere, at flyet forulykkede imens. Også her opdagede de, at cockpitdøren var forstærket og ikke lod sig gennembryde. De hamrede på den med alt, hvad de kunne finde uden at være opmærksomme på, at agenterne fra Homeland Security trængte frem imod dem bevæbnet til tænderne. Kaprerne blev hurtigt overmandet af agenter, der var specialtrænet i netop dette og lagt i håndjern på gulvet med gaffatape over munden.

United Flight 175 lettede fra Logan Airport i Boston klokken 08.14. Klokken cirka 08.35, hvor de erede grænsen imellem Connecticut og staten New York, mødte de et af militærets grå, tomotorers jets af samme type som United Flight 175. Piloterne slukkede transponderen og søgte nedad for, at radarerne skulle tabe dem af syne. Det militære fly overtog dets identitet og rolle, steg og viste sig på radarskærmene. Flyveledelsen troede, der var tale om det samme fly og fulgte dets rute på vejen tilbage imod New York. Dronepiloten styrede det ved hjælp af joystikket, indtil han meddelte: ’Kobler automatpiloten til!’ og slap det. Automatpiloten overtog kontrollen med flyet. Den styrede flyet i en blød bue vesten om New York og derefter ind over Manhattan sydfra, fordi det skulle ind og fange signalet fra homing devicet, der var placeret inde bag bygningens sydfacade på 81. etage i mainframerummet i Fuji Bank. Da homing devicet fik kontakt med flyets autopilot, gled gashåndtagene fremad til fuld throttle og blev der, indtil det tordnede ind igennem facaden på World Trade Center 2 tårnets facade og fordampede i et gigantisk, rød- og orangefarvet ildhav. Klokken 09.03 blev homing devicet sprængt til atomer af flyet, som det selv havde hidkaldt…

I WTC7 var der en atmosfære af alvorlig anerkendelse. De var soldater, de tænkte som soldater, og de havde lært at lukke deres personlige følelser helt ude. De var overbevist om, at aktionen tjente et højere formål og undlod at sætte spørgsmålstegn ved det. Så der var også anerkendelse til dronepilot nummer to

for hans indsats, om end den var helt og aldeles baseret på professionalismen i hans gerninger og ikke på, om det var rimeligt, at så mange civile skulle dø heriblandt et ukendt antal amerikanske børn.

De to militærpiloter i cockpittet i United Flight 175 havde lagt flyet ned i en højde, der skulle gøre det vanskeligt for radarerne i lufthavnene at følge det. De havde også sat kursen imod den forladte lufthavn i Youngstown, Ohio – og sad og kommenterede de mange forvirrede meldinger fra flyveledelsen, der gjaldede ud i cockpittet fra radioen.

AMERICAN AIRLINES FLIGHT 77, BOEING 757-200 DULLES INTERNATIONAL AIRPORT 1 SAARINEN CIR STERLING VA 20166 UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 08.20

HANI HANJOUR, TERRORIST PILOT MAJED MOQED, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ SALEM AL-HAZMI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ KHALID AL-MIHDHAR, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ NAWAF AL-HAZMI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’

American Airlines Flight 77, en Boeing 757-200, lettede planmæssigt fra Dulles International Airport Runway 30 i Washington DC med kurs imod Los Angeles. På det tidspunkt var der endnu ikke noget fly, der havde ramt World Trade Centers tvillingetårne. Flyet satte kurs imod det sydlige Ohio. Det havde en besætning på seks: de to piloter, Charles Burlingame og 2. pilot David Charlebois, var ligesom ved de to øvrige fly blevet erstattet af militærets egne piloter. Ud over dem var der om bord stewardesserne Michele Heidenberger, Jennifer Lewis, Kenneth Lewis, og Renee May. Derudover var der i flyet 58 agerer, inklusive de fem flykaprere

og fem børn. Det ældste barn var elleve år og det yngste bare tre år.

Der er noget, der tyder på, at disse flykaprere var mere ubeslutsomme end dem på de første to fly. De ventede, hvad der må betegnes som længe, før de satte angrebet ind, og flyet nærmede sig grænsen til staten Ohio, før de gik i aktion. Klokken 08.53 gik de endelig til angreb. Den ene bar på en taske, som han råbte indeholdt en bombe. For effektivt at lamme agerernes evne til at reagere, brugte de peberspray imod dem. Ingen af hverken besætningen eller agererne blev dræbt med knivstik.

En af kaprerne kom løbende ned igennem midtergangen, imens han råbte højt og truende. Pludselig trådte en af Homeland-agenterne ud foran ham fra sit sæde, iført en maske med plastikbriller hen over øjnene. Han satte en elektrisk teazer imod kaprerens hals, og han faldt rallende om på gulvet. De øvrige agenter havde hver uskadeliggjort en af kaprerne. Det hele var slut på under et minut. Da det gik op for agererne, hvad der var sket, brød de grædende ud i jubel og fægtede med armene i vejret. Men de blev beordret til at sætte sig tilbage i deres sæder og spænde sikkerhedsbæltet. Også det fly blev mødt af et militært Boeing 757 fly, før det dykkede og skiftede kurs imod Youngstown, Ohio.

I World Trade Center bygning 7 var dronepilot 3s stol tom. Man havde ændret planerne og havde besluttet, at dette fly skulle være bemandet. Flyet vendte og satte kurs tilbage imod Washington. Det blev observeret af flyveledelsen og radarsystemet i Dulles International Airport, da det atter nærmede sig Washington. Men fordi flyets transponder var blevet slukket – og fordi det fløj både meget hurtigt og meget uroligt, mente flyveledelsen i starten, at det drejede sig om et militært fly. De bad derfor et Lockheed C-130 Herculesfly fra Nationalgarden, der befandt sig i luftrummet over Washington om, at

holde det under observation.

På Mandrews Airforce Base i Prince George's County i Maryland lidt øst for Washington DC sad oberst løjtnant Peters i kommandocentret. De to missiloperatører ved computerne kiggede intenst på ham. De indstillede radioen til den beskyttede militære frekvens og lyttede. ’Det er Eagle 3 – Mandrews kom ind!’ sagde piloten. ’Mandrews her…’ ’Tredive sekunder fra målet…’ knitrede pilotens stemme i æteren. Peters vendte sig imod den ene af operatørerne og nikkede. ’Tomahawk 3 GO!’ beordrede han. Operatøren trykkede på en knap, og et krydsermissil blev affyret et sted ude fra ramperne bag Hangar syv. Krydsermissilet skulle tilbagelægge fem kilometer, fra det blev affyret, til det ramte Pentagonbygningen i præcis den rigtige vinkel og præcist det sted, hvor bygningskomplekset var under renovering.

Oberstløjtnant Steven O’Brien fra Hercules-flyet rapporterede, at maskinen fløj ind over området, hvor Pentagon var beliggende. Et øjeblik efter noterede han en stor ildkugle ved Pentagon og meddelte, at han troede, det havde ramt Pentagon.

Det militære fly fortsatte sin kurs imod øst forbi Pentagon bygningen – hen over Suitland-Silver Hill, Westphalia, Galesville, ud over sundet ved Eastern Bay og videre hen over Taber Forrest, til det krydsede stranden ude ved Prime Hook National Wildlife Refuge og fortsatte ud over havet. Her ændrede det kurs imod nord til østkysten af Canada og den storstilede militærøvelse dér, som det skulle

deltage i.

American Airlines Flight 77 strøg hen over himlen så langt nede, at de regnede med at kunne snyde radarerne og i så lav fart, at de ikke overbelastede flyets skrog.

EMMA E. BOOKER ELEMENTARY SCHOOL 2350 DR MARTIN LUTHER KING WAY SARASOTA FL 34234 UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 08.36

GORGE U. BLUSH, UNITED STATES PRESIDENT MANDREW KART, WHITE HOUSE CHIEF OF STAFF ARI FLEISCHER, WHITE HOUSE PRESS SECRETARY SANDRA KAY DANIELS, SCHOOL TEACHER A CLASS OF 2. GRADE SCHOOL CHILDREN 10–15 JOURNALISTS, PHOTO- AND PRESS STAFF

Bilkortegen med Præsident Blush og Mandrew Kart ankom til Emma E. Brooker Elementary School i Sarasota klokken 08.53 om morgenen den 11. september. Det var ca. seks-syv minutter efter, at det første fly ramte World Trade Center bygning 1, hvorfor præsident Blush var blevet informeret om dette, før han steg ud af bilen ved skolen. Men han ignorerede det og fortsatte med sit skolebesøg uden at lade sig mærke med noget. De gik først ind på lærerværelset, hvor der var en meget kort officiel modtagelse, hvorefter klasselæreren Sandra Kay Daniels førte an hen til klasseværelset, hvor

børnene fra anden klasse sad og ventede. Gorge Blush trådte ind i klasseværelset, hvor fotograferne i forvejen havde placeret sig. Han entrede rummet i en kaskade af blitzlys. For børnene var dette en ganske særlig dag.

Klasselæreren ledte børnene igennem et eventyr, ’Kæledyrsgeden’, som de læste op i kor, ind imellem med gentagelser, fordi læreren ikke syntes, oplæsningen var god nok. I syv minutter sad præsident Blush og lyttede til børnenes oplæsning med et anspændt udtryk i ansigtet.

