Fra Dybet 3b105a

Fra Dybet

Copyright 2012 by John Schou Cover: Johannes Schou Published by John Schou at Smashwords ISBN 9781301502233

This eBook is licensed for your personal enjoyment only. This eBook may not be re-sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each recipient. If you’re reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then please return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the hard work of this author.

Index:

En Duft af Penge En Sælsom Belønning Gode Gamle Heinz Et Koldt Fodbad Der mangler Vold og Sex Idé og Magt Mohikanerens Eftermæle Søvnløshed Jeronimus En Prædikant Kom til Byen Trang til Forandring Den Gamle Julemanden A/S Moderne Juletider Sancta bin Claus Længsel efter Julemanden Livet er Noget, der skal Overstås Morderen og Ofret

Ridderen og Vagabonden Særlingen Prøvelsens Døgn

Dybt Nede er en samling novel

En Duft af Penge

I

Selvfølgelig var der mange tilfælde der skulle e sammen før Henrik og Torben Falck fik ridset grundlaget op for deres fantastiske princip. Et af elementerne var at Henrik var blevet biokemisk ingeniør og hans ældre broder Torben dyrlæge for få år siden. En aften sad de alene sammen, begge endnu ugifte, med mulighed for at lade sig begejstre af pludselige indfald og med ungkarlenes fleksibilitet til at følge deres begejstring med engagement. Ideen var blevet modnet hos Torben, som derpå havde bedt sin bror om at komme forbi en aften. Henrik blev overrasket over at Torben havde lavet usædvanlig fin og velduftende mad, det plejede de ellers at lave enklere når de sås. "Nej hvor dufter her dejligt, hvad skylder vi æren i dag? Du har anvendt lidt hvidløg så man lige akkurat kan fornemme det. Og en vin i karaffel — hør, kunne du ikke have advaret mig så jeg kunne have klædt mig lidt mere ende på?" kommenterede Henrik straks da han var kommet indenfor. De satte sig næsten straks til bords, alt var nu færdigt. Efter den obligate første bid gjorde Torben et stort nummer ud af at prøve vinen. "Du Henrik, lad mig høre dit indtryk om denne bouquet?" Henrik var vinkender som Torben selv, og de nød at servere en vin i karaffel for hinanden og se hvor tæt de kunne gætte sig til alder, oprindelsessted og anvendte druesorter. Henrik gættede på en St. Estephe der måtte være 4-6 år gammel, formentlig en Cru Bourgeois, en ret lys farve talte imod anvendelsen af Melot, og så fulgte en række blomstrende udtalelser om vinens duft, der ville have gjort en anden deltager i middagen irriteret. Nærmere kom han dog ikke oprindelsesstedet for denne vin, hertil er der for mange vingårde med prædikatet Cru Bourgeois. "Henrik, den egenskab du har til at give en præcis duftanalyse er et centralt led i det der er årsag til middagen her i aften. Jeg tror at vi kan komme til noget

spændende ved at kombinere denne egenskab for at beskrive og genkende dufte med vores to uddannelser. Hvis jeg har ret kan resultatet blive så storslået at resultatet endnu er ufatteligt," indledte Torben. "Det lyder næsten for spændende. Men tror du at vi kan lave ret meget når vi er færdige med flasken her? Jeg vil egentlig foretrække at nyde dette bevis på din gastronomiske og ønologiske kunst nu til aften og så blive alvorlig en anden dag. Hvorfor blev du dog dyrlæge og ikke chef-de-la-cuisine?" Men Torben gik lige til sagen, han havde jo et andet formål med sin investering i middagen. "Netop mit virke som dyrlæge har bragt mig på sporet af noget fantastisk. Sammenlign nu din egen analyse med hvad en hund kunne have fået ud af denne bouquet ..." "Nej, Torben, det var sku ikke nogen pæn sammenligning!" "Du må da indrømme at en hund har en langt bedre duftesans end vi mennesker, derfor sætter de jo også sporhunde ind mod for eksempel narkotrafikken." "Ja, men jeg kender ingen hund der kan lide en god vin, og selv hvis den kunne ville den ikke kunne meddele sig. Men forresten, hunden kunne selvfølgelig ikke blot analysere meget mere sikkert end vi, den kunne også huske sine indtryk langt bedre og derved altså genkende vinen igen når den mødte den senere, svarede Henrik, nu lidt mere eftertænksom". "Glimrende, nu nærmer du dig hastigt. Og hvad er det så der betinger denne genkendelse?" "Det er vel nærmest dit område, Torben. Men enhver ved vel at hunden har langt flere celler tilknyttet lugtesansen end mennesker. Den har jo også en større næse." "Sådan er det, kort fortalt. Men selv vi mennesker med den rudimentære lugtesans, som du lige har afprøvet på vinen, kan dog analysere mange dufte, langt mere fintfølende end de instrumenter du benytter dig af. Både hvad angår behagelige dufte og det man ville sige stinker." Henrik rystede vinen rundt i glasset, duftede til den og tog en lille slurk i munden. Han sugede luft ind mellem tænderne med en smaskende lyd og lod derefter vinen glide ned over tungen. Han vidste at smagen fortil og bagtil var

forskellig. "Sig mig, vi lærte i skolen at der kun er 4 forskellige smagssanser, som så med forskellig koncentration giver det komplekse smagsbillede. Kan det virkelig være rigtigt?" "Selvfølgelig ikke," svarede Torben, "men når en løgn fortælles ofte nok ender den med at blive til sandhed. Måske ligger en af forklaringerne på at man har negligeret dette problem i at man har fastlåst sig i denne stereotype model. For lugtesansens vedkommende har man dog indrømmet at der er flere forskellige celler. Og så er der selvfølgelig enorm forskel på molekylerne i luft og de, der er opløst i en flydende basis." Han demonstrerede dette for sig selv på lignende måde som Henrik havde gjort med vinen og fortsatte så: "Det er dette jeg gerne ville diskutere med dig. Forestil dig at vi med et apparat kunne efterligne lugtesansen, ikke kun for at gøre narkohunden arbejdsløs men for at analysere en lang række sporkoncentrationer i industrien." Katten var sluppet ud af sækken. Henrik tænkte sig om og tog en ordentlig mundfuld for ikke at skulle tale lige med det samme. Efter længere overvejelse sagde han: "Jeg tror at det er meget mere end vi to kan gabe over, Torben. Hvem skulle betale de uhyrlige investeringer? Hvem skulle stille laboratoriefaciliteter til rådighed? Selv hvis det skulle være muligt principielt set at gøre det du foreslår, så tror jeg ikke at vi to alene kan udrette ret meget." Han så at hans bemærkning skuffede broderen og tilføjede så kort efter: "Men det er nu alligevel en fascinerende tanke. Hvordan havde du tænkt dig at gå videre — for du har åbenbart tænkt ret meget over det inden du kaldte på mig?" Det forholdt sig netop sådan. Torben havde gået med tanker om projektet i ugevis, havde søgt oplysninger forskellige steder og udviklet nogle teorier, der kunne danne grundlag for det første arbejde med sagen. Henriks bemærkninger, sagde han, var ham ikke fremmede, han havde selv indset at dette var mere end de to alene kunne hamle op med. Men det var måske muligt at udvikle en del af et princip, patentere dette og derved sikre sig at man kunne få del i den videre udvikling, måske også en vis økonomisk sikkerhed for det der allerede nu syntes uomgængeligt. "Barnet skal have et navn," sagde Henrik, der dermed tilkendegav sin interesse i at tage del i projektet. "Vi planlægger skabelsen af et apparat, der kan måle lugte, i hvert fald kvalitativt [at skelne mellem forskellige substanser], formentlig også kvantitativt eller semikvantitativt [at måle deres koncentration, absolut eller relativt]. Har du et sådant navn parat efter dine ugers grublen eller skal jeg give

dig et?" "Du har ret, det har jeg tænkt på. Jeg foreslår at vi kalder det 'Olfactologen', efter duftnerven, nervus olfactorius. Dette er den anden af de tolv hjernenerver, så det siger måske lidt om hvad vores hjerne mener om vigtigheden af denne aktivitet. Sikkert mere end folk normalt anser betydningen af deres lugtesans." De udvekslede en del tanker om projektet, men den gode middag ødelagde den kritiske sans. På den ene side medførte dette en betydelig eufori over hvad det nu alt kunne blive til, på den anden side blev det svært at tænke så klart som et så vanskeligt tema nu krævede det. En cognac til kaffen ødelagde de sidste muligheder herfor, hvorpå Henrik takkede for den dejlige aften. "Hvad med om vi mødes hos mig på søndag eftermiddag med et lidt klarere hovede? Hvis jeg kender dig ret har du allerede lidt litteratur parat, så jeg har noget at begynde med." Sådan forholdt det sig også, Torben havde tre bøger stablet op med nogle papirstriber indeni, der henviste til afsnittene om lugtesansens kemiske baggrund. Henrik tog afsked, gik ud på trappeopgangen og sagde så spottende: "Uhm, frikadeller!" "Ja, og medisterpølse og kylling og suppe og meget andet. Det bliver vores store problem at holde det altsammen ude fra hinanden, men det er netop olfactologens styrke at den kan det," afsluttede Torben. Nede på vejen besteg Henrik sin cykel i mørket. Den sene martsaften var vel ikke rig på dufte, og dog, når man nu var særlig opmærksom, var der duften af fugtig skovbund med halvrådne blade og græs, så kom en bil forbi og ødelagde alt med sin udstødning og på hjemvejen kom han også forbi en lille chokoladefabrik, for nu blot at nævne nogle af indtrykkene. Denne sans har vi mennesker virkelig trængt i baggrunden, tænkte han. De fleste folk ved ikke rigtig at de har den fordi de aldrig træner den, nogle forgifter den direkte ved forskellige kunstige dufte som cigaretrøg eller parfume i ukritisk koncentration, måske blot med det formål at overdøve andre, naturligt forekommende dufte. Hvad de havde talt om nu til aften var resultatet af det tilfælde, at brødrenes to uddannelser supplerede hinanden på dette felt, men det var måske endnu mere resultatet af deres fælles interesse for vin, for ellers havde de sandsynligvis levet videre i lykkelig uvidenhed om den slumrende sans.

II

Da brødrene mødtes hos Henrik den næste søndag var det et uoverskueligt projekt. "Jeg kan se mange steder hvor man kan begynde fra, men jeg ved stadig ikke hvordan vi skal komme frem med noget der kan bruges, uden at vi forråder vores viden på et for tidligt tidspunkt," sagde værten. "Det er ganske vist et problem," svarede Torben, "men hvis vi nu holder fast ved at vi formentlig ikke når frem til noget brugeligt så kan vi da ikke blive skuffede. Og hvis vi på den anden side opnår noget, så kan vi siden snakke om hvordan vi skal fyre det af på markedet. I værste fald bruger vi lidt tid på et umuligt projekt. Sålænge det interesserer mig har jeg i hvert fald ikke noget imod at gøre det, selv med en betydelig risiko for at der ikke kommer noget ud af det." Denne udlægning kunne Henrik også tilslutte sig og tilføjede: "Det er formentlig nemmere at arbejde med biologiske membraner, i hvert fald til at begynde med, og så skal vi kun arbejde med ét dyr, ellers går der hurtigt forvirring i mønsteret. Det bedste hvad lugte angår er hunden. Kan du skaffe nok præparater til at vi kan gå videre ad den vej?" "Ærligt talt, det er enormt svært med hunde, der er så mange forskellige slags og de havner aldrig på slagteriet. Jeg vil foreslå at vi arbejder med grise, tænk dog på svinene der lugter sig frem til trøffelsvampen i Perigord. Det er måske ikke ideelt, men vi skal jo kun demonstrere et princip og derefter overlade det til andre at gå i gang med den dyre del af udviklingen. Og grise kan jeg skaffe til overflod fra mit lille bijob i slagteriet." Hvad der skete i de følgende uger er svært at forstå og umuligt at forklare — vi kender jo heller ikke detaillerne i Torbens og Henriks arbejde. Det vigtige var at det faktisk lykkedes Henrik at udvikle en model med en biologisk membran, der gav udslag for to forskellige komplicerede molekyler. Dette arbejde kunne han ikke gøre derhjemme, så han måtte bede om tilladelse til at foretage visse eksperimenter på den fabrik hvor han var ansat. Denne tilladelse blev først givet da Henrik foregav at projektet kunne have en vis betydning for firmaets arbejde. Da han imidlertid syntes at have nået sit mål bad hans chef, hr. Jespersen, ham

om at holde op med sin bibeskæftigelse, idet man anså det for en risiko at denne drænede ham for energi til sit egentlige arbejde. Det ringede han straks samme aften om til sin bror. "Nå, men det løser så mit problem," sagde Torben. Jeg må nemlig heller ikke forgribe mig på svinehovederne mere. Der er ingen der kan fortælle mig hvorfor, men måske er det fordi jeg heller ikke vil sige noget om hvad jeg skal bruge dem til." "Det morsomme i hr. Jespersens tilrettevisning i dag var, at jeg på den ene side ikke må arbejde her i min fritid, men hvis jeg skulle have opnået noget her i denne tid så tilhører det firmaet. De ved sku virkelig hvordan de kan få mest muligt ud af folk," sagde Henrik ironisk, "det er mig i hvert fald en trøst at du bliver lige så demotiveret på dit arbejde. Så langsomt forstår jeg hvorfor olfactologen aldrig er blevet opfundet!" "Nå ja, egentlig er det vel meget godt at vi stopper denne fase nu," svarede Torben, "du har jo allerede nogle resultater at opvise. Og du er nu sikker på at hverken ham Jespersen eller andre af dine kolleger har anelse om hvad vi har arbejdet med?" "Helt sikker!" "Så er det blot at erklære dette for spildt slid overfor omverdenen, så vi kan få ro til at fremlægge vores materiale rigtigt, det vil sige, det er jo først og fremmest din opgave. Jeg undersøger så i mellemtiden hvordan man kan patentere princippet." Det første lykkedes. Der var ingen af de små folk, som jo ikke ville hjælpe men gerne have del af en mulig kage, der kunne forstå hvad der var gået for sig, og brødrenes fritidsbeskæftigelser blev hurtigt glemt — heldigvis havde de andre jo ingen fritidsproblemer, som de stolt fremhævede. Det andet var imidlertid overordentligt svært. "Der er rent praktisk ingen mulighed for os at hæve et patent på princippet," konkluderede Torben. "Den eneste chance er at anmelde et patent, der så registreres som 'patent pending' i et land, forudsat at der indbetales et ret stort gebyr — og så er der alligevel ingen garanti for at ideen ikke stjæles i et andet land. Og på et tidspunkt skal selve patentet så betales, men på det tidspunkt er der vel et firma der er interesseret. Jeg har ikke udforsket alle enkeltheder, men det er en yderst kompliceret sag, og

jeg er bange for at det koster mere end vi to kan forventes at få ud af princippet." "Jeg kan investere min fritid, men skattevæsenet sørger for at jeg ikke kan investere stort andet," svarede Henrik. "Der er vel ikke andet for end så alligevel prøve at få kontakt med et stort industriselskab, der kan spytte de penge ud der skal bruges. Så er det bare et problem at holde på i det mindste nogen af rettighederne og sørge for ikke at falde af i den første kurve." "Det er selvfølgelig mere usikkert, men hvis det er billigere er jeg også med på den løsning," sagde Torben, og derefter gik man ind i den næste fase, at prøve at sælge ideen til olfactologen og samtidig få tilsagn om at tage del i den videre udvikling.

III

Det havde ikke været nemt for Henrik at få succes med sine membranforsøg, selv om han var blevet hjulpet af god planlægning og heldige sammentræf. Som kompensation for hans ringere andel i dette arbejde skulle Torben så knytte kontakterne til industrien. Kun Torben havde mulighed for at gå på forretningsbesøg midt om dagen, han havde et deltidsarbejde i en dyrlægepraksis i København og så sit tilsynsarbejde ved et slagteri i udkanten af storbyen. Efter to uger aflagde han rapport til broderen i dennes lejlighed: "Jeg er selvfølgelig lige begyndt, og jeg prøver også at lære af hver mislykket samtale og anden kontakt, men jeg har en ubehagelig følelse af at det hele kan sættes på en ganske enkelt formel," begyndte han. "Enten er firmaet for stort til at jeg kan komme i forbindelse med den person der kan træffe nogen afgørelser, eller også er det for lille til at kunne foretage sig noget med vores projekt." "Man skal selvfølgelig ikke forvente at komme igennem lige med det samme, Torben!" Henrik havde også mødt grænsen for hvad han kunne opnå alene i sine eksperimenter, men han var egentlig stadig til sinds at fortsætte. "Det er ikke kun lettere at opfinde en let ændret form for barbermaskine end det er at opfinde erstatningen for en barbermaskine. Det er simpelt hen umuligt at

markedsføre sidstnævnte. Ingen savner det de ikke har hørt om og ingen vil høre om det de ikke savner," var Torbens konklusion. "Ærligt talt er jeg heller ikke kommet et skridt videre. Hvis der er nogen der støtter eksperimenterne økonomisk og materielt er jeg sikker på at kunne komme over det døde punkt, men som det går nu slider jeg alle resourcer op uden at der kommer noget ud af det, og det synes åbenbart ikke at gå dig bedre, Torben." Der var en lang pause. Det var egentlig sagt alt sammen, der manglede bare en konklusion. Men hvordan indrømme at alle anstrengelserne var omsonst? Nå ja, man kan da også lade være med at indrømme det, eller udskyde denne indrømmelse noget tid. Det var så det der skete: "Egentlig en interessant tid, men skal vi ikke holde op inden vi slider os op til ingen verdens nytte?" spurgte Torben så endelig. "Det var en fantastisk idé," begyndte Henrik, "jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive til noget en gang senere, men det bliver så uden os." "Selvfølgelig skulle du have åbnet en tempereret flaske tidligere, men har du ikke bare et eller andet man kan være bekendt at hive op, jeg er moden til den nu," fortsatte Torben. Henrik gik ud i køkkenet. Fem minutter efter kom han ind med to fyldte glas, der var intet spor af flasken. "Valpolicella fra sidste år, ingen særlig bouquet at forvente men det er da stadigvæk bedre end smagen," skyndte Torben sig at sige inden glasset havde nået ham. "Men hør, den farve, den er da næsten for lys for sådan en italiener." Han duftede overfladisk. "Undskyld det jeg dagde før, det er jo en Bourgogne, mindst 10 år gammel. Nærmere kommer jeg det ikke, jeg kan ikke rigtig finde ud af Bourgogne, men det er i hvert fald en ren pinot noir, og den er både tempareret og åbnet et par timer før jeg kom" sluttede han. "Morey St. Denis, 1971," svarede Henrik stolt. "Jeg tænkte at vi måske havde noget at fejre. Men det har vi måske også." Torben så spørgende på ham og han fortsatte: "Vi fejrer nu den tid vi ikke spilder fremover med dette projekt. Skål!" Og det snakkede de så ikke mere om den sommer. Formentlig derfor er olphactanten indtil nu i dag ikke opfundet endnu.

En Sælsom Belønning

I

Frede Jensen var knap fyldt 70 år da han bemærkede at han ikke mere huskede så godt. Det er egentlig ikke noget man behøver at være særlig gammel for at lide under, men Frede Jensen syntes det var helt unormalt. Han havde tilbragt sit liv som et sundt menneske, nærmest ubarmhjertig overfor sine medarbejdere når der var noget i vejen med dem, og hvis han selv overhovedet blev syg var der ikke nogen der fik det at vide. Hvad der præcist foregik i hovedet på ham nu var det nok svært at få begreb om, men det var ikke nok for Frede Jensen. Han ville have vished om sagen. Hr. Jensen var ikke bare velhavende, han var virkelig rig. Da devisen altid var at gå fremad, og da man ikke laver gode forretninger ved at forære pengene bort, havde han bragt en hel del sammen, og selvom han prøvede at investere pengene i nye firmaer, endte det altid med at han fik mere og mere tilovers. Skattemyndighederne var tilfredse med ham, og selv efter at de var blevet fodret af var der mere end tilstrækkeligt tilbage til hr. Jensen. Han havde derfor altid et par millioner kroner på kontoen, foruden hvad han ellers var god for i faste værdier. Det nyttede ham bare ikke nu. Hans kone var død for år tilbage, og der var ingen børn i ægteskabet til at arve. Uden for rækværket ventede ganske vist en nevø og nogle niecer håbefuldt på, at det blev deres tur, men Frede Jensen havde aldrig næret nogen særlig sympati for dem. Uanset beløbets størrelse var han sikker på at det ville være forsvundet kort efter at arven var blevet uddelt. Og nu kom så det nye fænomen til. Hr. Jensen opsøgte en neurolog i London. Han kunne have gjort det i København, men han kunne bedre lide at tage til udlandet og følte sig på en eller anden måde mere sikker på at der ikke skulle sive noget ud om han problemer og undersøgelsens resultater. Det sidste slog han dog snart selv i stykker. Efter at have overtalt neurologen til at give ham sandheden uden omsvøb og

sygdommens videre prognose, fik han det som ønsket. Alt andet havde været lettere at acceptere end netop det: "De lider desværre af tiltagende demens. Som De ser her på computertomogrammerne er hjernen allerede aftaget i volumen på bestemte steder. Der er i øjeblikket intet, der kan få denne process stoppet, selvom der er nogle medikamenter der giver en vis hjælp til at begynde med. Selvfølgelig kan jeg ikke sige, hvor hurtigt sygdommen skrider frem. I værste fald må man finde et plejehjem indenfor et år, i bedste fald kan der gå 5 år inden det kommer så vidt." "Jamen, er det ikke noget man i stedet for kan dø af?" indvendte hr. Jensen, men svaret var negativt. Havde det bare været en eller anden form for kræft, det måtte godt være forbundet med smerter, og selv en vis (dog ikke overdrevet) åndenød havde været bedre end visheden om at man var ved at dø mentalt, mens ens krop i tiltagende tomhed svævede som en stor belastning for andre. På det tidspunkt ville hr. Jensen måske ikke mærke mere til sin egen hjælpeløshed, men set på en vis afstand var det nu en ringe trøst. Han tænkte på en ven fra Hannover, hr. Langedorf, som altid havde haft fornøjelse af øl og vin, og som nu havde en svær leverlidelse. Hr. Langedorf vidste godt hvorfra han havde fået den, og han havde for kort tid siden meddelt sin danske ven at han havde trukket sig tilbage til et ensomt sted, hvorfra der ingen hjælp var at få når hans spiserør atter brød op i et blodbad. Han havde afslået en operation med ordene "lieber verbluten als verblöten" (hellere forbløde end fordummes), og det kunne Frede Jensen egentlig godt følge ham i. Det valg havde hr. Jensen åbenbart ikke. Chancen for at blive kørt over af en bil eller falde ned med et fly var med den nuværende trafiksikkerhed ganske minimal. Således overlevede han også transporten hjem til København. Han var mærkelig tavs under hjemturen, tænkte hele tiden på fremtiden. Det værste var at han snart ikke ville være i stand til at tage vare på sin egen skæbne, mens det nu måske var for tidligt at gøre en ende på den. Hr. Jensen tog ferie, noget han egentlig aldrig havde gjort. Han havde alligevel rejst så meget i forretningsøjemed at han ikke syntes der var grund til at rejse mere, men nu prøvede han det for første gang i mange årtier helt privat. Han tog til Firenze, så til Rom og Jerusalem. Der var egentlig så meget han skulle se, men han kunne ikke nyde opholdet nogen steder. Dels var han ikke vant til at

rejse som turist, for også det skal læres, dels kredsede hans tanker til stadighed om den nye tilstand. Hvilke forværringer havde sygdommen nu forårsaget i dag? Alle små forglemmelser, som enhver anden selv 50 år yngre ville have taget med et smil, blev nu betragtet som symptomer på den fremadskridende sygdom. Det var der ikke nogen fornøjelse ved. Hver af de tre byer skulle have været besøgt længere, i stedet formede hver afrejse sig som en flugt, og til sidst rejste Frede Jensen bare hjem. Og så, på hjemrejsen, fik han en ny idé. Det havde jo altid været hans devise at næsten alt kan købes for penge, og penge havde han jo nok af. Så måtte det vel også være muligt at købe en nådig død for penge. Det måtte bare tilrettelægges rigtigt, for normalt var det sværere for rige folk at dø end det var for almindelige mennesker, der var ligesom ingen der rigtigt turde give slip på dem. Dagen efter at han var kommet hjem kaldte han advokat Bruun til sig. Hr. Bruun traf man på kontoret eller i retten, men kun meget sjældent gik han ud til sine klienter. Hans st·rste kunde var dog Frede Jensen, og denne havde til gengæld aldrig været set på Bruuns kontor. Advokat Bruun blev sat ind i sagen. Testamenter havde han sat op i massevis, til dels var det vel det han levede af. Men så kom Frede Jensen til sagen, og her fandt advokaten sig på tynd is. Udtrykt i hans sprog var der vel ingen 'præcedens' for dette tilfælde, men selv denne formulering opgav han da hans klient forklarede hvad han ·nskede: "Der skal udsættes en dusør på 1 million US-$ på min død. Bel·bet skal forvaltes af en uvildig instans og udbetales uden myndighedernes indblanding. Drabet skal være fuldført indenfor 6 måneder for offentliggørelsen. Skulle vinderen blive pågrebet af politiet kan beløbet fortsat forvaltes og først frigives, når vedkommende kommer på fri fod." Advokaten bad om lidt tid til eftertanke og rejste sig i den luksuriøse, men dog ret koldt udsmykkede stue. Hr. Jensen blev siddende helt stille med lukkede øjne, tilsyneladende uden at lade sig mærke med den lange tavshed. Hr. Bruun var ikke i nogen let situation. Frede Jensen var ikke en kunde man bare kunne sige nej til, men samtidig var situationen ikke acceptabel for en retskaffen advokat. Det galdt nu om at finde en formulering der tilfredsstillede begge disse ekstreme hensyn. Det syntes hr. Jensen imidlertid at have forudset, for efter flere minutter afbrød han tavsheden med udtalelsen:

"Jeg ved, at det ikke er let, hr. Bruun, men jeg har ikke i sinde at give mig tilfreds med en indviklet og til slut dog intetsigende erklæring. Der drejer sig mere præcist om hvorvidt vores samarbejde kan fortsætte eller ej." "Forstå mig nu en gang," stammede hr. Bruun, tydeligt nervøs ved udsigterne til på den ene eller anden måde at miste sin vigtigste kunde. "Det De forlanger kan fremstilles som et krav om medvirken til en forbrydelse, og det kan jeg under ingen omstændigheder gå med til. Giv mig lidt tid til at finde en løsning på problemet." "Godt, hvis De har fundet en løsning, ses vi ved samme tid i morgen. Ellers ser jeg ingen grund til at De kommer." Hermed var mødet forbi. Hr. Bruun, der ellers var vant til at fastsætte møder måneder frem, spildte ikke tiden med en indvending om at denne frist var for kort, det var nu en gang betingelsen at man skulle arbejde hurtigt hvis man ville arbejde sammen med Frede Jensen. Med et "farvel" til afsked havde han ikke sagt om han ville komme i dagen efter eller ej. Han vidste det heller ikke selv endnu.

II

Hr. og fru Olsen var selv godt op i 60'erne og ede Jensens store domicil, samtidig med at hr. Olsen af og til optrådte som chauffør. Det kan lyde luksuriøst, men egentlig var huset så stort at man godt kunne have forventet andre til at tage del i husholdningen. Til daglig kørte hr. Jensen selv til arbejde og blandede sig stort set ikke i familien Olsens gerninger. Hr. Olsen havde tid til at e parken — det var for beskedent bare at kalde det en have, — men han var næsten også den eneste der havde glæde af den. Præcis klokken fire om eftermiddagen ringede hr. Bruun på ved den brede hoveddør til Frede Jensens hus og blev lukket ind af fru Olsen. Andre måtte det måske forekomme ejendommeligt at de ikke udvekslede andet end afmalt høflige hilsener når de dog havde kendt hinanden i årtier. Kun en lille smule varmere var forholdet mellem højesteretsadvokaten og hans klient. Hvis overhovedet nogen af dem havde venner, var de at finde i andre

kredse. Det havde da den fordel, at man kunne komme hurtigere til sagen. "Jeg kan forelægge en løsning på problemet," indledte hr. Bruun og tog en stabel papirer op af sin mappe, "men ikke før jeg har udtrykt min dybeste misbilligelse af Deres forehavende. Jeg vil naturligvis gerne være behjælpelig med at finde en anden løsning og finder det i alle tilfælde helt utidigt, at De allerede nu påtænker den ekstreme afgang. Hvis Deres tilstand berettigede det, ville det faktisk være mere humant at diskutere mulighederne for et selvmord." "Jeg tager Deres misbilligelse til efterretning og er spændt på at høre Deres l·sning," kortede hr. Jensen ham af. "Godt, De er selvfølgelig klar over at vi ikke kan tilbyde den store sum helt officielt. De som privatmand kunne selvølgelig gøre det, men det er umuligt at forpligte nogen til at betale en morder på et retsligt grundlag. Mit forslag er derfor at oprette et udenlandsk fond, der skal tildele summen til en bestemt, men i øjeblikket ukendt person. Her er udkast til fondatssats. Uddelingen foretages enstemmigt af tre personer, men kriterierne for uddelingen kan ikke nedfældes officielt. Beløbet på en million US-$ kan ikke tilfalde nogen som er i slægt med eller står i arbejdsforhold til nogen af de tre, for hvem der udnævnes yderligere 2 substitutter i tilfælde af død. Kun såfremt en sådan uddeling finder sted efter aftalte men ikke offentliggjorte kriterier, skal hver af de ansvarlige og eventuelle substitutter i udvalget dele resten af fondets midler imellem sig. For at aktivere dette fond, indsættes der f. eks. 1,5 millioner $ her. Skulle fondet ikke blive aktiveret indenfor definerede tidsgrænser, tilfalder beløbet enten et velgørende formål eller den samlede arvemasse. Medlemmerne af dette tribunal, sådan kan man jo ende kalde det, må De selv udpege." Hr. Bruun holdt en lille pause og tog et andet papir frem: "Så har jeg også lavet et udkast til ordlyden af de kriterier, efter hvilken tribunalet vælger modtageren af det store beløb. Dette papir kan som sagt ikke offentliggøres og dermed heller ikke bekræftes notarielt. Den bedste garanti for at udvælgelsen finder sted ligger formentlig i Deres udvælgelse af de tre personer, som enstemmigt skal træffe en afgørelse. Så må man faktisk håbe på at disse tre personer så også holder sig til de nedfældede betingelser." "Hr. Bruun, jeg har altid påskønnet Deres arbejde, men aldrig mere end nu. Må jeg bede Dem selv om at tage del i dette tribunal? Forresten, jeg synes ikke at vi beh·ver substitutter for de par måneder. Jeg har tænkt mig fondet som de foreslår

det, blot med to millioner $ i alt, så det bliver en pæn belønning at sidde i fondsbestyrelsen hvis det ønskede mål kan nås. Vil De acceptere at deltage på disse betingelser?" Advokaten havde allerede inden sin ankomst tænkt længe over dette spørgsmål, selv med en væsentligt ringere belønning. Han var kommet til den slutning, at aldrig var penge blevet tjent lettere end det kunne ske ved denne lejlighed. Det var egentlig kun et spørgsmål om at sige ja uden at virke alt for begejstret. Det lykkedes da også. Hr. Jensen trykkede på en knap på skrivebordet. Fru Olsen kom ind og fik besked på at vise de andre gæster ind. Lidt efter kom to mænd ind i den store salon. "Hr. Bruun, De kender jo allerede direktør Helvig-Madsen fra firmaet. Den unge mand til højre er Torsten, min brors eneste søn. Jeg har ikke villet indblande hans søstre i dette her. Jeg har inviet begge d'herrer i mit sundhedsmæssige problem og fortalt dem lidt om min beslutning. Jeg vil gerne bede Dem om at forklare Deres udmærkede forslag, hr. Bruun." "Hvis du virkelig er så træt af livet, farbror, hvorfor kan du så ikke begå selvmord som så mange andre mennesker?" afbrød Torsten. "Det er da meget lettere, og så behøver du ikke at trække andre med ind i det." "Så, så," indskød direktør Helvig-Madsen, "lad dog være med at drive Deres onkel til sådanne yderligheder, måske kan vi dog alligevel finde en bedre løsning ..." "Nej, hr. direktør, min beslutning står ikke til diskussion, det er ikke for at spilde tiden, at jeg har tilkaldt Dem her. Jeg har mine særlige grunde til at jeg ikke ønsker at begå selvmord men foretrækker at andre skal stimuleres til et drab. Disse grunde står ikke til debat. Hvis De hjælper med på de givne præmisser kan De tjene en stor sum penge uden rigtig at arbejde for det, ellers kan De naturligvis sige fra med det samme. Hør dog først hvad højesteretssagfører Bruun har at sige om planen." Man kunne mærke at øjeblikket stadig ikke var kommet til at sige Frede Jensen imod. For resten har gamle mænd det med at blive mere stædige med alderen, specielt når demensen begynder at sænke sit slør over de før så klare tanker, hvad der dog næppe var problemet her. Der var i hvert fald ikke nogen der gjorde mine til at diskutere yderligere, og hr. Bruun gjorde atter rede for

enkelthederne omkring fondet. Så fortsatte han: "Det er vigtigt at truslen om at myrde Frede Jensen kommer fra en fremmed gruppe og egentlig fremsættes af hr. Jensen selv. Gennem en ende indiskretion i formiddagsbladene vil man ikke kunne lade være med at offentliggøre truslerne og belønningen. Så er det kun et spørgsmål om at identificere morderen på et senere tidspunkt, så vi selv kan få vores del ud af fondet, men det spørgsmål kan hr. Jensen jo så tage det ret roligt med." Der blev ikke snakket ret meget efter denne fremstilling. Papirerne var parate til underskrift, og de blev skrevet under på stedet. Derefter blev mødet hævet.

III

To dage senere stod det på forsiden af formiddagsbladene: "Mordtrusler mod kendt direktør — nyt fænomen i Danmark?" og "Terrorgruppe udsætter belønning på 1 mill. $ på F. Jensens død". Man havde prøvet at få en kommentar fra ofret for disse trusler, men denne var angiveligt bortrejst samme morgen og syntes også derved at bekræfte overskrifterne. To dage senere fremkom der i en anden del af pressen antydninger af at denne historie enten var opfundet, eller i det mindste givet ordentlig vind i sejlene af den lettere del af pressen. Da der ikke kom nye informationer til og man ikke så godt kunne underholde læserne ved at skrive om det samme, blev meddelelserne langsomt færre. Dog kunne man hver dag læse at der ikke var nogen der vidste hvor direktør Jensen opholdt sig for tiden. Nogle dage senere indgik en meddelelse til radio, fjernsyn og forskellige avisredaktioner samt — ikke at forglemme — lufthavnspolitiet: For en time siden var der afgået en Al Italia-maskine fra Rom til København, og med den rejste den længe savnede direktør Jensen. Om han havde i sinde at snakke med nogen ved ankomsten, det var der egentlig ingen der vidste. Men alene hans hjemkomst var en nyhed, et billede fyldte godt på forsiden, og så kunne historien også nå at komme med i TV-Avisen samme aften. Det var højst usædvanligt at man kunne sammenkalde så mange mennesker med så kort varsel noget sted i København. De måtte øve sig i at improvisere i lufthavnen den dag. Det hjalp ikke at skulle skynde sig væk fra den maskine, alle blev forsinket med

udstigningen i ca. 15 minutter. Længere varede det trods alt ikke. Politiet havde visiteret alle journalisterne, af sikkerhedsmæssige grunde konfiskeret nogle tasker, objektiver og lysmålere og iøvrigt afspærret ankomststedet, som var flyttet væk fra den italienske maskines sædvanlige gate. Da flyet var kommet på plads i Kastrup gik en politimand høfligt ind for at spørge direktør Jensen om han havde noget at sige til pressens repræsentanter, hvortil han svarede: "En kort kommentar!" Han var derfor til at begynde med den eneste der kom ud af maskinen, bortset fra en smuk stewardesse og chick pilot, der vel udnyttede lejligheden til at gøre reklame for Al Italia under foregivende af at skulle styre de øvrige agerers udstigning. Der blitzedes vildt og uhæmmet. Egentlig må en hel del billeder være blevet overbelyst under det fyrværkeri. Heldigvis havde politiet begrænset adgangen for journalister og fotografer, så de samme måtte fotografere og foretage den egentlige reportage, bortset lige fra TV-holdet. Jensen havde forberedt en kort kommentar men blev straks mødt med en mængde forskellige spørgsmål, fremsat i munden på hinanden. "Jeg ved hvorfor De alle er samlet her nu, men jeg håber at det er unødvendigt, det hele må bero på en misforståelse," begyndte han. "Stod Deres ophold i Rom i forbindelse med at De er blevet truet på livet?" var der én der ville vide. "Jeg har foretaget denne rejse for at prøve at udrede den uforståelige og for mig personligt yderst pinlige situation, og jeg tror nu, at det er lykkedes. Der er derfor ingen grund til at foretage sig yderligere. Tak fordi De kom," sagde han og drejede sig som om han ville gå. "Aha, De var altså ikke kun i Rom, hvor var De ellers henne?" var der én der forsøgte sig, men svaret var blot "Ingen kommentarer", også en form for bekræftelse. Jensen ville gå, men journalisterne gjorde hvad de kunne for at forhindre det. Da han ikke svarede, blev de mere og mere provokerende i deres sp·rgsmål. Endelig lykkedes det politiet at bane sig vej hen til en trappe, hvorfra interview-ofret kom i sikkerhed for sine forfølgere. I en politibil blev han kørt bort i retning af indenrigslufthavnen, dér skiftede man i ly af en tankvogn over til en anden bil, lod politibilen køre lidt i forvejen til at aflede forfølgere og kørte derefter stille

og roligt direktøren hjem. Også her havde nogle journalister taget opstilling, men de fik kun et billede af bilen. Parken omkring huset var stor nok til at gøre det umuligt at komme tæt på den interessante person. Jensen fik en aftale om at politidirektøren skulle komme hjem til ham næste formiddag klokken 10 og ville ellers ikke forlade huset indtil da. Han påstod at yderligere bevogtning ville være overflødig, men han havde iøvrigt ikke noget at indvende imod den, politiet havde da også sin stolthed.

IV

Som aftalt kom politidirektør Viktor Andersen klokken 10. Hele natten igennem havde der været parkeret to patrouljevogne på hver side af Jensens grund, og herudover havde betjente med hunde patruljeret i parken. "Hr. Andersen, må jeg have lov at takke Dem for Deres store hjælp i det forløbne døgn," begyndte direktør Jensen. "Til gengæld vil jeg gerne indvie Dem i vigtige dispositioner, jeg har foretaget i de forløbne dage i udlandet." "Det mangelede bare at vi ikke skulle hjælpe når vi kan," svarede politidirektøren, "til gengæld håber jeg at få en nøjagtig beskrivelse af hvad det overhovedet er, der foregår." "Det kan jeg desværre ikke give Dem, der er en del forretningshemmeligheder knyttet til sagen," replicerede Jensen. "Jeg har imidlertid lokaliseret truslen til en gruppe i Libanon, som til dels har misforstået visse af mine tidligere dispositioner. Jeg har nu haft et møde med denne gruppes repræsentanter i Nicosia og har overført et betydeligt beløb fra vores udlandsafdeling til dem — altså ikke noget der vil figurere på opgørelserne til det danske skattevæsen — og jeg har nu fået tilsagn om at denne trussel dermed er trukket tilbage. Som resultat heraf har jeg for første gang i lang tid sovet som et lille barn i nat, og det havde ikke været anderledes selv om der ikke havde været bevogtning udenfor." "Med andre ord forlanger De at jeg skal trække bevogtningen tilbage med det samme?" spurgte Andersen.

"Nej, tværtimod, sådan lidt bevogtningsøvelse kan da ikke skade, og jeg er da også villig til at indrømme politiet medvirkning til problemets løsning. De må ikke misforstå mig, jeg er da ikke et utaknemmeligt menneske!" Politidirektøren var meget rørt over denne holdning, og egentlig kunne det vel heller ikke skade at han gav indtryk af at have medvirket til en problemløsning i det stille, uden dog at involvere sig for direkte, for sæt der alligevel skete noget. De aftalte derfor at bevogtningen skulle vare ved i yderligere fire dage, hvorefter de kunne fremsætte en fælles udtalelse. I den tid undgik direktør Jensen offentligheden, mens det modsatte ikke helt var tilfældet. Der var nye motiver at filme ved parken i Hellerup. Jo mindre hr. Jensen syntes at ville sige, des mere fandt pressen det sandsynligt at mordtruslen var reel, en opfattelse der bestyrkedes af politiets tilstedeværelse foran hr. Jensens hus. Af uransalige, udenlandske kanaler blev truslen og bel·nningen gentaget og gjorde dermed alle dementier til skamme. Det galdt også den pressekonference, hvor Jensen og Andersen udtalte at der havde været tale om en misforståelse, som nu var opklaret. Jensen var taknemmelig for politiets medvirken, som han nu kunne undlade at benytte sig yderligere af, og han håbede at hverdagen snart ville vende tilbage, "ligesom Øresund sletter sporene i sandet lidt længere mod øst." Alle journalisternes forsøg på at finde frem til flere detailler slog fejl. Så var der én der irriteret udbrød at det vel kun handlede om reklame. Jensen, der ellers var på vej ud fra mødet, stoppede op og så på manden med et udtryksløst ansigt mens han sagde: "Betragt det som reklame og gør så Deres til at udbrede den videre." Mens man tænkte over dette gådefulde svar var Jensen allerede væk og mødet dermed afsluttet. Alligevel blev en dårlig fornemmelse hængende hos de øvrige deltagere: Hvordan kunne noget være slut som man ikke engang havde vidst hvad der var begyndtt? Det var nok bedst ikke at komme med alt for konkrete udsagn her til sidst, måske kom der alligevel et efterspil.

V

For Direktør Jensen kom efterspillet allerede samme eftermiddag. Han var

hjemme, da der pludselig blev meldt en vigtig telefonsamtale fra London. Det var fra den læge, dr. Thornton, han havde konsulteret vedrørende sit særlige problem. Indholdet af denne samtale, behørigt oversat til dansk, var ikke på nogen måde behageligt. "Mr. Jensen, jeg har en meget vigtig meddelelse, så vigtig at jeg må give den telefonisk, selvom den egentlig ikke er beregnet hertil. I første række må jeg være helt sikker på at jeg taler med den rigtige person. De nævnte mig to symptomer, der forstyrrede Dem i særlig grad. Kan De gengive mig dem i den rigtige rækkefølge?" "Sikkert, dr. Thornton, jeg kan da stadig huske væsentlige ting, men først må jeg vide at De ikke er en af de journalister, der har forfulgt mig så tæt i de sidste dage. Derfor tager vi f·øst prøven den anden vej. I begyndelsen af vores samtale fortalte jeg om et besøg jeg havde aflagt i en by tre uger forinden, hvor De havde været til kongres i mellemtiden. Hvad var det for en by?" "Det var Ottawa i Canada. Tak, dermed er jeg også tilfreds hvad Deres identitet angår. Jeg er ikke spor begejstret for hvad jeg nu må sige, men der har været en alvorlig fejl i vores Røntgeninstitut, som har givet anledning til forveksling af flere computertomografiske billeder. Vi har nu analyseret sagen og sammenlignet med optagelsestidspunkterne. Jeg har herefter den i og for sig glædelige meddelelse, at Deres billeder var fuldstændig normale og min diagnose er udtryk for en fejltagelse. ..... hallo ..... er De der endnu?" "Jeg ved ikke hvad jeg skal svare," sagde hr. Jensen sagte, "jeg har allerede draget vidtrækkende konsekvenser af denne diagnose." "Jeg kan ikke nok betone i hvor høj grad det gør mig ondt at den slags fejltagelser kan ske," bedyrede dr. Thornton, "og jeg ved at jeg ikke kan gøre den skete skade god igen bare ved at fortælle om det. Vi har allerede modtaget £ 2,070 for regningen, men dette beløb skal naturligvis føres tilbage til Dem." "Dr. Thornton, glem alt om de penge, det er det mindste af det hele. Giv mig en skriftlig bekræftelse på hvad De her har fortalt mig i telefonen og undskyld mig at jeg ikke har lyst til at snakke mere med Dem. Farvel." Jensen lagde røret på uden at afvente nogen afslutning fra den anden side. Alt havde været forgæves. Det kæmpekomplot han havde lagt var nærmest til at grine af. Nå ja, så griner vi da af det. Hans stemning skiftede langsomt. Måske

ikke så dumt, at man alligevel ikke er ved at blive dement, det giver anledning til at se livet fra en ny side. Han bad fru Olsen om en kop cappucino, skyllede den ned i to slurker og gik ud i parken. Haven var som han kendte den, og dog var der nu detailler i den, han ikke rigtig havde lagt mærke til før. Gartneren havde i det mindste selv en god tid, hvis der ellers ikke var nogen til at nyde de utrolige farver han kombinerede forskellige steder. Han havde snakket om at føre en lille bæk forbi, men at den allerede var der gik først op for Jensen nu. Det var måske ikke så dårligt med denne forskrækkelse, livet begynder ligesom på ny og har et andet og større indhold end Jensen tidligere ville have indrømmet det. Og så fuglelivet. Aldrig havde han hørt at der var så mange små fugle i træerne. Kun fra et af de nærmeste træer syntes der ikke at komme nogle fuglestemmer. Eftertænksomt så han op — og kiggede lige ind i en kikkert. Nej, det var ikke bare en kikkert, den var monteret på et præcisionsgevær. Nu gik det op for ham, hvad det betød: "Nej," skreg han op," det var bare en fejltagelse!" Det blev hans sidste ord. Skuddet ramte præcist i brystet og et til i hovedet. Også når direktør Jensen begik en fejltagelse, gjorde han det grundigt og med en vis succes. Der var intet spor at finde af morderen, men så var der til gengæld 6 terroristiske organisationer og 17 enkeltpersoner, der bagefter tog ansvaret for at have likvideret direkt·r Jensen. Ingen af dem syntes at kunne bevise det. Belønningen blev aldrig udbetalt. Advokat Bruun fandt dog en anden mulighed for at dele fondet mellem dets tre bestyrere til alles tilfredsstillelse og under fuld diskretion.

Gode Gamle Heinz

Da jeg flyttede til Tyskland i 1981 var jeg ganske vist forberedt på at jeg havde et ret ensidigt forhold til den anden verdenskrig, som sluttede længe før jeg blev født. Min far havde taget aktivt del i modstandsbevægelsen, men fra den kant havde jeg aldrig hørt noget alment nedsættende om tyskerne, som folk betragtet. Det kom imidlertid fra anden side, fra det man læste og det andre sagde, især de andre som man kunne have mistænkt for ikke selv at have været ret aktive før dette var muligt uden fare for eget liv og velfærd. Jeg havde allerede i skolen begyndt (men aldrig afsluttet) et tankeeksperiment: Havde man ikke været født i et smørhul som Danmark men i en totalitær stat, hvor meget kunne man så forventes at vise sin modstand — hvis man da overhovet var imod regimet? Det var jo også klart at et totalitært regime måtte bruge stor energi på at retfærdiggøre sig selv når en opposition ikke var tilladt, og det var ikke umuligt at man ville været gået ind på en sådan propaganda. For mange var og er dette ikke noget tankeeksperiment men bitter virkelighed. Alligevel blev jeg ret overrasket over en række oplevelser jeg blev konfronteret med efter at være kommet til Tyskland. Det første indtryk kom fra naboer, der var flygtet fra Østpreussen og sammen med andre civile måtte gå i dækning hver gang et allieret kampfly angreb flygtningekolonnen. Det stod der ikke noget om i "Battler Britton" og hvad de vulgære heltebeskrivelser ellers frembragte. Der var også andre fortællinger, der rokkede ved den tidligere sort-hvide fremstilling af denne mørke periode, men to historier gjorde dog et særligt indtryk på mig. De blev fortalt ved forskellige lejligheder af to gamle fhv. soldater, og det eneste disse historier har tilfælles er at hovedpersonen døde i Rusland og her kaldtes Heinz. Det sidste var dog i begge tilfælde et dæknavn, for fortællerne gjorde sig umage for ikke at blive genkendt. Jeg har lovet heller ikke at gengive deres navne, og jeg har ikke i sinde at bryde dette løfte.

Træfning i mørket

”Vi var egentlig kommet meget godt igennem krigens første år, selvom vi var i aktion på Østfronten. Jeg var dengang løjtnant, og i vores kompagni var der et godt kammeratligt forhold som man vel sjældent finder i en større militær enhed. Det var måske ikke så mærkeligt på baggrund af at vi ved enhver tidligere kontakt med fjenden havde lært denne at løbe. Og så meget større var overraskelsen da vi rykkede ind i en hviderussisk landsby og for sent opdagede, at russerne ikke havde i sinde at opgive denne så let som ved andre småtræfninger tidligere. Vi mistede tre mand i en træfning på byens hovedgade og forstod så, at vi hellere måtte trække os tilbage og vente på forstærkning. Imidlertid havde vi ikke heldet med os, vor tilbagetrækning var afskåret og vi blev drevet hen mod en klynge huse. Denne nåede vi da også, alle bortset fra en: Heinz blev ramt af splinterne fra en håndgranat, som ødelagde begge hans ben. Han blev nu liggende et stykke tid midt på gaden mens vi befæstigede husklyngen. Havde russerne rådet over noget større artilleri, havde det sikkert været ude med os, men de havde tilsyneladende kun geværer og et par håndgranater. Vi troede først at også Heinz var blevet dræbt med det samme, men nu fortalte man mig som øverstkommanderende på stedet at han bevægede sig og stønnede hørbart. Det tog ikke lang tid for mig at beslutte ikke at pr·ve noget udfald for at redde den sårede. Det var yderst tvivlsomt om han kunne overleve sine sår, til gengæld var det næsten sikkert, at et udfald ville kræve nye ofre. Måske var der gået en time, da Heinz prøvede langsomt med hænderne at trække sig over til vores stilling. Nu smældede der en geværkugle, som traf hans ene hånd og foreløbig standsede hans fremmarsch. Få minutter efter tændtes en projektør, som pegede lige på Heinz, men den fik vi snart gjort kål på. Imidlertid stak fjenden nu et af sine egne huse i brand, og ved skæret herfra kunne man se den lidende unge mand. Et nyt forsøg på at kravle med den tiloversblevne hånd mislykkedes på samme måde — de havde en virkelig præcisionsskytte på den anden side. Uden brugelige arme og ben gav Heinz op. Det vil sige, han ville give op, men han måtte ikke. Russerne kunne let have ramt ham med yderligere en geværkugle, men det var tydeligvis deres hensigt at vi skulle se vores kammerat lide og eventuelt selv myrde ham. Det sidste kunne der ikke være tale om, det er ukristiligt at dræbe et medmenneske og iøvrigt forbudt i enhver hær – i det minste hvad angår de egne kammerater. Jeg gav derfor ordre til, i overensstemmelse med den stående anvisning, at ingen måtte skyde på en af vores egne. Heinz stønnede højlydt og bad om at nogen af os skulle gøre ende på hans lidelser, men der var ingen der ville eller turde modsætte sig mine ordrer. Ilden var sikkert påsat for at give et lys der ikke kunne slukkes, og den varede

længere end Heinz, som stønnede hørbart i næsten 6 timer inden han døde. Den næste morgen blev vi befriet fra vores indelukke af nye tropper. Strengt taget blev vi ikke rigtig befriet, for fjenden havde trukket sig tilbage i løbet af natten mens vi var optaget af at overvære til Heinz' dødskamp. I dag vil ingen kunne forstå at vi forholdt os så ivt, heller ingen syntes den gang at kunne forstå vores tilstand. Vi har vel også selv reageret forskelligt på det senere, for jeg skrev til Heinz' enke og fortalte kort at han var død i kamp, men da jeg ved en senere lejlighed mødte hende i Tyskland havde en af de andre fortalt hende de ubehagelige detailler, og hun ville ikke mere have noget at gøre med mig.”

