Min Mors Dagbog 5529h

Indholdsfortegnelse

Titelside Indledning Lidt fra familie stamtræet Indledende samtale om familieoplysninger. Samtale 28. januar 2015: Barndom Samtale 11. februar 2015: Søskende Samtale 18. februar 2015: Billeder Samtale 25. februar 2015: Porshøjvej 42. Samtale 4. marts 2015: Lidt snak om livet. Samtale 11. marts 2015: Det er svært. Samtale 18. marts 2015: Livet, børn og døden Samtale 25. marts 2015: Valg i livet. Samtale 15. april 2015: lidt til sidst. Det var så de samtaler. Kolofon

Min moders dagbog

Henny Augusta Birch

Alle rettigheder forbeholdes.

Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er forbudt uden min skriftlige tilladelse ifølge dansk lov om ophavsret

Indledning

Nogle måneder før vores første session med båndoptagelser af besøgene hos mor fik hun stillet diagnosen Levy Body Demens. Sygdommen udvikler sig gradvist med ændringer i opmærksomheden eller bevidsthedstilstanden. Tidligt i sygdomsforløbet ses tilfælde af minutter til timers varighed, hvor de sygdomsramte kan virke fjern, uklar eller endog konfus. Sygdomsforløbene for personer med Levy Body Demens patienter varierer med hensyn til symptomer og varighed. Det er aldrig muligt at forudsige noget sikkert om, hvordan sygdomsforløbet vil være hos den enkelte. De fleste forløb strækker sig over en periode på 6 – 10 år. Det er min opfattelse, at mor ikke er så langt i forløbet endnu, men alligevel er hun selv bevidst om de forandringer, der sker. Det er den erkendelse, som er det værste moment ved sygdommen. Korttidshukommelsen bliver dårligere, senere sker det også for begivenheder længere tilbage i tiden. Jeg vidste, at hendes koncentration vil blive svækket med tiden, og at der ville opstå problemer for hende med at overskue og planlægge komplicerede opgaver. Der var kun små spor af dette symptom i begyndelsen. Et andet kendetegn for sygdommen er, at den demente tænker og reagerer langsomt og mor kan derfor ind i mellem fremstå dårligere intellektuelt fungerende, end hun egentlig er. Hun overraskede mig flere gange med klarsyn og udførlige erindringer. Synsopfattelsen bliver også svækket. Måden at bearbejde synsindtryk på svækkes. Selvom synet ofte er helt normalt, kan den demente have svært ved at opfatte formen på genstande og lokalisere dem. Derfor ser jeg mor gribe forkert ud efter ting og håndtere redskaber på en akavet måde. Modsat havde mor nu ikke noget problem med at genkende personerne på de utallige billeder, vi så sammen. Hendes bevægelser er blevet langsommere, finmotorikken dårligere og hendes gang små trippende med tendens til at falde forover. Talen vil senere blive lavere og langsommere og ansigtsmimikken mindskes. Jeg har endnu ikke oplevet, at hun har rystelser i hænder og arme som ved Parkinsons sygdom.

I perioder, specielt om natten ser mor syner (hallucinationer). Disse er som regel livlige og detaljerede, fx i form af mennesker, som opholder sig omkring mor uden at tale direkte til hende. Synerne opstår på grund af degenerering af områder i hjernen, der har med bearbejdning af synsindtryk at gøre. De er ikke udtryk for egentlig sindssygdom og er sjældent generende for personen. Men mor har i sene nattetimer snakket med både Peter, Gerd og mig uden, at vi har været til stede. Peter kunne naturlig vis ikke være der fysisk. Ideen til mit eller rettede vores, mors og mit projekt dukkede op på hjemturen fra mit første besøg på friplejehjemmet Blåbærhaven i Klejtrup. Det var en skræmmende og tankevækkende oplevelse, men også positiv i den forstand at personalet virkede særdeles kompetent til opgaven med at e min mor. Men mødet med andre plejepatienter, der var hårdere ramt af sygdommen, åbenbarede en helt ny verden for mig, som jeg ikke havde forstillet mig. Det var blandt andet denne faktor, der gjorde, at jeg traf en beslutning om at skrive hendes livs fortælling, så længe hun erindrede om sit liv. Jeg ville fremskynde vores møder og helst optage vores snakke på bånd, så jeg senere kunne samle mig omkring skrivearbejdet. Det vigtigste er timerne på plejehjemmet, hvor jeg lytter til hendes ord, stiller de rigtige spørgsmål og sammen med hende reflektere over hendes oplevelser i livet. Jeg havde med projektet også det håb, at hun måske ville bevare sin friske natur i en længere periode, end hvis vi ikke havde vores hyggesnakke. Da jeg spurgte, om hun var frisk på opgaven, virkede hun overraskende glad og positiv. Det lettede min bekymring for projektet. Jeg havde aldrig prøvet noget tilsvarende og anede ikke, hvad det ville betyde for hende. Der var intet i hendes blik, som gjorde mig betænkelig ved at starte op på opgaven. Jeg husker intet om, hvordan den første køretur hjem forløb trafikalt. Min tanker var koncentreret om hjemmet og mors nye tilværelse målt op på de år, der var gået forud. Hvordan havde hendes liv været? Hvilke byggesten havde hun haft som fundament til et godt liv? Havde hun været lykkelig? Havde hun nået de mål, hun gerne ville nå i sit liv? Fået de oplevelser hun drømte om. Jeg prøvede at sætte mig i hendes sted. Det var svært, nej umuligt. Deraf kom så ganske naturligt ideen om at skrive hendes dagbog. Mor skulle med sine egne ord fortælle lidt om sit liv. I vores familie har vi ikke et nært forhold til hinanden. Der var sket for mange

ting gennem tiderne, som blokerede for et nært familiesammenhold. Mor var blevet enke i 1967, og stod alene med ansvaret for fire børn i alderen fra 10 til 16 år. Hendes mand, vores far, sønnen i murerfirmaet P. Sørensen & Søn, havde taget sit eget liv. Dengang var der ingen hjælp at hente hos de sociale myndigheder, og hverken venner eller familien magtede at træde til. Det gjorde man ikke dengang. Men hvorfor var det kommet så vidt med far? Dette spørgsmål blandede sig mellem en masse andre i mine snirklede hjernekroge. Mon mor ville lukke op og fortælle, hvad der var årsagen? Og berette om de andre ting som var sket før og efter fars død. Det kunne være spændende at høre om hendes opvækst, deres møde og om kærligheden mellem dem. Om deres ægteskab og det borgerlige liv i Skive. Der var heldigvis en masse positive erindringer blandt de mange spørgsmål, jeg tumlede med. Jeg husker mange dejlige timer i familiens skød. Vores første fælles soveværelse med køjesenge, skoletiden, hunden Rynke, der kunne gå på forben efter en ulykke, venner og naboer på Porshøjvej i Skive, ferierejser til Italien og meget mere. Men det var som om, at de uforløste spørgsmål trængte sig forrest i tankerækken. Ulykkelige skænderier, selvmordsforsøg, min bror Peters selvmord. Tiden efter fars død. Mors tre søskende. Os fire børn. Svigerfamilien. Hendes søgen efter et nyt liv, en ny kæreste og senere ny mand. Hvorfor var vi ikke mere for hinanden i familien? Skyld, ansvar. Ingen næstekærlighed. Hvorfor blev hendes liv, som det blev? Nej, mine spørgsmål måtte jeg i første omgang holde for mig selv. Det var mit ønske, at mor skulle fortælle frit fra leveren om sit liv. Jeg skulle lytte og være til stede. Hvis jeg så anede, at mor ville åbne skodderne for sine indre tanker, håbede jeg, at min fortrolige tilstedeværelse og enkelte spørgsmål kunne inspirere hende til at løsne helt op. Det var mit inderste ønske. En regndråbe kan falde på en frodig mark og give næring til nyt liv, eller den kan falde på en kold sten. Mors dråbe har givet os et dejligt liv på godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at vi er mærket af det liv, vores forældre har haft. Og de af deres forældres liv. Men kender og forstår vi, hvilket liv de har haft? Har de haft forståelse, anerkendelse og kærlighed til hinanden i de valg og beslutninger de har truffet? Har vi? Jeg ville prøve gennem vore samtaler at få et lille indblik i min mors liv. Ordene

er hendes egne. Hendes tanker viste sig i hendes blik, også når hun lukkede sine øjne. Der skjuler sig også noget bag hendes fortællinger, som kan være svært at fange. Selv for mig, hendes søn. Kunne vi så bare forstå historien og lære af den, for tænk hvis…

Lidt fra familie stamtræet

Min mors forældre var Ella Birch, født Mehlsen og Henry August Birch (Født den 2. september 1899 og død d. 2. juli 1961). Det har været svært at datere alle begivenheder, men nogle dateringer har jeg kunnet finde.

Henrys forældre Kirstine Svendsen (Karen Kirstine, død d. 10. november 1950) og August Nicolai Birch (Død d. 15. december 1957). De boede de sidste år i Sallingsgade i Skive. Kirstine var datter af jordemoder fru Svendsen og barnefødt i Skive.

De fik 9 børn. Først 5 sønner, og dernæst 4 døtre. Rækkefølgen er Einar (teaterchef), Carl Christian (postbud), Henry (Tjener), Svend Aage (Flyttede til Sverige), Børge (Frisør), Kirstine (Søster Faster, gift med Tage Vanggaard), Inga (flyttede til Struer), Helene (Flyttede til Ryde) og som niende barn Emmy. Kirstine og August Birch holdt sølvbryllup d. 25. oktober 1943. En lille artikel jeg læste med glæde.

Ella´s forældre var Martin og Thora Mehlsen. Martins forældre havde en gård i Thorum. Det er ikke lykkedes at finde billeder af dem. Mor har ikke mange erindringer fra den side af familien, men en avisartikel omtaler deres Guldbryllup i Skive. Årstallet har jeg desværre ikke. Martin og Thora Mehlsen, Østergade 8, Skive, har guldbryllup på lørdag. De stammer begge fra Thorum, og som nygift var Martin Mehlsen arbejdsmand. Han begyndte kort efter som vognmand i Grinderslev, mens hans hustru ede den nybyggede central. Vognmandsforretningen og centralen blev afstået 1. maj 1923, da ægteparret flyttede til Skive. Martin Mehlsen kom på slagteriet, hvor han var til han faldt for aldersgrænsen. Nu har han i 13 år et fyret på Topps Konditori. I ægteskabet er der 7 børn. 5 piger og 2 drenge, af hvilke 3 piger og 1 søn bor i Skive, 1 datter i Højslev, 1 datter i København og den ældste søn i Roskilde.