KLOKKEN 09:05

Mandrew Kart kiggede på sin mobiltelefon og gik hen til præsidenten, hvor han bukkede sig ned ved siden af ham. Han hviskede ind i øret på ham: ’Det andet tårn i World Trade Center er netop blevet ramt af et fly. Amerika er under angreb. Bliv siddende, Hr. Præsident.’ Præsident Blush lyttede uden at svare, sad lidt og missede med øjnene og foretog sig intet. Børnene læste videre, ind imellem afbrudt af klasselæreren. Blushs blik hæftede sig ved et lille papskilt, som blev holdt op i luften bagest i klasselokalet. Det var Det Hvide Hus’ pressesekretær Ari Fleischer, der på skiltet havde skrevet: ” Don't say anything yet” – ’Lad være med at sige noget endnu’. Han havde placeret sig op ad bagvæggen, bag pressefolkene, som ikke opdagede, at han holdt sit håndskrevne skilt op i luften. Børnene sluttede af med at sige:’ Der vil komme mere.’ Gorge Blush spurgte dem, hvad de mente med det, og en af drengene i klassen svarede. Præsidenten sluttede af med at rose dem for deres læsefærdigheder og opmuntrede dem til at fortsætte det gode skolearbejde, hvorefter han undskyldte sig og forlod klassen. Hele seancen havde taget tyve minutter.

Der var berammet et kort pressemøde i skolebiblioteket efter oplæsningen i klassen. Blush indledte pressemødet med ordene: ’Dette er et svært øjeblik for Amerika.’ Under dette pressemøde sagde præsident Blush også, at han inde på lærerværelsets TV havde set det første fly ramme World Trade Center bygning 1. Efter pressemødet, som varede nogle minutter, forlod Præsident Blush og hans følge skolen og kørte i retning af Sarasota-Bradenton International Airport, hvor Air Force One ventede på startbanen.

UNITED AIRLINES FLIGHT 93 NEWARK INTERNATIONAL AIRPORT 3 BREWSTER RD NEWARK NEW JERSEY 07114 UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 08.40

ZIAD JARRAH, TERRORIST PILOT AHMED AL-HAZNAWI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ AHMED AL-NAMI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’ SAEED AL-GHAMDI, TERRORIST ’MUSCLEMAN’

Boardingkøen til United Airlines Flight 93 var kortere end normalt. Antallet af agerer var mindre, end det plejede at være. Agenterne fra Homeland Security holdt billederne af de udvalgte agerer sådan, at andre ikke ville bemærke dem. De gennemtrawlede køen og bad de udvalgte om at følge efter sig. De forsikrede agererne om, at der kun var tale om en ren rutinekontrol, ’bureaukratiet når det er værst,’ som de undskyldende forklarede, og førte dem bort uden at vække opmærksomhed. En af de udvalgte var stewardessen CeeCee Lyles.

United Airlines Flight 93 var sat til at afgå imod San Francisco klokken 08.00, men blev forsinket i fyrre minutter og lettede derfor først 08.40. Om bord på flyet var luftkaptajn Jason Dahl, 2. piloten LeRoy Homer, Jr., og stewardesserne Lorraine Bay, Sandra Bradshaw, Wanda Green og endelig Deborah Welsh. Stewardessen CeeCee Lyles var ikke mødt op til dagens flyvning. Derudover var der 37 agerer, inklusive de fire flykaprere. Den femte flykaprer og ’muscleman’ Mohammed al-Qahtani var ankommet med fly fra Dubai til Orlando. Han havde rejst på en enkeltbillet og var kun i besiddelse af 2.800 dollars. Disse to ting i forening bidrog til immigrationsmyndighedernes formodning om, at han påtænkte at bo i USA som illegal indvandrer, hvorfor han blev sendt retur til Dubai med det samme. Derfra blev han sendt videre til Saudi Arabien, hvor han oprindeligt kom fra. Derfor var der kun fire flykaprere med United Airlines Flight 93.

Af ukendte årsager var Homeland Securitys egne piloter aldrig nået frem til lufthavnen i Newark. Derfor var det flyselskabets egne piloter, der fløj denne maskine. Det var hurtigt blevet besluttet, at aktionen skulle gennemføres alligevel. Agenterne på flyet var af samme grund blevet forøget med fire mand, der optrådte som agerer. De var alle ni bevæbnet med elektriske Taserchokpistoler samt deres normale håndvåben.

Flyet startede næsten planmæssigt med at taxie ud imod startbanen klokken 08.01, men på grund af overbelastning af kontroltårnet - forårsaget af et stort antal fly denne morgen - fik det først tilladelse til at køre ud på startbanen klokken 08.39. Da landingshjulene på United Airlines Flight 93 slap startbanen klokken 08.40, og det påbegyndte sin opstigning igennem luftrummet over New Jersey, var der kun fire minutter til Flight 11 eksploderede imod World Trade Center bygning 1 - Flight 175 var ved at blive kapret og Flight 77 steg normalt og var ni minutter fra at blive kapret. Klokken 09.02, et minut før United Airlines Flight 175 ramte World Trade

Center bygning 2, nåede United Airlines Flight 93 sin flyvehøjde 11.000 meter over jorden. Ed Ballinger, den ansvarlige for luftbårne fly hos United Airlines, blev opmærksom på kapringerne, da han fik at vide, at et fly havde ramt World Trade Center bygning 2, og at World Trade Center bygning 1 allerede var blevet ramt af et andet fly. Han begyndte at sende advarselsbeskeder til sine flys cockpitter, men måtte af tekniske grunde sende dem én ad gangen. United Airlines Flight 93 fik derfor først en sådan besked klokken 09.24. Den lød: “Beware any cockpit intrusion—two a/c [aircraft] hit World Trade Center” – [Pas på indtrængere i cockpittet – to fly har ramt World Trade Center]. Klokken 09.26 modtog Ballinger et svar fra luftkaptajn Jason Dahl, hvor han bad ham gentage beskeden lydende: “Ed, confirm latest mssg plz —Jason” – [Ed, bekræft venligst seneste meddelelse – Jason] Klokken 09.27.25 svarede besætningen på Flight 93 på en rutinebesked fra kontroltårnet. Det var den sidste besked fra piloten før kapringen.

Kapringen af Flight 93 startede klokken 09.28. De to tårne i World Trade Center var allerede ramt og stod i brand. Flight 77 var officielt undervejs imod Pentagon, som det officielt ville ramme ni minutter senere.

Luftkaptajn Jason Dahl var opmærksom på, at nogen var i færd med at trænge ind i cockpittet. Men på skærmen kunne han se, at det var en agent fra Homeland Security, der holdt sit badge op imod kameraet over døren inde i kabinen. Derfor åbnede andenpiloten døren og lukkede agenterne ind. Da de havde legitimeret sig, beordrede de Dahl til at skifte radiofrekvens. Han talte derefter med Jim Simmons fra Homeland Security, der gav ham koordinaterne til den lille, forladte flyveplads i Youngstown. Piloterne gjorde, som de fik besked på, gik ned i lavere højde og lagde kursen

om i retning af Ohio. Ingen af dem, hverken piloterne eller agererne, bemærkede det militære fly, der fulgte dem og overtog deres identitet. Det militære fly satte kursen imod Shanksville, og dets radarsignatur bekræftede for flyveledelsen, at det drejede sig om United Airlines Flight 93. Da de var på koordinaterne, hvor bomben skulle ramme, tabte flyet højde og satte kursen imod en militær flyveplads i midtvesten et sted i Kansas.

TID: 09.47

Stewardessen CeeCee Lyles ringede til sin mand fra Newark International Airport. Hun ringede fra en Airphone af den type, som fandtes i flyet. En af Jim Simmons’ folk havde rigget udstyret til. Mr. Lyles sov og tog ikke telefonen, hvorfor følgende besked blev indtalt hjemme på deres private telefonsvarer:

*BEEP - Tuesday, 9.47A.M.* (aut. telefonsvarer stemme) Hi Baby. I'm… Baby, you have to listen to me carefully. I'm on a plane that's been hijacked. I'm on the plane. I'm calling from the plane. I want to tell you I love you. Please tell my children that I love them very much. Um… I don't know what to say. There's three guys.

They've hijacked the plane. I'm trying to be calm. We've turned around and I've heard that there's planes that have been, been flown into The World Trade Center. I hope to be able to see your face again, Baby. I love you. Goodbye. It's a frame… *END OF MESSAGE* (aut. telefonsvarer stemme)

Hej Skat. Jeg er… Skat, du er nødt til at lytte opmærksomt til det, jeg siger. Jeg er på et fly, der er blevet kapret. Jeg er på et fly. Jeg ringer fra flyet. Jeg vil fortælle dig, at jeg elsker dig. Vær sød at sige til mine børn, at jeg elsker dem meget. Øhh… Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Der er 3 mænd. De har kapret flyet. Jeg prøver at forholde mig rolig. Vi er vendt omkring, og jeg har hørt at der er fly, der er blevet… blevet fløjet ind i World Trade Center. Jeg håber, jeg vil blive i stand til at se dit ansigt igen, Skat. Jeg elsker dig. Farvel. Det er svindel. (hviskende)

Homeland Security-agenten havde et tørklæde hen over underansigtet. Hun havde svært ved at se hans øjne igennem de mørke solbriller. Han tog et fast greb om skulderen på CeeCee Lyles og bankede hende ind imod væggen. ’Hvad fanden var det sidste…?’ råbte han. ’Hviskede du et eller andet?’ En anden agent kom hen til dem henne fra vinduerne, hvor han havde stået og kigget efter flyene, der lettede. Han havde for længst set United Airlines Flight 93 lette og forsvinde i det fjerne. Begge agenterne var irritable, fordi United Airlines Flight 93’ afgang var blevet 40 minutter forsinket. Det medførte, at de i så meget længere tid skulle få agererne til at forholde sig ive. Det tidspunkt, hvor de skulle ringe op til deres pårørende, var nødt til at e med flyafgangene, ellers ville nogen begynde at stille spørgsmål bagefter. Hendes mascara var løbet ud. Hun rystede over hele kroppen, som han holdt hende fast i et hårdt greb op imod væggen. De kunne svagt høre et bump imod væggen og vidste instinktivt, at en af agererne i det tilstødende lokale skulle overtales til at ringe til sine pårørende. Agenten kiggede hårdt på hende igennem solbrillerne. ’Det skal du ikke bekymre dig om,’ råbte han. ’Du skal bare gøre, som der bliver sagt, ellers kan vi ikke lade dig gå!’ Hun tog sig sammen, bed sig i læben og nikkede til ham. ’Jeg skal nok gøre, hvad I siger…’ hulkede hun. Agenten vendte sig imod den anden. ’Satans, jeg tror sgu hun hviskede et eller andet.’ Den anden kiggede sig omkring. CeeCee Lyles taske lå på bordet. Alt indeholdet lå spredt ud over det hele. ’Er det din mobil?’ spurgte agenten.