Min gamle kriger fortalte andre historier fra Østfronten, men ingen der var i den grad eftertænksomme. En omtanke afspejlede hans beretning dog ikke: At hans beslutning ikke at afkorte den lange og smertelige dødskamp måske ikke var den rigtige beslutning. Det syntes til gengæld den anden fortæller at have gjort, i overflod, for han nøjedes ikke med at fortælle men også fundere over sin egen handling — eller mangel på samme.

Opstilling til Eksekution

”Forholdet til civilbefolkningen på Østfronten i 1941 afhang helt af hvilken kommandant man havde. Jeg var menig på dette felttog og oplevede først hvordan vi blev modtaget som befriere. Folk var så gennemtærskede af Stalins terrorvælde at de slet ikke spurgte om vi kom fra et tilsvarende tyranni, og i medgangens eufori havde de fleste af os vel ikke indset at det netop forholdt sig således. Vores første kommandant hørte til den mildere type, for han plejede et tåleligt forhold til den tiloversblevne del af befolkningen i de erobrede områder. Da vores enhed nåede ned i Ukraine fik vi en ny, ung kommandant, som selv var ’barn af regimet,’ dvs. en helhjertet nazist og racist. Det tog ikke mange dage

inden han fik lejlighed til at bevise os dette. I denne del af Ukraine levede der mange jøder, og i den første del af krigen var der åbenbart mange af de lokale som udnyttede lejligheden til at slippe af med naboer og konkurrenter eller hvilke motiver de så måtte have haft. De sprogukyndige tyskere kunne vel ikke have udrettet meget, hvis ikke ukrainerne havde udleveret jøderne på lastvogne til den nationalsocialistiske "renselsesproces". Således skete det, at vi en dag uden at ane hvad vi gik ind til pludselig befandt os foran en slugt. Vi fik befaling til at tage opstilling med geværerne ladt, og pludselig drejede en lastvogn ind med måske 35 mennesker på ladet, ledsaget af tre SS-soldater. Disse blev gennet ud og befalet at tage opstilling foran slugten. Først nu blev de klar over hvad der ventede dem, men også først nu blev vi klar over det. Det gav anledning til en vis forsinkelse, for der var mindst en i geleddet der halvhøjt udbrød (uden at man senere præcist kunne sige hvem det var) at han som soldat ikke var kommet for at myrde løs på værgeløse civilister. Mens de fleste af os satte riflerne ned igen, var der et par af jøderne der sprang ned i slugten, hvad der sikkert kom ud på det samme som at blive skudt, der var i hvert fald ingen der forfulgte dem. Løjtnanten befalede os på ny at tage opstilling og sagde, at vores mening ikke interesserede hærledelsen, men at vi naturligvis gerne kunne skifte side og selv lade os skyde ned i slugten. Vi tog atter opstilling, hævede riflerne og havde sikkert sekundet efter fået befaling om at give ild, hvis ikke en af riflerne havde drejet om og skudt officeren i hovedet før denne kunne udtale sig videre. For at gøre dette havde skytten, som her kaldes Heinz, drejet sit gevær hen over tre andre, uden at hans kollegers havde hindret ham i at gøre det. Nu kom en overrasket SS-officer stormende hen imod os, men også han blev strakt til jorden af Heinz. Og så blev der ro. Nogle enkelte af jøderne benyttede sig af uroen til at flygte, mere forbløffende var det for mig at de ikke alle gjorde det. Nu stod to førerløse SSsoldater overfor en deling infanterister af samme nation, blandt hvilke en af dem havde dræbt to af sine egne. Ejendommeligt at der ikke blev vekslet flere skud, men dette var en situation som ingen var forberedt på. Jeg tror at der gik store tanker hurtigt igennem hovederne på os i dette øjeblik. Det varede dog kun kort, så kom der en armeret personvogn med højere officerer hen til os. Der blev ingen revolution ud af denne sag, for Heinz smed sit gevær og gik selv over mod de ca. 20 tiloversblevne jøder og stillede sig foran slugten. Her blev de stående mens vi blev kommanderet væk. Vi kunne først høre en ny salve da vi allerede for længst var udenfor synsvidde og kunne gætte hvad der nu måtte være sket. Herefter blev vi kommanderet til en særlig farlig del af fronten.

Der var kun få der vendte tilbage fra denne krig, ja, strengt taget kender jeg ingen andre end mig selv fra min deling. Det er meget muligt at også Heinz blev meldt dræbt under en træfning og at sandheden om hans sidste indsats på denne måde holdt skjult. En fordel havde vores deling alligevel af Heinz' enmandsaktion: Vi blev aldrig mere udkommanderet til eksekutioner, men til gengæld opstod der mere end en gang det indtryk at vi var kommanderet ud som kanonføde. Alligevel var det lettere at skyde på den skjulte fjende end på ubevæbnede civilister. Der er nok mange der kunne fortælle det modsatte hvis de ville, men de er naturligvis ikke stolte af deres handlinger, og derfor hører vi vel for lidt om denne skændige side af krigen. Selv var jeg kujonen, der profiterede af Heinz'es gerning, men jeg kunne lige så vel være blevet kujonen der kun adlød ordrer. Det er særlig trist for mig at se at sådanne meningsløse eksekutioner også finder sted i moderne tid. Årtusinders kamp for en bedre civilisation er dog kun endt med hurtigere våben til en endnu større nedsabling af medmennesker." Formentlig er dette den eneste beretning der eksisterer om den usædvanlige soldat, som vi kalder 'Heinz'. Han døde officielt i kamp, og der var ingen der fik at vide. at det især drejede sig om en samvittighedskamp.

Et Koldt Fodbad

Her på øverste etage af Craing-Bygningen er der en smuk udsigt over København, hovedsædet for vores firma. Det er fredag, solen er ved at gå ned og kaster et fantastisk skær over byen, og det betyder her i begyndelsen af februar at klokken er ca. fem. Hvad der er bedre er, at der ikke er nogen der gider at arbejde over her om fredagen, i hvert fald ikke på 13. etage, så jeg har snart den rolige tid jeg har længtes efter hele dagen, hvis ikke hele ugen. Min sekretrær ved det og har selv bidraget i væsentlig grad. Jeg skal måske nævne at min sekretær er en ældre dame med familie, og iøvrigt kun med fornemmelse for det faglige — det er faktisk hende der kører en væsentlig del af virksomheden uden at blande mig ind i det, udover at hun som regel meddeler hvad hun allerede har foretaget. Men det, hun gør fredag eftermiddag er en luksus, få kan drømme om: Hun bringer et fodbad præcist kl. fem og så går hun. Hvad det vil sige at stikke fødderne i vand når det er sikkert at der ikke kommer flere, når døren til mit kontor smækker i og 13. sal er helt tom, kan man næppe gøre sig nogen forestillinger om. Jeg fandt ved et tilfælde et par historier i Biblen om, hvordan det at vaske fødder for den fremmede rejsende på en gang er dejligt for de trætte apostles heste og samtidig viser værtens ydmyghed og beskedenhed. Jeg prøvede at forestille mig, at Jesus gav mig dette fodbad, men min kone fortalte mig, at sådan måtte jeg ikke tænke, det var mig der skulle tilbyde denne gerning. Jeg, den istrerende direktør for Craing ...

Nu nyder jeg blot at stikke f·dderne ned og lade dem bløde op i 20 minutter, alt mens jeg hører dejlig musik og kigger lidt i Financial Times. Der kommer det allerede, sekretæren vil altså gå nu. "Jeg har haft en del opringninger i går og i dag vedrørende forflyttelsen af Edmund Hansen og John Schou til Vestjylland. Det er især Schou der gør meget vrøvl over det og truer med at forlade firmaet," begyndte hun. "Schou er en kværulant og det er netop grunden til at jeg fyrer ham," begyndte jeg.

"Undskyld, men han er ikke fyret!" "Nej, det kan jeg jo ikke bare gøre, men netop derfor er det mindst lige så godt at han selv siger op, og jeg er sikker på at han ikke vil rådne op i et provinshul, en yngre mand med hans ambitioner. Det er noget andet med Hansen, han er virkelig en dygtig mand, og jeg er sikker på at han kommer til at opbygge den lokale afdeling af Craing i sin nye position. Og herudover er han for gammel til at få et nyt job i et andet firma." "Jamen, er det ikke netop sådanne folk som Hansen vi har brug for her i hovedafdelingen?" fortsatte hun. "Hansen har godt nok modsagt os nogle gange, men han havde ikke helt uret i det han sagde, og han har altid været loyal overfor Craing A/S. Vi har da også brug for gode hoveder i toppen her." "Herregud, med os to i spidsen for virksomheden er der da ikke brug for flere. Nå, kom nu med det fodbad, mit hovede er ørt og mine fødder om så mere. Og så ønsker jeg dem en dejlig weekend, hvil Dem godt ud så De er oplagt til på mandag!" Jeg smøgede buksebenene op; hun bragte fodbadet hen ved siden af skrivebordet og bød mig farvel. Så lukkede hun døren og gik — det vil sige, døren smækkede ikke helt i, jeg kunne høre elevatoren tydeligere end ellers, men nu var jeg endelig alene, så kunne jeg selv lukke døren når jeg igen fik fødderne på det tørre. Det blev dog ikke nødvendigt. Mens jeg trykkede på den knap, som fjernede computerens billedskærm bag mig, hørte jeg pludselig at døren smækkede i. Jeg vendte mig atter om og så nu en ung pige stå derhenne. Jeg var desværre lidt forhindret, havde jeg haft fødderne fri var jeg sikkert gået hen og havde lempet hende forsigtigt ud og derefter lukket døren. Nu kiggede jeg blot lidt brysk på hende og lagde avisen, som jeg endnu ikke havde foldet ud, fra mig igen på skrivebordet. "Undskyld at jeg kommer så sent," sagde hun, som om jeg havde ventet hende tidligere, "men det var i hvert fald interessant at se computeren forsvinde i skrivebordet der. Har De andre knapper at trykke på?" spurgte hun lidt naivt. "I min position er der faktisk en del knapper at trykke på," svarede jeg brovtende, idet jeg indirekte hentydede til de usynlige knapper. "Undskyld at jeg ikke har tid til at forevise alle dem der findes her på kontoret. Faktisk plejer jeg

ikke at tage imod besøg her fredag eftermiddag." Hun gjorde dog ingen mine til at gå. Måske var hun allerede blevet afvist af min sekretær, men vi er blevet enige om at jeg ikke behøver at få besked om alle de folk der er blevet afvist uden min direkte indblanding. I stedet for at indse fiaskoen og bare gå igen som de andre er hun så blevet stående til sekretæren gik og har udnyttet det at døren ikke smækkede i. "Jeg har læst så meget om Dem. Det er en fantastisk karriere De har gjort," begyndte hun. "Selv nogen af Deres proklamationer fra dengang, De var yngre, har jeg nu hos mig. Det er virkelig fascinerende at læse om, og så at se hvor det kan føre hen." Det var sikkert en hentydning til mit politiske engagement dengang jeg var yngre. Tænk at blive mindet om det nu igen, og så fra en ung dame, ja skal vi ikke hellere sige en pige på knapt tyve år, hvis jeg skønnede rigtigt. Man er vel også modtagelig for smiger, især når den ikke kommer fra de nærmeste medarbejdere. Undskyld, men prøv at forstå mig, jeg kunne da ikke smide denne pige ud nu! Måske var det en fejl ikke at gøre det, men så behøvede jeg da ikke at rejse mig, i stedet sagde jeg bare, "vær venlig at tage plads," og blev siddende med fødderne i vand. Hun satte sig overfor mig. Et ·jeblik tænkte hun vel over, hvad det var der havde fået mig til at invitere hende til at sætte sig. Så fortsatte hun i samme stil: "For tyve år siden skrev De, at der spildtes mange talenter både i det offentlige og i virksomhederne på grund af et misundelsestryk. Dem, der var i ledende stilling, ville ikke tillade nogen over eller nogen ved siden af sig selv. Denne sandhed var så gammel som menneskeheden selv, men det var værd at kæmpe imod den. Kæmper De stadigvæk?" Uden at tænke videre over dette sp·rgsmål, som det ikke var første gang jeg hørte, kunne jeg svare: "Tænk, er det virkelig 20 år siden? Nå ja, det er en filosofi vi har gjort meget ud af her i firmaet. Jeg tror ikke at Craing A/S var blevet til det, det er i dag, hvis ikke vi fik mest muligt ud af medarbejderne, netop ved at lade dem udvikle sig uden alt for megen kontrol over retningen. I vid udstrækning består mit arbejde i at vurdere de ideer der kommer nedefra og så prøve at understøtte de bæredygtige af dem med de erfaringer jeg selv har gjort i tidens løb." "Kort efter udtalte De at et stort privat firma ikke adskiller sig synderligt fra det offentlige, hvad den manglende kontrol over de enkelte aktiviteter angår."

"Jeg sagde faktisk en del mere ved den lejlighed," indskød jeg, "men de blev allesammen sure og slukkede mikrofonen for at tvinge mig til at holde op, eller i hvert fald for ikke at bringe det videre ved den lejlighed. Det skægge var at både de offentlige og de store private var sure på mig." "Men de små virksomheder havde ikke ro i lang tid?" spurgte hun, vel vidende at netop sådan forholdt det sig. "Nej, de små virksomheder er forankret omkring en enkelt person. Sålænge denne har noget særligt at bidrage med, går det godt, men det er kun meget få af disse virksomhedsledere der har tilstrækkeligt menneskeligt format til at tolerere at deres underordnede tillægger sig en profil udenfor forretningens fire vægge." "Jeg har stor beundring for de sandheder, De udtalte ved den lejlighed," fortsatte hun, "her er et andet citat af Dem: ..." Hun fortsatte, og det var smukt at høre sine gamle slogan'er udtalte af en ung piges mund. Hvis jeg da blot selv havde været et par årtier yngre og ikke sad her med fødderne i vand. Langsomt begyndte vandet forresten at blive koldt, og jeg tænkte over hvordan jeg skulle slippe ud af baljen. Helt reflektorisk snappede jeg med tæerne mod kulden, men hun må have hørt bevægelsen i vandet, for pludselig afbrød hun sine citater med den mere jordnære bemærkning: "Hør, hvad er det der plasker?" "Åh, det er ikke noget særligt, jeg var blot i færd med lidt privat hygiejne da de kom." Det nyttede ikke at lyve, To skridt, og hun var ovre på den anden side af bordet. "Et fodbad? Hør, er det ikke ved at være koldt?" Tænk hvis hun nu havde grinet af mig? Men hun gjorde det ikke, tværtimod så hun nu frotté-håndklædet ved siden af mig, tog det og kom hen til mig: "Må jeg ikke have lov at hjælpe?" "Eftersom mine fødder må være ubeklageligt rene kan jeg ikke sige nej til et så godt tilbud," svarede jeg. "Men forinden må vi vide lidt mere om hinanden. Jeg hedder Kasper!" "Og jeg er Ulla," svarede hun, tog håndklædet og begyndte at tørre mine fødder. Hun tog sig god tid til det, så grundigt var det aldrig blevet gjort før. Da hun var

færdig, kildede hun mig under fodsålerne. Jeg besluttede mig at stryge proceduren med neglesaksen. Jeg kunne dufte at hendes hår lige var blevet vasket, men ellers brugte hun ingen parfume. Det begyndte at lægge op til noget interessant, men så ødelagde jeg det hele ved at stille et dumt sp·rgsmål: "Du kan slet ikke forestille dig hvor dejligt det er for mig at høre din interesse i min virksomhed. Hvordan har du dog fundet alle de citater?" "Det er min far der har samlet dem. Jeg kiggede på dem i hans ringordner i går. Det er fantastiske ting du siger der, spørgsmålet er blot om du selv kan leve op til dem?" "Og hvem er så din far, Ulla?" "Det er en af dine medarbejdere, Edmund Hansen," svarede hun. Dermed var formålet med hendes besøg også klart. Det havde noget med hr. Hansens forflytning til provinsen at gøre. Der er et problem vi ældre mænd ofte har. Vi glemmer hvor gamle vi er, og når der kommer en ung pige forbi, tror vi at vi er jævnbyrdige med dem. Nå ja, de unge piger er jo heller ikke altid lige uskyldige og forstår meget vel at spille på deres særlige egenskaber. Således som nu Ulla var i færd med. "Din far er en dygtig mand, og derfor har jeg også forfremmet ham til leder af en af vores provinsafdelinger," sagde jeg positivt. "Det var ikke helt den udlægning han gav af det," svarede hun. "Han er ikke spor interesseret i at flytte nu, og han er meget skuffet over at du har gjort det helt hen over hovedet på ham. Han har mumlet noget om at du har forladt dine tidligere principper, at du anser ham for en konkurrent og at han vel ikke skulle have sagt dig imod. Så viste han mig den brevordner hvor han havde samlet alle dine udtalelser fra dengang I begge var unge." Den sad. Jeg havde ikke bemærket det før, men hun havde siddet og spillet mine egne tidligere udtalelser ud mod mig, og de begyndte virkelig at svide. "Det er koldt på toppen," sagde jeg, "og ikke kun om fødderne." Jeg begyndte nu at tage mine sokker på. "Jeg vil gerne tale om den sag med din far på mandag." "Jeg ville være glad hvis du kunne ordne det nu, så vi kan få lidt fred i

weekenden," svarede hun, som om hun allerede havde opnået hvad hun ville. Det var der nu ikke tale om, så jeg begyndte igen: "Din far er jo ikke den eneste, der forflyttes, en anden medarbejder på samme niveau skal afsted, og han gør også en masse vrøvl." "Min far siger at det er en helt anden sag. Ham Schou er en klassisk karrieretype, og det eneste han har for i et firma er at skabe sig den bedstmulige position i det næste. Han rykker ikke til provinsen og har vel ikke noget at græde over, mens min far ikke har muligheder for at komme videre i København. Rent bortset fra mine egne problemer ved hans forflyttelse, for jeg bor jo hjemme endnu, ligesom min yngre bror." "Hvor gammel er du, Ulla, og hvad laver du?" spurgte jeg. "Jeg er nitten og er lige begyndt på Universitetet i Fysik," svarede hun. "Jeg var en gang aktiv indenfor et politisk parti," begyndte jeg. "Det var meget interessant sålænge man kunne nøjes med at udgyde sine forblommede meninger, men pludselig sad jeg i kommunalbestyrelsen, og så begyndte det at gøre ondt. Hver gang der kom et nyt stridsspørgsmål på dagsordenen skulle man til at indgå kompromiser, hvor helt andre ting blev inddraget, til dels uden at offentligheden erfarede noget om det. Pludselig fandt jeg min underskrift under de mest umulige afgørelser. Folk blev fyret og ansat efter politiske studehandler, uden hensyn til faglige argumenter, og jeg var med til at tage beslutningerne. Jeg begyndte at lide af søvnløshed om natten. De andre syntes at nyde magten, selv om der på kommunalt niveau ikke var ret meget man kunne kalde magt. Det vi egentlig kæmpede for under valgkampen var nu helt trådt i baggrunden. Der var ikke gået et år, så trådte jeg tilbage og har sidenhen holdt fingrene fra foreninger og politik." "Det er interessant at høre, men hvad vil du egentlig fortælle med det?" spurgte Ulla. "Jeg vil blot sige at det er trist at ville opnå noget særligt; for at opnå det må man tilkæmpe sig en vis position, og når man endelig har nået denne position kan man ikke overvinde magtspillet til at gennemføre det man egentlig ville. Det er ikke noget nyt. Schiller viste det i sit spil om Fiesco: Al magt korrumperer, og absolut magt korrumperer absolut. Historien er fuld af eksemper på denne mekanisme."

"Det kan jeg selvfølgelig godt give dig ret i," sagde hun, "men jeg er stadig ikke helt med på hvilke paraleller du ser til dit firma." "Jeg har prøvet at køre dette firma efter andre linier. Du har selv sagt det. Nu kommer du her og spiller mine egne citater ud mod mig, og jeg må indse, at jeg på det sidste ikke har været bedre end andre. Måske er jeg ved at indse at din far på mange områder er dygtigere end mig, og at han ofte — men ikke altid — har haft ret når han har modsagt mig. Du kan tro at det er noget der gør ondt, når man kommer til den konklusion. Alligevel må jeg takke dig for din hjælp, det var ikke kun fødderne der blev tørrede, det var også hovedet. Har du noget imod at jeg kører med dig hjem og snakker med din far?" "Det var det yderste jeg kunne have håbet på," svarede hun. "Vi skal blot have afklaret om det er en sejr eller et nederlag for dig?" "Hvis vi overlader det til Edmund skal det nok komme til at se ud som en sejr for os alle sammen," svarede jeg. Vi forlod kontoret, og nu vil jeg ikke snakke mere om den sag.

Der mangler Vold og Sex

Her har du manuskriptet igen," sagde Christian. "Jeg har endda læst det hele, hvad der ikke altid var let. Himmel, hvorfor skal du nu også begynde at skrive? Det er noget for sande poeter, ikke noget for følelsessky gentlemen som dig. Jeg siger dig det hellere rent ud, du er jo min ven." "Endnu," svarede jeg, "men jeg kan ikke lade være at bemærke, at vores venskab køles af din konklusion. Jeg har jo ikke noget imod kritik, sålænge den er konstruktiv, positiv og ikke rettet mod mig, men det du her lægger op til ..." "Vorherrebevares, du vil udgive noget på tryk og er bange for kritik? Kritik kommer man ikke udenom, skønt den ellers altid kommer når det er for sent. Jeg vil jo bare hjælpe dig!" Jeg bøjede hovedet, han havde ret. "Undskyld Christian, jeg må vel bide det i mig. Hvis din tid ikke er for kostbar ville jeg være glad for om du gennemgik samlingens svage punkter med mig, måske kunne jeg lære noget." Christian kastede et skævt smil hen mod ringbindet. "Samlingens svage punkter, hø. Er der andet end svage punkter? Og så er disse små historier jo så forskellige at det er svært at se hvad der får dem presset sammen i et bind." "Forfatteren er den samme," svarede jeg. Jeg ville tilføje at jeg i virkeligheden havde prøvet at skrive vidt forskellige ting, men nu måtte jeg øve i at lytte. "Og så forskellige sprog i samme bog, det går virkelig ikke. Kunne man ikke bare oversætte Balmore til dansk?" "Nej, der er en angelsaksisk historie om angelsakserne, skrevet på engelsk for at gøre den endnu mere angelsaksisk. De læsere jeg henvender mig til kan vel allesammen engelsk, ellers kan de sikkert leve uden den historie. Jeg har kæmpet så længe med de sproglige forbedringer, at jeg ikke bare vil opgive det hele og oversætte det til dansk." "Jeg havde ellers yderligere et par forbedringer," tilføjede Christian.

"Ja, det har alle, og det er netop det fænomen som gav anledning til den næste historie, som er en reaktion på alle menneskers behov for at korrigere mig, uden at vide at de bare korrigerer hinanden indbyrdes." "Nå ja, så går vi hurtigt videre til de danske historier. Tag nu B-menneskets mareridt. For så vidt et interessant tema. Du kunne lave en samfundskritisk roman ud af dette, og så kommer der blot et par sider med en håbløs slutning." "Jamen ...," dette ord brugte jeg ved hver omtale af et kapitel for at retfærdiggøre mig, så jeg vil nu stryge det her, "jeg blev betaget af at beskrive en samfundsmæssig udvikling så kort som overhovedet muligt, og så lod jeg bare hovedpersonen vågne op." "Det er jo det den stakkels læser gør hele tiden, vågner op uden at have fået tilfredsstillelse. Non-coitale erektion. Og så mangler der i den fortælling en fremstilling af, hvordan den samfundsmæssige udvikling kan forhindres," mente Christian. "Det ved jeg da heller ikke. Kan man da ikke beskrive en udvikling i retning af en ny kasteindeling af samfundet uden at gøre rede for hvordan denne udvikling undgås? Måske kan den ikke undgås, men hvis den kan ligger det første skridt i at erkende problemet, ikke i at lyve det væk," prøvede jeg til mit forsvar. "Helt salvelsesfuld bliver du i den næste historie om den såkaldte mohikaner. Kan man da ikke bare stryge det?" "Nå ja, du vil jo stryge det hele alligevel. Jeg indrømmer at dette kun er en god spejderhistorie. Alligevel følte jeg et behov for at afreagere min egen uforstand overfor en gammel mand, der ikke kunne gøre for at han var mig i vejen. Du er jo også selv ved at blive ældre, måske får du netop de problemer med tiden og vil blive taknemmelig for om nogen tager dig alvorligt." Christian tyggede lidt på den personlige fornærmelse. Det fik ham måske til at gå endnu videre i sin kritik, men tiden var ham måske også langsomt blevet knap. "De tre næste kapitler kan egentlig gå an, hvis det hele var af samme slags," begyndte han og ville gå videre til den natlige hjemtur. "Undskyld," afbrød jeg ham, "hvis alt andet kasseres, tror du så ikke at du kan finde en separat plads til Kejseren? Den ville jeg gerne have ud under alle omstændigheder. Den er et vigtigt supplement til min fagbog om

forskningsteknik, idet den fortæller om den videnskabelige prostitution. Det er et reelt fænomen som man af samme grund ikke kan beskrive i den medicinske litteratur." "Med mindre du vil skrive til ugebladene ...," svarede han tørt. "Nej, den næste historie er igen helt anderledes. Her kan man næsten fornemme, undskyld at jeg siger det, lyriske egenskaber hos dig. Hvad fik dig til at begå den?" "Jeg tror det var længslen efter de lyse nætter. Når man bor langt mod syd bliver det hurtigt noget man savner," svarede jeg. "Nå ja, men så har du jo heller ikke det høje Nords høje skatter på alting," gendrev han misundeligt. "Det er måske lige frem interessant at historien langsomt bliver overtaget at det skisma, der ikke fortælles om til at begynde med. Hvad jeg savner her er noget l·ssluppent sex. Hvorfor lader du ham ikke træde forbi stien og overraske et par nybagte studenter i deres hæmningsløse leg i forplantningens spil?" "Jeg troede at der var skrevet nok om sex uden at jeg også behøver at deltage," prøvede jeg til mit forsvar. "Der har vi netop dine hæmninger. Du skulle måske tale med en psykiater før den næste novelle kommer. Nå, her har vi så et antiklimaks, Brian bliver kaldt ind til chefen og bortset fra den vel ældre sekretær er der ikke et damemenneske i nærheden." "Demotivationen blandt medarbejderne men også demotivationen overfor chefetagen, fordi der mangler kommunikation. Det hele bliver til en ørkesløs frustration. Det kender du måske også her fra dit arbejde?" "Nej, jeg ikke, men måske mine medarbejdere," klukkede Christian. Han bladede videre, "den lille historie om sygdommen kan sikkert godt glide ned, den er jo så kort. Og så bliver det farligt. Kan du ikke lade Holberg være i fred?" "Ser du, da jeg jo er så umoderne tænkte jeg det kunne være et morsomt tankeeksperiment at lade et moderne, tyrannisk anlagt menneske fortælle sin søn hvem han skulle giftes med. Jeg fik ideen mens jeg hørte den vidunderlige opera "Maskerade", som Carl Nielsen har komponeret til Holbergs historie, men jeg har selvfølgelig ladet være med at gå ind i alle detailler. Jeg syntes blot at man skulle bevare navnene ..."

"Ja, bortset fra at Magdelone forkortes til Magda, den kan jeg godt gå ind for. Den sidste bemærkning er håbløs, men det er jo ikke det eneste håbløse i din samling. Det var forresten godt at du strøg 'En Gammel Regning', man skal virkelig ikke tage alle udgydelser med. Men så ser jeg at du har forsøgt en anden kriminalroman med 'En Duft af Penge'. For så vidt begynder det godt, men til slut har Torben fået en sort streg i panden, intet maltrakteret lig nogen steder, hr. Nielsen er væk med papirerne, Henrik har mistet interessen for at gå videre med opfindelsen, politiet har mistet interessen i at anholde forbryderen og læseren har mistet interessen i at gå videre med bogen. Hvis ikke, bliver han alvorligt straffet med den næste historie. Tror du virkelig at der er nogen der gider læse din kirkelige historie i 1995?" "Ja, der skal nok være nogen uden for din kreds," svarede jeg surt. Jeg kunne have sagt ham at dele af historien var bygget på virkelige oplevelser, netop om en præst der viste sig at være en parasit og åd sin vært op, skønt ikke i Danmark, men det havde nok alligevel været spild af tid. For Christian var alt hvad der havde med kirker at gøre noget der skulle gøres nar af, og denne historie var sikkert for provinsiel for ham, selvom det netop var tilstræbt. "Ja, og så er der lige en ting til jeg vil sige. Jeg har forstået at du har skrevet disse historier som en øvelse fordi du har et større bogprojekt i tankerne. Der mangler tre ting: Vold, sex og en ordentlig kommasætning. Det sidste er det værste! Der er intet der i den grad kan kalde på de primitive emotioner som retskrivning og tegnsætning." "Jeg forstod ellers på dig, at netop kommasætningen ligger under for en slags anarki. Selvfølgelig behersker jeg den gammeldags kommasætning, jeg lader jo også Mohikaneren gøre det rigtigt, men da jeg skriver mest på engelsk og har måttet vænne mig til deres nye, sparsommere kommasætning, syntes jeg at det kunne være interessant at bruge en slags 'pausekomma'. Det markerer også mit eget sprog, der hvor jeg laver pause og altså ikke nødvendigvis hvor kommaet vil have at jeg laver pause ..." "Du laver i det hele taget alt for lidt pause," afbrød han mig. "Du skulle endelig prøve at formulere dig i korte sætninger (punktum) Det er jo ikke en retsprotokol (punktum) Der er heller ikke nogen lovforslag at finde i din samling (punktum) Husk at det er dig der er udlændingen, dig der skal lære af os, ikke omvendt." Han ville have sagt noget mere, men jeg takkede ham for hans enorme arbejde.

Det er virkelig sandt, kritik er noget man høster når det er for sent, ellers er der næsten ingen der vil hjælpe en uden at få noget for det. Selvfølgelig skal historierne kunne stå for sig selv uden at blive reddet i land ved forfatterens kommentarer. Inden jeg gik lovede jeg ham at gå ud og voldtage en kvinde, derefter skære hende op i små bidder og skrive om det hele til min næste historie. Hvis kunsten forlanger det, så må man vel bøje sig for det og følge de dybeste instinkter!

Idé og Magt

Jeg har tidligere berettet om festen, hvor jeg sad til bords med kejseren — kryptologiens Kejser, vel at mærke, der hvor Prytz fejrede sin doktorgrad. Efter at jeg var gået udspillede der sig en scene, som jeg først langt senere har fået kendskab til. Selv dette kendskab er formentlig ikke helt korrekt, for det er tydeligvis farvet af sympatier med den ene part i sagen. Nuvel, skulle det ikke være helt sandt er det i det mindste interessant, og jeg finder dette tilstrækkeligt til at medtage beretningen i denne samling af små historier. Der var som sagt tyndet lidt ud i selskabet da dr. Schmidt så sit snit til at ops·ge den plads bag stolen til højre for prof. Kejser, som netop var blevet fri, idet Kejser havde vendt hovedet til venstre og snakkede med personen, der sad netop der. Kejser var ustandselig i snak med en eller anden, alle havde noget at spørge eller meddele ham. Han måtte have en usvigelig energi, måske hjulpet af at han ikke drak ret meget af den fine vin og til gengæld syntes at ernære sig af mineralvand. Da han efter nogen tid, i hvilken han havde afsluttet samtalen mod venstre, drejede hovedet mod højre var det ham derfor ingen overraskelse at se en ny person stå der. "Sat Dem ned, hr. Schmidt, ellers får jeg krampe i nakken af at kigge bagud og op til Dem." Denne bemærkning var ikke særlig original for professoren, han havde brugt den hver gang der kom en ny. "Tak, jeg ved at De har meget at lave og skal derfor gøre det kort," begyndte Schmidt. "Det drejer sig først og fremmest om den artikel, jeg sendte Dem for over et år siden og derefter var så fri at rykke for et par gange. Kan De sige noget om den bliver optaget i "Journal of Cryptology"? "Undskyld, jeg får jo så meget post, hvad var det den artikel hed?" "Det drejer sig om 'A Different Approach to Cryptology', som jeg har arbejdet meget på, naturligvis også efter indsendelsen af manuskriptet," svarede Schmidt. Prof. Kejser skrev denne titel ned i sin notitsbog, efterfulgt af forfatterens navn. Egentlig en stor ære at lande der. Man skulle bare forestille sig at der senere var

nogen der udgav 'Prof. Kejsers Samlede Notitsbøger', så var man på den grønne gren, eller i hvert fald tæt på. Han trøstede spørgeren: "Hvis der er gået så længe må noget være gået galt, for det tager ikke mere end et år at få svar på de indleverede artikler. Jeg skal straks tage mig af det når jeg kommer hjem — altså på arbejde, for arbejdet er jo mit hjem. Desværre kan jeg ikke påstå at kunne huske indholdet af Deres utvivlsomt meget værdifulde arbejde." Dr. Schmidt indså at det derfor ikke nyttede noget at diskutere dette og strøg sit andet punkt. Det sidste var vel også det væsentligste: "Jeg må takke Dem for Deres understøttelse ved at gøre mig til formand for Kryptologisk Selskabs Metodologiske Kommitte for to år siden. Jeg må sige at det har været en lærerig tid." Kejser viftede med hånden, det var hans mindste kunst at anbringe folk i nøglestillinger. Der var aldrig nogen der sagde det helt åbent, men det var klart at det gik efter modellen 'du hjælper mig, så hjælper jeg dig'. Mafiaen er dog ikke så slem, man skal bare være medlem. Schmidt kunne altså fortsætte: "Lærerigt var det egentlig kun i kraft af de vanskeligheder, der lagdes mig i vejen. Jeg troede naivt, at dette var en position hvor vi kunne udvikle metodologien, samtidig med at vi forbedrede det internationale samarbejde. Jeg har taget en del initiativer, men det er kun få af kommitteens medlemmer der har kommenteret det jeg har lavet. Istedet har jeg lært at indgruppere folk i tre grupper: 'fast-responders', som er mine idéaler, 'slow-responders', som er mine venner, dem er der væsentligt flere af, og så 'non-responders', som den store grå masse, der ikke er i stand til at svare på 2 breve indenfor 3 måneder efter at det sidste er sendt." Prof. Kejser smilede og tog atter notitsbogen frem og skrev denne karakteristik ned, formentlig uden at indse at han selv hørte til den sidste gruppe. Schmidt fortsatte uden afbrydelse: "Det første år gik egentlig meget godt. Mine initiativer blev ganske vist ikke understøttet, men så konkluderede jeg at hvem der ikke er imod det, giver mig så i det mindste fuldmagt til at gå videre, og det lykkedes på denne måde at profilere både selskabet og kommitteen ved en række publikationer. Reaktionerne herpå var helt positive, måske fordi jeg var så naiv at tro at folk også læste det der blev trykt. Derfor fortsatte jeg i helt samme stil. Det lykkedes at frembringe andre publikationer og jeg forberedte så det nye symposium til

vores kongres. Men nu skete der et eller andet: Der var nogen der sagde, at jeg ikke var kompetent til det jeg gjorde. Det havde de jo på sin vis ret i, men ellers var der jo ingen der gjorde noget. Det var dog utroligt ærgerligt for mig at erfare, at efter at have arbejdet et halvt år med det store internationale projekt omkring kryptologiens metodologi modtog jeg en kortfattet meddelelse om at man — netop for et halvt år siden — havde besluttet, at der ikke var midler til dette projekt. Bestyrelsen havde den gang vedtaget at bruge pengene på anden vis og ikke set sig forpligtet til at meddele mig det. Hertil kom at alle syntes at have et eller andet imod mig, måske sendte jeg dem for mange breve, måske handlede jeg for egenhændigt. Jeg havde gerne reageret på denne kritik, hvis jeg selv havde erfaret det, men disse meddelelser kom kun indirekte til mig. Der var sågar en der påstod at også De, Prof. Kejser, skulle have noget imod mig — er det?" "Hvem skulle have sagt det?" spurgte han bittert. "Det har jeg desværre glemt, men det er også uvæsentligt hvis det ikke er," svarede Schmidt. "Væsentligt er derimod at jeg er kommet til Dem for at få understøttelse til det førnævnte projekt. Der er mange idéer knyttet til den opgave." "Som De rigtigt citerede er dette projekt diskuteret i bestyrelsen. De midler vi råder over er meget knappe og vi må prioritere deres anvendelse. Hertil kommer et andet problem: Man kan have mange idéer, men ikke alle idéer er gode. Faktisk er jeg på ingen måde tilfreds med deres oplæg." Kejser skyllede en slurk mineralvand ned, så de næste ord flød lidt bedre ud af munden, det var sikkert også nødvendigt, idet han fortsatte: "Og da De ligefrem beder om det kan jeg tilføje, at jeg heller ikke er tilfreds med Deres ledelsesstil i kommitteen. Jeg tilslutter mig hermed andre ledende medlemmer af både bestyrelsen og Deres kommitte, som jeg har diskuteret sagen med." Schmidt var shockeret over at høre dette. Han måtte dog handle hurtigt, den næste stod allerede og ventede til venstre for professoren som snart ville dreje hovedet, og så var audiensen forbi. "Herr professor, når det forholder sig således vil jeg naturligvis tage konsekvensen af det og fratræde posten som formand for denne kommitte. Jeg ville have gjort det tidligere, hvis vores kommunikation

havde fungeret bedre. Vil De, i Deres egenskab af Præsident for Selskabet for Kryptologi, være venlig at meddele mig hvornår det vil være ende at trække sig tilbage, uden dermed at ville skade selskabet?" "Tak for Deres forståelse. Denne aften er en ende lejlighed. jeg skal foreslå at Dr. Prytz efterfølger Dem som en ekstra anerkendelse af hans store arbejde med bekræftelsen af mine regler." Kejser nikkede, det betød egentlig farvel, men Schmidt fortsatte uanfægtet: "Lige en sidste sætning til Deres notitsbog: 'idé uden magt er intet værd, men magt uden idé kan heller ikke være af lang varighed." Kejser ærgrede sig over at han ikke forlængst havde drejet hovedet den anden vej. Denne fornærmelse, der jo forekom ham helt urimelig, skulle dog først straffes: "Mens vi talte sammen kom jeg til at erindre mig om indholdet af Deres artikel. Jeg kan faktisk allerede nu give Dem et svar: Den er afvist til trykning i selskabets blad. De vil modtage skriftlig meddelelse herom inden for de næste par uger." Så vendte han sig om og hørte angiveligt ikke at Schmidt pr’vede at udvikle sin bemærkning på stolen ved siden af: "Nej, det går på den måde: Af mange idéer kan kun få sætte sig igennem, ikke nødvendigvis fordi de er gode, men fordi deres opfindere forstår at markedsføre dem, og herved opstår af idéerne indirekte magten. Men magt hviler i sig selv altid på gamle idéer og bliver dermed idéløs, bortset fra ønsket om at blive ved magten. På det punkt ser de tidligere idé- og nuværende magthavere sig bekræftet af ligesindede og deres egne protegéer. Og når endelig nye idéer alligevel sætter sig igennem, ser det ud som om de har medvirket ved deres skabelse!" Han kiggede på Kejsers ryg; den akustiske forbindelse bagud var vel afbrudt, den sidste visdom havnede åbenbart ikke i professorens notitsbog. Med bemærkningen, "det må jeg skrive op" rejste Schmidt sig fra stolen og gik tilbage til sin plads, hvor han fandt kuglepennen frem. Lidt efter forlod han selskabet og gik til fods egennem byen. En spadseretur er altid godt for tankerne. Egentlig skulle han være ked af det spildte arbejde, men han havde dog alligevel også nået noget i positiv henseende. Og så havde han lært noget andet, det negative, det som han nu kunne blæse på: Aldrig mere ville han spilde sin værdifulde tid med at skrive til disse folk, som han omhyggeligt havde mærket som 'non-responsors'. Schmidt var let om hjertet. Egentlig skulle han vel takke

prof. Kejser for denne beslutning. Men den egentlige sejr lå i at han fra nu af kunne ignorere kejseren og hans lejr.

Mohikanerens Eftermæle

Med sine 19 år havde Michael ikke tidligere været til begravelse, men da hans morfar Jørgen døde var der ingen vej udenom. Jørgen Hansen havde tidligere været en kendt kemiker, men det var nu 15 år siden at han gik på pension, så det var kun få aviser der værdigede ham en nekrolog med opremsning af hans tidligere bedrifter. Selvfølgelig var der ingen der nævnte, at han havde tilbragt de sidste par år som en særling, og at hans død af omgivelserne nærmest blev opfattet som en lettelse — bortset fra at man med 83 år vel regner med den udgang og sjældent bruger floskelen "revet bort" når den virkelig indtræffer. Begravelser er indbegrebet af pligt. Der er næppe mange der kommer fordi de har lyst, men selvfølgelig en del der forventer her at kunne tage afsked med en kær person — måske med en del af deres eget liv. For Michael var det nærmest en pligt. Han havde ikke set meget til Morfar Jørgen, men han havde dog haft det godt sammen med ham når de endelig sås. Desuden var det næsten sikkert, at Michael ville figurere som en af arvingerne, når boet efter hr. Hansen skulle gøres op. Og skulle det ikke e, så var den sorte habit, Michael havde på, bare en han havde lånt. For hans skyld kunne det gerne vare yderligere 19 år inden han skulle til begravelse igen, og til den tid kunne han måske ikke e den dyste påklædning mere. Som potentiel arving håbede Michael, at de overraskende mange deltagere til begravelsen havde andre motiver for deres tilstedeværelse. Måske var et af disse den efterfølgende bespisning, som — angiveligt efter afdødes præcise instruktion — var nærmest uende festlig og luksuriøs. Efter at have stået udendørs og fået kolde fødder i den grå februardag var det i hvert fald godt at komme indendørs. Talrige var nu bemærkninger som "Han var et værdigt menneske, men døden kom dog som en forløsning, og ræk mig lige laksen," og så blev der skålet igen. Da der var gået knap en time havde man måske glemt Jørgen Hansen, men ikke osten; da var det at samtalen tog en ejendommelig vending. "Lad os indrømme det," sagde Michaels farbror Jonas, "Jørgen var godt på vej til at blive senil og handlede til sidst flere gange helt utilregneligt. Han var faktisk svær at holde ud her på det sidste." Man havde tidligere hentydet det, men over 1

promille så man sagerne klarere, "klart som snaps," som moster Emma udtrykte det. "Han havde jo til sidst nærmest en religiøs drejning," sagde moster Emma, måske i samstemning med Jonas. "Det må jo kunne opklares," fortsatte Jonas, "vi har jo heldigvis præsten ved bordet." "Min tavshedspligt over for min menigheds børn går ud over dette jordiske liv," blokerede pastor Guldmund. Han lod sig dog provokere af Jonas hentydninger til at han havde prøvet at missionere på et sent tidspunkt, ja, måske prøvede at berige kirken på den senile gamlings bekostning. "Jeg har kun ført 2 samtaler med ham det sidste halve år, og uden at fortælle noget om indholdet kan jeg dog nævne, at det begge gange var mig, som afsluttede mødet, før Hr. Hansen havde tænkt sig det." "Velsagtens fordi han vrøvlede," sagde Jonas og løftede glasset til en ny skål. "Det syntes jeg dengang, men idag ser jeg anderledes på den sag," svarede præsten. Jonas glas blev hængende lidt og sank langsomt ned til bordet. "Forresten døde han ikke nogen udpræget kristen død," sagde en eller anden. Jonas glas hævedes atter en smule — det var nu ved at være tid til en ny skål, men også denne gang kom der nogen imellem: "Hvad er en kristen død? Hvad er en kristen død netop nu om dage, hvor man enten dør som en lettelse for de pårørende eller pludseligt og uventet og nærmest ukristeligt eller som følge af medicinens fiasko efter en lang kamp, hvis slutdel foregår med kunstig undertrykkelse af bevidstheden og ligeledes kunstig overtagelse af vigtige organfunktioner?" Det var dr. Troldager, Jørgen Hansen's læge igennem et par årtier, som indskudte denne filosofiske, men utvivlsomt forud forfattede bemærkning. Han rørte åbenbart ved et kildent punkt, for de fleste deltagere af selskabet brød på en gang ud i en talestrøm, der blev stærkere ved at man prøvede at trænge igennem med øget lydstyrke, indtil det latterlige i situationen blev åbenbart for de fleste. Pastor Guldmund, som selv forgæves havde prøvet at give sine tanker ordlyd, bragte nu de resterende til standsning med bemærkningen: "Det er glædeligt at høre, at begravelses-selskabets deltagere har gjort sig tanker om døden, så kan

den da ikke forekomme helt uventet når I selv står for tur." Den efterfølgende tavshed syntes at understrege forskellen mellem døden som begreb, eksemplificeret ved andres død, og som slutpunktet for ens egen tilværelse. Denne tavshed udnyttede Michael til at spørge: "Hvad mente I var så ukristeligt ved Jørgen Hansens død? Jeg har kun hørt at det drejede sig om et hjerteslag." Man var dermed atter tilbage ved hovedpersonen for denne, kulinarisk set iøvrigt fortræffelige buffet. Alle kiggede på dr. Troldager, som vel havde udfyldt dødsattesten. Og denne ville ikke stå tilbage for præsten, hvad tavshedspligt angår. "Ved de fleste dødstilfælde plejer hjertet at stå stille," sagde han henkastet, "er der nogen der har set smørret?" Heldigvis havde frk. Olsen ikke tavshedspligt, hun havde et Jørgen Hansens husholdning, og denne gerning syntes ikke at være priviligeret. "Hr. Hansen gik en tur i den kolde danske februarnat," oplyste hun de få, der ikke allerede var indviede. "Han gik ned til det store egetræ ved søen, hvor han om sommeren så ofte sad og læste. Her fandt man ham død den næste eftermiddag — stivfrossen!" "Som en gammel indianer, der føler, at han ikke mere kan bruges, gik mohikaneren Hansen hen til det store træ og overgav sin sjæl til Winnetou," sagde onkel Jonas spottende. "Sådan vil jeg også gøre når jeg bliver overflødig!" "Gør plads ved træet, Jonas kommer snart," sagde moster Emma, hans søster. Jonas grinede skævt, men hans kone begyndte at udrede, at hendes mand var et vigtigt medlem af samfundet og ikke på noget tidspunkt ville kunne forekomme sin familie overflødig. "Det samme kunne man vel have sagt om Jørgen Hansen, sålænge hans kone levede," mente dr. Troldager. "Jeg har nu alligevel stor respekt for hans afgørelse," sagde onkel Jonas. "Jørgen kom til mig på kontoret for to uger siden og ville snakke om et eller andet, men ..." "Det har du ikke fortalt noget om," afbrød tante Lise forbavset.

"Nej, det var da heller ikke vigtigt. Du ved jo at han var så længe om at formulere en sætning, at man måtte tænke på noget andet længe inden han var færdig. Hertil kom at han var så tunghør, at han var svær at råbe op, og så kom han kort før jeg skulle hjem, netop den dag hvor vi ventede Frandsens om aftenen. Jeg fandt ikke ud af hvad det var han ville mig, men jeg tilbød at køre ham lidt af vejen, så meget som hans og min hjemvej kunne forenes, men det afslog han. Nå ja, så gik vi hver til sit. "Han var også fantastisk svær at holde ud," sekunderede moster Emma, "jeg spørger mig selv, hvor megen pligt man har til at holde sådan en senil olding ved lune, selv om det er ens far. Da han ringede til mig forrige lørdag og ville komme, fandt jeg på en undskyldning for ikke at kunne tage imod ham. Hvis han så kunne lugte sig selv, men det er måske ganske praktisk at gamle folk ikke kan lugte sig selv." "Han var ikke senil," svarede dr. Troldager "selv da han var hos mig, kort før sin død, kunne jeg fastslå det. Når han rystede og var langsom, skyldtes det først og fremmest en sygdom, der især fremtræder med høj alder. Han havde spurgt mig om ikke der var en mere effektiv medicin, men jeg havde ikke nået at få fat på neurologen siden hans sidste besøg." "Ja, de har allesammen godt af at snakke," sagde frk. Olsen uden sammenhæng med lægens udtalelse, "de kunne bare stikke af fra Hr. Hansen; jeg måtte holde ham ud hver dag. Jeg måtte altid råbe til ham for at blive hørt, for han tog kun høreapparatet på når han gik ud; og så råbte han tilbage til mig, som om det var mig, der var tunghør. Og når jeg så tænker på hans underbukser ..." "Også det findes der en medicinsk forklaring på," afbrød dr. Troldager, inden frk. Olsen fik sat farver på sin malende beskrivelse. "Iøvrigt mener jeg at De fik en god løn hos Hr. Hansen og ikke på nogen måde var tvunget til at blive netop dér!" Frk. Olsen mumlede noget uforståeligt og tav derefter stille i et stykke tid. "Han må virkelig have været godt omkring før sin død, for han har også været på besøg hos mig," sagde kusine Benedikte, som var datter af moster Emma men længe havde boet for sig selv, da hendes forhold til moderen altid havde været spændt. "Det må have været efter min afvisning," ræsonnerede Emma efter overvejelser om rangfølgen i familien.