Bagermester August Nicolai Birch drev i mange år forretning i Frederiksgade og i disse år ede hans hustru bagerbutikken, der lå ved siden af Friis-Farsoe. Han var medlem af Odd Fellow logen i Struer og senere i Skive.

Indledende samtale om familieoplysninger.

Min mor Ellas søskende, Betty, Astrid (Gift med Aage Christensen), Lilly (Flyttede til Kbh), Kirstine (Moster Søster), Frode og Jens Peter (Roskilde). Frode blev gift med Ingeborg og de boede også i Østergade, i en lejlighed oppe under loftet. Vi skulle op ad en hønsestige for at komme der op. Kirstine var hårdt ramt af leddegigt. Men husk på at hun har gået i roerne altid. Det var, hvad de levede af. De havde to drenge, og den ene var skizofren. Den ældste kom lidt sammen med Frode og Ingeborgs datter, Hanne. Hun var sekretær på sygehuset. Moster Lilly var avispige, og gik ud med aviser klokken fire om morgenen. Hun rejste til København, da hun var 14 år. Hun skulle have noget ud af livet. Hendes mand Aksel drak også. De havde en dreng, og ham er din Moster Lilli somme tider i kontakt med. Han hedder Henning. Nå, men det er ikke de store dramaer, vi har haft i familien. Jo, Jørgen og mor har altid været syge. Far drak, og det gjorde din far også. Jo måske alligevel. Vi var til et stort guldbryllup i Håndværkerforeningen i Skive d. 25. oktober 1943. Min farmor og farfars guldbryllup. Det var stort. Vi skulle så fint klædes på. Der var ingen ende på udklædningen. Lilli og jeg fik kjoler nede fra Vanggaard. Vi skulle klædes ordentligt på. Jeg lånte nogen højhælede sko af min faster, og jeg var stolt af at gå ned af Østergade i de sko. Det har jeg et billede af et eller andet sted. Jeg kender ikke til deres historie, før de kommer til Skive, og han bliver bagermester. Jeg var engang på ferie hos dem, og bedstemor kom hjem for at lave mad til os. Hun stod jo altid i butikken. Vi skulle have rødgrød med fløde. Det var stift ad pokker til. Det kunne jeg ikke spise. Så sagde hun, at jeg ville få det dagen efter, hvis jeg ikke spiste det nu. Så stak jeg af ned i Østergade til den anden bedstemor. Familien Birch flyttede i Sallinggade, da de gik på pension. Jeg kan ikke sige, at det var meget, vi havde med dem at gøre. Jeg tror ikke, de have så meget at gøre med, men de blev antaget for at være fine.

Familierne var ikke meget sammen. Der var meget uvenskab. Misundelse var der. Men det var en opblomstrings tid. Husker da at faster søster satte sig ned i kælderen, og begyndte at sy. Det var da et initiativ uden lige. Engang besøgte vi faster Emmy oppe i Vrå. Vi havde leget med deres børn, og da vi skulle køre hjem, havde vi fyldt bagsædet med ærter. Vi havde plukket alle de ærter, der var. Vi fik jo aldrig sådan nogle. Emmy var den fikse af de søskende. En pæn dame. De havde en købmandsforretning i Vrå. Jeg husker ikke mere. Jeg orker det ikke, Jan. Kan du ikke forstå det? Mor har kort omtalt en søster til sin mor. Hun var gift med en repræsentant Tøttrup-Jacobsen. De boede i Torvegade 13 i Skive. Mosteren drev en tid dametøjsforretning i Skive. De havde en søn som flyttede til Aarhus.

Ligeledes har mor fortalt om en bror til Martin Mehlsen, som hed August. Han rejste fra Danmark til USA i 1903 og drev en stor farm der.

Samtale 28. januar 2015: Barndom

- Så er vi i gang, mor. Båndoptageren er tændt. Henny Augusta Birch, født den 14. april 1930. I Herning. Jeg er født under en boksekamp, som min far var til. - Kan du huske, hvem der boksede? Nej, det kan jeg godt nok ikke. Far var dengang tjener på Hotel Eyde i Herning. Der gik ikke ret lang tid, før vi var nødt til at flyttede derfra. Det er noget, jeg har fået at vide. Vi flyttede til Ranum, hvor han skulle være barber. Jeg tror, han også havde været slagter et sted, men han havde ingen uddannelse af nogen art. Jeg erindrer ikke så meget fra byen. Det eneste jeg kan huske var, at nogen af beboerne tog vores familie ind til at danse om juletræ, men en af mændene kom for tæt på juletræet, så det hele stod op i flammer, og vi måtte løbe hjem. Det er, hvad jeg husker fra Ranum, men far og mor havde nogle rigtig gode venner, Oskar og Marta Jensen. Oskar var vognmand. Det var de eneste, vi kom sammen med i Ranum. Alle i byen kendte dem, og de var på mine forældres alder. Efter kort tid flyttede vi derfra til Løgstør. Vi kom til at bo nede i byen i noget, man kaldte et kædehus. Jeg tror Lilli var født, men jeg er ikke sikker. Jeg endte da med at skulle i første klasse i byen. Vi boede tæt på havnen, og længere henne ad gaden boede en familie, som havde børn på vores alder Det bedste jeg kunne opleve var at komme hen og lege med dem. Vi legede doktor og sygeplejerske inde i deres dobbeltsenge. Jørgen må have været helt lille, for jeg kan huske, at han engang sparkede så hårdt til bordet, at han væltede bagover i stol og slog hovedet i gulvet. Han gik længe med en bule i baghovedet. Vi blev jo fire søskende. Lilli, Jørgen, Mogens og jeg som den ældste. Mor var altid syg, og der skulle hele tiden komme en og e hende. Det var jeg gal over, så jeg stak af ned ad Alléen med en masse træer. Obsternasig som jeg

var. Men hende plejersken fangede mig altid meget hurtigt. De ville have mig til at hente og bringe alt det vi skulle bruge, for mor lå det meste af tiden lå i sengen. Vi flyttede fra rækkehuset nærmere til havnen. Far blev tjener nede på hotellet for Pedersen, der ejede hotellet. Parret havde to piger, Nanna og Ragna. De var lidt ældre end mig. Vi gik meget sammen. Vi flyttede senere til et andet sted i Løgstør. Derfra husker jeg, at der boede en læge på den anden siden, og tit klædte jeg mig ud med kjole og højhælede sko. Ja, det var bare mig, helt uden veninder. Det var mærkeligt. Pedersens købte sig ind i hotellet i Roslev, og kort efter flyttede vi til Roslev, så far kunne blive tjener på kroen. Jeg kom i Roslev skole. På den anden side af vejen, hvor vi boede, var der en dreng ved navn Eigil. Han hentede mig hver morgen. Det var alle tiders at bo ved Roslev. Jeg var så glad for at bo der. Typisk mig, så fandt jeg hurtigt 5 veninder, og vi fulgtes hele vejen op. De hed Karen, Rigmor, Lis, Inger og Mona-Lisa. Somme tider kom der en ny til. Jeg husker, at en af dem blev gift med en dreng fra klassen. Hun blev kustode i Skagen på museet med alle Krøyer malerierne. Når jeg først lærte folk at kende, så blev vi venner. Den ene af de piger var kommet hjem fra Argentina med sin far og mor. Hendes mor oprettede grønspejderne, og vores klike var med der. Vi fik kælenavne efter de syv små dværge. Jeg blev kaldt ”Lystig”. Lis August Nielsen, som var en af veninderne, har jeg holdt kontakt med hele livet. Hendes far havde et smedeværksted i Roslev. Han rejste rundt til mange kirker herhjemme og i udlandet for at reparere kirkeklokker. I den familie var de meget missionske, så jeg var tit i søndagsskole. Så tit at de næsten måtte smide mig ud. Måske kom jeg der for meget, for hjemme lå mor jo hele tiden i sengen, og det var ikke nemt at være der med veninder. De andre veninder havde jeg et mere spontant forhold til. Men vi sås ofte. Inger har jeg forbindelse med i dag. Mona-Lisa er lige død. Venskabet er holdt ved lige med snak i telefonen i alle de år. Lis blev sygeplejerske og gift med en apoteker. Han var først farmaceut i Viborg. Lis og Søren Isager. De flyttede senere til Tarm, da han blev apoteker. Lis og jeg vi var altid sammen. Jo dem var jeg virkelig meget sammen med. Desværre døde hun pludselig. Jeg husker den morgen, hvor hun sad død i en stol. Men det var et dejligt venskab. På godt og ondt. Hun fik blandt andet en fødselspsykose en jul, hvor jeg var taget op til

dem. De boede lige uden for Viborg. Det var Søren, der ringede efter mig. De havde en pige, der hed Lotte og en dreng Per. Jeg hjalp til et par dage, så Lis kunne komme op af sengen. Fantastisk med de venskaber, som startede i Roslev. Men jeg husker det også som en god tid. Om vinteren lavede vi en borg af sne nede på Stationsvej. Vi fik også nogle brædder af en eller anden, så vi kunne stå på ski. Jo, det var på den tid, jeg begyndte at spille tennis, selv om vi ingen penge havde. Faktisk måtte jeg flere gange hen og hente min fars drikkepenge, inden vi kunne få noget at spise til aften. Det var fordi, han drak for meget. Hvor var jeg sur over det, for jeg var blevet missionsk. Jeg hentede ham tit. En gang tog jeg et reb med hen til et bryggeri, der lå i en kælder. Så skulle han bindes og slæbes med hjem. Mor havde astma og lå hjemme med iltflaske. En gang hun lå på sygehuset, skulle jeg besøge hende. Jeg var så gal over, at hun skulle være der, at de måtte smide mig ud. Jeg skreg som vild, for jeg kunne ikke forstå det var nødvendigt, at hun lå der. Da var jeg syv otte år. Det var heldigt, at vi fik mad fra hotellet. Jo for søren, jeg gik da også på danseskole en kort tid. Husker jeg fik en strutkjole til afdansningsballet. Jo du kan godt se, jeg har været kulturel. Nede ved tømmerhandlen i Roslev lavede vi huler mellem tømmeret. Der var to piger med. Tror deres far drev tømmerhandlen. De boede tæt ved. Så fandt vi eller stjal rabarber et eller andet sted, skar dem i stykker, puttede dem i flasker med vand. Det var vores sodavand. Om vinteren lavede vi kælke af brædder, og kørte ned ad bakken ved tømmerhandlen. De var så lange, at vi kunne sidde flere på kælken. En dag var vi to kælke, der susede under en hest, som gik på hovedvejen. Hesten væltede, og jeg husker, at vi næsten ikke turde gå hjem bagefter. Der skete heldigvis ikke noget med hesten. Det var først, da vi fik det at vide, at vi turde gå hjem. En gang skulle vi veninder til Skive, og vi havde bestemt, at vi skulle have fedtlæderstøvler på. Jeg vidste godt, at vi ikke havde råd. Jeg blev ved med at tikke og bede om et par, for det skulle de andre have på. Det endte med, at jeg fik dem. En gang veninderne og jeg gik sammen, skulle vi prøve at ryge vores første cigaret. Gud hvor blev vi syge. Far tog os i det, og så fik vi en ordentlig omgang.