Hun nikkede. ’Hvorfor blev telefonen ikke taget før?’ råbte den første agent. ’Hvad mener du?’ spurgte hun forvirret. Han satte ansigtet helt hen til hende og snerrede: ’Hvorfor blev telefonen hjemme hos dig ikke taget, da du ringede lige før?’ ’Min mand sover nok, han har natarbejde,’ hviskede hun. ’Han tager ofte ikke telefonen, hvis han ikke kan se, hvem det er, der ringer…’ Agenten stak hendes egen mobil i hånden på hende. ’Okay, så ring op på denne her, det nummer må han sgu da kende. Og kig så på sedlen og sig det, der står på den – og prøv at lyde naturlig…’ De gav hende et par minutter til lige at komme til hægterne. Hun stod med ryggen imod væggen og trak vejret dybt, før hun ringede til sin mand igen. ’Sig, at han skal slette beskeden,’ hviskede agenten. Hun nikkede. Så ringede hun op igen, denne gang fra sin mobil. Hendes mand, Lorne Lyles, tog den denne gang. De snakkede lidt sammen, men hun bad ham ikke om at slette den besked, hun tidligere havde indtalt.

Scenariet med telefonopkaldene fandt sted i flere aflukkede rum, styret og overvåget af Homeland Security. I Newark Internationel Airport, hvor de udvalgte agerer fra United Airlines Flight 93 blev tvunget til at deltage i sløringen af mordene på dem selv, var CeeCee Lyles besked på telefonsvareren i sit eget hjem mere end tankevækkende. agerer fra alle de fire fly blev udvalgt, og scenarier svarende til det, der skete i Newark Internationel Airport, fandt også sted i de lufthavne, som de andre fly afgik fra.

På grund af den store forsinkelse af afgangen, som ingen havde kunnet forudse – og fordi de forskellige instanser, der ikke selv var involveret i planerne for det

drama, der udspillede sig denne morgen, var begyndt at vågne op til dåd – besluttede Homeland Securitys ledelse, at United Airlines Flight 93 skulle ’bortskaffes’ i stedet for så sent i forløbet at påbegynde sit angreb på målet i Washington. Så man opgraderede en mark i Shanksville til at være ”crashsite”. Dernæst besluttede man, at en jager fra US Air Force skulle smide en bombe på marken i Shanksville. Der ville så ikke være nogen rester af flyet, men det bortforklarede man med, at flyet var trykket så meget ned i jordskorpen, at det var helt forsvundet. ’Ikke den bedste forklaring,’ som Ron Bidge bemærkede, ’men bedre end at erkende, at man selv havde hijacket sit eget fly og skaffet sig af med agererne.’

AIRBORNE COMMANDCENTER, U.S. AIR FORCE BOEING 747, MODIFIED LUFTBåRENT KOMMANDOCENTER, ‘WAR GAMES’ DATO: 11. SEPTEMBER 2001 STED: LUFTRUMMET VEST FOR NEW YORK TID: HELE FORMIDDAGEN

En hvidmalet Boeing 747 med påskriften ’United States of America’ befandt sig i luftrummet over og vest for New York, fra man startede luftværnsøvelsen ’War Games’ over USA og Canada den 11. september. Det var et militært, flyvende kommandocenter. På et tidspunkt var det mindre end to kilometer fra det fly, der efterfølgende af regeringen blev stadfæstet som værende det fly, der ramte Pentagon. Dette flyvende kommandocenter sendte de eneste to jagere som blev sendt op, ud over Atlanterhavet i stedet for at dirigere dem ind imod New York eller Washington. Først da Pentagon var blevet ramt, blev jagerne sendt tilbage ind over land.

Radarskærmene, både de civile og de militære, var fyldt med imaginære flysignaturer, idet øvelsen i stor udstrækning benyttede sig af fly, der var simulerede, og som sådan ikke befandt sig i luftrummet. Dette var stærkt medvirkende til at skabe forvirring og gøre det vanskeligt at udpege de fly, som udgjorde den reelle trussel.

Der udgik meldinger fra militæret til radarstationerne om flytrusler, der nærmede sig byerne New York og Washington. Men i henhold til militærets

efterretninger kom flytruslerne fra andre retninger, end dem, som dronerne i virkeligheden kom fra.

Telefonnettet blev saboteret. Det var i mange tilfælde ikke muligt for flyveledere og radaroperatører at komme i kontakt med omverdenen, fordi kommunikationen blev saboteret. Den fungerede atter upåklageligt fra det øjeblik, det sidste mål for operationerne den 11. september var blevet ramt.

Endelig skete alt dette samtidig med, at de øverstbefalende officerer ikke var at træffe i situationer, hvor det var kritisk, og hvor de skulle træffe beslutninger. De vigtigste af disse beslutningstagere blev efterfølgende forfremmet og besad kort efter den 11. september de højeste embeder i USAs militære hierarki.

YOUNGSTOWN EXECUTIVE AIRPORT 41.06 NORTH / 80.83 WEST (ABANDONED AIRFIELD) OHIO UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 08.54


Den mobile radar stod parkeret, så den ikke kunne ses ude fra vejen. De havde spærret hele vejen langs trægrænsen af, men de ønskede ikke, at der alligevel skulle være en ildsjæl, der tog billeder af, hvad der foregik. De havde rekvireret to turistbusser, som var blevet parkeret, så man ville kunne se dem fra vinduerne i flyene, efterhånden som de var landet. ’Den første er på vej – otte minutter, hastighed 220 kilometer i timen.’ Jacob Saunders svarede: ’Okay, tænd lysene og vis dem, hvor vi er.’ De tændte de skarpe projektører, der var vendt imod den modsatte ende af landingsbanen. Selv i klart solskin som på denne dag ville de lede flyet på vej. ’Fortæl ham, at banen er kort,’ sagde Saunders. ’Javel Sir,’ svarede stemmen i radioen.

’Han skulle helst ikke forulykke her…’ sagde Saunders. ’Nej Sir…’ American Airlines Flight 11 kom svævende ind som en tung, skinnende fugl med udbredte vinger. De kunne se, at piloten forsøgte at holde flyet lige på kanten af dets minimumshastighed for at imødegå, at landingsbanen var så kort. ’Spænd sikkerhedsselen!’ råbte agenten inde i kabinen. ’Læn jer forover og tryk ansigtet ned imod knæene – og fold hænderne bag nakken!’ agererne gjorde, som han sagde, og han satte sig selv ned på et af de forreste sæder på første klasse. Flyet lå uroligt i luften. Jetmotorerne hvinede, og trætoppene kom op imod dem. Der lød en skurrende lyd, og de kunne mærke en svag rystelse gå igennem flykroppen. Et af hjulsættene havde strejfet en trætop. Så faldt de ned igennem luften, imens piloten betjente grebene ved instrumentet. De tog jorden hårdt, og piloten vendte rotorbladene i jetmotorerne og smækkede bremserne til. agererne kunne mærke, at de blev presset fremad ud af sæderne under den hårde deceleration. De brugte hele landingsbanen og standsede kun hundrede meter fra porten tæt på, hvor asfalten sluttede. Homeland Securitys camouflageklædte soldater kom løbende over imod flyet, imens det vendte og kørte ud på græsarealet til venstre for landingsbanen. Banen skulle være ryddet, før det næste fly kom.

’Bliv siddende på jeres pladser!’ beordrede en af agenterne inde i kabinen. ’Forhold jer roligt, det er overstået nu!’ agererne slappede af og blev siddende, imens de kiggede ud på landskabet og træerne og…

Motorerne var slukket. De gik langsomt i stå med et skingert, aftagende hvin. Agenterne forrest i flyet åbnede den tykke dør og kiggede ud. Folkene i camouflageuniformerne kom løbende ud imod dem. Imellem sig havde de en lang, udtrækkelig aluminiumsstige. Et øjeblik efter var de om bord, hvor de delte vandflasker ud imellem agererne. De agerer, der tidligere havde været skeptiske, faldt lidt til ro og drak af deres vandflasker. Agenterne, der havde været samlet forrest i kabinen, forlod flyet ad aluminiumsstigen. Jacob Saunders var kommet om bord. Han udstrålede myndighed og autoritet og stillede sig op foran et af de forreste sæder og tog ordet. ’Vi har desværre ingen rigtig trappe her af den slags man har i normale lufthavne. Så jeg vil bede jer have lidt tålmodighed og sætte jer ned og vente.’ Piloterne kom ud af cockpittet, nikkede kort til Saunders og forlod flyet igennem den åbne dør. ’Det næste er på vej ind,’ sagde stemmen i Saunders’ radio. ’Okay, jeg kommer,’ sagde han, vendte sig og gik imod udgangen. Da han stod nede på jorden, nikkede han til den agent, der stadig stod oppe øverst på stigen

Soldaterne i camouflagetøjet gik rundt imellem agererne for at indsamle deres identitetspapirer. En ældre forretningsmand midt i kabinen protesterede. ’Hvorfor skal vi udlevere det?’ spurgte han. ’Vi er jo amerikanere, hvorfor skal vi…?’ En af soldaterne svarede: ’Så vi kan være sikre på, at der ikke skjuler sig endnu en kaprer imellem jer.’

Den ældre mand kiggede opbragt på ham: ’Ligner jeg måske en flykaprer?’ råbte han.