"Nej, det var faktisk om fredagen," svarede Benedikte, måske fordi det var sandt, men i hvert fald for at ærgre moderen. "Vi drak kaffe og jeg fortalte ham en masse om, hvad der nu er oppe i tiden. På den måde fik jeg tiden til at gå ganske hyggeligt uden at ærgre mig over hans gammeldags facon." "Så småt bliver jeg nysgerrig om han også har besøgt Dem i den sidste tid, hr. Landsretssagfører," sagde dr. Troldager "Jo, det er faktisk tilfældet," begyndte advokat Snor-Jensen, men blev afbrudt af Onkel Jonas med bemærkningen: "Endelig en der ville høre på ham, selv om det var en høj pris at betale." En del af selskabet grinede mens resten prøvede at berolige advokaten, som iøvrigt opgav at fuldføre sin sætning. Lægen kiggede nysgerrigt på Michael og spurgte, om også han havde haft besøg af Jørgen Hansen inden for de sidste par uger. Michaels svar faldt vel i tråd med Benediktes, bortset fra at det ikke havde været nødvendigt at overspille Jørgen Hansen. Han ville vide om Michael vidste noget om kemi, hans gamle fag, og han blev sikkert ret skuffet over dennes standard her. Men så spurgte han ham ud om hans computer og hvad det var muligt at lave med den, og nevøen gav ham et lille kursus. Denne bemærkning blev naturligvis mødt med en skrålende latter fra onkel Jonas, som sagde at det vel endelig var på tide at en 83-årig begyndte at interessere sig for computere, men bare en skam at han ikke nåede at programmere noget. Det skal her nævnes at Jørgen var far til Jonas, Emma og Michaels mor, men da Michaels forældre var bortrejst til Australien og ikke havde mulighed for (eller lyst til) at komme så hurtigt hjem som begravelsen var blevet arrangeret, var han ene om at repræsentere den gren af familien. Emma var fraskilt og kun sammen her med sin datter. Jonas havde hele familien med, dvs. foruden Lise også deres søn og datter på hhv. 16 og 14 år, som dog næsten ikke blandede sig i samtalen. Og så var der én til ved bordet, som indtil nu heller ikke havde taget del i samtalen men sad med en dyster mine, som om han i tankerne stadig var ved begravelsen, altså på kirkegården, og ikke ved det overdådige bord bagefter. Det var Jørgen Hansens tidligere medarbejder Erwin Rasmussen, som vel efterhånden måtte nærme sig de 50 men stadig var kendt som 'unge Rasmussen!. "Hvis jeg må komme jeres spørgsmål i forkøbet, så var hr. Hansen også hos mig i den sidste tid," sagde hr. Rasmussen, endnu inden den lattermilde Jonas havde udtømt de mulige kommentarer til jubeloldinge med computerinteresse. "Han

påstod at have løst et problem, vi har arbejdet forgæves på i årevis — at finde en kemisk reaktion der let kunne opsamle energi og let kunne afgive den igen uden eksplosionsfare. Han kom to gange med få dages mellemrum, og han var meget skuffet anden gang over at jeg endnu ikke havde regnet hans forslag efter. Det var i mandags. Siden prøvede jeg at ringe til ham flere gange uden held." "Og i tirsdags var han hos mig," sagde advokaten. "Og i onsdags blev han fundet død," indskød frk. Olsen, som om ingen vidste det. "Undskyld at jeg siger det uden at høre til familien," sagde dr. Troldager, "men det forekommer mig, at Jørgen Hansen har opsøgt alle de tilstedeværende indenfor den sidste tid — hans sidste tid — og alle synes at have afvist ham, bortset fra vor unge computerven her og måske hr. Landsretssagfører SnorJensen." "Jeg må indrømme at jeg også prøvede at trykke mig," svarede advokaten, "men hr. Hansen insisterede og havde sat alt hvad han ville skriftligt op, således at han ikke skulle bruge unødigt meget af min tid. Dette brev bærer indskriften "må først åbnes en time efter middagens bekyndelse", men at det var denne foranstaltning han mente, blev mig først senere klart, og nu er der jo gået mere end en time." "Gud, er klokken så mange? I må undskylde mig, men jeg må se at komme afsted," sagde Emma og rejste sig. "Nu har du ikke haft tid til din far i mange år, så kunne du måske tage dig tid til at høre hans testamente," hvæsede Benedikte. Selv om argumenter mellem de to normalt kun havde den modsatte virkning af den tilstræbte, havde dette sin virkning; moster Emma standsede sin flugt og satte sig langsomt ned. Måske var det ordet "testamente" og hermed forbundne pengeværdier som gjorde virkning. Her måtte advokaten dog straks korrigere: "Der er vel her ikke tale om et testamente, for det var det andet punkt vi fik bragt i orden, og det kan jeg først åbne på næste tirsdag. Men lad os se hvad der står her, jeg har jo selv ikke læst det." Og advokaten læste brevet højt: Kære familie og venner ...

" — hvis det ene ikke udelukker det andet," mumlede Jonas, højt nok til at blive hørt. Advokaten brugte dette som anledning til at lukke munden på ham for det næste stykke tid, men ordene kan ikke gengives her. Derefter fortsatte han: Jeg vil ikke specielt takke jer for jeres tilstedeværelse her. Jeg har ikke selv noget ud af det nu, og formentlig er mange af jer her kun af pligt. Det er i hvert fald det indtryk jeg fik, da jeg besøgte jer allesammen i den sidste tid. Jonas så spørgende på sin kone og sine børn; børnene slog øjnene ned, men Lise nikkede med et bedrøvet blik. Jonas svarede igen med et forærgret udtryk, men der var ikke nogen af dem der sagde noget. Jeg har forstået, at I næsten allesammen har meget travlt, og jeg vil ikke tage ret meget af jeres tid — også fordi det koster mig megen energi at skrive dette brev nogenlunde læseligt. Jeg har fået mange helbredsproblemer med alderen, men de er kommet lidt efter lidt, så jeg har kunnet vænne mig til dem. Kun denne rystesyge koster mig så megen energi at overvinde, at jeg har svært ved at holde det ud. Det værste er isolationen ved at blive regnet for at være senil, aldrig at blive taget alvorligt og hele tiden være til besvær. Måske er det skæbnens ironi, fordi jeg selv for lang tid siden var sådan over for en gammel mand. Jeg kan kun håbe for jer, at det aldrig må gå jer sådan! Der gik en let gysen gennem selskabet. Advokaten afbrød sig selv ved at slå fast, "det er forresten skrevet over tre dage ifølge datoerne foroven." Så fortsatte han oplæsningen, nu på den sidste af de to sider brevet indholdte: Jeg er igennem noget tid gået ned til søen, hvor jeg i flere årtier har haft min særlige plads for egne dybe tanker. Her beder jeg til Gud om at udfri mig fra min høje alderdom og hermed forbundne sygdomme. "Det var altså ikke Winnetou," mumlede Jonas søn. En del af selskabet tyssede og advokaten valgte at ignorere afbrydelsen. Jeg har dog holdt en pause i denne aktivitet, mens jeg har besøgt jer alle, en efter en. Dette har givet mig en vis accept af, hvorfor Gud måske endnu ikke har kaldt mig til sig. Det vigtigste, jeg besad, har min mangeårige medarbejder og nære ven Erwin Rasmussen allerede fået. Han ved, hvad det er, og skal nok forstå at omsætte det rigtigt. Resten af, hvad jeg har at give, går til den eneste person, som i de sidste uger har vist mig respekt, hørt på, hvad jeg har at sige og givet hvad jeg ønskede af informationer, selv om en gammel nar som jeg vel intet

forstår om computere. Denne ændring af mit testamente har jeg meddelt min advokat i går. De så alle på mig under de sidste par sætninger. Jeg følte mig pinligt berørt, trak skuldrene op og kiggede så ned i bordet for at undgå deres blik. "Det er en gammel konfus mands ændring af sit testamente kort før sit selvmord," råbte Lise nu, rød i hovedet. "Så har du ikke hørt ordentlig efter," svarede Jonas koldt. "Jamen, er du da helt ligeglad med dine børns fremtid?" skreg Lise nu tilbage, denne gang rettende anklagen mod sin mand. Jonas svarede ikke, men Snor-Jensen genoprettede disciplinen ved at sige, at der ikke var meget tilbage at læse op, og at man derefter skulle føle sig fri til at sige hvad man havde lyst til. Jeg er bange for at dette kan føles som en hævnakt. Det er langtfra tilfældet. Det vigtigste, jeg kunne give mine børn, har de fået tidligere. Det er derfor et særligt ·nske for mig at betænke den, der ved skæbnens tilsmilelse både er mest værdig og mest trængende af jer allesammen. Jeg vil herefter fortsætte min gang til træet ved søen, ikke for at søge døden, hvis nogen skulle tro det, men heller ikke for at flygte fra den, hvis den kommer. Vær ikke bitter over for det gamle fjols. Jeg ønsker jer af hjertet alt godt, jeres Jørgen Hansen.

Tavshed. Ikke engang Lise fortsatte sin kamp for at anfægte det testamente, der endnu ikke var offentliggjort. Snor-Jensen brød stilheden: "Jeg kan tilføje, at dette var en yderst lærerig oplevelse, som jeg nødig ville undvære." Han så påfaldende stift på Michael. Dr. Troldager fortsatte, "jeg har heller ikke fortjent mit honorar på det sidste." Egentlig var det ikke det, advokaten havde sagt, men det var nok det han mente, da han ikke gjorde indvendinger. Og lægens tilståelse her ville næppe komme

sygesikringen for øre. "Og jeg ..." begyndte Erwin Rasmussen med grådkvalt stemme — men han opgav at få det ud. Efter en kort pause fortsatte onkel Jonas, nu i en ny stil: "Jeg tror at vi alle tænker det — 'Og jeg ...'. Vi kan ikke gøre den uret god, vi alle, eller næsten alle, har gjort min far." Det var forresten første gang i dag, han havde omtalt Jørgen Hansen som 'min far'. "Da han besøgte os enkeltvis troede vi, at det var en senil nar, der ikke kunne få tiden til at gå; vi anede ikke at det var en snu indianer på krigsstien. Han lurede os og fortjener vores dybe respekt. Og derfor synes jeg vi skal drikke hans skål endnu en gang, men vel nu med andre tanker om ham." Stemningen synes nogenlunde genskabt, alle rejste sig og drak en meget eftertænksom skål. "Det er i det mindste en trøst her at være blandt ligesindede," sagde moster Emma, "det letter lidt på komplekserne!" En stol skramlede og hun fortsatte muntert, "nå, skal du allerede gå, Benedikte? Bedstefar havde vel ikke megen forn·jelse af, hvad du fortalte ham," sluttede hun med en slet skjult skadefryd. Men Jonas salutterede straks, "ja, æblet falder ikke langt fra stammen." Emma kiggede fornærmet og overrasket på ham, så så mor og datter tavs og hadefuldt på hinanden og forlod nu begge selvskabet. Heldigvis havde lokalet to udgange. "Giv mig dine bilnøgler!" sagde Lise bestemt. "Efter alle de skåler du har udbragt er du til fare for trafikken." Jonas rakte hende nøglerne uden protest. "Gå du blot, jeg er ikke færdig her endnu." Lise forlod selskabet med de to børn, kun med et kort 'farvel' til selskabet som helhed. Jonas spurgte nu advokaten, "kan man få en kopi af mohikanerens eftermæle?" Dette blev tilsagt ham og alle andre omkringbordet. Herefter blev Jonas heller ikke blev ret meget længere. Formentlig ville han blot undgå diskussionen på hjemturen om testamentet nu kunne forfægtes til familiens vel eller ej. Selv om alle syntes at han havde været grov i sit ordvalg og, til at begynde med, også i sin væremåde blev hans afsked, som iøvrigt var hjertelig, signalet til almindeligt opbrud. Michael ville gerne have spurgt Pastor Guldmund nærmere ud om hans samtaler med sin bedstefar, men han havde formentlig alligevel ikke givet sine hemmeligheder pris. Til sidst tog Michael afsked med advokaten, som med et skælmsk blik sagde, "og vi ses så på tirsdag."

Han havde vel ret i sine forudanelser — Michael var den eneste der kom.

Søvnløshed

Endelig blev jeg færdig med den artikel. Nå ja, helt færdig er jeg naturligvis ikke, men jeg har for første gang skrevet den ud helt til slut og der mangler kun små forbedringer hist og her. Og når det læses om et par dage er der visse ting jeg ikke helt kan forstå at jeg skulle have skrevet. Men sådan er det nu, for denne aften har jeg nået meget. Men hvad skal det sige, aften? Klokken er jo næsten ét og jeg skal op igen klokken seks. Nå, det skulle nu heller ikke være noget stort problem, jeg er ikke kun lykkelig for hvad jeg har lavet, jeg er også blevet træt af det. Nu ud og børste tænder og så på hovedet i seng. Mon de nu antager den artikel? Det har jo ofte vist sig, at jeg var den eneste der var begejstret for det jeg selv har lavet, men det er selvfølgelig også incitamentet til overhovedet at lave noget, åbenbart noget de fleste mangler; så hellere lidt selvglad end bare kritisk. Men faktisk er den artikel dog også enestående, den slags har man ikke set før på tryk, de bliver nærmest nødt til at antage den. Øv, hvorfor kan jeg ikke få den ud af hovedet, når jeg nu ligger her med lukkede øjne? Jeg skulle jo egentlig sove. Nå, så tænker vi på noget behageligt (slettet af censuren). Nej, det gør mig nærmest mere vågen. Skulle man prøve at tælle får som springer over gærdet, som de har gjort i tegneserierne i 100 år? Altså, lukkede øjne, der et par træer, der et lavt gærde, desværre af plastik men man må jo følge tiden. 11 - 12 - 13 - 14 - 15 - nej, det skulle bare være får. ... 67 - 68 (gab) - 69 (det synes dog alligvel langsomt at virke) - 70 - ... Det er mærkeligt, hvornår er fårehyrder begyndt at bruge telefon? Nå, de moderne trådløse gør det vel muligt, hvorfor svarer du ikke din mobil med den traditionelle tone som en gammeldags telefon? Åh, det er jo min egen telefon. Så var jeg altså alligevel sovet ind. "Hallo". Jeg hader egentlig dette 'hallo' når man tager telefonen, men jeg hader også at blive vækket om natten, og så skal man ikke forlange for meget af mig. En oprevet kvindestemme i den anden ende af r·ret hjælper mig til at blive hurtigt vågen: "De må komme straks, hr. doktor, det er den lille!"

"Undskyld, men det var vist lidt upræcist," siger jeg med søvndrukken stemme. "Jamen hører De ikke hvor han skriger?" spørger hun oprevet. "Hvem, hvad, hvor og hvorfor," gentager jeg kynisk. Hun bliver ganske vist fornærmet men giver nu en mere præcis beskrivelse af situationen og af hvor hun bor. Det er dog for intet at regne mod hendes reaktion da jeg siger: "Det var fint, og nu hvor De har øvet Dem, ringer De til den læge De ville have haft fat i. De har nemlig fået forkert nummer." Jeg knaldede røret på inden hun kunne svare. Den sad, gad vist hvordan hun ville reagere på den. Det var en fin bemærkning, den gjorde mig helt vågen. Åh nej, jeg trænger jo sådan til at sove. Klokken er næsten to, men det er for sent at tage en sovetablet, og jeg gider ikke at tælle flere får. Der er dog en hurtigere virkende sovemedicin, der bruges af førende eksperter (en stor del af befolkningen) i indsovningens kunst. Det er et rent planteprodukt, hvad der ikke udelukker overdosering, og det bør findes i enhver husholdning. Jeg kan ganske vist ikke lide øllen når den er alt for kold, men i mangel af kælder har jeg dog et par stykker i køleskabet, en af dem ekstra stærk. Jeg æder en halv pose chips, ikke af sult men for at hjælpe øllen på rette vej. For nogle år siden besøgte vi et bryggeri og så noget om hvordan denne drik produceres, men det er første gang jeg bruger denne oplevelse som hjælp til at sove ind på. Det er sandelig også på tide, klokken nærmer sig halv tre. Der var noget med nogle store kobbertanke ... Jeg h·rer ølflaskerne klirre. Mærkeligt, i bryggeriet klirrede de hele tiden, her kun med mellemrum. Nej, det er ikke flaskerne, de har selvfølgelig en telefon installeret her. Men hvorfor lige her i denne hal, hvor man ikke engang kan høre sig selv når man skriger? Det er jo min egen telefon. Nu igen: "Hallo". "Hej, det er Bent." "Hvem Bent?" "Bent Madsen, som du hjalp med at finde adressen i Australien, kan du ikke huske det?" "Jo, nu dæmrer det langsomt. Undskyld, men jeg er lidt søvnig. Men hvad får dig til at ringe netop nu?"

"Jeg står her på ambassaden i Canberra i Australien, og jeg har lige opdaget en ubevogtet telefon, og så ville jeg prøve om man kunne ringe ud af landet med den. Nå ja, så tænkte jeg at det ville være en original ide at takke dig for hjælpen med en opringning her fra Australien. Hvad laver du nu?" "Jeg sover, eller rettere, jeg prøver på det," svarer jeg træt. "Av, har jeg vækket dig? Jamen hvad er klokken da nu i Danmark?" spørger Bent, der nu for sent er begyndt at tælle tidszonerne. Jeg kigger på uret: "Den er kvart over tre. Var der ellers noget?" "Det må du meget undskylde, jeg melder mig på et mere civiliseret tidspunkt når jeg er kommet hjem. Ciao." Han afbryder forbindelsen. Det var første gang nogen ringede til mig fra Australien, og så kunne jeg ikke en gang nyde det. Bent var ikke nogen nær ven, men han skulle bruge adressen på et familiemedlem i Sidney. Ad indirekte kanaler nåede hans problem til mine ·rer, og af andre indirekte kanaler var jeg i stand til at hjælpe ham, men at han havde taget mit telefonnummer med var dog en overraskelse. Ingen behagelig overraskelse, forresten. Nu har den dumme telefon vækket mig to gange i nat, hver gang når jeg lige havde sovet i kort tid. Nu kan det være nok. Hvis man trækker herfra kan man vel få stikket ud. Åh nej, det var ledningen der gik ud, stikket blev siddende. Måske er noget kortsluttet inden i, jeg må hellere stå op og fjerne det også. Sikke noget møg, men det må jeg ordne i morgen. Nu skal jeg hurtigst muligt få lidt søvn i øjnene, der er kun godt to en halv time tilbage. Åh nej, den ærgrelse gjorde mig endnu mere vågen. Forresten, øllen har nu den modsatte virkning, den vil åbenbart ud igen, så må jeg atter stå op. Så, nu igen ned under dynen, slukke lyset og lukke øjnene. Og hvad så nu? Hvad er det egentlig der virker ved fåremodellen, er det måske gentagelsen? Den monotone gentagelse? Det er forresten rigtigt, sådan er det jo også ved hypnose. Mon ikke den monotone musik hos buddistiske sekter inducerer en form for hypnose, som bibringer den nødvendige ekstase der i sig selv virker som bekræftelse på denne tro. Sådan er det med mange orientalske fænomener. Jeg kendte forresten en der altid sov ind om eftermiddagen ved noget de kaldte ’transcendental meditation’. Han fik et personligt ord, et 'manthra' der skulle gentages hele tiden, men som han ikke måtte fortælle nogen om, for så ville der ske noget alvorligt. Jeg fik det virkelig ikke ud af ham, det er en skam for jeg er

moden til selv at prøve den slags nu. Et godt kommercielt trick for at kunne sælge ideen videre til andre, i dagens computersprog ville man tale om 'copy protection'. Nå ja, hvis det var et manthra, så lad mig dog bare prøve med dette ord: manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, manthra, ... Enten er jeg for utålmodig, for udisponeret for den slags, eller det er det forkerte ord. Måske skulle det være længere. Da jeg alligevel ikke tror på den slags humbug kan man jo også prøve lidt mere simpelt: Nu skal du sove, nu skal du sove, nu skal du sove, nu skal du sove, nu skal du sove, nu skal du sove, nu skal du sove, nu skal du sove, nu skal du sove ... Nej, det gider jeg ikke, det er jeg nu for søvnig til, jeg kan bare ikke sove. Nu skal du åbenbart ikke sove! Måske skulle jeg prøve at læse noget monotont. Der ligger telefonbogen, mere kedeligt findes ikke ..... Jeg har egentlig ikke noget imod Andersen, men dette er dog en intellektuel provokation. Så hellere ligge vågen her klokken fem og lade tankerne flyve hvorhen de vil. Flyv, tanke, men jeg kan nu alligevel anbefale dig at flyve ind i drømmenes verden, for dér sker ting man ikke kunne drømme om — sludder, som man netop kun kan drømme om og kun aner i et svagt genskær når man vågner igen. Gad vidst hvad disse håbløst urealistiske drømme skal g·re godt for — er det for at bruge de dele af hjernen der bliver koblet fra i vågen tilstand? Eller er det en abstrakt kombination af de informationer man lige har fået? Eller er det måske en kombination af begge disse dele? Der er drømmeforskere og søvnlaboratorier, der kan sige en masse om den tidsmæssige sammenhæng mellem hjernens aktiviteter, men hvad der egentlig går igennem hovedet på folk er der ingen der ved noget om. Narkoselægerne synes det er for kompliceret og bilder sig selv og patienterne ind, at de skal sove under operationen. Det er egentlig et spændende område (gab), meget spændende og (gab) interessant. Er det nu den dumme telefon igen? Jeg har da ellers lige myrdet den i nat. Lad mig få noget lys — åh, nu røg lampen på gulvet, at der var så mange atomer i den smule keramik. Aha, det var vækkeuret der ringede, men hvis det ikke var for lampen var jeg jo næppe vågnet. Jeg ved ikke hvad jeg fik ud af denne nat, søvn var der i hvert fald ikke meget af. Nu ud og bruse, så en liter kaffe og så må de tage mig på arbejdet som jeg er. For i aften har jeg i hvert fald andre planer!

Jeronimus

Efter Ludwig Holbergs 'Maskarade' — 250 aar senere

Jeronimus havde det ikke godt i dag. Han var godt nok stået tidligt op og havde et sin tegnestue med vanlig hård hånd, men den forrige karnevalsaften havde sat sine spor på ham. Hans kone, Magda, der var gået væsentligt tidligere hjem og ikke havde slået sådan til den som Jeronimus, var denne formiddag blevet i sengen med hovedpine, hvad der måske ikke var noget særsyn men alligevel sagde noget om at det havde været en dans på vulkaner. Altså ikke noget at være sur over, alle havde været glade og højr·stede til længe efter at nogen kunne forstå hvorfor — men det kan være hvad det være vil, der er ikke noget forsonligt over tømmermænd og sommerfugle i maven. Jeronimus havde den fordel, at han kunne udtømme sine aggressioner over de fem ansatte i tegnestuen, der var indrettet i en del af huset. Måske havde han dårlig samvittighed herover, for kl. 3 gav han dem alle fri, så han kunne lide videre alene. Og så, præcis klokken 5, kom hans søn Leander hjem fra arbejde, ledsaget af sin gode ven Henrik. De havde begge været med til festen i går aftes. Og så meget mere generede det Jeronimus at begge de nytilkomne gjorde et friskt og velfornøjet indtryk uden spor af nattens begivenheder. Det gjorde ham endnu mere bister. "Er det nødvendigt at have den strangulationsring på når du er hjemme?" brummede Jeronimus ad sin søn. Diskussionen var ikke ny. "Undskyld, men det kræves nu en gang i banken at man altid har slips på," begyndte Leander til sit forsvar. "Det er trist at se sin søn med dette tidsløse symbol på underkastelse," svarede Jeronimus, "men bevares, hvis du alligevel går i selvmordstanker ..." Henrik følte reflektorisk op på halsen at han i det mindste ikke havde et slips på. Egentlig vidste han det godt, han var heller ikke ansat i en bank, men pludselig

følte han trang til at være sikker. "Far, tror du ikke at du skulle tage den lidt mere med ro?" spurgte Leander, "hvornår kom du overhovedet hjem, da vi gik ved 2-tiden var du først i rigtig høj stemning. Og når man ser dig nu kan man godt blive lidt bekymret." "Utroligt hvad man skal finde sig i nu om dage," vrissede Jeronimus tilbage, "tidligere var det faderen der besværede sig over at sønnen var for længe ude om natten og ikke ede dagens arbejde, her er det jo lige omvendt!" "Kan det være at Herren har glemt sin Fernet Branca i dag?" spurge Henrik og gik hen til vinskabet, hvor han hentede flasken og tre glas. Hvis Henrik havde et vinskab hjemme hos sine forældre var der endnu ikke nogen der havde fortalt ham om det, men her i huset vidste han hvor det var, og der havde indtil nu ikke været nogen der havde stoppet ham når han skænkede ud derfra. Selv Jeronimus bed sin surhed og derefter det fyldte glas i sig, og få minutter efter var han et andet menneske. "Henrik, du har reddet mit liv, måtte du ikke fortryde det, det var virkelig en ting jeg havde glemt og nu går det mig også meget bedre," sagde husets ubestridte herre forsonligt. "Det var sandelig også på tide, klokken 8 går det løs med det næste karneval, det er lige at man kan nå det. Kommer I med?" "Åh nej," stønnede Leander og Henrik samtidigt. "Det går nu virkelig for vidt," fortsatte Leander og Henrik supplerede, "der er da andet end fester her i livet". Jeronimus ville svare men tog sig i det. Måske var det bedre for festen hvis de to dødbidere ikke tog del i den. Disse forsvandt hurtigt op til Leanders værelse, hvor de skulle høre nogle nye plader som denne havde fået. Jeronimus tog sig et halvt glas til og tænkte bekymret på sin søn, der endnu aldrig havde præsenteret nogen pige for forældrene, selvom han nu var fyldt 26. Om Henrik vidste han at han tit gik ud med pigerne, og sidste aften havde han fået et nyt bevis for hans charme hos damerne. Men Leander, var der et eller andet der ikke stemte hos ham? Og så kom skæbnen ham til hjælp. Det ringede på døren, og Magda, der i mellemtiden var kommet på højkant, lukkede op for en en mand ved navn hr. Leonhard, som egentlig skulle besøge Jeronimus vedrørende et nyt projekt. Hr. Leonhard var lige ankommet til byen i følge med sin datter, Leonora, som nu var ved at installere sig på hotellet. Da hotellet var lige i nærheden ville han melde

sig allerede nu, for at klare et par detailler for den næste dag. Det er ikke normalt at man straks krænger ud med sine private problemer for forretningsforbindelser. Jeronimus vidste heller ikke helt hvordan det kom dertil, men om det nu var normalt eller ej, pludselig sad han og betroede hr. Leonhard at han havde en svag søn, der savnede mange af den ønskede personligheds markante sider, ikke lå i strid med nogen men tværtimod altid skabte fred overalt hvor han kunne. Han havde for sine unge år en alt for pæn facade og, hvad der generede Jeronimus mest, han var ikke sikker på hans holdning over for det modsatte køn. Måske var forklaringen på denne indiskretion at hr. Leonhard med sin datter syntes at have et tilsvarende problem og kunne supplere historien med tilsvarende egne oplevelser. Hans datter studerede med stor energi og fandt ikke megen tid til andre sysler. Kort efter var de to ældre herre i gang med ungdommens minder. "Da jeg var ung forklarede mine forældre mig at det ville være et yderst godt parti hvis jeg giftede mig med en fabrikant-datter der boede i naboskabet," begyndte Jeronimus. "Nå, jeg vidste ikke at Deres kone kom her fra byen," svarede Leonhard åndsfraværende. "Jamen, det gør hun skam heller ikke, for inden de kom for vidt med deres planer havde jeg giftet mig med Magda i Nice. Det første de hørte om det var, da de fik postkortet, og da var det jo allerede for sent!" Begge herrer klukkede lystigt. Så fortsatte Jeronimus, "og nu er det hele bare omvendt. Hvis jeg fortalte min søn, at han skulle gifte sig med en bestemt pige, tror jeg der er en betydelig risiko for at han gør netop det — såfremt han overhovedet har nogen hang til pigerne." "Er det ikke en lidt hård dom?" spurgte hr. Leonhard. "Vi kunne jo lade det komme an på en prøve," foreslog Jeronimus. "Går De og Deres datter egentlig med til karnevallet i aften?" "Ja, hvis der er mulighed for at låne et par kostumer tror jeg det ville være en god idé. Jeg er ganske vist sikker på at Leonora har udvalgt den bog hun vil læse i aften, men jeg tror nok at jeg kan lokke hende med."

"Jamen så skal jeg blot bede om tilladelse til at foretage det lille eksperiment, selvfølgelig ment som en spøg mellem os. Hvis De er indforstået kalder jeg nu på Leander og forestiller Dem som hans svigerfar, så ser vi hvor chokeret han bliver." Hr. Leonhard var med på spøgen, og Jeronimus kaldte på sin søn. Denne kom straks ned, fulgt at sin ven. "Kære Leander, det er mig en særlig glæde at kunne forestille dig for din tilkommende svigerfar, hr. Leonhard. Jeg har lige forhandlet bryllupsbetingelserne med ham, du skal giftes med hans datter næste uge." Hvad der nu fulgte var et helt minuts tavshed. Leander blev bleg, men han var så overrasket at han ikke vidste hvad han skulle sige. Henrik var også forbløffet men besluttede sig til at afvente begivenhedernes gang. At han nogensinde skulle være vidne til et sådant udsagn kunne han vel aldrig have forestillet sig. Det var hr. Leonhard der brød tavsheden: "Jeg er sikker på at min datter vil glæde sig meget over den ære det er at stå brud til en så lovende ung mand," sagde han idet han rakte Leander hånden. Denne tog den nervøst, slap den så og vendte sig mod sin far. "Sig mig, far, er det ikke lidt umoderne, her i slutningen af det tyvende århundrede at knytte ægteskaber på denne vis?" "Du må jo tro mig, Leander, det er kun for dit eget bedste," svarede Jeronimus alvorligt. "Du er ved at have nået en alder og en position hvor det er nødvendigt også at kunne præsentere en ægtefælle, og da du ikke selv har taget nogen initiativer i den retning, tænkte jeg, at jeg måske kunne hjælpe dig. Og du vil blive begejstret når du ser den henrivende Leonora, der kun er et år yngre end dig." Ikke med et ord forrådte Jeronimus at han heller ikke havde set pigen, endsige bedømt hendes eventuelle kvaliteter. "Det er jo virkelig utroligt at høre," busede Henrik frem, "jeg er et år ældre end Leander men har da ikke tænkt mig at gifte mig foreløbig." Jeronimus bragte ham til tavshed ved at erindre om, at han havde nævnt alder og position, ikke kun alder. Herefter overtog Henrik igen lytterens rolle. En ting virkede nu beroligende på Jeronimus. Selvfølgelig protesterede Leander på den umoderne beslutning, men han syntes ikke generelt at have noget imod

kvinder. De to ældre herrer spillede sorgløst deres roller videre og forklarede Leander, at han skulle blive forestillet sin brud næste dag klokken 3 til en forlovelse i familiens skød. Men da han jo var ungkarl endnu, kunne han da få lov til at gå til festen i aften og fornøje sig en enkelt gang til. De to unge mænd forsvandt igen tilbage til Leanders værelse til en rådvild diskussion, og da døren var lukket brød Jeronimus og hr. Leonhard ud i latter, som de dog undertrykte noget for at undgå at vække mistanke. "Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne foretage den samme prøve overfor min datter i morgen. Men hun vil reagere anderledes, De bliver derefter nødt til at hjælpe mig med at forklare at det var en spøg, ellers må jeg rejse alene hjem," sluttede hr. Leonhard, og kort efter tog han afsked.

Den næste eftermiddag, om lørdagen klokken 3, indfandt hr. Leonhard sig med sin datter i huset. I mellemtiden havde der været en ny overdådig fest for at drive vintermørket og kulden væk, så de kunne vel næppe været kommet før. Den foregående aften havde Jeronimus lige netop nået at indvie sin kone i spøgen, mens hr. Leonhard ikke havde omtalt sagen over forendnu Leonora. Kun Leander manglede nu, de fire andre var samlet i stuen. Jeronimus, der nu selv havde iført sig jakkesæt med slips svarende til det hans gæst havde på, kaldte på sønnen. Denne kom ned, klædt i en festlig blæser med charmeklud istedet for det ellers så obligate slips. "Nå far, er du ved at indordne dig?" spurgte han med henvisning til Jeronimus usædvanlige lørdagspåklædning. "Næ goddag, hr. Leonhard, det glæder mig at se Dem her igen, det er vel så Deres datter, formoder jeg." "Ja, øh, det kommer vel som en overraskelse, Leonora, jeg har jo ikke nævnt det for dig før ..." hr. Leonhard havde tydeligvis sværere ved at give sin datter meddelelsen end Jeronimus havde haft det aftenen i forvejen. Men han fortsatte, "Hr. Jeronimus og jeg har ikke kun forretningsmæssig forbindelse, vi har faktisk fundet, at du og hans søn kunne e godt til hinanden ..." Han ventede en vred afbrydelse, men den udeblev. Så var det ikke andet for end at fortsætte til introduktionen havde gjort sin virkning. Den var det var imidlertid svært at opnå. Selv meddelelsen om at man var kommet til enighed over det forestående ægteskab udløste ingen oprømt reaktion. Til sidst sluttede hr. Leonhard — og

blev nu helt forbløffet over datteres reaktion. Leonora kastede sig over ham med et stor kys. "Tusind tak, far, du har virkelig gjort en stor indsats for mig," og så vendte hun sig mod Leander og fortsatte, "vi har jo ikke meget tid at lære hinanden at kende. Vil du ikke vise mig hvad du interesserer dig for?" "Jo, kom med op på mit værelse, jeg har noget jeg meget gerne vil høre din mening om," og væk var de. Nede i stuen så Magda, Jeronimus og hr. Leonhard beklemt på hinanden. "Mon vi overdrev spøgen?" spurgte sidstnævnte. Fra Leanders værelse hørtes musik og munter konversation, af og til sågar højr·stet latter. "Jeg ved det ikke, men måske er det alligevel ingen dårlig måde at stifte forbindelser på, når man tænker på alle de tilfælde der ellers bestemmer vores skæbne," dristede Jeronimus sig til at bemærke. "Og det skal man høre netop fra dig?" svarede Magda. "Vorherrebevares, De har en henrivende datter, hr. Leonhard, men jeg er sandelig ikke tryg ved hvad der foregår her. De blev siddende i en beklemt konversation endnu et kvarter, så kom det unge par i munter stemning tilbage. "Nå far, hvor er så champagnen, så vi kan fejre forlovelsen anstændigt?" Det var en genstand der praktisk taget altid kunne findes i Jeronimus husholdning, en kølet champagne, og værten skyndte sig at mobilisere den. Mens de skålede, udvekslede Leander og Leonora et ømt kys. De andre tre beroligede sig med at der i hvert fald ikke syntes at være gjort nogen skade her, men ingen af dem var stolte ved situationen. Mens man spiste de lette ting der var forberedt til lejligheden, forresten intet der ede til en forlovelse, spurgte Leander adspredt sin far, "og hvor er det så vi skal giftes den næste weekend?" Jeronimus kom til at hoste i champagneglasset, som reagerede med en ny skumproduktion. Overskuddet havnede på hans jakkerevers og denne forstyrrelse udnyttede han til at tænke sig om. Desværre uden resultat. "Jamen vil I virkelig giftes sådan helt uden længere bekendtskab?" spurgte

Magda. Hun kunne vel også bedst tillade sig at give udtryk for usikkerhed. "Vores vilje har da ikke noget at skulle have sagt," sagde Leander, "det er altsammen arrangeret af far og hr. Leonhard, men jeg må virkelig komplementere dem for dette indfald!" Heller ikke Leonora levnede stor mulighed for et tilbagetog. "Jeg synes det er så romantisk med et arrangeret ægteskab," sagde hun mens man ellers mente at have hørt det modsatte igennem historien. "Det er lige som om skæbnen har slået til og man blot må hengive sig den.

Nej, de blev ikke gift med hinanden, i hvert fald ikke den kommende uge. Efter at have ladet forældrene i usikkerhed endnu en time indrømmede de at de havde lært hinanden at kende på aftenens fest og med Henrik som katalysator havde samlet enkelthederne sammen til en forståelse af, hvad der blev spillet. Og så var det jo egentlig blot at spille med på noderne, hvorved spøgen blev drejet om mod dem, der havde udløst den. Men det var både første og sidste gang at hr. Jeronimus arrangerede et ægteskab.

En Prædikant Kom til Byen

I

Mogens Pedersen skulle have gået på pension for flere år siden, men trods sine 73 år forrettigede han stadig gudstjeneste som præst i Hvidenæs. Dette var den yderste provins og ville vel ikke kunne blive besat på frivillig basis, sålænge de nye teologer selv nogenlunde kunne vælge hvor de ville hen. Egentlig var Mogens heller ikke særlig ulykkelig over det, det var en forholdsvis lille menighed, og han var ikke så belastet af arbejdet. Biskoppen havde sørget for at de nabokirker, der hidtil havde været taget vare på fra Hvidenæs, nu blev underlagt andre nabokirker, så det der blev tilbage at se til var til at klare, og så var Mogens jo stadig beskæftiget med det, han altid havde lavet, nu hvor han var blevet ældre. Hertil kom at Hvidenæs var en lille helstøbt idyl af en landsby. Selvom der ikke boede ret mange mennesker havde man f.eks. de forretninger, der var nødvendige for at købe eller bestille alt; landsbyen havde sin egen læge, den 53årige Tage Hansen, og en underskole, der egentlig skulle have været nedlagt efter danskernes forsøg på at standardisere alting uden hensyn til geografiske skel — men så var der lige lærerægteparret Irene og Gunnar Holst, der skulle pensioneres om nogle år. Både lægehuset og skolen sugede næring fra oplandet og eksisterede i hvert fald endnu, selv om der var lidt bekymring for fremtiden. Den egentlige forvaltning foregik i den store kommune 20 km væk, så borgmester Viggo Dyrmose kunne e sit landbrug uden større afbræk på grund af sit officielle embede. Og sådan var der så mange andre personer, som kun for en dels vedkommende skal præsenteres i det følgende. Hvidenæs var en enhed, som man tilhørte, man blev født og man døde dér (selv om der da også var en del der flyttede væk), og landsbyen prøvede at holde balancen mellem gensidig nysgerrighed og loyalitet. En af forklaringerne på at dette var lykkedes var, at Mogens Pedersen gjorde sig stor umage for at holde sammen på menigheden ved gudstjenesten om søndagen.

Efter denne var der kaffe og kager i forsamlingshuset, som praktisk nok lå op til byens bager. Her blev der snakket, der var ikke brug for nogen avis til at fordele informationerne, og der var tradition for at vigtige meddelelser blev oplæst af borgmesteren. Derfor blev forsamlingshuset også besøgt af en del mennesker, der ikke havde taget del i den forudgående gudstjeneste, og man havde stiltiende enet sig om at acceptere dette fænomen, mod at der heller ikke kom den store kirkelige debat ud af denne diskrepans. Måske fornemmede Hvidenæsserne at det var i deres interesse at idyllen blev bevaret. Ikke at man undlod at bagtale dem, der af en eller anden grund ikke var tilstede dér om søndagen, det havde jo været helt utænkeligt. Alligevel holdt snakken sig på et plan, hvor man kunne se folk i øjnene igen ved den næste lejlighed. Indtil idyllen blev brudt en søndag midt i marts ved Mogens Pedersens helt uventede introduktion af sin efterfølger. Dette skete ikke ved gudstjenesten, men i forsamlingshuset: "Kære menighedsbørn og hvem der i øvrigt måtte være tilstede her," begyndte han som så ofte før, for ikke at støde dem der ikke ville bekende et kirkeligt tilh·rsforhold fra sig. "Som I ved er jeg egentlig for gammel til at tjene jer her på ret vis ..." han blev afbrudt af brummen og højlydt protest, som vel tilkendegav tilfredsheden med tingenes tilstand, og han afbrød sin egen talestrøm: "Tak skal I have, det varmer selvf·lgelig om hjertet at høre dette fra sin bys børn, men jeg har jo selv følt nogle indskrænkninger og har derfor været dybt taknemmelig for at vores biskop nu har fundet mig en efterfølger, så jeg kan komme ud på den sidste lange pilgrimsrejse til kristenhedens store byer, som jeg har snakket så meget om. I ved også at jeg har håbet at kunne tage på denne rejse inden jeg bliver alt for gammel, så derfor er det måske et ærinde jeg kan gå ind til med jeres forståelse." Herved var der lukket af for yderligere protest. Ingen kunne være i tvivl om at Mogens havde gjort meget mere for Hvidenæs end nogen kunne have forlangt, og derfor kunne man vel heller ikke være bekendt at bede ham om at afstå fra den rejse, han havde planlagt og sparet op til i så mange år. "I har sikkert bemærket en fremmed i vor midte her," fortsatte Mogens. "Dette er Valdemar Schulz, som indtil for nylig har vikarieret ved en dansk missionskirke i Afrika. Valdemar og jeg har faktisk talt om denne overgang sammen med biskoppen, men han ville lige opleve min gudstjeneste en gang uden at nogen vidste besked om hvad der forestod. Det er mig en glæde at præsentere ham som min efterfølger her, og jeg håber at I vil tage lige så godt imod ham som I har gjort imod mig."

En bedre start kunne Valdemar Schulz vel ikke få, og dog var der ikke ubetinget sympati overfor ham. Selvom alle undede Mogens en pause, virkede det alligevel som om han var blevet fortrængt af den unge mand, der ikke havde nogen lokal tradition og sikkert manglede meget erfaring i at kunne efterfølge den gamle præst. Schulz havde enten forudset eller følt det, for netop dette problem gav han rede for i sin efterfølgende tale til menigheden — og hvem der nu ellers var tilstede: "Selvfølgelig kan jeg ikke erstatte jeres Mogens Pedersen, det er jeg udmærket godt klar over, men jeg håber at I vil tage til takke med hvad jeg kan byde og også hjælpe mig til at kunne fortsætte det store arbejde, der er gået forud her. Ingen er fuldkommen og jeg ved at jeg også har meget at lære!" Med denne ydmyge begyndelse lagde Valdemar alligevel grunden til en forsonlig holdning. "Ja, og for at der ikke skal blive overvejet for meget frem og tilbage har Mogens fortalt mig, at han rejser på torsdag, så der bliver ikke nogen blød overgang for os," tilf·jede borgmesteren. Der var nogen der talte om en afskedsfest, men Mogens modgik dem med at det ikke var normalt at holde fest før en pilgrimsrejse til de hellige byer. I hvert fald ville han komme tilbage og besøge Hvidenæs, såfremt han nåede alle sine mål, men han havde nu god tid og regnede med at være væk mindst et halvt år. Man ønskede derfor Mogens en god og spændende fremtid og udtrykte de bedste håb for rejsen.

II

Valdemar Schulz havde jo sagt at han ikke var fuldkommen. Hans første gudstjeneste syntes at bevise, at det forholdt sig således. Stilen var helt sikkert en anden end man var vant til, og det tog ham ikke mange minutter at komme til at fremstå som en rigtig tordenprædikant. Omvendt forstod han dog også hurtigt at hans metoder fandtes meget fremmet, og så tyede han til den klassiske udlægning, at man blev nødt til at finde fejlene for at de kunne rettes, at han ikke selv var hævet over denne mekanisme og også skulle have påpeget og rettet sine fejl i en stadig proces, men hvis man nu gjorde sig umage i en atmosfære af gensidig fortrolighed kunne meget opnås

— det havde han erfaret i sit tidligere virke ved missionsstationen Kualugunga i Afrika. Alt dette sagde han i en enetale, man diskuterer ikke under en prædiken; til dette formål var der forsamlingen bagefter, hvor jo også en del kom der af en eller anden grund ikke var mødt op til selve gudstjenesten. Ved denne forsamling stod dog ikke så meget de religiøse sp·rgsmål i forgrunden som en række praktiske problemer, hvilke borgmesteren frembragte på Valdemars vegne. Den nye prædikant måtte bo i Mogens hus, men han havde ikke kunnet nænne at tage noget med sig fra Afrika hvor man jo manglede alt, så han ejede ikke stort mere end det tøj han stod og gik i. Der blev derfor diskret startet en indsamling af både penge og ting. Hvad de sidste angik gjorde Valdemar selv opmærksom på, at han havde aktiv forbindelse med en organisation, der sendte brugbare ting til Kualugunga, mens et eventuelt overskud af penge ville kunne gå til foreningen 'Din Barmhjertige Næste', som han tilfældigvis var formand for. Hermed blev man i Hvidenæs for første gang opmærksom på det store arbejde der forestod i Kualugunga, som man ellers aldrig havde hørt om før. I de følgende uger så man en stigende aktivitet hos Valdemar, og denne aktivitet havde en smittende virkning på en del af menighedens medlemmer. Det drejede sig om at organisere menigheden bedre til at bestride de nye opgaver. Valdemar ede ganske vist på ikke at blande det egentlige menighedsråd sammen med sin forening, som han kontrollerede suverænt, men intet middel var for småt til på en eller anden måde at kunne blive sat ind til fordel for Kualugunga. Vigtigt var det at Valdemar også kunne fremvise tegn på succes. Den fjerde søndag efter Mogens afrejse var der en udstilling af fotografier fra Afrika i forsamlingshuset af en kvalitet man aldrig havde set før i Hvidenæs. Valdemar gjorde rede for at det, man havde samlet i landsbyen, allerede havde gjort sin virkning i Afrika og en dyb taknemmelighed kunne spores i Kualugunga overfor den danske landsby. Denne meddelelse stimulerede først og fremmest lærerinde Irene Holst, bibliotekaren frk. Nora Bang og den pensionerede lægeassistent, enkefru Nathalia Strøm til nye indsatser. Valdemar bemærkede støtten og gav disse tre tillidsfulde poster i 'Din Barmhjertige Næste'. Hermed var der åbnet for nye sl til støtten. Frk. Bang fik den særlige opgave at forvalte kommunikationskanalerne og skaffe midler til rejser mellem de to brødremenigheder. Hun må have gjort et dygtigt arbejde, for allerede i juni meddelte Valdemar, at kirken ville være lukket de næste 4 uger, idet han selv skulle bes·ge

sin gamle menighed. Det var en meddelelse uden fortilfælde i Hvidenæs, og alligevel blev den accepteret uden protest. Man havde indset, at man levede i en brydningstid, desuden var der en del i landsbyen, for hvem denne pause var tiltrængt, da de havde andet at tænke på end de vanskelige forhold i Kualugunga. I øvrigt var der en del der havde følt sig stødt ved Valdemars personfikserede bekendtgørelser, der også let gik over i det salvelsesfulde, som f. eks. hans annonceringer af gudstjenesten: "Det er Valdemar Schulz en særlig glæde, i sin egenskab af præst ved Hvidenæs kirke og formand for foreningen 'Din Barmhjertige Næste', at indbyde alle borgere til med ham at celebrere gudstjenesten på næste søndag." I gamle dage havde man bare ringet med klokkerne.

III

Konflikten brød ud en søndag få uger efter Valdemars hjemkomst fra Afrika. Man havde fejret dette som en triumf, og de fleste i Hvidenæs var stolte over, hvad et af deres bysbørn havde formået så langt fra Danmarks kyster. Det var måske denne støtte der fik Valdemar til at tage det næste skridt. Nu skulle menighedsrådet kontrolleres. Det havde ganske vist ikke ydet nogen modstand, men der havde vel ikke været lejlighed til det endnu. Problemet var at slippe af med formanden, Tage Hansen. Dr. Hansen var yderst respekteret for sin medicinske gerning, men denne var dog så intensiv at han ikke hørte til de mest flittige på sin anden post. Pludselig og uventet hørte han Valdemars til dato ska-rpeste tordenprædiken, baseret på: 'De der ikke er med mig er imod mig'. Dr. Hansen havde åbenbart ikke været nok med Valdemar og blev i selve kirken fremstillet som bremse på udviklingen. Tage Hansen bed kritikken i sig, man diskuterer som nævnt ikke under gudstjenesten, men han glemte ikke ordene. Den efterfølgende forsamling, der iøvrigt faldt ret tyndt ud (der kom nu ikke mere nogen her, der ikke før havde været til gudstjeneste) uddybede konflikten, og Tage Hansen spurgte om man ønskede hans afgang fra posten, for så var det at betragte som sket allerede. Man havde vel ikke noget herimod, en egentlig afstemning var overflødig og

forsamlingen kårede nu enkefru Strøm til formand, Nora Bang til sekretær og Irene Holst til kasserer. Med fru Strøm havde Valdemar ingen problemer, hun var helt igennem uselvstændig. Den egentlige organisatoriske magt udøvede Nora Bang. Fru Holst havde allerede inden sommerferien lade skinne igennem at hendes engagement i 'Din Barmhjertige Næste' var så stor at hun ikke kunne fortsætte som lærer i skolen. Hermed var det ikke muligt at redde landsbyens skole mere, den centraliserede forvaltning var tilsyneladende lettet over at det skete allerede nu, og Gunnar Holst var indforstået med at tilbringe sine sidste aktive år i en skole noget længere væk. Tage Hansen var dog ikke tilfreds med sin bratte afgang i unåde. Den offentlige spot i kirken indbragte ham audiens hos biskoppen, som nu for første gang blev opmærksom på, at der var noget der ikke var i orden i Hvidenæs. Dette indbragte Valdemar en skarp reprimande, uden dog at få andre følger.

