Bier og blomster

En del af serien ’Pinligt!’

Copyright Per Holbo 2012

Smashwords Edition, License Notes

This eBook is licensed for your personal enjoyment only. This eBook may not be re-sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each recipient. If you’re reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then please return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the hard work of this author.

Bier og blomster

Jeg var blevet far for tredje gang. En dejlig datter, som nu lå på barselsgangen sammen med min vidunderlige kone. Det er en fantastisk gave hver eneste gang - og et stort ansvar. Som far har jeg altid været bevidst om, at mine børn på et tidspunkt når til den alder, hvor det er mit ansvar at fortælle om bierne og blomsterne og egentlig har det ikke været en samtale, jeg har frygtet. Men at den skulle komme SÅ tidligt havde jeg nu ikke lige forberedt mig på. Vi var på vej for at hilse på den lille ny. På bagsædet sad mine to ældste, en pige

på 2 og en dreng på 4. Ungerne havde været hos deres mormor det sidste døgns tid og selv om de måske ikke helt havde fanget alt det der med fødsel og graviditet, så havde de selvfølgelig opdaget, at der var noget ganske særligt på færde. Så bilen emmede af spænding og hygge. Men pludselig brydes den hyggelige stemning af min søn, som tilsyneladende havde spekuleret en del undervejs: "Far, hvor kom lillesøster egentlig ud henne?" Stilhed... "Øh," sagde jeg lidt beklemt og holdt en længere pause i håbet om, at han ville glemme det igen. Det gjorde han ikke... "Far?" spurgte han igen, "jeg spørger lige om noget..." "Ja, jeg hørte det godt." Hjernen blev sat på overarbejde. Hvordan skulle jeg nu lige kringle den? "Jeg er bare liige nødt til at holde øje med bilerne..." Der var faktisk mange biler på vejen lige da, så han købte undskyldningen uden større problemer. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af, at jeg ikke ville kunne holde undskyldningen kørende ret længe. Det fik jeg ret i, for lidt efter var han der igen: "Nu er der ingen biler, far... Hvor kom lillesøster ud henne?" "Jamen, øhh... Hun øh... jamen, hun kom da ud sådan... sådan, som man plejer..." Jeg vidste godt, den ikke gik, men jeg synes måske alligevel ikke, at en dreng på 4 havde hverken brug for eller for den sags skyld godt af at få alt for mange detaljer... "Jamen, hvorhenne?" "Joh, altså," trak jeg den, "Hun kom ud sådan forneden..." "Jamen, hvorhenne?" Sveden haglede ned ad ansigtet på mig og jeg følte min ryg klistre til sædet, mens jeg kæmpede med min egen forestilling om, hvad man skal sige til et barn

på 4 år om sex og fødsel og alt det der. Jeg kæmpede som en sindssyg for at finde på et eller andet, der kunne trække svaret så længe, at han ville glemme det igen, men der var intet at hente, hverken udenfor eller inde i bilen. Havde jeg dog bare fået købt en bamse eller en pegebog eller noget andet, som han kunne koncentrere sig om, men nej, jeg skulle absolut spare overalt, jeg kunne komme til det. Hold kæft, hvor jeg følte mig som en idiot. Så så jeg den, redningen. Den tårnede sig op blandt alle de andre huse og bag hækken kunne man lige akkurat ane parkeringspladsen. Pyha, lige på et hængende hår. "Så er vi ved sygehuset, unger," sukkede jeg lettet, "så skal vi bare finde en parkeringsplads, og så..." "Så kan du fortælle det, far!" afbrød han mig. Pis også! Atter en gang kørte det på overtid på øverste etage. Det var da også pokkers, så stædig den dreng kan være. Det må være noget, han har fra moren. Det var halvsvært bare at koncentrere sig om at parkere nogenlunde lige mellem de to striber. Det eneste, jeg sådan lige kunne glæde mig over, var at Line ikke så det. Hun ville have skreget af grin og jeg ville ikke kunne overse den lange periode af håneret, hun ville have haft, sådan som jeg har drillet hende med parallelparkering. I det mindste kunne jeg lige strække den med henvisning til, at nu skulle vi ind til mor og lillesøster. "Ja, ja, men nu skal vi lige finde ud af, hvad vej, vi skal," sagde jeg, mens karusellen drønede rundt i hovedet i ekspresfart. På vej til elevatoren gjorde jeg mit bedste for at ungerne lagde mærke til alle de spændende ting, der var på sådan et hospital. Man er vel en god far, der husker at involvere sine børn i alt, hvad der sker omkring os? Kørestole linet op som taxi ´er, der venter på kunder, læger og sygeplejersker i hvide kitler og naturligvis den spændende kiosk. Men lige meget hjalp det. Uanset, hvad jeg pegede på og uanset, hvor meget, jeg gjorde for at få betonsøjler, sygeplejerskebadges og blomsterkummer til at virke som noget af det mest fascinerende i verden, var svaret fra drengen det samme: "Ja, ja, far, men hvor kom lillesøster ud henne?" Vi fandt elevatoren og sønnike fik lov til at trykke på knappen. Så var han da beskæftiget så længe. En dame af ubestemmelig alder trådte ind sammen med os og nikkede venligt til både børnene og mig.