Ikke at han slog os, for det gjorde han aldrig. Der gik længe, inden jeg røg den næste. Vi have en hund, der hed Busse. Men dengang vi skulle flytte, kom dyrlæge Frederiksen for at aflive hunden. Jeg brølede og skabte mig. Han gjorde, hvad han skulle, men senere kom han tilbage med en æske chokolade til mig. Efter kort tid i Roslev flyttede vi til Bostrup Kro. Det var en dame, der bestyrende Bostrup Kro. Hun boede på kroen og havde bevillingen. Det var en kongelig privilegeret Kro. Hende var vi nødt til at acceptere, selv om hun lugtede grimt og opførte sig dårligt. Hver morgen kom hun med sin pissepot for at tømme den, men det nåede hun ikke altid. Far drak sig derfra og det gjorde hun også. Men det var en god tid for mig, fra jeg var syv år og til vi flyttede fra Bostrup Kro. Jeg tror, vi var der i seks eller syv år. Kroen lå tæt ved det sted, hvor der i dag er en destruktionsanstalt. Jeg cyklede de syv kilometer hver dag til skolen i Roslev. Det gjorde jeg sammen med Mona-Lisa. Sommetider havde vi madpakke med. Hun boede sammen med sin far og mor på en gård lige overfor. Det er lidt skæg, at Inger, Rigmor, Lis og jeg vi fik en lillebror samtidig, da vi var 14 år. Så vi gik parade med de unger. Ingers lillebror hed Robert, og derfor var det Robert kom til at hedde Robert. Var det derfor, du faldt for far. Han hed også Poul Robert? Nej da, for din far strittede imod. Han brød sig ikke om navnet. Han brokkede sig også over, at vores børn skulle hedde Birch. Så Robert blev døbt Robert Birger Sørensen. Det var under krigen. Der var masser af tyskere omkring kroen. Jeg husker en, der kom der tit. En aften rendte han rundt efter os og truede med at skyde med sin pistol. Vi måtte sidde i ly under vinduerne. Det var uhyggeligt. Bostrup er et stednavn for et område i Salling nær landsbyerne Lyby og Jebjerg. Stedet ligger i Skive Kommune. Bostrup er historisk kendt for at der fra 1688 var et fælles tingsted for hele Salling på Bostrup Tinghøj. Bostrup ligger i Lyby Sogn. Under krigen boede der mange tyskere omkring hotellet, og de anvendte det som et samlingssted.

Jeg holdt min konfirmation på Bostrup Kro. Det var så fint, for jeg havde Vanggaards med. Min faster Kirstine, kaldet faster søster var blevet gift med Tage Vanggaard, Vanggaards konfektionsfabrik i Aarhus. På Dalgas Boulevard 55. De havde givet mig kjole, frakke og sko, for de vidste godt, at det ville jeg aldrig have fået af far og mor. Jeg var nede på deres fabrik for at få taget mål. Da var far med. Vi fik udleveret lommetørklæder fordi vi ikke måtte sætte fingre på stolene, når vi rykkede dem ud. Jeg husker, jeg stod længe udenfor, for jeg turde ikke ringe på døren. Det var så fint. Noget jeg husker fra min konfirmationsfest var, at jeg stak af. Det var fordi, at de drak for meget. Det kunne jeg ikke have. Tror jeg. Hmm. Nej, det var ikke derfor. Jeg skulle møde en dreng. En kæreste. Han hed Hans. Efter krigen købte Pedersens fra Roslev Hotel Jylland i Skive, og så måtte vi flytte igen. Husker at Mogens boede hos bedstefar og bedstemor i Østergade 8. Det var jeg sur over. Det var jeg vist tit. Fordi de ville lade ham komme et andet sted hen. Jeg sad altid vagt ved hans seng. Jeg har været strid dengang, tror jeg nok. Kan du huske, hvor din mor og far traf hinanden? Nej. Mon ikke det har været til et eller andet bal. Nej, det husker jeg ikke. Husker heller ikke, at de var meget sammen. Far var på hotellet og mor lå enten i sengen eller på sygehuset. Mor havde rengøringsvanvid. Og hvem tror du, det gik ud over. Tænk jeg skulle skure gulvet under koksene. Vi fyrede med kamin og koksene lå i kælderen. De skulle flyttes, og så skulle jeg skure gulvet. Var de glade for hinanden, din mor og far. Nej, det tror jeg ikke. De var bare sammen som en vane, og så kom der fire børn. Jeg tror min mor var forelsket i en fyr i Ranum, da vi boede der. Jeg kan huske hende oppe på en trappe, hvor hun står og skal vinke til en. Jamen, da har du ikke været ret gammel. Nej, men jeg husker, hvad jeg så. Og det har jeg aldrig glemt.

Ja ja. Men så kom krigen jo. Med spærreballoner over byen. Så var det ude af sind.

Samtale 11. februar 2015: Søskende

Jeg synes ikke, der er så meget at fortælle. Jeg legede jo aldrig med dem. De var så små, så jeg ville ikke have noget med dem at gøre. Det må du gerne skrive.

Jeg kan huske, at Jørgen fik lungebetændelse, og mor lavede et lille telt, han kunne ligge i, så han kunne komme til sig selv. Husker også, at vi ikke var glade for, at han skulle giftes med en fra den samme gade. Jytte Ogstrup. Men det blev han. Kvarteret omkring Vestervang i Skive blev kaldt gummiløse, fordi der kom så mange børn. Husker familien Ogstrup og familien Krog. Over for os boede en gartnerfamilie, Troelsgaard Nielsen. Mogens blev gift med datteren Else. Jørgen var tosset med motorcykler og blev udlært som mekaniker. Men han var ikke mere end tyve år, da han blev syg. På værkstedet lod de ham bare male uden maske. Ikke så længe efter brylluppet flyttede de til Hanstholm. Senere flyttede det til Lyby, hvor de købte hus og hunde. Jørgen var meget mærket af sygdom. Han var også blevet ramt af gigt. Den lidelse lå til en del af familien. Han fik tæerne sat af og opereret skulderen. På trods af sygdommen ville han gerne gøre en masse for sig selv, med de interesser han havde som mekaniker. Til sidst flyttede de til Holstebro. Jeg tror, at mange kom til ham, fordi han var billig, og så gjorde han det godt. Han renoverede også husene selv. Jeg husker, at han lavede en flot udestue i det sidste hus, de havde i holstebro. Det så vi til hans halvfjerdsårs fødselsdag. Du kørte jo mig derop, ikke sandt. Men han skjulte sin sygdom godt. Vi andre opdagede ikke, hvad han gemte på. Han ville ikke være ved, at vi andre skulle vide noget om det. Her bagefter har jeg opdaget, at hans manglende overskud er gået ud over Jytte og Hanne. Måske er det derfor, han gik meget op i hans arbejde og hans hund. Så vidt jeg husker, skød han selv den ene schæfer. Modsat har vi aldrig troet på, at Jytte var rigtig syg. Hun var hypokonder så det basker. Det var nok den eneste måde, hun kunne komme igennem til at snakke med nogen. Det var bedre at snakke om hendes sygdom end at skændes med Jørgen. Efter krigen flyttede vi fra Bostrup Kro til Skive, fordi far ikke mere kunne e kroen. Den første lejlighed fandt vi nede på Rosenhøj. Det var ikke en rigtig lejlighed. Det var kun nogle værelser, hvor vi havde mulighed for at gå ud i et fælles køkken og lave mad. Der var masser af rotter. De sprang rundt omkring os. Senere flyttede vi til Vestervang. Gummiløse. Der boede taxachauffører, arbejdere og mange arbejdsløse. Der var stadig en del tyskere omkring os dernede, mens vi boede på Rosenhøj. Jeg må have været cirka femten år. Jeg fik plads i et konditori, hvor chefen hed Laura. Der skulle jeg ekspedere kunderne. Når jeg så gik hjem, skulle mor stå i døren, for at jeg turde gå fordi de tyskere, der lå i lejr omkring Rosenhøj. Det var

lidt dramatisk. Det var derfor, Frode og Ingeborg fik lavet en køjeseng, så Lilli og jeg kunne bo hos dem, indtil alle tyskerne havde forladt Skive. Jeg husker ikke, hvor Jørgen blev af, men jeg tror ikke, han var væk fra Mor. Det var nok fordi, han var meget syg. Mogens kom ned til bedstefar og bedstemor i Østergade. Jeg brød mig ikke om tyskerne. En dag kom der en tysker ind i butikken, og jeg tænkte, at ham ville jeg ikke have noget med at gøre, så han fik lov at stå længe og vente. Pludselig slog han ned i glasdisken, så den blev smadret. Det var min skyld.

Familiesammenkomster var der bestemt ikke meget af. Men et par stykker har vi da holdt. Jeg kan huske dem, vi kaldte hundekurvs fester. Far og mor havde en hund der hed Busse. En lille langhåret hvid hund. Festerne holdt vi hos mig og hos Jytte og Jørgen. Jeg tror, de sidste hundekurvsfester blev holdt, mens jeg boede på Reberbanen. Den sidste fest blev holdt oppe hos Jytte og Jørgen i det hus, de boede i lige udenfor Holstebro. Den aften var de så fulde, at de badede nøgen i naboens bassin. Men så krakkede familiesammenholdet. Efter skolen var Lilli kommet i lærer hos vinhandler Trapp. Der blev hun udlært. Ja, hun var en skrap dame. Hun kunne godt lukke munden op, og det forskrækkede mange. Hun kunne bestemt sige fra. Hun flirtede lidt med sønnen, Niels. Men pludselig fandt hun en anden Niels, der var mekaniker. Niels Nielsen. De kom sammen i tre år, og så skulle de giftes. Det blev de. Men det varede kun otte dage. De skændtes meget hver dag, og Niels var meget nærig. Når han gik på arbejde, hældte han lidt mælk i askebægerne for at tjekke, om hun gjorde dem rent. En gang skulle han hente hende op i Vestervang, og da hang hun ud af bilen. Han ville ikke standse, bare fordi hun ikke kunne komme ind på forsædet. Hvad den episode endte med, kan jeg ikke huske. Men de var kun gift i få dage. Lilli var ikke sådan en, der stod tidligt op, så hver morgen kom Niels´s far forbi og prikkede på vinduet for, at hun skulle vågne. Lilli og Niels boede i Nørregade, lige før pølsevognen ved Nørreport. Det var et hårdt liv i de otte dage de var gift. Hvordan hun traf Knud, der var kranfører i København, ved jeg ikke. Hun havde nogle gode stillinger der ovre blandet andet som lægesekretær. Sjovt nok, så husker jeg ikke mange episoder med Jørgen og Lilli.