De havde indsamlet det hele. Børnene havde ingen identitetspapirer, alle de øvrige havde afleveret deres. I mellemtiden havde de fjernet stigen og kørt en lastbil hen under døråbningen. Taget af lastbilen var en meter under åbningen. Den ene af dem, der stod på taget, trak nogle blanke cylindre op af sin taske og rakte dem til ham, der stod i døråbningen. Han trak splitterne ud af granaterne og kastede dem ind i kabinen. Han nåede at kaste tre granater ind, før den første eksploderede. Så smækkede de den tunge dør i og lænede sig imod den, så den ikke kunne åbnes indefra. En af agererne kom til syne i et kabinevindue. Det var den ældre utilfredse mand. Hans ansigt var fortrukket i en grotesk grimasse. Han blødte kraftigt ud af næsen og munden. Han hamrede sine næver imod ruden et øjeblik, hvorefter han sank sammen og forsvandt fra vinduet. Soldaterne havde vendt sig væk. De stod og kiggede bort imod træerne i det fjerne.

United Airlines Flight 175 kom ind over trætoppene i lav højde. ’Gør jer klar!’ råbte Jacob Saunders i sin radio. ’Samme procedure med de næste…’

THE WHITE HOUSE THE PEOC (UNDERGROUND BUNKER) 1600 PENNSYLVANIA AVE NW WASHINGTON DC 20500 UNITED STATES OF AMERICA DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 09.30

NICK BLANEY, VICE PRESIDENT NORMAN MINETA, SECRETARY OF TRANSPORTATION

Secret Service havde hentet vicepræsident Nick Blaney i hans kontor i Det Hvide Hus. De havde halvvejs båret, halvvejs slæbt ham igennem korridorerne ned til kælderen og videre igennem den lange tunnel over til ’The PEOC’ – den underjordiske bunker, som var designet til at modstå en fuldtræffer med atomvåben. Dybt inde i The PEOC var vicepræsidentens kommunikationsrum, og i et tilstødende rum befandt ”The Situation Room” sig – stedet hvor Det Hvide Hus’ lokalt placerede militære kontaktpersoner havde indfundet sig. Norman Mineta, der havde holdt møde med Nick Blaney, da Secret Service kom for at bringe Blaney væk fra kontoret i Det Hvide Hus, var også blevet flyttet over til Blaneys kontor i The PEOC.

Klokken 09.30 kom en ung løjtnant fra det militære kommandocenter inde ved siden af ind til Blaney og Mineta og meddelte, at et fly nærmede sig Washington. Han fortalte, at det holdt en meget høj hastighed, og at afstanden til det på det tidspunkt var halvtreds miles. Blaney nikkede, og den unge mand gik igen. Den unge løjtnant kom tilbage et øjeblik efter og meddelte, at afstanden til flyet nu var tredive miles, før han forlod lokalet igen. Lidt senere kom han ind for tredje gang og meddelte, at afstanden til flyet nu var ti miles. Han spurgte dernæst Blaney om ’ordren stadig stod ved magt?’ Nick Blaney vendte sig irriteret og svarede: ’Ja, selvfølgelig står ordren ved magt. Har du måske hørt noget, der modsiger det?’ Den unge løjtnant undskyldte og forlod dem uden yderligere ordveksling. Mindre end fem minutter senere blev de orienteret om, at et fly havde ramt Pentagon-bygningen.

7 WORLD TRADE CENTER 250 GREENWICH STREET MANHATTAN NEW YORK 10007 UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 09.30

JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF BEN GRANT, HOMELAND SECURITY ASSASSIN KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY DRONE PILOTS, UNITED STATES AIR FORCE

For nogle i det store operationsrum var det anderledes at planlægge angrebet på Amerika end at sidde og lytte til radiosendingerne fra flyvelederne, radaroperatørerne og de fly, de selv havde kapret. Kaleem Durrani sad lidt bag dronepiloten til venstre for ham og lyttede intenst. De havde flere meget avancerede kombinerede radiomodtagere og sendere stående i et rack på bordet, som blev betjent af Jim Simmons. Han var i stand til at aflytte kommunikationen fra de forskellige instanser, eller switche imellem dem for at danne sig et overblik over, hvor stor forvirringen egentlig var.

Lydene kom ud ad de højttalere, der var monteret ved hver radiomodtager. De kunne høre agerernes skræmte skrig fra American Airlines Flight 11. De hørte granaterne eksplodere i kabinen og den klagende stønnen fra mennesker, der kastede blod op. Og de hørte et barn, der græd, før der blev stille. Dronepiloten sprang op fra sin stol. Han skubbede den så hårdt bagud, at Joshua Nieburn måtte tage et par snublende skridt baglæns. Dronepiloten vendte sig imod de øvrige med alle tegn på raseri i ansigtet. ’Det er fanden gale mig ikke det her, jeg har meldt mig til militæret for at deltage i…!’ råbte han af sine lungers fulde kraft. Jim Simmons flyttede sig hurtigt væk fra ham. Et øjeblik stod de og betragtede hinanden, dronepiloten og Joshua Nieburn. Så trak Nieburn resolut sin pistol og skød ham i hovedet. Han væltede om på gulvet uden en lyd. Han var død, allerede før han begyndte at synke sammen. Nieburn kiggede sig omkring og holdt pistolen truende foran sig. ’Er der andre, der har lyst til at sige op?’ råbte han. Mændene i uniformerne stod chokerede og kastede stive blikke, skiftevis på den livløse skikkelse på gulvet og skiftevis på Joshua Nieburn. ’Så slap af!’ råbte Nieburn. Langsomt sænkede aggressionsniveauet sig, indtil de genvandt fatningen og begyndte at tænke klart igen. En af dem kastede op ud over et af skrivebordene, men Nieburn ignorerede det.

Uden for vinduerne henlå New York i fuldstændigt kaos. Begge tvillingetårnene stod i brand, og luften var et virvar af sirener, råb, skrig og brag fra inventar, flydele eller menneskekroppe, der faldt fra bygningerne og ramte fortovene, gaderne eller de omkringliggende bygningers tage. Folkene fra Homeland Security var allerede i gang med de sidste forberedelser i operationsrummet i World Trade Center bygning 7. ’Det første tårn kommer ned lige om lidt,’ råbte Nieburn. ’Vi skal ud herfra NU!’

De antændte en række små kontorbrande forskellige steder på etagerne. Bygningens øvrige etager var tomme. De havde tidligere udløst brandalarmen for at sikre sig, at alle var væk, og ingen nysgerrige var blevet tilbage. Men det havde ikke fået alle til at forlade bygningen. ’Der holder en brandbil nede på gaden,’ råbte en af agenterne. ’Den er ved at hente en mand ud fra et brændende kontor længere nede.’ De gik hen til vinduerne og kiggede ned. ’Satans,’ mumlede Nieburn. Han vendte sig og løftede hånden. ’Vent ti minutter,’ råbte han i radioen til dem, der skulle sætte sprængningen af World Trade Center bygning 1 i gang. Da manden var reddet ud, og brandbilen var kørt, fortsatte de med nedtællingen. De tog det med de skulle bruge for at fjernudløse sprængladningerne i bygning 7. Ud over det efterlod de alt sådan som det stod. Nieburn kiggede sig rundt. ’Hvor er Kaleem?’ råbte han. En af folkene kiggede op. ’Han gik for lidt siden,’ sagde han. Nieburn vendte sig imod Ben Grant. ’Find ham, jeg stoler ikke på ham. Find ham og gør ham tavs…’ Grant nikkede og sendte ham et koldt smil. ’Med glæde,’ sagde han. ’Det har jeg ventet på længe…’

2 WORLD TRADE CENTER GREENWICH STREET 10048 MANHATTAN NEW YORK UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 09.57

Joshua Nieburn stod ved vinduet i WTC7-bygningen og kiggede over imod WTC2 i det fjerne. Tunge, sorte røgskyer væltede ud fra facaden, der hvor flyet var trængt igennem den. Han betragtede røgen og tænkte, at den vidnede om, at temperaturerne i bygningen ikke var høje nok til at smelte stål. Og da slet ikke stål, der var beskyttet imod brand. Han vendte sig. ’Er du klar?’ råbte han over imod Jim Simmons, der sad ved kontrolpulten med en finger på affyringsknappen. Jim Simmons løftede sin venstre hånd som tegn på, at han var klar. Nieburn formede hånden som en pistol og pegede på Simmons. ’GO!’ råbte han…

Det startede med enkelte, hule drøn af proportioner, som da oldtidens herskere satte Draken fra Underverdenen løs, for at den kunne tyrannisere menneskenes verden. Eksplosioner, der kunne få et af verdens største bygningsværker til at

ryste i sin grundvold. Selvom lydene fra eksplosionerne næsten druknede i larmen fra det øvrige inferno, der var sluppet løs i New York, formåede nyhedsbureauernes TV-kameraer alligevel at opfange dem, så de efterfølgende kunne blive afspillet på alverdens TV-kanaler. Voldsomme, ødelæggende eksplosioner, der skulle bane vejen for det endelige kollaps af World Trade Center 2 skyskraberen. De indtraf umiddelbart, inden den store sprængningssekvens blev sat i gang. De blev udført for at ’blødgøre’ bygningen og var fuldstændig i overensstemmelse med enhver manual, der behandler emnet ’kontrolleret nedrivning’. I foyeren, hvor den nederste tredjedel af højhusets elevatorer havde deres udspring, blev flygtende kontorfolk fra de 350.000 m2 kontorarealer kastet rundt i luften imellem brandfolk, politifolk og andre redningsfolk. Eksplosionerne var så kraftige, at de fleste af dem, der befandt sig her, blev dræbt på stedet. Mennesker blev flået fra hinanden i det, der mest af alt mindede om et slagtehus, og foyeren flød med lig og legemsdele. Kun de sidste af dem, der flygtede fra bygningen, og som nåede ud i sidste øjeblik, observerede alle disse mange lig inde i foyeren og vidnede efterfølgende om det over for pressen. Men ingen andre end pressen havde interesse i, hvad de havde at sige. Og fra officielt hold mente man heller ikke, at de som vidner besad den nødvendige troværdighed.