IV

Klare linier ville de have; klare linier fik de. Tre måneder efter, at Valdemar havde bragt menighedsrådet under sin kontrol, var alt organiseret til en forestående konflikt. Da borgmesteren endelig ville indkalde til et opklarende møde i den nu splittede menighed, var der ikke nogen menighed han kunne indkalde til. Denne var nu fusioneret til en ny forening, 'Vestjysk Afrikamission' — med enkefru Strøm som formand. Foreningen havde på et hemmeligt møde besluttet at udtræde af den danske folkekirke og medtaget alle værdisager, inklusive kirke og præstebolig. Det var vel ganske vist ikke muligt at gøre sådan, men der var ingen der havde bemærket det før det var for sent. Nu var det modpartens problem at redde hvad der reddes kunne på retslig vis, og det skulle vel nok komme til at vare længe. I Hvidenæs var stemningen splittet. Tage Hansen havde mistet de af sine patienter, der følte at de havde brug for Valdemars velsignelse til lægelig behandling. Skolen var nu nedlagt, til stor fortrydelse for mange, og uden at nogen officielle organer syntes at have haft hænderne med i spillet. Bageren måtte mure sin direkte indgang til forsamlingshuset til, for ikke også at miste sin forretning til gavn for Afrika. Der var stadigvæk nogen begejstring for Valdemar

at spore, men kun i ret indskrænkede kredse. Folk i landsbyen kom ikke hinanden mere ved og omgikkes i det hele taget med den dybeste gensidige mistanke. Men hver søndag inviterede Valdemar alle interesserede til at celebrere gudstjeneste i kirken. Kun da biskoppen personligt ville kalde til orden, opdagede man. at han ikke mere var biskop for Valdemar. Hvem der så var det kunne strengt taget være lige meget. Dybt forarget over dette kup samledes man hos den tidligere menighedsrådsformand og diskuterede forskellige strategier for at få kirken tilbage, men det var ikke nogen let opgave. Da var det at man fik et uventet besøg.

V

En mand ringede på døren til præsteboligen kort før Jul. Det var Mogens Pedersen der var vendt tilbage fra sin lange rejse og nu ville hjem. Man kan naturligvis slå fast at det var en dybt forandret Mogens der her vendte hjem — men det var også en dybt forandret landsby han vendte hjem til. Det sidste vidste han dog ikke det mindste om, for ham var hjemkomsten endnu afslutningen på en lang og begivenhedsrig rejse og begyndelsen til en hvilepause. Det første hvil kunne han desværre ikke nyde i sit eget hus, for det var fyldt op af besøgende missionærer og pakker til Afrika. Det fik han at vide af den fremmede dame, der lukkede op. Da han ikke gav sig tilfreds med at blive holdt på dørtærskelen mens sneen fygede udenfor, bad han om at få lov til at tale med Valdemar. Hertil blev oplyst, at han kun skulle vente en halv time, Fader Valdemar var midt i en ceremoni. Så tabte den ellers så tålmodige Mogens beherskelsen og påstod. at dette var hans hus og hvis han ikke øjeblikkelig fik lov at tale med Valdemar, skulle han lade det rømme af det lokale politi, ligegyldigt hvem og hvad der opholdt sig derinde. To minutter efter stod Valdemar i døren. "Mogens!" råbte han begejstret. "Det var vel nok en fantastisk overraskelse pludselig at se dig her igen, efter at vi ikke har hørt noget fra dig i 8 måneder.

Men hvorfor har du ikke skrevet, så kunne vi da have forberedt din hjemkomst?" "Hvorfor jeg ikke har skrevet er en sag for sig, som jeg ikke vil fortælle om nu til aften. Men jeg tror at vi har meget at snakke om i morgen. Tror du at jeg kan sove på sofaen inde i stuen?" Hvordan skulle man nu fortælle Mogens at han ikke kunne sove i sit eget hus? Det var ikke muligt, så Valdemar inviterede ham i stedet indenfor, så han med sine egne øjne kunne se at det var håbløst. "Som sagt er jeg totalt uforberedt på din hjemkomst i aften og afholder netop en ceremoni for vores afrikanske missionsstation. Tror du at det var muligt at finde et andet sted for natten og så komme tilbage i morgen?" spurgte Valdemar forsigtigt. Mogens var forbløffet, men den atmosfære han i et kort øjeblik havde oplevet var nok for ham til at afgøre at der ikke ville blive ro at finde indenfor disse mure den nat. Han ville ikke starte en diskussion om dette og undskyldte derfor overfor Valdemar at han var braset sådan ind på dette ugunstige tidspunkt. Det ville da ikke være noget problem at overnatte hos en af sine mange venner, han kunne jo selv se at det ikke gik her og nu, og han ville melde sig den næste eftermiddag når han havde sovet ud. Det var nogenlunde hvad han sagde mens han tænkte: 'Lad mig komme væk herfra så hurtigt som muligt.' Og væk var han da også snart. Han gik direkte til Tage Hansen og fandt her både biskoppen, borgmesteren og andre af Valdemars modstandere i rådvild snak. "Du kommer som var du sendt til os fra himlen, Mogens," begyndte Dr. Hansen håbefuldt. "Jeg var for svag til at give jer besked om min tilbagerejse," svarede Mogens, "men jeg var lige inde i mit eget hus for at spørge om jeg kunne overnatte, da jeg havnede i en afrikansk messe. Kan I forklare mig ganske kort hvad der foregår her?" Det kunne de ikke. Hvad der blev fortalt i den næste time var hverken kort eller udtømmende. "Man kunne kun spørge sig selv, hvordan I har ladet så meget gå over jer på så kort tid uden at reagere," konkluderede Mogens da han havde hørt nok. Der var ingen der modsagde ham. "Det er jo helt klart at Valdemar har haft held med sit kup. Selv om vi efter en lang proces får kirken igen, er alle værdisager til den tid forsvundet. Jeg har kun et forslag til at bringe sagerne nogenlunde i orden igen. For det første skal du, Rud Mortensen, ikke forlade

Hvidenæs i overmorgen søndag. For det andet skal du ikke høre hvad der her bliver sagt, og jeg tror at det er vigtigt at du ikke involveres direkte i hvad der foregår, så kan du bedre betone din uskyld senere hen." Rud var landsbyens betjent. Han fornemmede straks at Mogens havde for at gå udenom den officielle vej, men selv havde han ikke været i stand til at sætte noget op mod Valdemars kup. "Det er i orden, Mogens, men kan du ellers give mig et diskret tip om hvad jeg skal gøre?" spurgte han. "Det eneste hvad vi skal bruge fra dig er, at du sørger for, at der ikke kommer forstærkning fra Købstadens politi, eller i hvert fald trækker tiden så langt som muligt. Resten skal nok falde dig ind når du ser hvad der sker. Altså, for din egen skyld, forlad os nu, Rud, så kan du bedre hjælpe os på søndag!" Rud kunne på dette fornemme hvad der var i vente og ønskede alle god nat.

VI

Søndag klokken 10 skulle Fader Valdemar celebrere en ny messe med de indbudte gæster, til hvilket brug kirken åbnedes en halv time tidligere. Det usædvanlige denne decemberdag var at kirken næsten var fyldt 5 minutter over halv ti. Fra kirken gik der en dør direkte ind til præsteboligen, men denne dør blev nu barrikaderet. Yderligere 5 minutter senere var 'foreningsmedlemmerne' klar over hvad der var i gærde og satte sig til modværge: de ringede til det lokale politi. Rud lovede straks at komme, men da han til dette brug kom på cykel, gik der yderligere noget tid. Han var knapt nok begyndt at høre hvad Nora Bang or Irene Holst råbte til ham, da var klokken 10, og nu gik Mogens Pedersen op på prædikeestolen. Rud sagde nu at han ville fortsætte afhøringen efter gudstjenesten og skyndte sig hjem, alene med det ene formål at blokere for yderligere tilkald fra byen. Valdemar så man overhovedet ikke. Det blev den korteste prædiken, Mogens Pedersen nogensinde havde holdt, så sang man 'Kæmp for alt hvad du har kært', brød barrikaden til præstehuset op igen og en del af mændene gik nu derind. Her var der kun de to førnævnte foreningsmedlemmer tilbage samt et utal af papkasser. Af Valdemar var der

ingen spor. Man så ham heller aldrig siden. Kirkens konto var tømt og alle værdigenstande fra præstehuset forsvundet og erstattet af papkasser med værdiløst indhold. Fru Bang var ruineret, idet det var hende, der havde finansieret Valdemars lange rejse og mange af hans øvrige fornødenheder. Hun forlod kort efter landsbyen, ligesom de øvrige foreningsmedlemmer heller ikke følte sig godt tilpas dér mere. Til en civilproces kom det aldrig. I øvrigt lykkedes det ikke at finde nogen bekræftelse på at Valdemar nogensinde havde haft en teologisk eksamen i Danmark. "Utroligt hvad denne pengegærrige parasit har ødelagt på så kort tid, men nu har vi jo dig igen, Mogens, så skal vi vel nok få orden i sagerne igen," sagde Tage Hansen få dage senere. "Nej, der må I meget have mig undskyldt, jeg er ikke kommet hjem for at kaste mig ud i en svær rekonstruktion efter den udmattende rejse," svarede Mogens. "Selv uden de sidste dages begivenheder er jeg blevet meget ældre end da jeg rejste ud og ser mig ikke i stand til at genoptage embedet som præst her i landsbyen."

Om han ikke alligevel blev overtalt? Jo, men Hvidenæs blev aldrig den samme landsby igen.

Trang til Forandring

I

Jeg har vel penge nok til ca. 2 uger, hvis jeg lever spartansk. Hvad derefter kommer, er en sag for sig. Formentlig er jeg efterlyst af politiet, så kan jeg da gå hen og lade mig arrestere og udlevere til Danmark, hvis mine fjender i undergrunden tillader mig at komme så vidt. Jeg har stadig svært ved at forstå hvordan jeg er landet her i Perugia. Bare sidste uge sagde min huslæge at jeg trængte til forandring – mon han mente noget i denne stil? Jeg skal love for, at min verden har forandret sig. Bare i sidste uge var jeg ansat i en ledende stilling i firmaet Kraft & Co. Nu har jeg været på flugt i to dage. Jeg har mistet alt og jeg har ingen udsigt til at klare mig igennem mere end højst nogle få dage, inden de får ram på mig. Men hvorfor overhovedet kæmpe imod? De har alligevel ødelagt alt, hvad jeg havde kært. Jeg siger ”de,” men en smule er det min egen skyld, at jeg lod min familie indgå den risiko. Jeg troede at det højst var mig selv, jeg bragte i fare ved mine aktioner, og egentlig kunne jeg ikke forestille mig, at det fik disse dimentioner. Jeg kan ikke tale om hvad der er sket, i det mindste ikke nu, men det var naivt, da jeg udfordrede de vældige onde kræfter. Jeg havde ikke drømt om, at de er så magtfulde og alle andre så svage overfor dem. Hvis jeg bare havde kendt grænserne for mit virke, var jeg stadig i min villa omgivet af familien eller på mit kontor, plejet af en lidt for stor omsorg af Brigitte, min sekretær. Brigitte, som jeg vel havde betroet lidt for meget, og som vel nu – med eller mod sin vilje – havde bidraget til min ulykke. Overfor mig er Pisano’ernes brønd, i baggrunden Palazzo dei Capitani og omkring mig en del turister, der tager plads, fotograferer uden tanke for, hvor mange gange dette storslåede motiv er blevet fotograferet allerede, i reglen af bedre fotografer. Uden tanke for, hvad der en gang skal blive af deres mange billeder – containeren venter allerede, tænker jeg diabolsk. Her har jeg været for mange år tilbage med Elisabeth, inden børnene kom og ændrede vores livsstil, og vi havde da også taget de samme billeder den gang, Gud ved hvor de nu må være blevet af. Heldigvis har jeg intet kamera hos mig nu, ellers kan jeg ikke

udelukke at jeg ville tage de samme motiver igen, bare for at synke tilbage i rollen som en af de utallige, sorgløse turister. Men ud over de mange turister præges byen her af unge mennesker. Kun studenter og turister kan vel tillade sig at drive rundt her tidligt om eftermiddagen. Alle store byer i Italien har store universiteter, men Perugia, Umbriens hovedstad, er en af de små byer med et stort universitet, og det præger byen på afgørende vis. Jeg kan sidde i timevis overfor denne kulisse i det solrige forårsvejr og betragte folk på Piazzaen. Ja, jeg må vel have siddet i timevis. ”Scusi, signor, que ora e?” Spørgeren er en ung kvinde. Jeg må vel ikke have svaret hurtigt nok, for nu gentager hun på engelsk: ”Excuse me, do you know what time it is?” ”Oh, I’m sorry,” svarer jeg, bragt ud af min drømmeverden, mens jeg kaster et blik på uret. ”It is half past three.” Da vi var her sidst, det er nok femogtyve år siden, var det ikke mange i Italien man kunne tale engelsk med, men nu taler snart alle de unge en form for udenlandsk. Således også denne brunette, hvis hårfarven ellers er ægte. Mit hår er i hvert fald ikke farvet, den smule der er tilbage af det, men det er vel også nærmest ved at være sølvfarvet. Hende her er en slank pige med en lidt for stor næse men ellers et smukt slankt ansigt med spillende brune øjne, vel ikke stort ældre end min datter – nej, jeg vil ikke tænke mere i denne retning. ”Nå, så har jeg da heldigvis lidt tid endnu,” siger pigen på engelsk. ”Tillader du at jeg spørger dig lidt ud? Det er en opgave vi har at interview’e fremmede, der afviger lidt fra mængden af turister, og jeg har nu betragtet dig en halv time, du synes at være noget for dig selv.” ”Tak, jeg skal gøre mig umage for ikke at give stereotype svar. Men hvad studerer du egentlig, siden du får så utaknemmelige opgaver?” Hun fniser som kun en ung pige kan gøre det. ”Jeg studerer psychologi! Men det var egentlig mig, der skulle stille spørgsmålene.” ”Godt, jeg skal gøre det nemt for dig. Jeg er nemlig et eksemplar af den sjældne type 16C, men sig det ikke videre. Hvordan fandt du mig i mængden af andre turister?” ”For det første har du ikke noget kamera, det er da sjældent, omend ikke helt

enestående. For det andet har du siddet her i en halv time, en typisk turist sidder højst i fem minutter. Så er du alene, dem der sidder længe er normalt i selskab med andre. Og dit ansigt afspejler i store perioder tristhed, til andre tider er det levende og interesseret. Jeg ved ikke om det altid er sådan hos type 16C.” Hun ler af sin egen bemærkning. ”Jo, det er kun den rene race, der er i stand til at frembringe det, men fyr løs.” ”Altså, hvad har bragt dig til Perugia.” ”Det ved jeg ikke. Næste spørgsmål.” Faktisk var dette sandt, jeg var flygtet fra Rom med toget i morges, og jeg måtte løse billet hos konduktøren, som spurgte mig hvor jeg skulle hen. Hvorfor så næsvis, kunne han da ikke bare have solgt mig en billet? Men da jeg ikke vidste det, havde han talt en masse, og det eneste ord, jeg kunne genkende, havde været ’Perugia,’ så der havde jeg nikket. Og kort inden ankomsten var han dukket op igen og havde gjort mig klart, at det var nu jeg skulle af, så der var ikke andet at gøre end at lade som om det netop dér, jeg skulle hen. ”Det er også et atypisk svar. Er alle folk af type 16C så vanskelige? Du må hjælpe mig lidt. Er du forretningsrejsende eller er du her som følge af turisme?” ”Ja!” ”Hvad mener du?” ”Begge dele er rigtigt. Jeg var på forretningsrejse til Rom, og nu er jeg nærmest en slags turist.” Der er formentlig ikke nogen steder, hvor man kan sætte kryds ved ’på flugt for politiet.’ ”Hmm, tredie spørgsmål: Hvor bor du?” ”Det ved jeg ikke.” Lige i plet, dette svar, men hun var vel ikke tilfreds. ”Hvad skal nu det betyde? Har du ingen steder at bo?” ”Nej, endnu ikke, men måske kan du anbefale mig en billig mulighed?” ”En midaldrende forretningsrejsende sover ikke på et billigt sted. Jeg kender nok nogle muligheder, men jeg kan ikke forestille mig. at du er ind der.”

”Det kunne jeg heller ikke for nogle dage siden, men i mellemtiden har verden ændret sig. Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan blive nogle overnatninger. Vi fra type 16C har meget nemt ved at tile os. Men skal vi ikke fortsætte samtalen fra den kaffebar derovre, hvis jeg må have lov til at byde på en capucino, det kan budgettet vel bære. Jeg har faktisk siddet for længe på denne stentrappe.” ”Tak, men den café der er kun for turister, stedlige undgår dem på grund af de krydrede priser. Det er bedst at vælge en anden, hvor man indtager kaffen stående eller på en barstol, så er der loft over prisen. Hvis du nu ikke har så mange penge er det vel også rimeligt at spare lidt – men jeg vil da gerne have en espresso.” Vi rejser os op og begynder at gå, så spørger hun: ”Har du ikke nogen bagage?” ”Ov, tak fordi du mindede mg om det,” siger jeg og løber tilbage. Heldigvis er min taske der endnu. ”Er det virkelig alt? Så langsomt bliver jeg virkelig nysgerrig efter at kende mere til type 16C.” Hvilket er en advarsel til mig om ikke at blive for åbenmundet. Vi går forbi Palazzo dei Capitani lidt ned ad vejen, som siden jeg var her sidst med Elisabeth er blevet spærret for gennemkørende trafik. På den anden side er der en kaffebar, heldigvis en med barstole, hvor man kan foregive at stå op uden rigtigt at gøre det. ”Un café et un capucino,” kommanderer hun. ”Ciao Veronica,” begynder værten. Han siger noget mere, men jeg forstår ikke italiensk. Så jager han os over i det mere komfortable hjørne. Jeg stritter imod til at begynde med, men Veronica fortæller, at det ikke skal koste ekstra. ”En ægte italiener drikker, hvis overhovedet, kun capucino om morgenen,” siger hun. ”Jeg ved ikke hvordan en italiensk type 16C reagerer, hvis de overhovedet findes, men jeg har lyst til en capucino nu, og jeg vil ikke foregive at være italiener, navnlig ikke hvis det betyder, at jeg ikke må få min kaffe som jeg vil have den.” ”Bruger 16C sukker i kaffen?”

”Typisk to poser, og hvad det angår, holder jeg mig til typen. Jeg hedder forresten Pietro,” løj jeg. ”Veronica. Hvor kommer du fra, Pietro – eller skal jeg hellere sige Peter?” ”Jeg kommer fra Danmark, og dér siger man Peder. Det er kun danskere, der kan udtale et blødt ’D,’ så du må hellere lade det blive ved Pietro.” ”Godt, Pietro,” lo hun. Men så må vi hellere snart se at finde et sted, du kan tilbringe natten. Derefter vil jeg gerne vide, hvad der har bragt noget så sjældent som en dansk type 16C til Perugia. Jeg tror ikke det er til spørgeskemaet, men om så meget, desto bedre.” ”Hvad kan du foreslå?” ”På kollegiet, hvor jeg bor, er der nogle tomme værelser. Jeg vil se om jeg kan indkvartere dig der i nogle dage, til studieformål, om jeg så må sige.”

Vi har slugt kaffen og jeg har betalt hvad det kostede – det er virkelig den billigste kaffe, jeg længe har fået på restaurant – og nu går vi videre væk fra centrum. Veronica lokker mig op i en bus og betaler uopfordret min billet. Vi kører nu ikke særligt langt, så når vi, noget uden for bymurene, til et større beboelseskompleks. ”Dette er så kollegiet, hvor jeg bor. Jeg skal lige tale med husværten, Stephano, om du kan få lov til at blive her. Hvor længe, forresten?” ”Fem nætter hvis muligt,” slynger jeg ud, som om det var noget jeg havde planlagt længe. Veronica ringer på i en lejlighed i stueetagen. En mand kommer ud, og jeg kan forstå at det er Stephano. De taler rygende italiensk sammen, og til at begynde med lyder det ikke lovende. Nu skal man dog vide, at svaret på et hvilket som helst spørgsmål på italiensk til at begynde med altid er ’No!’ Det fremmer diskussionen, og hvor ville livet da være monotont hvis vi kun var omgivet af jasigere. Det sympatiske er så, at det i reglen viser sig at ende med et ’si,’ hvis også forbundet med utallige forbehold. Jo, også her viser det sig, at jeg kan disponere over et kollegieværelse for 10€ per nat, betaling forud, og selvfølgelig

uden nogen form for pension. Stephano stikker tilfreds 50€-sedlen i lommen og viser, hvad der er at få for disse penge. Vel nok spartanske omgivelser, på den gang hvor også Veronica bor, som hun straks fortæller mig, med et stort fælles køkken for alle værelser. Der var en briks man kan ligge på, en enkelt stol og et bord samt en tom reol. Ingen ting ellers, bortset lige fra et billede af Che Guevara, en poster, som Stephano vel ikke havde nænnet at tage ned. ”Stephano bringer noget sengetøj om lidt. Du kan lige sætte din taske her, så skal jeg vise dig badeværelset for mænd. Må jeg have lov at invitere dig på aftensmad foran i køkkenet klokken otte? Så kan du slappe lidt af imens, efter at have gjort dig frisk.” Hun kan vel læse tanker, det lover godt for hendes fremtidige virke som psykolog. Jeg har virkelig brug for toilettet nu, men også for at nette mig lidt, og så endelig at slappe af. Da jeg har vasket hænder, ser jeg mig pludselig i spejlet. I Italien er det ikke ualmindeligt med et 3-dages skæg, men selv dette mål kan jeg ikke opfylde, ikke endnu, i det mindste. Det bliver en hård overgang, godt at kunne tilbringe den her på kollegiet. Jeg har altid fundet 3-dages skæget ualmindeligt grimt og haft svært ved at forstå, hvordan folk kunne bruge så meget energi på at studse skægstubbene. Jeg længes efter at være blevet et par uger ældre, hvis det overhovedet ligger inden for mulighedernes rækkevidde, så har jeg ligesom skiftet ham og skiftet type med et fuldskæg, som da jeg var ung. Men man kan allerede nu se, at det ikke ville gøre mig yngre, alle skægstubbene er grå som hos en gammel mand. Selvom de er meget ældre end skægget, er der i det mindste nogle mørke hår på hovedet. Det er kun hårene, jeg ser i spejlet, men jeg ved at der også er en bar plet på issen. Jeg har forresten glemt at låse døren, og det i Italien! Nå, det er der nu ikke sket noget ved, tasken er der endnu. Og skulle den være væk, er det ikke de store værdisager, der er i den. Pengene har jeg på mig, jeg tog hvad jeg kunne få fat i fra bancomaten i Rom, i går og i morges. Formentlig har de spærret kontoen nu, og selv hvis de ikke har, skal jeg nok lade være med på denne måde at fortælle dem hvor jeg nu opholder mig. Nå, her kommer Stephano med sengetøjet, det er meget ende, for nu vil jeg have lidt ro. Jeg sætter lige vækkeren på mit armbåndsur, så jeg ikke forer min invitation.

II

Jeg bliver vækket af maveuret, fem minutter før det andet. Nu bliver det mig klart, at jeg egentlig ikke har fået noget at spise, siden jeg forlod det lille snuskede hotel i morges, og det var ikke de store sager, de havde at byde på. Italienerne har nogle mærkelige rundstykker som der, hvor de danske har velsmagende brød, i stedet for har et stort luftfyldt hul, og det kan man jo ikke blive mæt af. Jeg finder vej ud til køkkenet – men nu husker jeg at låse døren – og der finder jeg at vi ikke er alene, Veronica og jeg. Der er to andre studenter – ak, kunne jeg bare være ung med de unge – en han og en hun. ”Giorgio.” ”Marguerita.” ”Pietro!” Den hidtidige konversation forråder ikke, om de andre to også kan tale engelsk. Jeg beslutter mig til at ignorere dem, hvis de ikke selv melder sig. ”Um, det dufter sandelig dejligt,” siger jeg til Veronica, som er ved at tilberede maden. Det er vel ikke den store kunst at koge spaghetti, men det, der kommer over den, en blanding af hakkekød, svampe og en yderst delikat souce baseret på gorgonzola, er en gastronomisk udfordring for næsen; bare det smager lige så godt som det dufter. Men først er der en antepasta, som står inde i ovnen, nogen succhini skåret på langs med masser af hvidløg ovenpå. Heldigvis hører jeg til de få danskere, der ikke får hysteriske fornemmelser ved smagen af hvidløg men elsker dem i rå mængder, måske fordi det holder mange af medborgerne på god afstand. Tja, så er der netop brødet med det store hul i, det må jeg vel vænne mig til. Men der er også en to-liters flaske Chianti, ikke nogen ønologisk udfordring men overraskende behagelig. Jeg får lov at prøve den inden vi kaster os ud i den. De andre to taler italiensk med hinanden og har tydeligvis svært ved at akceptere den gamle nar, Veronica har slæbt med hjem. Hun er på sin side også ret afvisende over for dem, jeg kan ligesom mærke at de har skændtes inden jeg kom. Men der er intet at gøre ved det, et kollegieværelse er ikke et sted, man kan trække sig tilbage til for at spise hyggeligt sammen, derfor går det lidt hurtigere i køkkenet, og det bliver Marguerita og Giorgio, der vinder kapløbet og

forsvinder. Marguerita siger lige på engelsk, men ikke direkte til mig, at vi bare skal lade tallerknerne stå, hun skal nok vaske op senere. Buena notte, og væk er de. ”Ikke særlig snakkesalige, dine medboere,” siger jeg. ”Tværtimod, de har bare snakket det ud inden du kom. De havde ikke flere ord til overs, og det er jeg ærlig talt meget lettet over.” ”Hvormange bor der i denne afdeling?” ”Der er tolv værelser, men kun ni er besat – du er nummer ti.” ”Hvor er så de andre seks?” ”Vi har ferie på universitetet lige nu, og så tager de fleste hjem. Dem, der bor i dette kollegie, kommer fra alle egne af Italien, kun ikke Perugia.” ”Og du selv?” ”Jeg er fra Milano, men du skylder mig resten af mit interview, så det er faktisk mig der skal stille spørgsmålene.” Vi har fået spist op, der er kun brød og vin tilbage – masser af vin. Jeg kan mærke, at jeg allerede har dyppet snuden lidt for dybt i den, men der er ikke noget at gøre; når jeg har eret dette punkt fortsætter jeg til flasken er tom, også når det er en stor flaske. De andre to har ikke gjort synderligt indhug, højst to glas hver. ”Må jeg ikke have lov at invitere dig ud i morgen aften? Jeg har ellers ingen chancer for at gengælde denne fortræffelige middag.” ”Det kan vi snakke om i morgen. Først vil jeg vide, om jeg kan få en tilståelse ud af dig. Skal vi fortsætte samtalen på mit værelse?” ”Ja, gerne, især hvis vi kan tage vinen og resten af brødet med os,” siger jeg. Men jeg tænker, hvad har hun egentlig regnet ud allerede? Det var vist ikke helt omskrevet, det med tilståelsen, men nu er der ingen vej tilbage. I hvert fald har jeg ikke i sinde at plapre ud med noget her i køkkenet, hvor de andre kan høre os, hvis de har lyst. Veronica’s værelse er selvfølgelig nøjagtig lige så stort som

mit, men det er nu hyggeligt indrettet, blandt andet er der to stole, men så ikke ret meget plads på resten af gulvet. ”Hvorfor forlod du Rom?” vil hun nu vide. ”Et temmelig direkte spørgsmål, må jeg sige. Står det også i dit spørgeskema?” ”Nej, det er tilet specielt til dig.” Hun forråder ikke hvad der ligger bag. Måske er det vinens skyld, at jeg ikke kan holde diskretionen ret længe. Det er selvfølgelig også klart, at hun har gennemskuet mig til en vis grad. ”Jeg må først vide, om du kender organisationen Gladio.” Det giver et sæt i hende, da jeg nævner navnet. ”Mener du den neofascistiske organisation, der her i Italien står bag talrige forbrydelser, især i halvfjerdserne og firserne?” ”Ja, det beskriver en lille del af problemet. Mit problem er, at Gladio ikke er begrænset til Italien. Betydelig aktivitet kan også henføres til Frankrig, Spanien, Belgien og Tyskland. Jeg var ved et tilfælde kommet på sporet af, at de også prøvede at fatte fod i mit hjemland. At det var farligt, hvad jeg gjorde – hvad jeg præcist gjorde imod dem, kan jeg måske fortælle dig om en anden gang – forstod jeg først for to dage siden, da hele min familie blev udryddet af en bombe i min bil, der muligvis var påtænkt mig. De har vel ikke vidst at jeg netop stod for at skulle rejse til udlandet. Elisabeth ville udnytte lejligheden til at besøge familien i den anden ende af landet – Danmark er jo ikke så stort – og de var ikke kørt en meter, så eksploderede en bombe under bilen. Jeg ville straks tage hjem, men man fortalte allerede, at jeg var mistænkt for forbrydelsen og at det italienske politi var blevet anmodet om hjælp. Ja, og så tænkte jeg, at det nok var bedst at stikke af, hvad Gladio ikke havde opnået i Danmark med en bombe, kunne de formentlig opnå i en italiensk celle ved et fingeret selvmord. Ikke at jeg er bange for at dø, men jeg kan ikke lide tanken om selv at have slået rebet op, nej, så foretrækker jeg at dø i åben kamp, såsom at blive skudt ned bagfra.” ”Og hvad har du så for planer?” ”Det er jo det, der nager mig, for jeg har ingen. I første omgang var det bare at slippe væk, og det lykkedes mig jo godt. Jeg skiftede hotel fra det fine, hvor jeg skulle have overnattet en uge, til et lille snusket i går, og så afsted med toget i morges, uden at jeg helt realiserede hvor jeg skulle hen. Jeg tænker at jeg vil

prøve at nå til Danmark ved egen kraft, så kan politiet arrestere mig der, hvis de har lyst.” ”Det vidner ikke om den store tillid til italiensk politi at gøre sådan et stort nummer ud af at tage hjem, bare for at lade sig arrestere igen.” ”Har du da mere tillid til jeres politi, Veronika?” ”Nej da, Gladio og den neofascistiske loge P2 har gennemsyret politiet og andre dele af regeringsapparatet i Italien. Men hvad har du fundet ud af om Gladio?” ”Jeg er ikke sikker på om jeg vil fortælle dig det, i hvert fald ikke i aften. Det er farligt at vide for meget.” ”Forhåbentlig kan jeg så overtale dig sidenhen, det er i hvert fald et emne, der interesserer mig meget, og ikke først siden nu til aften.” Jeg kommer til at tænke på min stakkels familie, der har måttet lide i mit sted. Måske er det også vinens skyld, at jeg nu begynder at græde, helt uhæmmet. ”Undskyld, men det er da egentlg håbløst alt sammen. Hvorfor er jeg ikke bare fløjet hjem straks? Og skulle de få fat i mig forinden, hvad har jeg så at tabe?” ”Nej, det må du ikke sige. Det er godt at kæmpe imod, prøv i det mindste at få tilføjet dem, der har begået den forbrydelse overfor din familie, nogle svære slag. Du skal fortælle mig, hvad du véd, inden du forlader Perugia. Nu bliver du først her og falder lidt til ro, her sker der dig ikke noget. Og i morgen ser vi videre og lægger planer.” Jeg takker hende for hendes undeerstøttelse, når ja, også for maden og vinen, ikke at forglemme. Så drager jeg telpælene op, forsvinder ud på toilettet på vejen og derefter søger jeg mit værelse – var det ikke nummer 7? Hvor er nøglen? Nå, endelig, så skal vi bare se at ramme nøglehullet – done. Gad vist hvor meget vin, jeg fik skyllet ned? Jeg fjerner tøjet og lægger mig på sengen kun iført undertøj, og så var der ikke mere.

III

Jeg vågner ret tidligt, klokken halv syv. Jeg er lidt svimmel, men det må have været en udmærket vin, ikke spor hovedpine. Jeg står op, klæder mig lidt mere civiliceret på og søger at komme ud til toilettet. Det var da pokkers med den svimmelhed, mon det har noget med vinen fra i går at gøre? Dette lukaf er så lille, at man nærmest må ud på gangen for at vende sig om i sengen. Hvordan kan man bo her i årevis? Men Veronicas værelse virkede på en eller anden måde større, selv om der var proppet flere ting ind i det, eller måske netop derfor. Jeg går ud i køkkenet, og der finder jeg Veronica i færd med at lave espresso – en dansk kaffemaskine har ikke nogen plads i italiensk husholdning. ”Nå, det var lige til rette tid. Kunne du lugte kaffen?” ”Nej, det var vel en instinktiv handling. Har du også en kop til mig?” ”Her!” Italienere spiser sjældent morgenmad, men Veronica har da lært nok engelsk til at vide, at der findes et ord, der hedder breakfeast. I dette tilfælde er det begrænset til en tørret krydder med ost på. ”Du vil sikkert have sådan noget.” Man lærer at sætte pris på det, man får. ”Du Veronika, jeg vil gerne holde dig fri for alle udgifter, du har haft i min anledning. Hvad har det kostet indtil nu?” ”Har du glemt, at du har inviteret mig til middag i aften? Det kommer til at koste dig mere end de krummer, der indtil nu er faldet af til dig.” Det er pænt af hende at minde mig om det. Dermed har jeg i det mindste ét formål med dagen, og det er netop, hvad hendes næste spørgsmål drejer sig om: ”Hvad har du i sinde at lave nu?” ”Først og fremmest må jeg se at slippe af med den svimmelhed. Jeg véd ikke, hvor den kommer fra, det er et helt nyt fænomen.” ”Nå, jeg synes ikke at det er så mærkeligt, når man tager i betragtning hvor meget vin du bællede i dig i går.” ”Nej, det kan ikke være fra vinen, så havde jeg haft hovedpine. Jeg skal bare have min kaffe”

”Hovedpinen kommer senere, men værsgod, jeg kan da gerne lave en kaffe til.” Det virker heller ikke, jeg er stadig lige svimmel. ”Har du måske en saft af en eller anden slags?” Køleskabet er velforsynet og rummer blandt andet også en appelsinsaft. Jeg skyller et glas ned. Det er som at hælde petroleum på bålet, nu gør det også ondt i maven og svimmelheden blev ikke bedre af det. Jeg må vel hellere tage den fjerne mulighed i betragtning, at vinen fra i går kan have en beskeden, medvirkende årsag til min nuværende miserable tilstand. ”Hvad kan man gøre ved det, hvis der nu skulle være en sammenhæng med den ellers så udmærkede vin fra i går,” spørger jeg forsigtigt. ”Med ondt skal ondt fordrives,” siger Veronica og hælder en stor Fernet Branca op. ”Vil du slå mig ihjel? Efter alt hvad jeg har i maven ..” ”Ti nu stille og drik, det skal ned alt sammen, helst i en stor slurk. Stol på tante doktor, det skal nok hjælpe.” Jeg kan ikke helt gøre som hun siger, det smager ejendommeligt, når man ikke er vant til det, men jeg får det da skyllet ned. Det virker ikke helt så hurtigt som den trylledrik, Asterix så gerne indtager, men det går i samme retning. Fra den svimle mand, der må støtte sig til væggene, er der ikke mere tilbage, jeg har atter genvundet mine kræfter.” ”Så var det altså vinen, ellers havde det ikke kunnet fuldføre miraklet,” konkluderer min livsredder kynisk. Når Asterix får sin trylledrik, er det noget, der får ham til at blive i godt humør. Hos mig får trylledrikken snart den modsatte virkning. ”Det var en fejl at stikke af, Veronica. I går var det en slags sejr at slippe væk, men i dag giver det ikke nogen mening. Jeg tror at jeg overgiver mig.” ”Du ved at det formentlig er en dødsdom at gøre det. Forresten, i radioen sagde de i morges, at det at du var stukket af nærmest var en indrømmelse af skyld i udryddelsen af din familie.” Først er jeg forarget. ”Skulle jeg virkelig have myrdet min elskede hustru og

mine egne børn? Sikke noget vås. Hov, forresten, hvorfor sagde de det i radioen?” ”Politiet efterlyser dig – det er da ikke så mærkeligt.” ”Og hvad hvis Georgio og Marguerita snakker over sig?” ”For det første er de ikke vågne endnu, og for det andet hader de politiet nærmest grænseløst. Det kan få dem til at fatte sympati for dig at du er efterlyst, hvis de finder ud af det. Dem har du ikke noget at frygte fra.” ”Og Stephano?” ”Gud, ham har jeg glemt,” siger Veronica. Men Stephano har ikke glemt, han har hørt radio og nu har han reageret. På én gang kører tre patruljevogne med udrykningslys men uden sirener op foran kollegiet. Jeg ville jo gå til politiet selv, men når de ligefrem kommer på den måde ... Veronika springer op. ”Skynd dig at tømme værelset,” og så løber hun ind på sit eget. Da jeg har taget min taske – heldigvis har jeg jo ingen større bagage – står hun allerede nervøst foran døren med en nøgle. ”Den trappe op på tredie sal og ind på værelse 37,” siger hun. ”Jeg kommer når luften er klar.” Jeg adlyder og tager den viste bagtrappe op. Pludselig har livet fået mening igen, hvis det også kun er begrænset til at stikke af fra ordensmagten. To etager højere oppe finder jeg en dør, hvor der står 37 på – der er heldigvis intet liv på denne gang. Jeg låser op, smutter ind og låser igen. Det viser sig nu at værelset er tomt, hvad mennesker angår, men iøvrigt beboet. Nå, det kan Veronica forklare mig senere, nu gælder det bare om at være stille. Der kommer til at tilbringe to timer i de fremmede omgivelser inden Veronica dukker op. Forinden vil kaffen ud igen, men jeg tør ikke gå på toilettet. Hvad gør man nu når man skal, men ikke må? Der er en lille smal håndvask på alle værelserne, vel en halv tandbørste bred og beregnet på samme. Men hvor der er en vask, er der et afløb, og det bruger jeg nu, først uden at skylle efter. Da der er gået en halv time bliver duften for streng, og jeg indser at jeg bliver nødt til at skylle, hvad jeg dog stadig ikke tør gøre i længere tid. Når Veronika kommer, må jeg se at indhente det forsømte. Det er selvfølgelig ikke pænt af mig at rode rundt hos den fyr, der om ikke

tillidsfuldt så i det mindste uvidende yder mig et skjul, men hvad skal man lave, når man spærres inde på ubestemt tid i en lille celle? Nede på gaden tømmes der efterhånden for nysgerrige og de to af patruljevognene forsvinder, efter at de for længst har slukket for reklamelyset. Jeg skal selvfølgelig nok lade være med at trykke næsen mof ruden, men beboeren her, der forresten hedder Theresa, at dømme efter forskellige efterladenskaber, har både en blomst og gardiner, så man sikkert kan skule ud uden at blive set udefra. Og Theresa må rykke ud med endnu en hemmelighed, hun har en rødhåret paryk stående på reolen, på sådan et kunststofhovede. Jeg kan ikke lade være med at prøve den, det ser frygteligt ud, men den dækker da min beskedne hårvækst. Det giver mig en idé. Theresa har også en ret stor kasket, og på hendes skrivebord ligger en pakke tyggegummi. Jeg prøver at skifte type: En rødhåret hippi med en gul kasket, der uafbrudt og smaskende tygger på tyggegummi. Det ser først overbevisende ud, men så indser jeg, at jeg må ofre planerne om at lade skægget stå. Jeg har en barbermaskine i tasken, og jeg har også en blå vindjakke. Heldigvis har Theresa et spejl på sin hybel, og jeg indser, at det ikke kun er et spørgsmål om klæder, men også om bevægelser. Store udsving, havde jeg da blot lidt anelse om pop, mine gamle beatles melodier er vel næppe moderne mere. Nå endelig, det banker på døren. ”Det er Veronica,” hvisker samme. Jeg åbner og lukker hende ind. Hun kigger forskrækket, så begynder hun at fnise, men hun undertrykker de store udtryksformer. ”Hvad synes du om den nye Pietro? Jeg har vekslet type – jeg véd bare ikke, om jeg kan hugge parykken og kasketten fra din veninde. Hun hedder Theresia, ikke?” ”Det er fantastisk, lige hvad vi skal bruge. Den var forresten ikke helt billig, parykken. Theresia fik chemotherapi og tabte al håret, men det er nu et år siden, og hun bruger den ikke mere. Men alligevel, du kan kun låne den, og send den tilbage om nogle dage så behøver hun ikke at få at vide, at den var væk.” Imens udnytter jeg tiden til atter at skylle lidt ud i vasken. Veronika stopper det med det samme. Jeg tilstår hvorfor jeg må gøre det, men hun siger bare, ”Det ordner jeg, når du er væk.” ”Luften er ikke klar endnu, kan jeg forstå.” ”Nej, jeg sagde, at du bare var en turist, der i dag er taget til Assisi og først

kommer tilbage til aften. Det virker ikke som om de tror mig. De vil vide, hvorfor du har boet der, og her har Stephano dummet sig, for han må selvfølgelig ikke lade fremmede ind på et kollegieværelse, men det har jeg udnyttet til at få ham til langsomt at trække sin forklaring tilbage, til gengæld har han ikke snakket noget om de 50 €, han tjente i går. Nu er det ham, politiet forhører, og han spiller idiot – nej, det er ikke noget han spiller, han er en idiot,” fnyser hun forarget. ”Men vi må vente til politiet er helt væk.” ”Giv mig lige din adresse, så jeg kan sende parykken og kasketten tilbage, når jeg er sluppet væk fra Perugia. Naturligvis uden afsender.” Hun tænker sig lidt om. ”Tag det ikke som en personlig fornærmelse, men jeg vil helst ikke have noget skriftligt med min adresse på, hvis man fanger dig.” ”Det forstår jeg kun altfor godt. Men så lad os begrænse os til postnummeret, resten kan jeg formentlig indprente mig. Du siger jo, at jeg har lidt tid endnu.” Hun fortæller mig sit efternavn, resten skriver hun på et papir, jeg ikke må tage med mig. ”Når jeg kommer igen, banker jeg på som sådan:” og så banker hun forsigtigt på skrivebordet. Et øjeblik efter er hun væk igen. Jeg synes væggene er rykket en halv meter nærmere til hinanden, men hvad kan jeg gøre andet end at vente her? Endelig ser jeg den tredie patruljevogn køre væk, men Veronika kommer stadig ikke. Hvor længe skal jeg vente, til jeg sniger mig væk? Nå, der går måske endnu en halv time, så kommer hun. ”Stephano skal ned på politistationen og underskrive rapporten, når den er færdig. Det skal lære ham ikke at indgive flere anmeldelser, Italien har en lovlydig borger mindre. Se, dér går han. Jeg tror at det er bedst at man ikke ser os sammen. Gå ned ad bagtrappen, tag en taxi til ’Stagione’ og sig ikke andet, med det udseende vil man vel næppe ønske en længere samtale med dig. På stationen køber du en billet til Ravenna, mere end navnet på denne by behøver du ikke at sige. Held og lykke, og glem ikke at sende tingene tilbage, så ved jeg også, at du har klaret den første etape.” Jeg er helt uforberedt på, at hun pludselig giver mig et kys på læberne, så ser jeg, at hun har tårer i øjnene. ”Jeg håber, at vi ses igen under bedre omstændigheder,” fremstammer jeg. Men det gør vi altså ikke.

IV

I toget til Ravenna har jeg rigelig tid til at tænke over, hvad jeg nu skal foretage mig, og alligevel er der ikke tid nok til at finde svaret på alle aspekter af det. Det er på en eller anden måde forrykt, jeg flygter og gør mig derved mistænksom og det eneste, jeg nu stræber efter, er at komme hjem – og det første, der formentlig sker, når jeg kommer hjem, er at jeg bliver arresteret – kunne jeg så ikke lige så godt blive arresteret her og sendt hjem? Det havde sparet al denne ulejlighed. Hvorfor går jeg så ikke modigt hen og stikker hænderne frem? Her er de, på med håndjernene, jeg overgiver mig, men jeg har altså ikke gjort noget. Jeg ved nogenlunde, hvorfor jeg gør det, selv om jeg ikke har bestemte planer for min videre fremfærd. Jeg er for så vidt ikke bange for at dø, selvom jeg ikke kan lide tanken om, at det skal se ud som et selvmord. Men hvis det kommer dertil, og det har Veronica jo advaret mig om i bestemte toner, så har alt jo været forgæves. Familien omkom i en bombe i bilen, der sikkert var tiltænkt mig, blot brugte jeg ikke bilen den dag, jeg skulle rejse. Og hvem havde anbragt bomben der? Der kan ikke være tvivl om, at det hænger sammen med den artikel, jeg fik ud om Gladio, organisationen, der oprindelig blev skabt til at virke i undergrunden, hvis Sovjetunionen fortsatte hvor nazisterne slap og erobrede resten af Europa; længe inden den kolde krig var slut, blev Gladio brugt til at ryste op i de gamle riger, især i terrorangreb, der blev skudt andre organisationer i skoene. Egentlig ikke noget, der kunne interessere danskerne, for vi havde stort set været fri for at mærke noget til dem, men Gladio havde internationale rødder og var forhånden i alle lande, og hvis de ikke lavede terroraktioner i større stil, skulle de nok sørge for at lukke munden på en, der skrev om dem. Nu var det blot tre andre munde, der var blevet lukket, og jeg kan ikke sige mig fri for en vis medskyld. Det er denne skyldsfornemmelse, der gør, at jeg ikke bare kan give op, så har alt været forgæves og morderne har vundet en nem sejr. Nej, jeg er ikke ude på hævn, men jeg vil i hvert fald stille klart, at dette var et attentat mod mig, ikke et jeg selv har udført mod min kære familie, og jeg vil, understreget af denne begivenhed, klarlægge, hvilken organisation der står bag, så kan de bagefter gøre med mig, hvad de vil. Og for at gøre dette, må jeg først se at vende hjem i live.

Altså, på den igen, i det mindste skal forsøget gøres. Mit skrigende hippiudseende har til følge, at jeg har den lille kupé for mig selv, mens toget ellers er godt fuldt. Jeg føler mig ikke helt tilpas i denne mundering, men det er en fordel at kunne holde folk på afstand. Jeg snakker ikke med konduktøren, og han kan vel godt huske mig, for han forstyrrer ikke på hele vejen til Ravenna. Ravenna – her var jeg sammen med Elisabeth, inden børnene kom. Ravenna er først og fremmest mosaikkernes hovedstad, men nu er det ikke formålet med mit besøg. Om det nu er klogt eller ej, først må jeg se at skifte type. Jeg køber et par solbriller, og så finder jeg på banegården et offentligt toilet. Det eneste der forstyrrer er, at der sidder en mand og tager imod penge, men jeg kan da håbe, at han ikke melder alle de mistænkelige personer, der kommer forbi. Jeg venter med solbrillerne, til jeg er ude igen, så 10 cent til manden, ikke mere, så ser det ud som dårlig samvittighed. Så skal jeg lige købe en stor kuvert og sende paryk og kasket tilbage til Veronica. Jeg lægger en 20 € seddel ned i kuverten, nu kan hun ikke andet end tage imod den. På banegården er der et lille posthus, her kan jeg sende pakken uden selv at skulle finde ud af hvad det koster. Hvad, afsender? Jo, Pietro, bare Pietro. Damen ryster på hovedet, hvad hvis adressen er forkert? Jamen, det er den ikke (håber jeg da). Et fjoget grin, og damen har opgivet mig. Jeg kan nå at komme videre, så jeg tager nu en bus, der går direkte til Venezia. Her er jeg iblandt stranieri, altså udlændinge, og selv om det lille snuskede hotel ikke er helt billigt – til gengæld vil de heller ikke se mit pas – falder jeg ikke i øjnene, hverken som hippi eller ikke-italiener. Venezia, også en by, jeg har besøgt flere gange med Elisabeth. Skulle man blive en dag til? Nej, jeg må se at komme væk fra Italien, og nostalgiske oplevelser i lagunen vil hele tiden smerteligt minde mig om tabet. Jeg har nu fået smag for togrejser. Dagen efter går op igennem Østrig til München, hvor jeg køber en ny billet til Hamburg. Det er sent, da jeg når denne by, men i morgen kommer jeg til Danmark – og hvad så? Skal jeg melde mig til politiet? Vil de arrestere mig ved grænsen? Næ, de er nærmest holdt op med at se pas i hele Europa, bortset fra Schweiz. Sikket held at jeg drog nordpå over Østrig, det var faktisk ikke noget, jeg havde tænkt på. Nå, jeg har nogle timer endnu, inden jeg når til København, og så skal jeg endelig udarbejde en strategi.

V

Jeg troede at Erwin var løsningen, men det viste sig at være en fejltagelse. Han lukkede mig ikke en gang ind. Han sagde, at jeg var efterlyst og at han ikke ville blandes ind i noget. Han smækkede ikke døren i for næsen af mig, i det mindste ikke med det samme, men han lod mig forstå, at der ikke var nogen hjælp at vente fra den side. Så understregede han lige, at han da heller ikke ville tilkalde politiet, næ, han ville overhovedet ikke blandes ind i noget. Det tog måske fem minutter, allerhøjst 10, så var jeg væk. ”No hard feelings,” sagde jeg, jeg havde da i det mindste fået halet nogen informationer ud af kujonen, udover det, at jeg var efterlyst. Begravelsen skulle finde sted i overmorgen, og der ventedes en stor deltagelse, også fra pressens side. Det var min chance for at få mange i tale, måske min eneste. Nu sidder jeg her hos Robert og skriver mine oplevelser fra de sidste dage ned. Robert var heller ikke vild med at få en gæst, men jeg forsikrede ham, at det kun var for to nætter og at jeg ikke ville sige, hvor jeg har været. Men nu må jeg se at komme videre med mit arbejde, hvem ved om jeg får lejlighed til at gå videre med det?