"Sikke nogle dejlige børn," smilede hun til mig, da elevatoren begyndte at køre. Hun skulle bare vide, hvilket helvede, knægten var ved at trække mig igennem, tænkte jeg, men sagde selvfølgelig ikke noget.

"Er det dine egne?" spurgte hun, "Ja, undskyld, jeg burde måske ikke spørge, men de fleste forældre er jo så gamle i dag, så når man ser sådan en ung mand med to børn, så ved man jo aldrig." Det kunne hun selvfølgelig have ret i. Vi var nok lidt unge til at have to, nej tre børn i en alder af 26 og 28 år. "Ja, det er mine egne. Vi er på vej op og hilse på vores nye lillesøster," svarede jeg og håbede inderligt, at hans enormt vigtige spørgsmål i det mindste kunne vente, til damen var ude af syne. Det kunne det ikke. "Far!" Han halvvejs stampede i gulvet nu. "Svar nu!" Jeg lod som ingenting. Ét var at skulle svare på et så pinligt spørgsmål, noget helt andet var at sige det foran damen. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for nu kiggede damen på mig med et endnu større smil. "Nå, er vi lidt utålmodige?" sagde hun, "Det kan jeg godt forstå. Det er jo ikke hver dag, man kan sige goddag til en ny lille verdensborger, vel?" Jeg skulle lige til at svare et eller andet pænt og høfligt uden substans, men drengen kom mig i forkøbet. "NEJ!" råbte han vredt, "Nu vil jeg altså vide det, far!" Damen var først lidt overrasket over det pludselige udbrud, men så besluttede hun åbenbart, at jeg skulle have lidt hjælp, for hun lænede sig en anelse frem; så langt, hun nu kunne uden at vælte med taske og stok og det hele. "Nåda, min ven," sagde hun, "Men hvad er det da du gerne vil vide?" Åh, nej! I mit stille sind drømte jeg mig væk til bunden af en lille, sort kasse med et låg hamret fast med syvtommersøm og et lille skilt på med påskriften "Forsigtig – levende dyr – Timbuktu!" I stedet måtte jeg vågne op til et spørgsmål, som krævede et svar og det skulle være lige nu og her, inden det ville

gå endnu mere over gevind. "Jamen, hun kom ud af mors tissekone, så!!" Der blev helt stille i elevatoren og det eneste, man kunne høre, var lyden af damens mimik, der i et splitsekund forandrede sig fra et bred øre-til-øre-smil og over i den mest syrede hønserøv omkring munden, jeg nogensinde har været vidne til. Og tøsen i min ene hånd vågnede op til dåd ved lyden af et af de få ord, hun kendte. Hun slap min hånd, trak op i kjolen og flåede strømpebukser og ble helt ned til anklerne. "ikone," pegede hun med lykkelig genkendelse på sit skridt og smilede til damen, som om hun lige havde vundet verdensmesterskabet i en eller anden populær disciplin. Nu blev det alligevel for meget for den pæne dame, der vist alligevel ikke skulle af på 3. sal, men skyndte sig at hoppe ud på 2. da elevatoren stoppede og døren gik op. Hun fik sig overraskende behændigt møvet mellem et par psykisk handicappede mænd, der stod og klappede i hænderne af min datter og åbenbart syntes, hun var rigtig dygtig. Jeg spurgte dem pænt, om ikke de kunne vente til den næste elevator og heldigvis var de med på den. Så fik jeg trukket ble og strømpebukser op på plads og kjolen ned igen. I al den tid havde min søn slet ingenting sagt, men selv om jeg ikke kunne se hans ansigtsudtryk fik jeg på det nærmeste en orkan af hans tanker mast lige ind på hjernebarken om, hvor håbløs en far, han havde. Og så kom den... knytnæven... lige i solar plexus, så jeg næsten tabte pusten: "Ja, det ve´ jeg da godt, far! Men hvorhenne? Var det derhjemme eller var det på sygehuset???"

***

Se forfatterens blog:

http://www.holbohistorier.blogspot.com

Per Holbo på twitter:

@HolboDen

Forfatterside på Smashwords.com:

http://www.smashwords.com/profile/view/PerHolbo