Enkelte ladninger af nanothermite, placeret højt oppe bag facaden, brød i brand – måske som følge af at de var blevet beskadiget, eller måske som følge af at tændsystemet til dem var blevet kortsluttet. Strømme af smeltet stål brændte igennem den yderste facade og fossede ud i luften, hvor tv-kameraerne opfangede dem og lod hele verden se dem på live-TV. Joshua Nieburn fulgte med på TV-skærmen. En helikopter filmede strømmene af smeltet metal, der stod som et springvand ud igennem facaden højt oppe på WTC7. ’Hvad i alverden er det?’ spurgte han og pegede hen imod fjernsynet. Jim Simmons vendte sig fra kontrolpulten og kiggede med. ’Det må være noget af nanothermiten, der er blevet aktiveret,’ svarede han. ’Er det kritisk for os?’ spurgte Nieburn.

’Nej,’ svarede Simmons. ’Den bygning kan klare at miste hele den ene facade, uden at den falder sammen. Men det ser ikke så godt ud på TV, det kunne godt give anledning til ubehagelige spørgsmål…’ ’Lad os se at få den bygning ned i en fart,’ sagde Nieburn. Han gav tegn til, at Simmons skulle igangsætte sprængningssekvensen.

Imens brandfolk stadig var på vej ind i bygningen for at redde folk ud fra de brændende etager højt oppe, blev sprængningssekvensen så sat i gang. Klokken var 09.59 New York-tid. Det var en hidsig, intens række af mindre eksplosioner, der slyngede tonstunge ståldragere mere end 100 meter vandret ud i luften, hvor de hvirvlede i dybet ned imod gaden, og den lamslåede skare af overlevende, der stod og betragtede dette vanvittige syn. Så begyndte hele den enorme bygningsmasse at synke sammen oppefra, i takt med at sprængningerne fortsatte nedad, indtil det hele lå som en forvreden masse af stål, knust beton og kvælende asbeststøv.

I bygning 7 stod de allesammen ved vinduerne med tilbageholdt åndedræt og stirrede. Selvom de var forberedt på det syn, de så, var de alligevel lamslåede. Rystelserne fik termoruderne i vinduerne til at klirre, og gulvet under deres fødder til at sitre. De stod med åbne munde, som ville de sige noget eller kommentere det, de så, men ikke en lyd kom over deres læber. Det var så voldsomt og så grænseoverskridende, at ingen ord kunne dække indtrykket af den ødelæggelse, der udspillede sig for deres øjne. Det hele tog lidt mere end ti sekunder, kun en brøkdel mere end hvis den enorme bygning var faldet sammen i frit fald. Det var kun ganske få sprængladninger, der skulle fejle, for at sammenstyrtningen ville blive forsinket som den blev. Asbestskyerne skyllede som en tør, kvælende flodbølge igennem gaderne,

spærret inde imellem de omkringliggende bygninger. Det lignede til forveksling de pyroklastiske skyer, der opstår ved vulkanudbrud, og bortset fra at skyerne fra WTC7 ikke var flere hundrede grader varm, var effekten næsten den samme. Tusinder af mennesker blev kvalt i dette inferno af kræftfremkaldende partikler. Andre titusinder overlevede i en kort periode, indtil de døde af de følgeskader, de blev påført i dette ene, ødelæggende øjeblik.

’Okay,’ råbte Joshua Nieburn. ’Gør jer klar, vi skifter over til WTC1…’ Jim Simmons rejste sig fra kontrolpulten og flyttede plads. Hvert af WTCtårnene havde sin egen kontrolpult. Nu flyttede han plads fra den pult, der styrede nedrivningen af WTC2 til pulten ved siden af, der styrede nedrivningen af WTC1. Han satte sig, bootede computeren op og aktiverede programmerne. Så rejste han sig, hentede en kop kaffe og en donut og satte sig til at vente…



Det sidste af de fire civile rutefly nærmede sig den smalle asfalterede runway i Youngstown. De første tre fly stod parkeret med næsen pegende væk fra landingsbanen ude på græsarealet. På den måde kunne agererne i det sidste fly ikke se, at vinduerne i cockpitterne var dækket med plastik, der var tapet fast. Turistbusserne stod stadig på samme sted, som før det første fly landede. Der havde ikke været agerer i dem, og motorerne havde ikke været startet. Der var parkeret en kompressor ved siden af hvert fly. De var så massive, at de var blevet trukket derhen af en Hummer.

Folkene fra Homeland Securitys Strike Team ventede, imens United Airlines Flight 93 strøg lavt hen over trætoppene i det fjerne, og hjulene tog de første meter af asfaltstriben.

’Gør jer klar!’ Saunders’ stemme knitrede ud ad radioerne. Flyet bremsede ned og standsede et stykke fra porten, ligesom de øvrige havde gjort før det. De kørte lastbilen hen under den forreste dør til kabinen og gik om bord i flyet via taget på lastbilen. Jacob Saunders bad igen agererne forholde sig i ro, imens de fik rigget en trappe til, som de kunne benytte for at komme ud. En af de unge soldater gik ned igennem flyet, imens han talte agererne. Da han nåede ned bagerst i flyet, var der pludselig en kvinde, der rejste sig. Hun havde siddet sammen med en lille pige i de to sæder ud imod gangen. Kvinden rakte hænderne ud imod soldaten og smilede midt i alle tårerne. ’Carl…’ mumlede hun og kiggede på soldaten. Så rakte hun hænderne frem og holdt dem imod hans kinder. Soldaten stivnede og betragtede hende igennem brillerne i masken. De stod et øjeblik sådan, indtil en af de andre råbte ned igennem kabinen. ’Hej, sæt Dem ned Frue!’ Soldaten lod riflen hænge i skulderstroppen og tog visiret af. ’Åh Carl…’ hviskede kvinden. ’Hvad sker der? Hvorfor kommer vi ikke ud?’ Soldaten, Carl Ladbroke, rystede på hovedet. Han kiggede sig lynsnart tilbage og konstaterede, at der ikke var nogen der iagttog dem. Så tog han fat i den lille piges ærme, løftede hende ud af sædet og skubbede moderen foran sig rundt om et hjørne til gangen foran kabyssen. Hun kiggede bønfaldende på ham. ’Carl, hvorfor kan vi ikke bare…?’ Han holdt en finger op foran hendes mund som tegn på, at hun skulle være stille. ’Claire, det… det er…’ Han kunne ikke finde ordene. ’Ladbroke…?’ En myndig stemme kaldte på ham fra et sted inde i kabinen. Det var Jacob Saunders’ stemme.

Soldaten gik frem fra sit skjul bag hjørnet og kiggede ind i kabinen. ’Hvad foregår der?’ spurgte Saunders inde fra kabinen. Soldaten rystede på hovedet. ’Ikke noget, Sir…’ ’Hvorfor har du taget visiret af?’ spurgte Saunders. De kunne høre, at Saunders kom nærmere. Pigen trykkede sig ind imod sin mor, som holdt en hånd over hendes mund. Da Saunders var kommet helt hen til ham, hviskede Carl Ladbroke: ’Det er min niece, Sir.’ Uden at kunne se dem, svarede Saunders: ’Ingen undtagelser, Carl. Det er reglerne. Ingen undtagelser…’ Soldaten svarede usikkert. ’Hun er familie, Sir…’ ’Ingen undtagelser…’ hvæsede Saunders. Derpå vendte han sig og begyndte at gå igennem kabinen imod udgangen. Uden at vende sig råbte han: ’Et minut, Carl…’ agererne længere oppe i kabinen begyndte at råbe, at de ville udenfor. Jacob Saunders vendte sig oppe ved døren, strakte armene ud og råbte: ’I kommer ud om et øjeblik. Busserne venter på jer. Vi skal lige rigge en trappe til. En af piloterne rejste sig fra det sæde, de havde anvist ham, men Saunders skubbede ham hårdt ned i sædet igen. Saunders kastede et sidste blik tilbage imod bagenden af kabinen. ’Tredive sekunder, Carl…’ Så forsvandt han ud ad døråbningen. Flere af agererne begyndte at skrige, men de turde ikke rejse sig. Claire Ladbroke tog fat i kraven på Carls uniformsjakke og sagde indtrængende: ’Vi skal ud herfra, Carl.’ Carl betragtede den lille pige med de forskræmte øjne. En tåre løb ned ad hans kind. Han rystede på hovedet og hviskede: ’Vi kan ikke komme ud Claire. Jeg bliver hos jer…’ ’Men… hvorfor sker dette her?’ Claire hamrede en knytnæve i brystet på

soldaten. Saunders’ stemme rungede ned igennem flyet fra et sted i det fjerne: ’Tiden er udløbet…’ De hørte gasgranaterne ramle ind på gulvet. Sekunder efter sprang de, og den kvælende, orange røg trængte ned igennem kabinen. De havde propper i ørerne og havde svært ved at forstå hinanden. Carl Ladbroke satte sig på hug og trak den lille pige ind til sig. ’Jeg er på dig,’ hviskede han. Så kom den giftige gas væltende ned til dem.

MAC TRUCK MOBILE COMMANDCENTRE GREENWICH STREET TRIBECA DISTRICT NEW YORK UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 10.28

Klokken 10.28 styrtede det andet af tvillingstårnene sammen. De havde ventet med at sprænge det, da folkene fra Homeland Security skulle nå at forlade WTC bygning 7. Da de sad i den pansrede lastbil fra Homeland Security og kørte ud igennem det fuldstændige kaos, de havde skabt i gaderne på Manhattan, kunne de igennem bilens affjedring mærke rystelserne fra sprængningen af WTC bygning 1. De kørte igennem asbeststøv, der lå tykt som grå sne og dækkede alt. Tusindvis af mennesker kæmpede sig igennem det kvælende støv, bort fra World Trade Center og bort fra det sted, hvor katastrofen var indtruffet. Igennem panserglasset i lastbilens ruder betragtede de mennesker, der lå døende på fortovene gispende efter luft. Mennesker, der desperat rakte hænderne ud imod dem for at få hjælp, mennesker i hvis elendighed de havde en væsentlig skyld. De selv sad beskyttet i en bil, der var udstyret til at kunne klare en hvilken som helst type kemisk krigsførelse, og luftfiltrene ude i motorrummet beskyttede dem imod asbeststøvet.