Tilbage i tiden kan jeg huske, at mine søskende ville jeg ikke have med, når vi skulle ud og bade ved Glyngøre. Nej, allerede der havde vi ikke så meget sammenhold. Jeg husker ikke så meget, men jeg vil prøve at tænke på det. Mogens han ville det med militærvejen. Det havde jeg ingen indflydelse på. Det varede ikke længe inden, Mogens og Else flyttede til København. I den første tid boede de hos Lilli. Han blev udlært hus Andr. Andersen kolonial i Vestergade. Han stilede lidt højt, men det lykkedes først, da han kom til militæret. Ja, hvor højt er det? Men han må have set muligheden. Forholdet til Mogens og Else forsvandt også pludselig. De blev meget sure på os. Det var fordi, de en aften kørte hjem i hver sin bil. De havde drukket for meget og blev standset. Else kørte ind i en have, og Mogens kørte hjem og blev taget af politiet der. Så var det, at vi var til Sølvbryllup i Ebeltoft hos Robert og Elisa. Det bryllup hvor Robert rejste fra Elisa næste dag. Under brylluppet løftede jeg mit glas og sagde til Mogens: ”Nippe, nippe, nip”. Så gik de hjem. Jeg skulle jo ikke bestemme, hvor meget de skulle drikke. Men det var det, de blev sure over. Det var også for dumt. Men det var derfor, de meldte pas til familien, og det var Jørgen meget ked af. Mærkeligt, for det betyder jo ikke så meget. Det er kedeligt, det skal ende sådan. Mogens nåede ikke engang Jørgens begravelse. Mor har aldrig arbejdet. Jeg husker kun, at hun efter fars død monterede klokkestrenge for Syboden i Adelgade. Men hun har jo også haft astma altid. Nå Jan, skal vi ikke snart ned og spise?

Samtale 18. februar 2015: Billeder

På vej op til min mor i Klejtrup denne onsdag var mine tanker optaget af alt mulig andet, end de billeder jeg havde med i tasken retur til hende. Radioen og tv-kanalerne havde til overflod bombarderet hele landet med udsendelser og rapporter om weekendens tragiske hændelser. Det var en trist og fortvivlende begivenhed. Jeg er stolt af den måde, den danske befolkning har taklet den tragiske begivenhed på. Varme, kærlighed og samhørighed. Men bryder mig ikke om den iscenesatte måde vores medier og politiker overpromoverer sig selv på. De har også et ansvar i disse konflikter. Vi bør fremme vores humanitære indsats frem for de militære aktiviteter. Som Nelson Mandela gjorde. Mine tanker vender også forbi de mange hundrede civile, vi har dræbt i Afghanistan, Irak og Syrien på Foghs og Helle Thorning-Schmidt s foranledning. Det var først, da jeg holdt på parkeringspladsen ved Blåbærhaven og fandt tasken med alle familiebillederne, at jeg igen blev nærværende. Jeg glædede mig til at få sat navne på de sort/hvide fotos, jeg havde i mappen og måske få indledt en snak om de mere tragiske ting, der var sket i familien. Min far og min brors død. Men jeg ville ikke presse på. Det tog næsten en time med gennemgang af alle fotos. Mor var meget klar i genkendelsen af personerne på de gamle fotos af familien og venner. Det er Lilli og mig. Det er mig, der er den kønneste, begyndte mor. Og det der er fra Løgstør. Nej, der er ikke mig. Jeg havde ikke sådan noget hår. Det der er dig, tror jeg. Hun fortalte glad om personerne på de næsten hundrede fotos, hvor de ældste er mere end 80 år gamle. Det var dejligt, at høre dine historier bag disse billeder. Ja, der masser af oplevelser gemt i dem. Måske kan du lave et testamente med dem. Det er i øvrigt Mogens´ fødselsdag i dag. Vidste du det?

Det må være noget vigtig medicin, jeg får, når jeg skal tage det kl. 24 om natten. Men det er jo der, jeg ser syner. Sidste gang så jeg dig, Robert og Gerd. Dig og Gerd lå i hver sin ende af sofaen. I var fuldstændig sorte. Robert sad i en stol. Han var også helt sort. Så går jeg hen til jer, og siger: ”Kan I så komme ud!” Men I svarer ikke. Især dig får jeg aldrig et svar fra. Men I er der jo ikke. En anden gang ligger I på gulvet med en anden ung fyr. Han har en kat. Han gnider hen over striberne på et ægte tæppe, så de bliver rene. Ham siger jeg til, at han skal gå, ellers kalder jeg på politiet. Så sad der en lille dreng i en kørestol udenfor døren. Det er fuldstændig pløk. Det er det altså. Det er mærkeligt, hvor det kommer fra. Peter er der aldrig. Jeg så underlige gespenster med store filthatte oppe på det plejehjem, hvor jeg boede før. De sad om aftenen foran døren hos hende, der boede overfor. To af dem sad oven på terrassebordet. Under bordet sad der en mand med et bonsai træ på hovedet. Henne på en trappe sad der en fjerde mand. Men når jeg gik derud, så var de væk. Helle har fortalt, at jeg en aften snakkede om, at jeg ikke kunne låse døren op. Jeg spurgte dem om hjælp, men der var jo ingen. Så begyndte jeg at banke på de andre døre, for jeg vidste at Troels Kløvedal boede i et af værelserne. Han måtte da kunne hjælpe mig. Men han sagde heller ikke noget. Rundt omkring ham sad lutter gamle mennesker. Nå det var godt vi kom igennem alle billederne. Underligt at se familiebillederne, når jeg tænker på, hvor kikset vores familiesammenhold var. Min far og mor havde ikke rigtig noget forhold. Mor var altid syg, sur og tvær. Far gik ud og drak. Så de havde intet nært sammen. Og vi søskende var ikke ansporet til et nært forhold. Jeg ved ikke hvorfor. Men druk ødelægger meget. Jeg fik det jo selv tæt på med din far. Det kan jeg fortælle om næste gang du kommer. Jeg husker, at det eneste smykke jeg nogen sinde har haft, fik jeg af din far en lille juleaften. Han kom pissefuld hjem hen på aftenen og kastede det i hovedet på mig. Jo, det var en speciel gave og en specielt måde at få den på.

Havde han bare kunnet styre sig og tænkt på andre end sig selv, så kunne det have været et dejligt liv. Ja, tænk engang. Huset kunne have været et godt familie-hus. Specielt efter det blev bygget om. Far fik hjælp af murersvend Manfred Witte, og det blev flot med et lille bassin foran kontoret. Det tager vi næste gang. Men det kunne være dejligt om familien ville have været mere for hinanden. Men det kan du jo starte på, Jan! Jo, næste gang snakker vi om det nye liv på Porshøjvej med fire børn.

Bryllupsbillede 1949: Henny Augusta Birch og Poul Robert Sørensen

Samtale 25. februar 2015: Porshøjvej 42.

Porshøjvej 42, før ombygning Jeg havde, efter vi var flyttet til Skive, fået et job på Vejle sygehus, for jeg troede, jeg ville i lære der som sygeplejerske. Før det var jeg henne på den gamle central. Jeg traf din far ved et bal, da jeg var sytten år. Han var nitten. Der var altid bal en gang i ugen. Så måtte jeg flytte tilbage, for jeg troede, det var den store kærlighed. Men så var det bare den lille. Men vi blev gift, da jeg var nitten. Jeg var gravid. Vi havde boet hver for sig indtil den tid. Vi flyttede sammen i en lejlighed i Birkegården. Der blev Robert og Peter født. Du blev født på sygehuset og Gerd blev født på Porshøjvej. Allerede der var der problemer, for din far ville ikke have at Robert fik navnet Birch. Jeg kan huske, at vi skulle have en rejse sammen med faster Helga og onkel Svend, men det blev ikke til noget, for jeg var blevet gravid igen med Peter. Det blev aldrig godt med mine svigerforældre og mig. Vi så aldrig hinanden. Så begyndte vi at bygge hus på Porshøjvej, og der flyttede vi ned i julen 1953. Det blev et dejligt murermesterhus. Så meldte du din ankomst. Husker du fik bylder som nyfødt. Der kom en og kørte med Peter, mens jeg ede dig. Jeg har altid haft en mani med, at ingen andre end mig selv skulle e mine børn. Er det ikke underligt? De eneste der måtte e dig var min mor. Kan du ikke huske, da du fandt hendes mund i glasset på natbordet? Jo, hendes tænder stod i vandglasset. I fik jeres eget børneværelse med etage senge, og vi fik en dejlig stue i det nye hus. Murer Færch kom og spurgte, om ikke Alt for Damer skulle komme og tage billeder af vores dejlige hus. Så flot var det. Vores naboer politimand Nielsen og havearkitekt Herborg byggede efter os. Herborg var altid sur på vores hund Rynke. Overfor boede Kjems Hansen, dyrlæge Jørgensen med to døtre Lisbeth og Kirsten. Ove Hansens havde kun en datter. Længere nede Købmand Houmøller med to sønner og urmager Nielsen med de fire drenge. Per, Lars, Erik og Jens. Så var der VVS manden, Hedegaard. Det var ham, der troede, han kunne blive kærester med mig, da jeg blev alene. Sikke noget rod. Han var stadig gift. Sikke et besvær jeg havde med at få ham ud.

Så var der også lærer Madsens. Det var dem, vi holdt lillejuleaften med. Der blev drukket meget snaps og øl. Det var en bummelum fest. Det var ikke meget værd. De havde to sønner Finn og Svend. Jo, og så var der Panduros med børnene Lise og Peter. Der var også familien Klit, Sønder der havde Diges trælast og bilforhandleren Viggo Påske. Der boede også en familie Vium, der havde en søn, der havde noget med sin hofte. Hoftedysplasi. Og så var der købmand Christensen. Men vi kom ikke rigtigt sammen med nogen af dem. En gang kan jeg huske, at vi havde dem alle til et eftergilde efter en konfirmation. De blev syge alle sammen. De lå rundt i huset og ude i haven. De brækkede sig alle sammen. Det var moster Astrid, der havde lavet maden.