VI

Peder arbejdede hele dagen med at skrive, ikke et øjeblik tænkte han på at gå ud. I det mindste sagde han det, da jeg kom hjem fra arbejde og at dømme efter mængden af papir, synes det også at e. Han var en nem gæst, spiste og drak næsten ingenting. Næste dag ville han også have mig med til begravelsen. Der var et par kriminalbetjente, ganske vist i civil, men man har altid ligesom kunnet lugte de fyre på lang afstand. Peder havde ændret sit udseende og der var vel strengt taget ingen, der regnede med at se ham her. Præsten holdt en tale, men inden han var færdig, stod Peder op og overtog, overraskende for alle andre end mig. De tre kister stod smykket med blomster, kapellet var fuldt og foran sad Elisabeths forældre. ”Der skulle kun have været en kiste, og det var min,” begyndte Peder. Der hørtes en bifaldende mumlen. ”Det var mig, den bombe galdt, og morderne har ikke regnet med, at jeg skulle til Italien. Da jeg så ikke kørte til arbejde den morgen, har de ikke gjort sig nogen umage for at fjerne bomben. Resultatet ser vi i dag,

konsekvensen af fejltagelsem ser vi samme sted om få dage. Elisabeth, Sabine og Christina, jeg kommer snart til jer.” Der kom en isnende stemme blandt tilhørerne. Peder fortsatte: ”Det er min skyld, at jeg har sat min families velfærd på spil ved at udfordre en overmægtig modstander. Jeg taler om Gladio, og jeg henviser til den artikel, jeg har skrevet om dem. Til mine svigerforældre og repræsentanterne for pressen uddeler jeg nogle udtryk, jeg har lavet et sted i København. Tak til Pastor Jensen for de smukke ord, undskyld at jeg ikke kan sige mere.” Peder tav og brød i gråd – at han overhovedet fik så meget ud. Hans svigerfar påtog sig at dele manuskripterne ud til pressens repræsentanter. Disse har måske tilføjet dem deres arkiver, men på tryk så man aldrig noget af dem. Begravelsen gik sin gang, og Peder stod den igennem som en fri mand. Betjentene holdt sig lige ved siden af ham, og i mellemtiden havde de fået kaldt forstærkning over radioen, så der var to til, der opholdt sig lidt længere væk. Efter begravelsen blev Peder arresteret, i det mindste for en kort overgang. Lige uden for kirkegården skulle han bringes ind i en patruljevogn, men da blev han ramt af en taxi, der kom kørende for fuld kraft. Peder blev klemt ind mellem bagdøren og taxien, og en af betjentene blev også alvorligt såret. Det var et ulykkestilfælde, skrev aviserne den følgende dag. Efterhånden, efter at jeg har læst Peders historie, tror jeg ikke mere på ulykkestilfælde. Fordækket var eksploderet, sagde taxichaufføren, og det var svært at bevise noget andet, for senest med kollisionen gik dækket itu. Peder døde på stedet mens betjenten blev bragt til hospitalet. Jeg skyndte mig væk før nogen kom på den idé at identificere mig som ham, Peder var ankommet sammen med. Mit navn er forresten ikke Robert, og også de andre navne er ændret, bortset fra et: Gladio.

Den Gamle

Onsdag morgen, marts, regnvejr, ikke lige koldt nok til frost men koldt nok til at fryse grumt. Jeg havde tanket en ordentlig spandfuld kaffe for overhovedet at komme hjemmefra. Som sædvanlig blev det overladt til Marianne at smide børnene i skole, og det første jeg tænker på når jeg nu når sikkert territorium her på kontoret er atter at drikke kaffe. Kaffe, kaffe, kaffe – det kan da egentlig ikke være særligt sundt med så meget? Nå, så er der jo også dem der drikker øl, øl og atter øl, altså ikke her hos os, for med tiden får de så nogle andre problemer. Så hellere kaffe, “tak, Sofie, bare en tår til.” Hun hedder forresten ikke Sofie. Jeg kan ikke huske hvornår og hvorfor vi begyndte at kalde Annette for Sofie, det må være mange år siden. Det var noget med at hun havde det for mange kvinder så modstridende synspunkt at hun på den ene side var emanciperet, altså at hun var mindst lige så dygtig som mændene til sit arbejde, snarere lidt bedre, og så kunne hun på den anden side, og det nærmest samtidigt, ikke lade være med at hygge om os. Blandt andet var det næsten altid hende der bryggede kaffen. Jo, nu husker jeg det igen, det var denne tjenende ånd vi pludselig gik hen og kaldte Sofie og efterhånden var Sofie, altså Annette, også blevet vant til det. Jeg udelukker faktisk ikke at hun er stolt af de to identiteter, hvor vi andre kun har en. “God morgen, Hans,” sagde vi, de fire andre, lidt forskudt for at det ikke skulle lyde som med en mund. Chefen kom altid tidligere end os andre og præcist kvart over otte havde vi vores ‚Morgensang,‘ altså vores lille morgenkonference til den frisktlavede kaffe. Det var allerede en fast praksis da jeg kom her til kontoret for 15 år siden og jeg kan ikke forestille mit at det er noget man kan lave om på. Når vi snakkede direkte til ham, kaldte vi ham altid ved fornavn, det var noget han insisterede på og det var da også helt normalt på et sådant kontor. Men når vi nævnte ham indirekte, så var han ‚den Gamle,‘ simpelthen af respekt for hans særlige kvaliteter. Så længe jeg kan huske har han haft det kontor med en dør både til gangen og til vores lidt større domæne, og han har altid heddet ‚den Gamle,‘ selv da han ikke var det. Nå, man kan selvfølgelig diskutere om han er kvalificeret til navnet nu med 59 i en tid hvor folk stræber efter at blive 100. Da jeg var barn blev folk pensioneret med 70 hvis de dog ikke endelig havde indset at det var på tide at dø forinden, nu går de af tidligere og lever til gengæld

uendeligt længe, og hvem der skal betale det gilde er stadig uklart – nå, men nu kom jeg helt bort fra min fortælling igen. Udover Annette (som jeg i denne sammenhæng ikke må kalde Sofie) var der også Frederik og Børge på kontoret. De andre tre var alle i slutningen af tyverne, så der var et pænt spring op til mine 38 år og så igen til den Gamle, som i hvertfald i forholdet til vores aldre var dette navn værdigt. Og hvad laver vi så på kontoret, udover kaffen? Ja, det diskuteres også i aviserne en gang imellem, om vi overhovedet laver noget her, men heldigvis taler de så lidt mere almindeligt om ‚politiet‘ og ikke om kriminalpolitiets 4. Afdeling for økonomisk kriminalitet, det sted hvor kaffemaskinen står. Det er vores opgave at forfølge de værste forbrydelser, dette samfund kender til, værre end mord og brandstiftelse, nemlig de mest eklatante eksempler på det at snyde i skat. Og vores øjeblikkelige fjende hedder Lorents Rask-Nielsen. Alle ved at Rask-Nielsen i denne henseende er en samfundsfjende. Hans officielle indkomster er klart i modstrid med hans levestil. Det er bare ikke lykkedes os endnu at bevise noget, der kan bruges til at få ham ned med nakken – ikke endnu, men vi arbejder med sagen, og jeg er sikker på at vi nok skal få skovlen under ham en gang. Til at begynde med hentede Frederik forskellige oplysninger om ham, uden at der endnu var noget konkret på sagen. Det var noget den Gamle havde bedt ham om at gøre, noget der vidner om hans fantastiske instinkt. De to snakkede lidt om sagen på kontoret inde bagved, den gang var det jo ikke noget der interesserede os andre, vi havde nok andet at lave og der var ingen andre end den Gamle der behøvede at vide besked med alt hvad der foregik her. Så hæftede Frederik papirerne ind i et ringbind og sagde let henkastet, “Det er de oplysninger jeg har fundet om Rask-Nielsen, hvis der skulle blive noget om ham på et senere tidspunkt.” Det skulle der. Jeg skal blot nævne, at vi har en hel del andre ringbind på kontoret, som har stået der i årevis uden at der endnu er blevet brug for dem. Måske står dit navn også på et af dem, man kan jo aldrig vide hvor bomben tikker? Men pludselig sidste august, hvor de hjemlige aviser lider under agurketidernes depressioner og sukker efter nyheder der interesserer deres stadig faldende læserskare, var der en journalist der fik interesse for Rask-Nielsen, industrimagnaten. Denne blev kørt til sit firma i en bil med chauffør. I det mindste var der da to agerer i denne bil, ellers er der som regel kun en i hver af dem der om morgenen søger en ny parkeringsplads i det centrale København, men da journalisten selv var på cykel var det ham alligevel for meget. Han

snuppede et foto, lige hvor chaufføren holdt den åbne dør og Rask-Nielsen var ved at stige ud. Så gik han hen og spurgte, om chaufføren nu blev betalt af firmaet eller Rask-Nielsen personligt. Da sidstnævnte ikke var i humør til noget spontant morgentligt interview sagde han nogle grovheder, der ikke stemte journalisten venligere. To dage senere stod historien i avisen, og samme eftermiddag ringede politichefen til den Gamle og bad ham om at være aktiv. Det fortalte han os andre få minutter senere, hvad skulle han ellers have gjort? Det blev lige overladt til Børge at koge den sag ned, vi indtil da havde arbejdet på, så vi senere kunne tage den op igen når den politiske situation tillod det. “Annette, find ud af hvad chaufføren hedder, hvor han bor og få fat på en kopi af hans selvangivelser for de sidste tre år. Så snart du kommer tilbage, konfererer vi sagen her igen.” “Jamen, Hans, det var jo i dag jeg skulle gå tidligere ...” begyndte hun spagt. Den Gamle pegede på telefonen uden at nedværdige sig til at spilde ord på, hvad hun nu kunne bruge den til, og få sekunder efter var han forsvundet ind på sit eget kontor med ringbindet, Frederik og mig. Da jeg kom tilbage ringede jeg selv hjem og fortalte, at der desværre var kommet overarbejde, hvortil Marianne tørt svarede, at hun jo også kunne læse aviser. Det svar irriterede mig lidt, for jeg havde da set den samme forsidesartikel med billedet uden at forbinde en egen indsats med den – men den gang havde jeg jo heller ikke drukket så meget af kaffen, og alligevel skulle navnet Rask-Nielsen have fået en lille klokke til at ringe. Kun to dage senere ringede den Gamle direkte til Rask-Nielsen og bad om en samtale. “Gerne,” havde Rask-Nielsen, hvis han kunne komme til ham i firmaet den næste dag kl. 11, men det havde den Gamle straks erklæret for umuligt. Det måtte ske på hans kontor, men han kunne dog prøve at file lidt så tiden kom til at e dem begge. Det gjorde kontrahenten studsig, hvad der også var hele formålet med den samtale. Om han var tilsagt? Nej, svarede den Gamle, det drejede sig bare om at finde ud af, hvor vidt der var en sag eller ej. Og det endte så med, at Rask-Nielsen ikke kom – men han var blevet gjort nysgerrig. To uger senere kom han alligevel. Det er den form for psykologisk krigsførelse der udmærker den Gamle. Tiden er næsten altid på vores side, når ikke politikerne og dermed politichefen presser os. Tågede, ja helt usigende presseerklæringer forklarer, at vi arbejder med sagen uden antydning om,

hvorvidt vi har fundet ud af noget, og det mystiske er, at man overhovedet giver sig tilfredse med sådanne udtalelser. For at sige det rent ud, vi havde ikke fundet ud af noget og heller ikke Rask-Nielsens besøg bragte os videre, men takket være et diskret tip til pressen fik de et billede af ham, hvordan han – stadig med chaufføren i vognen – steg ud foran politiet, og det blev så opvurderet til en slags skyldstilståelse i den næste dags avis. Og nu i dag ved ‚Morgensangen‘ siger den Gamle så, at han efterhånden har nok på Rask-Nielsen til at indkalde ham til en formel afhøring. Altså ikke som en uformel samtale men med advokat og det hele. Han vil gerne have Politichefen og mig med, og denne samtale skal finde sted nu til eftermiddag. “Undskyld, Hans, men jeg ved ikke hvad du har fundet ud af efter vores sidste samtale, for den gang var der da ikke noget vi kunne sætte fingeren på,” indskyder jeg. “Jeg har faktisk ikke fundet ud af mere,” siger den Gamle. “Er det så ikke lidt tidligt at tage dettte skridt?” spørger jeg. “Kan du ikke bare stole på min intuition, jeg har et par spørgsmål at stille ham, som han ikke kan svare rigtigt på,” svarer han noget ærgerligt. “Jeg stoler altid på din intuition, men jeg vil også gerne spare dig en blamage,” gengiver jeg trodsigt. “Klokken to ved du lidt mere om min intuition!”

Klokken to var mødet på den Gamles kontor, men jeg var endnu ikke blevet klogere. I disse omgivelser var der faldet mange tilståelser, mange protokoller var blevet afsluttet og overgivet til domstolene. Bare ikke i dag. Klokken var vel næsten tre da jeg vidste besked med den Gamles sidste intuition. Det var helt og holdent et skud i tågen. Rask-Nielsens advokat havde forberedt sig godt, så godt at han kunne tillade sig at opfordre politiet til endelig at lade sin klient være i fred, så denne atter kunne koncentrere sig om sin virksomhed med de mange ansatte og dermed i det hele taget for nationens vel. Og han var ovenikøbet fræk nok til at læse den pressemeddelelse op, de nu havde forberedt, og hvoraf allerede fremgik, selv om den var opstillet før det egentlige forhør, at dette møde

havde tjent til Rask-Nielsens endelige renselse for alle anklager. Klokken halv fire var de væk, kun politichefen sidder nu på den Gamles kontor, om det så er for at trøste ham eller skælde ham ud, det kan jeg ikke sige. Strengt taget var det jo ham der havde beordret denne efterforskning. Selv har jeg forstået, at man ikke har brug for min tilstedeværelse og er krøbet tilbage til mit eget hi. Om en halv time er det fyraften, og det eneste jeg kan finde på at lave indtil den tid, det er igen at drikke kaffe. Jeg ville gerne have lavet den, men Sofie var hurtigere. Vi har ikke nogen sag, jeg har ikke en anelse om, hvorvidt vi kan finde noget der genopliver den vi havde haft eller hvad vi ellers skal tage os til, og det er for sent at kaste sig over det ringbind, Børge havde forberedt for mange måneder siden. Nå ja, det er måske ikke for sent, men i denne time har man bare ikke lyst. To kopper og et kvarter senere kommer den Gamle ud af sit kontor, Politichefen er smuttet den direkte vej ud forinden. “Du havde ret, Andreas, det endte for mig med en blamage, et udiskutabelt nederlag.” Det kom sjældent for, at den Gamle tiltalte mig direkte, og det var næsten altid negativt når det forekom. “Vores nederlag, Hans, ikke bare dit.” “Nej, helt klart mit. Hvis jeg bare havde hørt på din forudsigelse ... nå, man vinder nogle og man taber nogle ... sagen er nu kogt ned, chefen har ikke efterladt nogen tvivl herom, og alligevel overvejer jeg ...” Han er rystet, snakker om alligevel at gå videre, selvom de sidste måneder har været helt ørkesløse. Det er ikke når han siger at ‚man vinder nogle og man taber nogle,‘ den Gamle er en notorisk vinder og nu er han derfor helt ude af træning når det drejer sig om at tabe. Det er ikke nogen god figur han gør her ved at sidde og give halvt meningsløse sætninger fra sig over kaffen. Nu er han ikke mere ‚den Gamle,‘ han er oldingen, der ikke vil høre på et fornuftigt afslag. Og han fortsætter i den stil. “Jeg spørger mig selv om ikke dette skulle have konsekvenser,” siger han ud i forsamlingen og appellerer dermed til sympatierklæringer. “Det synes jeg også at sagen her skulle have,” siger kvinden i kontoret, og vi er alle forbløffede over hvad hun hentyder til. Det viser sig, at det nu atter er Sofie, der taler: “Andreas har en flaske cognac stående i sit skab – nægt det ikke, Andreas, jeg ved godt hvad der gemmer sig bag den blå trøje. Hvad med om vi

tager et glas hver og hermed markerer at sagen, hvad-var-det-nu-han-hed, er slut og glemt. Og i morgen kaster vi os over store nye opgaver.” “Jeg henter nogle glas,” siger Børge uden at spørge hvad vi andre synes om forslaget.

Lidt over fire er de væk, og den Gamle og jeg har trukket os tilbage til valpladsen fra før. Og så er det at han siger, “Andreas, jeg er ved at blive gammel!” “Det har vi sku da altid kaldt dig. Det var på tide at du endelig også indser det.” “Det ved jeg, men det er alligevel mere smerteligt end du tror. Der er noget skønt over altid at have overblikket, simpelt hen at vide noget mere. Det var også dejligt at besidde intuitionen, hvad der måske kan blive til nytte på et senere tidspunkt uden helt rationelt at kunne begrunde det. Det er hvad jeg har nydt i alle disse år. Og derfor er det forfærdeligt for mig at opdage, at disse kvaliteter nu er ved at forsvinde.” “Du har simpelthen haft alt for få nederlag, Hans, det er derfor at du mangler øvelsen i at blive færdig med dette her. Og i det hele taget forstår jeg ikke, hvorfor du tager det så personligt. Kig nu forbi i banken og se, om ikke den samme løn er blevet overført i denne måned som du fik sidste gang.” “Du forstår det ikke, Andreas. Det drejer sig ikke om Rask-Nielsen, eller i det mindste kun indirekte. Jeg er lige ved at unde ham hans sejr, og så interesserer jeg mig ikke mere for ham. Det er mig selv, det nu drejer sig om. Denne sag har åbnet mine øjne for, at der er sket noget med mig de sidste år.” Vi afbrydes af at telefonen ringer inde hos mig. Jeg tager den og som ventet er det Marianne, der spørger om jeg kan tage noget med på vejen, når jeg nu alligevel er på kontoret endnu. Jeg fortæller hende kortfattet, at det kan jeg ikke og at jeg i det hele taget kommer senere hjem. Det var vel bare det, hun ville høre, hun har nok lige hørt nyhederne klokken fire og brugt sin umiskendelige logik. Men nu er det på tide for mig at svare den Gamle: “Jeg kan stadig ikke forstå din selvpinsel. Du er omgivet af fire loyale medarbejdere og en kaffemaskine, har et kontor og styrer dit eget lille rige helt

uden at der er nogen der eftertragter dig værdigheden. Egentlig har du vel fortjent en ferie, men det ville nok være bedst om du tog den efter endnu en af dine mange sejre og ikke efter dette helt usædvanlige nederlag, som forsætter dig i en sådan ufattelig misstemning.” “Du har måske ret hvad de enkelte ting angår, men det er ikke blot en misstemning, der overvælder mig. Det er realistisk. Jeg var tidligere den bedste, kunne det andre ikke kunne, og nu ser jeg at det ikke mere er tilfældet. Jeg ser det først i dag, men symptomerne kan følges langt tilbage, det er ikke kun et spørgsmål om den misformodede intuition. Nej, jeg er ikke en god taber. For at sige det kort har jeg besluttet mig at gå af. Ja, jeg har iøvrigt også aftalt det forinden med Politichefen. Han beder dig om at overtage kontoret her fra i overmorgen.” Det er som en bombe, der springer her. Hans har het i disse omgivelser så længe jeg har været her og nok tyve år til. Jeg må tale ham fra det. Jeg prøver og det lykkes ikke, som om jeg nogensinde har kunnet overbevise ham om noget som helst. Indtil det sidste har han næsten altid truffet sine beslutninger selv og kun en sjælden gang ladet erkende, at det var noget der diskuteres. Min bemærkning fra før var en absolut undtagelse, og som sådan var den måske skæbnessvanger, men det var så både første og sidste gang at jeg kan huske at den Gamle tog en forkert beslutning.

Dagen efter begynder Hans at rømme sit kontor. Han prøver åbenbart at komme de svigtende evner i forkøbet. På en eller anden mærkelig vis får han på førtidspension. De andre prøver selvfølgelig også at tale ham fra det, med lige så lidt virkning som mine forsøg havde haft. Han er standhaftig, takker os alle, og samme eftermiddag er han væk. Ved politiet i godt 40 år og væk på 24 timer. Skal det gå os alle på den måde til sin tid? Nu står der mit navn udenfor det ensomme kontor, og jeg har får noget mere i løn. Frederik sidder ved mit gamle skrivebord, Sofie laver stadig kaffe hver morgen, Børge er begyndt at tage morgenbrød med og så er der kommet en ny ung dame der hedder Helle. Eller var det omvendt? Først kom Helle og så begyndte Børge at komme med morgenbrødet, som alle vi andre synes at tage på ved. Jeg har ellers ikke lavet om på vores morgenkonference eller i det hele taget på den måde, afdelingen fungerer på, det var allerede perfekt som den Gamle

havde styret det. Men han kunne jo også gøre det bedre end jeg. Jeg mærker omvendt, at der nu er kommet en større belastning på mine beslutninger, tidligere skulle jeg jo blot udføre den Gamles, nu prøver jeg at fordele de mulige nederlag til de forskellige medarbejdere og tager selv kun ansvaret for sejrene.

Og den Gamle selv, hvad er der blevet af ham? Jeg ved det strengt taget ikke, der er ikke nogen der spørger efter ham mere, kun en sjælden gang nævnes der noget nostalgisk om de gode gamle dage. Som jeg kender ham, har han stadig store reserver i behold, og han lider nu kolossalt over, at der ikke er nogen der har brug for dem mere.

Julemanden A/S

Det var den aften, de fleste danskere, børn som voksne, venter med størst spænding. Den aften, hvor vi, efter at have spist en lille portion risengrød, som traditionen byder – lige nok til at gemme de to mandler til børnene, der hver skulle vinde en mandelgave – og selvfølgelig også fået andre lækre ting at spise, ja den aften, hvor vi, efter at have danset om juletræet og sjunget de smukke festsange, nu sad foran den slukkede kamin og ventede på at få besøg. Julemanden er gammel, det ved alle og enhver. Men trods sin høje alder klarer han adræt at klatre rundt på tagene, op og ned gennem skorstene og det med stadigt tungere sække for utroligt mange besøg. Men også julemanden kan blive forkølet, og det var netop hvad der nu var sket. Vi vidste det ikke, før afløseren kom. En motorstærk bil kørte op foran huset og standsede med let hvinende dæk. Julemanden – eller i dette tilfælde en julemand – satte advarselsblinket til, da man egentlig ikke måtte parkere lige dér, så sprang han ud samtidig med at bagagerummet åbnedes på spøgelsesagtig vis (men også herpå var der en forklaring), og herfra snuppede han en sæk og løb ind til vores hoveddør. Straks efter ringede det på døren. Da jeg var stået op for at se efter den uventede bilist, var jeg også hurtigt henne og lukke op. ”Det er Julemanden A/S,” sagde en ung mand igennem det tydeligvis falske skæg. ”Ja, den gamle er blevet forkølet, så vi har måttet overtage uddelingen i år. Her er sækken, vil De være så venlig at skrive under her?” Det var tydeligvis den samme remse, han gav hvert sted han kom. Jeg var lidt befippet: ”Vi plejer da aldrig at skulle skrive under hos den gamle Julemand.” ”Tiderne har ændret sig, nu om dage skriver man under hvor som helst. Men jeg har travlt og kan da godt tage sækken med igen?” ”Nej, nej, jeg skal nok skrive under,” stammede jeg og slog en ulæselig, men strengt personlig krusedulle på stedet, der var mærket ’modtagerens underskrift.’ Jeg turde ikke tænke den tanke til ende, hvordan børnene mon ville reagere, når

julemanden forsvandt igen med gaverne. Julemanden knipsede på kvitteringen med en mærkelig tang, hvorpå der stod dato og klokkeslet, men jeg har da set én mage til hos togkonduktøren, når jeg nu tænker mig nærmere om. ”Det overvåges jo, hvor længe vi bruger her i firmaet. Nå, glædelig jul alligevel, regningen for udbringningen tilsendes Dem.” Og så var han allerede ude på gaden, mens jeg vantro betragtede en kopi af seddelen med min underskrift på. ”Regningen ...” stammede jeg højt. ”Tiderne skifter, der er ikke noget der er gratis mere,” sagde han i det fjerne, så smækkede bildøren og han kørte videre. Samtidigt startede en patruljevogn, der havde overvåget, at han ikke havde været standset mere end 3 minutter. Nej, der er intet, der er gratis mere. Gaverne måtte vi selv dele ud. De var gode nok, men jeg håber ikke næste år atter at skulle opleve de moderne tider i forbindelse med udbringningen. Må jeg så bede om den gamle julemand, han er da langt mere hyggelig, og så er han gratis!

Moderne Juletider

Dette år var det helt anderledes. Aldrig før har der holdt en så flot rød sportsvogn foran vores hus. Til at begynde med håbede jeg at naboerne så det, det skulle nok gøre dem misundelige, mente jeg. Desværre holdt den bagefter også foran deres huse. Bildøren åbnedes og chaufføren steg ud – eller bedre sagt, foldede sig ud. Egentlig ikke det rette køretøj, når man ustandselig skulle stige ind (ned) og ud (op). For vedkommende havde ærinder i alle små hjem, hvor man troede på ham, det var nemlig ham selv, julemanden. Han så mig i den åbentstående hoveddør og kommenterede selv de gymnastiske vanskeligheder: ”Ja, men så er det til gengæld slut med at kravle ned igennem skorstenen.” ”Jamen, hvad er der dog sket med kanen og de fænomenale rensdyr?” ”Mine nye rådgivere har moderniseret det hele. Det var vel også på tide. Vi har nu fået reformeret det hele på Nordpolen. Den var forresten ikke helt billig, den nye slæde, men mine rådgivere har sørget for financieringen.” Det var lige som om der manglede noget – ja, sækken. Istedet for rakte han mig en lille kuvert: ”Ja, det er så gaven i år; glædelig jul!” Det stod der også på kortet, da jeg endelig fik åbnet brevet. Jeg tror nok, at jeg sagde tak, men skuffelsen stod malet i mit ansigt. Formentlig var jeg ikke den første, der viste denne reaktion, for Julemanden forklarede: ”Ja, har også privatiseret værkstedet, det var noget rådgiverne insisterede på for at rense grundigt ud i økonomien. Men de er meget optimistiske med hensyn til at mindske arbejdsløsheden blandt nisserne.” Denne meddelelse sd som en bombe. Jeg troede i det mindste at ’Julemandens Værksted’ på Nordpolen var forskånet for den slags. ”Jo, det var vel på høje tid at også denne virksomhed endelig kom til at fungere rationelt. Men de første udvirkninger kan allerede fornemmes: For første gang overhovedet giver værkstedet overskud. Det giver øgede midler til rådighed for

aktionærerne, der så får råd til at købe flere julegaver, så til næste år regner vi med en stigning i produktionen, hvormed der kan genansættes flere nisser.” ”Jamen, hvorfor skal ’Julemandens Værksted’ da overhovedet give overskud?” spurgte jeg naivt. ”Det var selvfølgelig også nyt for mig, men rådgiverne, der i mellemtiden har aktiemajoriteten, insisterede på, at det var nødvendigt, for at jeg dermed kan betale en del af renterne på udviklingslånet af.” ”Og hvad så med resten af renterne?” frembusede jeg videre. ”Foreløbig er det nødvendigt også at optage nye lån til dem, men når virksomheden så glider, skal jeg nok betale dem af også.” ”Nå, i værste fald må De da ty til rensdyrene.” Julemanden så pludselig meget sørgmodig ud. Så fremstammede han: ”Desværre, de blev slagtet og solgt som særlig delikatesse i New York. Rådgiverne forlangte at den slags gammeldags og urentable transportmidler skulle afhændes.” ”Glædelig Jul,” fremstammede jeg, for nu at få gjort en ende på pinslen. Da Julemanden kørte så jeg, at vinterens vejsalt allerede havde sat nogle rustspor i den ellers så flotte bil. Men jeg trøstede mig med, at hans rådgivere nok skulle financiere endnu et lån, hvad det så siden måtte få af konsekvenser blandt de menige nisser.

Sancta bin Claus

Denne jul skulle blive anderledes. Vi havde allerede aftalt at tile os den nye verdens vilkår: De rige bliver stadig rigere medens vi andre kun bliver talrigere. Altså drejede det sig nu om at lave julegaver til hinanden, ligesom i gamle dage, ikke at købe nogle færdige. Nå ja, så håbede vi jo stadig at Julemanden ville give et bidrag, nu hvor vi for første gang havde sendt ham ønskesedlen per E-Mail. Men juleaften kom og gik, uden at vi så nogen spor af Julemanden. Første og anden Juledag gik, og efterhånden holdt vi op at tale om ham – måske skammede vi os også over, at vi ikke havde vist os færdige til at få besøg dette år. Overraskelsen var derfor stor, da det pludselig sent om aftenen ringede på døren. Jeg gik ud og lukkede op og der stod han, ikke til at tage fejl af, og dog forekom han ligesom mere hærget i år. Der manglede det rette hjertelige tonefald, ja, det forekom mig at han ligesom snerrede sit ”Glædelig Jul,” uden spor af ”Jo-hoho.” Mit eget svar hed ganske vist ligeledes ”Glædelig Jul,” men den overraskede stemme afslørede at det snarere drejede sig om ”Bedre sent end aldrig!” Julemanden skyndte sig at forklare grunden til forsinkelsen, som samtidig var årsagen til at han sparede sig turen ned gennem skorstenen: ”Ja, jeg er uden egen skyld i ikke at kunne komme rettidigt. Mine naboer ved Nordpolen, Militærbasen ved Thule, har været helt utålelige i den sidste tid. Min telefon bliver afhørt, min post censureret og min eMail er ledt om over Atlanta. Men det var kun småting i sammenligning med hvad der skete sidste uge. Jeg var på vej til Syddanmark med julegaverne, og så blev jeg stoppet ved Thule af en militærpatrulje. Anføreren af patruljen, en midaldrende officer, sagde: ’Ja, han er lige til signalementet. Langt hvidt skæg, en ejendommelig hue og tydeligvis udlænding. De er anholdt, og rør ikke ved disse eksplosive genstande eller hvad der så siden er i sækken der.’ ’Pas på,’ mente en af soldaterne, ’det virker som om han har et ordentlig sprængstofbælte på maven.’

’Lad os hellere skyde ham straks,’ mente en anden. ’Jamen, hvis det nu ikke er en terrorist?’ indvendte en tredie. ’Hvis vi skyder ham, så var det en terrorist, ellers havde vi vel ikke skudt ham,’ svarede den anden. ’Det er da også længe siden, vi har haft det lidt skægt. Jeg synes også, at vi skal skyde ham,’ indvendte en fjerde soldat. Men officeren frelste mig: ’Jeg har ordre til at tage den langskæggede levende; og hvad mavebæltet angår, sådan et har alle mænd der regelmæssigt besøger McDonalds her ved Thulebasen. Som mistænkt terrorist har De ingen rettigheder og vi skal snart få munden på gled.’ Jeg blev bragt derhen, altså til basen, ikke til McDonalds, og der blev jeg kastet i en celle. Jeg var desværre den eneste og de tre døgn jeg var der var som tre år. Ja, det var forresten også hvad en af vogterne nævnte, at terrormistænkte godt kunne holdes fængslet uden dom eller nogen officiel anklage i tre år. Det havde de praktiseret andre steder.” ”Hvordan slap de så alligevel fri?” indskød jeg. ”Den danske regering var skuffet over ikke at få nogen julegaver,” svarede Julemanden. ”De var godt nok parat til at hjælpe amerikanerne med hvad som helst, men her trak de grænsen!” ”Jeg kan forså hvis De ikke er i al for god stemning overfor disse amerikanere,” sagde jeg uden at vide, hvilke indestængte følelser jeg derved slap løs, ”Det er ikke mig der skal dømme dem, men måtte de blive stillet for en højere dommer til at svare for deres ugerninger; og måtte dette møde finde sted snarligst muligt,” begyndte Julemanden. Han sagde mere af samme slags, som jeg dog ikke kan gentage helt præcist, da almindelig anstand forbyder mig at gøre det. Men vi har det på bånd, for i det samme øjeblik blev jeg opmærksom på at min datter stod og filmede ham.

Og dette er altså historien bag det seneste videobånd fra den langskæggede.

Længsel efter Julemanden

”Kan du huske den gang vi arbejdede mindre end fyrre timer om ugen?” spurgte ham der hed Karl, tydeligvis allerede lidt løssluppet selvom han kun havde fået to øl. ”Var det ikke i forrige årtusind?” ”Nu skal man være glad hvis man overhovedet får lov til at arbejde, selv om det så nærmer sig 50 timer for den regulære arbejdstid.” Den anden mand, Hans, havde lige bestilt den tredie runde – altså den tredie, jeg var vidne til. Jeg havde egentlig intet at gøre i de kredse, men bilen var trådt i en uvarslet strejke lige foran den lille bæverding, og når jeg nu ventede på hjælp kunne jeg lige så godt tage mig en kop kaffe, troede jeg. Men kaffe var ikke noget, de serverede dér, og da jeg principielt set ikke drikker øl i arbejdstiden måtte jeg tage til takke med en sodavand – det havde de heldigvis. ”Den koster det samme,” havde værten sagt, ”er du så sikker på, at du alligevel ikke vil have en øl?” Han forstod tydeligvis ikke min sikkerhed. Jeg lyttede videre efter de to. Hvad mon grunden var til, at man kunne finde mænd i midten eller slutningen af fyrrerne på en restaurant, for nu at sige det fint, midt om eftermiddagen? Som om jeg havde rejst spørgsmålet, var det nu det, der blev svaret på: ”Noget nyt fra beskæftigelsesfronten?” spurgte Karl. ”Du véd da, at når man nærmer sig 50 er der ikke noget at hente dér,” svarede Hans med tydelig ærgrelse over det overflødige spørgsmål. ”Og det er lige som om øllen smager dårligere, når man nu snakker om det.” Karl lod bomben springe: ”Jeg fik ellers et job. Men jeg er jo også to år yngre.” ”Hvad laver du så her? Hvorfor er du ikke på arbejde?” ”Bare rolig, det er overstået. Det var en ren formalitet, jeg var der ikke mere end

en time, så havde jeg min fyringsseddel, nu kan jeg stemple videre en vis tid.” ”Jeg havde taget jobbet, ligegyldigt hvad det så var,” ytrede Hans. ”Nej, det havde du ikke, ikke det snavsede kloakarbejde til den latterlige løn. Men det var også kun en formalitet fra arbejdsgiverens side, så vi forstod os prægtigt.” ”Jeg har hørt at de, der har arbejde, nu snart får mindre ferie.” ”Hvad skal man da også bruge ferie til, når man alligevel ikke har nogen penge at rejse for,” bemærkede Karl. ”Skatterne stiger igen!” ”Det har de gjort lige siden vikingetiden.” ”De, der har arbejde, bliver først pensioneret to år senere.” ”Det er der stadig mere end tyve år til for dit vedkommende – og jeg tvivler på, at arbejdsmarkedet ser ret meget til dig i den tid.” Jeg begyndte at filosofere over, hvilke temaer de to ellers kunne udveksle, fraset tingenes triste tilstand, de stadigt forværrede arbejdsforhold i det tredie årtusind, efter at så småt alt, hvad der var opnået i det foregående, efterhånden var ved at blive afskaffet igen. Så hørte jeg dem tale om en, der hed Jakob. Han var åbenbart alvorligt syg. ”Ved du hvad leverværdier er?” spurgte Karl frotroligt. ”Øh ... nej,” trak Hans på det – man vil jo ikke indrømme, at man er uvidende. ”Jakobs er over tusind!” fortsatte Karl betydningsfuldt. ”Orv,” sagde Hans, tydeligvis imponeret. Det skålede de så på. Min sodavand var længst blevet tom, og der var stadig ikke kommet nogen mekaniker. Jeg må have befundet mig i en trance, uvist i hvor lang tid. Jeg var nu blevet rigtigt utålmodig - ikke at det nyttede noget, men da jeg samtidig var træt efter i går, begyndte jeg at formulere mit ønske - om der dog bare snart

kunne komme hjælp. Pludselig blev jeg revet ud af mine drømme; jeg så jeg op, lige i hovedet på en ældre mand med en rød kvasthue. ”Johoho, det var bare de fire tændrør, der var kokset, jeg har skiftet dem alle sammen. De kan køre med det samme, motoren går som en symaskine.” Han udnyttede sit ærværdige udseende og sæson’en, her mod slutningen af december, til at ligne en vis ældre sæsonarbejder. ”Dejligt, jeg var ved at blive nervøs for min stilling, med løn, fast arbejdstid som i gamle dage, betalt ferie og pension med 65.” Jeg sagde det højt, for at de to flittige øldrikkere også kunne høre det. De var vel ikke særligt imponerede. Karl kommenterede begivenheden blot med, ”det kan man da kalde længsel efter julemanden,” og så gik de videre med den fjerde – eller var det i mellemtiden allerede den femte – omgang.

Livet er Noget, der skal Overstås

Jeg var på vej til et møde i Næstved men var kommet tidligt afsted, motorvejen var fri og så havde jeg oven i købet forregnet mig en hel time. Når man er vant til at komme for sent, er det måske ikke så slemt at komme for tidligt for en gangs skyld, men jeg er faktisk ikke den type der ved, hvad man skal foretage sig alene på en cafe i halvanden time. Nå ja, så var det at jeg indså at dette var skæbnens bud, jeg skulle besøge Søren, som boede her i nærheden. Det var endda ikke så længe siden, at jeg havde aflagt et kort besøg her, så jeg havde ikke noget problem med at finde ud af hvor det var. Det er selvfølgelig ikke alle, man kan beære med sin tilstedeværelse sådan helt uanmeldt, men overfor Søren kan man tillade sig det. Han bor helt alene på et lille husmandssted, som han har købt for nogle år siden. Jeg bliver vel nødt til kort at fortælle, hvad det er der binder Søren og mig sammen, når vi ellers er helt forskellige typer. Det er vel først og fremmest den omstændighed at vi har gået i klasse sammen i gymnasiet, skønt jeg egentlig ikke har nogen forbindelse til de andre af mine gamle klassekammerater, når jeg nu tænker mig om. Så er vi født på samme dag og derfor kan jeg sige med overbevisning at vi begge er 46 år gamle. Det er måske heller ikke så betydningsfuldt, men bare vent. Vi har studeret sammen, ude på sletten i Lundtofte, og blev samme dag færdige som bygningsingeniører. Og som om det nu ikke var nok, så blev vi senere gift med to piger der i forvejen var perleveninder. Nå ja, Søren er i mellemtiden blevet skilt fra sin kone, Merete, noget man vel kunne mærke måtte komme men han ‘holdt ud,’ som han sagde, til det yngste af deres tre børn var 16 år gammelt. Det er nu to år siden, at han blev han skilt, sagde sit job op og flyttede herned. Jeg er derimod stadig lykkelig gift med Tove og glæder mig næsten daglig over vores 2 børn, selvom de nu har nået en vanskelig alder. Da jeg er en del på farten som direktør for et mindre firma — forresten en stilling der næsten ikke har noget at gøre med min uddannelse, — tillader jeg mig den luksus at køre en behageligt affjedret stor Mercedes. Jeg kunne måske nok have haft råd til en endnu større bil, men det er vigtigt kun at indgyde en vis

respekt hos potentielle kunder, det må ikke slå over i misundelse. Desværre er dette nok et umuligt kompromis hos os danskere. De sidste 100 meter før Sørens hus forsvandt asfalten fra vejen og dermed det faste underlag for bilens hjul. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det havde ikke regnet i flere uger, hvad der heller ikke er normalt for Danmark. Det støvede derfor ret kraftigt, da jeg kørte ind på gårdspladsen. Jeg håbede at Søren var stået op og dyttede en gang, for det tilfælde at jeg ikke havde lavet larm nok. Havde Søren ikke kun boet her, men også levet som folk omkring ham havde han her kl. halv ni været oppe i 3-4 timer for at malke køer og fodre dyrene. Men Søren boede her helt alene og havde medbragt adskillige af sine uvaner fra storbyen. Jeg havde da heldet med mig, for Søren var stået op og var i færd med morgenmaden. I dette fantastiske forsommervejr betød det, at han sad bag huset og hørte radio. Han kunne spille musik højt, for der var ingen i nærheden til at nyde eller forbyde det. Nu kom han frem bag huset: „Hej Lars, det var da hyggeligt at du kom forbi. Tag en kop kaffe fra kanden, så skal jeg lave noget mere.“ Nej, jeg undskyldte ikke, at jeg kom uanmeldt forbi. Det var heller ikke nødvendigt at forklare, at jeg godt kunne skylle en kop kaffe eller fem ned. Jeg nævnte noget om mødet i Næstved, så Søren kunne forstå hvor længe jeg kunne blive, at han med andre ord ikke skulle gøre sig nogen tanker om frokost. Vi kendte vores basale behov godt nok til ikke at spilde flere ord på dem. Men også kun de basale behov, for med tiden havde vi udviklet os i vidt forskellig retning. Den første kop kaffe fik mig til at tænke på vores gymnasietid. Sørens far var en velhavende fabrikant, oprindelig ligeledes civilingenør, og hans mor ede den store villa i Charlottenlund. Det vil sige, hun var chef for dem, der ede villaen, og ud over at give ordrer til de underordnede var hun ikke direkte beskæftiget med husførelsen. Søren var klassens lovende elev, afgjort den bedste i de fleste fag, hvis han bare ville; men det ville han ikke. I stedet var han den der investerede mindst energi for at opnå at ligge på et niveau nogenlunde midt i klassen. Sådan blev det ved næsten lige til studentereksamen, her gav han den en ekstra skalle, så han lige opfyldte de strenge optagelseskriterier på den polytekniske højskole. Forældrene gav ham alt, hvad de kunne, men de kunne ikke give ham den egenskab, man kommer til at mangle, netop når man får alt: Ambitioner. Det var formentlig det, der var grunden til at jeg kunne sidde her og drikke kaffe.

Søren skulle lige til at sige noget, da min mobiltelefon ringede. Jeg tog den, en eller anden der ville vide noget jeg alligevel ikke kunne svare på uden at se på visse papirer på kontoret, så den samtale var hurtigt forbi, men Søren havde nu glemt, hvad det var han ville sige. Godt det samme, klokken var 9, og nu kom der nyheder i radioen. Søren ville slukke men jeg bad ham om at lade være. „Vil du virkelig høre de dumme udsøgte ting der gentages hver time? Nå, jamen så værsgod.“ „Det er ikke altid de samme ting, der gentages, og kun på den måde kan jeg følge med i de allersidste beretninger. Jeg har hørt mange nyheder mindre end en time efter at begivenhederne er sket ude i den vide verden,“ sagde jeg til forsvar. Søren rystede opgivende på hovedet og flygtede for radioavisen ved at hente den frisklavede kaffe. Det blev så til den anden kop, og Søren havde endnu ikke sagt noget særligt. Efter at der atter kom musik i radioen skulle han lige til at råde bod på denne tavshed, men så ringede min mobiltelefon endnu en gang. Jeg kunne se på min gamle kammerat, at han var ved at blive sur, ganske vist uden direkte at sige noget, men man kunne fornemme de sorte skyer samle sig om hans hovede. Alligevel var det nu en behagelig opringning: Ham jeg skulle mødes med i Næstved var blevet syg, sagde han, og det ville være bedre om vi kunne mødes en anden gang. Egentlig lige hvad jeg kunne bruge: „Du Søren, jeg har lige fået afbud til mødet. Tror du at jeg alligevel også kan blive til frokost?“ „Ja, men kun på én betingelse, at du lægger det elendige apparat væk. Det har allerede forstyrret nok på den korte tid.“ „Det har du egentlig ret i. Jeg skal lige melde fra på kontoret, så ...“ Jeg så lidt nærmere på ham og besluttede at gøre det alene fra den anden side af huset. Jeg kaldte på min sekretær ved siden af bilen og fortalte at mødet var aflyst, men at jeg nu ville blive i nærheden af Næstved til klokken to og så melde mig igen. Hun skulle ikke forsøge at ringe til mig forinden, jeg ville alligevel ikke høre telefonen. Det var nok nyt for hende, men hun tog det i stiv arm, hvad skulle hun ellers have gjort? Eller måske skulle hun udrette noget i byen, nu hvor der ikke var så stor risiko for at det blev opdaget. Nå, jeg smed mobiltelefonen ind i bilen; forresten, slipset havde jeg heller ikke ligefrem brug for her. Jeg gik tilbage til Søren. Han havde en prøve parat: „Og nu fortæller du mig hvad du hørte i radioavisen for fem minutter siden.“

Jeg tænkte mig lidt om. Blank. Jeg tænkte mig lidt mere om. Det hjalp heller ikke. Så opgav jeg med ordene, „de siger at priserne på syltede agurker er begyndt at stige. Har forstået, ingen telefon og ingen nyheder de næste par timer. Hvordan har du det her, sådan helt alene på gården?“ Jeg havde stillet det sædvanlige dumme spørgsmål, men det var nu for sent at bide tungen af sig. Søren svarede med det lige så stereotype svar, idet han trak dette ene ord så langt at man kunne forstå at det var en tom formalitet: „Go-o-o-o-odt!“ Efter en kort pause i dyb stilhed fortsatte jeg: „Du må undskylde, det var selvfølgelig ikke for at udveksle banaliteter, at jeg kom. Egentlig ville jeg bare besøge en gammel ven på en skøn dag. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at gøre mig tanker om, hvordan du klarer det. Hvis det var mig ligegyldigt, havde jeg ikke ret til at betegne mig som din ven. Men jeg kan da allerede slå et par ting fast ud fra, hvad jeg indtil nu har bemærket i den korte tid: Du plages ikke af utallige opringninger herude, bor egentlig ret idyllisk, i hvert fald når solen skinner, og hører en masse klassisk musik, prøver at opdrage køerne derovre til ligeledes at påskønne den og er så iøvrigt ret ligeglad med hvad der sker ude omkring i verden, for det har du jo alligevel ingen indflydelse på, og det berører dig heller ikke synderligt — nå ja, det var altså hvad jeg fik ud af mine første observationer.“ Provokationen virkede, for Søren ville ikke lade billedet stå helt så romantisk: „Udmærket deduceret, min gode Watson, men der er selvfølgelig nogle bagateller du ikke har fået øje på endnu. På den ene side søger jeg ensomheden herude, på den anden side kan den også gøre mig vanvittig en gang imellem. Når det er ved at ske, glæder jeg mig over enhver afbrydelse, ja, i dag glæder jeg mig selv over dit besøg.“ „Jeg håber at jeg kom i rette tid,“ afbrød jeg med alvorlig stemme. „Som man tager det, det vil kun fremtiden kunne vise. For trods de smukke og rolige omgivelser har jeg det ikke så godt for tiden.“ Søren ventede at jeg skulle stille endnu et dumt spørgsmål, så det gjorde jeg ikke og da der heller ikke faldt mig andre ind, valgte jeg at tie stille. Så fortsatte han: „Til at begynde med var det egentlig en skøn tid. Børnene kom en gang imellem

forbi og hjalp mig, og også Merete var venlig og imødekommende, det var forresten hende, der i starten kørte børnene herned i weekenden, og senere blev de her så alle sammen. Jeg har nu altid haft en vis smag for fraskilte kvinder, men det er første gang jeg var ved at blive forelsket i én, jeg selv har været gift med.“ „Nå ja, så mange har der jo heller ikke været,“ indskød jeg, vel vidende at Søren kun har været gift den ene gang. „Nej, men det var på en eller anden måde så friskt, efter igennem så mange år, til dels måske også af ren trods, bare at have ønsket sig at slippe væk fra det tvungne forhold — undskyld, jeg havde nær glemt at du selv befinder dig på det stade.“ „Ingen årsag,“ svarede jeg, „som et almindeligt og stereotypt menneske med beskedne anfordringer er jeg faktisk yderst tilfreds med mit familieliv.“ „Godt, lad det endelig blive ved det,“ svarede Søren. „Det er jo iøvrigt mig der skal reddes, hvis redning overhovedet er mulig. Til jul var jeg hjemme i civilisationen, men siden den gang har min exkone og vores børn kun været på besøg en enkelt gang.“ „Nå ja, det er jo heller ikke charmerende at komme på besøg her om vinteren. Nu er det maj og så skal de nok snart komme lidt oftere,“ glattede jeg af. Men jeg tænkte noget andet: ‘Der kan du bare se, man kan ikke samtidig skilles fra familien og så beklage sig over at de ikke kommer på besøg’. Måske havde Søren læst mine tanker, måske ede det bare nu at kommentere det: „Det er jo ikke fordi jeg er afhængig af at de kommer, for så kunne jeg jo bare lade være med at blive skilt. Det er blot en smule hårdt for tiden at skulle affinde sig med de andre tilbageslag på samme tid. Jeg var en hel del syg på det seneste, egentlig ikke noget alvorligt men ustandselig redder jeg mig en eller anden virussygdom, selvom jeg jo lever alene her som en søjlehelgen. Det er, som om min modstandskraft ikke er på højden mere. Og så savner jeg selvfølgelig nogen at skændes med over mine håbløse opfindelser, som jo aldrig bliver til noget. Jeg troede ikke, at jeg ville savne mit job, men det er ligesom om jeg spilder tiden her, uden at der kommer det ud af det, som jeg havde regnet med da jeg trak mig tilbage hertil.“ Det er selvfølgelig ikke enhver der kan trække sig tilbage med 44 år og alligevel

efterlade tilstrækkeligt til at lade den fraskilte kone blive boende i villaen i Charlottenlund med børnene, så længe de nu har lyst — men de har vel omvendt ikke lyst til at betale husleje. Forklaringen kom vi allerede med i skolen, det ede så godt at citere den gamle børnesang, ‘Sørens far har penge’. Det havde han også, indtil et år før Søren og Merete blev skilt, men der hvor han nu er, og hvor Sørens mor tidligere forsvandt hen, er det ikke almindeligt at medbringe penge, og så arvede Søren som enebarn alt. En anden var måske gået hen for at solde det op, havde købt en stor, hurtig bil og var taget på en jordomrejse. Søren købte istedet for en cykel, en gammel forfalden bondegård og så tog han til Sydsjælland. Selv så jeg med en vis misundelse på denne udvikling. Jeg har knoklet hårdt livet igennem (eller i hvert fald den del af det, jeg har lagt bag mig nu) og har også nået en vis position, og så kommer sådan en fyr og fortæller pludselig, at han ikke har brug for at arbejde længere. Nå, der er da håb om, at hans børn i det mindste bliver til noget, hvis de ikke også arver både pengene og dovenskaben for tidligt. „Jeg kan huske, at du altid havde skitser om en masse konstruktioner, som der ikke er nogen der har brug for,“ indskød jeg. „Hvad man ikke savner, har man ikke brug for,“ svarede Søren. „Og hvordan kan man savne noget, man ikke kender?“ Søren var de forsømte muligheders eksempel. Han havde aldrig turdet tage springet med nogen af sine opfindelser, i modsætning til sin far, som havde grundlagt sit firma med dem. Efter hvad jeg i mellemtiden kendte til familien var faderens produkter langt mindre originale end sønnens, men netop derfor var de også nemmere at sælge. „Kan du huske dengang da vi var studenter, hvor du mente nok at skulle komme videre ad denne vej, og hvor skuffet du var over, at der ikke var nogen der ville understøtte dine produkters videre udvikling? Var det gået dig anderledes, hvis det nu var sket alligevel?“ „Det tror jeg ærligt talt ikke,“ svarede Søren. „Et geni kan man ikke købe og desværre er det det, man hele tiden prøver på. At købe det hele eller ikke at røre ved det. Den diskrete understøttelse af geniet, det findes ikke. Og hvis man så virkelig skulle opnå den massive understøttelse, så er jeg bange for at man holder op med at være et geni.“ Beskeden var han nu ikke, ham geniet. Men egentlig er det sandt, huset var fuldt af skitser og tegninger, som man ikke ville kunne forstå uden Søren, og så ville

man bare brænde dem når han ikke mere kunne beskytte dem. Trist for menneskeheden måske, men Søren havde lært at akceptere denne skæbne. „Det er måske problemet, at jeg er ved at nå til vejs ende,“ tilføjede Søren og demonstrerede atter en gang at han kunne læse mine tanker. „Jeg er næsten holdt op med at lave nye konstruktioner, det bliver jo alligevel ikke til noget. Heldigvis er der ustandselig noget i stykker her i dette gamle hus, ellers var jeg jo blevet helt uproduktiv. Og så er det jo, at man tvinges ud i spørgsmål om formålet med det hele. Jeg lever, som om jeg var tredive år ældre end jeg er. Der er taget vare på min familie, økonomisk set, og resten kan de selv klare bedre uden mig. Der er ikke brug for mig mere. Der er nærmest heller ikke noget, jeg begærer. Jeg lever ikke rigtigt, jeg vegeterer her. Livet, det er bare noget der skal overstås.“ „Det var hårde ord, Søren,“ sagde jeg. „Hvis jeg lige må give dig et formål med de næste 20 sekunder af dig liv ...“ „Værsgod, her har du din næste kop kaffe, det er iøvrigt den sidste, så skal jeg sørge for at du får lidt motion før frokosten.“ Søren insisterede på at låne mig et par støvler, og det viste sig at være en god ide. Vi gik en tur ud over engene, som på en eller anden måde kunne holde sig fugtige her om formiddagen. Midt i det hele lykkedes det mig at træde i en kokasse. Andre havde måske ærgret sig over det, men jeg glædede mig over, at det ikke var mine sko der blev snavsede ved den lejlighed. Så kom vi op på en markvej, der førte ned til en lille sø. For enden af denne, og et stykke ud i selve søen, gik et markskel. På den ene side var der nogle kvier, på den anden side køer og vandingsproblemet var hermed også løst. „Se engang, der har vi problemet i en nøddeskal. Fra begge sider stikker kreaturerne hovedet over på den anden side. ‘Græsset er grønnere der,’ som man siger. Lad os nu kalde den ene ko der Lars og den anden Søren ...“ „Hvad koen angår kan jeg kun gå med til Lotte. Den anden kan for min skyld godt bære mit navn, Søren, men kun fordi det er en tyrekalv,“ indskød pedanten. „Som du vil. Altså, Lotte er træt af det pulveriserende byliv og længes efter den idylliske retræte på landet, mens Søren har fået nok af denne idyl og atter ønsker at gøre sig gældende.“ Jeg ville fortsætte med min lignelse, men Søren — altså mennesket — afbrød mig:

„En fordel har de to nu alligevel overfor os.“ „Fordel? Hvilken dog?“ „De kommer til slagteriet indenfor en rimelig tid,“ svarede den gamle pessimist. Det slog mit konversationstalent ud de næste minutter og Søren havde heller ikke noget at bidrage med. På tilbagevejen havde jeg fundet ordet igen: „Du Søren, jeg kender dig egentlig som et anderledes positivt menneske. Hvordan har du nået ned til bunden her?“ „Jeg kunne måske fortælle dig hvordan, men jeg er ikke sikker på at det er bunden. På en måde er dette den reneste livsform jeg kan tænke mig, uden stress og ærgrelse. Og alligevel er der noget, der mangler,“ svarede han. „Måske lige præcis stress og ærgrelse — lever vi ikke netop, idet vi bekæmper disse ting, uden at det nødvendigvis sker med succes? Men det er måske problemet med dig, at du har fået så mange ting gratis, at du ikke har lært at tilkæmpe dig noget, når det virkelig var nødvendigt.“ At en forretningsmand som jeg kunne sige noget så dybt filosofisk. Det må på en eller anden måde have været væsentligt, for nu gik vi videre i tavshed, lige indtil vi kom til huset. Så tilføjede jeg: „Du, det her med livet, det ordner vi over en frokost.“ Nu var det atter forretningsmanden der havde talt. Søren gjorde stadig et mut indtryk. „Gider du skylle støvlerne, og mine også, forresten. Der er en vandpumpe på gårdspladsen, lige ved siden af hvor du stillede din bil. Så går jeg imens ind og forbereder frokosten. Jeg er bange for at jeg ikke har så meget at byde på.“ „Det er ikke noget problem, det er ikke for at svælge i mad, men for at være sammen med dig, at jeg kommer her.“ Jeg gik om og fandt den nævnte vandpumpe. Det var først ved den lejlighed, at det gik op for mig, at Søren ikke havde rindende vand. Jeg kiggede op: Nå, elektricitet og telefon var der i det mindste. Forhåbentlig skulle jeg ikke bruge toilettet, for jeg havde mine bange anelser om det. Og hvad kaffen angik, var jeg sluppet af med den igen undervejs til søen. Hvad civilisationen egentlig betyder for os opdager man kun, når man pludselig står og mangler dens elementer, såsom rindende vand. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt, at jeg skulle stå her og skrave skidt af støvlerne, men

det trøstede mig stadig, at det ikke var mine sko der fandt kokassen. Søren havde ikke den indre glød der drev ham fremad til at forvirklige sine egne ideer, som han jo havde i rigt mål. Til gengæld var han på sit arbejde omgivet af folk med ambitioner uden ideer. Han havde tit fortalt mig om disse frustrationer, når vi havde besøgt hinanden i villaerne i Charlottenlund og Hellerup. Efter middagen var pigerne forsvundet et andet sted hen og havde jamret over deres ægtemænd, mens vi selvfølgelig også udgød nogle stereotype bemærkninger om kvinder i almindelighed, men alligevel snart havnede i at diskutere ingeniørvidenskab og problemerne på jobbet. Og der var faktisk ikke en eneste af disse aftener, hvor Søren undlod at give luft for sine ærgrelser på jobbet. Egentlig underligt, at han holdt ud at arbejde der så længe, men han fik nok først råd til at stoppe, da begge forældre var døde. Jeg kunne forestille mig, at det var særligt vigtigt for ham ikke at ærgre sin far ved at røbe, at der var noget, der ikke helt klappede. Han kunne selvfølgelig have overtaget firmaet på et tidligere tidspunkt, men Leif havde været aktiv til det sidste, og Søren valgte så at sælge det, så snart han arvede det. Det var nok også det bedste, for han var sikkert ikke nogen god forretningsmand, selvom han var en enestående god ingeniør. God og derfor lige akkurat tolereret, til gengæld var hans særlige egenskaber ikke udnyttet. Det stod mig helt klart. Men hvad kunne der ellers være gået galt? Da jeg bl.a. havde vasket støvlerne, men også var blevet godt våd på bukserne og de sko, jeg ellers havde glædet mig over skulle være blevet tørre, gik jeg tilbage til den anden side af huset. Der var en nydelig køkkenhave, noget af den var under en plastikrude og Søren havde allerede salat til egen brug. Han kom ud da han hørte mig: „Maden er klar om tyve minutter. Forresten, kunne du ikke have ladet noget af vandet blive nede i kilden? Åh, I byfolk forstår ikke at omgås naturen!“ Han lagde tallerkener, glas og bestik på bordet, som nu var ryddet for morgenmadens rester, og pegede på liggestolen, for at jeg kunne tage plads der. Så satte han noget musik over, Bartok’s Koncert for Orkester, spillet så højt som dirrigenten måtte have hørt det. Det lød pragtfuldt herude. Så smuk en akustik havde jeg aldrig hørt før. Var det overhovedet akustik? Der var ingen steder indenfor flere hundrede meter hvor lyden blev kastet tilbage, højtalerne stod i hvert sit åbne vindue og spillede udad, og vinduesruderne var blevet fjernet, så de ikke klirrede med i takt. Udover at nyde musikken spekulerede jeg over, om dette var den mest storslåede akustik jeg havde oplevet eller om navnet på en eller anden måde indebar at lyden blev reflekteret, hvad der under alle omstændigheder måtte være et ringere fænomen. Jeg kiggede ud på markerne. Langt borte var nogle køer på arbejde, hvis man må kalde det sådan. Fire andre

køer var på vej i en lang kolonne, hornet på den ene ved halen af den forudgående. Sammenligningen med myldretiden i København fik mig til at le. Så åbnede den tredie sans sig for mig, duften af markens blomster. En allergiker ville måske reagere anderledes, men for mig var det bare skønt. Og så iblandedes pludselig duften af stegt kød. Bartok sørgede for at jeg ikke hørte dem blive lagt på panden. Det var først jeg kom i tanker om, at man her på landet spiser varmt til middag. Søren kom nu ud med nogle store øl. „Du, har du ikke noget andet at drikke, jeg skal jo køre tilbage til København efter middagen?“ „Åh, det er nu ikke så slemt, når du når til København er du ædru, og hernede er der ikke nogen der kontrollerer dig, på det tidspunkt holder landbetjenten nemlig sin egen siesta – af samme grund, forresten.“ Jeg regnede efter at jeg nok lige kunne absorbere den halve liter øl uden at blive kriminel. „Godt, men så ikke nogen snaps!“ „Det er fint,“ sagde Søren, „for det har jeg heller ikke.“ Bartok spillede videre, mens jeg satte mig over til bordet. Men så afbrød Søren pludselig og skiftede over til Vivaldi. „Det er bedre som baggrundsmusik for det tilfælde, at du har mere at sige mig.“ Egentlig underligt at vi ikke slog over til nostalgiske temaer fra den gamle, fælles skole- og studietid. Indrømmet, det var vidunderligt skønt her, men fremtiden, altså Sørens fremtid, var uvis og vel nærmest dyster. Det var det jeg ville vide noget mere om: „Hvordan er dit forhold nu til Merete og børnene?“ Jeg havde atter ramt det ømme punkt, men det var nu også det, Søren havde lyst til at fortælle om. Vel at mærke med dybe rynker i panden og et dæmpet mæle. „Merete har det endelig godt. Hun bor sammen med en anden og har ikke brug for mig. Det er nu godt det samme, for det er jo netop dette kapitel i mit liv, jeg vil slutte her. Du ved, at vi ikke har haft noget særligt harmonisk samliv i de senere år. Men du ved måske ikke, at det er Merete, der har lært mig ydmyghed bedre end nogen klosternovice får det fremstillet. Den smule selvrespekt, jeg ikke havde mistet på arbejdet, den blev så taget fra mig derhjemme. Jeg vil ikke nævne nogen enkeltheder, men det var mit håb, at når jeg slap bort fra begge

dele, ville jeg atter kunne udfolde mig. Nu er jeg desværre klar over, at jeg er blevet for gammel til at sadle om.“ Mere ville jeg nu heller ikke vide om det. „Og hvad så med børnene?“ Sørens ansigt blev atter afslappet. „Heldigvis har jeg dem. Eller havde i det mindste. Nu er den yngste lige blevet atten og bliver student i år, og han skal heldigvis ikke studere til civilingeniør, som om mit eksempel ikke skulle kunne afskrække ham. Og de to piger er allerede på universitetet. Om de bliver færdige, ved jeg ikke, for de er begge forlovet og flytter nok snart sammen med deres venner — nu til dags behøver man jo ikke at være gift for at gøre det.“ „Nå, du gamle hykler, det var vi jo heller ikke da vi flyttede sammen med Tove og Merete.“ „Det har du forresten ret i. Nå, men de har fået absorberet deres interesser for tiden, og jeg ser dem vel ikke foreløbig. Det er måske også det bedste, for jeg ville hade, at de bare kom herned af pligt. Jeg kan ikke døje den slags pligter. Så er det alligevel bedre at de kommer, hvis de har problemer, som jeg kan hjælpe dem med ...“ „Nå, men det skal der nok blive rig lejlighed til,“ afbrød jeg. „Nej, hvad det angår, har de bedre forbindelser til moderen. Jeg kunne snarere tænke mig, at det er Bent der kommer herned for at søge min bistand. Hvis han da overhovedet respekterer mig endnu, han var i hvert ikke særlig begejstret for at jeg rejste væk fra Charlottenlund. Nå, jeg har nu ikke særlig dårlig samvittighed overfor ham, det var for hans skyld at jeg holdt ud et helt år, efter at min far døde og jeg blev økonomisk frigjort til at gøre, som jeg ville. Huset har jeg overført i Meretes navn, og der er en pæn arv sikret til hver af børnene.“ „Måske er det ikke bare penge, de vil have af farmand,“ indskød jeg. „Undskyld, men jeg har fået et mere realistisk forhold til disse ting,“ svarede Søren. „Det er en konsekvens af min stadige mentale nedtur, der endte med den absolutte udryddelse af enhver form for stolthed. Bortset fra ...“ „Bortset fra hvad?“ nærmest råbte jeg. Det var på tide, at der også kom lidt positivt ud af Sørens mund.

„Nå ja, bortset fra visse konstruktioner, som jeg har arbejdet med siden min ungdom. Jeg har omtalt dem flere gange, også for dig, min ven, men der er ikke nogen, der tror på hvad det er jeg laver. Det fantastiske er, at jeg alligevel arbejder videre med disse modeller, trods al den ligegyldighed, jeg har oplevet. Her kan jeg arbejde videre med dem i ro og mag. Jeg har talt flere gange med køerne dernede om dem, og de har ikke noget at indvende, i modsætning til de mennesker, jeg tidligere har forsøgt at engagere for projekterne. Jeg er faktisk nået meget vidt med disse planer, som man vel næppe vil realisere nogensinde. Det værste er imidlertid, hvad jeg selv skal gøre, hvis det lykkes mig at blive færdig med dem. Så har jeg overhovedet ikke noget formål med livet mere. Nå ja, det er jo også bare noget, der skal overstås, som jeg tidligere nævnte.“ „Undskyld Søren, kan du ikke bruge noget af din arv på selv at realisere dine planer, når du nu er nået så vidt med dem? Det er måske også det, dine børn har brug for. Den gamle far, der pludselig viser sig at blive til noget, ingen tidligere havde drømt om. Du bliver til et forbillede, ikke kun for Bent men også for pigerne. Og ved den lejlighed kan du måske fortælle dem, hvilke fejl du har gjort og som de skal prøve ikke at gentage.“ „Desværre, så meget blev der nu heller ikke til overs efter at skattevæsenet havde været der. De er de egentlige artagere efter Leif. Det meste af, hvad der derefter blev tilbage, har jeg sat tilside til familien. Jeg har kun reddet mig så meget at jeg lige netop kan leve her af renterne, på beskeden vis, naturligvis.“ Telefonen ringede inde i det lille hus. At dømme efter tonen, var det en meget gammel type. Søren lod, som om han ikke hørte det og iagttog istedetfor mig, der nærmest som en spændt fjeder ventede på tilladelse til at tage den. Jeg havde forresten heller ikke været inde i huset. „Lad den ringe, Lars“ sagde Søren, „hvis det er vigtigt, ringer de igen.“ Efter tolv toner opgav den ukendte, og jeg bemærkede atter biernes summen. Jeg var lidt iriteret over min egen reaktion, det var endnu ikke muligt for mig at slappe af fra disse impulser. Måske et symptom, der var værd at undersøge på et senere tidspunkt? Lige nu kunne jeg ikke gå videre med det, for jeg måtte ubetinget finde ud af, om ikke Søren alligevel havde fået fat på noget så originalt, at man også kunne tjene penge på det og, hvad der var allervigtigst, udnytte det til at genopbygge min gamle, mentalt så afmagrede ven. Nå ja, i det hele taget var han blevet godt tynd. Vi snakkede nu om hans konstruktioner og om muligheden for at markedsføre nogle af dem sammen. Det var virkelig

fascinerende hvorledes Søren havde bevaret sin enthusiasme, når samtalen nu faldt på noget der interesserede ham. Der skal noget til at tro på en sag, som alle andre afskriver som urealistisk eller tilsvarende ord, der begynder med u-. Og så blev jeg efterhånden også overbevist om, at Søren havde fat i noget yderst spændende. Alle dystre tanker syntes med et at være som blæst væk, jo mere han talte om sit spændende projekt, og vi aftalte at arbejde videre på sagen. Så tog jeg endelig afsked fra min gamle ven og gik til bilen. Jeg turde ikke tage den op mens han så på det, men min mobiltelefon forrådte senere, at der havde været 19 forsøgte opkald, som jeg ikke havde kunnet besvare. Jeg må vel indrømme, at jeg ikke fik gjort mere ved sagen i den næste tid, men, forstår De, jeg havde så travlt — det har jeg forresten altid. Fem uger senere ringede Søren fra sygehuset i Næstved. Han var blevet indlagt, og man havde fundet en kræftsvulst i tyktarmen. Jeg ville komme at besøge ham, men han bad mig om at lade være. Så glemte jeg om sagen indtil tre måneder senere, da Tove fortalte mig at Søren var fundet død i det lille hus. Hun havde fået det at vide af Merete. Det var for sent at snakke mere med Søren om hans fantastiske projekt, men jeg tog derned den næste dag sammen med Merete og hendes tre børn. Jeg lod, som om jeg glemte mobiltelefon’en, det syntes jeg at jeg skyldte Søren, men Tove lagde den i bilen alligevel. Da vi kom tilbage til huset var der ingen spor af Søren selv, de havde taget ham til et nærliggende kapel. Han allerede havde ligget død i nogle dage, da han blev fundet, og der var en stærk forrådnelse af liget. Merete havde derfor besluttet, at han skulle brændes. Søren selv havde ikke fastlagt sig om tiden efter hans død. Hvad hans geniale hjerne end tidligere havde tænkt og udtænkt, nu var den udslukket for altid og det gjorde i den henseende ingen forskel, om den også blev brændt. Det fik mit til at tænke på, at Søren forresten havde bragt noget til papir og derved muliggjort dets videre anvendelse. Det lykkedes mig at få fat i to kasser, hvor han havde gemt sine optegnelser. De ligger nu oppe på vores loft og venter på, at jeg får tid til at sætte mig ind i sagerne. Sørens store samling af klassisk musik blev givet til den mellemste datter, der som den eneste havde vist interesse for dette, ellers var der ikke så meget, der var værd at arve. Det var en ting, der slog mig da vi mugede ud imellem alle de kasser, Søren

havde anbragt på loftet. Han havde ikke nået at anbringe tingene, men han havde jo heller ikke kunnet lade være med at opbevare dem. Jeg undrede mig over, hvor friskt Merete sendte kasserne med fotos et skævt skul og så lod dem gå samlet i containeren. Kort efter holdt hun en pause, og jeg benyttede lejligheden til at se hvad det var, hun så rundhåndet havde ladet sejle bort. Det var utallige familiebilleder, men måske derfor noget hun ikke ville kendes ved nu. Jeg smuglede dem forsigtigt ud i min egen bil, for det tilfælde at Sørens børn en gang skulle have interesse for dem. Samtidigt måtte jeg indrømme, at de fleste efterladenskaber ikke ville få nogen tilsvarende udskydelse af deres endelige destruktion. Hvordan ville det mon gå de ting, jeg omhygeligt har samlet sammen, efter min død? Ubeset i containeren? Man kunne kun gyse ved tanken. Det vigtigste, set med Meretes øjne, stod nok på en eller anden konto, men hvad angik det mig? Og hvad ragede det Søren nu? Han havde nu endelig fået overstået skillepunktet, resterne af ham lå to meter under overfladen. Nu kunne han ikke synke dybere.

Morderen og Ofret

Jeg skulle ikke have fornærmet dem allesammen så grundigt. Det er for sent at sige nu, men jeg kunne jo heller ikke vide at de ville have reageret på den måde. Og selv om jeg nu havde regnet med, at de havde magt til at gøre det – og når jeg tænker nærmere over det, er det jo klart, at de også besidder den magt – selv da ville jeg ikke have troet, at de også havde viljen til at bruge eller misbruge denne magt, for de kan ellers ikke karakteriseres ved deres handlevirke, så længe tingene bare kører nogenlunde på deres måde. Men det gør de åbenbart ikke mere, og det er derfor at man vil have mig ryddet af vejen. Måske ville jeg tidligere have været stolt af at være nået så langt overfor de veletablerede, også i påvisningen af at der ikke er så langt fra de virkeligt fornemme toneangivende i vores midte og så forbryderne i undergrunden. Efter at jeg knap har overlevet to attentater og ved, at det tredie vil lykkes, er der ikke mere stolthed tilbage. Rent bortset fra, at min død ikke vil blive sat i sammenhang med det, der har forårsaget den. Nej, jeg er parat til at afsværge alle mine tidligere beskyldninger og således at medvirke til at rense dem jeg har sværtet til, hvis de blot vil forskåne mig for det, der nu er i gang. Og dog, jeg ved, at det er for sent, der er ikke nogen, der hører på mig mere, intet gremium der vil beslutte, at nu er det nok, "lad bæstet angre offenligt og slip ham så fri," for dem er jeg allerede et afsluttet kapitel, som det ikke er værd at beskæftige sig yderligere med, de har langt vigtigere ting at beskæftige sig med, og at de overhovedet har behandlet mit tilfælde, kunne man, som sagt, føle sig beæret over. Men det er jeg altså ikke. Jeg lider allerede, men det er let at undertrykke for jeg ved, at det snart bliver værre. Snart vil man lade mig forstå at også begrebet ’ulideligt’ har forskellige gradueringer. Det er sikkert ikke i de høje herrers interesse, for dem er jeg blot en, der er for meget her i verden. På den anden side er de helt ligeglade med, hvad der sker mig før jeg forlader den, når blot jeg til slut gøres tavs for stedse. Og at det ikke bare er min død der venter mig, må være klart af båndene, der binder mig fast til radiatoren her i kælderen, og så ordene, da man havde overmandet mig og var ved at prygle sjælen ud af legemet: "Hold dig nu lidt tilbage, du må ikke slå ham ihjel endnu, vent til chefen kommer, han har også en høne at plukke med ham." Så lod de mig være alene, og nu sidder jeg her, bundet

med en snærende snor til radiatoren på en helt ubekvem måde i et mørkt kælderrum uden vinduer, som så tilmed er aflåst. Mere galt kan det vel ikke gå. Jeg kan kun håbe på at et af sparkende har udløst en indre blødning, som jeg så kan dø af, inden chefen kommer. Jeg er ikke bange for døden, det er den eneste befrielse jeg nu kan vente mig. Tidligere har jeg beskæftiget mig meget med døden og har skelnet mellem det at dø og så det at være død. Nu er det svært at skelne mellem disse enkeltheder, det er det der kommer før døden der interesserer mig nu. Tidligere ville jeg have følt en vis tilfredshed ved at have meddelt mig forinden om den sammenhæng, jeg havde opdaget. Men det var jo tidligere, og det er ikke det, jeg savner nu, selvom min død må forekomme endnu mere absurd, når jeg ikke kan meddele mig. Og dog, hvad spiller det for en rolle nu? Selv hvis jeg havde efterladt en slags testamente, var det næppe blevet læst af nogen sidenhen; og selv hvis det var, ville det ikke nytte mig noget nu. Det er selvfølgelig trist at være alene her, ikke at kunne meddele sig, men det er for intet at regne mod at blive holdt i live, indespærret som en burhøne, således at man sidenhen kan blive dræbt på en langsam og yderst pinagtig måde. Nej, jeg har en bedre sammenligning: Som en mus der er bundet, mens man har kaldt på katten, som man ved gerne vil lege med musen inden den får nådestødet. Men det er noget man må tænke sig til. Musene har aldrig skrevet noget om hvordan det føles at blive udleveret til en kat på den måde. I det hele taget ved man meget om, hvad der foregår i morderens hjerne, men intet om ofrets følelser, for et mordoffer er jo, per definition, død når denne tilstand er nået, og dermed forhindret i at sige og skrive noget. Selvfølgelig kender man lidt til sagen fra dødsdømtes udsagn, men det er jo ikke helt sammenligneligt, selv ikke hvis de er uretfærdigt dømt i et af de barbariske lande, der stadig benytter sig af denne form for statsmord. Ellers er ofret kun af rent sekundær betydning, f.eks. for at gøre det muligt at opklare et eller flere mord. Her er vi kun interesseret i morderen og opklareren. Det vil altså sige, at det, der går igennem mit hovede netop nu, hvor jeg er blevet torteret og venter på en grusom død, faktisk er enestående, hvis det bare kunne gengives til andre, endnu levende? Skulle jeg prøve hermed at opnå lys, papir, kuglepen og så at få den højre hånd fri? De ville bare grine af mig når de kommer eller, hvad der er værre, endda lade mig skrive noget og så, for at forøge pinen, destruere det for mine øjne. Men det er de nok for dumme til, når det kommer til stykket; jeg gætter på, at det er en slags moderne analfabeter, der selv kun lige kan læse overskrifterne i morgenaviserne og får resten fortalt i

fjernsynet. Det kan ikke være væsentligt at kalde på dem, dette ville blot forøge pinslen, og det er ikke den jeg længes efter. Hvis de venter nogle timer endnu er der en chance for at jeg kan forbløde inden de kommer. Jeg kan høre pulsen i højre side af hovedet. Det har jeg aldrig bemærket før. Til gengæld er det ikke noget nyt at jeg kan mærke hjertet slå når jeg koncentrerer mig om det. Pulsen er måske lidt over 100 og blodtrykket ikke ligefrem svagt. Ikke det man kunne forvente at finde når man er ved at forbløde. Det tyder på at jeg skal igennem en slem pine. Selvom jeg på sin vis længes efter døden og det smerter mig at være bundet op på denne måde, kan jeg ikke lade være med at håbe på at chefen, hvem det så siden er, vil blive endnu mere forsinket. Det er en mærkelig fornemmelse. Jeg ved, at intet kan redde mig og længes derfor bare efter at få det overstået, og samtidig er jeg bange for den videre tortur, især når jeg tænker på, at det jeg allerede har modtaget kun var en forsmag. Hvor smertefuldt det nu var, og forresten stadig er, dette er ikke noget man dør af. Til gengæld er det nu direkte smertefuldt at være bundet op af radiatoren. Især venstre arm synes at lide under det, den er helt bedøvet og samtidig gør det ondt. Også benene trænger til bevægelse – og med det samme må jeg spørge mig: Hvorfor egentlig? Jeg er som et dyr på slagtebænken der blot skal aflives, med den forskel, at jeg nogenlunde ved hvad der forestår. Altså, lad os få det overstået, kom nu endelig, hvem det så siden er. Denne tapre indstilling får jeg ikke lov til at beholde længe. Jeg hører lyde udenfor kælderdøren, en nøgle stikkes i døren – og straks håber jeg at låsen nu ikke går op. Bliv væk, jeg vil alligevel ikke have, at I kommer. Jeg er ikke parat endnu, der er endnu noget at tænke over, selvom jeg ikke kan meddele det til nogen. Låsen synes ikke at være på min side, det er der jo heller ikke nogen eller noget andet der er; døren går op og lyset tændes. Jeg blinker med øjnene, det tager lidt tid før jeg kan se klart, men jeg fornemmer næsten med det samme, at der kun er én anden person i rummet. Han nærmer sig mig, men først da han er helt henne ved mig, genkender jeg ham. "Gudskelov, det er Dem. Hvordan er De da kommet her? Nå, det kan vi snakke om senere. Skynd Dem at binde mig fri inden de andre kommer, vi må se at komme væk herfra," hvisker jeg. "Det glæder mig at se Dem i live igen," siger han idet han bøjer sig over mig og prøver at finde ud af rebets knuder. Det var vel nærmest et tilfælde at jeg fandt

Dem her. Men sig mig, har De ikke efterladt en besked, en optegnelse over, hvad De har fundet ud af? Efter at De forsvandt har man gennemsøgt Deres lejlighed uden at finde noget." "Det er så kun fordi man ikke har kigget i urtepotterne. Jeg har gemt nogle papirer i en vandtæt plastikfolder i jorden af den store oleander," siger jeg. "Men skynd Dem nu, knuden mellem benene har De lavet til sidst. Har De ikke en lommekniv? Der er ikke nogen grund til at skåne snoren." "Jeg har faktisk en kniv," svarer han. "Men jeg har nu andre planer med den." Pludselig drejer han hovedet og råber højt: "I kan godt komme ind. Den ligger i jorden under den store oleander. Ring og fortæl dem det, de skal så melde tilbage straks om det er." "Fantastisk klaret, chef. Det bliver udført med det samme," siger en af dem der har fanget, slået og bundet mig her. Det var et chok. Ham, som jeg har troet var den eneste rene i denne forsamling, han er også med i banden; ja, værre endnu, han er chef for den. Og jeg idiot har plapret ud med det, der måske kunne have holdt mig i live. Helt gratis, simpelthen i blind tillid til, at han var kommet for at befri mig. Når man ønsker sig noget så brændende tror man alt for let på, at det så må være kommet. I stedet for har jeg leveret et nyt bevis på chefens overlegenhed. Den anden primitive type kommer hen til mig. Han ryger på en cigaret og blæser røgen hen i hovedet på mig. Selvom jeg hader cigaretrøg forekommer det mig i øjeblikket komplet ligegyldigt. Fyren bliver pludselig høflig og siger: "Det må du undskylde, jeg har glemt at tobaksrygning kan forkorte livet. Jeg må hellere slukke den." Latteren fra ham og chefen blander sig med mit skrig da han presser cigaretten ud i min højre hånd, den jeg endnu har fuld følelse i. Det lugter lidt af brændt fedt, men heldigvis går den hurtigt ud, måske har cigaretten drejet sig under det hårde tryk. Han lader den falde og giver mig et kraftigt spark i siden. Formentlig brækkede han derved et par af mine ribben. Jeg skriger videre, der er ingen grund til at holde sig tilbage, men det nytter heller ikke noget. Chefen har andre overvejelser og rækker armen ud foran min bøddel og siger: "Vent lige til vores folk har ringet tilbage fra lejligheden, det kan ikke vare så længe." Med andre ord, bandens folk har brudt ind i min lejlighed og har afventet videre instruktioner der. Det kan højst tage ti minutter, så har de fundet min seddel og eksekutionen kan gå videre.

Det tog ikke en gang fem minutter, så står han der igen: "Det var helt rigtigt med oleanderen, men der nævnes lige til at begynde med noget om en bankboks, i hvilken der ligger yderligere informationer. Og de har heller ikke fået nogen boksnøgle." Chefen vender sig om mod mig. "Nå, så var min fornemmelse alligevel rigtig. Fortæl os så hvor den nøgle er." Af min tavshed slutter han vel at jeg ikke vil sige mere, nu hvor jeg ved hvem han er. I virkeligheden tænker jeg over, hvor de har den information fra, jeg har ikke nogen boks og følgelig heller ikke nogen nøgle til den. På den ene side kan det være et godt tegn, at de nu søger efter noget andet, på den anden side skal jeg give dem en information om en nøgle, som de ikke bare skal kunne finde. En nøgle der ikke eksisterer, og jeg skal forklare noget om den. Jeg bliver afbrudt af mine spekulationer af et nyt spark, lige midt i de brækkede ribben. "Nej, hold nu op med den stumpe vold, vi skal bruge ham i live – i hvert fald lidt endnu," siger chefen. Utroligt at den lille vindtørre man med de halverede guldbriller på næsen har sådan en magt over de stærke, ret unge og særdeles primitive fyre. Henvendt til mig siger han: "Altså, jeg kan ikke redde dit liv, men jeg kan forkorte din død. Sig mig nu hvor boksen er og hvor nøglen er gemt, så skal vi gøre en ende på det. Bankerne åbner om en time." Er det allerede morgen? Nå, det kan da også være ligemeget. Her i kælderrummet kan der kun oplyses med en elektrisk pære. Og så er chefen pludselig også blevet per du med mig. Nå ja, man er jo også per du med en hund; det er i hvert fald en fortrolighed jeg ikke vil gengælde: "Dræb mig langsomt eller dræb mig hurtigt, af mig får De ikke mere at vide!" "Nå, det får vi nu at se," svarer han lavmælt, vender hovedet og bjæffer til telefonisten: "Hent min taske – og sig til de andre at de skal vente i lejligheden lidt endnu." "Det bliver de ikke glade for at høre. De kan bedst lide at arbejde om natten," svarer den anden og forsvinder for at ringe. En anden fyr går med op og kommer tilbage med tasken, en gammel slidt brun lædermappe, måske en aflagt skoletaske, som dog ikke indeholder noget papir. Chefen åbner den og tager et lille apparat ud. Ved siden af er der en ledning der ender i to elektroder. "Lad os så se om medicinen kan hjælpe os med at finde

sandheden." Han tilslutter det på en af mine arme og starter med at sende en lille impuls igennem. Det gør egentlig ikke ondt, men det er der også en forklaring på: "Det var kun 10 mA, men nu skal vi først finde smertetærskelen," og så fortsætter han med 20 mA, som gør en smule ondt, 30 mA som gør mere, 40 mA som næsten er smertefuldt og 50 mA, der kan betegnes som sådan. Det kan faktisk ikke betragtes som værre med 60, 70 og 80 mA, men jeg prøver ikke at sige noget. Alligevel har han vel gættet reaktionen: "Tærskelen ligger mellem 40 og 50 mA," konkluderer han tilfreds. Han har tilsyneladende ikke travlt. Grobrianen ved siden af synes fuld af beundring og spørger, i håb om alligevel at kunne lære lidt mere om tortur, "Har De fået apparatet fra Sydamerika, chef?" Han ler til svar: "Nej, det var ikke nødvendigt at gå så langt væk. Det er noget narkoselægerne bruger til at måle graden af muskelafslapningen. Og da de af og til glemmer at slukke for maskinen når operationen er færdig, har nogle af deres ulykkelige ofre kunnet fortælle, at det også kan anvendes til et andet formål. Nu skal du se, vi lader den stå på den maximale strømstyrke, her 80 mA, givet over 300 msec. Indtil nu har jeg brugt enkelte stimuli, som dette ..." Jeg skulle lige til at reflektere om forskellen mellem tiltalen der bruges af de to, men et kraftigt stød bringer mig på andre tanker. "... og så kan man give fire stimuli lige efter hinanden," fortsætter chefen og demonstrerer dette, "men endnu kraftige er den såkaldte ’double-burst stimulation’, to korte rækker af strømstød, det skal vi lige prøve inden vi nu for første gang spørger om nøglen, og så skal jeg vise dig hvad apparatet kan som er meget værre." Zak-zak, det bliver virkelig værre, jeg kan egentlig ikke forestille mig at en videre intensivering er mulig, og dog er det netop hvad chefen opnår. Og jeg har stadig ikke fundet ud af hvad jeg skal svare, et eller andet med en nøgle. Det bedste er nok at fornærme denne bandechef, hvad kan jeg egentlig tabe ved at gøre det? "Jeg kan allerede se avisoverskrifterne for mig: ’kendt professor chef for lokal mafia,’ eller noget om, at han ved anholdelsen brød sammen og græd som et barn," siger jeg. Han ignorerer bemærkningen og forklarer videre: "Når man så trykker på denne knap kommer der igennem 5 sekunder 250 strømstød. Problemet bliver her at vælge mellem de mange tilståelser."

Det kan der være noget om. Lad mig dog endelig slippe: "Nøglen hænger ..." Nej, jeg må ramme ham på et mere ømt punkt: "Professoren kompenserede for sin latterlige statur og fysiske mangler igennem vold og magtsyge," citerede jeg videre af imaginære avisartikler. Endnu et langvarigt strømstød fulgte som belønning. Nu var jeg parat til at sælge min bedstemor, og alligevel: "Intet under at ingen kvinder kunne holde ham ud. Havde han ikke haft så mange penge ville han vel slet ikke vide hvad en kvinde var." Den sad. Chefen lader apparatet falde og slår mig kraftigt i hovedet, som rammer radiatoren med en høj klingende lyd til følge. Så hører jeg ikke mere.

Sådan kan det altså være at dø. Her er beretningen, men desværre er den vel ikke så interessant, for ofret var måske et offer for tortur men ikke for et mord. Derfor er det stadig uvist hvad et mordoffer føler ved sin død, og jeg er bange for at dette gør min beretning uinteressant. Måske skriver chefen netop nu en beretning om, hvordan det opleves fra den anden side, for han kan nu koncentrere sig om det hvor han nu er. Desværre er sådanne beretninger heller ikke særlig interessante, mange mordere har tidligere kunne forklare deres tankegang. Da jeg vågnede op, lå jeg i en hospitalsseng. De forklarede situationen som at alt var godt, og nu gad de snart ikke at sige det mere. Jeg kunne nu ikke huske at de havde sagt det før, men sådan er det nu med hjernerystelser. I mellemtiden ved jeg at indbruddet i mit hjem var blevet opdaget og at politiet derved havde fundet frem til, hvor man holdt mig fanget, og så var det, at hele banden fløj op. Måske en happy end, men enkelthederne interesserer mig ikke mere. Jeg havde nu endelig indstillet mig på at dø, og så blev jeg snydt. Og måske alligevel ikke helt: Det bliver et andet liv efter dette.

Ridderen og Vagabonden

Ridder Peder nærmer sig byen i skarpt trav. Han havde gerne redet hurtigere, hvis det ikke var fordi at han skulle ride så langt. Nu er han tæt på målet og hesten er træt. Det er nu også ved at blive mørkt, solen er gået ned for kort tid siden og byen ligger i en smuk shilhuet mod aftenhimlens høje lyserøde og lave lilla skyer på den blå men tiltagende mørke himmel. Forude rejser et menneske sig pludseligt; måske en røver? Ridder Peder drager sit sværd og råber "Af vejen, du skurk!" Den fremmede bliver imidlertid stående og løfter højre hånd. Da Peder kommer nærmere ser han at den fremmede er ubevæbnet og lurvet klædt på, men det udelukker jo ikke, at der også kan være andre til stede der blot venter på, at Peder skal bringe hesten til standsning. Nu er den fremmede sikkert indenfor hørevidde: "Til side, sagde jeg!" råber ridderen. Sværet er rettet mod ham, og alligevel rører han sig ikke fra stien. Det er ikke helt normalt, hverken den fremmedes eller Ridder Peders holdning. Den første kunne have viget til side for den frembrusende rytter med hævet sværd, den anden kunne i bedste fald have givet ham et dask på armen med den brede side af sværdet. Måske reagerer de ikke normalt fordi de begge er trætte på dette fremskredne tidspunkt, måske også fordi Ridder Peder regner med, at der ligger bevæbnede røvere på lur og tidspunktet ligefrem synes at indbyde til at overfalde forsinkede fremmede der er ude efter solnedgang. Få sekunder efter sin anden advarsel gennemborer Ridder Peders sværd den ubevæbnede vagabonds bryst. Nu bliver han nødt til at standse hesten et kort øjeblik for at trække sværdet ud igen, så sprænger hest og rytter videre mod byen. Tilbage falder vagabonden om. Der er ingen lyd ellers at høre, ingen røvere der springer op for at komme deres kammerat til undsætning. Efter kort tid når Peder åbent land hvor han stopper og kigger tilbage. Vagabonden kan han ikke se mere, kun nogle få fugle synger deres hyldest til solnedgangen, ellers er der stille. "Som jeg har ramt ham må han enten være død på stedet, eller han dør indenfor de næste par minutter," tænker Peder. "Hvis jeg havde ramt ham i maven havde det måske varet 3-4 dage, men han var selvfølgelig død alligevel. Nu er det sket på et øjeblik. Der er bare det dumme ved det at mit sværd er blevet helt blodigt.

Jeg kan ikke bare stikke det i skeden på den måde. Jeg må prøve at få det renset inden jeg kommer frem." Der er ingen lov der forbyder en ridder at dræbe en vagabond, især ikke en der kan mistænkes for at tilhøre en røverbande. Ridder Peder har altså ikke noget at være bange for, intet at skjule, skulle man mene. Og alligevel synes Peder opsat på ikke at gøre det forefaldne bekendt. Ikke kun at han har svinet sit sværd til uden grund, han har også dræbt en værgeløs modstander, heller ikke ligefrem nogen heltegerning. For hans værtsfolk i aften er det heller ikke nogen hæder at vide at Ridder Peder blev nødt til at slå en mand ihjel lige udenfor deres by. Det er nok bedst ikke at genere nogen ved at fortælle om det forefaldne. Heldigvis er der en bæk udenfor byen, hvor det er muligt for Peder at rense sværdet. Liget derude er der nok nogle der skal tage sig af senere, hvis ikke nogle mennesker, så i hvert fald nogle dyr. Ridder Peder når frem til sine værtsfolk i byen. Han undskylder sin sene fremkomst, egentlig uforsvarligt at rejse så sent. Hans hest kommer i stalden til de andre heste, en karl sørger for den og Ridder Peder bliver der naturligvis sørget endnu bedre for, inden han endelig kan gå til ro. Han er da godt træt og en lille smule fuld, så han sover straks ind.

Den næste dag gør han sine ærinder i byen. Henved middagstid bestiger han atter sin hest og ridder hjemad. Hans hovede er fuldt af de betydninger, hans aftale med værten nu kan have, og han tænker ikke videre over hvad der sker omkring ham. Iøvrigt er der mange folk på vejen på dette tidspunkt. Og så kommer han forbi det sted, hvor han slog den fremmede ihjel. Liget ligger der endnu, men der er tre andre, levende personer omkring det: En kvinde og to små børn. Helt klart tyende, intet en adelsmand bør interessere sig for. Og alligevel er det netop hvad Ridder Peder gør. Han kan ikke sige hvorfor, om det er fordi kvinden er ung og køn, sine grove klæder til trods, eller om det er fordi han nu selv slog manden ihjel, hvad der jo ikke er nogen der behøver at få at vide. Måske vil han bare have opklaret om det nu er den dræbtes familie der står omkring ham, i så fald har børnene ikke nogen lys skæbne. Moderen kan måske finde en ny mand, men hvem vil have børn fra en anden far? Hvad nu grunden så siden er, Herr Peder stander sin hest ved siden af liget og

tager hatten af. Han fortryder den sidste bevægelse og tager den på igen efter et par sekunder, men det er da ingen skændsel at vise respekt for en afdød. Kvinden ser op på ham, hun ved heller ikke om hun skal lade sorgen eller respekten for en adelsmand råde. Det sidste vinder, hun rejser sig og bøjer hovedet, hvor tårerne har tegnet mange striber i den uvaskede hud. På spørgsmålet om hvad der er sket svarer hun: "Min mand er blevet dræbt i aftes eller i nat, her kort før han nåede byen hvor vi bor. Nogen har stjålet vores oksekærre efter at de har dræbt ham, det er bare mærkeligt at der overhovedet ikke er nogen spor efter kærren her. Hvad skal der nu blive af mig og mine to små?" Ridder Peder er forskrækket. Ved nærmere eftersyn i dagslyset er den dræbte nu ikke så simpelt klædt på som man kunne forvente af en omstrejfende. Og når han har ejet en oksekærre og boet i byen har han da i det mindste haft en vis position. Hverken en vagabond eller røver men et offer for røvere – men hvor og hvornår? Kun Ridder Peder ved, at det ikke er røverne der har dræbt manden, men det er en viden han gerne vil beholde for sig selv. Det tog jo heller ikke mange sekunder at dræbe ham og der ver heller ikke nogen der så det. Ridder Peder tænkte på hvad manden havde haft i sinde da han havde rakt hånden op i går aftes. Formentlig havde han bedt om hjælp after at have været blevet udplyndret; og ham der skulle have hjulpet havde dræbt ham i stedet. Eller han havde antaget at også ridderen ville løbe direkte i røvernes kløer og så prøvet at advare ham; og ham der skulle have været advaret havde stødt sit sværd i brystet. Eller han var bare desparat efter at have mistet vogn og okser, måske let omtoget efter en kamp med røverne, hvis der havde været mere end en; nu mistede han også livet. "Hvor gammel blev din mand," spørger Ridder Peder. "Seksogtyve somre, Deres Nåde," svarer kvinden. ”Den kærligste mand nogen kunne drømme om, måske fordi han selv havde klaret at vokse op som vores børn nu – blot var han 10 år gammel da han mistede side forældre. Katarine og Jens er kun 4 og 5 år gamle. Jeg ved ikke hvordan de skal kunne klare sig." "Har du sendt bud til sognefogeden om hvad der er sket?" spurgte ridderen. "Ja, de er undervejs. Hvis jeg ikke tager fejl er det ham, der kommer derhenne," svarede hun. Ridder Peder ser tilbage mod byen. Et mindre optog nærmer sig en halv mils vej tilbage. Ikke fordi han har noget bestemt at frygte, men det er nok bedst snart at

komme afsted. Han føler sig alligevel skyldig, men for stor en interesse ville igen vække nysgerrighed om, hvad der havde udløst den. Han finder et par guldmønter frem og giver dem til kvinden med ordene, "måske kan det hjælpe til at holde sulten for døren den nærmeste tid." En helt overraskende mildhed, som svært kan forklares. Kvinden er forbavset og vil takke ham, men Ridder Peder sporer hesten og rider bort. Der er nu ingen tvivl om, at han på få sekunder har dræbt et menneske og formentlig ødelagt eksistensen for to eller tre andre. Sekunderne står i en grotesk modstrid til de 26 år, som dette menneske havde tilbragt forinden det skæbnesvangre møde. Hvad kan denne tid have gemt på? Ridder Peder gyser ved tanken. Han har været med i et slag, hvor han oplevede at se mange hundrede unge mænd blev dræbt på en nogenlunde tilsvarende måde, mange andre ville sikkert dø senere efter stor lidelse fra lemlæstelserne. Den gang havde han lukket øjnene for det meningsløse i dette slagteri, men han havde aldrig glemt indtrykkene. Nu kommer de igen op i ham, forstærket af denne ene skæbne. Praktisk taget alle de dræbte var simple bondeknægte, der ikke frivilligt var draget i krig. Hvad for et spild var nu det, hvis bare nogle af disse skæbner lignede den, han nu har gjort en ende på. Han tænker tilbage til situationen forrige aften. Egentlig kan han godt forstå, at han havde reageret som han havde, men samtidig er han sikker på, at ingen anden ville kunne forstå det. Hvad der er gjort, står ikke til at ændre. Det vil ikke bedre sagen at forklare, hvem der er drabsmanden og hvorfor. Selv det at kalde enken i sin egen tjeneste kunne forstås som en tilståelse, nogen kunne spørge hvad han havde foretaget sig inden han kom til byen efter solnedgang. Så småt begynder Ridder Peder at håbe på, at tyven eller tyvene der stjal oksekærren med forspand enten vil gå fri eller blive hængt inden de når at sige for meget – hvilken af delene er nu ikke så vigtigt. Ridder Peder fortsætter vejen hjem til sit gods. Skønt han selv er en adelsmand, kan han ikke bestride visse fysiske ligheder med den dræbte, også alderen er identisk. Også for hans eget liv kan der pludselig blive sat en stopper, måske med det næste slag, måske endda meget tidligere, allerede på vejen hjem. I så fald er det skæbnens magt. Det kan ramme enhver, når som helst. Ved nærmere eftertanke var det blot dette, der havde indhentet den fremmede mand. Nok har

Ridder Peder i dette tilfælde været skæbnens udstrakte arm, men i virkeligheden er det jo Guds vilje, der skete; Gud gjorde jo intet for at forhindre det. Måske lidt trist og uværdigt at blive brugt som skæbnens banemand for et almindeligt og endda ubevæbnet menneske, men også det må man jo acceptere som skæbnens bud. Det lykkes langsomt Peder at fortrænge begivenheden, således at han, da han endelig når hjem, i opløftet stemning kan fortælle om det gunstige resultat af sin rejse og helt glemme, hvad der ellers var sket.