SARASOTA-BRADENTON INTERN. AIRPORT 6000 AIRPORT CIR SARASOTA FLORIDA 34243 UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 11.10

GORGE U. BLUSH, PRESIDENT OF THE UNITED STATES MANDREW KART, WHITE HOUSE CHIEF OF STAFF SECRET SERVICE AGENT DETAIL “THE JOKER”, EX. RANGER CORE, SNIPER

Gorge Blush stod i lufthavnsbygningen og betragtede Air Force One, som stod udenfor i solskinnet og ventede. Mandrew Kart stod ved hans side. Det var første gang, Gorge Blush ikke havde lyst til at gå om bord i sit eget fly… Han kiggede på Mandrew Kart og udbrød: ’Hvordan synes du, pressemødet gik? Jeg synes egentlig selv, at det gik, som det skulle.’ ’Der var en enkelt detalje, der ikke var så heldig,’ bemærkede Mandrew Kart. Blush vendte sig imod ham. ’Hvad var det, Mandrew? Hvad mener du?’ ’De sagde, at De så et fly ramme World Trade Center på fjernsynet inde i lærerværelset, inden vi gik ned i klasseværelset.’

Blush nikkede. ’Ja, og hvad er problemet med det?’ ’Der har ikke været vist noget på TV…’ hviskede Kart. ’De viste kun, at tårn 1 brændte,’ sagde Kart og kiggede sig rundt. ’Så vidt jeg er informeret, er der endnu ingen optagelser af et fly, der ramte World Trade Center.’ Han trak på skuldrene. ’Men det kan være, at der dukker sådanne optagelser frem, hvis nogle private tilfældigvis har optaget det. Turister eller…’ Han kiggede på Gorge Blush. ’Svar mig ærligt, Hr. Præsident. Vidste De, at alt dette her ville ske?’ Blush betragtede Kart uden at fortrække en mine. ’Jeg anede ingenting,’ svarede han så. ’Jeg er lige så overrasket som dig, Mandrew. Lige så overrasket…’ De stod lidt i tavshed, ved siden af hinanden. Udenfor i solskinnet stod Air Force One og skinnede. ’Jeg har en dårlig fornemmelse omkring det her,’ sagde Blush stille. Mandrew Kart kiggede hurtigt på ham og nikkede. ’Det har jeg også Hr. Præsident.’ ’Hvor er jagereskorten?’ spurgte Blush. ’Venter de deroppe?’ Mandrew Kart fulgte hans blik, men himlen var tom, der var ingen jagere i luften. ’De har ”stand down order”,’ svarede Kart. ’Jeg tager ikke af sted uden jagereskorte,’ sagde Blush. Kart kiggede sig hurtigt omkring. ’De bestemmer, De er præsidenten – forlang en jagereskorte…’ Blush nikkede. ’Forlang det…’ sagde han til Kart. Mandrew Kart tog sin mobiltelefon og ringede til chefen for Andrews Airforce Base. Han fik at vide, at der ikke var jagere til rådighed. Kart trak på skuldrene. Blush tog telefonen ud af hånden på ham. ’Dette er præsidenten,’ sagde han ind i røret. ’Hr. Præsident…’ sagde stemmen i telefonen.

’Jeg skal bruge jagereskorte nu,’ sagde Blush. ’Det er ikke så…’ begyndte stemmen i telefonen. ’Jeg skal bruge den NU!’ sagde Gorge Blush. ’Jeg tager ikke af sted, før eskorten er ankommet. Hvis den ikke kommer, vil jeg se Dem og hele Deres stab i Det Hvide Hus i aften. Det vil så være sidste gang, De bærer uniform.’ ’Javel Hr. Præsident,’ sagde stemmen i telefonen. ’Eskorten er på vej…’ Mandrew Kart talte med chefen for de Secret Service-folk, de havde i lufthavnen. Et øjeblik efter gik de udenfor og begyndte at finkæmme hele det store græsareal nord og nordvest for startbanen. De kom ud imod ham i deres mørke jakkesæt, hvide skjorter og sorte slips. De gik i lange rækker med pistoler i hænderne og undersøgte hele det store areal, hvor han havde gemt sig. ”Jokeren” trykkede sig ned i grøften og trak stingermissilerne ind under sig. Sådan lå han, ubevægelig som en græstue, da de standsede ved siden af ham. ’Vi har set dig,’ sagde en af agenterne uden at værdige ham et blik. Han holdt håndleddet op til munden og talte ind i den lille mikrofon, der sad i hans ærme. Alle de øvrige agenter vendte blikkene over på ham. ’Du aner ikke, hvad du er oppe imod,’ hvæsede rangeren fra sit skjul under camouflagedragten. ’Opgaven er aflyst,’ sagde agenten stadig uden at se ned. ’Hvis du bliver liggende der, til vi er væk, gør vi dig ikke noget. Men hvis du så meget som rører en finger, skyder vi dig her på stedet.’ Græstuen bevægede sig ikke. De kiggede op imod himlen. Tre F-16 jagere strøg ind over lufthavnen i Sarasota og vippede med vingerne, som tegn på, at de var på plads. Secret Service-agenterne blev stående på det store græsareal, imens Air Force One kom tordnende ned imod dem og løftede sin kæmpe krop op imod himlen og de beskyttende jagere, der ventede.

Da den var forsvundet i horisonten, forlod agenterne fra præsidentens livvagt området og gik tilbage til deres skudsikre biler, der holdt foran ankomsthallen. Den ubevægelige skikkelse under camouflagedragten blev liggende hele resten af dagen, indtil den blev hentet af en helikopter fra Homeland Security, i de sidste minutter før solen gik ned og henlagde Sarasota-Bradenton International Airport i tusmørke.



Der stod en lift parkeret ved hvert fly. Kompressorerne kørte på fuld kraft, og de var godt i gang med at sprøjtemale de fire Boeing-fly. Det var kun piloternes vinduer, de havde dækket af med plastik. agervinduerne blev malet over, så de lignede fuselagen. Jacob Saunders’ folk havde travlt med at holde nysgerrige væk fra området. De havde etableret afspærringer i begge ender af vejen langs træerne, men folk var også begyndt at vise interesse fra den modsatte ende af flyvepladsen. Det havde de godt nok forudset, så de gik hurtigt i gang med at montere skiltene ved alle indfaldsveje, stier og sågar et lille vandløb, der erede tæt forbi. Malingen var en hurtigtørrende to-komponentlak, som kunne klæbe på nær sagt alle typer af underlag. Jacob Saunders kiggede på resultatet med tilfredshed. Inden klokken 16.00 ville alle flyene være malet i militærets grå farve, og de ville kunne flyve dem derfra allerede samme aften.

BBC WORLD TV STUDIO – NEWS UPDATE MANHATTAN NEW YORK UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 17.00

GAVIN ESTLER, STUDIO HOST AND ANCHOR JANE STANLEY, BBC NEWS CORRESPONDENT

I BBCs studie på Manhattan - placeret således, at man på en storskærm kunne se nyhedsværtinden Jane Standley stå foran et vindue - lagde studieværten Gavin Estler ud. Han indledte nyhedsudsendelsen på BBC World – News Update med at sige: ’Nu mere om det seneste bygningskollaps i New York. I har måske hørt det omtalt for lidt siden, da jeg talte om at Salomon Brothers-bygningen skulle være styrtet sammen – og det er den så sandelig.’ Gavin Estler tilføjede en række generelle kommentarer og vendte sig så imod en skærm, der viste nyhedsjournalisten Jane Stanley. Hun stod foran et stort vindue med udsigt ned imod røgskyerne fra de brændende ruiner af tårnene i World Trade Center. Bag Jane Stanley kunne man tydeligt se WTC bygning 7, der stadig stod som en del af New Yorks skyline. Hun henviste til nyheden om, at Bygning 7 var styrtet sammen – idet hun åbenlyst ikke selv var klar over, at den stadig stod i billedet bag hende med sine 47 etager i stål og glas.

Klokken 17.20 indtraf en række eksplosioner i Bygning 7, hvorefter den styrtede sammen lodret ned på sin egen sokkel, fuldstændigt som scenariet er ved en kontrolleret nedrivning. Og fuldstændig som ved tvillingstårnenes sammenstyrtning tidligere samme dag.

BBC beklagede efterfølgende hændelsen og henviste til, at der var tale om en misforståelse. Men BBC ønskede ikke at oplyse om, hvem der havde informeret dem om Bygning 7’s kollaps – tyve minutter før det fandt sted.

DEPARTMENT OF HOMELAND SECURITY NEBRASKA AVENUE COMPLEX SECRETARY OF HOMELAND SECURITY’S OFFICE WASHINGTON, D.C. UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 17.21

JIM SIMMONS, HOMELAND SECURITY TECH-STAFF

Klokken 17.21 ringede Jim Simmons fra Homeland Security til den mobiltelefon, de havde efterladt i bygning 7. Opringningen koblede et relæ til i den bærbare computer, som mobilen var forbundet til. Computeren aktiverede det program, som var installeret på en anden bærbar computer, der stod i et aflåst depotrum i kælderen under WTC7. Denne computer aktiverede sprængningssekvensen, og bygningen faldt sammen uden varsel, lodret ned, som man ser bygninger gøre, når der er tale om en kontrolleret nedrivning. Computerne blev knust af den nedstyrtende 47 etager høje bygning, og der var ikke længere nogen beviser for, at der nogensinde havde fundet en konspiration sted.