Vi boede et dejligt sted. Centralt i byen, tæt ved skole og købmand. I legede nede i skoven, hvor I fik lopper. Der var altid børn på gaden, der spillede rundbold eller legede gemmeleg. Efterhånden gik det så godt, at vi kunne tage på ferie til Italien. Vi rejste sammen med Ove Hansens og Hedegaards. Det var nogle skønne ture, og vi kørte derned på to dage i fars flotte amerikaner-bil. Vi overnattede i Østrig, inden vi skulle igennem Brenner et til Italien. I nød de rejser, vi havde til Bibione. Vi nåede også et år at se Venedig. Det var skønt.

Kom I ikke også på danseskole i teatersalen hos Lykke? Jo i gjorde. Og Rynke der blev kørt ned, så den kun gik på forben. Og så blev huset bygget om med vandbassin i haven og nyt kontor. Det så godt ud. Jo det var dejligt, og I fik jeres eget værelser ovenpå. Der var også udendørs pejs. Men det var mig der holdt både hus og have, for han gik jo bare, når det var hans tid. Ellers var det en god tid. Huset kostede 305.000 kr., da jeg måtte sælge det dengang i 1967. Det blev solgt til kredslægen. Han kunne bruge kontoret. Tænk det er 50 år siden. Faster Helga og onkel Svend så vi aldrig. De gik meget op i penge, og jeg tror far nærmest forærede dem det hus, han byggede til dem. De kom kun til julefrokost. Der var en episode, hvor I var i bad. Robert havde fået lavet et snit for forhudsforsnævring. De du så kom i badet, ville jeg tjekker dig også, og så råbte du til Peter, at han ikke skulle komme, for nu vil mor squ se vores tissemænd. Det grinede vi meget af. Gud, hvor er der meget. En skam vi ikke gjorde dette for et år siden. Det er svært at huske det hele. Men mit ægteskab var ikke godt. Far gik ud med dem, han havde lyst til. Piger og mænd. Drak når det ede ham, og selvfølgelig har jeg skændes med ham om det. Men det var aldrig på tapetet, at vi skulle skilles. Det var der først til allersidst. Der var mange, der synes, jeg skulle blive skilt. Min mor var ked af det, men der skete ingen ting. Det gik jo også ud over hende. Jeg kunne slet ikke snakke med hans forældre. Jeg skrev et brev til ham om, at vi burde blive skilt. Men der var ikke andre, der skulle e jer, selv om vi blev skilt. Overlæge Birch-Jensen kom engang og snakkede og ville have mig væk. Jeg var også indlagt engang med dårlige nerver, og jeg havde taget for mange piller. Sovepiller. Præsten Laursen-Vig kom og snakkede. Det samme gjorde installatør Ernst Brøndum. De gav mig lidt opbakning dengang, men jeg vidste ikke, at jeg kunne benytte mig af det. Jeg ville selv klare det hele. Der var også engang, jeg havde taget piller. Da kom faster Kristine og kørte mig op i et sommerhus i Løkken. Men det blev ikke til noget, for jeg ville ikke dengang. En anden gang kørte din far mig derop. Men det blev heller ikke til

noget, for der var så beskidt deroppe. Det var en pestilens dengang. Dengang kunne man ikke søge hjælp nogen steder. Men din far havde ikke styr på sit liv. Jeg var indlagt engang sammen med en pige fra Glyngøre. Da hun blev udskrevet før mig, begyndte han at opsøge hende. Sådan var der mange episoder. Der var også noget med købmand Gustav Pedersens datter. Jeg kender ikke sandheden, men de mente, han havde to børn med hende. En der var født og en på vej. Noget er der nok om det, for når de gik tur, så var der flere, der havde hørt den lille dreng kalde: ”Der går min far”. Jeg ved ikke, hvor meget det var om det. Der var en sagfører, der var meget kendt i Skive, som kaldte mig til møde. Naboen Ove Hansens kone var sekretær hos ham. Da jeg kom derop, sagde han til mig, at jeg skulle sige nej til alt det, de ville spørge mig om. Ellers skulle jeg holde mund. Og det var nemlig om, hvor mange børn han kunne have. Det skulle jeg bare nægte, og det var jo også en hjælp. Jeg fik også hjælp af kriminalkommissær Metzon. Så lidt hjælp fik jeg da til sidst. Hans liv var bygget på den ene løgn efter det anden. Et mærkeligt liv. Lidt fritids musik. Thomas´ Hot Boys. Men de kunne ikke rigtigt spille. De fik lidt hjælp af musiker Poul Poulsen. Men de spillede ikke rigtigt, de fire drenge. Alt var ikke rigtigt for ham. Han lavede meget lort i det. Han kunne altid bare komme hjem til bedstefar og bedstemor, når han var kommet for langt ud. Men det var jo ingen hjælp. Mærkeligt at de ikke kunne se, hvor han var på vej hen. Selv ikke efter han blev indlagt i Viborg, kunne de se, hvilket usselt liv han levede. Betty og moster Lilli var der en dag, da han kom kravlende på alle fire ud fra soveværelset. Komplet skør i hovedet. Det var derfor, han blev indlagt. Han var på antabus. Det fik han af Ernst Brøndum. Han kom hver dag med piller til ham. Jeg kan fortælle dig, hvad der skete den dag han tog sit eget liv. Den dag havde jeg rengøringskone. Det gik nogenlunde. Jeg bestilte tid hos min damefrisør og alt i huset var blevet gjort rent. Der var skrællet kartofler og gjort klar til aftensmaden. Så ser jeg ud i haven, at din far står og kigger op i et stort træ. Men jeg tænker ikke mere over det på det tidspunkt. Så går jeg til damefrisør, og hele huset var som blæst. Så kommer jeg hjem og går ind på badeværelset. Der hænger han så. Jeg skreg så højt, at kontormanden kom. Høxbro. Da de hentede

ham, sagde de til mig, at de nok skulle få liv i ham. Utroligt at det kan lade sig gøre på så lille et badeværelse. Der var ikke højt til loftet. Nej han var død. Da de bar ham ud, stod købmandens datter sammen med sin mor og holdt et barn i hånden. Hun var højgravid. Var det mere end snak, og skulle der være sket noget andet den dag? Måske en afsløring? Men nu var Livet slut for ham.

Samtale 4. marts 2015: Lidt snak om livet.

Jeg har det skidt i dag. Jeg har været til undersøgelse, og de vil sætte min medicin op på mandag. Hvorfor kan de ikke give mig det i dag? Jeg har haft det rigtigt skidt og nåede ikke ind på toilettet i formiddags. Jeg husker ikke, hvad der er sket, og personalet vil ikke fortælle det. Måske er det noget jeg har drømt? Ved det ikke.

For lidt siden ringede telefonen, og der var en, der sagde goddag, det er Elise. Men Gerd siger det ikke er noget, jeg har oplevet. Underligt.

Jeg kan heller ikke huske, hvad jeg oplevede i nat. Men jeg må have drømt noget her i formiddags. Jeg har snakket med Gerd, men det meste er væk. Ved du jan, jeg kan huske frisør Poul Skaarup. Han var jeres frisør. Han døde næsten samtidig med din far. Han hængte sig i radiatoren. Du var på alder med datteren. Jeg kan også huske murer Børge Pedersen og hans kone Hanne oppe fra Jyllandsgade. Han arbejdede i fars murerfirma. Jo og smed Nils Møller der også boede på Porshøjvej.

Det var nogle søde fælles venner. Børge var også med i Odd Fellow logen sammen med din far.

Jeg har skrevet testamente, hvor jeg har bestemt, at jeg ikke vil have behandling, hvis jeg bliver dødssyg. Det ligger på rigshospitalet. Det er jeg faktisk nu. Hvorfor så give mig behandling? De må hellere give mig nogle piller. Jamen du er jo ikke dødssyg. Og nu får du jo mere medicin. De kan jo ikke gøre noget ved min sygdom. Så vil jeg hellere have piller. Kunne de bare komme til at stikke en nål i en? Det er der ingen der behøver vide noget om. Jeg vil ikke fortælle det til nogen. Jeg tror, det sker oftere end man regner med. Da jeg sad på hospitalet og holdt min egen far i hånden, kom de og gav ham en sprøjte. Der gik et kvarter og så døde han. Mon ikke det var en hjælpesprøjte? Han var meget syg. Jeg husker, han lå og talte alle de duer, der fløj forbi. Men der var ingen duer. Han var bare på vej op i himlen. Han var ingen ond mand. Nej, det er noget skidt det hele. Men bare fjernsynet er tændt, så kan jeg ligge høre nogle stemmer. Jeg har set politi razzia i formiddags. Jeg har ikke så meget at fortælle i dag. Jeg er træt. Du har nogle gode drenge, Jan, men de er godt nok meget forskellige. Tror du, at jeg har nogle halvsøskende? Ja, det tror jeg, du har. Men jeg har fortrængt det spørgsmål. Vi fandt aldrig ud af det. Der var ingen, der snakkede om det dengang. Men det havde nok været det bedste, at få det gjort op på det tidspunkt. Det kunne også have været en opvækker til hans forældre. Det er en mulighed. Men ved du hvad Jan? Det skete over alt i Skive, men der var bare ingen, der snakkede om det. Nej, jeg skulle have været skilt dengang. Jeg var også ved sagfører. Han havde sendt ansøgning til jordmoderskolen. Jeg kom ind på skolen, men jeg kunne jo ikke forlade fire børn. Dem ville jeg selv e. Jeg tror, I havde en god barndom. Der var ingen problemer med skolen og venner dengang. Det har du ret I. Vi havde alle en god barndom frem til far døde. Det undrer mig, at mine bedsteforældre blev meget gamle, men der var ingen af dem, der fik Demens. Hvorfor kommer det så lige til mig? Det er squ uhyggeligt.

Nej de blev bare gamle. Vil du have mere kaffe? Har du været i en hvid jakke herop? Nej. Den hænger derinde. Mor, der hænger ingen hvid jakke. Nå. Jeg satte også rollatoren udenfor i nat, for der var nogen, der ikke ville gå. Uha, den er høj du. Måske skal vi ryge lidt hash? (Smil). En af dem jeg smed ud i nat, var en lille dame, der sad og trak tråde gennem noget stof. Så var der også en mindre en i en kørestol. Nej, hvor fanden kommer det fra? Måske er det en gentagelse af noget, vi har set eller oplevet. Vores hjerne er mere opmærksom, end vi regner med. Jeg har aldrig arbejdet med demente eller haft det inde på livet. Der er ingen i familien, der har haft det. De er bare blevet almindelig gamle. Jeg har snakket med moster Lilli i dag. Hun skældte ud over, at jeg ikke har ringet til jer om at komme her, fordi jeg ikke havde det godt med ikke at få mere medicin før mandag. Nu skal vi altså ned og spise.