Særlingen

Jeg besøgte ham på plejehjemmet ’Himmelsporten’ efter at han havde været der noget tid – nå ja, hvis jeg skal være ærlig var det nogle år efter at Johan blev overført dertil. Jeg havde længe villet besøge ham, men der kom altid noget i vejen, og min gamle ven blev jo pænt hvor han var sat. Så vidt jeg ved fører der også kun én vej ud fra institutionen, og fysisk set var Johan jo langt fra at være moden til at blive båret ud på seks skuldre. Men en dag kom lejligheden: Jeg skulle til et møde i nærheden, og jeg kom da også nogenlunde præcist derhen, men kun for at finde ud af, at mødet var aflyst. Det var ærgerligt, spild af tid, det kunne de da godt have sagt før, og så videre. Jeg skulle have et nyt møde to timer senere, egentlig planlagt så min tid blev disponeret meget effektivt, men nu vidste jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle stille op her. Hvis jeg kørte tilbage til kontoret, var halvdelen af tiden gået tabt, og jeg kunne dårligt nå at leve mig ind i nogen projekter. Men så var det, at jeg kom i tanker om min dårlige samvittighed, og så fik det hele jo ligesom et formål. Jeg parkerede lige i nærheden, men da jeg steg ud af bilen, begyndte det at regne temmelig kraftigt, så jeg var godt gennemblødt da jeg nåede i læ i døråbningen af ’Himmelsporten; helt i læ var det nu ikke, der var kun et meget lille halvtag over døren og jeg kunne mærke at regnen piskede imod den nederste del af buksebenene. Men jeg kunne ikke bare gå ind, døren var låst. Jeg ringede på døren. En plejer lukkede op. Jeg så gennem glasruden i døren, at han åbnede indefra med nøgle. Han spurgte, hvad jeg ville, det var først besøgstid kl. 15. Ikke tale om at jeg straks ville ud i det møgvejr igen, når jeg endelig havde taget mig sammen til at besøge Johan. ”Jeg er advokat for Johan Svendsen,” løj jeg. Jeg er ikke en gang jurist, men man kunne ikke se udvendigt hvad mappen indeholdt, og jeg var jo klædt på til et officielt møde. ”Det er så en anden sag. Hvis jeg lige må vise dem hen, han bor på første sal, værelse 139. Vi kan tage trappen, hvis Deres knæ kan bære Dem så vidt. Det var en lille institution, et depot for psykisk og fysisk handicappede, og de fleste af patienterne var mellem 70 og skindød. Jeg så nogle af de stakkels individer og

krammede hårdt om min taske; her galdt det om ikke at blive forvekslet med dem, der ikke måtte forlade stedet. Forhåbentlig kunne ham plejeren huske mig, så jeg til sin tid atter ville blive låset ud i friheden. Jeg var så småt begyndt at fortryde, at jeg overhovedet var kommet herhen. Uden at banke på åbnede han døren til værelse 139 – et navn var der ikke, mange af patienterne var her jo kun i kort tid, inden de forlod stedet i den vandrette stilling. I det mindste havde Johan sit eget værelse – om det var normalt her, ved jeg faktisk ikke. Han sad i en kørestol og så forbavset op, da vi brasede ind. Bag ham løb fjernsynet med et ligegyldigt program om nogle cykelryttere – og da jeg vidste, at Johan hadede sport, kunne jeg svært forestille mig, at det var hans ønskeprogram. ”Goddag Herr Svendsen. Det drejer sig om Deres testamentariske optegnelser,” begyndte jeg, men afbrød så min talestrøm, da plejerens nysgerrighed var betydelig. Jeg vendte mig halvt om. ”Tak for hjælpen, resten klarer jeg selv.” ”Når De skal ud, er der en klokke ved indgangsdøren, forresten i godt to meters højde, så patienterne ikke ringer i utide,” sagde han surt og forlod os. ”Hej, Johan, undskyld at jeg bare braser ind uanmeldt, men jeg var lige i nærheden, og så tænkte jeg at jeg ville se til dig.” ”Tak skal du have, det er jo ikke hver dag, man får besøg,” svarede han roligt. ”Ikke hver dag, ikke hver uge, ikke hver måned, men i det mindste hvert år, til nu i hvert fald. Hvad var det for noget sludder med et testamente, du nævnte?” ”Det var bare en lille nødløgn for at slippe ind udenfor besøgstid.” Johan kluklo. ”Det er svært at forstå, hvorfor der overhovedet skal være en besøgstid; der kommer jo ikke nogen alligevel. Vi er alle umyndiggjort, så der er ingen penge at hente her, i modsætning til f. eks. et alderdomshjem, hvor der er trængsel når pensionerne udbetales. For os her er det et ideelt samfund – i det mindste hvad pengenes unødvendighed angår. Så er der selvfølgelig også nogen bagdele, for eksempel den låste hoveddør, men for de fleste af os består der intet krav efter frihed.” ”Og for dig selv?” ”Jeg ville selvfølgelig gerne væk herfra,” svarede Johan, ”men ikke for at

komme ud blandt andre mennesker. Jeg har lært at de ikke har brug for mig, mit mål er derfor også at blive uafhængig af dem. Men tag dog din frakke af, jeg ser at skyerne har svoret sig sammen til at give regn.” Jeg lo. ”Du har altså stadig ikke opgivet dine konspirative ideer?” ”Hvad skulle bringe mig til det? Jeg har kun opgivet at overbevise jer andre om dem. Det må være en stor lettelse for jer ikke at blive forstyrret at mine epistler – men selv om jeg må undskylde dem, var det faktisk velment. Jeg mente den gang at gøre det godt ved at fjerne skyklapperne, men i mellemtiden har jeg indset at I er lykkelige i jeres uvidenhed, i modsætning til mig, som erkendelsen har bragt ind i dette fængsel,” svarede han syrligt. Jeg var jo ikke kommet for at høre personlig kritik, men den stakkels fyr virkede lige nu egentlig ikke, som om han var forrykt, og hvis han alligevel var det, så værsgod, jeg kunne ryste det af mig når jeg slap bort herfra, ligesom min frakke heller ikke ville bevare spor af regnen når den var tørret en gang i aften. ”Hvordan gik det egentlig til, at du landede her?” spurgte jeg. ”Når man anklager flertallet af politikere og pressefolk, sammen med nogle rigmænd i udlandet, så må man egentlig ikke være overrasket over, at man ikke har meget at stå imod med. Mine retfærdighedsideer viste sig at være illusoriske og dem, jeg anklagede, bekræftede deres konspiratoriske magt ved meget let at være i stand til at knuse mig. Hvor var jeg dum at udfordre en sådan modstander. Jeg havde egentlig håbet at de ville slå mg ihjel, som du ser er jeg bundet til kørestolen, og det havde været en nådig måde at slippe for den videre forværring af min sygdom. Men mine modstandere indså, at det for nogen kunne opfattes som en bekræftelse af mine teorier, hvis jeg blev skaffet af vejen på den måde. Hvad der skete, må set ud fra deres synspunkt kaldes en genial løsning: Jeg blev erklæret for forrykt og indespærret på denne lukkede anstalt. På den måde var man sluppet af med mig, samtidig med at alle kunne se, at disse idéer var udsprunget af en syg hjerne og derfor ikke skulle tages alvorligt.” Han tav, men det gjorde jeg også, for en tid, i hvert fald, mens jeg tænkte over de bitre ord. For ligesom at fylde tiden ud spurgte jeg ham, hvad han fik tiden til at gå med her. ”Det er selvfølgelig et problem. Men dagen har sin triste rytme, og herudover er jeg stadig interesseret i nyhederne, som jeg dog kun har fra radio- og TV-avisen.

Jeg hæfter mig til de interessante nyheder og har efterhånden fået næse for dem, der meget hurtigt forsvinder fra den videre nyhedsformidling. For ikke at glemme dem, skriver jeg dem ned, men da jeg hverken har computer eller skrivemaskine her, må jeg nøjes med håndskrevne notitser – og det med min håndskrift! Så jeg er stadig uforbederlig på dette punkt, selv om jeg naturligvis tager min viden med i graven, mens mine optegnelser bliver forbrændt.” Triste udsigter for et menneske, der vel skulle have svært ved at foretage noget, som han vidste ingen ville gøre brug af. Johan må have gættet mine tanker, for han fortsatte: ”Når jeg tænker tilbage, er det vel også kun, hvad der var tilfældet i de sidste mange år. Der er ingen, der har troet på, hvad jeg skrev og sagde, og derfor var der heller ingen, der protesterede, den gang jeg blev overført hertil.” ”Undskyld, men jeg har læst alle dine breve, og jeg var forflyttet til udlandet, den gang du havde problemerne, som jeg først erfarede om senere. Fortæl mig lige, hvad det var, der skete.” ”Høh, problemerne? Det er en meget forsigtig måde at udtrykke det på, men jeg skal da kort fortælle, hvad det var, der nu skete. For lidt over to år siden blev jeg anholdt for at bagtale politikere i ud- og indland. Også min anklage mod en rigmand i New York for at stå bag WTC-sprængningen i 2001 og det dermed forbundne assurancesvig af historisk rekordagtige dimensioner havde medført en bitter reaktion. Men der var nu alligevel nogen, der rørte sig efter min anholdelse, selvom det som antydet ikke var nogen, jeg kendte. Pludselig opdagede man, at det ville hvirvle ny opmærksomhed op omkring mine anklagepunkter, hvis man lod mig stille for retten. Nå ja, så fandt man på en brilliant løsning, nemlig at erklære mig for forrykt. For det store tavse flertal betød det, at alle mine påstande var udsprunget af en syg hjerne – og for det intelligente mindretal var det selvfølgelig en advarsel: ’Også i står til livsvarig bortskaffelse, hvis I ikke falder til ro!’ Sådan har man jo også misbrugt psykiatrien i andre lande; at man gør det her kan tages som bevis på, hvor dybt vores samfund nu er sunket. Men du mærker formentlig ikke noget til det.” ”Aha,” lød det fra døren, ”jeg syntes nok at der var noget ejendommeligt over den advokat. Jeg kan forstå at De kun er en af Johans venner. Må jeg se en form for identifikation før de forsvinder?” Det var plejeren, der åbenbart havde lyttet ved døren. ”Må Johan ikke have venner?” spurgte jeg uden at gå ind på hans krav.

”Klaus, hvis du agerer på den måde, er vi færdige med at spille skak sammen,” truede Johan. Det lød ikke som noget særlig vægtigt argument, men plejeren så det vel anderledes: ”Godt ord igen, da det er dit første besøg i den tid, du er her, kan han få lov til at blive. Men jeg bliver nødt til at skrive op, hvad din gæst hedder, det er en klar anvisning, jeg har.” ”Godt, skriv at det drejere sig om Gunnar Bruun, fra advokaterne Brun, Bruun og Bruuun, Vimmelskaftet i København.” ”Det kan jeg jeg selvfølgelig godt skrive. Må jeg i det mindste se et visitkort?” ”Nej,” afslog Johan kortfattet på mine vegne og gjorde det dermed klart, at det var løgn hvad han havde opremset. Plejeren syntes dette ikke at forstyrre videre. ”Godt, men det koster en ekstra omgang skak i morgen.” ”Indforstået, Klaus. Vi har en del at diskutere sammen.” Plejeren forstod og trak sig diskret tilbage. Jeg var rystet over informationerne – dels at jeg overhovedet var Johans første gæst (men han havde jo heller ingen familie), dels at alle besøgendes navne skulle noteres. ”Han synes nu ikke at holde dig for forrykt?” ”I det daglige i det mindste ikke. Jeg har da også forskånet ham for mine teorier. Men vi forrykte kan jo muligvis holde vanviddet skjult under en fredelig overflade, før det så pludselig får et voldsomt udbrud. Om Klaus mener, jeg er sådan en type, ved jeg ikke; jeg ved kun, at jeg kan slå ham i skak. Han har vundet et par gange, vel som et tilfælde, men overvejende lader jeg ham vinde hver anden gang, så han ikke helt mister interessen. Du så jo at det var ganske nyttigt, og også for mig er det værdifuldt at være sammen med mennesker, om det så kun er Klaus.” ”Har du haft sådanne udbrud?” spurgte jeg naivt. ”Nej, men det kan komme når som helst. Hold hellere lidt afstand,” svarede Johan smilende. Han virkede ærligt talt ikke særlig farlig, hvortil så kom at han nu sad i en kørestol.

Jeg tænkte på, hvor svært det måtte være at skrive for papirkurven. Johans hårde skæbne var i sig selv nok til, at jeg ville se på alle de skrifter, både artikler, breve og eMails, som jeg havde gemt. Så fik jeg en idé: ”Må jeg godt se de ting, du har skrevet her?” Johan kørte hen til kommoden og fandt en dynge papirer frem. De var håndskrevne, men med sirlig formskrift og iøvrigt nummererede. ”Må jeg godt låne dem? Jeg kan scanne dem og siden give dig dem tilbage med en udskrift, en beholder jeg selv, og så kan vi se, hvad der kommer ud af det.” ”Nej,” sagde særlingen. ”Hvorfor dog ikke?” spurgte jeg forbavset. ”For det første vil jeg ikke risikere at miste mine optegnelser, som formentlig ikke interesserer andre, heller ikke dig. For det andet er det farligt for dig – du kan se hvad de har opnået med mig. Og for det tredie er det synd for Klaus, hvis han ikke videre kan spille skak med mig, fordi jeg har fået en ny partner – for du kan da vel spille skak?” ”Jeg kender reglerne, men jeg har ikke gjor det i årevis, og jeg har da heller ikke i sinde at erstatte plejeren.” Jeg kunne stadig ikke overvinde mig til at kalde denne ved fornavn. Og hvad din anden sorg angår, kan jeg efterlade dig en pant på, at jeg kommer tilbage.” ”Skal vi sige 1000 kr?” Johan var altid god for en overraskelse. ”Så mange penge har jeg ikke på mig – med mindre du kan tage dem fra kreditkortet. Kortet selv skal jeg iøvrigt bruge.” ”Desværre, vi tager kun imod kontant betaling, og der ligger mange dages arbejde bag manuskriptet. Men det var nu også kun min spøg, jeg lever her i et pengeløst samfund, Stik mig 20 kroner og lov at du kommer igen indenfor to måneder – og jeg giver dig kun det første år med, hvis du vil, kan du få resten med når du afleverer det.” ”Jeg lover at bringe det indenfor to måneder,” sagde jeg med overbevisning. Johan samlede siderne sammen, fra 1 til 87. ”Jeg glæder mig til at få dem igen,

det er nærmest som at give Robinson Cruses kalender væk. Men jeg er selvfølgelig også glad for din interesse, pas på med, hvad der sker med dem!” Jeg pakkede dem ned i tasken og tog hjertelig afsked med Johan. For enden af gangen sad plejeren og ventede åbenbart på at jeg kom ud – som om han ikke havde andet at lave. ”Det er min opgave at kontrollere, hvad de tager med ud,” sagde han. ”Er det en plejeinstitution eller et fængsel?” spurgte jeg. ”I Johans tilfælde kan man vel nærmest tale om det sidste,” sagde han tørt. ”Hvis det kan trøste dem, har jeg ikke oplevet noget forrykt ved ham i de to år, han har været her. Men for at vende tilbage til mine opgaver: Hvis De åbner tasken på klem og jeg skuler ned på våbensamlingen eller hvad De ellers har med, så kan jeg sige at jeg har kigget i tasken, selvom De véd, at jeg intet har set.” ”Det lyder som en rimelig løsning. Forresten kan jeg bekræfte, at De har gjort det samme, da jeg kom.” Vi fik overstået disse formalia og plejeren fulgte med ned for at lukke mig ud, så faldt det mig ind at spørge: ”Hvad er telefonnummeret hertil? Jeg vil gerne tale med Johan i ny og næ.” ”Det er desværre ikke muligt, patienterne må ikke have ukontrolleret kontakt med omverdenen.” ”De mener fangerne.” ”Det er ikke mig, der har opsat disse regler, jeg tjener mit brød ved at sørge for, at de bliver overholdt – stort set, altså, Deres besøg her har allerede brudt en del.” Jeg blev oprevet over denne holdning, ’jeg adlyder kun befalinger fra andre,’ men jeg måtte e på med, ikke at fornærme ham, han var dog også i stand til at bøje af på de strenge regler. ”Jeg går ud fra at det er en fordel at De har vagt, når jeg næste gang kommer. Hvordan kan jeg få det at vide?” Ved at ringe til mig privat. Mit telefonnummer er ...” og så gav han mig en lille seddel med nummeret. ”Men næste gang må De overholde besøgstiderne, det er

dagligt fra 15 til 16, i weekenden også om formiddagen, det står på tavlen udenfor døren.” Den havde jeg ikke set da jeg stod og blev våd. Nu var det heldigvis holdt op med at regne.

Jeg kom hjem med min skat, men at det var en værdifuld skat var jeg på det tidspunkt ikke klar over. Det havde færet en rystende oplevelse at se et ’psychiatrisk fængsel’ her i mit fredelige hjemland, og jeg havde brug for lidt tid til at forarbejde dette indtryk. Johan slap mig ikke helt, jeg begyndte at samle de ting sammen, han havde sendt mig. Med skam må jeg sige, at jeg læste nogen af dem for første gang, andre havde jeg nok løbet hurtigt igennem tidlligere, men nu læste jeg dem med en anden forståelse. Det kæmpe manuskript, han havde givet mig, voldte derimod problemer. Scanneren ville ikke erkende bogstaverne – Johan ville sikkert have forklaret, at den også var med i komplottet – og jeg blev nødt til at skrive alt om. Efter de to måneder var jeg nået til side 7, og jeg generede mig for at opsøge ham igen med et så magert resultat. Det var en kæmpe fejl, for jeg så aldrig Johan igen. To uger senere blev det meddelt, at han pludselig var fundet død på den institution, han nu var bragt på. Han havde tidligere været en betydelig og intelligent samfundsborger (og så blev hans tidligere bedrifter fremhævet), men i de senere år var han forfaldet til forrykte vrangforestillinger - en bekræftelse på, at hans teorier skulle betragtes som sådanne – og blevet overført til en beskyttende instoitution. Jeg ringede straks til plejeren: ”Det var mig, der besøgte Johan for to en halv måned siden.” ”Jamen, det kan jeg da godt huske, han havde jo kun to besøg i den tid, han var her.” ”Aha, hvornår var det andet?” ”Det var for et par dage siden, kort før hans død.” Nu begyndte jeg vel også at blive paranoid, men først skulle reddes hvad reddes

kunne. ”Jeg er interesseret i de papirer, han havde i den øverste skuffe i kommoden.” ”Desværre, det er alt sammen blevet brændt.” ”Er i altid så grundige?” Jeg bed mig i læben for den kritiske kommentar og spurgte så: ”Forresten, hvem var den anden besøgende, jeg vil gerne møde ham og mindes Johan.” Jeg antog altså, at det var en mand, og Kurt, som måske var en smule dum men i det mindste også ærlig, modsagde det heller ikke: ”Han har ikke opgivet sit navn.” ”Det er da helt imod reglerne,” indskød jeg. ”De har da heller ikke opgivet deres rigtige navn.” ”Nej, men i det mindste et navn. Hvorledes kunne den sidste besøgende helt slippe for det?” ”Han havde en ... officiel ... dokumentation, som gav ham lov til at komme ind på institutionen og også gennemse alle papirer, vi havde om Johan.” ”Har De nogensinde tænkt på, at der kunne være en sammenhæng mellem dette besøg og Johans død kort efter?” Der blev et øjebliks tavshed på linien. ”Hør, jeg er kun en almindelig plejer på en institution, og jeg har en familie at forsørge. Vær venlig ikke at ringe igen!” Jeg kom til at tænke på at vi nu lever i et land, hvor regeringen bliver siddende efter at det blev afsløret, at de vildledte befolkningen til at gå med i en krig, baseret på løgn, mens ham, der afslørede deres kendskab, blev fyret og straffet for at have prisgivet fortrolige oplysninger. Plejerens holdning var forståelig på den baggrund. ”Jeg skal nok lade være med at ringe – tak for din menneskelige holdning overfor Johan, jeg er heller ikke så forrykt, at jeg har i sinde at kæmpe mod overmagten. På det punkt må man virkelig betegne Johan som forrykt, man skal ikke starte en krig, man ikke kan vinde. Farvel for altid – hvis vi altså ikke på grund af ydre omstændigheder tvinges til at spille skak sammen.” Selvom han altså alligevel var en smule forrykt, vil jeg alligevel savne særlingen. Jeg kom aldrig videre med at bearbejde hans notitser, men jeg

opbevarer dem sammen med alle de andre ting fra Søren. Hvem ved, måske kommer der en dag, hvor man atter kan snakke åbent om disse ting?

Prøvelsens Døgn

1. Broerne

Begyndelsen på denne historie vil samtidig være slutningen på min forbindelse til Poul Nymand. Han og jeg har i stor grad haft en fælles fortid, men denne menneskelige bro skal destrueres om et øjeblik. Måske er der en anden bro der går med i købet, i givet fald er det så også slutningen på min tilværelse. Det er heller ikke meget der mangler, her hvor jeg næsten hænger i den blå luft mellem Sjælland og Falster fra midten af den nye Storstrømsbro. Det er en solrig Sommerdag med kun få og spredte lammeskyer på himlen, men selv her i begyndelsen af juli er det mildest talt friskt - blæsten her på broen gør det gode vejr til skamme. Under mig synes det dybblå vand let kruset, men det er nok bølger af en betydelig størrelse for der er faktisk langt ned – jeg skulle da bare have set lige ud. Jeg ville ikke have kunnet holde mig fast uden det bjergbestiger-grej, med hvilket jeg har sikret mig til broens ydre gelænder, men jeg har jo også brug for begge hænder til hvad der nu forestår: At dræbe den mand, som i den længste tid af mit liv har været min nærmeste ven. Men det er ikke følelser der afgør, at der skal slås ihjel, for om et øjeblik er en af os dræbt, hvis ikke vi begge. Vi er landet på hver sin front, så at sige, og vores handlinger dikteres af andre viljer. Min fordel er, at Poul ikke synes at vide at hans hovede er i sigtekornet af mit præcisionsgevær. Til gengæld ved jeg ikke, hvad der sker med sprængladningen når Poul dør. Måske er det to broer der ødelægges ved den lejlighed – og hvis Pouls hensigt går i opfyldelse mens jeg hænger her, så er det også hvad der sker, selv hvis det lykkes ham at redde sig selv. Det er ham eller mig eller måske endda ham og mig – samt en del andre mennesker, der intetanende kører på motorvejsbroen. De undrer sig nok deroppe over at min bil holder midt på broen. Man kan ikke få øje på oppe fra vejen. Man skulle give den bilist en ordentlig parkeringsbøde, tænker de retskafne borgere vel. Det ville være billigt sluppet for at dræbe en mand. Men nemt er det jo ikke at dræbe sin tidligere bedste ven. Kunne det have været undgået? Måske, men nu i hvert fald ikke mere. Heldigvis har han ikke set mig.

Jeg har ham på kornet, men det ville nu være godt om han fik lidt mere afstand til sprængladningen, som han er ved at montere, ellers bliver det mig selv, der får sat fut i fyrværkeriet. Nu er det lige som om – næh, igen er det en dårlig vinkel. Det ender med at han får øje på mig. Nej, jeg må bare vove det med en mindre sikkerhedsafstand. Atter er hans hovede en smule fra pakkerne. Havde jeg dog blot gjort det forinden, før han nåede ud på broen, så havde det da ikke været så farligt. Men man kan ikke lave historien om, ellers var der en del, jeg skulle have lavet anderledes. Venskabets prøvelse. Kom nu endelig Poul, din Judas venter på at fuldbyrde forrædderiet – ja, nu skal det være, nu er det muligt, måske er det den eneste chance?

2. Sidste Forbindelse

I formiddags blev jeg ved 10-tiden kaldt ind til chefen. ”Kender De Poul Nymand?” spurgte han. ”Mener De en Poul Nymand, som er på min alder?” Chefen nikkede. ”Ham, der en overgang boede sammen med Ulla Iversen?” Chefen nikkede ganske energisk. ”Og som boede i Hellerup til for 3-4 måneder siden?” ”Ja, netop ham!” ”Nej, ham kender jeg ikke.” Chefen trak en ærgelsens grimasse; humor var ikke hans stærke side, han var, i mit selvskab, i det mindste, manden der aldrig lo, men en sjælden gang kunne man dog fornemme et smil på hans ansigt, nemlig når en sag var afsluttet og kollegerne fra de andre afdelinger havde dummet sig derved. ”Det er faktisk ikke øjeblikket til at spøge med. Jeg kan forstå at De kender hr. Nymand ret godt privat.” ”Bedre end hans egen mor,” svarede jeg overlegent. Chefen blev nu nervøs. Det var godt at kende Poul Nymand en smule, men det kunne også nemt blive for meget. På dette tidspunkt havde jeg nemt kunnet opnå ikke at blive sat på denne opgave, men efter den sidste fadæse, jeg havde påført afdelingen, var jeg nærmest vild med at få en opgave, ligegyldigt hvad. Jeg måtte indføje lidt afstand til Poul. ”Skæbnen har villet at vi har gået i skole sammen og meget har vi haft fælles siden, men Ulla ville han jo ikke dele med nogen. I det første år ville han have

hende helt for sig selv, sidenhen ville han slet ikke have noget at gøre med hende. Jeg har været mindst fem gange i deres hjem i Hellerup, indtil det ikke blev så hyggeligt at være der mere.” Jeg undlod at fortælle, at jeg havde besøgt Ulla endnu flere gange, efter at Poul var flyttet ud, og at jeg fornylig havde hjulpet hende med at flytte. Chefen var ret velorienteret om Pouls flytning: ”Kort før jul forlod Poul Nymand sit hjem i vrede. Han har talt med frk. Iversen nogle gange siden i telefonen, men ellers taber hans spor sig – indtil for nylig.” ”Da dette jo ikke er sædelighedspolitiet, må der vel være en alvorlig årsag til Deres interesse.” I dette øjeblik ringede telefonen og afbrød vores samtale. Han var en ældre mand, ham chefen. Alt virkede på en eller anden måde firkantet på ham, hans fedladne ansigt indrammedes af en lidt fedtet, lige redt sølvfarvet hårrand. Han stod kort før pensioneringen, eller måske længe efter, skulle man mene, men det havde jeg også ment, dengang da jeg startede her i politiets særlige afdeling for fem år siden. Hvor gammel hr. Møller var, havde jeg aldrig fundet ud af. Han var en mand der holdt på formerne, en sjældenhed nu om dage, men så vidste man til gengæld hvor man havde ham. Da jeg havde begået min blamage ved at arrestere den forkerte mand under opsigtsvækkende omstændigheder for nogle måneder siden var det ham, der ragede kullene ud af ilden på mine vegne. Overfor mig havde han til at begynde med talt et klart sprog, en utvetydig kritik, men da han så hvor nær jeg tog mig dette bagslag, var det andre toner jeg nu fik at høre. Og udadtil, både overfor pressen, indenrigsministeriet og resten af politiet, var han fuldstændig loyal over for mig. Han var altid klædt i en mørk habit – i virkeligheden var der tre habitter, som så næsten ens ud, men jeg lærte efterhånden at se forskel på det dybe mønster i dem. De varede en uge, så skulle de formentlig renses og presses. Hvorlænge skjorterne varede og hvor mange der var af dem, kunne jeg ikke sige, de var hvide alle sammen. Slips havde han mindst 6 forskellige af, som han skiftede hver dag, men om der ellers skete noget med dem, når de ikke blev båret, var svært at sige. Jeg tror at han havde en masse på lager fra alle disse år, som bare lå derhjemme og ventede på at blive moderne igen. Alt i alt stod hans formelt korrekte udseende i kras modsætning til alle hans underordnede, men vi havde jo også andre opgaver. Man kunne så spørge om, hvad en gammel, fedladen herre havde at gøre i denne

afdeling, der var kendetegnet af hurtig (til tider lidt for hurtig) aktion, brug af våbenmagt, ofte selv på kanten af loven – som netop nu, hvor Poul er dømt til døden for noget, han endnu ikke har gjort, en gerning, der først senere skal retfærdiggøres som en forebyggende handling, for at redde flere menneskeliv, ikke mindst mit eget – men det var nu et sidespring. Når hr. Møller ser ud, som om han aldrig forlod sit kontor, så var det netop et korrekt indtryk. Ikke en eneste gang har jeg oplevet ham på skuepladsen for selv de mest dramatiske omstændigheder. Jeg ved ikke, hvor længe det har været sådan, da jeg kom til afdelingen var det i hvert fald helt etableret. Det hændte dog, at chefen opsøgte sin borg, altså sit kontor, udenfor almindelig arbejdstid, når der var alvorlige ting i gære. Han havde gjort brug af radiokommunikation længe før mobiltelefonerne blev hver mands eje, og det var vores pligt at indberette alle væsentlige observationer og så at udføre, hvad han foreskrev. På den måde var ’hjernen’ alligevel tilstede, når der var brug for det, jeg var blot at betragte som et af dens ’forlængede øjne,’ som chefen yndede at kalde det, men selvfølgelig også som ’hjernens forlængede arm.’ Hans ord rev mig ud af tankerne, telefonsamtalen var åbenbart slut. ”Det ser ud til, at Deres ven er blevet et farligt redskab for en udenlandsk terrororganisation. Vi har opsnappet en meddelelse, at han skal kontaktes af en af deres sprængstofeksperter, angiveligt en vis mr. Watson, som netop er i København og skygges af folk fra en anden afdeling.” Jeg kunne ikke undgå at fornemme ærgrelsen i chefens stemme, det var ikke en tillidserklæring, men han anså altid de andre afdelinger som konkurrenter, som så svigtede i det afgørende øjeblik. ”Det er svært at forestille sig Poul på den måde,” svarede jeg overrasket. ”Jeg bliver nødt til at spørge Dem, om hans politiske synspunkter i den sidste tid.” ”Åh, ved De, det er ikke noget man skændes ret meget med en gammel skolekammerat om. Men vi har da klarlagt overfor hinanden, at vore synspunkter her er vidt forskellige. Poul er, i modsætning til sine omgivelser, dvs. både sine forældre, naboerne i Hellerup, sine medarbejdere og som nævnt også mig, rykket politisk meget til venstre. Men det er egentlig ikke noget, vi har snakket meget om.” Det var selvfølgelig en lodret løgn, i vores alder – vi er begge fyldt 26 – er man meget engageret i politiske spørgsmål og kan slet ikke lade være med at missionere. Men det har i det mindste ikke ødelagt vores gensidige forhold, politik var altid noget sideordnet og vi havde forlængst indset, at vore

forblommede meninger ikke ville ændre jordens omdrejning. ”Og hvad så med frk. Iversen?” Hvorfor skulle hun nu blandes ind i det? ”Jeg tror at hun nærmest står midt imellem,” løj jeg, og dog ved jeg, at det ikke er tilfældet, det er netop hende, der har trukket ham ud på venstre fløj, men det behøver chefen ikke at vide, det er da ikke kriminelt at mene noget andet end ham. ”Hvad kender De så til ham i de sidste tre måneder?” ”Netop i de sidste tre måneder har jeg intet hørt fra ham. Bruddet med Ulla tog enormt hårdt på ham, og i marts kappede han de sidste fortøjninger, forlod jobbet uden varsel og ringede en sidste gang til hende – hun ringede straks og fortalte mig om det. Han fortalte hende, at han nu ville tage væk fra Danmark og starte på en frisk, og hun skulle ikke prøve at efterspore ham men blot fra det øjeblik at betragte ham som ikke mere eksisterende. Hvad der skulle ske med deres bolig, ytrede han sig ikke om.” ”Det dækker sig med de oplysninger, vi fik fra hans arbejdsplads. Og han tog virkelig til udlandet, for kort efter mistede vi sporet af ham i Libanon. Men nu er han atter i landet. Han skal mødes med ham Watson i dag og så må der frygtes at blive et flot fyrværkeri et eller andet sted – hvis det altså ikke lykkes folkene fra afdeling 2 at snuppe dem begge og holde dem fast på et solidt grundlag. ”Og hvad er vores opgave i den forbindelse?” ”Officielt har vi ikke nogen opgave endnu. Lauridsen triumferer over mig nu, han har fortalt mig hvad der er i gære, men han vil ikke rykke ud med, hvor og hvornår de to antages at skulle mødes – hvis han da overhovedet selv er klar over det. Så selv om vi ikke har fået overdraget nogen opgave endnu, er det næppe forkert at forberede sig på at det sker. Men jeg har da ikke noget imod at lykønske Lauridsen, hvis hans folk mod al forventning skulle klare at løse opgaven.” Da jeg kendte til striden mellem de to igennem flere år vidste jeg, at ordet ’lykønske’ langt overskyggedes af begrebet ’mod al forventning.’ Men jeg fik ikke lov at reflektere længe herover, for pludselig fortsatte chefen: ”De har altså fri resten af dagen.”

Overrasket spurgte jeg, ”Og hvad skal jeg så bruge den fritid til?” Men det var der også lagt planer for: ”De skal tage hjem til Ulla Iversen. Det er det eneste kontaktpunkt, jeg kan forestille mig for hr. Nymand. Skulle jeg finde ud af andre, sætter jeg deres kolleger ind her. Det er en særlig begivenhed, mit instinkt siger mig at der er store og alvorlige ting på færde. Idag er Jeg på kontoret i hvert fald til kl. 23, og ellers ved De jo, hvordan De får fat i mig. Rapporter den mindste antydning, og i det hele taget forventer jeg deres opringnig kl 16.” ”Jamen, Ulla arbejder jo på Amtssygehuset.” Som sygeplejerske på en kirurgisk afdeling, kunne jeg have tilføjet. Også på det punkt var chefen bedst-muligt orienteret: ”Hun var i nattevagt og har fri i tre dage. Hvis De kører til hende nu, er hun måske ved at stået op.” ”Jeg plejer lige at ringe inden jeg kommer.” ”Det må De under ingen omstændigheder gøre nu. Sæt hr. Nymand er netop dér? Men se nu at komme afsted.” Jeg kunne forstå at chefens oplysninger ikke var særlig gamle, når han skulle have mig ud af døren i sådan en fart. Det var nu en mærkelig måde at have fri på, men jeg havde intet imod at besøge Ulla, så væk var jeg. Men på vej derhen kom jeg i tanker om, at det nu snart var 20 år siden jeg lærte Poul at kende.

3. Den Blå Bande

Jeg véd at Poul og jeg kom i skole, da vi var 6, for vi begyndte i samme klasse i Ordrup-Grønnevænge skole, og vi havde fødselsdag med kun to dages mellemrum, hvilket hurtigt fik vores økonomiske mødre til at lave en storartet fest og slå halv skade om udgifterne – hvilket stadig var meget billigere end to fødselsdagsfester for de samme gæster med to dages mellemrum. Og dog er der ikke blevet så meget hængende fra disse festlige begivenheder. Den altoverskyggende handling fandt sted 5½ år senere, godt en uge efter vores 12-års fødselsdagsfest. Vi havde inviteret alle medlemmer af ’Den Blå Bande,’ som var

blevet dannet et par måneder tidligere, og hvis fornemste opgave var at være modpol til ’Den Røde Bande’ fra parallelklassen. Vi udvekslede regulære slag med dem, dog ikke værre end at vi kunne mødes med dem i skolen dagen efter. Vores bandeleder, Henrik, mente nu at vi skulle finde en anden måde at gøre indtryk på, altså ikke ved at slås med ’de røde’ men ved at gøre noget, de ikke var i stand til – for det måtte da være muligt, vi var jo alle enige om, at vi var de bedste. Til at begynde med var det forskellige slags små-hærværker, vi forøvede, noget vi begyndte på en måned inden fødselsdagsfesten. For at markere forfatterskabet satte vi et lille stykke af en blå rulle tape ved siden af åstedet – det var Pouls særlige opgave at signere hærværket. Men jeg ved ikke, om det var noget der blev bemærket af lovens håndhævere, når nu en ting, der alligevel var blevet sat ud, blev smadret. Vi forårsagede en masse glasskår, og kronen på det hele blev da Henrik med en stor hammer knuste en lokumskumme, der også var blevet sat ud til afhentning fordi den ikke længere var moderne. Her satte Poul et ekstra langt stykke blåt tape på resterne, noget den røde bande vel næppe kunne undgå at se, da resterne først blev fjernet en uge senere. Og så var det, at Henrik fandt på en anden hemmelig mission, der skulle præge den blå bandes medlemmer. Ofret var en gammel dranker, som boede i en lille hytte i udkanten af Charlottenlund skov, lige over for stationen. Han var egentlig en harmløs, sølle fyr, og politiet så igennem fingre med at han beboede skuret, som vel en gang havde været oprettet af jernbanen. Men Henrik forklarede bandens medlemmer, at dette var en snylter på samfundet, som nu skulle have en lærestreg. Og da det nu var sprit, han var så afhængig af, så var det vel også mest rimeligt at bruge dette til det forestående overraskelsesangreb. Det var en kold aften i slutningen af januar måned, da banden mødtes før broen på Jægersborg Allé til den planlagte dåd. Aften er som man tager det, klokken var lidt over fem, men det var allerede ved at blive mørkt, og mørkt skulle det være når den blå bande trådte i aktion. Det var ikke helt nemt at opnå, for der var jo også nogen af bandemedlemmerne, der skulle være hjemme kl. seks for at spise til aften. Henrik havde købt en flaske karburatorsprit, som man netop i Januar gerne blandede i benzinen. Da de sammensvorne kom over broen og ned mod hytten, var det lige som om modet forsvandt hos nogle af dem. Men Henrik forklarede, at det jo kun var en lærestreg, man kunne regne med at spritteren kom farende ud

i sin skræk, mens den smule sprit jo nok hurtigt var brugt op. Det havde sneet en uge i forvejen og der var stadig is på fortovet. Særlig mørkt var det nu heller ikke i skoven, for selvom solen stadig kun var på kort besøg er i januar, var månen allerede oppe og skinnede i sneen i skovbunden gennem de bladløse træer. Det galdt om at handle hurtigt, inden der kom oprør i rækkerne, så Henrik styrede sporenstregs hen til hytten. Der var ikke en lyd at høre indefra. Han åbnede flasken og hældte spritten ud over døren og opad væggene lige ved siden af den. Så strøg han en tændstik og kastede den. I første omgang var det drengene, der blev forskrækkede. Henrik fik svedet håret lidt af stikflammen, og alle løb reflektorisk et stykke væk. Og så stod hytten i flammer. Langsomt trak drengene sig tilbage. Der var næppe gået et minut, så hørte de et skrig indefra hytten. Mens de løb mod Nord, for nu ikke at løbe over broen og blive genkendt, hørte de flere skrig fra den indesluttede, der ikke kunne komme ud af det brændende inferno. Først da de var nået hen til viadukten ved Ordrup Jagtvej, hørte de også lyden af udrykningskøretøjer, men om det var brandbiler, politi eller ambulancer kunne de ikke afgøre. ”Jeg har helt glemt at sætte det blå tape,” udbrød Poul befippet. ”En gang imellem er det helt godt, når du glemmer noget,” svarede Henrik studst. ”Men I skal huske, at dette er hele den blå bandes værk, og nu gælder det om at stå sammen, Vi har jo alle været med til det. Men lad os ikke i første omgang fortælle noget om det til nogen, det kan gå ud over hver enkelt i banden!” Denne trussel virkede beklemmende. Men selv de, der havde mistet modet på vej ned ad jernbanebroen, indså at det var sent at trække sig tilbage. Derfor skiltes de uden mange ord og nåede hjem enkeltvis ad de små veje. Der stod ikke noget i aviserne næste dag, men Henrik kom ikke i skole. De andre bandemedlemmer snakkede i frikvarteret, om det nu var politiet der havde arresteret ham, og om de også snart ville blive afhentet. Men ingenting skete. Den næste dag kom Henrik igen i skole, nu karseklippet efter selv at have skaffet det forbrændte hår væk med en saks, til sine forældres store fortrydelse. De havde så holdt ham hjemme næste dag og sendt ham til klipperen, der ikke vidste bedre råd. Men nu nævnte avisen noget om, at en mand død i et lille

haveskur i Charlottenlund efter at have røget i sengen. Hvis politiet vidste mere, var det i hvert fald ikke noget de havde meddelt pressen, og der var heller ingen af bandemedlemmerne, der syntes at det var noget at prale af overfor nogen. Hvad politiet ikke kunne forfølge, forfulgte drengene på anden vis: Den dødsmærkede mands skrig inde fra det brændende hus. Mærkeligt nok var det noget, alle bandemedlemmerne holdt tæt med, selv længe efter at banden var ophørt at eksistere – det var forresten også noget der skete som følge af denne begivenhed. Den næste aften, to dage efter bandens største streg, mødtes den igen med det ene formål at opløse sig selv. ”Det gik ikke som planlagt, men gjort gerning står ikke til at ændre,” sagde Henrik indledende, uden direkte at udtrykke beklagelse overfor det skete. ”Jeg vil ikke være med mere,” næsten råbte Poul. ”Jeg havde forestillet mig noget andet med denne gruppe end at blive morder. ”Det havde vi alle,” svarede Henrik, ”men du er nu engang medskyldig, så du må hellere holde tæt med din historie.” ”Det ved jeg, men det må jeg så klare selv.” ”Jeg vil heller ikke være med mere,” sagde jeg, eller var det en af de andre? Nej, det var os alle sammen, og Henrik strittede heller ikke imod. Han ville blot sikre sig de sammensvornes kollektive skyldsbekendelse, og så blev gruppen opløst. Mange år senere talte jeg med Poul om det, og han bekræftede at denne udåd stadig forfulgte ham, selv om han nu så på den med lidt andre øjne. Jeg tror at det var med til at bestemme nogen af de tidligere bandemedlemmers beslutninger om den kommende løbebane.

4. Uventet Gensyn

Ulla havde lært Poul at kende på arbejdet, og jeg havde lært hende at kende

gennem Poul. Da striden mellem de begyndte, holdt jeg mig forsigtigt i baggrunden og bebrejdede dem enkeltvis, når den anden ikke var tilstede, noget der gjorde at ingen af dem ville tale med mig om deres problemer, for de mente begge at have krav om sympati. Nå, på den måde blev jeg fri for at tage også dette kors på mig. Men da så Poul var stået helt af ræset og så at sige havde brændt alle broer bag sig, blev mit forhold til Ulla tvangsmæssigt mere intensivt, selvom jeg stadig strittede imod at indtage Pouls rolle. Det havde været let nok at få tag i Ulla, hvis det var det, jeg havde villet, men dels var Poul og jeg trods al samhørighed menneskeligt set vidt forskellige personer, dels håbede jeg stadig, at Poul ville vende hjem, og så skulle han ikke finde forholdet kompliceret ved en ny vending. Ikke at Ulla på nogen måde var hæslig eller ucharmerende – hun var det modsatte, selvom jeg ikke vidste om hendes lyse hår var ægte – nu til dags er enhver kulør mulig, og det skal ikke undre mig om der kommer farver der skifter med bærerens stemning. Hun var halvandet år yngre end Poul og jeg og altså endnu ikke fyldt 25. På en måde troede jeg hun var endnu mindre, for hun var lille af bygning, og selvom jeg nok vidste at hun ikke ville vokse mere, gjorde dette forhold hende ubevidst yngre – en lille pige, så at sige. Hun havde nogle veninder, men egentlig ikke nogen nærtstående, for der var slet ingen tilstede da hun virkelig havde brug for hjælp; forresten heller ingen mandfolk. Hun havde heller ikke nogen bil, havde altid taget bussen til arbejdet, og af de få ting, Poul tog med sig da han drog afsted, var parrets indtil da fælles bil. Det tog nogen uger for hende at forarbejde bruddet, men så kom de praktiske aspekter frem. Der skulle snart betales termin, og den konto, pengene skulle tages fra, var nærmest tom. Hun skyndte sig at oprette en anden konto, hvor lønnen gik ind, og så søgte hun en lejlighed i nærheden. Huset stod jo i Pouls navn, og gift var de ikke, men der var stadig mulighed for at redde nogen af stumperne. I slutningen af maj lejede jeg en kassevogn, og så tog vi de bedste ting fra huset, hvad der nu kunne finde plads i hendes lejlighed. Man kunne ikke regne med at se resten igen sidenhen. Villaen stod derfor tom mens banken, der jo strengt taget ejede den, forsøgte at gøre deres ret gældende for domstolen – forresten en sej proces, som ikke var nået ret langt siden terminen først for nylig, den 11. juni, ikke blev betalt.

Efter Ullas exodus varmede jeg mig op i hendes nye lejlighed nogen gange, men altid på en, for hende måske uforståelig, anstændig vis, og det selvom jeg for tiden ikke selv havde nogen forpligtelser. Derfor vidste jeg alt om hvor Ulla nu boede. Jeg vidste også, at Poul nu vidste det, for han havde ringet fra udlandet en gang fornylig. Men denne viden ville jeg naturligvis ikke indvie chefen i.

Jeg var ved huset, hvor hun nu boede, allerede klokken halv elleve om formiddagen. Egentlig ville hun næppe være stået så tidligt op efter en nattevagt, selv ikke efter den sidste i en række, men muligheden for at overraske Poul der, som chefen havde mere end antydet, gjorde at jeg også var villig til at rive hende ud af søvnen nu, hvad hun så siden måtte synes om det. Der holdt en sølvfarvet udlejningsbil udenfor. En Volvo Stationcar, som ikke rigtigt ede til omgivelserne. Som politimand lærer man at give agt på sådanne detailler. En indskydelse sagde ’Poul’ til mig, og jeg besluttede mig til at anbringe pejlesenderen i den bageste venstre skærm – noget der ikke vagte opsigt, en stærk magnet ordnede resten. Skulle jeg tage fejl, kunne jeg nok fjerne den igen, hvis jeg ikke tog fejl, fik jeg måske ikke nogen lejlighed til at anbringe den. Jeg gik op på anden sal og ringede på døren. Der hørtes ikke en lyd. Ulla var nok ikke hjemme, tænkte jeg og ringede en gang til. Nu hørtes et bump, der tydeligvis kom indefra lejligheden. Jeg hørte balkondøren blive åbnet, det var for mig signalet til at træde i aktion. Den lette dør lod sig træde ind med et par velrettede spark, og så var jeg inde i lejligheden. Jeg løb ud til balkonen, lige i tide til at se Poul forsvinde om hjørnet af huset nede på plænen. Han lignede sig selv i de sekunder jeg så ham, bortset fra et lille overskæg, der ikke kunne narre en gammel ven. Ulla havde ikke reageret på larmen. Det kunne man da ikke overhøre. Jeg kiggede ind i soveværelset – og dér lå Ulla med flere knivstik i brystet. Hun var tydeligvis død, men hendes morder kunne ikke være langt væk. Da jeg ikke kunne hjælpe Ulla mere, styrtede jeg tilbage til hoveddøren. Den ville ikke kunne lukkes med det første, efter min voldelige indtrædning. Ude i opgangen var der kommet liv. Larmen havde påkaldt andre beboere. ”Kald på politiet,” råbte jeg, ”frk. Iversen er blevet myrdet. Jeg prøver at

forfølge morderen!” og så forsvandt jeg ud på gaden. Min fornemmelse var rigtig: Udlejningsbilen var væk. Jeg tændte pejlesøgeren, som viste mod København. Jeg kørte efter den og ringede til chefen fra mobiltelefonen. I få ord fortalte jeg om de dramatiske begivenheder, og at jeg nu fulgte pejlesignalet. ”Glimrende,” svarede han følelsløst, ”men kom ikke al for tæt på.” ”Skal jeg ikke arrestere morderen?” spurgte jeg befippet. ”Det gør mig ondt for ofret,” svarede han, ”men det, der nu er i gære, er et meget større komplot, og det afhænger ikke kun af den nævnte person at bringe det til udførelse. Lad mig høre nærmere om det, når den søgte person er standset.” Og så afbrød han forbindelsen. Vi var vant til at udtrykke os i større omsvøb over politiradioen, og vi følte os ikke mere trygge over mobiltelefonen. Men den havde i det mindste den fordel, at kollegerne ikke aflyttede den. Midt på Jagtvej, overfor Assistens Kirkegård, havde den sølvfarvede bil gjort holdt. Jeg svingede til venstre ad Nørregade for ikke at Poul skulle få øje på mig, han kendte jo også min bil. Min tjenestevogn var civil og jeg havde brugt den i flere år. Jeg parkerede langs den gule mur til kirkegården. Så kaldte jeg igen chefen og fortalte om vores positioner. ”Fint,” sagde han, ”bare følg pejlingerne, jeg sender forstærkning, men De skal ikke tage kontakt med dem. Og når der er noget, så brug telefonen som nu, helst ikke radioen. Forresten, Lauridsens folk har klokket i den som sædvanligt, det er lykkedes Watson at hægte dem af i nærheden af Falkoner-Centret.” Jeg havde nær ønsket ham tillykke men tog mig heldigvis i det. I stedet bemærkede jeg, ”det virker næsten som om de vil mødes et sted på kirkegården.” I det samme viste pejlesenderen tegn på bevægelse. I bagspejlet så jeg nu den sølvfarvede bil komme ned ad Nørregade. Jeg lagde mig ned på forsæderne, kort efter så jeg bilen, i hvilken der nu sad to personer, dreje til højre ned til den store indgang. Også dette kunne jeg nu meddele. ”De har formentlig skjult sprængladningen i en kiste,” kommenterede chefen. ”Hvis De ikke var alene, var det vel nu man skulle slå til. Men hvis forstærkningerne ikke når frem, skal De bare følge efter i en god afstand.”

Og det var sådan det skete. Efter kun ti minutter så jeg den sølvfarvede vil komme tilbage ad samme vej, nu var Poul alene i bilen, og klokken var kvart over elleve. Jeg lagde mig igen ned over det andet forsæde og lod ham køre forbi. Der var stadig Watson at tænke på, så jeg kørte først lidt videre mod København før jeg vendte. Det er behageligt at skygge biler med pejleapparatet, man skal bare ikke gøre den forfulgte nervøs ved at komme for tæt på, og apparatet viser både retning og afstand. Men at det nu også var Ullas morder, jeg forfulgte, gjorde mig ret betænkelig. Og jeg fik god tid til at tænke.

5. Kumpanerne

Vi kørte ud ad Frederiksundsvejen, indtil vi kom til motorringvejen. Her drejede Poul af mod syd, og så gik det bare derudaf. Jeg meddelte chefen retningen hvert kvarter, første gang kl. 13:00. ”Har De nogen anelse om hvad målet er?” ”Nej, det vil De formentlig snart fortælle mig.” En time senere spurgte jeg spydigt, om målet overhovedet var i Danmark, men Chefen svarede alvorligt, at man vel ikke drog over grænsen i en udlejningsvogn med flere hundrede kg sprængstof i bagagerummet. Ellers var mine indberetninger helt nøgtne. Det var givet at chefen havde sendt forstærkninger ad samme vej og gav disse instruktionerne videre, efterhånden som han modtog informationerne fra mig. Men det var nu andre tanker, der havde taget overhånd, mens jeg kørte den lange vej mod syd, ca. 500 meter efter Poul. Han havde ikke travlt, kørte knapt de foreskrevne 110 km/h, så vi blev overhalet af alle andre. Dog, det viste sig at være en god idé, for netop den dag havde Politiet en radar ved Tappernøje, hvor vi genfandt nogen af de hurtigste, som tidligere havde eret os. Billedet af den myrdede Ulla lod sig ikke fortrænge. Og det stod overhovedet ikke mål til det billede, jeg indtil fornylig havde haft af Poul. Han kunne ikke gøre en flue fortræd, og han bar oprigtig sorg over at have taget del i udåden på den gamle alkoholiker. Det var nærmest pudsigt, hvordan han reagerede på at være den, der skulle sætte den blå bandes signatur på vores ’bedrifter.’ Han

nægtede fremover at skrive med blåt, fik tilkæmpet sig ret til at skrive med tusch i stedet for med fyldepen og havde ellers et batteri af sorte kuglepenne. Da jeg i gymnasiet nævnte, at denne omsorg efterhånden var lidt overdrevet, svarede han undvigende, at jeg da kunne gøre som jeg havde lyst, men at han stadig kunne høre den ulykkeliges skrig for sig. Mange andre indtryk gik i samme retning. Og så skulle det netop være den samme Poul, der havde myrdet sin veninde, som han havde levet sammen med i over et år, og som nu var på vej mod et ukendt mål, som med en kæmpe ladning sprængstof skulle destrueres af fuldstændig vanvittige årsager.