CENTRAL PARK NEW YORK CITY UNITED STATES DATO: 11. SEPTEMBER 2001 TID: 17.35

KALEEM DURRANI, AGENT, HOMELAND SECURITY JOSHUA NIEBURN, HOMELAND SECURITY OFFICER BEN GRANT, HOMELAND SECURITY ASSASSIN

De havde taget en af SUV-bilerne i parkeringskælderen. Den var sortmalet og havde store runde emblemer på ydersiden af begge fordørene, der viste, at de kom fra Homeland Security. De holdt lidt afsides parkeret ved den store McRonalds-restaurant på 3rd Avenue på Manhattan. De havde holdt vinduerne lukket, for luften var stadig fyldt med asbeststøv og aske fra ruinhobene ved World Trade Center et par kilometer derfra. Joshua Nieburn sad og kiggede ud, imens han tyggede. Ben Grant sad i førersædet og forsøgte at holde sin burger inde i papiromslaget. ’Det er sgu da junkfood,’ vrængede han og tog en bid af burgeren. Nieburn svarede: ’Ja, men det er bedre end ingenting.’ Han tænkte lidt, før han fortsatte: ’Hvor i alverden tror du, han er? Der er folk ovre ved hans lejlighed – der er han ikke. Han er heller ikke på kontoret, for det er der ikke mere. Hans kone er rejst. Hvor er han?’ Han vendte sig og kiggede på Ben Grant.

En ambulance susede forbi, og det gav et ryk i bilen. Joshua Nieburn skruede op for radioen. ’Nu kommer det igen,’ sagde han og fortsatte med at kigge ud ad vinduerne. ’…efter alt at dømme stadig opholder sig i USA. Homeland Security kom på sporet af den formodede terrorist i forbindelse med gennemgang af flere tusinde bankkonti. Her viste det sig, at der var adskillige mistænkelige pengeoverførsler på Kaleem Durranis konto. Homeland Securitys chef, Ron Bidge, oplyser fra sit kontor i Washington - hvor han har befundet sig siden kapringerne startede, og uden hvile er gået forrest i kampen imod terrorismen på amerikansk jord – at terroristen Kaleem Durrani kan have været pengemanden bag hele terrorkampagnen og således have stået for hvidvaskningen af de økonomiske midler, som har været nødvendige for at gennemføre aktionen. Og vejret kort: der vil komme…’ Grant slukkede for radioen. Han smed resterne af sin burger op i forruden, vendte sig lynsnart imod Joshua Nieburn og sagde: ’Hvor går et menneske hen, når alt håb er ude og de eneste følelser, der eksisterer, er elendighed og frygt?’ Nieburn kiggede forundret på ham. ’Nu bliver du pludselig poetisk…’ sagde han langsomt og begyndte selv at forfølge den tankebane. Grant hamrede hånden ned i rattet. ’Nu ved jeg det. Han er der, hvor han altid stod lidt og tænkte. Jeg så det i kikkertsigtet, da jeg overvågede ham…’ Han drejede nøglen i ratlåsen, bankede bilen i gear og trådte speederen i bund. Med hvinende dæk skød bilen fremad ud fra parkeringspladsen, ned ad 3rd Avenue og til venstre. Bilen slingrede, vejbanen var glat af alle dokumenterne, asbeststøvet og asken fra World Trade Center.

Fire minutter senere havde de smidt bilen fra sig på fortovet på Central Park West og løb ind ad Terrace Drive i Central Park. De kunne se ham på lang afstand. Den sammensunkne skikkelse, der sad og stirrede ned på flisemosaikken i Strawberry Fields. De satte tempoet ned og gik hen til ham, imens de spejdede omkring sig. Der var kun få besøgende i denne del af parken på dette tidspunkt. De fleste var hjemme eller hos familie for at

forsøge at kapere gruen og følelsen af magtesløshed fra dagens begivenheder. De stillede sig foran og bag ham, så han ikke kunne slippe væk. Men han ænsede dem ikke til at begynde med. ’Hvad laver du her?’ spurgte Joshua Nieburn. Han reagerede ikke. Nieburn sparkede til hans arm med skosnuden. ’Hvad laver du her?’ Kaleem reagerede langsomt, men kiggede så op på Nieburn og hviskede: ’Her mødte jeg min kone…’ Han havde et sløvt blik i øjnene, og hans bevægelser var langsomme. Han havde intet spist hele dagen, og han var dehydreret. Endelig havde han indåndet meget asbeststøv under flugten fra kontorerne i WTC7, hvor han ikke havde været med i lastbilen sammen med de andre. Han sad og hev efter vejret og følte sig udmattet. Ben Grant stod bag ham og skruede en lyddæmper på løbet af sin pistol. ’Du har ingen kone længere, Kaleem. Og du har heller ikke noget liv længere. Vi kan ikke stole på, at du holder kæft. Du er for blød og følsom – sådan nogle som dig har vi ikke brug for i Homeland Security.’ Ben Grant trådte et skridt baglæns, løftede pistolen og skød ham igennem nakken. Han faldt forover med ansigtet ned i gruset, imens en blodpøl hurtigt bredte sig ud over asken på stien. Grant stak pistolen ind under jakken og skrævede over Kaleems lig. De gik hurtigt ned over græsplænen i retning af bilen ude på Central Park West.

PINE MEADOW RANCH 7372 ELK CREEK 9 ALAMOSA COUNTY COLORADO UNITED STATES DATO: 12. SEPTEMBER 2001 TID: 18.05

MRS. JOSEPHINE ROCKWELL, COLORADO MRS. EBONY DURRANI, NEW YORK

Solen var ved at gå ned over bjergene i Colorado. Hestene vrinskede ovre fra stalden, og børnenes snakken og pludren kunne høres selv herinde i køkkenet. Mrs. Rockwell, mor til Ebony Durrani og svigermor til Kaleem Durrani, stod ved komfuret og var ved at lave aftensmad. Ebony Durrani sad i sofaen inde i stuen og stirrede fortabt på fjernsynet. De sendte udsendelser om tragedien fra World Trade Center uden ophør, og hun sad og knugede et viskestykke imellem hænderne. Hun havde intet hørt fra Kaleem siden i går morges, hvor han havde ringet. Han havde lydt meget træt og nedtrykt, og nu var hun bekymret for, om der var sket ham noget i forbindelse med hændelserne i New York og hans arbejde i Homeland Security.

Mrs. Rockwell bemærkede ikke helikopteren, der landede på den anden side af laden. Hun lagde heller ikke mærke til mændene, der kom gående ind over gårdspladsen, før de bankede på køkkendøren. Mrs. Rockwell satte grydeskeen ned i den gryderet, hun var ved at røre rundt i, tørrede hænderne i det ternede forklæde og gik hen og åbnede den inderste dør med glasfelterne i. Den yderste karm med myggenettet undlod hun at lukke op. Udenfor stod fire mænd i mørkt tøj. Den forreste var sportstrænet, iført et velsiddende jakkesæt, holdende et badge frem, som viste, at han kom fra Homeland Security. Han kiggede på hende med øjne, der så lige igennem hende, og spurgte, om han måtte komme indenfor. ’Nej, vi lukker ikke fremmede ind, når det er begyndt at blive mørkt,’ svarede hun. Den velklædte mand trak på skuldrene. ’Har De en Mrs. Durrani boende her?’ spurgte han dernæst. Hun nikkede. ’Ja, men hun er meget bekymret, for hendes mand arbejder i New York, og…’ Manden nikkede. ’Vil De hente hende?’ afbrød han. Hun kaldte, og Ebony kom ud igennem køkkenet inde fra stuen. Hun knugede stadig viskestykket imellem sine hænder. ’Godaften,’ sagde agenten. ’Kender De en Kaleem Durrani?’ spurgte han. ’Det er min mand,’ svarede hun. ’Er der sket ham noget?’

Telefonen ringede, og Mrs. Rockwell forlod køkkenet for at tage den inde i stuen. De kunne høre hende tale med nogen i baggrunden. Hun kom med et kraftigt følelsesudbrud, og der blev stille. Manden i jakkesættet kiggede udtryksløst på Ebony Durrani. ’Jeg er desværre blevet pålagt at overbringe Dem en trist meddelelse,’ sagde han. Mændene i baggrunden talte ikke, men stod helt ubevægelige ude i halvmørket.

Hun vidste instinktivt, hvad det var, de var kommet for at fortælle hende. Hun lænede sig ind imod dørkarmen og sukkede højt. ’Er De sikker på, at De ikke vil have, at jeg kommer indenfor?’ spurgte han. Hun både hørte det og hørte det alligevel ikke. Han ventede et øjeblik, så sagde han: ’Deres mand er død. Han var indblandet i de terrorhandlinger, der fandt sted i går. Han blev dræbt, da World Trade Center bygning 1 styrtede sammen.’ Hun følte angsten brede sig op igennem kroppen, til den begyndte at lamme hende, så hun ikke kunne få vejret. Han satte ansigtet helt hen til fluenettet og sagde: ’Det er vigtigt, at De accepterer, at han var terrorist. Vigtigt for Dem selv og for børnene.’ Det gav et sæt i hende. Hun rettede sig op, tog sig sammen og kiggede stift på ham. Han kunne se angsten i hendes øjne. Hun hørte børnenes stemmer inde fra stuen og skyndte sig at svare: ’Det gør jeg…’ Hun vidste, at Kaleem var væk. Hun ville gøre alt for at beskytte sine børn. Han sendte hende et granskende blik og stod et øjeblik, som om han overvejede situationen. Derpå vendte han omkring og gik fulgt af de tre andre, over gårdspladsen og videre rundt om laden til den ventende helikopter. Et øjeblik efter kunne de høre, at den fløj væk.

Ebony faldt sin mor om halsen og slap gråden løs, den gråd, der havde siddet som en knude i halsen på hende, lige siden hun havde forladt Kaleem. Hun følte det, som om det var længe siden. ’Hvad er det for nogle mennesker…’ hulkede hun og skælvede over hele kroppen. Moderen kærtegnede hendes hår, ligesom hun havde gjort det, dengang hun var en lille pige. ’Min egen pige,’ hviskede moderen. ’Min egen pige…’

Ingen af dem sagde mere. De stod sådan længe uden at mærke andet end hinanden.