Mor og Inga og Christian Sønderby. Bogtrykker fra Gerning ved Bjerringbro.

Gerda (Ejvinds) og Mor. Datter efter Astrid og Aage Christensen.

Samtale 11. marts 2015: Det er svært.

Jeg er faldet og har slået mig i nat. Du kan godt se de mærker, jeg har i ansigtet. Jeg ved ikke hvor, og hvordan. Nattevagten har fundet mig et eller andet sted, og lagt mig tilbage. Jeg ved intet om det. Jeg har ikke engang haft ondt. Det er en mærkelig sygdom. Nu er medicinen sat op, så må vi håbe det hjælper. Men det er mærkeligt, at jeg slet ikke har haft ondt nogen steder. Måske er det reaktionen på den medicin? Tag noget kaffe og smag på deres hjemmebag. Får du spillet noget golf? Jo, nu er vejret jo dejligt. Jeg spillede Rold Skov i Søndags med drengene.. Det er en dejlig bane. Der er en sø og så en lille bæk, som man slår hen over. Nå vil du spise med i aften? Jo, jeg er lidt sulten. Er der ikke varmt herinde? Nej, det synes jeg ikke. 23 grader er til pas til mig. Jeg synes ikke, medicinen virker. Det er lidt ubehageligt. Det er ikke nemt, når man ikke selv bestemmer sit liv. Så er det jo en sygdom, man ikke rigtigt kan forstå. Andre kan heller ikke. Det er snart værre for de udenforstående. Jeg kan jo ikke rigtigt forklare, hvordan det er at være begyndende dement. Jeg er træt og svimmel det meste af tiden. Jeg sov ikke et par nætter, men nu sover jeg fint igen. Det er sikkert de nye tabletter, der virker. Det er jo ikke godt, hvis jeg står op om natten og går nogen steder. Når nattevagten kommer i aften, vil jeg spørge hende om, hvor hun fandt mig sidst. Men de må ingenting sige. Hun snakker bare uden om. Men det er vel også lige meget. Jeg har også set syner. Hele min familie sad i en rundkreds iklædt sølvlignende

tøj alle sammen. Det er altså mærkeligt. Jeg mangler at få noget mere at vide om, hvornår det hele er slut. De må da have noget erfaring. Måske opfinder de en kur. I Ørum på plejehjemmet, hvor jeg var før, var der en, der gik i søen og druknede sig selv. Jeg kan godt forstå det. Også dem der går ud foran biler. Livet har intet indhold for os. Det er squ svært. Bare jeg blev almindelig gammel. Men det er træls begge dele. Det er nu alligevel sjovt, at lægen i Aarhus spurgte, om jeg kunne tænke mig at tage mit liv. Det spørger læger da aldrig om. Måske er det for at forstå, hvordan jeg har det. Så svarer jeg ja, men de kommer ikke med tabletterne alligevel. Det har jeg brokket mig over. Der har været gudstjeneste i spisesalen i dag. Den varede en halv time. Jeg er ikke missionsk mere. Så fik vi kaffe bagefter, og så gik den eftermiddag. Tyve demente som intet kan huske noget om kirken. Det er sjældent, der sker nogen arrangementer om aftenen. Der kommer en gang imellem en og vil gå tur med mig. Men det er for sjældent. Jeg kan nu også gå en tur alene. Men min rollator er for ustabil. Det er fint, jeg har forbindelse med hende, for så har vi noget at gå efter. Måske til bageren eller i Brugsen. Veninderne fra Ebeltoft vil også gerne komme, men jeg har sagt til dem, at jeg ikke orker det. De har også skrevet til mig. Jeg orker bare ikke at have en snak med dem om alt ting. For hvad kan jeg bringe ind og forstå? Jeg får at vide, om alt det de skal og ikke skal, og hvad kan jeg bruge det til? Jeg er jo ikke mere med i deres liv. Det gider jeg ikke høre om. Jeg har ingen fidus til det mere. Men det er ærgerligt. Jeg har tænkt på det før, at de kunne komme og få en kop kaffe, men ikke mere. Nej, det er slut. Nå, det må jeg tænke over, når solen skinner lidt mere. Det går jo bare det hele. Bare jeg havde lidt mere go, men det har jeg ikke. Per, som du kender inde ved siden af, der bor med sin demente kone, han råbte forleden: ”Man skal jo gøre noget, for at få noget ud af det her”. Jeg har ikke mødt ham siden, så jeg fik ikke forklaret, hvad han egentlig mente. Jeg ville have spurgt ham om, hvad der var galt. For jeg har hørt fra flere, at de ikke er så effektive her. De overvejede at flytte ved jeg, for de var ikke tilfredse. De ville til Hvalpsund.

Per er jo sund og rask, det er kun hans kone, der er syg. Han ser tingene anderledes. Per har tidligere sagt, at det er for lidt med kun tre personale om aftenen. Det har en anden dame også sagt til mig. En jeg snakker lidt med. Jeg tror, der er flere ting som, der skulle en med hoved til at forandre. Per kan jo se tingene som de er. Nej, det er ikke nemt at leve det liv her. Men selv om Per ville sige noget til mig, kunne jeg ikke gøre noget. For så kunne jeg jo ikke være her. Men jeg synes personalet snakker meget om sig selv. Rejser, familie, og børn. Tja, hvad skulle de jo ellers snakke med os om, for vi oplever jo intet. Men jeg oplever det som forkert. Nå, men jeg må spørge Per engang om, hvad han egentlig mener. Han har måske ordet i sin magt. Men det er heller ikke nok, bare at høre tingene fra en side. Men efter som det er et privat plejehjem, tror jeg, det er nogen rige mænd her fra omegnen, der har sat penge i det her hjem, og så vil de bare lave en god forretning. Det tager de betaling for. Så rigeligt endda. Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi ikke kun har offentlige plejehjem. Men alle her på hjemmet, kommer fra området og kender hinanden. Hinandens historier og mere. Er det ikke underligt? Nogen er dement, andre er hjerneskadet. Hvorfor er de på hjem sammen? Der er squ nok gået business i det. Man skal bare huske at undersøge tingene grundigt, inden man tager et valg. Men kan man det, når man er begyndende dement?

Samtale 18. marts 2015: Livet, børn og døden

Uha jan. Tag noget kaffe. Jeg har lige hørt, at Helles Micki har fået konstateret leukæmi. Heldigvis har de fundet det tidligt, for han har været til en masse prøver. Men det er noget skidt. Vi kommer aldrig til helt at forstå, hvordan Helle og Bjørn får det i de år, hvor han skal behandles. Man kan aldrig forstå andres ulykke, før man selv har været der. Og det uanset hvilken ulykke de kommer ud for. Nej, du har ret mor. Du er der jo selv et sted nu. Ja, har du piller med? Nå ikke, har du så tændt for kaffen? Eller er det en eller anden af skyggerne, der har gjort det? Det skal nok e. Hvad kan du fortælle om dine dejlige børn? Det billede der er fra Gerds barnedåb. Ja, Ja. Hun ligger i den røde runde sofa. Den kan I nok ikke huske. Radioen tror jeg ikke kunne spille, men vi fik fjernsyn i 1956. Ved siden af fjernsynet stod en vinflaske. Den faldt du ind i engang, hvor far og mig ikke var hjemme. Men I fik fat i urmagerens, som kom og stoppede blødningen. Jeg synes, jeg er helt blank med at huske så meget fra jeres barndom. I legede altid i vores have, for I måtte ikke lege i de andres haver. Du blev bundet i haven, for ellers rendte du væk. Det var en fin have, og vi fik bygget et skur til kaniner. Hvor er livet dog skrøbeligt, når du nu spørger til jer børn. Gerd var slet ikke boglig. Hun ligner Moster Lilli. Hende har jeg lidt flere erindringer om. Uha. Alle de steder hvor jeg har været for at hente Gerd. På politigården, i skolen og andre steder. Hendes lærer ringede næsten hver dag. Hold kæft et væsen der var. Men jeg kunne jo ikke blive hjemme, for jeg skulle på Ergoterapeutskolen i Aarhus, og så blev hun jo bare hjemme fra skolen. Hun var ikke rar. Men hun røg jo også hash. Hun var fuldstændig ligeglad med alt og faldt bare om flere steder. Og så måtte jeg hente hende. Tænk hun var ude sammen med andre med en riffel og holdt folk op. Jeg tror, du skal skrive en bog om hende. Det var, da vi boede i Reberbanen og senere i den flotte lejlighed i Slotsgade, hvor Peter havde loftværelset. Det var det værelse, Fru Løndal sprang

ud fra, efter at jeg var flyttet til Viborg. Det var en skam, at Gerd aldrig fik en uddannelse, for hun kunne have været god til noget med mennesker. Men hun var uheldig, med de mænd hun fik. Søren og så Verner. Det var Verner, der var værst. Søren var god nok. Men der var for meget med hash. Det var det misbrug, Verner døde af. Tænk på de tre piger der havde sådan en far. Uha. Dengang var der noget med Gerd hver eneste dag. Det var frygteligt. Gud ske lov, fandt hun Hans. Det blev hendes redning. Hun har haft alle odds imod, men nu har hun fået en fornuftig tilværelse.

Jan, nu er der en ved døren igen. Han har været der en gang i dag. Jeg har snakket med en mand, Per, som bor her med sin demente kone. De vil flytte, for der er for meget uro med ham, der render rundt på gangene. Personalet kommer og siger, at nu skal vi lukke os inde, og nu skal vi låse, for ellers kommer han ind. Han er hjerneskadet. Per siger, at de flytter, fordi nu kommer der en ny støjer, der vil ødelægge det hele. Per bad mig også bare sige det til ham, hvis der blev problemer, for det må der gøres noget ved. Det er nu ikke sikkert, at Per og konen flytter, for hun er vist for syg.