Poul og jeg var venner igennem hele skoletiden – nå ja, bortset fra når vi ikke var det, for alle børn er uvenner fra tid til anden. Men fjendskabets faser blev stadig kortere og sjældnere, indtil hin skæbnesvangre begivenhed, hvorved de helt forsvandt. Vi boede jo ikke så langt fra hinanden i Charlottenlund, og Poul, hvis forældre var yderst velhavende, havde sin egen båd, som han styrede på mesterlig vis i al slags vejr. Jeg havde adgang til en tilsvarende i klubben, og begge lå i Skovshoved havn. En forsommeraften i maj, da vi begge var fyldt 16 år, var vi ude at sejle om kap ud til Prøvestenen. Det var noget overskyet, med en let støvregn, men ikke noget en rask sejler giver op for. Imidlertid trak det op til storm, de pludselige vindstød og bulderet fra tordenvejr i det fjerne var ikke til at tage fejl af. Jeg var et godt stykke før vendepunktet da Poul kom imod mig på vej tilbage. ”Lad os opgive det,” råbte han, ”vejret bliver for dårligt.” ”Ikke for mig,” svarede jeg hovent. ”Nå, men jeg tager altså hjem. Du har vundet, hvis det er det du har brug for.” Så var han udenfor hørevidde. Det var måske det, jeg havde brug for, men efter kort tid besluttede jeg mig til også at vende om. Men lige ved denne vendemanøvre kom et kraftigt vindstød og bragte båden til kæntring. I normalt vejr var det ikke den store ulykke. Jeg ville svømme hen og rigge sejlet ned, og så få vendt skuden om ved min egen vægt. Men her var der noget, der ikke ville makke ret. Jeg kunne ikke rokke sejlet i vandet. Jeg kunne kun håbe

på, at Poul kom mig til hjælp, og klamrede mig så fast til båden. Det var ensomt, råt vejr og tiltagende mørkt, og vandet var temmeligt koldt. Efterhånden blev jeg bange for at drukne, kræfterne svandt og det var givetvis for koldt at være i vandet i længere tid. Men Poul havde nok at gøre med at holde sin egen båd og var allerede langt væk. Noget senere kastede han dog et blik tilbage og undrede sig over ikke at kunne se sejlet af min båd. De næste to gange, han fik vendt sig, kunne han heller ikke få øje på det, og så indså han, at der var noget galt. Han vendte om, hvad der heller ikke var nogen let sag, og styrede tilbage. Men med det første kunne han ikke få øje på det kæntede skib, han kunne kun sejle mod prøvestenen. Vejret blev stadig dårligere, bølgerne højere og uvejret var nu lige over os, men han fik øje på mig. Han slettede sejlet og fik mig op i sin båd. Tænderskærende af kulde fortalte jeg ham om problemet med sejlet – hvis vi nu begge to brugte vægten til at få skuden flot? ”Jeg er bange for at du må give dig tilfreds med at have reddet livet, båden er der ikke noget at gøre ved i dette vejr,” svarede han. Det var jeg nu ikke helt tilfreds med, et så usselt liv mod en så kostbar båd, men jeg indså, at han havde ret, og at han også havde begivet sig ud i en farefuld sejlads, som netop han, den erfarne søulk, havde givet op overfor. Det tog mig noget tid at indse dybden af hans redningsaktion. Og så sejlede vi alligevel ud den næste morgen, da det var blevet lyst og stormen havde lagt sig, men denne gang i hans fars motorbåd. Vi fandt faktisk skuden en del længere mod syd. Masten var knækket og forskelligt andet slået i stykker, men det kom da en del billigere end hvis jeg skulle have erstattet alt. Vi tog den på slæb tilbage til Skovshoved, og først der fik vi den vendt og bragt op på land. Den dag kom vi altså ikke i skole, Ordrup Gymnasium måtte klare sig uden os, og det kostede vores forældre betydelig overvindelse at attestere ’forkølelse’.

Og det er denne Poul, der har reddet mit liv, og med hvem jeg har tilbragt så mange spændene timer og dage, jeg nu sigter på, uden at han har mulighed for at forklare sig før jeg om lidt trykker af. Findes der nogen begrundelse for en sådan ugerning?

Efter gymnasiet ændredes vores forhold, tvangsmæssigt. Poul blev elektroingeniør og senere medicintekniker på Amtssygehuset, hvor han lærte Ulla at kende. Jeg skulle være jurist, men i første omgang klarede jeg ikke at blive optaget på universitetet, og så besluttede jeg at bruge ventetiden til noget andet, der havde med lov at gøre. På den måde kom jeg til politiet, og det spændende arbejde i chefens afdeling tog snart lysten fra mig til at kaste mig over bøgerne. Vi arbejder ofte alene, og det er et meget selvstændigt arbejde. Så selvstændigt at jeg nu er ved at dræbe et menneske uden dom for at beskytte andre, angiveligt også mig selv, for hans forestående dødbringende aktion. Måske lidt mindre selvstændighed ville have været at foretrække her?

6. Tid til Eftertanke

Kort inden Farø-broen meldte pejleapparatet, at den forudgående vogn kørte langsommere. Jeg så et skilt til en parkeringsplads og skyndte mig at standse forinden i vejkanten. Endelig skete der noget. Jeg tog kikkerten op og mavede mig op ad skråningen, til jeg kunne få øje på Pouls bil. Han var godt forberedt, må man sige, for da jeg endelig nåede et sted hvor jeg kunne se ham, var han netop blevet færdig med at montere et skilt og et gult advarselslys på bilen – nu var det en bil fra vejvæsenet. Noget tape med rød-hvide skråstreger gjorde forvandlingen komplet. Og herfra kunne man også få øje på hans mål, motorvejsbroen over Storstrømmen. Jeg overvejede atter min strategi: Poul kender jo min vogn, så jeg kunne ikke bare køre forbi mens han var ved at læsse af fra sin. Herudover har Poul nu en god undskyldning for at holde på motorvejsbroen, mens jeg kun skulle have et blålys et eller andet sted, som jeg ikke vidste om det stadig virkede og iøvrigt heller ikke ville bruge fordi at det kunne vække Pouls opmærksomhed. Men først måtte jeg være sikker på, at dette virkelig var Pouls mål. Det var hertil at jeg havde kikkerten. Der var nu god udsigt, og pejleapparatet sagde at Poul var ca. 2 km væk, da han endelig stoppede. Jeg så ud på broen og havde ikke nogen problemer med at få øje på vejvæsenets nyerhvervelse. Med fuld reklame fra et blinkende gult lys skulle han nu anbringe sprængladningen midt på broen; uden advarselsblinket

havde det sikkert ikke været så nemt, hvis der pludselig skulle komme en politivogn forbi. Jeg forestillede mig, at netop dette skete og at kollegerne hjælpsomt rakte pakkerne ned til Poul under broen. Jeg meldte situationen til chefen, der fortalte mig at forstærkning var undervejs, men jeg skulle handle som jeg skønnede det nødvendigt, og der var ikke nogen speciel grund til at skåne en morder og attentatsmand, hvis derved et stort byggeri og mange bilister kom i farezonen. Afstanden gjorde at jeg var på den skulle helst holde ovre på den anden side. Omvejen over den gamle Storebæltsbro var for stor. Jeg besluttede mig for at tage nedkørslen til Farø, derefter kørte jeg op på den anden side, hvor endelig bakkede jeg tilbage, så længe der ikke var nogen der kom mod nord; de par gange, når dette alligevel skete, tog jeg bilen ud af bakgearet, så de ikke blev helt desparate. Heldigvis var trafikken ikke særlig stærk på dette tidspunkt. Et par hundrede meter før det højeste punkt, hvor Poul holdt, stoppede jeg. Pouls idé med reklamen kunne jeg kun efterligne på den måde, at jeg satte advarselstrekanten ud og åbnede motorhjelmen. Jeg benyttede nu bjergbestigerudrustningen til at holde mig fast på broens gelænder, mens jeg forsigtigt firede mig ned. Det skulle gøres når der ikke var nogen trafik, da de ellers ville forstyrres af denne aktion, og især af geværet. Ja, og her er jeg så nu. Et par hundrede meter væk er Poul ifærd med at montere sprængladningen, men han har tydeligvis problemer med det, vinden blæser og sprængladningen, som ligeledes hænger i en snor, dejser fra side til side. Det har han åbenbart ikke taget højde for. Jeg har ham på kornet og skal lige til at trække af. Da indser jeg, at sprængladningen ikke kan bringe nogen større virkning, når den hænger frit i luften. Den skal ligge mellem 2 stabile lag, for at kunne udvirke noget, og den er langt fra at gøre det. Der er altså noget tid endnu. Måske kan de andre nå frem og slå Poul ihjel – bare jeg selv slipper for at gøre det, for selv om han har myrdet Ulla har jeg alligevel visse hæmninger ved at gøre det. Men hvorfor har han myrdet Ulla? Poul, der selv i voksen alder har taget sig nær, at han som dreng, bare i kraft af sit medlemsskab af den blå bande og uden yderlig at have taget aktiv del i gerningen, var indblandet i drabet på en alkoholiker. Hvis alle tog deres misgerninger så nær som han, havde vi ikke brug for fængsler. Han, der ikke kan gøre en flue fortræd, skulle nu have myrdet sin veninde og er i færd med at gøre kål på en del bilister (selv er jeg jo underordnet i denne sammenhæng). Det er ikke sammen.

Måske kan jeg nå at opklare det, mens han desparat kæmper med blæsten. Han har ikke fået øje på mig, og jeg stiger atter op. Skal jeg krydse motorvejen? Nej, man har jo en bil, og det tager sikkert ikke længere atter at køre ned over Farø. Ind med alt og afsted, imens ringer jeg til chefen og spørger hvor forstærkningen bliver af. ”De er på vej til den gamle Storstrømsbro,” forklarer han. Hvordan er det muligt? Jeg havde da helt tydeligt forklaret, hvor Poul nu er i aktion. ”Ja, vi lever i en verden af misforståelser, men De har jo klaret det storartet indtil nu, så må De også se at skaffe verden af med denne forbryder – glem ikke at De også selv er i fare, hvis broen pludselig flyver i luften.” ’License to kill,’ skulle man mene, men der er noget der ikke stemmer her. I mere end en time er vi kørt, og med vores akrobatiske fremvisninger er klokken efterhånden blevet tre. Som om der ikke havde været tid til at forberede det helt store, allerede da retningen var kendt. I stedet for befinder vi os nu alene på broen, mens forstærkningen roder rundt ovre ved Masnedø – hvis der da overhovedet er nogen forstærkning på vej. Så langsomt begynder tvivlen at nage mig. Nå, men jeg har jo stadig lidt tid tilovers. Jeg holder nu lige foran Pouls vogn, nu er vi begge midlertidigt i aktion for vejvæsenet, og Poul hører vel ikke noget. Så er det at jeg får en idé: Poul har sikret sig med en udrustning som min, og den er fastgjort til broens gelænder. Med mit eget sejltøj forlænger jeg Pouls reb med to meter. Meget kort må jeg hive ham lidt op for at lade klammen fra rækværkets gelænder finde sikkerhed i en ring fra mit tov; så lader jeg ham pludselig dratte ned. Det er en massiv forskrækkelse, først nu opdager han mig. Han kan nu ikke nå pakken med fyrværkeriet. Jeg sætter geværet ved siden af mig og holder en stor kniv mod rebet. Fra denne højde vil man næppe overleve at dumpe ned i Storstrømmen, med et maveplaster alene slipper man ikke fra mødet. ”Jeg vil egentlig bare vide, hvorfor du har dræbt Ulla. Det andet, du laver her, interesserer mig egentlig ikke rigtigt,” råber jeg til ham. ”Jeg har ikke dræbt hende!” ”Det er jo nemt sagt i en desparat situation.” ”Jamen, det er. Hun vækkede mig i morges, da hun kom hjem fra arbejdet,

og vi drak kaffe sammen. Så ringede Holmes – ham, der har engageret mig til dette – og fik mig til at køre til Helsingør for at afhente udstyret jeg bruger her. Og da jeg kom tilbage, var hun blevet dræbt. Jeg troede faktisk at det var dig, der var blevet skør og havde myrdet hende, for lige efter at jeg var kommet tilbage til lejligheden var det, at du dukkede op.” Kunne han tale sandhed? Jeg bliver nødt til at bore lidt mere i historien. Forøvrigt er tiden på min side, hvor Poul nu hænger, kan han ikke gøre nogen skade, og på et eller andet tidspunkt må forstærkningen da dukke op, hvis det hele da ikke er noget skummelt noget. Men for hvert minut der går, uden at der kommer nogen til hjælp, bliver det mere og mere sandsynligt, at både Poul og jeg holdes for nar. Det er måske ikke kun ham, der spræller som en marionet i andres tråde. ”Fortæl lidt mere om hvad du laver her,” siger jeg til den ophængte. ”Hvorfor skal du springe den smukke bro i luften?” ”Jamen, det skal jeg heller ikke, det skal bare se ud som om der er nogen ifærd med at gøre det. Det hele er planlagt af en der kalder sig Holmes; han er forresten pæredansk. Han mener formentlig at være efterfølger til Sherlock Holmes, for hans assistent kaldes Watson, men han er nu godt nok amerikaner. Om der er flere i komplottet, tvivler jeg på. Jeg skulle foretage et fingeret attentat og Holmes skulle forhindre det. Men det er rigtignok sprængstof, der er i pakkerne deroppe, ellers ville man vel ikke tro på attentatet når man fandt det.” ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.” ”Jeg heller ikke. Men så har vores skæbne atter fundet sammen, vi holdes for nar, måske bliver du nu anset for Ullas morder – efter at du har slået mig ihjel.” Det er disse ord, der gør udslaget. Jeg kan måske ikke stole fuldt ud på Poul, og jeg skal nok e på ham når jeg har hevet ham op, jeg er da alligevel bevæbnet og mere kamptrænet end ham. Langsomt trækker jeg ham op, nu lidt længere væk fra sprængstoffet, men han gør heller ingen anstand til at række ud efter det. Snart svinger han sig over kanten. Et par biler kører forbi uden at fatte, hvilket drama der afspiller sig her. ”Kom, Poul, i min bil ringer vi til min chef og fortæller ham en skrøne. Husk nu at du er død og ikke kan blande dig!”

Chefen tager straks telefonen. Det giver et sæt i Poul, da han melder sig. Jeg rapporterer nøgternt: ”Tilfældet Poul Nymand ligger på bunden af Storstrømmen med et hul i hovedet.” ”Og broen står endnu? Hvad med sprængladningen?” ”Ja, det vil jeg spørge om, skal jeg lade den gå samme vej?” ”Nej, rør den endelig ikke. Jeg sender et hold sprængstofseksperter til at vare på den sag. Se nu blot at komme tilbage.” ”Men hvor bliver forstærkningen af?” ”De rapporterede for lidt siden at være ovre på Falster – men det kan jo være lige meget nu. Der er ingen grund til at vente på dem.” ”Ja, egentlig har jeg ikke brug for dem mere.” ”Tværtimod, de skal tage Dem i agt for kollegerne. Jeg har hørt at man eftersøger Dem for mordet på frk. Iversen.” ”Jamen, jeg var jo kun inde i lejligheden i et par minutter, efter Deres anvisning. Har De ikke forklaret sammenhængen?” ”Jo, men man har ikke troet mig. Det tager jo også kun et par sekunder at stikke en sovende person ihjel. Men lad mig vide hvor De er, så skal jeg hjælpe Dem videre.” Jeg burde vel takke ham, men nu har jeg fået nok. Jeg afbryder simpelthen forbindelsen. Og så siger Poul: ”Det var Holmes!” Det hele får en ny dimension. Den gamle nar har vel fået et heltekompleks, og lige før han skal gå af skal det have den helt store dimension. Koste hvad det vil, men det er jo også en del værd, hvis det lykkes. Kun én ting skal ikke lykkes for ham: Sprængstoffet vil ikke blive fundet, når de flittige myrer endelig dukker op. Jeg er så småt ved at forme en ny plan, og ved min side har jeg en forsmået attentatsmand. Begge har vi nu det mål at finde og arrestere Ullas morder. Hvis det ikke er chefen selv, er han i det mindste indirekte involveret. Men der er jo et problem med min bil, den blev set køre væk i stor fart fra drabsstedet på Bernstorffsvej. Nå, jeg lader den bare stå, så kører vi i Pouls, de første par

kilometer er det nok den bedste løsning. Men nu skal vi skynde os og have alt ammunitionen bjerget, den triumf at ’opdage’ attentatet skal chefen ikke have. Jeg har ladet min mobiltelefon blive i bilen. Jeg vil ikke risikere at blive pejlet ved hjælp af den. I det hele taget skal jeg heller ikke bruge den, vi ikke have nogen kontakt med omverdenen med det første. Vi er knapt nået over broen, så standser jeg og står ud. Jeg var nær ved at glemme det: Pejlesenderen. Lige foran er en tysk bil ved at skifte hjul. Jeg spørger om der er brug for hjælp, men det er der heldigvis ikke. Da jeg går tilbage har jeg ikke pejlesenderen mere. Jeg håber at kollegerne får en interessant rejse videre sydpå, når de forfølger den. Vi kører også videre sydpå, men snart forlader vi motorvejen. I Nykøbing Falster lejer Poul en ny bil på en af sine mange falske identiteter. De skal nok opdage det, men næppe før vi er tilbage i København, og så kan vi se videre. Efter alt at dømme er der endnu ikke sat større styrker ind på denne sag. Så skal vi lige have læsset den særlige ladning over, og så går turen atter nordpå. For en ordens skyld tager vi nu den gamle Storstrømsbro, måske er den nye i mellemtiden blevet lukket på grund af bombetrusler? Vi er næsten nået til Køge før en stor stime af politikøretøjer kommer med udrykning i den sydgående vejbane. Så varer det vel noget inden chefen opdager at han selv er blevet snydt og nu kan vente sig det værste. Poul er ved at blive tøet op nu. Han ærgrer sig over at være blevet taget ved næsen, men værre er det naturligvis, at det har kostet hans tidligere veninde livet. Han havde vel fået et vist forskud, men det store beløb var først blevet lovet ham sidenhen. Det kunne også have været 10 gange så stort, når han alligevel skulle slås ihjel før udbetalingen. Måske er det en trøst for ham at vide, at hans gamle ven er blevet bedraget på samme vis som han. Hvor tager man hen i København? I hvert fald ikke til adresser, som chefen kan snuse op. Der er faktisk kun et sted, hvor jeg føler mig nogenlunde sikker den første nat: I chefens egen villa på Frederiksberg. Han tør sikkert ikke komme hjem de første par dage, efter at han har forstået at jeg har gennemskuet ham og nu kan antages at forfølge ham. Husholdersken er død fornylig og chefen har, så vidt jeg ved, ikke fået en ny endnu. Dette er også det bedste sted at deponere sprængladningen; hvis den overhovedet skal bruges nogen steder, så er det her.

ende nok er der en kælderindgang fra den mørke haveside, som let er brudt op – noget har jeg dog lært i mit job. Hvordan chefen, der beskæftiger sig med alle afskygninger af kriminalitet, kan efterlade sit eget hus så let tilgængeligt, er mig en gåde, men praktisk er det nu. Vi går ud og aflæsser bilens bagage, den kommer også ned i kælderen, jeg har ikke lyst til at slæbe rundt på den længere. Poul går ned og kører bilen en anelse længere væk, den skal bare ikke holde lige foran huset, men ellers er der ikke nogen, der kender den. Så kommer han tilbage, og nu kan jeg åbne hoveddøren og byde ham velkommen. Helt selskabeligt er det dog ikke, vi trækker de tunge gardiner for og tænder et stearinlys for at man ikke skal fatte mistanke fra vejen om at huset nu er beboet. Så disker jeg op med noget spiseligt – sådan en mission som den idag gør sulten, hvis man ellers overlever. Heldigvis drikker chefen også øl, og han har ikke drukket det hele. Han har egentlig heller ikke godt af at drikke så meget. Man hjælper jo, hvor man kan.

7. Intermezzo

Poul er nu blevet helt snakkesalig. Hvad jeg end måtte spørge ham om, det er bare at vente, så skal han nok komme frem med det. Det havde måske noget med politik at gøre, for med Ulla var han kommet i kontakt med folk, der ikke stod tilbage for noget. De kappedes om at være mest ventreorienterede, men der var altid angiveligt vigtige (for min lille hjerne uforståelige) forskelle, der adskilte dem fra helt fælles engagementer. Det var som sekteriske bevægelser, der kappes om at være mest hellige og som ustandseligt splittes op af detailler, der er ubegribelige for udenforstående. Bruddet med Ulla var nu ægte nok, og på dette tidspunkt var han villig til hvad som helst, bare han kom væk. En af vennerne havde en forbindelse i Libanon, som Poul nu gjorde brug af. Men hvad der foregik der, var dog for voldsomt for et følsomt menneske som hr. Nymand. Han havde kappet fortøjningerne til sin tidligere tilværelse og ikke knyttet forbindelse til en ny, så da en amerikaner, der kaldte sig Watson, søgte en mand uden bindinger til nogen organisation til en vellønnet og stort set ufarlig tjans i Danmark, var han hurtig til at slå til.

Han skulle dog først trænes i arbejde i højderne og med sikringsgrejet. Det var dog ikke i Libanon, men i Østrig dette foregik, og det varede en måned, i hvilken Poul arbejdede på et brobyggeri. Derimod fik han ingen uddannelse i omgang med sprængstof. Watson så han intet til i denne tid, men pludselig stod han der en dag. Han havde nu præcise instruktioner om, hvad der skulle foretages, og disse forklarede han Poul på en model af en hængebro. Poul fik tre forskellige pas, et dansk, et fransk og et engelsk – sprog han talte flydende – og hertil svarende navne, kørekort og andre dokumenter. Så blev han udstyret med penge, et par kreditkort og en flybillet til København. Han skulle tage ophold på et bestemt hotel og kontakte en der hed Holmes på et mobiltelefonnummer (som jeg ikke genkendte) for nærmere information. Poul havde fået overskæg og var blevet godt solbrændt, ligesom hans lyse hår efter min erindring også var blevet en tand mørkere, selvom kontrasten til den mørke teint alligevel var blevet stærkere. Havde han tidligere været halvlanghåret var han nu blevet godt klippet, uden at man dog var gået til yderligheder. Det krusede hår var nærmest blevet mere krøllet ved at blive kort. Han drog nu en kam igennem dem, uden at den gjorde synlige indtryk i hårpragten – hvad den så end måtte forskrække i hovedbunden. Iøvrigt var han blevet klædt på som forretningsmand, når han altså ikke lige skulle ud og sprænge broer. Heldigvis kunne han stadig huske, hvordan man bandt et slips, selvom han ikke havde gjort brug af det de seneste år. Der var kun én ting, han havde fået besked på at undgå: Enhver kontakt med tidligere venner og bekendte. Og så var der alligevel en adresse, han ikke kunne lade være med at opsøge, det var naturligvis dér jeg fandt ham i morges, men han havde faktisk opsøgt Ulla i går. Af en eller anden grund havde han betroet sig til hende og ytret ønske om at vende tilbage til samlivet, men da hun snart skulle på arbejde i nattevagt, var han først vendt tilbage næste morgen. ”Lad mig gætte på, at Watson har skygget dig og at chefen så har lokket dig væk, så han kunne udspørge hende for at bedømme, om der var nogen fare at vente fra den kant.” ”Det er muligt, for i Helsingør måtte jeg først vente på at grejerne kom op fra København, så dem kunne jeg nok have fået fat i på en lettere måde,” svarer han.

Jeg tænkte på mit sidste besøg hos Ulla for syv dage siden. Hun havde gjort mig moden til at forlade et princip, netop ikke at skyde nogen imellem mit og Pouls kammeratskab. Bare to aftener i forvejen havde hun spurgt mig, om jeg ikke ville blive natten over, og så kunne man jo nok regne ud hvad den stod på. Dengang havde jeg høfligt afvist invitationen, det var jo ikke den første af den art. var det nu den egen desparation, efter at jeg nu selv havde lidt skibbrud i et forhold måneder forinden, eller var det bare de stemningsskift, der foregår i en selv fra dag til dag, eller bare fra time til time, nu var jeg indstillet på at forlade ærbarhedens trange sti – og så ville Ulla pludselig ikke. ”Det går ikke, jeg skal begynde på nattevagt i morgen aften.” ”Jamen, så er det bedst at blive holdt vågen nogle timer endnu. Jeg skal nok sørge for at du er træt i morgen tidlig, eller skal vi sige i morgen middag, når vi endelig står op.” ”I morgen middag? Jamen skal du ikke på arbejde?” ”De er ikke så vilde med at se mig efter min sidste dåd. Overtimer har jeg nok af, og chefen skal nok kalde, hvis han har brug for mig.” ”Alligevel, jeg har ikke lyst nu.” ”Også her kan jeg hjælpe,” svarede jeg, men Ulla holdt fast på sit. ”Du har jo altid frygtet at blande mig imellem dit venskab med Poul.” Venskab var jo mildt udtrykt, jeg betragtede stadig Poul som min livredder. På det punkt kan man næsten mene, at vi nu står lige, efter at jeg ikke har adlydt ordren til at skyde ham. Eller måske tæller det ikke som livredning at man undlader at skyde en? Men den gang havde jeg andre sorger: ”Har du hørt fra Poul fornylig?” ”Nej.” Trak hun lidt på det? Jeg prøver at reproducere øjeblikket. ”For to aftener siden var det anderledes.” ”For to aftener siden havde jeg det anderledes.” Efter en kort pause tilføjede hun: ”Vi var begge anderledes for to dage siden.”

Det var rigtigt nok. Tidligere var det først manden, der pressede på, siden kvinden, der ikke ville give slip. Var mit forhold til Ulla symbolet på de ændrede tider? Nej, nu aner jeg en anden forklaring: ”Hvornår ringede du første gang til Ulla, efter at du var kommet til Danmark?” ”Det er vel en uge siden,” siger Poul. Så var den opklaret. Nu spørger jeg mig blot, om min standhaftighed for 9 dage siden ikke var af det gode alligevel. Overfor Poul har jeg intet at skamme mig over, og Ullas voldsomme endeligt havde medtaget mig endnu mere end det allerede var tilfældet.

Efter at Ulla havde givet mig en kurv – sådan kaldte man det vist i gamle dage, når talen var om mere varige forbindelser – grublede jeg i flere dage og navnlig nætter over det. Hun havde jo ruineret Pouls tilværelse, hvorfor var jeg nu så opsat på at lade hende fortsætte med min? Jeg var ikke direkte forelsket i hende, nej, ordet direkte er ikke her, enten er man eller man er det ikke. Jeg havde vænnet mig til Ulla og kunne godt lide hende, når bare hun ikke smilede. Det var måske medvirkende til mit noble afslag. Havde hun dog bare også smilet for en uge siden, så havde det været lettere at bære. Når Ulla smilede var der noget spåttende, noget hånende over det. Det kompenserede hun så ved ikke at smile ret ofte, og på den måde var hun den stakkels lille pige, der skulle hjælpes, og til dette formål var jeg jo gerne kavaleren. Jeg skulle måske nævne, at Ulla var en smuk kvinde. Jeg kan ikke glemme en dag, da vi tre badede fra den lille plæne mellem Charlottenlund Fort og Badeanstalten. Ulla tog solbad topløs, og hendes velskabte figur forstyrrede hele tiden mine hensigter med at læse først en bog, siden et ligegyldigt formiddagsblad. Jeg prøvede at køle mig af ved at gå i vandet men så ville hun også med, stadig topløs og i det hele taget dejlig, og Poul gad ikke bade mere. Sådan forestiller jeg mig stadig Ulla, og det er svært for en mand at modstå sådanne følelser. Nej, det var ikke tydeligt nok. Ulla havde en ung kvindes faste bryster, ikke for lidt og ikke for meget. Hun var slank uden at være mager, og det, at hun var

noget under middel, forstyrrede jo ikke indtrykket når hun lå på plænen i solen. Nå, det lyder måske som en dyrskuerapport, og netop sådan kunne Ulla også udtrykke det med sin sædvanlige foragt: Mændene er kun ude på sex og er ikke interesseret i, hvad kvinderne ellers har at byde på. I hendes tilfælde var det da også helt rigtigt, for jeg kan da ikke se, hvad hun ellers havde at byde på. Men når jeg tænker på de bitre diskussioner, jeg tidligere havde ført med Ulla i villaen i Hellerup, så må jeg dog alligevel bekræfte, at vi to aldrig kunne blive et par i mere end nogle få erotiske timer af gangen – og det kun forudsat at Poul ikke var vendt tilbage. Måske havde det netop været problemet i Pouls og Ullas forhold, formentlig også i mange andre, at magnetismen i det sexuelle forhold i lang tid overskygger, at der ellers er meget lidt der binder. Hvor ofte har dog timers, måske endda minutters lyksalige hengivelse ført til mange års ulykke? Jeg skal huske denne visdom, hvis jeg engang skulle gå hen og blive munk, hvad der dog ellers ikke er noget der tyder på. Hvis hun altså havde været rar ved mig, den aften, var det ikke fordi jeg nærede illusioner om noget blivende forhold – men jeg vil nu ikke beskrive min egen baggrund for pludselig at være blevet vild efter unge piger. På baggrund af, hvad der siden skete, mener jeg nu, at min standhaftighed to dage forinden var rigtig. Man kan kalde det at efter-rationalisere, en dybtliggende menneskelig egenskab, hvormed vi begrunder vore fejltagelser, når der nu ikke kan laves om på dem mere. Men det er ligesom lettere at være naturlig overfor Poul uden dette fællesskab, selvom Poul naturligvis aldrig ville have bebrejdet mig det svage øjeblik. Og så var Ulla stadig en veninde på en lidt større afstand end hvis jeg havde været hendes sidste elsker – inden hun blev myrdet.

I det mindste ved Poul nu, at jeg ikke har dræbt Ulla – men ved jeg også, at Poul ikke har gjort det? Strengt taget ikke, der er stadig nogle løse ender. ”Hvornår kom du tilbage til Danmark, og hvor har du opholdt dig siden?” spørger jeg nu. ”Sig mig, er forhøret sat allerede nu?” ”Hvorfor ikke, det skal nok komme snart. Du kan lige så godt få lidt øvelse, og så kan vi siden finde ud af, hvor du skal omgås sandheden mere forsigtigt. Husk,

sandheden er det dyrebareste vi ejer – man skal spare lidt på den.”

Poul fortæller uden hæmninger. Han har netop været i landet i to uger, og i den tid har han boet på 5 hoteller. I morges checkede han ud efter Watsons anvisning, lidet anende at grunden nok var, at man ikke skulle savne ham sidenhen. Jeg tager notitser, det skulle ikke være noget problem at bekræfte disse angivelser sidenhen. Men udover at jeg ikke kan forestille mig Poul som morder, mens jeg jo lige var ved at blive det selv, så er der intet, der lige kan bruges som bevis på hans uskyld. Poul bliver hurtigt træt. Jeg har egentlig også fået nok bom-bom for idag og vil hellere tage mig lidt af chefens køleskab, så jeg har stor forståelse for, da Poul inspicerer første sal af villaen for at finde et ende leje for natten. Jeg ser lidt ligegyldigt fjernsyn. Det bliver til en uafbrudt kanalrundfart med fjernbetjeningen. I gamle dage var der da af og til spændende film i TV, nu er der en masse at vælge imellem og alligevel ikke noget, der tiltaler en. Og så hører jeg pludselig en nøgle blive sat i hoveddøren. Jeg slukker lys og fjernsyn og trækker gardinerne lidt fra, så jeg får lidt lys fra gaden. Det er ikke nødvendigt. Jeg står med hævet revolver bag døren, men da den går op tænder den besøgende bare lyset. Det er netop husets ejer.

8. Opgøret

Chefen står alligevel i sin egen dagligstue med ordene, der kunne have været mine: ”De – her?” ”Ja, De sagde at jeg skulle komme tilbage, så De kunne hjælpe mig videre.” Jeg sænker revolveren men holder den stadig i hånden. Chefen har måske ingen særlig tiltro til min tankefunktion, men han véd at jeg kan skyde, og selvom han nok er bevæbnet, er han selv ikke nogen Western-helt. Poul holder sig i ro, han sover oppe på første sal, klokken er jo også næsten halv tolv og det har været en hård dag.

”Det bedste er at ringe til kollegerne på politigården og få sagen opklaret ved en venskabelig sludder. Forresten, man fandt ikke nogen sprængladning ved broen.” Han talte stadig som om vores verden var helt i orden. ”Nej, jeg ombestemte mig og tog den med mig.” ”Og hvor er den så?” ”Her!” ”Her?” ”Ja, jeg tænkte, at den ligesom skulle hjem igen til Holmes, der har haft så meget besvær med at få fat på den.” Hermed havde jeg også forklaret indbruddet og den stadigt synlige revolver i min hånd. Jeg havde en overgang tænkt på at foregive noget andet, men jeg må indse, at chefen er overlegen i den slags tankespil og at jeg hellere må holde mig til de kontante metoder, hvor jeg selv kan beholde initiativet. Det er bedst at vise rene kort. Chefen begynder at svede – et godt tegn, når man står overfor at skulle afpresse ham en tilståelse. ”Sæt Dem i stolen dér!” siger jeg brysk og peger på den brede kontorstol foran skrivebordet. Det er måske lidt frås at bruge to par håndjern, men det virker så smukt symmetrisk at fæstne en hånd til hvert sit læne, og jeg ser ingen grund til at gøre det ekstra ubehageligt for ham ved at fæstne dem bag ryggen – i det mindste ikke endnu. Men jeg snupper selvfølgelig lige hans tjenesterevolver og mobiltelefonen, begge lægger jeg oppe på buffet’en, der er ikke nogen af os der skal bruge dem. ”Poul, kommer du? Holmes vil gerne tale med dig.” ”Hvornår har De fundet ud af alt det?” spørger chefen nervøst. ”De gjorde en fejl ved at dræbe frk. Iversen,” sagde jeg let henkastet. Og da han ikke straks svarede, fortsatte jeg, ”man har gjort visse observationer på stedet.” ”De bluffer,” hvæsede han. ”Jeg var ikke ude af mit kontor, da hun blev dræbt.” ”Hvad angår det at bluffe, har jeg haft en god læremester. Måske er

sprængladningen her heller ikke ægte. Men det finder vi snart ud af.” ”Gør ingen dumme forsøg, den er skam god nok.” Poul kommer hurtigt ned. Hans pluskede hår forråder at han har sovet dybt, men med alt tøjet på, det er mindst lige så pjusket. Hvor har den knægt dog sine manerer fra? ”Nå, Mr. Holmes, jeg var ved anbringe varerne, som De havde givet så nøjagtige instruktioner om, da den herre pludselig ville skyde mig – angiveligt også efter Deres anvisning. Hvad har jeg dog gjort forkert, udover at stole på Dem?” Men chefen får ikke lejlighed til at svare, hvad ville det da også have bragt, så jeg indskyder: ”Hr. Nymand er villig til at give Dem rabat på det, De skylder ham, mod at de udleverer den virkeligt skyldige i drabet på Ulla Iversen til myndighederne. Men hvordan kan det foregå, har De et forslag?” Egentlig er jeg mere interesseret i bagmanden, som jeg har for mig, men det kan jo ikke skade at høre, hvad han har at sige, men skal bare ikke stole for meget på det. Og så har jeg jo strengt taget ikke planlagt dette møde. ”Det var Watson, som dræbte hende. Det var ikke planlagt på den måde, jeg havde bare bedt ham om at opsøge frk. Iversen for at opklare, i hvor høj grad hr. Nymand havde inddraget hende i sine planer. Og her var problemet. Hun vidste alt, selv at hr. Nymand skulle mødes med en vis Watson i dag. Ja, så bragte Watson hende til den evige tavshed, uden at spørge sig for hos mig. Jeg ville selvfølgelig have afblæst hele historien, hvis jeg var blevet informeret om denne indiskretion.” ”Men hvorfor skulle netop Farø-Broen sprænges i luften? Eller måske netop ikke?” spørger så Poul. ”Den skulle sprænges, og Watson havde til opgave at fuldføre jobbet, hvis det ikke skulle lykkes for Dem inden Deres ven gjorde det af med dem. Derfor har Watson en fjernstyret udløser til sprængladningen, men da han brugte den, virkede den ikke, og siden fandt vi ud af, at der slet ikke var nogen sprængladning.” Jeg forstår stadig ikke, hvem der kan have interesse i at ødelægge den smukke bro,” indskyder jeg. Men nu er chefen færdig med at gøre tilståelser. Poul bidrager med en hypotese

”Efter fuldførelsen af Storebælts- og Øresundsbroen er mange firmaer uden nye opgaver, og det kunne have været en rar lille ekstra opgave at genopbygge FarøBroen.” ”Hvortil Holmes så havde fået en klækkelig provision, udover at afsløre en vis Poul Nymand, som blev dræbt af en af chefens ansatte, der igen på mystisk vis er forsvundet, mistænkt for mordet på en vis frk. Iversen,” supplerer jeg. ”Hvorfor blev vi egentlig ikke sprængt i luften da Watson legede med udløseren?” spørger Poul nervøst. ”Vi må have været langt nok væk, sådan en fjernstyrer fungerer kun over nogle få kilometer.” Chefen kan ikke lade være med at ærgre sig højt: ”Og så blev det fjols stoppet af politiet i Tappernøje for at køre for hurtigt – angiveligt med dagens rekord!” ”Nå, noget er det da godt for med den fartgrænse, jeg har ellers altid haft min tvivl.” Og mens jeg siger det, bliver det mig klart at vi stadig befinder os i samme fare, for sprængladningen ligger i husets kælder og vi har ikke kigget efter, om der er en fjernstyrer tilsluttet. Pludselig får jeg travlt. ”Hvordan får vi mig frikendt for mistanke og sat ham Watson fast?” Chefen foreslår, at han kan ringe til Lauridsen, men her stoler jeg ikke på ham. Han vil ikke acceptere selv at blive mistænkt for noget kriminelt, og så længe Poul og jeg er i live, og endda med Watson bag tremmer, kan de næppe forestilles på anden måde. Pludselig får jeg et indfald: ”Var De slet ikke bange for at komme tilbage her, når De vidste at jeg havde gennemskuet Dem?” Chefen svarer ikke. Henvendt til Poul spørger jeg, ”hvad er klokken?” ”Fem minutter over halv tolv.” ”Så skal vi skynde os, formentlig får chefen besøg om en lille halv time. Det er selvfølgelig bare en formodning, men det forklarer, hvorfor han alligevel har taget chancen og er vendt hjem så sent.” ”Jeg har fået nok af dine formodninger,” siger Poul, ”man kan ikke engang få lov at sove ud her.” Men alligevel hjælper han mig med at kneble chefen, så han ikke kan råbe til sin gæst, hvis han atter får besøg.

”Du bliver nok glad for at jeg har revet dig ud af sengen i tide.” Jeg binder lige chefens stol fast til radiatoren, så er han forsvarligt emballeret, og jeg griber mine sager. De fleste er heldigvis i bilen endnu. Vi forsvinder ud af køkkendøren, og jeg kan kun håbe, at ingen har holdt huset under observation fra bagsiden. Vi kryber i skjul bag et par Rhododendronbuske i baghaven. Fem minutter i tolv kommer en mand ind ad havedøren og gransker det mørklagte hus. Han går også ind i haven, så har han vel ikke været før. En fremragende lejlighed til at holde ham op med mit gevær. Jeg siger ikke et ord, våbnet taler sit eget sprog, og den fremmede kender det, i hvert fald rækker han hænderne op. Her i baghaven er der ikke meget lys, så vi går straks frem til trappen til hoveddøren, men bliver stående nedenfor de seks trin. Her ser man fra gadebelysningen, at det er en lille tætbygget, rødhåret mand vel i fyrrerne. Hans blå øjne ser surt på mig. ”Poul, kan du befri Hr. Watson for sine tunge metaldimser? Pas på, de kan let gå af.” Poul ved hvad det er, jeg hentyder til. Ja, han har den på sig, en walkietalkie-lignende genstand og så selvfølgelig en revolver, en af stor kaliber, ikke en legetøjspistol for raske drenge. Han har også en lang dolk i skede, formentlig den der blev brugt til at dræbe Ulla med. ”Brevkniven skal han have lov at beholde,” siger jeg. Poul synes ikke at kunne forstå det, men han stikker dolken tilbage i Watsons jakke. ”Undskyld hvis vi har forsinket Dem, det er blot en forholdsregel fra Holmes, siger jeg. De finder ham i stuen, hvor han afventer Deres besøg.” Watson kigger lidt forvirret og forsvinder ind i huset. Vi har ladet døren være ulåst. ”Og så er det om at komme væk,” hvisker jeg til Poul da dræberen er kommet ud af syne. Jeg håber at chefen er så klog ikke at tale om eksplosioner, for så stikker Watson af uden at befri ham. Vi styrter til bilen og kører måske bare 100 meter, så stiger jeg ud, peger med det erobrede apparat på huset og trykker på den eneste knap, der er på det. Et øresøndrende brag bekræfter at det var den formodede fjernbetjening. Selv hvor vi står, går der et par ruder itu. Vi stiger ind og kører væk fra åstedet. ”Det var da trods alt en blidere måde, jeg vækkede dig på,” siger jeg til Poul. Men han er stadig rystet over eksplosionens styrke.

”Det var godt at huset ligger i en stor have, og at det var i kælderen, vi deponerede pakkerne,” siger han. Men bortset fra ruderne i en stor omkreds og så forskrækkelsen blandt naboerne kan der vel næpe være sket nogen stor skade. ”Der skal jo en del mere til at sprænge en bro end sådan et lille havehus, så man kan næsten tale om et kolossalt spild her.” ”Du tager det sandelig roligt,” fortsætter Poul, ”du har lige slået de to folk ihjel, som kunne have vasket dig ren fra mordanklagen.” ”Dem kunne man ikke have stolet på alligevel. Nu er der i det mindste en chance for, at man finder mordvåbenet på den ene af dem, hvis der ellers er noget tilbage af ham.” ”Jamen, så finder man også chefen med håndjern på.” ”Watson havde ingen, og alt ondt kommer fra ham. Formentlig var han ved at befri chefen fra kneblen, men det er næppe den rolle, han tiltænkes hvis man finder de to lig ved siden af hinanden. Hør, Poul, du synes at glemme, at vi lige har gjort det af med Ullas mordere, hvortil vi ende nok har brugt deres egne midler – eller skal jeg sige, at det kun var mig, der gjorde det?” Poul smiler: ”Sig du bare ’vi,’ og tak fordi jeg måtte komme med til ballet.” Der kommer nu en strime af politi- og brandbiler samt ambulancer imod os. I vores retning er gaden tom. Jeg håber at de i de næste par minutter går ud fra en gaseksplosion, så politiet ikke interesserer sig for biler i den modsatte retning. Vi når ud på Lyngbyvejen og kører først til to værtshuse på Østerbro. Her gør vi begge steder et lidt bedugget intryk og laver ballade med betalingen, så man kan huske os senere. Jeg håber at man ikke mærker sig tidspunktet så nøje, når vores alibi skal efterprøves. Endelig tager vi så videre nordpå til Charlottenlund, hvor Pouls forældre stadig bor. Det er måske lidt risikabelt, men hvor skal vi ellers overnatte? Formentlig har ordensmagten med det første hænderne fulde med den usædvanlige begivenhed på Frederiksberg. Der er stor gensynsglæde, da vi endelig får purret de gamle op. De er på det seneste kommet ud af vane med at blive vækket ved halv to-tiden om natten. Pouls gamle værelse synes at have ventet på denne lejlighed, også hans søsters

står tomt og venter på besøg. Jeg lader dem tale ud og siger lige til Poul inden jeg går op: ”Du, jeg skal til Sverige i morgen, mens du formentlig godt kan blive her. Gider du sejle mig over?” ”Men vi har ikke nogen båd længere, min far synes, at han er blevet for gammel.” Men faderen har hørt det: ”Det er ikke noget problem, jeg låner naboens motorbåd fra tid til anden og kan sikkert også gøre det i morgen – hvis I ikke har noget imod at jeg tager med.” ”Så må vi hellere se at komme i køjen, for vi skal snart op igen.”

9. Broen til Fremtiden

Helt gennemtænkt var det ikke, min flugt til Sverige. Men jeg kom da heller ikke helt frem. Vi tog afsted ved halv ni-tiden. Da vi var kommet et stykke ud i Øresund befriede jeg mig fra fjernstyreren til eksplosionen, uden at Pouls far så det. Så sagde jeg tak for turen, jeg havde ombestemt mig og håbede, at man ikke havde så mange beviser imod mig, til syvende og sidst havde jeg kun handlet på embeds vegne. Vi skulle også have klarlagt Pouls vandel i de sidste tre måneder. Hvad kunne bevises og hvad ikke, efter at eksplosionen havde destrueret chefens hus med menneskeligt og andet indhold. Også Poul havde efterladt sine signaturer i Ullas lejlighed mens en professionel som hr. Watson formentlig havde agtet mere på sine spor – men der var jo heller ikke meget at sammenligne dem med nu. Hjemme i huset diskuterede vi vores situation, som vi hver for sig havde gjort os tanker om. Vi havde valget mellem at forlade landet og leve som jagede dyr i det fremmede, altid i fare for at blive opdaget og så at se det som en bekræftelse på ens skyld at man var stukket af. Eller at køre igennem en proces hvor vi kun kunne håbe på, at man ikke havde nok beviser til at holde os fast på den falske anklage. Vi besluttede os for det sidste. Det var nok sværest for Poul, men vi besluttede os for at holde os så nær sandheden som muligt, hvad vores bevægelser angik, lige med undtagelse af gårsdagens eksplosion, som vi gav

Watson æren for alene, mens vi påstod ikke havde været på Frederiksberg på det tidspunkt. Det var mere kompliceret at få historiens ramme til at e. Vi blev nødt til at give chefen en helterolle, det var så en trøst, at en eventuel medalje blev tildelt ham posthumt. Poul blev nu konverteret til chefens spion i Watsons organisation, som skulle være af mellemøstlig oprindelse, det ede nu så godt i verdenspolitisk sammenhæng. Vi havde – og det var atter sandt – tidligt om aftenen afleveret sprængladningen hos chefen, men så var vi draget afsted, uden rigtigt at vide hvorhen – det var bedst ikke at involvere Pouls forældre til at have modtaget os tidligere, alle disse data ville blive efterprøvet. Da Watson var blevet udmanøvreret, var han taget hjem til chefen, der på en eller anden måde heltemodigt havde revet ham med i døden. Jeg tog frækt ind på politigården og turede straks frem på Lauridsens kontor, hvor jeg ankom kl. 10, præcist et døgn efter at chefen havde kaldt mig ind på sit. Det var rigtigt nok, at jeg var efterlyst, så her havde man ikke ventet mig, men frækheden sejrede. Jeg forklarede historien for Lauridsen, hvorefter jeg tilbragte flere timer med at skrive en rapport. Man troede mig endnu ikke helt, og det generede tydeligvis Lauridsen at være blevet udmanøvreret at chefen igen, men han akcepterede det, formentlig fordi det nu endegyldigt var sidste gang. Efterlysningen af mig blev ophævet og jeg blev bedt om at bidrage yderligere til den utrolige sags opklaring. Poul blev arresteret da han afleverede udlejningsbilen samme dag, men det havde vi indset som uundgåeligt. Det lykkedes mig dog at få ham fri ved grundlovsforhøret den følgende morgen, men man tiltroede ham til at begynde med ikke rollen som dobbeltagent, selv om jeg bedyrede at vi netop havde arbejdet sammen igennem længere tid. Drabet på Ulla blev heldigvis let opklaret. En af beboerne havde mødt Watson nede på gaden foran huset, og et par uger senere blev mordvåbenet bjærget i ruinerne af chefens hus, stadig forsynet med blodspor som gjorde identifikationen entydig. Først hermed blev mistanken mod Poul endegyldigt hævet. Da vi var udenfor al hørevidde, nærmere sagt sejlede på Øresund i en lånt båd (Pouls egen var blevet solgt for længe siden), stillede han mig et pinligt spørgsmål: ”Jeg er godt klar over din officielle rolle i dette plot, som chefens

repræsentant og udførende organ, men hvad var virkelig din opgave?” Det forstod jeg ikke, så han måtte præcisere spørgsmålet: ”Hvis du ikke havde været med i billedet, var Farø-broen blevet sprængt eller i det mindste slemt demoleret og jeg formentlig gået med i købet i kraft af Watsons fjernstyrede tænding. Rent bortset fra, at du ødelagde det hele, hvorfor har chefen pludselig involveret dig?” Fra den synsvinkel havde jeg ikke set det, altså chefens. Så gik der et lys op for mig: ”Du har ret, jeg blev først involveret på et tidspunkt, da chefen havde mistet tilliden til både dig og Watson – han fordi han dræbte Ulla ud fra sig eget dræberinstinkt, du – nå ja – på grund af årsagen til dette drab: Du havde snakket over dig til Ulla. Ja, og mig kunne han stole på, når det galdt om at adlyde en ordre, som indebar liquideringen af en terrorist lige inden denne skulle udføre en morderisk gerning. Jeg havde da også skudt enhver anden, kun overfor dig personligt havde jeg visse hæmninger.” Jeg kunne ikke lide at blive betegnet som en, der ødelagde det hele, selvom det på en måde jo netop var sket igen. Det var ikke rart at give Poul en indirekte medskyld i mordet på hans veninde, så jeg skyndte mig at fortsætte: ”Og så syntes begivenhederne jo at give ham ret. Du var ved at undslippe fordi ham Watson kørte for hurtigt og havde problemer med politiet – hvad han på en eller anden måde har fortalt ham, det er vel ikke forbudt at bruge sin mobiltelefon når man har vundet dagens kapløb på vejstrækningen og givet et fint billede med radaren?” Farøbroen står endnu, men den menneskelige blev mere anstrengt, da Poul emigrerede til Canada, tre måneder efter den skæbnesvangre dag, efter at have solgt sit hus helt regulært. Jeg håber dog snart at kunne besøge ham der. Jeg genoptog mit job i politiet, hvor jeg blev forflyttet til en mere fredelig afdeling: Jeg skal eftersøge de mænd, der ikke betaler alimentationsbidrag i tide. Men til næste semester har jeg da endelig fået plads til at studere jura på universitetet. Jeg har allerede øvet mig en del i kriminologien, så at sige på begge sider af loven, nu er det på tide at granske lidt af teorien.