APPENDIX

Der er en lang række ubesvarede spørgsmål, der stadig står tilbage, her mange år efter begivenhederne den 11. september 2001. Der er et påfaldende stort antal ’tilfældigheder’ der i forening leder hen til tanken om en konspiration. Nedenstående liste er langt fra komplet, men medtaget for at give læseren af denne bog en fornemmelse af hvor omfattende mængden af indicier er og en forståelse for hvorfor denne bog er skrevet. Man kan med rimelighed spørge:

Hvorfor Larry Silverstein, der lejede hele WTC-komplekset i 99 år kort tid før den 11. september 2001, tegnede en forsikring imod at WTC kunne risikere at blive ramt af fly og styrte sammen?

Hvorfor bombehunde, der var en del af New Yorks beredskab imod terror, var forment adgang til WTC-komplekset i månederne op til den 11. september?

Hvorfor vidner der så at bygningerne i månederne op til 11. september blev besøgt at biler og mandskab der havde ærinder dér om natten, aldrig blev afhørt om dette?

Hvorfor NIST aldrig undersøgte dokumentationen for at de fly der ramte WTC1 og WTC2 fløj med hastigheder der langt overskred hvad et normalt rutefly ville kunne holde til, hvilket bestyrker mistanken om at det ikke var almindelige rutefly der ramte tårnene?

Hvorfor det aldrig er brugt i efterforskningen, at man i 2001 ikke kunne ringe fra en almindelig mobil fra et rutefly i marchhøjde - til en pårørende på landjorden? Hvor ringede agererne så fra?

Hvorfor videooptagelser fra Pentagon aldrig er blevet offentliggjort? (på nær én, som angiveligt er manipuleret)

Hvorfor videooptagelser fra kameraer på en tankstation umiddelbart udenfor Pentagon blev konfiskeret og aldrig siden er blevet offentliggjort?

Hvorfor vragrester fra det der ramte Pentagon blev indsamlet umiddelbart efter at Pentagon blev ramt og kørt bort, uden at de nogensinde er set siden?

Hvorfor udsagnet fra transportminister Norman Mineta, der befandt sig i bunkeren ’The Peoc’ ved Det Hvide Hus sammen med vicepræsident Dick Cheney, aldrig blev undersøgt til bunds?

Hvorfor de officerer der befandt sig i kommandocentralen i ’The Peoc’ aldrig blev afhørt om hvad ’ordren’ fra Dick Cheney betød?

Hvorfor alle de vidner iblandt politi- og brandfolk, som hørte og følte eksplosioner fra bygningerne, blev betegnet som utroværdige – og aldrig blev afhørt af NIST?

Hvorfor vidneforklaringer til pressen vedrørende at det flød med lemlæstede lig i foyererne i WTC1 og WTC2 fra bombesprængninger aldrig blev efterforsket af

NIST?

Hvorfor man ikke afbrød luftforsvarsøvelsen ’Wargames’ da man blev klar over at WTC var blevet ramt af et, dernæst to fly?

Hvorfor man aldrig har undersøgt dokumentationen for at de kaprede fly stadig befandt sig i luften – efter at målene var blevet ramt?

Hvorfor telefonkommunikationen imellem den civile flyveledelse, den militære flyveledelse – og det amerikanske luftforsvars øverste kommandocentral ikke fungerede – men atter fungerede umiddelbart efter at målene officielt var ramt af fly?

Hvorfor alle de øverstbefalende i det amerikanske luftforsvar var fraværende denne dag, når man officielt afviklede en storstilet luftforsvarsøvelse med deltagelse af det canadiske forsvar?

Hvorfor alle de ledende officerer i det amerikanske luftforsvar blev forfremmet efter 9/11 når man samtidig, i den officielle forklaring fastslog, at terroraktionen kunne gennemføres på grund af inkompetence i det amerikanske luftforsvar?

Hvorfor den saudiarabiske Bin Laden families fly som det eneste fik tilladelse til at forlade USA efter at aktionen den 11. september var gået i gang?

Hvorfor man aldrig har givet en forklaring på de strømme af smeltet stål der fossede ud igennem facaderne på WTC tårnene, efter at de var blevet ramt af

fly?

Hvorfor man aldrig har undersøgt det materiale der dokumenterer, at der i støvet fra WTC var store mængder af kemiske rester fra Nanothermite?

Hvorfor man aldrig har undersøgt hvorfor der i ruinhobene under WTC tårnene var områder der var flere tusinde grader varme, mere end 2 måneder efter 9/11?

Hvorfor man i NISTs forklaring ser bort fra Newtons 3. lov der siger at aktion er lig reaktion?

Hvordan man kan acceptere, at den computersimulation som NIST har fremlagt som forklaring på sammenstyrtningen af WTC7 er væsentligt anderledes end den faktiske sammenstyrtning som er optaget og vist på TV?

Hvorfor man aldrig har revideret den eksisterende byggelovgivning, som er gældende for nær sagt alle stålbygninger i hele verden, hvis man mener at de to tårne styrtede sammen på grund af brandbelastning?

Hvorfor Præsident George W. Bush, på et pressemøde på skolen i Sarasota kunne sige, at han på skolens TV havde set WTC1 blive ramt af et fly, på trods af at det ikke havde været vist på TV?

Hvordan BBCs nyhedskorrespondent på Live TV kunne stå og sige, at hun netop havde hørt at WTC7 var styrtet sammen, på trods af at WTC7 var intakt og synlig igennem vinduerne bag hende?

Hvorfor man næsten omgående påbegyndte fjernelsen af ruinhoben efter WTV bygningerne, som man havde solgt som skrot til Saudi Arabien, uden at give diverse myndigheder mulighed for først at undersøge gerningsstedet, så man kunne fastslå præcist hvad det var der var foregået?

Hvorfor man ikke har undersøgt den officielle forklaring på det påståede flystyrt i Pennsylvania, hvor United Airlines Flight 93 skulle være blevet opslugt af jorden, hvorfor der ikke fandtes vragrester som ved andre flystyrt?

Hvorfor man ikke har undersøgt hvordan massive stålbjælker fra tårnenes konstruktioner kunne blive slynget flere hundrede meter ud i luften, hvis der ikke var anvendt sprængstoffer?

Hvorfor man ikke har undersøgt vidneforklaringer fra folk der arbejdede i WTCtårnene gående ud på, at der i månederne op til 11. september foregik omfattende, larmende ’konstruktionsarbejder’ i bygningerne?

Hvorfor man ikke har undersøgt vidneforklaringer om, at et stort hvidt jetfly kommandocenter fra det amerikanske luftvåben befandt sig over New York imens terroraktionerne pågik og i et tilfælde var indenfor synsvidde af et af de fly der ramte WTC, uden at der blev tilkaldt jagerfly til området?

Hvorfor man ikke har undersøgt dokumentationen for at netop WTC-komplekset var blevet krævet saneret for asbest, umiddelbart op til terroraktionen der fik tårnene til at styrte sammen?

Hvorfor man ikke har undersøgt det faktum, at den fløj i Pentagon der blev ramt netop havde undergået en omfattende renovering og derfor ikke var bemandet?

Hvorfor det ikke lykkedes for de civile flyveledere at opnå de nødvendige tilladelser via kommandovejen for at få amerikanske jagerfly i luften for at beskytte luftrummene over New York og Washington?

Hvorfor de to jagerfly, der til sidst blev scramblet fik ordre om at flyve ud til et øvelsesområde over havet og afvente dér – og først blev beordret tilbage ind over land efter at Pentagon var blevet ramt?

Hvorfor de eksplosioner der indtraf i WTC, bygning 7 – umiddelbart inden bygningen styrtede sammen, ikke er omfattet af redegørelsen fra NIST – på trods af at de tydeligt fremgår af TV-optagelser på stedet?

Om de fly, der efterfølgende er bragt i anvendelse under parolen ’Krig imod Terror’ bruges til at fragte den opium rundt i verden – som dyrkes i Afghanistan, hvilket muliggjordes af nedkæmpelsen af Taliban, som ikke accepterede dyrkning af opium?

Hvordan man, i retssamfundene i den frie verden, kan acceptere at disse fly ikke skal oplyse hvor de kommer fra - hvor de skal hen – eller hvad de har i lasten?

Hvorfor man ikke kan få oplyst hvor megen olie man pumpede op fra undergrunden i Iraq – hvem den er solgt til – og hvem der har modtaget betalingen for al denne olie - efter at USA havde nedkæmpet Saddam Hussein og indsat sin egen konsul i Iraq?

Om man selv (det amerikanske militære/industrielle kompleks) skabte terroraktionen den 11. september 2001, for at tvinge verden ind i en ny fase af angst - og overvågning af borgerne?

- listen fortsætter…

© 2015 Claus Bork

Forlag: BoD – Books on Demand, København, Danmark Tryk: BoD, Books on Demand, Norderstedt, Tyskland Omslag: Lene Holm, Graphique, Danmark Omslagsfoto front: American Spirit / Shutterstock.com Omslagsfoto back: Larry Bruce / Shutterstock.com

ISBN: 9788771706543

Wtc-gate: The Unofficial Story 1n2x

Overview 3e4r5l

More details w3441

Related Documents 3m3m1z

Wtc-gate: The Unofficial Story 1n2x

The Unofficial Species Menagerie 66556j

The Story 1lw24

The Unofficial Harry Potter Spellbook 61y62

The Unofficial Aion Crafting Guide x6o1b

The Unofficial Guide To Uva 6h1s5k

More Documents from "Augustine Culton" 716b26

Shadows Of Rebellion: Four Territories z2u4s

Saying Goodbye To Daddy 316i30

Love Is Beautiful 3ms23

6l6m1j

Zondervan Bible Dictionary 241q71

Don't Call Me Cupcake 5f2xd