Var det Jer, du ville høre om? Robert var en type, hvor der skulle ske noget hele tiden. Han er den, der ligner familien Sørensen mest. Altid ambitiøs og tænkte mest på sig selv. Han er sig selv nærmest. Han skulle altid have den største knallert i skolen, og ville hele tiden have penge. Fandt også sommetider lønsedler som kontormanden ikke kunne finde. Der var vist også noget med elevforeningens kasse, da han var på Viborg Katedralskole. Der var også noget bøvl med hans SU støtte, da han læste. Han er en rigtig Sørensen, og han ligner også din bedstefar på en prik. Men da han rejste den morgen efter, at Han og Elisa havde holdt sølvbryllup på Hotel Ebeltoft Strand, afslørende han meget af sin sande natur. Alle gæsterne blev på en måde holdt for nar. Men mest Elisa. Det må have gjort ondt i hende. Hun og deres børn viste intet om, hvad han havde af planer for sig selv og fremtiden. Det var tarveligt. Ja, han har altid haft svært ved at være ærlig overfor andre, ja endsige sig selv. Penge helligere målet for ham. Ja, og så er der den historie fra Ledreborg Golfbane. Der var 600 mennesker på sjælland, som følte sig snydt og bedraget, da de lukkede golfbanen. Uha, jeg har aldrig læst alle de mails folk skrev. Ja, du mistede da også en del penge. Og du var endda hans bror. Jeg gider heller ikke høre om, at han ikke fik betalt hele købesummen til dig, da I skulle sælges det fælles hus, jeg boede i. Jo, der er noget Sørensen i ham. Selv om han slettede efternavnet Sørensen, hænger generne stadig i ham. Peter var en lidt anden type end I andre. Han var også rødhåret. Peter flirtede vist med Nielsens Annie inde ved siden. Hendes bror Ole ville være politibetjent, og så begyndte han at læse russisk i København. Annette Herborg på den anden side, var der ingen, der kunne lide. Peter var ikke dum. Han kom på gymnasiet, men stoppede efter 1. g. Han kom i murerlærer og blev udlært murer. Svendeprøven tog han i Hadsten. En dygtig murer, fortalte formanden Karl Nielsen i bedstefars murerfirma. Han hjalp da Robert og Elisa med at bygge deres garage i Mørke og byggede en læmur med pejs for Jer. Peter var dygtig nok, men han kunne bare ikke få tilværelsen til at gå op. Han boede oppe på tårnværelset i Slotsgade. Der havde han det for sig selv med hans hash. Ham og Henrik fra Højskolen røg lidt hash. Det prøvede de fleste i den alder. Mener at

Henrik fik vores gamle klaver. Så flyttede han til Ringkøbing som murer. Jeg var nede og hænge gardiner op for ham. Senere flyttede han til Aarhus. Han skulle hjælpe Robert med noget arbejde på et kollegium dernede. Jeg kan huske den aften, Peter og dig var til polterabend med Gerds første mand Søren. I kørte galt i min bil på vej hjem. I Engesvang. Klokken fire om morgen stod I uden for døren og måtte forklare, at I var kørt galt. I var væltet rundt i bilen flere gange. Han kørte også motorcykel og havde på et tidspunkt en trehjulet Messerschmidt. Den var smart. Han var syg med motorer.

Peter kørte galt på en scooter engang i Aarhus. Det var alvorligt, for han blev opereret i hjernen. Da var livet vist begyndt at gå ham imod. Måske var det med vilje. Han havde på det tidspunkt forsøgt at skære sig selv i armen. Jo livet vendte ikke hans vej. Men jeg har skubbet meget til side, som jeg ikke turde eller ville tænke på. Det må jeg have gjort. Det er også gået ad helvede til, efter at vi flyttede fra Porshøjvej. Umiddelbart vil de fleste sige at Peter lignede din far, men det billede er ikke helt. Peter var en anderledes boheme type. Men en stille type. Kunne godt lide at være alene, og havde ikke så mange venner, som I andre havde. Peter skulle man ikke genere. Han fandt sig i meget, men han kunne slå fra sig, hvis han blev presset. Peter fandt nogle specielle kammerater. Henrik var en anderledes type. Jo, og så blev Peter kæreste med Susanne Davidsen ude på Dalgas Allé. Hun havde et barn. Hende var Peter glad for. Jan, har du læst Peters afskedsbrev? Nej, hvor er det? Det ligger inde i skuffen. Jeg rører ved det hver gang, at jeg gør rent. Men jeg har aldrig haft mod til at læse det mere end en gang. Læs det bare, jeg tør slet ikke se på det. Det var træsprit, han drak. Det er lang tid siden, men man kan godt huske noget. Han har ikke haft det godt med sig selv. Vi var jo alle optaget af noget andet. Man kan næsten ikke lade være med at give din far skylden for alt det skidt, vi blev rodet ud i. Det havde ikke været nødvendigt. Men vi fik jo ingen hjælp dengang. Familien var der slet ikke. Familien Sørensen holdt jo hånden over din far og hjalp slet ikke. De lod ham bare drikke og skeje ud. Hans mor turde heller ikke gøre noget. Men læs du nu brevet. Peters afskedsbrev onsdag d. 2. august 1978: Kl. 12.00-12.30 Til alle det måtte berøre.

Nu har jeg i lang tid, (mange år), gået og kæmpet med at tile mig mine omgivelser, men endnu er det ikke lykkedes. Tvært imod har jeg haft held til at fjerne mig mere og mere fra det som andre kalder virkeligheden eller tilværelsen. I de sidste mange år, om ikke altid, har jeg holdt mig for mig selv af skræk for at overgå andre, fordi jeg ikke kendte deres form, bl.a. så derfor vil jeg nu søge derhen, hvor man kunne sige, der hverken findes ret eller uret. Det må jeg kunne finde ud af, og så er jeg fri for at spille de roller, som jeg tager og som er mig givet. Skade at jeg ikke kunne som Jer, men der er altid en mulighed mere. Jeg er et dumt svin, egocentrisk og livslysten, men hellere død som et latterligt dumt svin end slet ikke at ”være”. (Det er ikke en modsigelse) Peter PS. Med alle de overvejelser jeg har gjort, er disse jo kun nogle få, som jeg har husket, men min handling er velovervejet, og jeg har forsøgt mange gange, men manglet mod. Så derfor er jeg også denne gang i tvivl, om det lykkes, men som bevis på viljen har jeg to mærker, ar, på venstre håndled, der ca. er et år gamle og det var 3. eller 4. forsøg. Men om jeg må vil jeg gerne, at mine plader og bånd ikke bliver spredt. De har været en stor del af mit liv. Desværre skylder jeg Jan 500 kr. Robert 1000 kr. og mor har jeg lånt i hvert fald 5000 kr. af, men derudover er min gæld til hende, men også til resten af familien ubetalelig, men mest til mor. Betragt ikke det som betaling på en dårlig måde, for nu kan jeg ikke gøre flere ulykker eller dumheder eller rettet noget op. PSS. At jeg skriver et lukket brev til K.P. er kun fordi, han er den der tydeligst har talt/vist og sagt mig sit venskab. Mine andre venner ved godt, hvad jeg føler for dem, men min familie kender min ubetingede kærlighed. Peter Klokken er ca. 13.21 Ja der bliver ved med at komme mere, fordi jeg har røget en lille pibe hash for at dulme alle de tanker om konsekvenser og reaktioner, jeg forestiller

mig, og som plager mig, for jeg ved det vil tage ca. 24 timer, før jeg ikke behøver at tænke mere, men underligt nok bliver jeg mere og mere sikker, for i aftes forsøgte jeg også, og da blev jeg klar over, at hashen førhen har hindret mig og kun forstærket angsten og skyldfølelsen, men jeg er rolig nu, og dejligt er det at vide, at livet går videre. Jeg ryger en pibe mere. Klokken 14.07 Jeg skulle vist ikke have røget hash i går. Nu begynder alle bebrejdelserne at melde sig, men dem kender vi og alle undskyldningerne for at lade være, men jeg ved jo, hvordan jeg virker på folk. Doven, lad, forvirret, virkelighedsfjern, enfoldig, naiv? Men nu er det gjort, og jeg har været i situationen før, og denne gang kan jeg bare lade være at gøre noget og lade stå til og så selv tage konsekvenserne deraf. (Mavepine, hovedpine, blindhed, bevidstløshed). 14.20. Jeg er ved at blive omtåget, men om det er hashen eller metanol, ved jeg ikke. Nu lader jeg stå til. Jeg har fået tre glas, og da jeg ville se mig selv i spejlet, skulle jeg tæt på for at se mit billede, så synet er nok begyndt at svigte. Jeg blev forskrækket, men er igen rolig. Jeg må lige vende bånd. Santana ”Illumination” er færdig. 14.26. Nu tager jeg igen mine briller på, for jeg opfatter ikke mine omgivelser. 14.40. Nu tager jeg mig endnu en ”drink”. (1:4 eller :5 eller :6) 14.52. Har vendt ”Nuclear Nightclub”. For resten skal der til rækken af billeder på mig selv føjes ”Bøsse”, ikke at jeg er det, men at jeg to gange er blevet beskyldt for at være – måske fordi jeg holder så meget af mig selv og ingen veninder har, men det kommer jo ikke mig ved, hvad alle tror? 14.59. Jeg kunne være blevet meget. Ja alt, hvad jeg ville. Alt det der var forudbestilt, og jeg kunne komme ind på afbud alle steder, for jeg blev stående og ventede, for på et eller andet tidspunkt må jeg vinde eller dø – og jeg? For resten apropos bøsse, så optog den benævnelse en stor plads i mit liv gennem bl.a. mine reaktioner overfor andre mennesker. Jeg blev bange for, at de tænkte sådan om mig, så derfor måtte jeg hele tiden e på. Men nu er der snart ikke flere hentydninger til hverken ”Bøsseri”, ”idioti” eller ”lethed”. (Han er nem). (Måske sær) – og hvis jeg virker sådan, er jeg så

også sådan? Nå det forbliver ubesvaret, for jeg har aldrig været i seng med en dreng, fyr, mand, men kun damer, piger, kvinder. 15.27. Nu skal jeg have mig en ”drink” mere og så ”fyrer” jeg udskrab fra piben og frø og skaller og andet jeg kan finde fra opiumsvalmuerne, jeg har stjålet på en mark. (Jeg får også kaffe for at hygge mig, -ha!!! Men også ro). 15.53 Moody Blues ”It leaves so much to explain. 16.00 09 Jeg har lige skrevet til K.P. Send brevet til Kurt Per Jørgensen, Pilevænget 8, Højbjerg. 16.30 Procol Harum. ”Something Magic”. ”Drinken” venter. ”Tag dig sammen” 17.38 Jeg er lige vågnet op efter en lur, kunne jeg bare fyre en pibe, så forsvandt måske usikkerheden, -virker det ikke rent? Jeg har lige drukket den sidste slant af et glas (1:5) og er ved at blive klar. Når først symptomerne kommer, er jeg sikker. Jeg drikker meget kaffe. 17.57 Genesis ”Tres”. 18.37 Jeg har ligget på sofaen og tænkt og nu står jeg henne ved vinduet ved skrivebordet for at kigge ud. Jeg har sat ”Waves” på. 18.45 I dag går den hurtigere end ellers. Førhen kedede den mig, men nu er den det centrale. Det eneste sted jeg kunne leve var på Valhalla, hvor du blev slået ihjel om eftermiddagen og levede om aftenen. 20.43. Jeg ruller fra vinduerne og hører virkeligheden og nu 20.44 tænder for fjernsynet, jeg kan stadig se, og lukker igen vinduerne og gardiner, det er for køligt.

Min private epilog: Peter var det ultimativt varmeste og dejligste menneske, jeg har kendt, Han havde fanget livets sande jeg. Hvordan vi som dyrerace skal få det bedste ud af livet. Glem alt om det materielle og giv og gør alt det bedste du kan for andre og dernæst dig selv. Han kunne bare ikke bryde igennem, og vi andre fattede det ikke.

Samtale 25. marts 2015: Valg i livet.

Det er noget skidt, at Micki har fået leukæmi. Det er meget grimt. Jeg ville have haft ringet til Gerd, så hun kunne komme lidt hjemmefra. Nu sidder hun jo meget derude på sygehuset. Men heldigvis er det vist ikke gået i rygmarven. Blodet skal renses, men det er vist ikke gået i nogen lymfer. Gerd fortalte godt nok, at du har haft ringet til Helle. Det er fint. Vil du fortælle lidt om dit liv sammen med Poul 2. Nej, det er da alt for kedeligt. (Grin) Jeg kan da fortælle en lille notits, som du kan skrive ind, om dengang jeg gav ham en på hovedet. Det var i rækkehuset nede i Ebeltoft. Rønnehaven 8. Vi var møg uvenner som altid. Jeg gik ned i skuret til ham og spurgte, om vi skulle have kaffe, men snakken endte med, at vi skændtes. Han sagde et eller andet ubehageligt om min Peter, og da jeg stod lige ved siden af ham, svang jeg ham en lussing. Jeg har aldrig før givet nogen en lussing, men det her var en Knock Out. Så tog jeg min taske og gik. Så blev vi skilt. Det er måske den eneste gang, jeg nogen sinde har truffet mit eget valg. Han fik også et chok, da jeg sagde top for, at vi skulle sælge huset og blive skilt. Jeg mødte Poul på Mallorca. Han var dernede med sin søster og svoger, og jeg var på kursus på øen i fod-terapi. Det blev nu aldrig til noget. Ja, Ja. Jeg kan i dag ikke se det mindste af det, der må have været tiltrækkende ved ham dengang. Jeg kan ikke forstå det. Men der var selvfølgelig det med, at var jeg alene den gang. Jeg har aldrig været god til at sige fra. Men det hele er slet ikke, som I oplevede det. Vi blev gift på Ærø. Der var Pau med nede. Grunden til at det blev på Ærø, kan jeg ikke huske. Måske var det lidt forhastet. Jeg kan ikke huske, om det var noget med huskøb. Det var noget med penge. Han var bange for, at han ikke fik

nok. Så tog han navnet Birch til efternavn i stedet for Larsen. Det var underligt og vattet. Gjorde Kathrines Teddy ikke det samme? Det irriterer mig i dag, at han fik lov til det. Poul var træls, og han var ligeglad med alt andet end sig selv. Det viser sig jo også med, at han havde fem eller seks forskellige jobs, mens vi boede på Præstegårdsvej i Ørum. På Grundfos skiftede de ham ud, fordi han stod og snakkede i telefon hele tiden. Da vi rejste fra Ørum, var hele hækken fyldt med flag fra naboerne, fordi han rejste fra byen. Han var bestemt heller ikke vellidt i golfklubben i Ebeltoft. Han brokkede sig evig og altid til kommunen over et eller andet. De gad ham bestemt ikke. Han ville have alle rister i vejene vendt om, fordi cyklerne kunne sidde fast. Sådan var der så meget. Nej han var træls. Alle dårlige erindringer smider jeg væk. Er det ikke mærkeligt? Hukommelsen er væk, hvad det angår. Selv om vi var sammen i mange år. Vi var også på campingtur et par år. Der gik det godt. Så var det alle de andre, det kunne gå ud over. Der var også nogen, han kunne drikke med på turen. Han skulle have hans ti øl hver dag. Men vi har da haft nogle gode ture til Spanien og Portugal, hvor vi har fået noget at se. En gang oplevede vi at få frarøvet alle vores papirer, og vi måtte side på politistationen i over et døgn. En anden gang ville han køre igennem et vandløb med det resultat, at der kom vand ind i campingvognen. Hold kæft hvor blev han gal. Hans egne piger var han aldrig rigtig venner med. De havde ikke noget nært forhold. Men han endte på Sjælland, som han hele tiden sagde, han gerne ville. Han blev også dement. Det er meget svært at være her. Jeg synes, der er mange ting, der er forkert. Nu her om morgenen kommer der en og sætter sig her klokken otte og drikker morgenkaffe med mig. Hun sad her over en time i morges. Det er da fint, jeg har så mange besøg, men det er forkert overfor de andre. Der er mange andre, der skal plejes og vaskes. Det er nu dejligt at føle sig vellidt her. Jeg får masser af besøg. Men det er jo også et privat plejehjem. Personalet er sødt. Før kom de før otte, men jeg sagde til dem, at jeg først er klar klokken halv ni. For efter kaffen skal jeg jo bare vente på, at jeg skal i seng igen. Nu har jeg fået det udsat til, at de kommer og tager mig op klokken ni femten. I dag er det første

gang, jeg har gået en tur udenfor. Mine ben ekser under mig. De ryster hele tiden. Men jeg skal bruge lidt motion hver dag. Men jeg tror ikke på, at det bliver bedre. Den nye medicin, jeg får, virker ikke på min fysik. Kun på de syner jeg har haft. Det fortalte sygeplejersken mig. Hun synes også, at det er store ting, at de er væk. Men jeg har syner. Jeg fortalte hende, at jeg også havde syner om hende. Det var om aftenen, hvor jeg var gået i seng. Så har jeg drømt om hende, en pige i en hvid kjole med langt rødt hår der sad og syede. Det er så underligt. Bare det ikke bliver værre end det, så kan jeg klare det. Så må jeg gå rundt om huset to gange for at få min daglige motion. Det må jeg så gøre. Jeg må sige i forhold til jer børn, så er jeg for langt væk. Gerd kommer jo ikke bare lige og smider lidt mad ind. Nej det er for langt væk. Det er træls for de udenforstående. Ved ikke om der er ikke personale nok her. Hvis der er en, der skal have speciel hjælp, så er der ikke altid vagter på gangen. Det kan du også skrive en bog om. Er der ikke lige udkommet en bog om demens. Var det Jane Aamund, der havde skrevet den? Det kan jeg ikke huske. Jeg hørte lige i radioavisen i dag, at folk klager over, at der kun er en nattevagt på demensplejehjem, selv om regeringen har afsat 1 mia. kroner til plejesektoren. Hvorfor kan vi ikke alle få en royal alderdom? Jeg mangler to pærer i mine lamper. Det må jeg få ordnet. Jeg tror vi må ned og spise nu. Klokken er over seks.

Samtale 15. april 2015: lidt til sidst.

Det er dagen efter mors 85 års fødselsdag, som hun bestemt havde nydt. Sæt dig ned og få en kop kaffe. Jeg har haft ringet til Gerd, men hun havde ikke tid i dag. Det er i dag, Micki skal opereres, så det kan jeg godt forstå. Så sidder de derude hele dagen. Spis nu noget kage og chokolade. Du gik jo glip af fødselsdagmiddagen i går. Flæskesteg med rødkål. Det havde jeg selv bestilt. Jeg ville jo ikke holde noget. Men jeg kan godt sige, at der var et rend her hele dagen. De kom alle forbi og gav mig et kys på kinden. Der var koncert i går formiddags, og jeg blev ønsket tillykke. Der var flag overalt. Det var en rigtig dronningefødselsdag. Kørestolen var også pyntet. Jo, de har gjort meget ud af det. Jeg blev næsten lidt flov over det. Lilli har sendt chokoladen og en blomst. Nu er bogen også ved at være færdig. Der kommer lige det sidste med fra i dag. Det er da ikke sandt. Der er da ikke noget i den. Jo, der er. Vi har snakket sammen mange gange. Nå ja. Det er også rigtigt. Det er ikke til at huske det hele. Det bliver spændende. Christina og Ian var her forleden. Ian og Gerd har fået den samme type hund. Luie. Christina er da godt nok sød. Det sagde jeg også til dem. Han har forandret sig meget. Han ser anderledes ud. Han sagde, at han havde forandret sig igennem de sidste fem år. Det er dejligt at se, at det er gået til den side. Og han har kun sig selv at takke for det, for der er ingen, der har hjulpet ham. Ikke en eneste i familien. Der er ikke nogen, der har hjulpet ham. Det er utroligt, at han selv har kunnet klare det. Ja, ja. Det er vist holde op med at regne. Er det noget, du vil fortælle til bogen her til sidst.

Nej. Ikke rigtigt. Så kunne jeg jo starte forfra. Jeg blev født til en boksekamp. Nej, jeg glæder mig til at se den. Det kan være farligt, at sige for meget. Og livet kan man ikke lave om. Jeg har jo levet det. Jeg må hellere få ringet til Gerd og høre til Micki. Han kommer måske ikke hjem foreløbig. Jeg havde et Bjørn Viinblad fad på bordet. Nu er det væk. Der var også et par kurve, men de er også væk nu. Kan du ikke huske, de stod der på bordet. Nu er de væk. Vi skal ned og spise nu.

Det var så de samtaler.

Nu er det slut, Jan. Ok mor. Jeg slukker båndoptageren. Der er ingen tvivl om, at vi er mærket af det liv, vores forfædre har levet. Men vedkender og forstår vi, hvad det har betydet for dem? Deres job, familie, og venner. Hvad er livet for en størrelse? Hvad beriger os, og hvad bringer om uro og sorg? Jeg ville prøve gennem vore samtaler at få et lille indblik i en lille del af min mors liv. Ordene er hendes egne. Men bag disse mærkede jeg også alt det usagte, som hun ikke kunne eller ville fortælle om. Noget af det fangede jeg. Og jeg vil gerne forsøge at lære lidt af hendes liv. Jeg vil ønske, at vi alle ville søge efter et bedre menneskeværdigt liv for andre og os selv. Det vil lykkes, hvis vi vil lære og forstå meget af, det der var gået forud for vores egen tid, og tænk hvis…

© 2015 Jan Birch ISBN: 9788771701807 Forlag: BoD (Books on Demand) - København, Danmark Fremstilling: BoD (Books on Demand) - Norderstedt, Tyskland